fredag den 31. august 2018

Kaspar er stadig poesiens fremtid

I anledning af Kaspar (nogen gange også: Kaum) Bonnéns 50 års fødselsdag i går et genoptryk af en anmeldelse fra 2000 i WA Bøger for at erindre os og ham om, hvilken stærk og vigtig digter, han -  ved siden af sin fortjent kanoniserede billedkunst - i al for stor hemmelighed var og til stadighed er og bliver:

Fortalte abstraktioner

Rum. Kaspar Kaum Bonnén er det nye årtusindes elektriske Aladdin, appelsinerne falder og falder ned på hans forskruede turban.
Kaspar Kaum Bonnén: Træning - øvelser for rum. 59 sider, 162 kr. Borgen. 

JEG har set poesiens fremtid, og den hedder Kaspar Kaum Bonnén. Tror jeg nok! Da jeg læste Kaspar Bonnéns første bog, Vælg alt fra 1997, glædede jeg mig over dens kantede kaos. Da jeg læste Kaspar Bonnéns anden bog, Det nye kvarter fra 1998, blev jeg begejstret over dens sejlende rod. Og da jeg læste Kaspar Bonnéns nye bog, Træning, med undertilen »- øvelser for rum« blev jeg - jeg ved ikke, hvad der er det rette ord, men måske er det faktisk: betaget over dens flydende uorden. Der er dét besværlige ved Bonnén, som har en hel del med det betagende at gøre, at han er umulig at fastholde, elegant undflyer han ethvert forsøg på fiksering. Selv da han i de to første afsnit i Det nye kvarter« forsøgte at overholde en vis motivisk centrering, blev pointen i høj grad netop ufastholdeligheden, henholdsvis utopiens og den elskedes, hvilket jo så til gengæld med sin tydelige utydelighed var en ret klar og nærmest pædagogisk pointe, den var med andre ord til at skrive ud, i f.eks. en anmeldelse. Sådan er det ikke med den nye bog, den er ganske vist også udstyret med noget, der ligner en motivisk centrering, nemlig det her med det trænende, øvende rum.
Systemet er indrettet på den intrikate måde, at der er 11 tilsyneladende overordnede afsnit med titler som »Så mange døre, så få rum« og »Interview af de nære omgivelser,« som består af rimeligt ens udseende, flosset lyriske tekster af forskellig længde, men uden sideskift; på tværs af den overordnede inddeling løber imidlertid to andre organiseringer, en der på ikke uden videre indlysende tidspunkter tæller op fra I til XXXVI og en, der lige så lidet indlysende inddeler i følgende rum, »Entre« (herimellem kommer det eneste rent og nøgternt rumligt betitlede afsnit, »Suite, balkon, kammer,« hvis status dermed bliver prekær), »Hall,« »Atelier,« »Altan,« »Gang,« »Telt,« »Veranda,« »Stue.
Køkken,« altså bortset fra teltet en udmåling af (noget af) et forholdsvis normalt hus. Og flere af teksterne, eller rettere meget af teksten, tager rigtignok også udgangspunkt i digterjegets omgivelser, men ikke specielt mange og ikke specielt specielt, fra den formelle rumorganisation udgår sådan cirka nul styring (det samme gælder den romerske optælling, og jeg skal huske at sige, at det synes jeg er helt i orden og helt fedt). I stedet tages der udgangspunkt hvor som helst når som helst. Der står godt nok meget »jeg,« og det ville være forkert at kalde det et anonymt eller opløst jeg, man måtte måske snarere oprette et næsten totalt adspredt og rastløst jeg, der i sin glidende og fortumlede undersøgelse af sig selv og verden, eksistentialerne og abstraktionerne ikke skal bruge mere end to linier for umærkeligt at nå fra den køligste, nærnaive nøgternhed til den skæveste, mest hårrejsende hallucinatorik. Det meste foregår naturligvis i mellemtiden som en slags klarøjet overgivelse til selve den snublende bevægelighed på tastaturet og i livet og alle de lykkelige, frie og fro formuleringer, den kaster af sig. Hvis jeg må have lov til at udtrykke det så uklart, for man aner måske mit problem med den ærede håndsæbe. Man kunne også tale om en blanding af Jørgen Leth og John Ashbery, men det hjælper vist heller ikke. Jeg vil straks hente et ekstensivt citat ind til eftersyn, og jeg tror, jeg vil slå helt tilfældigt op, for det tror jeg, at man kan, bladre, bladre, nederst side 36 og øverst side 37: cMEN min verden sover håbløst, grene og vind/ bevæger sig gennem luften,/ monstre af ubetydelig størrelse, der sniger sig mellem/ husene med den genstandsløse kærlighed./ Jeg siger kærligheden er et hus i mit hoved,/ som ikke vil forlades. Derfor fylder jeg det med glæde./ Af øjne hvilende mod hinanden, som om det var noget nyt,/ at jeg elsker at stå og se på dig, dine bukser og alt hvad de gemmer./ Dine øjne og alt hvad de råber efter folk på gaden. Dit køn,/ der tårner sig op mod mit ansigt og ikke lader ordene passere.//XXII/ Genstande er uden betydning for mit liv. Jeg bryder/ mig ikke om noget som helst, min ånd trives bedst/ i ensomheden, men ensomheden øver sig også uden mig,/ jeg driver rundt på gaden med anklager til alle og enhver./ Jeg tigger folks penge og kysser deres munde med foragt,/ imens sted efter sted driver forbi, som var de til stede i en endeløs diskussion. Hvad er rummet/ andet end en diskussion? Hvad er begæret, når det genstandsløst raser fra flade til flade og skaber sine egne/ billeder, sine egne tilstande af højtspillende lirekasser,/ skørt materiale, klingende koklokker og ølklirren?/ Vi kan lade solen stå op eller månen dø her et sted,/ som hverken er vores ben eller nat. Det er lyset, som/ trækker forbi. Det er årstiderne, som kører i ring./ Det er motorvejen, som jeg endelig har opfundet.« Ja, Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe! Og apropos Kingo, kan vi i denne eksemplariske samling sludder og skønhed og sandhed og vrøvl få øje på et af Bonnéns yndlingstricks, den rigtig barokke ting, at billedliggøre, nej fabulisere abstrakterne: Kærlighedens hus i hans hoved, ensomheden der øver sig for sig selv og begæret, der skaber sin egen tilstand af højtspillende lirekasser. At Bonnén, en halvflippet kunstakademielev, slentrer lige ind på centrallyrikkens mølædte scene og opfinder poesien på ny, som om det var den letteste sag i verden, forekommer faktisk helt rimeligt. Mærkeligere ting er (næsten ikke) sket, og/men hvordan skal vi komme videre uden mindst én sublim fejltagelse. Han hedder Kaspar, hvad er rummet andet end en diskussion, og det er motorvejen, som han endelig har opfundet.


