søndag den 31. januar 2021

Cecilie takker sit modersmål

Cecilie Lind, som jeg er umådelig stolt over at være kæreste med, har forrygende fortjent modtaget Modersmål-Prisen 2020 - her er hendes uoplæste takketale (trykt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 4, 2020):

Tak. 

Tak for prisen for mit sprog.

Et modersmål.

Mit søvnløse sprog, lige nu, min datter; hendes sprog: gråden. 

Min søn der har lært sætningernes logik - et ord er et ord - men to ord! To ord er magt.

Ud! 

Ud. Nej ud. 

Mælk, ja, ja mælk.

Mor far far mor (en sang).

Bo betyder

bolle

betyder

bog

betyder 

båd.

Når drengen, min søn, Samuel, når han er sulten, og beder om bo! - en bolle - glemmer han hurtigt sin sult igen for nu vil han lege med 

bo!

Sin båd

men så vil han ikke lege, så vil han læse

en bo!

en bog. 

Samuel betyder 

Gud har hørt

det håber jeg - han har

jeg har brug for en Gud - jeg har brug for at gud lytter.

Det her år, åh. Det her år der lyder så smukt.

Det her år der er et ekko.

Hedvig, Hedvig hedder min datter, jeg fødte hende med maske på - hvis jeg var syg - 

hendes navn betyder strid, kamp. 

Hun er så mild. 

Hun bliver stærk og mild. Han bliver stærk og mild. Jeg kan kun skrive denne tak med moderhjertet, det er det hjerte jeg har til rådighed, den tak jeg har at give; jeg er så træt, jeg elsker så højt, jeg frygter så meget, ængstes så voldsomt, håber så stærkt 

at fremtiden er til at bære 

for de nye mennesker.

At de lærer et nænsomt sprog, et sprog der er klogt. 

At de lærer digtenes sprog, at sætningerne kan slå sig og slå sig i stykker på tunger der ønsker at tale smukt og kærligt. 

Ikke at ville sige 

død 

smerte

undergang

gerne ville sige

kærlighed

omsorg

lys

men jeg ved ikke hvad vi kan sige. For at passe på. Jeg ved ikke hvordan vi siger træ uden at græde over at træet snart vil fældes, en tåre, tusind, jeg siger jer, jeg græder dem.

Jeg ville gerne skrive

gråd

Jeg ville gerne skrive 

kærlighed 

jeg ville gerne skrive

helbredelse

jeg ville gerne skrive mit barn og mit barn

nej

sige det

dem

min krop har sagt børnene 

min krop har sagt dem

som bøn og tak.

Og hvad sagde jeg med min tunge til min unge jordemoder imens hun hjalp pigen til verden,

ti stille, åh så ti dog stille.

Og hun tav.

Så kom Skriget.

Pigens.

En tunge er en muskel - hvor er det ækelt og godt.

Hvor er den ædel og våd.

Ikke et våben.

En blød blød klud.

Sådan gør jeg rent:

jeg kan ikke sige tak og ikke tænke kat. Ord vil spejle sig. 

De er forfængelige.

Prinsesserne siger 

jeg dåner 

heksene siger

hekselatter

en frø siger kvæk, siger jeg til Samuel og Hedvig. 

Siger jeg til jer; kvæk og tak og tak og kvæk.

Min replik er denne;

trøst,

tørst. 

vin,

hvin.

Som sagt, jeg er træt.

Som sagt, jeg er digter.

I sagde det. Det siger jeg tak for. Jeg siger tak til min mor og min far. For de lærte mig mit sprog. Jeg siger tak til mit sprog. For jeg kan elske og hade det.

Jeg kan elske og hade med det.

Helst elske.

Helst kærligheden. 

Jeg kan lære mine børn mit sprog. Så bliver det deres.

Det bliver et eje, et øje. På godt og ondt.

Helst børnene, tungen, træet, spejlet;

hvor er Gud dog dug. 

Hvor er tak dog kat.

Træ dog ært.

Prinsesserne ligger på dem.

Prinsesserne bliver gule og blå.

Symboler er også vold. 

Sprog kan gøre ondt. 

dem

med 

døm

mød

syl

lys

min søn griner og griner og griner;

jeg tager en pude på hovedet og jeg siger: 

Hat!

Jeg tager en bamse på hovedet og jeg siger:

Hat!

Min søn griner og griner og griner.

Det er og ikke er. Hvor er det sjovt!

Hvor vakte det rædsel og fryd og uro i mig da jeg læste Peter Bichsels bog Børnehistorier - som barn, i den ene historie; så hed alt noget andet end det det hed, så hed hylde ovn og stol hed frakke og sol hed kys, noget i den stil, alt skred, sproget var ondt og godt og gjorde. Det var en rædsel for mig, at se opløsningen, bare ved at kalde noget for noget andet.

Gå i stykker. Opstå.

Hvilken magt. Hvordan bruge den magt? Hvordan tale?

