Dukkedigt, readymade

(ordlyd fra bogen Legetøj og legeting af John og Elizabeth Newson, fundet i Bogbørsen, Hellerup)

Dukker med
evne til at drikke, tale,

skælde ud, græde, gå,
skrive, danse, synge,

ryste på hovedet, med
hår der vokser osv.

- dog ikke alle ting
på én gang.

Sovende øjne blev patenteret
i 1854,

skønt øjne, der bevæger sig, var kendt allerede
i 1636;

svømmende dukker blev fremstillet
for hundrede år siden.

Utvivlsomt er der
nogen, der arbejder på sved. 

Yndlings-Benny-erindring

Til efterårsreception på Borgen Forlag august 1987, jeg var debutant og havde tvunget mine venner Jens og Johnnie med til at henholdsvis tromme og lave naturlyde (?) under min allerførste officielle oplæsning, og det var helt sikkert en kaotisk ynk at opleve, men Benny, der som sit suveræne selv også havde læst op, lagde sin hånd på min skulder straks efter, og jeg kan ikke huske præcist, hvad han sagde, eller om han faktisk lagde sin hånd på min skulder, men det, han sagde, var sødt og positivt og opmuntrende, "godt gået" eller noget i den stil, og sådan en betimelig, venlig handling holder man aldrig op med at glad og taknemlig for.

Jeg troede aldrig jeg skulle læse den sætning

30 år efter jeg debuterede i bogform med Readymade! Stævnemøder og moderne digte på Borgens Forlag, en torsdag aften i marts på en mail fra mit forlag nr. 2:  

Vi nærmer os ok snart, at vi skal ha’ trykt et nyt oplag 

af Korshøjen.

- her er et digt fra dengang i 1987, for en blitzevighed siden: 

jeg 
bliver
foto
graf
eret
på en
mark
med
solen
lige i
øjnene
og 
bøger
under
armen

nr. 2 og 3 nye salme

i Kirkesangbogen -

2 - poetisk kodning

LYS OG LINDRING

Sommetider kan jeg tvivle,
segne under torens åg,
går min vintervej alene,
himlen er et tætsluttet låg.

Søger ord for lys og lindring,
søger dem i vand og sten,
dådyrhjerte, duevinge,
drosselsang og menneskeven.

Dådyrhjerte, du som kender
træernes lysrotation,
kan du lære mig at dreje
imod solens konfrontation?

Duevinge, du som keder
opvindenes åbne vej,
kan du lære mig at svæve
lisså ubekymret som dig?

Du som skabte droslens sang,
du som kender tvivlens åg,
går du med på vintervejen,
kan du åbne himmelens låg.

Søger ord for lys og lindring,
søger dem i vand og sten,
dådyrhjerte, duevinge,
drosselsang og menneskeven.

- Mirian Due og Jonas H. Petersen


3. Rectified readymade !
(mest lovende absolut non-Grotrianske fornyelse)

Jeg gør alting langsomt
i høj grad.
Min fremtid virker håbløs
gankse meg't.
Det er svært når jeg skal
koncentrere mig,
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig.

Jeg er trist, ulyk'lig
i høj grad.
Har mistet interessen
ganske meg't.
jeg er rastløs og kan
ikke finde ro
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig.

Glæden er forsvundet
i høj grad.
Og jeg er en fiasko
ganske meg't.
Jeg kan ikke klare
selv små gøremål
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig,

Teitur Lassen og Per Worm

frit efter Goldbergs depressionstekst

Undrer du dig ikke, en gang i mellem?

Jeg skriver ganske kort om USA's nye poet laureate Tracy K. Smith i WA Bøger i dag og fordansker et lille digt. Dette længere, tredelte digt fra hendes samling Life on Mars , 2011er en væsentlig bedre version af det næsegrus digt til Bowie, som min Borgen-redaktør Asger Liebst heldigvis redigerede ud af manuskriptet til min debutsamling Readymade!:

"Don't You Wonder, Sometimes? 

 

          1.

 

After dark, stars glisten like ice, and the distance they span

Hides something elemental. Not God, exactly. More like

Some thin-hipped glittering Bowie-being—a Starman

Or cosmic ace hovering, swaying, aching to make us see.

And what would we do, you and I, if we could know for sure

 

That someone was there squinting through the dust,

Saying nothing is lost, that everything lives on waiting only

To be wanted back badly enough? Would you go then,

Even for a few nights, into that other life where you

And that first she loved, blind to the future once, and happy?

 

Would I put on my coat and return to the kitchen where my

Mother and father sit waiting, dinner keeping warm on the stove?

Bowie will never die. Nothing will come for him in his sleep

Or charging through his veins. And he’ll never grow old,

Just like the woman you lost, who will always be dark-haired

 

And flush-faced, running toward an electronic screen

That clocks the minutes, the miles left to go. Just like the life

In which I’m forever a child looking out my window at the night sky

Thinking one day I’ll touch the world with bare hands

Even if it burns.

