STORMSKADER!!

JEG ER IKKE FÆRDIG! JEG HAR OMTRENT TRE TIMERS ØVRE OG ØVERSTE, HVID VÆGFLADE TILBAGE OG NÆSTEN KUN PETER & PING'ER AT GØRE GODT MED, MEN DEM HAR JEG TIL GENGÆLD RIGTIG MANGE AF, MEN DER ER JO INGEN MENING I AT PLASTRE VÆGTOPPEN TIL MED LUTTER P&P, SÅ JEG BLIVER NØDT TIL AT UDPRINTE NOGET EKSTRA FRA SAMLE-CD-ROM'ERNE, MEN FARVEPATRONEN ER STADIG FUCKED, LIGE SÅ SNART DER ER EN SMULE SKRAVERING GÅR DEN HELT I VIOLET, SÅ`JEG MÅ VENTE TIL, JEG KAN KØBE EN NY I MORGEN, MEN SÅ HAR JEG OGSÅ VIRKELIG TRAVLT, NÅR MUSEUM OG UDSTILLING ÅBNER ONSDAG, OG FORDI FREDAG ER ST. BEDEDAG, ER MANDAG RENT AVISMÆSSIGT TIRSDAG, HAR JEG LIGE FATTET, SÅ DEN STRESSFAKTOR ER OGSÅ MED I EN SIDEVOGN PÅ DØDSDROMEN, OG MINE TOMMELFINGERLED VÆRKER, OG MINE LÅRBASSER SMERTER RADIKALT, FORDI JEG HAR SIDDET PÅ HUG OG MAST ELEFANTSNOT PÅ TEGNINGER OG MAST TEGNINGER PÅ VÆGGEN, HUMORISTISKE ARBEJDSSKADER ER VIRKELIG IKKE SJOVE.

3 postkort akkurat på deadline

Mellem deadlines 15/4 2012

Kære Blendstrup

Jeg befinder mig som sædvanlig og som altid mellem deadlines, og hvis nogen har spekuleret over, hvordan deadlines ser ud, så kan jeg sige så lidt som, at ingen to dødslinjer ligner hinanden, men de er allesammen lige blodigt morderisk gyseligt skrækkeligt gotisk tænderskærende trælse. Og fx er der én lige for an mig her, der på overfladen uskyldigt ligner sådan en rigtig Matador-rar. rød-og-hvid grænsebom. Den er ud, som om den er lavet blødt skumgummi på Nordisk Films hobbyværksted, men i realiteten er den lavet af groft værnemager-beton, Klitgaard & Sønner you know, og slår hårdt som ... Ja, det er det virkelig nederdrægtige ved den, den er en metafor på sig selv, den slår hårdt, som en grænsebom slår hårdt på en flygtning. Ikke fordi jeg vil sammenligne mig med en flygtning, men det er så også meningen, at jeg ikke vil; jeg skal skamme mig over, at jeg jamrer over, at en grænsebom smadrer ned i min vigende hårgrænse, selvom jeg bare er en skide litterat, der ikke kan finde ud af at organisere sin tid og sin kalender, og derfor ikke overraskende er komme karambolage - det ord bruger man for lidt - med deadlinen på en artikel om Danmarks poetiske oldtidsminder, Rifbjerg, Nordbrandt, Thomsen, til Dansklærerforeningens blad. Og hvordan, tilskriger jeg dig, kan det være, at skylden er tonstungere, desto gratisere, jeg arbejder som en dødning?

hilsen Bukdahl

Mellem deadlines 16/4 2012 

Kære Blendstrup

Det lykkedes mig at undslippe grænsebom-deadlinen mod et åbenlyst forlorent løfte om at være færdige om lige 27 1/2 time mere - blot for at løbe ind i en deadline som en elefantsnabel, en hjemløs elefantsnabel, der ikke er lyserød, men snarere militærfarvet, men som ikke slår og er aggressiv som grænsebom-deadlinen. Den vil bare finde et hoved at fastgøre sig til som sit nye elefanthoved, og den slags deadlines er i virkeligheden de farligste. fordi de i virkeligheden slet ikke er interesseret i at blive nået, dvs. truttet i og smidt til siden jo, de vil helst bare blive siddende til evig tid, lykkeligt nagende og uopfyldte. Så det gælder om aldrig at give dem en næsespids, og da slet ikke en panderynken, for de elsker at agere skuffede enhjørningehorn. Man skal ryste sit hoved af dem, skal man, som når man øver sig i at takke nej til ridderkorset, nejtiktaknejtiktaknejtiktak.. Militærgrønne løselefantsnabeldeadlines vil typisk være deadlines til akademiske samleværker, som nemlig ingengang stoppe forfølgelsen, når artiklen om den gule tøjes symbolværdi i Jørgens Leths Tour-reportager - den betyder skiftevis påskebryg og skinsyge - er afleveret, for det er jo ikke som om, bogen derfor udkommer. Snablen slår så bare en knude på sig selv og hopper op på ens hoved og springer op og falder ned permanent. Vig bort!