onsdag den 29. august 2018

Natteremse

T

AT

NAT

FNAT

FANATISME

nej

FANATTAK

tirsdag den 28. august 2018

Reolroulette 9

Den landskendte jurist, Rolf Lichtberg, var aftenen i forvejen blevet fundet død af sin husholderske.

søndag den 26. august 2018

Reolroulette 8

You said you had nothing to do with your wife's murder

torsdag den 23. august 2018

3, nej 4 metaforist-4'ere - younger than modernism

(alle med krigeriske mellemværende med metaforen, men alle metafor-mestre på grund / på trods)

4.
MARIANNE LARSEN

(ikke rigtig nogen fra 80'erne vel? Jac jo ikke rigtig metaforist - hmmm, og dog, meget i familie med både Ørnsbo (og Benny da) og Larsen, så OK:)

4.
F.P: JAC

4.
SIMON GROTRIAN

4.
RASMUS NIKOLAJSEN

- hvad med de yngste her i 10'erne ?

Billedstærke er i hvert fald Signe G, Cecilie L, Lea L, Joakim V! Yderligere 4-4-4-4

onsdag den 22. august 2018

Metaforist-top 3 - modernist-besat

1.
JESS ØRNSBO*
(immer skridende ud i vision og mareridt, og derfor nr. 1)

2.
BENNY ANDERSEN
(jævnfør digtet nedenfor)

3.
KLAUS RIFBJERG

(fremfor, blandt modernister, Højholt, Malinowski, Sonne, Gustava, Christensen, Borum m.fl., hvor metaforen heller ikke er slagnummeret)

*
NYT digt fra Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 64, april 2018:

USIKKERT SIGNALEMENT

Find dig selv
her mellem ubeljelige skeletter
taberhjerner
og skærme
med sorgens tilløbsstykker
hende dér måske
med sine bæredygtige bukser
hende der printer sine drømme ud
og rejser
til sjælens udkant -
men ellers indkogt krammesyge
og søvndrukne ankler
skyggetanten
hun bærer smerten
som et stort æg i sig
ventende på .......
nedkomsten




mandag den 20. august 2018

Radio-Benny-digt

- talte også i Ak24syv om digteren Benny - link HER - og læste det her digt op fra Kamera med køkkenadgang, 1964 - som jo er en art arbejdspladsreportage. eftersom Benny gennem 50'erne havde fast nattejob som barpianist:

I BAREN

Her mødes små mænd med store stemmer
børn af uønskede forældre
om et overbefolket klaver,
drømmer om håndtag, tykke breve
og drægtige telefoner
en tilværelse med skum på.
Hvorfor bo i et kamera
med køkkenadgang
tapetseret med børnehjælpsdagens nittelodder
koldt styrtebad som hobby
og når søvnens plaster rives af
finder man dagens afgrund under sig.
Her springer man ikke fra tegnestift
her koagulerer de trippende sekunder
her tipper man sin smerte af
og får den igen som finthakkede melodier
hjertets linde fars.
Her er det muligt at tro
at rammen afstedkommer billedet
at alt er godt hvis blot
vi lægger ekkoet de rette ord i munden.
Vi danner trygt gevind
om brandertens rolige skrue
til gaden udenfor er blot
en lille ridse i drømmens lp-plade.













- så fine, de tidlige Ole Sporring-covers

Vampyrer er humorister og omvendt

Tankevækkende sammentræf:

Dan Turèll skrev bogen Alverdens vampyrer, udgivet af Borgens Forlag i 1978 (og basrede sine sPace Cantos på citater fra Marvels Dracula-hæfter)

Benny Andersen oversatte Bram Stokers Dracula i 1963

- og mon ikke så Halfdan Rasmussen RENT FAKTISK var vampyr, en suepervenlig én, mistænkeligt jo, at han, så vidt jeg kan overskue (og det er ikke komplet vidt), aldrig ahr skrevet 1 rim om vampyrer  ... !

Billedresultat for benny andersen dracula

Den sidste modernist er den sidste mohikaner

- er JESS ØRNSBO, født 1932, bogdebut 1960, samme år son Benny (og han hverken debuterede i Heretica, som Benny og Gustava og Højholt (og Sonne?), eller Hvedekorn som Rif og Inger C og Knud S men Rifs og Villy S' Vindrosen)

(og ikke Knud Sørensen, født 1928, der sprang modernismen over og sprang direkte fra gammelmodighed til en slags konkret-, systemdigtning)-

derfor alt tekst side 40-41fra Bennys børnerim-udvlag, min yndlings-Benny.bog, NIkke nikke nambo, til Jess, som vi beordrer til at blive helt utroligt tudsegammel (Ørnsbo-titel: Tusdigte) - elsker de sirligt punktummer:

Ek sikke lej sikke london don
kilimili maksi
kuksi kaksi
esrom pyt.

Den sidste mohikaner
er endnu ikke død
han lever af bananer
og gammel wienerbrød

Oppe på altanerne¨
danser indianerne
rød blå hvid
du slap fri.

Oppe å altanerne
vokser tulipanerne¨
rød gul blå
du skal stå.

Oppe i lianerne
sidder indianerne
der var en der blev for fed
han faldt ned.

søndag den 19. august 2018

Anmeldelsen som kram

Ordstorspiller: Kramkisteglad

Selv når det regner i Paris, regner det ikke i Benny Andersens hjerte, der stædigt rimer på fødselsdagstærte.