Tak til min onkel der gav mig den bog. Tak til alle onkler der giver deres niecer de rigtige bøger. Tak til de rigtige bøger for at være skrevet, og tak tak tak til dem der skrev dem.

Tak til digtene. De findes jo. Jeg kan læse dem. For evigt.

Det hele er alvorligt. Alt lyser. 

Ribs, savl, mælken.

Dagenes ende, den lykke. 

Tak fordi I gider takke sproget.

Det skal nok bukke og neje. Det er pænt. Det er 

opdraget. 

Behersket.

Lige til at gå i rette med.

Til at bruge. Til at bøje sig for. 

For hvad ellers?

Min datters hjertetunge.

Mit modersmål er dansk; hvad kan jeg sige om det?

Det vigtigste er at kærlighed er et længere ord end had. 

Det husker jeg.

Tak



Digt i 5 fremkaldelser

Som tekst:

   Jeg har ingen hjem
medside med diverse
   oplysninger på

   og min facebook
indskrænker sig til pagi
   nå 7-118 i digt

   samlingen lega
cy hvor også instagram
   kan besigtiges

   og min eneste
twitter: jeg slår en skid - jeg
   har ændret verden

I bog, side 146:













 

På Twitter:


















På Instagram:



























På Facebook:

















lørdag den 30. januar 2021

Frostglæde

Jeg skriver om Lars Frosts skarpe, inderlige daginstitutionsnovelle i bunkeanmeldelse om velfærdslitteratur i fredagens WA Bøger - på jagt efter børrnebøger i reolen faldt min søn over Arena-dottirs Leporello-bibliotek fra 2009, det er bøger, der vildt kan viftes vildt flagrende med, en af dem er et ordknapt, fint vrængende og anti-vrængende (delvist readymade))fragmentarium af Lars Frost (med tegninger på bagsiden af Rose Eken), vel hans mest Lars Skinnebachske tekst, jeg citerer den her, bare lige for at vise rækkevidden i den gode Lars' djævelske talent, mens vi venter på hvad dog af genstridigt er next (jeg skipper opsætnings-forskydningerne, men markerer sidetal):

1
Det er modbydeligt at
se på

Du har ikke sagt så meget i dag

Nationalstaten og ægteskabets
økonomiske fordele

Alt stod forklaret på etiketten

2
Er de onde ved dig

3
Man må beundre
denne udstillers evne
til at parre sig frem til
en uhørt perfektion

Vi havde snaps, fedt og sild

Hun ligner sin søster

4
Den oplevelse kunne
jeg godt have
undværet

Vi havde et træ fuld af Ingrid
Marie

Blå

5
Den herre har derimod
ikke styr på noget som
helst

"Holdbarhedsdatoen er trykt på
bagsiden"

En knust rude er ikke verdens
undergang

6
"Har du fundet en at
holde af"

Den drøm kunne jeg godt have
været foruden

En smule nøgen

7
Man kan måske sige
det gør livet lettere

Det vandskurede gulv er glat

8
Det er egentlig ikke et
spørgsmål

Hun gjorde ting, hun aldrig selv
kunne have fundet på

På blindecentralen stod endnu et læs bånd
med valgmateriale og ventede

9
Væsentlighedskriteriet

"Du har aldrig manglet
kærlighed"

Orange

10
Forbrugerens garanti
for en ensartet
kvalitet

Det er derfor, hun er så nærig
med den

11
"Må jeg bede om
regningen"

Det er ikke et spørgsmål










Fragmenteret fragmentarium

torsdag den 28. januar 2021

Kritikernote - PB/ML 89

Poul Borums anmeldernotater til sin Ekstra Bladet-anmeldelse af Marianne Larsens En skønne dag, 1989:

ML 1951 og 1989 og 2021

Stort tillykke til uforlignelige og mageløse og utrolige Marianne Larsen, der fyldte 70 onsdag den 27. januar, med et digt fra den første bog jeg anmeldte, En skønne dag  og et fra den seneste, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, der udkom i går og som jeg anmelder i morgen:

1989:

Hun kan ikke få øjnene fra sine hænder.
Der er noget ved menneskehænder. hen over tyndt
papir. Dataudskrifter i enkelt design. Der ligger de og er
ovenpå, hænderne. Hun tyder det selvfølgelige ved deres
vægt. Årstidernes mønstre på den ene side. Mysterierne
på den anden. Hen over tyndt papir. Der er noget ved
menneskehænder.. Nu flyver de op.

2021

LIGE FORAN I MORGENS FØRSTE HIMMEL

Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
Når jeg ikke ville ses af nogen. Når jeg ikke kunne se nogen for mig,
heller ikke mig selv her mange år efter.
Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
På hug på gulvet, før alle de unge eksaminer i at klare sig selv
og aldrig vide sig sikker.
Hænderne husker hvordan det var, at gnide ansigtet i håndfladernes
skæbnelinjer og livslinjer og hjertelinjer uden at finde deres lige
i kindernes glatte fløjlsagtige varme.
- Kan du mærke det? spørger jeg og stryger dig over panden.













