Deadlinedæmoners rekordoverskridelser

De to tekster, jeg længst har haft liggende i limbo, udkommer nu tilsyneladende, hvilket jo er en virkelig god ting, men også lidt en trist ting, fordi de har været gode at skæve til, når jeg igen og igen ikke har nået mine deadlines, og mine deadlines blive ved med ikke at blive nået af mig: Se, deadlineudstedere (også kaldet deadlinedæmoner) tager også deres skandaløse tid (især de akademiske af slagsen, de har al tid i verden (undtagen når de laver festskrifter (hvilket er en af de få gode grunde, der findes, til at lave festskrifter: de får akademia til at skynde sig))):

Kære Lars Bukdahl,

Jeg vedhæfter din artikel om Vagn Steen, som er blevet oversat til engelsk. Vi håber, at du kan godkende oversættelsen. Vi har enkelte spørgsmål til teksten, som er indsat som kommentarer. Derudover mangler der en litteraturliste, som vi vil bede dig om at tilføje. Jeg vedhæfter forlagets stylesheet, hvor retningslinierne for litteraturlisten er beskrevet.

Manuskriptet til A Cultural History of the Avant-Garde in the Nordic Countries 1950-1975 er stort set klart til at blive sendt videre til sproglig revision, så vi vil bede dig om at svare hurtigt, meget gerne inden for en uge.

Kære bidragydere,

Det er mig en stor glæde at meddele, at vi nu sætter gang i produktionen af bogen om Morti Vizki. Udgivelsen er berammet til oktober måned, lige inden bogmessen i Bella Center den 7.-9. november, og jeg håber, at vi sammen vil kunne præsentere den ved et arrangement der.

Deadline-klynk-meta hjælper virkelig ikke

Jeg skriver samtidig med denne blogpost og nærmest bogstaveligt talt, blok og pen ligger på mine knæ, et postkort til i aftens Litterære Hypnose i Svendborg om at befinde sig mellem deadlines, fordi det gør jeg i sjælden clusterfucking grad, men det hjælper sgu da ikke at skrive om det hverken her eller dér, og her jo fordi der også hver dag er deadline på at skrive mindst to blogposter, og jeg er bange for, at det ikke bliver til flere i dag, og hvem gider læse denne, én ting er klynk, en anden ting er deadline-klynk, en tredje og helt utilgivelig ting, erkender jeg nu, men sletter ikke blogposten, for jeg har ikke tid og slet ikke hjernekraft til at skrive og finde på en anden, er meta-deadline-klynk, uoverskueligt overfladisk beklager jeg.

Hvad skældte min mor mig ud for

i mine drømme i nat? Jeg kan ikke huske det, men det forekommer mig ekstra urimeligt, når jeg i aftes omsider fik uddrevet en førende deadlinedæmon, ikke at jeg fik lavet det, jeg skal lave, men dæmonen blev venligt sparket ud af den labyrint i min bevidsthed, hvor den havde holdt sig skjult og udsendte sin endeløse, lige så passiviserende som uudholdelige hyletone, og helt frem i lyset, hvor den med en let syden opløstes, så kun opgaven var til at få øje og forholde sig til som noget, der med stille og rolig stress bare skal og frem for alt kan laves cirka nu og for en kort, effektiv tid overdøve de øvrige, små og store, gamle og tudsegamle deadlinedæmoner - og akkurat derfor var det så fandens upædagogisk af min mor at skælde mig ud, hvad hun nu end skældte mig ud for, men som regel handler det om deadlines, som hun som en selvfølge altid overholdt.

TEKSTKREDITORER (hvorfor er det ikke bare PENGE jeg skylder?)!

2 stensikkert og med god ret dybt utålmodige og afpissede rykkermails står og lyser UÅBNEDE i min digitale postkasse; "Timeglasset" er emnet på den ene (der allerede er fra i går!), "Tekst? TEKST?" på den anden ... !

Og nu, nu, NU - dvs liiiiiiiiiiiige efter jeg har afsluttet denne blogpost (jeg skal altid lige først have afsluttet en blogpost ...) åbner jeg dem, mailsene, og synger i kor med mig selv min stadig mere desperate sang fra de arme, arme lande, om hvilke de varme ænder på Skt. Jørgens Sø drømmer ØRKESLØST!

Frivillig deadlinedæmoni & ufrivillige deadlinedæmoner

Det er ikke det samme som at skylde venner penge, men det er meget den samme dæmoni og dæmonisering, der sættes i gang, når jeg skylder gode bekendte tekst; det dæmoniserer forholdet på den effektive måde, at det er det første, jeg tænker på, når jeg møder dem (hvilket jeg hysterisk ikke kan holde kæft med: davdavduskalnokfådentekstligeomligeomlidt), og det første, jeg tænker på, når jeg tænker på dem!

Jeg skylder vildt akut Kamilla Löfström (som antologiredaktør) en tekst om Morti Vizki, som jeg sidst lovede afleveret senest fredag, den bør så meget blive færdig i dag (eller i morgen...) -

Jeg skylder mildt akut Tue Andersen Nexø (som ekstern monografiredaktør) et kapitel af Hans Otto Jørgensen-monografi, som jeg sidst lovede afleveret "sidst i oktober", hvilket det vel stadig i en vis forstand er, og det kunne godt risikere at blive færdigt sidst i november, hvilket i en vis forstand stadig er sidst i oktober ...

Jeg skylder på 3. år et skærsildsagtigt sted hinsides akut Simon Pasternak (som redaktør på Gyldendal), der i mellemtiden har skrevet 1 hel krimimursten (halvt), en monografi om Per Højholt, som jeg hele tiden lover færdig lige om lidt, og er det fuldtsændig umuligt at forestille sig, at jeg skriver den færdig i december?

Sammen med de 2-3 digtbøger, jeg skylder en meget nær ven, poesien!?

Jeg skylder endnu ikke Anne-Marie Mai (som antologiredaktør) en artikel om generationer og velfærdsstat eller hvad det nu er, men det gør jeg lige om lidt, efter en en dato i december, jeg nægter at tjekke lige nu.

Og jeg ved godt, at jeg skriver dette for, at Kamilla og Tue og Simon og poesien og Anne-Marie skal tænke: Nåh, hvor er det synd for Lars, at han er en idiot, der siger ja til alt for meget og ingen orden har på sine deadlines, nåh, nåh, nåh, inden de venligt rykker igen og igen og igen, for det har de at gøre - det værste er, når der slet ikke bliver rykket (og fx burde Tue for længst have rykket, har han omsider opgivet mig? det må han ikke!).

Og jeg ved godt, at det, ligesom når venner skylder dig penge, ikke er lige så slemt, når det er gode bekendte, der skylder dig tekst, hvis altså bare de kan holde kæft med det, når de står dér foran dig, jeg er for fanden også redaktør, hvilket ikke hjælper en disse på miseren, tværtimod, og se, deadlinedæmoner, nu har jeg igen spildt kostbar tid på en besværgende meta-blogpost, i stedet for at klø på som en god dreng!