Benny Andersen: Kram. 41 sider. 150 kr. Borgen.
Dobbeltbetydningen af titlen på Benny Andersens nye, åleslanke digt- og kortprosa- og landsmødetalesamling Kram er let nok at afkode, men derfor, som så mange af hans gode digte, ikke mindre elegant og underfundig: Bennys digte er nemlig både kram, forstået som slidstærke eksempler på, hvor meget liv en poetisk forholden sig kan puste i nok så selvdødt et sprog - når håbløst håbefulde indsendere af digte til Hvedekorn skal anvises en vej til poesien, foreslår jeg tit og ofte Bennylæsning - og kram, forstået som kærlige knus givet dels ovennævnte modersmål, dels hans højt og flot elskede hustru, i omvendt kompositionel rækkefølge.
Og i form af en for en gangs skyld salgbar digtbog givet forlaget gennem 49 år, Borgen, der af tidernes økonomiske ugunst har følt sig tvunget ud i en ret så radikal afpoetisering, der bl.a. har betydet et farvel, efter 45 år, til ovennævnte Hvedekorn, hvori to af bogens i alt 20 tekster første gang blev offentliggjort, hvilket vil sige, at jeg, redaktøren, har læst dem virkelig mange gange og kan bevidne, at de vitterlig er både kram og kram, her er det ene, »Hyldest til [akkurat LB] holdbarheden«:
»Hun holder hus og have og mig/ hun holder ikke høns men ord/ hun har helstøbte håndfaste holdninger/ holder masken når det gælder/ men holder sig sjældent i baggrunden// Havde vi haft en fane/ ville hun holde den højt/ hun er mit faste holdepunkt/ hun holder mig aldrig hen/ tværtimod// Hun holder mig oppe/ holder mig i gang/ holder mig flydende/ så jeg aldrig holder inde før/ vi holder tæt om hinanden.«
Det var på kun 15 linjer mindst 16 turneringer af faste vendinger med det jo ikke i sig selv spektakulære ord »holde«, som dermed omsider får lov til at være en stjerne i sin egen ret. I et andet digt falder rampelyset på det endnu mere upåagtede lilleord »til«: »Jeg er især til kvinder/ men koncentrerer mig kun om hende/ som nu på mine gamle dage/ gør mig mere og mere opsat på at være til/ bare til/ til/ og atter til.« Dér i næstsidste linje står »til« helt alene og kan lysende bære det.
Benny Andersen fylder utroligt nok 80 på lørdag, og ligesom det er tilfældet med ugens anden fødselar, urimeligt nok 70-årige Svend Åge Madsen, har den litterære institution døvet hans eksempels magt - tænk hvis normalromaner blev dømt med Madsens interplanetariske alen!? - med rørstrømske og intimiderende hyldesttaler til hans kære umiskendelighed. Tænk hvis faktisk ordspillet var konstituerende for poesien i almindelighed og dansk poesi - naturnødvendigt forstået som også revyviser og raptekster så nemlig - i særdeleshed, for det er i hvert fald the constitution for konstitutionen hos nulevende nationaldigter Andersen:
»At blive gammel/ Hvad vil det egentlig sige?/ At blive gammeldags/ eller gammelnats?/ Gammelklog// eller gammeldum?/ Gammelmodig/ eller gammelfej?/ At have mange år på bagen/ men hvor sidder da resten af årene -/ måske på hagen?«
Der er som sagt to små afsnit (delt af et causerende mellemspil om »Kærlighed & jura«) i den kolibri-lette bog, »Til og om E.E.«, digte til og om den elskede, og »Af og om B.A«, digte og tekster til og om sproget og digterens ualmindeligt gode humør (»Blød om boulevarderne« hedder et digt fra Paris, hvor det regner og regner, bare ikke i digterens hjerte) + altså en tale til det radikale landsmøde denne september, som ret hurtigt bliver et fortumlet prosadigt om fænomenet »samvittighed«.
Et meget smukt og sigende prosastykke er »Stendragten«, der følger og udfolder den unge Bennys undren over, at hans murerfar indtil flere gange om dagen iklæder sig en »dragt sten«: en dragt fra Daells Varehus, en dragt prygl, så man bliver gul og blå ...? En dag møder Benny op på byggepladsen, »(...) jeg husker min forundring over, at han ikke havde det kolossale, polygone skrud på, som jeg havde ventet.« En dragt sten afslører sig prosaisk som en stilladshylde med 32, opstablede mursten, der tungt hviler på skuldrene. Benny valgte stendragtens realitet fra, den »passede dårligt til mig«, og forundringen over ordet for samme til, blev moremester i stedet for muremester, til ingens murren undtagen mørkemændene.

Yndlings-Benny-lineup

De første 3 digtere i Hvedekorn 4, 2008, med ret præcis 30 år imellem dem: - præsentationer og bidragenes førstelinjer (og -titler)


Benny Andersen 
Født 1929 I Hvedekorn siden 1957

HYLDEST TIL HOLDBARHEDEN

Hun holder hus og have og mig

+

Simon Grotrian
Født 1961 I Hvedekorn siden 1984

ELIAS
  
Jeg er ældre end min egen skygge

+

Cecilie Lind
Født 1991 Debut

aktier/ krøller fluen sit hulenæb sammen/ i en absolut afroblomst

lørdag den 18. august 2018

DADA-hightlighting

da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles

da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles 

da
da
da
da
da
da
da Da
da Da
da
da
Da

Yndlings-Benny-digt

Altid det her - et bogstaveligt stykke DANSK DADAISME:

fra Den indre bowlerhat, 1964:

På høje tid

Det er på tide
vandet koger
jorden brænder
verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder
var han allerede færdig
de spildte ikke tiden
tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte
sov med den på
spiste med den på
blev begravet i den.
og her sidder jeg
holder avis
holder jul
holder igen
lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser
verden venter ikke
da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig.

Billedresultat for den indre bowlerhat

- og til sidst i deadline-udsendelsen på dette LINK læser jeg digtet HØJT !

Yndlings-Benny-bog


Billedresultat for nikke nikke nambo



























Yndlings-Benny-erindring

Til efterårsreception på Borgen Forlag august 1987, jeg var debutant og havde tvunget mine venner Jens og Johnnie med til at henholdsvis tromme og lave naturlyde (?) under min allerførste officielle oplæsning, og det var helt sikkert en kaotisk ynk at opleve, men Benny, der som sit suveræne selv også havde læst op, lagde sin hånd på min skulder straks efter, og jeg kan ikke huske præcist, hvad han sagde, eller om han faktisk lagde sin hånd på min skulder, men det, han sagde, var sødt og positivt og opmuntrende, "godt gået" eller noget i den stil, og sådan en betimelig, venlig handling holder man aldrig op med at glad og taknemlig for.

1929-2018 - Nekrolog 58 år for tidligt (yndlingsnekrolog)

- digt fra Benny Andersens debutsamling Den musikalske ål, Borgens Forlag, 1960

NEKROLOG

Vinden kurer hen over søen.
Isen holder.
Vinden tygger på lighterflammen.
Kan ikke får den ned.

Sparker så bladene af fire vintergækker,
kryber i min hvide skjorte på snoren,
tar sig til det sted hvor hodet skulle være
og dør

Billedresultat for benny andersen ung

fredag den 17. august 2018

Hvem kan jeg være nu?

- Young Americans-outtake 1:

WHO CAN I BE NOW?