Lars Gundersens ML-portræt bag på Giv bare kærligheden skylden, også 1989, og gad vide om jeg ikke også (bunk)anmeldte den?

Aldre dalrer

Jeg (født 1968)

hører Lou Reed (født 1942 - ligesom min mor) og

læser Marianne Larsen (født 1951, for i går 70 år siden - Lou og min mor ville have fyldt 80 næste år, og lyslevende Peter Laugesen og Kirsten Thorup og Bob Dylan vil fylde 80, hvor mærkeligt) og

leger med Hedvig (født 2020, som fylder 80 i 2100, hvor jeg fylder 132 og Marianne Larsen 150 og PL og KT OG BD 159)

tirsdag den 19. januar 2021

Andy spørger Dolly 75 i dag

(glemte at poste på dagen!)

Fra interview i i Warhols blad Interview med Warhols faste spørgsmål, 2014:

WARHOL: What’s the craziest thing a fan has sent you?

PARTON: A baby, a real live baby. Someone left a baby on our front doorstep with a note that they wanted us to raise it. Of course, we contacted the authorities and they took care of the baby.

søndag den 17. januar 2021

Det Emily siger om smagshierarkier

- Nussbaum! - i en New Yorker-tekst om Sex and the City fra 2013, men apropos alt muligt fra Dickens til Helle, men ikke mindst Dickens og Helle! :

"So why is the show so often portrayed as a set of empty, static cartoons, an embarrassment to womankind? It’s a classic misunderstanding, I think, stemming from an unexamined hierarchy: the assumption that anything stylized (or formulaic, or pleasurable, or funny, or feminine, or explicit about sex rather than about violence, or made collaboratively) must be inferior. Certainly, the show’s formula was strict: usually four plots—two deep, two shallow—linked by Carrie’s voice-over. The B plots generally involved one of the non-Carrie women getting laid; these slapstick sequences were crucial to the show’s rude rhythms, interjecting energy and rupturing anything sentimental. (It’s one reason those bowdlerized reruns on E! are such a crime: with the literal and figurative fucks edited out, the show is a rom-com.)"

lørdag den 16. januar 2021

OK nomineringsoverlapninger

mellem Montanapris og Politikens Litteraturpris med mine alternative nomineringsliste til hvilken som helst Litteraturpris (undtagen Beten) - mest eklatante ikke-ovelapninger må være Thorup og Grønfeldt og Andkjær

1. Solvej Balle: Om udregning af omfang I
2. Solvej Balle: Om udregning af rumfang II MONTANA-NOMINERET BÅDE I og II
3. Vibeke Grønfeldt: Glasluft
4. Ida Marie Hede: Suget BÅDE MONTANA- OG POLITIKEN-NOMINERET
5: Hans Otto Jørgensen: Dead man walking / Mamrelund BÅDE MONTANA- OG POLITIKEN-NOMINERET
6. Ursula Andkjær Olsen: Mit smykkeskrin
7. Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen (I) POLITIKEN-NOMINERET (AON har vundet Montana)
8. Niviaq Rasmussen: Blomsterdalen BÅDE MONTANA- OG POLITIKEN-NOMINERET
9. Anna Riedder: Hindebæger
10. Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden WA-NOMINERET

Acceptable alternativer 1-10

1. Emilio Alvarez (Peter Højrup): Rejsen til Asturien
2. Kristian Byskov: Græsset
3. Lars Frost: Havet
4. Ida Holmegaard: Look POLITIKEN-NOMINERET
5. Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara
6. Peter Laugesen: Vadehave
7. Svend Åge Madsen: Fremtidsspejl WA-NOMINERET
8.  Olga Ravn: Mit arbejde POLITIKEN-NOMINERET
9. Amalie Smith: Thread Ripper
10. Malte Tellerup: Hedeselskabet

Katastrofekortromanen

Første gang Katrine Marie Guldager skrev om sin far og hans forsvinding (han døde i togkatatstrofen i Sorø 1988) var - skjult -  debutdigtsamlingen Dagene skifter hænder, 1994 (se gengivelsen f min anmeldelse af Lysgrænsen i blogpost nedenfor), anden gang var - direkte (men forblommet om tiden efter) - i "psykoanalysen"/"selvbiografien"Lysgrænsen, 2007, fjerde gang var - direkte om alt - i den nye "roman" Det samme og noget helt andet. Tredje gang var i en lille firkantsuite, "Efter katatrofen I-IV", der nu lader sig læse som synopsis til og opsummering af den store roman på ret meget en prik, i comeback-digtsamlingen Et sted i verden, 2014:

"EFTER KATASTROFEN I

Efter katastrofen var der nogen, der ville skubbe dig væk, nogen, der sagde: Dette er vores katastrofe, dette er vores smerte: SÅ mærkeligt at lsø om det: Resterne af en død mand. En død mand, hvis fortrolighed stadig gør dit øre rødt, en mand, der døde to gange. For var alting bedre før katastrofen? Er katastrofen ikke en konstruktion? De bøjer hovedet frem og siger, at de skan elskede din far.

