Jeg holder af at Skyum-skumme og -skumle

Strunge-Skyum-anekdote fra SUT's 80'er-essay:

Samme Erik Skyum-Nielsen, som Michael gav navnet "Skypumpen" havde i en anmeldelse skrevet, at Strunge ikke kunne fylde sine forgængeres sko ud, og kritikeren modtog et par dage efter en pakke indeholdende et par baby-sko af plastic.

3 humørsyge bemærkninger til Skyums (mestendels) manisk glade gennemgang af forårets bøger i Information.

1. En sur bemærkning: Det er altid åndssvagt at kritisere forfattere for at skrive Forfatterskolelitteratur, men insisterer man på at være så åndssvag, kan man så ikke nøjes med at kritisere de forfattere for det, der rent faktisk har gået på Forfatterskolen:

Han er glad for Mia Degners stilsikre debutbog Kort over himlen (Gyldendal) med undertitlen »Forløb«. Han har med interesse fulgt fragment-beretningen om en slægt, hvor farfar kom i kz-lejr og farmor måtte flygte til Sverige. Han er oprigtigt glad for at se en yngre dansk digter tage Kingo og Ingemann så alvorligt (»Dejlig er jorden« klinger smukt med), og han er imponeret over, så klogt Mia Degner formår at integrere Paul Celans »Dødsfuga« i sin kontrapunktiske komposition; men knap så glad er han for den tørhed, der får konstruktionen til at knirke. Et afgangsarbejde fra Forfatterskolen? Hvad kalder man en Artig-Verner, når det drejer sig om en kvinde?

2. En selvoptaget bemærkning: Jeg føler mig ret præcist truffet af dette dartpil-kast (og bortset fra det finder jeg det forbilledligt, vedkendt dialogisk, at Skyum i disse sæson-gennemgange citerer (og som regel positivt!) fra kollegers anmeldelser):

Han er glad for, at Katrine Marie Guldager efter 13 års pause er vendt tilbage til den lyriske genre, som hun før lidt hånligt kaldte champagne, som om der var noget galt med dén drik. Han er glad for den modne, sundt afklarede alvor, der præger Et sted i verden (Lindhardt og Ringhof). Han er samtidig selv glad for, at han ikke ligesom Lars Bukdahl (Weekendavisen 4. april) skal bortforklare sig ud af egen begejstring og være nødt til at ytre, at selv om digtene indimellem kan minde om bestselleren Rystet spejl af Søren Ulrik Thomsen, så har de bedste af dem alligevel lov til at være rigtig gode!

3. En glad bemærkning: Herligt at Skyum ikke - som for 10-15 år siden i Grotrian-anmeldelser - sætter skøn uforståelighed lig med uredigeret psykisk sygdom:

Han er glad for Signe Gjessings debutdigtsamling Ud i det u-løse (Gyldendal). Han er glad for, at han endnu har til gode at fatte blot 10 procent af, hvad hun skriver; men sådan har han jo også haft det med Simon Grotrian, f.eks. Han læser det her som poesi fra en fjern, endnu uopdaget planet. Hendes bristefærdige linjer og vildt overraskende billedkoblinger fascinerer ham voldsomt. Og han forstår og forstår så alligevel ikke, hvad hun mener med, at »Tiden er skrevet af efter noget, rummet engang skrev«. Til gengæld genkender han dette: »Nattergalen knitrer som / antændt sang.« Han er ret glad for, at vi ikke har bogformidlere og læsepædagoger til at regulere den poetiske trafik efter tilgængelighedsprincipper. Ikke endnu i hvert fald.

Subversivt Roskilde-supplement (hvor er Christina?)

Gyldendal og Rosinante stiller op med et smukt oplæsningshold på Forfatterskabet, tirsdag: Stine Pilgaard, Jens Blendstrup, Olga Ravn, Mette Moestrup (solo og senere med She's a Show sammen med Miriam Karpantschof), onsdag; Morten Søndergaard, Kristina Stoltz, Peder Frederik Jensen, Dy Plambeck, Kristina Stoltz m. Fritjhof Toksvig, torsdag: Josepfine Klougart, Dennis Gade Kofod, Bjørn Rasmussen, Morten Søndergaard m. Q. Men det er helt bevidst, at de 15 Hvedekornsdigtere inkluderer 3 cool og crazy 2012-Gy/Rosi-debutanter, forlagene selv ikke havde fået plads til, tirsdag Rasmus Halling Nielsen (Tvillingerne, Samlieren), onsdag: Mia Degner (En lodret drøm, Gyldendal) og Cecilie Lind (Dughærget pupil accelererer tusmørke, Samleren, udk. til august). Og hvor kunne det også have været fedt og FORNUFTIGT, hvis Christina Hagen, som desværre (endnu) ikke er Hvedekornsdigter, skulle være White Girl-oplæsende, hun er den absolut mest hvidglødende Gy/Rosi-digter lige nu, i forbandet mangel af live-optræden er her et citat fra interview med Miss Kompromisløs i Jyllands-Posten om hendes effektive Fuck-anmelderne-forfatterskabsstrategi:

Christina Hagen flygter også - især fra anmelderoserne. "Sexdronning" er blevet beskrevet som både sjov og underholdende, men det ville forfatteren ikke have siddende på sig. »Jeg har en trang til at sabotere roserne. Jeg bliver trodsig. Sådan har jeg nok altid været. Det er en del af min personlighed. Jeg har lige kigget på mine barndomsbilleder, og der er ét, hvor alle de andre børn står sammen i en gruppe, mens jeg står udenfor og ligner en autist. Jeg kan godt lide at være alene - at være i opposition. På Forfatterskolen skrev jeg i en periode nogle meget revyagtige tekster, som slet ikke passede ind i miljøet. Jeg vidste udmærket godt, at det var dårlig smag, og at jeg ville blive kritiseret for det, men jeg insisterede alligevel på at skrive sådan. Jeg nægter at please nogen og at gøre, som undervisere eller anmelderne forventer,« siger forfatteren, som ikke ligefrem kunne beskyldes for at bruge humoristiske greb i sin anden roman, "71 breve til M". .Denne gang modtog Christina Hagen ros for sit flotte sprog. »Så måtte jeg smide sproget væk og skrive på en helt anden måde,« forklarer forfatteren tørt. (...)  Christina Hagen (...) har studeret anmeldelserne af "White Girl". Hun modtager ros for det stramme, originale koncept, som digtsamlingen bygger på.»Og så kan man jo næsten regne ud, hvordan den næste bog bliver,« siger forfatteren og smiler lumsk. »Det kan vist kun blive noget meget klichéfyldt.«.

Psykedelisk halbal og dansende degn vs. kandiseret grønlangkål

2 fantastiske gode og positive litteraturnyheder sidste uge: Rasmus Halling Nielsens overgrundsdebut Tvillingerne, Samleren, og Mia Degners debutdigtbog En lodret drøm, Gyldendal, men sikke skandaløst sølle og sparsomt de er blevet anmeldt (i forhold til den automatiske litteraturnyhed: Jens Christian Grøndahls nye roman, som jeg nægter at huske titlen på (men jeg kan godt huske, at den er træls), og som velsagtens, og hvor jeg ikke gider undersøge det, er blevet anmeldt OVERALT)), især Rasmus Halling, som jeg fik frasnuppet mig i sidste øjeblik, glad telegram i Ekstra Bladet og træt patronisering i Flensborg Avis, det er kriminelt undervældende for sådan en boblende optur af en bog. Degner (debuteret af mig i Hvedekorn, stolthedsbugnen! Halling har Søndergaard/Thøfner æren for, forbandet nok) er det gået lidt heldigere for, hun er blevet tydeligt, ca. begejstret anmeldt af Zangenberg i Politiken og mig selv i WA, og så fik hun i går en halvkvædet tre stjerrners-prut af Erik Svendsen i JP, hvilket til hver en tid er hædersbevisning, når man skriver så punket og sårbart finurlige digte som det nedenfor citerede, men det er stadig ikke godt nok, for jeg har virkelig svært ved at se, at der er bedre nyheder end splinternye, sprudlende talentfulde digtere (og fordi Degner ikke er Forfatterskoleskolet og litterært miljønetværkende bliver hun ikke som Halling blog-anbefalet og FB-liket af jævnaldrende digtertyper, der ærlig talt godt kunne trænge til at udvide deres legeplads-horisont): 

Og så er der alligevel grænser for
hvor meget du kan tabe
jeg har allerede tabt det hele
for dig
der er kabler der krydses under linierne
det er en benhård balance
det er ikke en flænsen i hjernen
der går over
ligesom dig
det er en lodret drøm
en stille nat
man finder sig
selv
under sengen
der er nogle ting
der kun gælder
når man kan se dem
ude af øje
som man siger så
gælder det ikke
der er nogle mennesker
der kun gælder
når man kan mærke dem
inden i sig
som en varm eller kold fornemmelse
i fodsålerne
altså
man møder en mand i en park man
ønsker sig ham ikke man
forestiller sig det hele
alligevel
eller
man møder en mand i en park og livet
går videre
ligesom ham
man går selv andre veje
man kigger på sine skosnuder
på støv og sten og efteråret
hænger i
mandens hænder og flagrer efter ham
man elsker det hele fra starten man
hænger selv i et træ og dingler man
beslutter sig for at give slip på et tidspunkt og så
var det det

- fald også for Mia, anbefaler jeg!