Everybody's raised in blindness
Everbody know's it's true
Everybody feels that everything is real
Anbody's point of you
Nobody can break their bondage
Everyone can feel their chains
But even in my life I knew you found your sight
And nothing would be quite the same
Please help me

Whoooo, can I be nooow you found me
Oooo, can I be held apart, you found me
Nooow can I be, nooow you found me
Nooow can I be real
Can I be real
(Backing singers: "Sombody real")

If it's all a vast creation
Putting on a face that's new
Someone has to see
A role for him and me
Someone might as well be you

Up in heaven any angel
Writes a special game to play
Oh ho, could we, could we make a start
To snatch their Angels part
A major role for everyday
Please help me

Whoooo, can I be nooow you found me
Oooo, can I be held apart, you found me
Nooow can I be nooow you found me
Nooow can I be real(Can I be)

Whooo, can I be Nooow you found me
Whoooo, can I be held apart you found me
Nooow can I be, nooow you found me

Noooow can I, can I be real
Can I be
Can I be
You found me
Who can I be real
Ye ye yeah
Can I be
You found Love
Can I be real
Can, can I


torsdag den 16. august 2018

Privat 50 års-humør

- fotos jeg på forespørgsel indsendte til Politiken/JP, Belingske i dagens anledning:































































Fotograf: Cecilie. location: Samuels oldefars have, Karlslunde

Officielt 50 års-humør

Fotos illustrerende fødselsdagsportrætter i Politiken, Jyllands-Posten og diverse små lokalaviser:



































(fotos: Linda Kastrup)

tirsdag den 14. august 2018

Mine gaver sover

Jeg sidder her alene
på min fødselsdag,
men jeg er ikke alene,
du sover inde i sengen,
Samuel sover i sin slyngevugge

I ER GAVERNE

jeg har høretelefoner på
og hører 'Babies' med Pulp,
jeg er komplet rastløs,
men også rigtig glad,
hvilket jeg er rigtig glad for,
at jeg er, hvem fanden ved,
hvilket skørt humør man vågner
op til sådan en skør dag?

JEG ER SÅ GLAD FOR JER

jeg burde skrive anmeldelse
eller jeg burde genlæse bog
og skrive anmeldelse, men
kan ikke tage mig sammen,
derfor skriver jeg et følsomt
digt, der ligner en bleg kopi
af digtene i den bog, jeg
i stedet burde anmelde

I ER POESIEN

nu hører jeg Bowie selvfølgelig
'It's no game', det er ikke
noget spil, men hvad er det
så? og jeg har altid hadet spil,
bortset fra at så spillede vi
det der spil, der ikke var
Uno, med Rolf og Vera den
anden dag i deres gård, og
det var virkelig sjovt, og
det er det her spil også,
virkelig virkeligt og virkelig
sjovt, joyful er ordet

I GLÆDER MIG

Samuel slås lidt med søvnen
i sin vugge, jeg giver ham
hans sut, og så falder han til ro,
jeg ønsker os meget ro og
endnu mere uro, darlings

JEG GLÆDER MIG TIL I VÅGNER

søndag den 12. august 2018

KLOKKEN ER KONKRET 4 REAL!

Jeg omtalte i en Bogholderi-note i fredags Kamilla Jørgensens utroligt fine - og utroligt uselviske! - ur-værk, der bliver indviet på Grenå havn på onsdag: Vagn Steens digt (og forside) fra debuten Digte?, 1964, som et rigtigt ur hængende på en lygtepæl ved pølsevognen. Og nu har Kamilla sendt mig et billede af URET PÅ PLADS, og ser det ikke bare godt ud, OG KLOKKEN ER KNOLV!























- Indvielsesprogram M.M.:

Indvielse af Kamilla Jørgensens kunstinstallation ’Knalv knolv’ Grenaa Havn – bagved Pølsevognen Onsdag d. 15. august kl. 16.00 – 17.30 Indvielsestaler v/ Borgmester Jan Petersen Musik til digt af Vagn Steen v/ musiker Anders Graae Digtoplæsning v/ Andreas Pedersen (på vegne af Anholt Litteraturfestival) Og lidt ekstra! Foredrag om Pioneren Vagn Steen v/ lektor Tania Ørum Grenaa Bibliotek Onsdag d. 19. september Kl. 14.15 Workshop for 7. klasse på Ørum Skole September Ørum Bibliotek Udstilling: Værker af Vagn Steen September Ørum og Grenaa Bibliotek Vagn Steens datter, Anne Sophie Bergmann Steen, kuraterer udstillingen i samarbejde med Dansk Forfatterforening Udstilling: Værker af Kamilla Jørgensen og Vagn Steen September Kulturhuset Pavillonen, Grenå

- i mange år havde jeg kun Digte? i spættebogsversionen, som nu også er raf, rent urmærssigt:

Billedresultat for vagn steen digte?

SUT-bonus

Der røg en linje ud af min uglade anmeldelse af Torben Munksgaards roman Johns Saga, fordi jeg lige havde glemt reglen om ikke (længere i tide og utide) unødigt at disse på en vis navnkundig 80'er-digter, men så manglede anmeldelsen jo et eksempel på den mindreårige Jeronimus, og det er jo irriterende, så her er linjen tilbage i passagen:

"Jeg tror den mest irriterende kitsch er det arketypiske jeronimusseri: Åh, hvor er brune værtshuse hyggeligere end spejlblanke caféer etc. For hvem siger, at jeronimusseri er et arketypisk alderdomstræk? Jeg synes, jeg kender mange ikke-gamle, der er ramt: Søren Ulrik Thomsen har været kortbærende Jeronimus de sidste 25 år, og han er stadigvæk kun 62.
   Og hvad med bare for eksempel alle de aktivt virkende danske digtere, der er på Johns alder eller ældre, og som har alt for travlt med at sprutte originalt til at vride sig tvære, og selv når de er en slags jeronimusagtige, som fx Peter Laugesen og Henrik Nordbrandt, er det med en helt anden energi og uro end ham jammerkommoden John."

Reolroulette 7

"_ Hvad gør man, når den mand man elsker ikke gengælder ens kærlighed? Yvette sad i sit omklædningsrum på National. Der var pause i showet. ved siden a hende sad veninden og trak læberne op.
  - Man får ham til at elske sig, svarede hun og truttede med læberne.
  - Hvordan? Yvette vendte sig væk fra spejlet og så på hende.
  - Forfør ham, fortæl ham, at du elsker ham. veninden lavede et stort rundt nul med sine læber for at få malingen helt ud i alle kroge. Hun fordelte læbestiften med pegefingeren.
  - Det har jeg gjort, det hjalp ikke, sagde Yvette og tegnede ottetaller med sin skospids."

Ikke dårligt (meta)digt med skæg i

læst denne morgen:

mine kolleger ytrer sig fortrinsvis
om stokroser, sjælens udødelighed
og fordelen ved fuldskæg, fuldkorn
og jordomsejling, den slags, blodtryk
og fidusen ved husdyr, mange og gode
briller og måder at tilberede en kanin på,
hvorfor ikke også en hund, når alt kommer
                                                           (til alt)

- Per Aage Brandt, fra En flue i en dråbe rav, bind x i kvartetværket Vejrmeldinger

Dagens sandhed - sandhedens dag

(apropos min gode anmeldelse i WA Bøger af Kenneth J + Sigurd Buch + Rasmus Halling og apropos min ven og min kæreste og alle mulige)

Gode venner skriver godt
Kenneth Jensen

SCOOP 2: SKÆGGETS EGEN TALE

ved fødselsdagsreceptionen for dets herre Jens Blendstrup, eller rettere: Skægget egen dialog med selvfølgelig en navngivet FISTELSTEMME:

Hvem har vi der? Jamen er det ikke Jens Blendstrup himself.