EFTER KATASTROFEN II

Efter katastrofen hang du i luften som en edderkop uden sit spind. Men du lærte ensomheden at kende, helt indkapslet, du blev fortrolig med mørket. Eller blev du bare mere bange? Bjerg massivets stilhed, hajens bløde bug, fjeren, der ligger på terrassen som et tegn. Men før katastrofen var alting ikke bedre, indvender jeg.

EFTER KATASTROFEN III

Efter katastrofen måtte du konstatere, at sorgen lngsomt tilintetgjorde dig, fordi du ikke kendte dens mange navne, dens besynderlige bid. Den nød faktisk t sætte tænderne i din uskyld, dit bløde kød, dine trapper. Og du skreg ikke engang, du forsvarede dig ikke, du tænkte bare: Jeg har det lidt varmt. Er jeg den eneste her, der har det lidt varmt?

EFTER KATASTROFEN IV

Efter katastrofen var der så mange, der gerne ville hjælpe, men selvfølgelig ikke på den måde du havde brug for. Ingen ville hjælpe dig med at hive dét slør fra dine øjne. Efter katastrofen var der noget, der var blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne vende tilbage til. Efter katastrofen var der ikke noget at vende tilbage til. Men det var der heller ikke før.

torsdag den 14. januar 2021

Giraffen ser giraffen

Her Guldagers giraf-opslag fra Brøndums Encyklopædi, jo et tidligt link til hendes opvækst i Afrika også (hvor hun rent faktisk så giraffen):

"GIRAF
Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældigt fornøjet ud, den så vældigt fornøjet ud mens den stod og svingede ofg svajede på sien skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom."


søndag den 10. januar 2021

Elefanten i rummet i close-up

Samme år, 1994, hun debuterede med Dagene skifter hænder, bidrog Katrine Marie Guldager til Brøndums Encyklopædi med definitioner af Elefant, Giraf, Labyrint, Løve, Sekund, Tiger, Time, År., en smuk lille, værk(dobbelt)klynge i sin egen ret. Teksten om Elefant siger så elefantisk meget om Guldager, dengang og nu ,og om den gamle og nye bog og erindringsvirksomhed:

"En elefant glemmer aldrig. En elefant glemmer simpelthen ikke for 5 flade ører noget som helst, den husker det hele, alt, kort og godt, og så kan den være farlig, meget farlig og forbandet stædig, stædig, hvis man f.eks. kommer kørende ude på savannen, og årstallet er ligegyldigt, helt ligegyldigt ude på savannen, og dér kommer man kørende, dér kommer man kørende med hjul og motor og det hele, og dér står elefanten, dér står elefanten og er skidestædig, stædig, og den har fundet ud af at man ikke skal videre, man skal overhovedet ikke videre, ikke bare en enkelt millimeter længere frem, det er derfor den har lagt sig på vejen, lagt og smidt sig på vejen, som et kæmpe bjerg af hukommelse, ting den kan huske, huske fuldstændig på rygraden og ud og ind gennem huden, ud og ind gennem rigtig mange kvadratmeter tyk hud, tyk tyk hud, der er pladret til med mudder, mudder den ligger og ruller rundt i, ruller rundt i, som om det er for sjov, for sjov at den ligger der, ligger der og stritter med sine stødtænder, stritter med dem, lige op i hovedet på en, stritter med dem, mens den ligger og ruller rundt, ruller rundt så tungt, så satans tungt, tungt så jorden vibrerer når den går, hvis den går, hvis den ikke bliver liggende, hvis den ikke bare bliver liggende, sammen med alt muligt andet, man ikke kan komme i tanke om, eller huske.

(sikke skøn sand tekst at indtaste!)


lørdag den 9. januar 2021

At tale udenom

"At tale indenom" kalder jeg min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Det samme og noget helt andet i WA Bøger (redaktionen tilføjede "Kunsten at"), og det henviser selvfølgelig til Guldagers første, helt umulige erindringsværk Lysgrænsen, her er min grundigt forfjamskede og forfjamsket grundige anmeldelse af den (og gid min anmeldelse af den nye bog havde måttet være lige så alenlang!):

Freud på Kilimanjaro

Katrine Marie Guldager: Lysgrænsen. 248 sider, 249 kr. Gyldendal.

Lysgrænsen hedder Katrine Marie Guldagers nye bog, og der er ingen grund til - som jeg! - straks at få skræmmende associationer til sektionen for »Psykologi og spiritualitet« i Borgens Efterårskatalog (2006-titler: Sjælehentning, Diamanten i din lomme, Visdom fra Plejaderne, Hvordan er jeg havnet i denne situation?). Guldager har ikke lavet en Peter Høeg! Næsten tværtimod, undertitlen og genrebetegnelsen (?) er En psykoanalyse, og hvis der er noget en psykoanalyse ikke er, så er det spirituel og sværmerisk, den er hårdt arbejde, i Guldagers tilfælde fire dage om ugen i ni år, tavst og talende og evigt ghostbustendedér på briksen.