 

          2.

 

He leaves no tracks. Slips past, quick as a cat. That’s Bowie

For you: the Pope of Pop, coy as Christ. Like a play

Within a play, he’s trademarked twice. The hours

 

Plink past like water from a window A/C. We sweat it out,

Teach ourselves to wait. Silently, lazily, collapse happens.

But not for Bowie. He cocks his head, grins that wicked grin.

 

Time never stops, but does it end? And how many lives

Before take-off, before we find ourselves

Beyond ourselves, all glam-glow, all twinkle and gold?

 

The future isn’t what it used to be. Even Bowie thirsts

For something good and cold. Jets blink across the sky

Like migratory souls.

 

          3.

 

Bowie is among us. Right here

In New York City. In a baseball cap

And expensive jeans. Ducking into

A deli. Flashing all those teeth

At the doorman on his way back up.

Or he’s hailing a taxi on Lafayette

As the sky clouds over at dusk.

He’s in no rush. Doesn’t feel

The way you’d think he feels.

Doesn’t strut or gloat. Tells jokes.

 

I’ve lived here all these years

And never seen him. Like not knowing

A comet from a shooting star.

But I’ll bet he burns bright,

Dragging a tail of white-hot matter

The way some of us track tissue

Back from the toilet stall. He’s got

The whole world under his foot,

And we are small alongside,

Though there are occasions

 

When a man his size can meet

Your eyes for just a blip of time

And send a thought like SHINE

SHINE SHINE SHINE SHINE

Straight to your mind. Bowie,

I want to believe you. Want to feel

Your will like the wind before rain.

The kind everything simply obeys,

Swept up in that hypnotic dance

As if something with the power to do so

Had looked its way and said:

                                                     Go ahead."

from Life on Mars. Copyright © 2011 by Tracy K. Smith.

Smedejernslåge- og gitterdigt

(fra annonce i Liebhaverboligen)

Smukke, harmoniske smedejernslåger og -gitre
Låger i massiv varmgalvaniseret og eventuelt lakeret smedejern.
Mange standardmønstre - Nu også med træbeklædning.
Eventuelt med motor og fjernbetjening.
En smuk låge virker præventivt på tyveknægte.
En god og meget holdbar løsning til det danske vejr.

Martin skal aflevere en afhandling lige om lidt, det skal vi alle

Martin Glaz Serup likes a link.

Lars Bukdahl - det er dig, er det ikke?!

objet trouvé | Gyldendal - Den Store Danske

 

(fr. 'funden genstand'), genstand, fx fra naturen eller hverdagslivet, der af en kunstner udstilles som kunstværk eller sættes ind i en kunstnerisk sammenhæng ...

www.denstoredanske.dk

• 

  Lars Bukdahl Jo, jeg fandt mig selv som et objekt allerede 14. august, 1968 og har være kunstfærdigt udstillet siden for menneskemængder af vekslende størrelse, til tider, fx lige nu (mit nu, ikke jeres), er jeg selv, såvidt jeg kan overskue, mit eneste publikum

  
  
• 

  Martin Glaz Serup Mon ikke NSA, PET, CIA og hvad de hedder allesammen også lytter med, MOSSAD, FSB, MI6, nu gør de ihvertfald - eller er det kun hvis vi taler om terror og tegningner og jøder og muslimer og bomber og den slags? Der sidder garanteret en konceptuel digter eller to på de kontorer og har meget spas...

  
  
• 

  Lars Bukdahl Det kan jeg slet ikke overskue, jeg er så rigeligt paranoid overfor mig selv: hvad fanden er jeg egentlig ude på?

  
  
• 

  Lars Bukdahl Og hvis jeg er nogen ting, er jeg en karikaturtegning af en turban i hårknude - ramt af en haglbyge af mandariner

  
  
• 

  Martin Glaz Serup SÅ - Lars - nu tror jeg vi fik rystet dem af os igen. Vi kan tale frit!

  
  
• 

  Martin Glaz Serup (ps. jeg spurgte indledningsvist om ikke det er dig der INDTALER ordet OBJET TROUVÉ på Encyklopæsiens hjemmeside, jeg kan godt se at det ikke fremgik klart - men er det ikke dig der gør det, det lyder som din stemme! Og det ville jo passe med dine tidlige digtbøger)

  
  
• 

  Lars Bukdahl Okay! Nu bliver jeg for alvor paranoid! Det har jeg aldrig gjort! Men det lyder grangiveligt som mig! De må have være inde og optage mig holde et Duchamp-foredrag i søvne!? Truly spooky!

  
  
• 

  Martin Glaz Serup Det ER sgu da dig!

  
  
• 

  Lars Bukdahl Jamenjamenjamendeterdetikke!