Det er det.

Jamen, hvad laver du her

Jeg har fødselsdag.

Gud, det vidste vi ikke. Du ser frisk ud

Tusind tak!

Har du været til kiropraktor?

Nej jeg befinder mig bare i et varmt meditativt leje. Men hvem er du?

Jeg er forlagets ånde, Bitten Børgesen.

Dig har jeg aldrig mødt

Det er, fordi jeg arbejder mellem linjerne. Det er mig der retter dine kommafejl og ind imellem skriver dine historier, så de hænger sammen.

Er det sandt?

Nej, hvad tror du. Der er ingen kvinder, der taler sådan i den her verden. Det er et udslag af din syge fantasi. Hvis jeg havde existeret, havde jeg desuden anklaget dig for overgreb på min stemme, og så var det blevet me too, Jens Blendstrup, me too. Men det slipper du for, fordi du er så forpulet afvæbnende og jysk på en utrolig mosefundsagtig rar måde hele tiden. Det er ulideligt.  

Jeg ved det. Undskyld, Bitten!

Hold kæft!

Til sagen. Kære venner, så blev jeg også 50. Det er en stor dag. Der er mange gaver. Jeg har fået 2 flasker vin af min bank. Det fik Malene ikke, da hun blev 50. Hun fik et brev om rentestigning. Og nu står vi her på jordens hyggeligste forlag. Mit forlag har lagt hus til, jeg er så glad. Og se, hvor mange der er kommet.

Det er sgu da, fordi der er for meget ozon i atmosfæren og 35 grader udenfor. Vi er nødt til at være inde.

Jaaah, jeg tror nu også i kommer, fordi i ville fejre mig.

Kunne du i det mindste ikke have ladet dig barbere, du ligner Jens Vejmand med giftige alger i hovedet.

Tusind tak. Jeg har også opholdt mig meget i Korsør nord.

 Hvordan er det at blive 50?

Utroligt afslappende. Jeg har sovet sindssygt godt. Jeg blev vækket i morges under min seng i 35 graders varme. Tillykke, elskede far. Nu skal du ned i køkkenet og have varm kakao

Ja, det er godt nok også varmt for tiden.

Tal ikke om det. Jeg har siddet hele sommerferien i min kummefryser og skrevet 4 linjer på min novellesamling, resten af tiden har jeg følt mig som en avanceret krabbesalat i solen. I forgårs måtte jeg slukke min nabo Ole ,der var selvantændt af et litteraturprogram med en standupper i fjernsynet.

Sådan er vi mange der har det. Det er klimakrisen, Jens Blendstrup. Der har været over 77 brande i Nordsverige. 4000 poeter er smeltet på pilgrimsruten Caminoen, da den frygtelige Jan Sonnergaard-vind drev ind fra Sahara. Vi lider, Jens!

Jeg husker også somre der var varme da jeg var barn. Sommeren 77 var det ikke bare varmt. Der klækkedes mariehøns i millionvis. Og ens forældre fik slæbende stemmer

Var det ikke bare, fordi din far var fuld?

Muligvis. Men nu står vi så her. Ældre end alle fædre. Visere, rundere, federe. Skål!

Ja og nu skal vi fejre dig. Træd frem, Jens Blendstrup. Nu får du din gave fra os

Hvad er det ..?

Det er din egen personlige makuleringsmaskine til dine usælgelige bøger, så kan du altid gå i gang inden du har afleveret bogen, hvorved vi slipper for at sætte den på udsalg. Eller hugge dem op på en strand i Indien, som vi lige har gjort med Slagterkoner og bagerenker. Trykker du på knappen bagpå samler bogen sig igen i form af en Gøl Pøl spegepølse med sønderjysk smag med godt med trikiner og konsonanter.

Tusind tak, det er kærlighed, der vil noget!!

Kom i vores arme, Jens!

Så gerne. Hardy, min egen yndlingsredakør! Venner! ØK! Familie! Bitten, jeg kommer!

(Nej, hold dig væk, væmmelige svedige mandsperson)
 
-->






















- skægselfie

fredag den 10. august 2018

Den Tårevædede Skægtale

- i WA Bøger i dag står som kommentar Den Vindtørre Skægtale, der er identisk med denne Den Tårevædede Skægtale bortset lige fra slutafsnittet, fra og med skæg-interview-citatet. Ved fødselsdagsreceptionen i forgårs læste jeg begge slutninger op:

Hudløst fuldskæg

Min ven Jens bliver mærkeligt nok 50 denne 8. august: Hans vældige fuldskæg er ikke helt så gammelt, men har, vil jeg påstå, altid være på spring. Gennem hele Jens’ mytologiske Risskov-opvækst hvilede skæggets fantomskygge over kinder, hage og hals. Fra jeg mødte ham første skoledag august 1984 på Aarhus Katedralskole, indtil skægget – hvornår`- vel engang i 90’erne første gang begyndte at mørkne frem og oppe i 00’erne avancerede til at blomstre vildt og monstrøst.
. Jens’ skæg er et Blendstrup-værk i egen ret, et stadigt rekordforsøg – ingen anden dansk forfatter er nået tilnærmelsesvidt så langt, ikke engang Frank Jæger i hans sene kriseår, ikke engang Sten Kaalø som frimenighedspræst– et brand og en brand, udtalt på henholdsvis dansk og engelsk, et mobilt skjulested og en stor fed metafor på liv og værk.
. Jens’ tekster er som hans skæg. De er en fuldkommen original uredelighed voksende direkte fra og i samme bevægelse skjulende en håbløst renfærdig nøgenhed. Og pointen er jo så, at nøgenheden optimeres af skægheden. I form af et kæmpeskægs totalt sammenfiltrede rotorblade får nøgenheden mirakuløst vinger og bliver ikke bare skønnere og sjovere, men også sandere.
. Jens’ skæg er desuden en fælde. Læsere og tilskuere lokkes til af den tilsyneladende godmodige julemandsstil og låses umærkeligt inde i det ubændigt fabulerende krat; 100 år er ikke nok til at komme fri af en Blendstrup-tekst, der er vokset helt ind under huden.
  Mit yndlingseksempel er og bliver fortællingen ”Fodboldfesten”, fast indslag i vores fællesshow Litterær Hypnose og derfor klart den tekst, jeg har hørt læst op flest gange i mit liv.
   Fortællingen tager udgangspunkt i en autentisk fodboldkamp mellem Irland og DK, hvor lyset gik nede på banen. Jens lader tiden gå i stå i alle de små stuer, og derfra vokser fortællingen frit og rasende – refræn: ”Der hentes flere øl” – indtil lyset vender tilbage til Dublin Stadion, og fortællingen går ultimativt amok. Og publikum til deres fnisende gru opdager, at de lige har slugt et stort, frygteligt skæg. Det er præcis, tænker jeg, som at overvære en fast motion-optagelse af Jens’ skæg i årelang vækst. Skæg er endda et meta-motiv nede i teksten, hør bare:  
  ”Der hentes flere øl. Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har bygget rede, Indimellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og tager skægget med sig.”
  Jens har kun skrevet én komplet skægløs bog, og det er selvfølgelig Gud taler ud, den nyklassiske og gudhjælpemig filmatiserede roman om hans utrolige far, Uffe Blendstrup, Uff mellem sønner, hvor reglen var nødt til at være, at der ikke måtte findes på, ikke vokses skæg. Der er det, der gør den bog så særligt intens, med et barberblad pløjer den sig gennem alt det skæg, der ikke er der. Og ligesom Jens godt og grundigt har forløst sin fars digterdrømme, er han også gået til de fulde yderligheder med Uffs ustadige, beskedne skægtilnærmelser.
  Efterfølgeren til Gud, soldaterromanen Bombaygryde, er allerede voldsomt skægoverløbet. Jens meldte sig ikke til kamptropperne på Bornholm, fordi han tabte i Matador til sin far. I know! Jeg var til stede! Men nu om stunder tror Jens selv på, at det var sådan det gik for sig. På den måde vokser skægget ind over grænsen mellem fiktion og virkelighed., fra begge sider vel at mærke.
.  Jens er nemlig selv som sit skæg, han smykker alting mere skægt og skægget. Mellem 20 til 80 % af ethvert interview er det rene opspind og/eller groft fortegnet og overdrevet. Jeg holder hver gang regnskab, til Jens’ store irritation, bare for selv at have et vist realitetsstyr. Dette citat fra et Politiken-interviewe vurderer jeg til en høj grad af sanddruhed:
. ” Når jeg har skæg, er det, som om jeg har min egen lille Thylejr indeni. Jeg føler mig fri. Jeg prøver heller ikke at spille venlig eller høflig. Det er rart at se lidt skræmmende ud. Måske fordi jeg altid har syntes, at det var svært at være ung. Når jeg har skæg, er jeg mig selv. Og som regel også mere vanvittig. Og jo større det bliver, jo vildere bliver jeg.”
. Jeg misunder Jens’ skæg, både reelt og metaforisk, det er forfærdeligt sølle, hvad jeg selv formår, både reelt og metaforisk. Men sikke en glæde og et privilegium at forblive venner med et ægte skægmonster og kunne tale skægløst med ham, når det brænder på. Det dramadokumentariske dukketeater, der altid afslutter vores litterære hypnose, afsluttes altid med udskrålingen af et bestemt Tom Waits-refræn, som måske faktisk er nøglen til skæggets hemmelighed. Skægget er ansigtet for fuldt blæs drømt fantastiskere, og du er uskyldig, når du drømmer:
  You're innocent when you dream/ When you dream/ You're innocent when you dream/
When you dream”

Billedresultat for jens blendstrup 

(Foto: Mariana Gil)

torsdag den 9. august 2018

Scoop: Redaktørtalen - til Ventegodt Godhavns lille øgle


- Forlagsredaktør og -direktør Jakob Malling Lamberts tale ved fødselsdagsreceptionen i går på forlaget:

Tale ved Jens Blendstrups 50 års fødselsdag.
Jeg mødte tilfældigt Jens Blendstrup for 12 år siden. Han var ved at køre mig ned på sin cykel da jeg fuldstændig sagesløs var på vej ud ad Ørstedsparken. På det tidspunkt havde Jens’ redaktør gennem godt 13 år besluttet sig for at forlade Samlerens Forlag.  Så jeg tænkte jeg ville gribe chancen og invitere på en kop kaffe med den skumle hensigt at byde mig til som den nye redaktør. Joh, sagde Jens over kaffen, vi kunne da forsøge. Og han havde -nu vi talte om det - faktisk en novellesamling på tegnebrættet. Et par dage senere modtog jeg en email med en håndfuld tekster:
”Hej Jakob,
jeg er fanget af en frygtelig smertefuld modus. Jeg bliver ved og ved med at skrive disse tekster. Det er en frygtelig, frygtelig lidelse. Nedgroede ord! Vankelmodige malteserdrops, men hvad kan jeg dog gøre?
Deres, Tuttemand Ibsen”
Hvis man kan se et menneske for sig som et levende spørgsmålstegn, så var det hvad jeg lignede nu. Men jeg kastede mig ud i det og læste teksterne og noterede mig omgående forfatterens særlige kommatering som et sted hvor jeg kunne sætte ind med synlig effekt. Her havde jeg en tydelig mission og berettigelse. Han skulle ikke skuffes. Men knap havde jeg læst teksterne færdig og formet en plan for en gennemgribende omkommatering før nye noveller landede i indbakken, som salver fra et stalinorgel.
”Hej du,
jeg synes vi mangler en hårdt tilskåret sag med rytme og bløde og blødende kanter. Hvis nu den i går ikke duede, så gør den her helt sikkert. Den er da rørende og poetisk, er den ikk?! Ja, jeg ved godt det er nærmest umenneskeligt med alle disse pytter jeg sender dig, men den her tager jo ikke mere end 5 minutter før du skal sove, og så slipper du og din kone MED GARANTI for at skulle se udsendelser om Ausschwitz og Entlösung og 11. september – for denne gang.
Venligst , Cykelhandler Mørke”
Jeg padlede for fuld kraft og det bedste jeg havde lært op mod den rivende strøm af emails og tekster. En brevveksling der mere og mere mindede om en tenniskamp med Jens i angreb ved nettet:
”Hej Hardy,
er du snart tilbage fra samba i Korinth?! Skal vi snart mødes? Er verden gul eller er den blå? Hvem var damen med de mystiske blomster? Har Jorden en farvekode? Er digtere kolosser på versefødder? Har biblen en studs?
Deres, Thumlinge-Lazarus (født Lundme).”
Parti, sæt og match: Jens Blendstrup. Og mens I for jer ser mig besejret, skakmat, foran computeren, bedes I bemærke tiltalen af redaktøren som tog form under vores mailudveksling. Spørg mig ikke hvordan det gik for sig, men på et tidspunkt er mit fornavn i Blendstrups semantiske smeltedigel blevet forvandlet til Hardy. Siden har jeg stort set ikke heddet andet. Med en enkelt undtagelse, dog, i en mail da vi nærmede os afslutningen på vores udmattende første samarbejde:
”Kære Isenkræmmer Habasut Henriksen, åååååååååååååååååååååååårr. Hold kæft hvor jeg er træt! Søvnens æter der ikke siver. Men ­ som sjovt nok ­altid ­får det syge til at pible ud, ­ pipette pipette, ­ åårh næ nej, må jeg så be om Ninette? Og så skal jeg gudhjælpe mig til Asnæs i aften. Og læse op for russere. Jeg vil smile, vil jeg, ­ massemorderens smil.
Deres, Pegasus Knivsæg
Men mens jeg altid er den samme Hardy, er Jens – bemærker man - altid en anden. Jeg har sat mig for en gang ad åre at udgive en bog med portrætter over alle de personager som har sendt mails til mig fra Jens’ emailkonto. Her er blot et lille kig ind i min kostbare samling af Blendstrup-aliasser, alle de mennesker som gennem det seneste årti har skrevet til mig.
1.    Rodolphus Tempelløve
2.    Umtata Eriksen
3.    Krøsus Thomsen
4.    Osama bin Erik
5.    Swinitze Charles
6.    Ventegodt Godhavs Lille Øgle
7.    Opklaringseskadronens Konge a.k.a. Wingbritt Kaale
8.    Leifs Ven Prikke-Palle
9.    Vinkelmand Carstensen
10.Hultafors Redebom
11.Sixten Mannikin Pist
12.Tyttebær Fåreklæde
13.Tempelform Ole
14.Ingmar Glans
Man siger at kært barn har mange navne. Og hvis det er rigtigt, så må Jens Blendstrup have gjort sig til det kæreste af dem alle.
Og det var det første jeg lærte af vores første samarbejde: At Jens er det kæreste barn med de fleste navne. 
Det andet jeg lærte var at Blendstrup er en ordblender. Eller en drøm. Drømmen er spontant skabende, den bliver bare ved og ved med at skabe sine forunderlige billeder indtil man vågner. Ligesom en drøm er Jens et spontant skabende evighedshjul, som uophørligt skaber fiktioner, ned i det mindste ordspil, den mindste email og sms. Og jeg tilføjer: utroligt præcise fiktioner. Det ligner ikke noget. Men selvom det ikke ligner noget, er det alligevel så præcist. Nogle gange forestiller jeg mig Jens’ hjerne som et raflebæger fuldt af ord, der hele tiden rafler. Rafle-rafle-rafle. Og ud på raflemåtten kommer en yatzy: de mest originale og forunderlige ord og sætninger.
Kære fødselar! Du er den sjoveste og mest ord-originale forfatter jeg kender. En ordginal. Det er en sjælden ære og fornøjelse at være din redaktør og forlægger. Og det er en ære og fornøjelse at fejre din 50 års fødselsdag. Hvor du i parentes bemærket ved denne festlige lejlighed går i dit 25. år som udgivet forfatter. Det skal vi også huske at råbe et hurra for.
Jeg håber at jeg undervejs har kunnet bidrage med lidt. Om ikke andet med et komma hist og her. I en nytårs hilsen skrev Jens i al fald til mig:
Kære Hardy,
vær vel komma herrens år! PS JEG HAR DINE BUKSER!!  ... jeg har også dine kondisokker ...
Deres Tumling Kalibali-Kaj.
Det vil føre for vidt at komme ind på hvordan Jens kom i besiddelse af mine bukser og mine kondisokker. Men man bemærker en vis, næsten religiøs åbning for kommaets gåde -som jeg gerne vil have æren for.
Til lykke Jens, det kæreste fødselsdagsbarn med de fleste navne.

Billedresultat for blendstrup
-->

Overskriftalternativ

I stedet for

Litteraturens gøgler 

som overskriften fantasiløst lød på Politiken fødselsdagsportræt af Jens B

kunne der have stået 

Litteraturens øgler opgejlet
helt uden hoveddørsnøgler 

onsdag den 8. august 2018

Definition af surrealisme 8/8 18

I dag fylder mine 2 bedste venner, forfatter og entertainer Jens Blendstrup og trommeslager og forlagsdirektør Johnnie McCoy begge 50 -

og på tirsdag gør jeg det samme -

det er i sandhed overvirkelighedsafbildende

tirsdag den 7. august 2018

BET-KOMPOSITION

Se. hvor smukt Bet-inventaret står opstillet hjemme hos Bet-vinder 2018 Gitte Broeng, helt Sergeant Pepper-agtigt:




ANDY 90 - POP ER EN TANGO!


søndag den 5. august 2018

Sonnergaards Madsenattak

Jeg anmeldte i fredagens WA Bøger Marianne Stidsens store interviewbog Levende litterater og fandt den lige lovlig ukritisk, især hvad angår 70'ernes ideologikritiske regimente og særligt ansigt ti ansigt med professor emeritus i litteraturvidenskab Peter Madsen, som jeg nævnte, at salig Jan Sonnergaard (som Stidsen i alle mulige andre sammenhænge priser) havde været i haserne på, da han, Sonnergaard, efter sin sensationelle debut med Radiator, 1997, og mange, mange forbitrede studieår på lit.vid. omsider fik taletid. Dette er begyndelsen på artiklen "De fede, de dumme og de bjergsomme" i Information 15. juli, 1997, nogle måneder efter debuten:

"I 1979 blev Peter Madsen professor på Institut for Litteraturvidenskab. Den yngste professor nogensinde og et ebvis på, at nu havde studenteroprørerne lang om længe fået magt. Der var blevet ansat en af deres egne. I en livstidsstilling, uden mulighed for opsigelse. Stor fest.
  Hvad der så var bagsiden af medaljen var, at hele proceduren omkring ansættelsen var gået om, ikke en, men hele tre gange, idet pågældende Madsen aldrig havde skrevet doktordisputats, og heller ikke ph.d. Men . Men vennerne troede på ham, og trumfede beslutningen igennem. Og mulighederne var jo åbne og der var god grund til at håbe.
  Lad os spole tiden små femten år frem. Madsen har stadig ikke fået skrevet disputatsen, eller ph.d'en, eller nogen bog, der med den mindste grund kan betegnes som "væsentlig". Men han har fået magt. Masser af magt. Så da et lektorat bliver ledigt på hans Institut, sørger han for at ansætte en af sine personlige venner, en mand uden ph.d ved navn Ferderik Tygstrup. Der er mange andre ansøgere i feltet - deriblandt et par, der faktisk har opfyldt deres formelle forpligtelser. Og er blevet ph.d. En af dem har også doktordisputats. Da Lektoratet bliver besat med Madsens ven, er der en overgang noget, der ligner debat.
  Peter Bornedal, som er en af ansøgerne, skriver harmdirrende i Politiken om ansættelsen af den nye mand uden grad. Og i et par uger debatterer visse aviser den usædvanlige ansættelsesprocedure. Indtil der bliver lagt låg på. Et nyt ansættelsesudvalg bliver nedsat, sagen bliver syltet, og et års tid efter kan man i en kort notits læse, at det nye bedømmelsesudvalg naturligvis giver Madsen ret."