hilsen Bukdahl

Mellem deadlines 17/4 2012

Kære Blendstrup

Jeg står ansigt til ansigt med den allergrummeste deadline af alle, fordi den hyppigste og uundgåeligste, avisdeadlinen. Der er et stumpt instrument, et fuldstændig uspecificeret stumpt instrument, ligesom i begyndelsen af en kriminalroman, men her får man bare aldrig opklaret, hvad det er for et stumpt instrumentt, det forbliver anonymt og abstrakt stumpt og dumt og grumt, men aldrig stumt uden p: det kommanderer i vilden sky meget, meget, meget specifikt.. Og det er hver uge et nyt stumpt instrument, eller rettere flere, hvis sande identitet aldrig bliver afsløret. Jeg flygter omsider med instrumentet lige i hælene. JEG ER FRI! Men ak nej, her står jeg på Svendborg Bibliotek foran en ny deadline i from af min neanderthalsk behårede, gamle ven. Jeg rækker dig min hånd og ved, at det er deadline for Litterær Hypnose!

(hvem er det der banker / / / det er vores tanker)

Arkivering er mit strikketøj

- og Young Blogdahl er decembers halsedisse -

jeg er lidt foruroliget over, hvor HYGGELIGT, jeg har det med at fiske WA-blogposter frem fra internettets fortid og omhyggeligt placere dem i kronologisk rækkefølge i Young Blogdahl 2008-2009, og nu er jeg snart ved vejs ende, bortset fra at der er en hel del poster, som jeg kun har været i stand til at redde titlen eller begyndelsen på, plus, er jeg sikker på, lige så mange, som jeg slet ikke har fået glimt af, der er nogle dæmoniske tidshuller mellem de enkelte net-snapshot, der skjuler flere post-sekvenser, og jeg er bange for, at det ikke bare er et overspring fra aktiv, deadlinedikteret skrivning, men også fra primær ordnen, af afsluttede tekster og notationer, men især fremtidige, deadlinedeterminerende papirer, hvoraf flere allerede er overskredet, altså deadlinene, inden de er blevet ordnet, og det er derfor det er så HYGGELIGT at pusle med Young Blogdahl, og så UHYGGELIGT, at jeg lige om lige om lidt er færdig, og i går faldt jeg pludselig over en hel bunke glemte, ikke før opgravede poster med fællestitlen og -indholdet NY poesi (oversatte digte fra digtbøger købt i New York), og sikke et HYGGELIGT gensyn!

(skrevet (færdig) på fremmed computer i Aarhus, fordi min egen nægter at gå på nettet)

At læse korrektur på sin glemsel

Mærkeligt med lakunerne mellem nedskrivning og publikation, i samme øjeblik, jeg har afsluttet denne blogpost, er den med et klik ude på nettet; de anmeldelser, jeg skriver mandag-onsdag, er i avisen fredag. Og så ankommer pludselig en pdf-korrektur på en tekst, der hedder"Suprematistman på ingen eventyr", som jeg angiveligt har skrevet til det århusianske, kunsthistoriske tidsskrift Passepartout, men som jeg ingen umiddelbar, aktiv erindring har om; i teksten henviser det jeg, som jeg må acceptere er mig, til et besøg i Venedig "denne påske", og den påske ligger to et halvt år tilbage i tiden, så det må være mindst to år siden, jeg har skrevet teksten efter med garanti indtil flere overskridelser af deadline. Endnu længere tid siden er det, jeg skrev den minimalmarathon-læsning af Helle Helles forfatterskab, som jeg har en anderledes akut bevidsthed om og flere gange har henvist til og citeret fra her på bloggen, og det ser rent faktisk ud som om, at Syddansk Universitetsforlag og Samleren udgiver HH-antologien, artiklen blev skrevet til, sidst i november, ca. samtidig med Hvedekorn 4, 2011, som jeg også netop har modtaget pdf-korrektur på og som jeg afleverede manus til for tre uger siden; det er derfor, siger jeg bare, at jeg har lidt svært ved at have respekt for akademiske deadlines (undtagen Anne-Marie Mais!)