Men hvordan skal en bog fortælle om eller »afbilde« en psykoanalyse? Guldagers løsning er på samme tid raffineret og enkel (og klodset!): Hun mixer 1:1-erindringer, ja, vel faktisk en hel erindringsroman fra barn til ung til voksen eller rettere fra ung til barn til voksen, med rapporter om analysens forløb og udredninger af psykoanalysens teori, plus kommenterede highlights fra Dantes rejse gennem helvede i Den Guddommelige Komediesom en slags kanonisk korrelat til analysens indre helvedesrejse.

Heller ikke i de ni år, hvor erindret liv og analyse kører parallelt (der er, og måske bevidst, megen kronologisk flimmer i bogen, det vil sige yderst få årstal), har de to spor nogen synderlig kontakt med hinanden (indtilnu har analysen været en hemmelighed for både familie, venner, kolleger og anmeldere): der er livet, som især og mere og mere er rejserne, og så er der analysen, skildringen af hvilken helt konsekvent er tømt for biografisk-anekdotisk-levetanalysestof, i stedet refereres et par (mislykkede) Guldager-tekster (og masser af Dante og teori); for et usikkert og uselvstændigt spor midt imellem er nemlig forfatterskabet, det meget fremragende, tidligt kanoniserede og for to år siden Kritikerprisbelønnede.

Helinger sker af sig selv på rejserne og arbejdsomt i analysen og forfatteriet. Det hele, (rejse)liv, analyse, skrift, går så op i en højere enhed i epilogen, der omsider opgiver en adresse på det skrivende nu, nemlig Cuba, og det imponerende ved Guldagers bog er, at dén højere enhed er man - på trods af al principiel skepsis over for højere enheder - fuldt villig til ikke bare at acceptere, men også celebrere: hun skal helst og frygtelig gerne leve (og skrive!) højt hurra!

Det begynder imidlertid, i den næsten rent erindrende Del I, stik modsat, med den rolige nedtælling til og klarøjede gennemlevning af den dobbelte, uventede katastrofe i samme uge, i foråret 1988, at miste sin bedste veninde, myrdet på gaden i El Salvador, og sin far, dræbt i togulykken ved Sorø. Da går selv den mest hårdføre sjæl i stykker, så det er til at få øje på og (efter en rum tid) gøre noget ved.

Det er imidlertid kun indeni, det tætner til med skår, udenpå er Guldager den samme eventyrlystne solidaritetsarbejder og globetrotter som før og snart også spirende forfatter (cirka midtvejs i hendes Forfatterskoletid påbegynder hun den (helt anderledes) hårde og tidskrævende (og bekostelige!) analyse).

I den lumsk flaksende Del II hører vi om et dæmonisk gensyn med Zambia, hvor Guldager tilbragte en god del af sin barndom. Et virvar af erindringsglimt blitzer ind fra denne både trygt og farligt magiske tid, som brat får ende, både i bogen og virkeligheden, da familien rejser hjem til tvangskollektiviseret, dansk 70'erliv, fulgt op af den pligtskyldige skilsmisse og opsplitning.

Via fortolkningen af en (mislykket) egentekst springer afsnittet frem til tiden før tiden før katastrofen, da gymnasiasten Katrine småsymbiotisk bor hjemme hos sin far; det er/var usundt, fastslår hun, men tegner så det fineste, kærligste portræt af faren. Til slut i Del III tager Guldager på en massivt nedslående rejse til Nordkorea, samtidig synes analysen ikke at komme nogen vegne.

Del III beretter uden kronologisk zigzag om opturen, i livet/rejserne og i analysen. Guldager tager igen-igen til Zambia og oplever et fuldt lykkeligt gensyn, hvis ikke forsoning med landet og barndommen. Og i Cuba tilblinkes hun umådeholdent af senores og danser salsa i det helt store, helt ukomplicerede kvindefællesskab. I analysen får hun sine centrale unoder i sigtekornet, fremfor alt skyldfølelsen, over for alt og alle og ikke mindst faren og hans død.

Del IV er alvorligt analysetung, vi tillades lige netop glimt af Rom og toppen af Kilimanjaro, men ellers er det Alice Miller og Kohut, og de skal komme efter dig på briksen, skal de.

Det er imidlertid også her, et af bogens mest centrale og intrikate momenter indtræffer: da nemlig analysen er kommet til »kernepunkterne«, og Guldager pludselig taler om sig selv i tredje person og refererer/fortolker et af de »fragmenter«, hun uvilligt skriver, og som handler om (alt det kan betyde af »Ødipal angst« og sager), at en pige tilbyder en ledig plads i bussen til sin mor, som afslår, hvorefter pigen selv tager pladsen; klip til billedet af psyken som en afrikansk frem og til kun antydninger (stadig i 3. person) af artige sandheder om familiehistorien, slut, videre... Og sikke dog en central talen udenom!