  
  
• 

  Martin Glaz Serup Okay, jeg tror dig så.

  
  
• 

  Lars Bukdahl Men jeg ved ikke om jeg tror mig

  
  
• 

  Lars Bukdahl This overspring was brought to you by the movie Spring Breakers

  
  
• 

  Martin Glaz Serup haha (indeed - den afhandling skriver jo sikkert sig selv imens...)

Denne readymade er bare for god

(selvom den afslører daglig selvsøgning, men hvem selvsøger ikke dagligt?)

Nikon D7100 | 1/ 250 sekund | F11 | ISO 100 | 47 mm INDSENDT AF: JAN BUKDAHL Tryggve har satt et makrobillede af vanddråber sammen med et foto af en bil. Der er billedbehandlet i Elements, hvor han har spejlet bilen. En del af billedet er konverteret til sort-hvid, bortset fra dråberne med bilen, så de træder frem. Der er også tilføjet en kraftig vignettering.

Starbucks som tekstligt rectified pseudo-readymade

(Apparently "dumb" coffee is not good enough to drink.
"Dumb Starbucks Coffee" was shut down after just a few days on Monday by Los Angeles County health inspectors, who posted a "notice of closure" near the front door of the shop in the Los Feliz neighborhood.
The closure, for not having a valid permit, happened just hours after Canadian comic Nathan Fielder took credit for the stunt, saying in a press conference that he was planning on using footage for his Comedy Central Show "Nathan For You."
 Fielder had hoped to keep the faux Starbucks open until Friday, and even looked to open a "branch" in New York City, according to the Hollywood Reporter.
"We'll see how it goes in Brooklyn," he told the Reporter. "This has been overwhelming."
Fielder apparently believed it was OK to use Starbucks' trademark, labeling the venture as parody. The store even sold "Dumb Norah Jones Duets" CDs.
"By adding the word 'dumb,' we are technically 'making fun' of Starbucks, which allows us to use their trademarks under a law known as 'fair use,'" read a sheet of frequently asked questions at the store.
However, in an email to The Associated Press, a Starbucks spokeswoman said that "while we appreciate the humor, they cannot use our name, which is a protected trademark."
Customers were fascinated by the stupid Starbucks, but it left a bad taste in their mouths. Reviews for the "Dumb Brewed Coffee," the "Dumb Expressos," the "Dumb Frappuccinos" and other concoctions were decidedly mixed. One observer said the hot chocolate tasted like water, and the opinion of the coffee ranged from "horrible" to "bitter.")

Seneste tyveknægt-typologi

1. Readymades
poetisk (Gjessing (Opel-himmel), reality (Hassan), eksistentiel (Maja Lee)

2. Embedded readymade
åbent (Julie Steen, pædagogisk), skjult (Bjørn R)

3. Rectified/ dekonstrueret readymade
(Mette M)

4. Mash-up
1  + 1 ca. (Mette Østgaard)

5. Centreret collage - google-digtning
(Nordenhof (gode råd), Malinovski, Yde Frosthilm)

6.  Systemisk udklipning
(Rosengreen (partiprogram), Graff (Södergrans o'er))

7. Free form-collage
klip /egentekst (tvivl): sætnings-kasser (Abildgaard, alle mulige)

8. Udklippet ramme / grid - stjålet kode / algoritme / system
(Frost, Mette M, Nikolajsen (HCA's anslags-antal), 2- gen. OULIPO-tekster (alle metrodigtene fx) - eller bare haikuer og sonetter!)

Opslagstavletyv

Det var scoopet ved mit foredrag i går aftes for 7-8 medlemmer af Danske Skønlitterære Forfattere om sampling i litteraturen, STJÆL SMUKT!, fordi ingen har nævnt det endnu, ikke engang Yahya-stalker og Duchamp-epigon (og Hvedekorns-digter) Uwe Max Jensen: Yahya Hassan indeholder 2 til 3 deciderede readymades - der virker som direkte afskrevet fra opslag på en opslagstavle i en udlejningsejendom (hvilket minder mig om Line Kntuzons geniale skrivekursus-koncept, hvor kurissterne er forskellige personer i en opgang, der kommunikerer til hinanden via opslagstavlen), denne tekst står rimelig sent i bogen, på side 123:

PÅMINDELSE

SÅ BEKRÆFTEDE MÅNEN AT EID FALDER PÅ TORSDAG
OG AT VI DERMED SKAL FASTE EN SIDSTE DAG
VI BEDER EIDBØN TORSDAG KL 9:30 PÅ 1. SAL
SØSTRE HAR OGSÅ MULIGHED FOR AT BEDE (I KÆLDEREN)
BUS 6A OG 15 KØRER DIREKTE TIL GUD
MÅ ALLAH ACCEPTERE JERES FASTE; BØN; RECITATION, DU'A
OG JERES GODE GERNINGER

(måske er linje 5 "rectified", og måske er den ikke - linje 4, den hårdeste, er garanteret ikke)

Udvisket readymade

Det var en besked, der blev flashet på skærmen i S-toget, og som jeg memorerede dårligt, og som var noget med et tog fra eller til måske Vallensbæk, der var blevet afløst af togbusser (i sig selv et underligt ord - med seriøst identitetsproblem), og så kunne man høre mere på adressen dsb.dk/koge -

hvilket akkurat er, hvad man gør i en (tog)bus:

koger.