Mailemneparanoia

Hvilke af disse mailemner giver MINDST lyst til at åbne mailen:

Re: HUSKDETNU!

MENS vi venter på Godot

Flisning i efterårsferien uge 42

Re: Deadline Laugesen osv

Englelig morgen (som optakt kun til djævelsk eftermiddag)

3 anmeldelser på ugen/dagen (Sternberg, Gerd Laugesen, Lolita - som Inf.s bogtillæg alle har misset, hæ) og 1 bestillingstekst (receptdigt til København læser!) skrevet og afleveret tre dage før deadline, glorie som speedwaybane for hvid tornado!

Men, men, men så venter - tordenskyer i dødsdrom - 1½ år, mindst!, forsinket tekst til Morti Vizki-antologi og 4-5 måneder, mindst!, forsinket (transskription af) Papa Laugesen-interview til Céline-dramabog, al selvhelgenkåring er så forbandet midlertidig, ikke engang daglang!

Frivillig deadlinedæmoni & ufrivillige deadlinedæmoner

Det er ikke det samme som at skylde venner penge, men det er meget den samme dæmoni og dæmonisering, der sættes i gang, når jeg skylder gode bekendte tekst; det dæmoniserer forholdet på den effektive måde, at det er det første, jeg tænker på, når jeg møder dem (hvilket jeg hysterisk ikke kan holde kæft med: davdavduskalnokfådentekstligeomligeomlidt), og det første, jeg tænker på, når jeg tænker på dem!

Jeg skylder vildt akut Kamilla Löfström (som antologiredaktør) en tekst om Morti Vizki, som jeg sidst lovede afleveret senest fredag, den bør så meget blive færdig i dag (eller i morgen...) -

Jeg skylder mildt akut Tue Andersen Nexø (som ekstern monografiredaktør) et kapitel af Hans Otto Jørgensen-monografi, som jeg sidst lovede afleveret "sidst i oktober", hvilket det vel stadig i en vis forstand er, og det kunne godt risikere at blive færdigt sidst i november, hvilket i en vis forstand stadig er sidst i oktober ...

Jeg skylder på 3. år et skærsildsagtigt sted hinsides akut Simon Pasternak (som redaktør på Gyldendal), der i mellemtiden har skrevet 1 hel krimimursten (halvt), en monografi om Per Højholt, som jeg hele tiden lover færdig lige om lidt, og er det fuldtsændig umuligt at forestille sig, at jeg skriver den færdig i december?

Sammen med de 2-3 digtbøger, jeg skylder en meget nær ven, poesien!?

Jeg skylder endnu ikke Anne-Marie Mai (som antologiredaktør) en artikel om generationer og velfærdsstat eller hvad det nu er, men det gør jeg lige om lidt, efter en en dato i december, jeg nægter at tjekke lige nu.

Og jeg ved godt, at jeg skriver dette for, at Kamilla og Tue og Simon og poesien og Anne-Marie skal tænke: Nåh, hvor er det synd for Lars, at han er en idiot, der siger ja til alt for meget og ingen orden har på sine deadlines, nåh, nåh, nåh, inden de venligt rykker igen og igen og igen, for det har de at gøre - det værste er, når der slet ikke bliver rykket (og fx burde Tue for længst have rykket, har han omsider opgivet mig? det må han ikke!).

Og jeg ved godt, at det, ligesom når venner skylder dig penge, ikke er lige så slemt, når det er gode bekendte, der skylder dig tekst, hvis altså bare de kan holde kæft med det, når de står dér foran dig, jeg er for fanden også redaktør, hvilket ikke hjælper en disse på miseren, tværtimod, og se, deadlinedæmoner, nu har jeg igen spildt kostbar tid på en besværgende meta-blogpost, i stedet for at klø på som en god dreng!