Guldager vil gerne fortælle historien om den dobbelte katastrofe og historierne om rejsernes ring, men den eneste familiehistorie, hun vil ud med, er den historie om faren, der handler om livet med ham i tiden før ulykken og (arbejdet med) sorgen over ham lige efter (og som er uløseligt knyttet til katastrofe-historien), vi får intet at vide om moren og søsteren og familielivet og skilsmissen og alt det andet konkrete,som de har talt om fire gange om ugen i analysen.

I stedet analyserer Guldager glimrende snusfornuftigt de slette reaktionsmønstre, med Dante blandt andet misundelse og gerrighed, familiehistorien(s aftryk) har afstedkommet, og panorerer fint kritisk over 70ernes løsagtige væremåder i skolen og derhjemme (i kollektivet).

Jeg synes, det er absolut sympatisk med denne blufærdighed på familiehistoriens vegne, men det giver altså læsemæssigtbogen noget af en slagside; Guldager viser sig som en god, solid pædagog, blandt andet via Dante, i rapporterne fra analysen og udredningerne af teorien (en vis skepsis kan hun sørme også præstere), men uden kød på bordet, hvis jeg må være så fri, bliver det hele altså en noget blodfattig affære; det svarer til, hvis Dante blot generelt henviste til de pintes skurkagtighed og samvittighedskvaler og ikke udpenslede hverken ugerninger eller pinsler.

Det er også et spørgsmål om kontrast til den gladere og gladere salsa, og dér forslår analysens ydre, abstrakte besvær altså ikke. Derfor er bogen klart bedst i (og som!) de to første dele, hvor de store gode onde historier - og de små gode gode - dynamisk knopskyder. Men det er så heller ikke den første bog i verdenslitteraturhistorien, der har tabt pusten, som det begyndte at gå bedre for dens protagonist, jeg tror, man kalder det poetisk uretfærdighed.

Og ja, hvad med poeten? Som nævnt optræder forfatteriet i bogen skiftevis som odd man out og analytisk stuntman, som skiftevis havende intet og havende alt med det hele at gøre. Hvilket nærværende jeg, en generationskritiker med Guldager som en af mine største generationshelte, ikke kan undgå at være noget betænkelig ved, samtidig med at jeg skamløst biografistisk bare ikke kan få realoplysninger nok.

Og det er da slående, som Ritter Sport-firkanterne iStyrt, 1995, og Blank, 1996, ligner analysen: stram form om indre raseri! Ligesom det nu er slået fast, at de flyvske digte i debuten Dagene skifter hænder, 1994, ikke er kærlighedsdigte, men digte til faren: »Jeg er en vind/ der fylder dine ansigter/ samler dig som drivtømmer/ på strande/ hvor din skikkelse/ danner et omvendt billede/ af det du har forladt.«

Men ingen af delene gør mig jo klogere på forfatterskabet, og spørgsmålet er, hvor meget rigere rent kunstnerisk Lysgrænsentil gengæld gør forfatterskabet? En pæn del tror jeg, den pæne del nemlig, der ikke er et samvittighedsfuld referat af En psykoanalyse, men en tyst og nøgtern erindringsroman, om en meningsløs sorg, der bliver til at leve med eller i det mindste omgås, og et magisk barndomsland, der bliver til at leve i eller i det mindste besøge: hun haren far i Afrika.

Men hvordan skal en bog fortælle om eller »afbilde« en psykoanalyse? Guldagers løsning er på samme tid raffineret og enkel (og klodset!): Hun mixer 1:1-erindringer, ja, vel faktisk en hel erindringsroman fra barn til ung til voksen eller rettere fra ung til barn til voksen, med rapporter om analysens forløb og udredninger af psykoanalysens teori, plus kommenterede highlights fra Dantes rejse gennem helvede i Den Guddommelige Komediesom en slags kanonisk korrelat til analysens indre helvedesrejse.

Heller ikke i de ni år, hvor erindret liv og analyse kører parallelt (der er, og måske bevidst, megen kronologisk flimmer i bogen, det vil sige yderst få årstal), har de to spor nogen synderlig kontakt med hinanden (indtilnu har analysen været en hemmelighed for både familie, venner, kolleger og anmeldere): der er livet, som især og mere og mere er rejserne, og så er der analysen, skildringen af hvilken helt konsekvent er tømt for biografisk-anekdotisk-levetanalysestof, i stedet refereres et par (mislykkede) Guldager-tekster (og masser af Dante og teori); for et usikkert og uselvstændigt spor midt imellem er nemlig forfatterskabet, det meget fremragende, tidligt kanoniserede og for to år siden Kritikerprisbelønnede.

Helinger sker af sig selv på rejserne og arbejdsomt i analysen og forfatteriet. Det hele, (rejse)liv, analyse, skrift, går så op i en højere enhed i epilogen, der omsider opgiver en adresse på det skrivende nu, nemlig Cuba, og det imponerende ved Guldagers bog er, at dén højere enhed er man - på trods af al principiel skepsis over for højere enheder - fuldt villig til ikke bare at acceptere, men også celebrere: hun skal helst og frygtelig gerne leve (og skrive!) højt hurra!