(jeg kan heller ikke præcist huske, hvad manden med sølverne moustache skrev på mbilens displat, med TORE små bogstaver, inden han spiste videre på sin sandwich, noget i retning af: du lukker mig ude, som så mange gange før, jeg vil ikke trynes - ikke en sms-roman, en roman-sms)

Debut-bonustracks II

digterdrengens andet jeg

drengen
springer
griber
efter projektørlyset
svæver
falder
og med et brag ender han
sin ungdom og korte liv
i den vildt forvirrede orkestergrav

*

nej nej ikke igen?

igennem og over
dunk dunk dunk dunk
blam fsssssssssssss
og

*

et råb for bowler

BOWLER BOWLER BLIR DER RASENDE RÅBT
ET STED PÅ 1 ELLER 2 ELLER 64 RÆKKE
ELLER SÅDAN NOGET LIGNENDE
JEG VÆLGER TOTALT AT IGNORERE DETTE
UPASSENDE OG RIMELIGT BLASFEMISKE
UDSLAG AF CHARLIE ELLER SAMUEL FOR
IKKE LIGE UD AT KALDE DET ONDSKAB OG
FOIRTSÆTTER MED AT LEDE OG FORDELE MIT
DEJLIGT USKYLDIGE ROLLESPIL OM PROBLEMER
OG SÅDAN NOGET LIGNENDE MENS HUNDENE
SMILER OG REKLAMERNE LER OG ALTING
HERLIGT SIR JEG BARE BRAVT OG DEJLIGT
NU KOMMER TÅREGASSEN OG JEG HAR OGDSÅ
PAVENS VELSIGNELSE OG ALLE SOLBRILLERNE
SÅ PÅ MED KNEBLEREN DRENGE OG PIGER
OG LAD OS SE HVORDAN DET GÅR MED EGON
                                                                     OG PULLE

*

(digtet til Bowie får I så ABSOLUT ikke; jeg kan huske hvor næsten aggressivt VILDT min redaktør Asger Liebst var imod det, og med rette: omkvæd: "lars vær cool og glad og spil dit spil", hvilket jeg så til gengæld har været og gjort, undtagen når jeg ikke har været og gjort det)

*

de rolige drenge

de rolige drenge er
lige her
hele tiden
lige bag mig ved siden af
og ofte foran
de rolige drenge
er alle vegne snart
de rolige drenge
kan bevæge et blik
med en sådan elegance at
kvinder skriger
de rolige drenge er ikke
til at slippe udenom de
rolige drenge siger ting
som glimter og lyner
de rolige drenge når de
krydser vejen svæver næsten
de rolige drenge dør ikke
de forsvinder pludseligt
på vejen med et smil
ved siden af dig
henad efteråret og ses
aldrig mere igen lige her

*

er elfenbenet ægte?

i mit elfenbesntårn
kan jeg godt lide at
se fjernsyn og lukke øjnene
og sådan noget og skrive digte
sommetider stiger jeg ned
'hej' siger jeg til
dem jeg kender
'hej' siger jeg
'sker der noget'
(det hele foregår i århus
 det hele foregår i århus)
'nej' siger de 'ingenting'
'nå' siger jeg så
og klatrer op igen

*

dette er ikke en film

 jeg ville gerne
 lave en masse film
 med to øjne
to øjne læser en roman
to øjne er til fodboldkamp
to øjne ser igennem byen
to øjne er til tennis (frem/tilbage)
to øjne betragter himlen og alle skyerne
to øjne ser to andre øjne i øjnene
to øjne læser et digt
to øæjne ser en film om to øjne
to øjkne lukkes
 og så vil jeg opfinde
 et kamera
 der kan filme drømme 
to øjne drømmer

*

(og det eneste digt Søren Ulrik Thomsen for alvor brød sig om da han skrev konsulentudtalelse om mit manuskript for Vindrose, sært nok)

hjerners flydeevne

hjerner flyder
ret dårligt
et par minutter eller tre
holder de sig på overfladen
tilsyneladende helt stille
og uvirksomme
tilsyneladende flydende
men
i realiteten suger de vand
med frygtelig fart
og pludselig
når tilstrækkelig mange celler
er blevet fyldt
synker de som en sten
hurtigt og konsekvent
og bliver liggende

*

hvis den unge digter
møder
en ung pige
på en café
i det indre københavn
og de sammen indtager
et stykke virkelighed
behøver det
selv i disse så
tekstfulde tider
ikke resultere i et
digt

*

afsked

mit ben
vokser
længere
end min arm
som griber
ud efter dig og
knipser

Debut-bonustracks I

Fundet ved bladren i to store bunker, den første håndskrevet, den anden computerudskrevet, med Readymade!-æra-poesi:

På dette glødende landskab
vil jeg bygge en iglo
og en iglo og en iglo
og en iglo og en iglo
og en iglo osv.