Og dette er sidste sætning:

"Hvis man skal tale om en vrede, der forsvandt, og et oprør, der virkelig svigtede sig selv og en revolution, der i den grad gik i vasken. Så er det studenteroprøret."

Netto- og Faktapoesi

- fra Caspar Erics nye digtsamling Alt hvad du ejer, der udkommer næste næste uge -

- homage til (cand. mag i litteraturvidenskab og filosofi - CE er magister i lit.vid.) Jan Sonnergaard (og hans Radiator-novelle "NETTO og Fakta" (husk altid kursiven)), hvis Mindelegat Caspar nyligt blev tildelt, også hos Sonnergaard er der tale om primære ensomhedslocations -

3 digte (bogen er uden genrebetegnelse, men de tre forrige CE-bøger har være betegnet "poesi") i sekvens, side 247-249 (det er en TYK poesibog, ikke Høeck-tyk, ca. Andkjær O-tyk):

Det betyder noget at bo et nyt sted
i forhold til hvordan du handler
i forhold til hvem du støder på i Nettoen

i Luisas Fakta er der en medarbejder
der altid siger én omgang hønseabort
når nogen køber en bakke æg

*

Din Netto er allerede ved at lukke
da det går op for dig at du har glemt dit dankort
men så får du lov at mobilpay'e kassemedarbejderen Julie
og nu ved du så at det er det hun hedder

*

Engang klagede en far til butikskæden Target
fordi man havde sendt tilbud og annoncer til hans datter
fyldt med produkter til gravide og nyfødte
selvom hun kun gik i high-school

et par dage efter at han havde klaget
fandt datteren ud at at hun var gået over tiden

supermarkedets algoritme regnede ud af hun var gravid
før hun selv vidste det

firmaerne ved mere om dig end din familie

du føler altid at de andre i supermarkedet
kan se at du bor alene

Billedresultat for caspar eric alt hvad du ejer

lørdag den 4. august 2018

Roulettenøgle 6

(ejet af Ole Rasmussen)

A. Chr. Westergaard: Klit-Per over Nordsøen, Westergaards Forlag 1951

Torben Weinreich i De store danske:

"Da den danske stat i 1947 for første gang udbetalte den såkaldte biblioteksafgift for den brug, bibliotekerne gør af forfatternes værker, var det Alfred Christian Westergaard (1888-1951), som fik udbetalt de fleste penge, dvs. at han var den forfatter, som havde flest bøger stående på bibliotekerne. 20 år senere – og dermed 16 år efter sin død – kom han ind på tredjepladsen.
A. Chr. Westergaard, som han normalt omtales som, var en produktiv forfatter med op mod 60 børnebøger, de fleste drengeromaner, og han var populær ikke kun hos bibliotekarerne, men også hos både anmeldere og læsere. På Danmarks Biblioteksforenings børnebogsudvalgs lister over anbefalelsesværdige bøger, Fortegnelse over Børne- og Ungdomsbøger, var han opført med flest titler i alle årene, dvs. 1932, 1938, 1941 og 1944. Og anmeldelserne af hans bøger indledtes typisk med formuleringer som
"Forfatteren […] hører til de allerbedste Navne inden for dansk Ungdomslitteratur. Han tager ethvert ønskeligt Hensyn til Læseren i sine Skildringer; han er frisk og fornøjelig, levende og sandfærdig i sin Fremstilling. Forældre kan trygt give deres Børn hans Bøger – og de kan selv læse dem med Glæde og Udbytte."

A. Chr. Westergaard var uddannet lærer og endte sin karriere som skoledirektør i Fredericia. I 1919 debuterede han med den lille vesterhavsfortælling Erik og Misse, som årene efter fik følgeskab af Mads Tumling (1920) og Strandens Børn (1921). Halvdelen af de bøger, han skrev, foregik blandt fiskere på den jyske vestkyst, især området fra den sydlige del af Nissum Fjord til Thyborøn, ikke noget velkendt miljø for den store del af læserne, men tilpas eksotisk til, at det kunne fange deres interesse. Her møder vi drenge, som bliver til mænd i kampen mod naturen, fattigdom og fristelser.
Mest udbredt blev serien om Klit-Per, begyndende med Klit-Per fra 1923 og efterfulgt af Klit-Pers Kamp (1927) og Klit-Pers Sejr (1928). Flere år senere fulgte Klit-Pers søn (1950) og Klit-Per over Nordsøen (1951), som foregår under Besættelsen, men som ikke har de første binds litterære styrke.
De første Klit-Per-bøger udmærker sig ved deres psykologiske portrætter af børn og unge og skildringer af det ofte tavst lukkede miljø bestående af fiskerne, som – når fiskeriet svigter, og det gør det tit – lever i den dybeste fattigdom eller tvinges til at arbejde som „Børster” på dæmningsarbejder.
Det gælder også Klit-Per selv. Først dør hans mor, og nogle år efter hans far, som på dødslejet siger: „Nu må du tage dig sammen, for du skal være Mand her og sørge for dine Søskende”. Og det gør Per så, om end modvilligt, for han må overtage farens plads i bådelavet og dermed tage med ud og fiske, og det kan betyde et farvel til livet som en af „Klittens Drenge”:
"Klittens Drenge er stærke i Arme, i Sind, i Venskab og i Vrede; det er en Arv efter Forældrene, som Ansigt til Ansigt med det mægtigste i Naturen – en ubrudt Storm og et fraadende Hav – har lært at kæmpe og ikke at vige."

torsdag den 2. august 2018

ØND & AND

Af alle onder
ynder jeg bedst
ænder,

der ånder,
det er et under,
siger en gl. inder

Reolroulette 6

"Jeg har fået min ordre," sagde Winkler.
  "Ja, I tyskere bliver aldrig klogere," svarede kaptajnen. "Det, at I har fået en ordre, betyder det samme for jer som ilatus' vasken hænder. Så mener I, at alt er klaret. Jeres Hitler bliver vist også nødt til at tage et fodbad for at få renset samvittigheden."
  "Var Deres mund, kaptajn!" udbrød Winkler.
  "Ja, sandheden er altid ilde hørt, derfor går Göbbels altid i en stor bue uden om den," svarede kaptajnen.