Det begynder imidlertid, i den næsten rent erindrende Del I, stik modsat, med den rolige nedtælling til og klarøjede gennemlevning af den dobbelte, uventede katastrofe i samme uge, i foråret 1988, at miste sin bedste veninde, myrdet på gaden i El Salvador, og sin far, dræbt i togulykken ved Sorø. Da går selv den mest hårdføre sjæl i stykker, så det er til at få øje på og (efter en rum tid) gøre noget ved.

Det er imidlertid kun indeni, det tætner til med skår, udenpå er Guldager den samme eventyrlystne solidaritetsarbejder og globetrotter som før og snart også spirende forfatter (cirka midtvejs i hendes Forfatterskoletid påbegynder hun den (helt anderledes) hårde og tidskrævende (og bekostelige!) analyse).

I den lumsk flaksende Del II hører vi om et dæmonisk gensyn med Zambia, hvor Guldager tilbragte en god del af sin barndom. Et virvar af erindringsglimt blitzer ind fra denne både trygt og farligt magiske tid, som brat får ende, både i bogen og virkeligheden, da familien rejser hjem til tvangskollektiviseret, dansk 70'erliv, fulgt op af den pligtskyldige skilsmisse og opsplitning.

Via fortolkningen af en (mislykket) egentekst springer afsnittet frem til tiden før tiden før katastrofen, da gymnasiasten Katrine småsymbiotisk bor hjemme hos sin far; det er/var usundt, fastslår hun, men tegner så det fineste, kærligste portræt af faren. Til slut i Del III tager Guldager på en massivt nedslående rejse til Nordkorea, samtidig synes analysen ikke at komme nogen vegne.

Del III beretter uden kronologisk zigzag om opturen, i livet/rejserne og i analysen. Guldager tager igen-igen til Zambia og oplever et fuldt lykkeligt gensyn, hvis ikke forsoning med landet og barndommen. Og i Cuba tilblinkes hun umådeholdent af senores og danser salsa i det helt store, helt ukomplicerede kvindefællesskab. I analysen får hun sine centrale unoder i sigtekornet, fremfor alt skyldfølelsen, over for alt og alle og ikke mindst faren og hans død.

Del IV er alvorligt analysetung, vi tillades lige netop glimt af Rom og toppen af Kilimanjaro, men ellers er det Alice Miller og Kohut, og de skal komme efter dig på briksen, skal de.

Det er imidlertid også her, et af bogens mest centrale og intrikate momenter indtræffer: da nemlig analysen er kommet til »kernepunkterne«, og Guldager pludselig taler om sig selv i tredje person og refererer/fortolker et af de »fragmenter«, hun uvilligt skriver, og som handler om (alt det kan betyde af »Ødipal angst« og sager), at en pige tilbyder en ledig plads i bussen til sin mor, som afslår, hvorefter pigen selv tager pladsen; klip til billedet af psyken som en afrikansk frem og til kun antydninger (stadig i 3. person) af artige sandheder om familiehistorien, slut, videre... Og sikke dog en central talen udenom!

Guldager vil gerne fortælle historien om den dobbelte katastrofe og historierne om rejsernes ring, men den eneste familiehistorie, hun vil ud med, er den historie om faren, der handler om livet med ham i tiden før ulykken og (arbejdet med) sorgen over ham lige efter (og som er uløseligt knyttet til katastrofe-historien), vi får intet at vide om moren og søsteren og familielivet og skilsmissen og alt det andet konkrete,som de har talt om fire gange om ugen i analysen.

I stedet analyserer Guldager glimrende snusfornuftigt de slette reaktionsmønstre, med Dante blandt andet misundelse og gerrighed, familiehistorien(s aftryk) har afstedkommet, og panorerer fint kritisk over 70ernes løsagtige væremåder i skolen og derhjemme (i kollektivet).

Jeg synes, det er absolut sympatisk med denne blufærdighed på familiehistoriens vegne, men det giver altså læsemæssigtbogen noget af en slagside; Guldager viser sig som en god, solid pædagog, blandt andet via Dante, i rapporterne fra analysen og udredningerne af teorien (en vis skepsis kan hun sørme også præstere), men uden kød på bordet, hvis jeg må være så fri, bliver det hele altså en noget blodfattig affære; det svarer til, hvis Dante blot generelt henviste til de pintes skurkagtighed og samvittighedskvaler og ikke udpenslede hverken ugerninger eller pinsler.

Det er også et spørgsmål om kontrast til den gladere og gladere salsa, og dér forslår analysens ydre, abstrakte besvær altså ikke. Derfor er bogen klart bedst i (og som!) de to første dele, hvor de store gode onde historier - og de små gode gode - dynamisk knopskyder. Men det er så heller ikke den første bog i verdenslitteraturhistorien, der har tabt pusten, som det begyndte at gå bedre for dens protagonist, jeg tror, man kalder det poetisk uretfærdighed.