*

Men min lange næse
og med disse øjne,
der aldrig blinker
vil jeg lede uden pause
efter snore, der holder -

*

I en strålende cadillac
på atlanterhavet
er der omsider
ikke længere tid
til at tænke på
den storslåede yacht
alene på mtoorvejen.

*

i stort tavst rum
i stort tavst rum
med mange unge mennesker
som duknakkede og
tavse i det store tavse rum
skriver på hvidt papir
gennemskuer jeg det
hele
endnu en gang
men jeg prøver
at skrive dig
frem på det hvide papir
i stort tavst rum
så så for .... så for
mine øjne ikke bliver
altomfattende så
mine øjne
(ha ha det skriver jeg sgu)
gør det hvide papir
gør det store tavse rum
langt mere tavst
langt mere hvidt
med en tåre af sølv!
(det skriver jeg sgu)
en tåre af sølv!
- og jeg ved godt papiret er gult

(skrevet bag på på gult, linieret eksamenspapir, forrest en disposition til en dansk stil om kubisme, ser det ud til)

*

        blå piger over hovedet
som blå piger over hovedet
kan man
en tid
opleve
på vej gennem et nyt tilværelse

*

koloenorme
øjne af marcipan
kastes i grams

*

(i samarbejde med J. Blendstrup)

nu er verden
snart så smuk
at vi kan ridse i den
men først
skal den praktiseres
om et halvt år
lyser min
studentereksamen
og se!
min negl er en springkniv
glimter og forstår sig på
alt
og da vil vi
lette sammen
alle vennerne
suse
og forstørre TING
med vores falkeblik
vores jetjagerøjne
og vi kaster
vores kroppe
ned på gaden og
tvinger dem til at gå

*

udsagnet
er længere
med den
stjerne
som det
29. bogstav

*

Jeg går gennem
århus' gader
kigger mig omkring
'der sker lissom ikke noget'
siger den unge pige
med de mørke øjne
ved siden af mig
inden alt går i hvidt

Idolbrev

27.9.87

Kære Lars

Tak for den tilsendte, til lykke og velkommen i klubben. Jeg har læst den nogen gange nu, og de holder højden fint, synes jeg. Betænkelig er naturligvis din indgående beskæftigelse med Det Store Glas - hvem i helvede kender nok til det, og til tolkningerne af det, - du må ha læst Paz. Men om det holder som selvstændigt digt kan jeg jo ikke sige, fordi jeg straks ryger på den og allerede har tabt uskylden.
Men prøven blir så om du får sammendigtet ting og sager med dit liv, som det hedder. Og det synes jeg du gør. Der er fandme mange skidegode digte at tage fat i, flere end jeg kan nævne her, -Osse fordi deres vellykkethed er forskellig - det synes jeg næsten er det flotteste: at du får demonstreret hvor mange tilgange til poesi du råder over, - flot nok. Og din afsluttende tekst er et påhit af den slags enhver burde misunde dig, Det gør de nok ikke. I det hele taget kan  du risikere nogen mavesurhed fra mindreværdsfyldte anmeldere - dette unge menneske skal ikke komme her og vide mer end mig - men tag det roligt. Det er ikke hver dag man/jeg ser begejstring for digtning føre til digtning, men her sker det, talentet er indlysende, - nu glæder vi os til at se det folde sig ud. Igen tak og tillykke, og et løftet øjenbryn
fra Per Højholt

Hvad (jeg siger) anmelderne har sagt

Skarpt tilskårne anmeldelsescitater, skåret til af (og til) mig selv dengang (Juliane måtte jeg opgive at sakse i)

"vittigt og begavet ... en lovende debut -"

Poul Borum, Ekstra Bladet

"En flot debut ... forrygende frisk digtsamling ... et fyrværkeri af gode digte ... sproget slår smut ..."

Ulf Gudmundsen, Vestkysten

Readymade er en tiltalende og talentfuld ankomst: Sproglig sikkerhed og legedrengens øjne for det uventede  ..."

Kim Skotte, Det Fri Aktuelt

"Bukdahl - en jysk verdensmand"

Finn Stein Larsen, Weekendavisen

"... en glimrende debut, fræk og med indskrevet humør og selvironi."