Og ja, hvad med poeten? Som nævnt optræder forfatteriet i bogen skiftevis som odd man out og analytisk stuntman, som skiftevis havende intet og havende alt med det hele at gøre. Hvilket nærværende jeg, en generationskritiker med Guldager som en af mine største generationshelte, ikke kan undgå at være noget betænkelig ved, samtidig med at jeg skamløst biografistisk bare ikke kan få realoplysninger nok.

Og det er da slående, som Ritter Sport-firkanterne iStyrt, 1995, og Blank, 1996, ligner analysen: stram form om indre raseri! Ligesom det nu er slået fast, at de flyvske digte i debuten Dagene skifter hænder, 1994, ikke er kærlighedsdigte, men digte til faren: »Jeg er en vind/ der fylder dine ansigter/ samler dig som drivtømmer/ på strande/ hvor din skikkelse/ danner et omvendt billede/ af det du har forladt.«

Men ingen af delene gør mig jo klogere på forfatterskabet, og spørgsmålet er, hvor meget rigere rent kunstnerisk Lysgrænsentil gengæld gør forfatterskabet? En pæn del tror jeg, den pæne del nemlig, der ikke er et samvittighedsfuld referat af En psykoanalyse, men en tyst og nøgtern erindringsroman, om en meningsløs sorg, der bliver til at leve med eller i det mindste omgås, og et magisk barndomsland, der bliver til at leve i eller i det mindste besøge: hun har en far i Afrika.

tirsdag den 5. januar 2021

Guldagerdebutsvar

Digt fra Katrine Maries Guldagers debutbidrag til Hvedekorn og hendes svar i jubilæumsnummeret (og måske det bedste referat af den nye, tykke roman):

Fra debuten, Hvedekorn 3, 1992:

 

Puslespil. Æbletræ

 

Puslespil og abekatte

tog gennem bjergenes ar

brydes ned og brydes op

linier og vejenes tyngde stiger op

mod intet

naboer griller

verden er forunderlig

og æbletræet blomstrer kvalitativt

det er godt

for fuglene synger netop her

fang mig

hvis du kan

 

 

Nu, her, Hvedekorn 3-4, 2020   

 

Konge. Nattergal

 

Dengang jeg var konge

ville jeg ikke være konge

og dengang jeg var dronning

ville jeg ikke være dronning,

jeres lille fine nattergal

jeres lille fine prins prinsesse nattergal (pibe, pibe)

Jeg vil ikke være 

dig

og jeg ville ikke være 

mig

slet ikke mig selv med selv på:

Og hvor dumt lyder det ikke nu

hvor jeg er helt alene ved kopimaskinen

og ikke længere har nogen anelse om

hvem jeg var 

eller kunne have

været blevet.

mandag den 4. januar 2021

Da Katrines liv afhang af Hvedekorn

Et afsnit fra Katrine Marie Guldager nye, skaprt og minutiøst inderlige roman, Det samme og noget helt andet, der udkommer i dag:

"På biblioteket på Blågårds Plads står jeg i kø ved skranken, jeg tripper, jeg vil gerne se det sidste nye nummer af Hvedekorn, for få dage efter at jeg havde afleveret min ansøgning til Forfatterskolen, ringede Poul Borum og spurgte, om han måtte trykke ni af mine digte fra ansøg­ningen i Hvedekorn, nu skal de stå i det nye nummer. Desværre er det ikke kommet, siger den venlige bibliotekar, og jeg kommer igen dagen efter, jeg tripper, og det er stadig ikke kommet, og den venlige bibliotekar forstår tydeligvis ikke, at mit liv afhænger af det.

– Måske ligger det ude i baglokalet, spørger jeg, men det gør det selvfølgelig ikke, det er bare ikke kommet, og jeg må vente, vente, vente, indtil den magiske dag kommer, den virkelig magiske og for­underlige dag, hvor bibliotekaren genkender mig og rejser sig og føl­ger mig over til hylden, hvor bladet ligger og lyser brunt og blåt og hæfteagtigt. Jeg nikker og tager det og sætter mig i fred, det er allerede et stort øjeblik, jeg åbner forsigtigt. Jeg ser, at det er stort sat op, en dobbeltside midt i bladet, jeg prøver at læse mine egne digte, men det kan jeg ikke. Jeg lukker bladet, lukker øjnene, dén følelse, jeg går ned ad trappen, det er, som om jeg er til, som om Hvedekorn er det spejl, jeg har savnet, jeg kan jo bare gå på biblioteket, åbne Hvedekorn og slå op, og bam, der er jeg. Jeg er høj af lykke, og om aftenen siger jeg til min veninde, som kender en, der kender en, der har udgivet en digtsamling, at hvis jeg nogensinde får udgivet en digtsamling, så vil jeg have opnået det højeste, man kan opnå i sit liv, så vil jeg aldrig, aldrig bede hverken Gud eller nogen andre om noget mere. "