Jørgen Chr. Hansen, Jyllandsposten

"Det er en lærd, vittig og opfindsom digtsamling, der også i de enkelte digte viser fin kunstnerisk formsans ... Efter min mening er Lars Bukdahals digte mere end en lovende debut, det er en selvstændig digtning, der underholder og stimulerer."

Bent Windfeld, Kristeligt Dagblad

"Og pludselig har jeg læst en af disse bøger, der slet ikke svarer til eller ligner eller undviger ... denne bog er usædvanlig sikker og flot -"

Niels Frank, Standart

"Af ydre en tynd lille digtsamling, men af indhold vægtig --- det var opløftende at læse disse, både sprogligt og indholdsmæssigt, livlige, sprælske, men også raffinerede digte."

Susanna Benthien, Lektørudtalelse

"Overdådig .... "Readymade" rumler og larmer af både latter, legelyst og belæsthed."

Anders Rou Jensen, Politiken

"Pragtfulde debutdigte ... "Readymade" er genistreg på genistreg ...

Jørgen Gleerup, Fyns Stiftstidende

Udvalgte oldanmeldelser

HØJT OG LAVT

Fem nye digtsamlinger - bl.a. af to debutanter

Et sted i Marianne Larsens nye, smukke, ægte og stædige digtsamling (Hvor du er) står der et lille fireliniers digt, der lyder: "nået til bunds/ hvor skal det gøre godt/ at skyde opad/ igen som en pil". det er en stærk og smertelig oplevelse, udtrykt præcist og med et slående billede. Samtidig siger det noget viogtigt om Marianne Larsens indsigtsfulde og væsentlige poesi, om den ægthed og præcision.
  Målt med det falder dagens andre digtsamlinger igennem. Flemming Røgilds lang, blues-agtigt gentagende digte (At vaske blod) har et fysisk nærvær som er ret betagende. Men der er rigtig nok også rigelig meget af, hvad han kaldewr 'alt for store armbevægelser'.
  Jannick Storms barske, selvbekendende digt-dagbog (Valnøddetid) forsøger at skrive sig ind igennem selvoptagetheden og ud på den anden side. det boglange digt svinger meget i intensitet, men hvor det er bedst, er dets sårbarhed næsten gribende.
  Begge digtere 'går til bunds', men det kniber med at få skudt pile op - og ramme.
  Dagens to debutanter bliver derimod på overfladen. 30-årige Mai Jacobsen (Den hvide skøge) er en lidt mere bastant Lola Baidel tilsat modernistiske effekter: som om den megen snak om 'den bløde mand' nu skal til at fremkalde modsætningen 'den hårde kvinde'. det er vist talent til stede, men hun spilder det på knaldperler.
  19-årige Lars Bukdahl er derimod helt uskydligt og glad optaget af at skrive 'postmodernsitiske' smådigte, vittigt og begavet og indforstået, men sagde han noget? Kun fortivlelsen, der dukker op et par steder, er uaertikuleret. Det er det man plejer at kalde en lovende debut - lad os nu se om han finder noget væsentligt at skrive om.

POUL BORUM (Ekstra Bladet)

Bukdahl - en jysk verdensmand

af Finn Stein Larsen (Weekendavisen (før Bogsektionen))

Forventningsfuld og en anelse frygtsom tager man bogen for sig. Man har allerede set forfatterens Hvedekornsdigte af høj karat, men lovlig kunstfilosofisk resonnerende. Frygtsomheden gøres til skamme under læsningen af samlingen. Bukdahl ser ikke gennem pedantisk lorgenet, men med et åbent, blidt og opmærksomt blik, der får hans levende omverdensbevidsthed - af hvilken vort århundredes kunst er en naturlig bestanddel - til at gå i organisk overgnag med en prøvende indkredsning af hans egen eksistens.
  Han er modsætningsrig. Hans stævnemøder er malet med bløde silkepensler, men størstedelen af samlingen er fuld af hvirvlende mobilitet og dynamik. Han smutter mellem fingrene på én mellem forvandlingsrige kulisser, så man knap når at hælde vandet ud af ørerne og finde ham bevægende. Han er både naiv og raffineret selvironisk. Se blot på digtsamlingens undertitel med dens både troskyldige og distancerede anvendelse af klicheen: MODERNE. Her er det i øvrigt godt at vide, at samlingens titel er skabt af Marcel Duchamps, dengang han i tyvernes vildt eksperimenterende periode fandt ud af, at et normalfænomen fra vor dagligdag: en stumtjener, et pissoir, en flaskerenser, kunne fungere som et færdiggjort kunstnerisk objekt: et readymade!
  Bukdahl er en synernes poet, men på sine egne helt unikke vilkår, for her drejer det sig ikke om rugende selvfordybelse, men om fingernem konstruktion af omverdenskollager.
  Løst kulisseværk vil nogen måske sige. Nej, hårfint sammenstillinger af et ungt belæst og livsoptaget menneskes forestillingsinventar: malerkunst, musicals, film noir, westerns, litteratur, beat- og evergreen-tekster, farver, former, bevægelse (fornemmelig eksplosioner), men mærkeligt nok ikke mange lyde: et sort hul i den rige, ubesværede forestillingsstrøm. Er Bukdahl ikke musikalsk? Intet forceres ind i sammenhængen, selv det mest groteske står der med en afslappet selvfølgelighed, rærcis hvor det skal.
  En prøve på Bukdahls evne til at få sine omverdens elementer til at falde i hak er et lille mottocitat af James Joyce: "You're to dada to dance": et utroligt forfinet forestillingssammenstød. Det er Joyce, den fortænkte litterære konstruktions fader, der snakker om en underbevidst (dada) styret kropsbevægelse (danse): Intellekt, følelse og krop i et fælles sug. bedre kan Bukdahls digtsamling ikke indledes. Og så er der endda synkopert jazz-rytme i citatet: dada-dance, dada dum, da doom. Måske lyder det det lærd, men det er det ikke
  Bukdahl drejer ivrigt på linserne, indstiller, kombinerer, redigerer og forvrider tekster, lærreder, skulpturer og film, så de pludselig lever deres eget liv: Han forstærker Dalis amøbevirkninger i sproget.
  Han føler Duchamps sømbeslåede strygejern arbejde bag næseroden på indersiden af sit eget kranium og giver den samme kunstners Mona Lisa med overskæg en morsom og opfindsom drejning. Næsten altsammen bliver skægt, smukt og dejligt, jeg siger næsten, for jeg kan ikke holde ud, at Nagasaki skal gøres til Hitchcock-fyrværkeri eller at man nærmer sig vores store Sophus (Claussen) uden helt at være opmærksom på at man står overfor en brændenede tornebusk, Men dette er små skrammer i Bukdahls private kraplakerede Disneyland, det er let, skævt og utroligt indtagende.
  Jeg har ikke i mine dage læst en digtsamling, der så bredfyldt af udtryksfulde tegneserieeffekter som denne. det brager, søkker og kronsjer ustandseligt i et sprog, der balancerer på kanten til det kropsligt spontane. Udråbene florerer, ja der er endog et udråbstegn i titlen, Flipmaskinens farver veksler ideligt. Men også denne voldsomme udfoldelse har sine modsætninger, for Bukdahls sprog er ikke bare et sammenløb af andres slagkraftige effekter. Pludselig står digteren forstandigt og følsomt og vejer sine farver og virkemidler.
  I et morsomt digt desavouerer han det banale sammenligningsrod som (han kalder Søren Ole Mikkelsen). Han ræsonnerer klogt og morsomt over metaforens virkelighedsændrende karakter, idet han foregiver at være dens opfinder. Fra fine klassicistiske parkscenerier krydsklipper han pludselig til skriftfilosofiske sammenhænge. Men helt sart og dæmpet klinger et par strofer, hvor han bare er sig selv, en ung mand der står på en mark med solen lige i øjnene og nogle bøger under armen eller et sted hvor han - næsten rørende og forsvarsløst - fatter sig midt i sine vilde montager:

Landskabet ligner
jeg ved ikke hvad
men det der er et træ
og derovre er en busk
det her er et digt
lidt tjek er der
da på det hele.

Det er såmænd ellers ikke, fordi samlingens tyngdepunkt ligger i identitetsbeskrivelsen. Hvem Bukdahl egentlig er, får vi ikke meget at vide om i denne omgang. Men at hans store farverige omverden giver tone i sammenstødet med hans originale og indfaldsrige sprog, det er der slet ikke tvivl om.
  Det kan være, jeg tager fejl, men jeg aner i denne digtsamling en speciel jysk tone. Der er højere til himlen end under Krasjnapolskis glaslofter. Den europæiske virkelighed er formidlet gennem andre medier end Peter Poulsens dræven og Carsten Jensens aforistiske host.
  Det århusianske "Øst for Paradis" anes her som den cineasternes Aladdins hule, hvorfra mange af Bukdahls frugter er hentet. Nils Malmros' i hovedstaden ukendte eksperimenterende kortfilm harb stimuleret digterens morsomme filmiske sprog og i udkanten af Bukdahls rum står Højholts "Turbo" som en kæmpestor energigivende brumbasse. Hører man også her et svagt ekko af den unge Thorkild Bjørnvigs hulken over en brækket hvid syren? Nej, det gør man ikke. Men man får en til vor tid savrende portrætskitse af en talentfuld og følsom ung mand fra de fordige provinser.

(LB NU: Stein citerer og fortolker derfor Finnegans Wake-mottoet forkert, korrekt staves det: You're too dada to dance = du er for dada til at danse)

Ironisk

Hurtige digte uden noget i

Af JULIANE PREISLER (Information)

Iorni er en særlig måde at meddele sig på. Og der det ved den, at den pludselig kan finde på at sparke bagud som en ondskabsfuld hest, man luge troede man stod og talte med. Lars Bukdahals digtsamling "Readymade" er en overordentlig ironisk og især selvironisk samling tekster stopfyldt med ikke hel tilsigtede bagud-spark.
  Problemet er, at Lars Bukdahl tager pulsen på den nutidige flimmer-virkelighed med et inisterende tryk, så han må formdeds at gå rundt med verdens ømmeste tommelfingre. Han har netop ikke mere end ironi til overs for de smarte blanke fartstriber, virkeligheden flygter ad. Når det så fra første færd åbenbares i hvor høj grad Lars Bukdahl selv er præget af denne nutid, bliver ironien til selvironi.
  Digtsamlingen er fuld af henvisninger til lidt tidligere kulturhistorie, primært de surrealistiske malere, men uden der knyttes nogen overbevisende forbindelse mellem de franske surrealisters syn (mere end der var at se) og Lars Bukdahls (mindre end der er at se). Bukdahl ironiserer tydeligt over den hypermoderne intethed:
  "med iintehed og ttomme llandskaber og ffragmentariske jjeger"
  Men er altså selv en så fuldgyldig repræsentant for den samme intethed, at han ikke rigtig kan komme til at skyde på andre end - sig selv.
  Hullet efter de "fragmentariske jeger" fyldes på en overordentlig trættende måde på med tidligere og nyere uvirkelighedssymptomer:
  "det er som/ at passere en film noir/ når jeg et eller andet sted/ ser/ to mænd i trench coats/ støde ind i hinanden"
  Et meget langt prosadigt et sted inde i samlingen er et forsøg på at skrive i en surreel associerende stil; det er en gammelkendt oplevelsesmåde, som her på nutidig vis ikke inderliggøres, men intetgøres - thi Lars Bukdahl beflitter sig ikke med at betragte sine egne syner, endsige vælge imellem dem; han hælder ud, og det der hældes ud holder ikke.
  Nogle af digtene vil jeg ikke tøve med at kalde ren plat. Eksempelvis dette indledningsdigt:
  "Look/ look/ look/ look/ hun har ild i røven/ afsted og bang! bang! bang! 
    Eller disse linier - et af de utallige steder hvor Lars Bukdahl undrer sig over forskellen mellem skrift og virkelighed, uden at få meget ud af sin undren:
  "stuen bliver gylden på dette tidspunkt/ dette tidspunkt hvor/ teksten bliver klassisk"
  Altså ud med ironien så længe der ikke nogen "andethed" i forhold til det, der ironiseres over. ud med al denne hurtige smartness. Instamatic-billederne af ingenting og den lethed i tonen som ville få selv et dårligt reklamebureau til at være på vagt overfor disse eksempler på "sprogtalent".
  Til gengæld ind med den Lars Bukdahl som engang imellem nærmest snubler over noget af en anden styrke og glemmer alt om sine projekter. Som kan finde på at tale om at være "en lamng nat i tunge talebobler på ryggen" og dermed pludselig bevæger sig væk fra sine egne automatiske henvisninger til allehånde billedindustri. Fordi han selv pludselig kommer til at lave et billede med krop.

Yo! Jubilæum! 25 år siden i dag

29. september 1987, udkom, så vidt jeg kan, min debutbog Readymade! Stævnemøder og moderne digte på Borgens Forlag det virker som om, det er 25 minutter siden. Jeg kan ikke nå mit eget reoleksemplar for avisbunkerne og må lige sprætte et enkelt opslag op i en af mine dubletter, her er et OK digt fra bogen:

MIN READYMADE

du
er min readymade
stævnemødt tilfældigt
planlagt og
umulighedsfuldt
en eller anden dag
kl. 9.34
en alleogenhver og
en verdenssensation
i total almindelighed
og suveræn kunst
uendeligt hovsa
dig

Og 19 år senere, i Go-go! skrev jeg det her digt med den samme titel om den gamle bog:

MIN READYMADE!

min Readymade!
min, ak!, første bog,
så uudholdelig pur,
så nævenyttig naiv,
så koket åndssvag,
ikke engang en
børnebog, bare
en bog skrevet
af en mindreårig,
det postmoderne
knækket i kasseret
80'er-neon, 41
hik-hakkende
humørpiller, et
mobilt og logrende
epigon-værksted,
umodenhed sat i
system, lutter
lusepusteri, for, ja,
ja, de havde ret,
alle de kedelige
kommisærtyper,
men, hey, hvem
gider være en kedelig
kommisærtype, og
hvem gider have ret,
jeg nægter for evigt
at lære min lektie,
og kun den første
fejltagelse er
værd at gentage,
ready, steady,
go-go.