Radiator und kein ende (+ forskudt urinal)

- fra Niels Franks samling af urbane fabler og meditationer Vulkaner på månen, udkommer 8. januar:

(fra afsnittet "For en fortabt arkitektur: et manifest - min fremhævelse)

"Fordel lejligheden mellem to små torve i hver sin ende: entreen og køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet som dets fontæne.*

Entreen og køkkenet forbindes af en korridor, en slags gågade eller navlestreng, der leder frem til stuen, hvis store vinduer er udtrykt for nysgerrighed og kalder på en lænestol og en stjernekikkert.

Altaner virker altid muntre. Derimod udtrykker radiatorer bekymring og bør skjules. Greb og knapper opildner ofte den, der griber ud efter dem, og bør spredes generøst i alle rum.

Soveværelset er et gemmested. Det tilbeder mørket. Vær derfor agtpågivende over for det listige lys, der finder ind i rummet på egen hånd og ingen spor efterlader sig. 

Arbejdsværelset er en mellemting mellem en fængselscelle og en fæstning. Cellen forsvarer de andre mod den ene, fæstningen forsvarer den ene mod de andre. 

Badeværelset er lejlighedens bug, beslægtet med religionernes Allerhelligste., og ligesom dét udstyret med mange spejle."

(fra afsnittet "Lyse øjeblikke i verdenshistorien")

"I mellemtiden var man på den anden side af Atlanten travlt optaget af at skabe, eller hvorfor ikke sige opfinde moderne kunst. Gennembruddet kom, da en unge berlinsk kunstner ved navn Richard Mutt en dag ladede vandet i et offentligt urinal  ved Nolendorfplatz og kom til at tænke på det komplicerede maskineri, hvormed urinen strømmede fra hans blære og ud gennem penis, let kildrende, inden den plaskede ned i den dertil indrettede kumme. Tanken fik ham til at indse, at kunsten ikke længere skulle være underkastet naturen, den skulle "befri sig fra lærredet, og så skulle den være praktisk og billig at erhverve sig. Kunsten skulle ikke længere være noget et særligt begavet individ skabte, den skulle blot være det folk valgte var kunst.
  Mutt gav sig straks til at udmønte ideerne i konkrete værker, hvoraf kaffefiltret, tandbørsten og hovedpuden i dag står tilbage som hovedværker. Nok havde han måske ikke selv kreeret disse genstande, men han havde "genskabt" dem, som han sagde, og de var tilfængelige for de fleste mennesker, selv i de hårde år efter Weimarrepublikkens sammenbrud. Mutt udbredte sine ideer gennem adskillige manifester , hvor værkerne var behørigt gengivet fra mange vinkler, og manifesterne ansporede både kunsthandlere og avisskribenter og blev med disses ihærdige indsats lige så populære som de illustrerede hæfter tidens husmødre forsvandt drømmende ned i.
  Mutts ideer bredte sig samtidig som en løbeild blandt hans kolleger, og et sted i Paris erklærede en kunstner, at han havde "genskabt" mælk i kaffen (ikke at forveksle med café au lait). Da en kunstkritiker i en førende fransk journal gjorde opmærksom på, at mælk i kaffen allerede var opfundet, savrede kunstneren stærkt anfægtet, at moderne kunst ikke kerede sig om originalitet. "At være original er ingen kunst. Selv en hestepære kan være original." Hans udtalelse fik en kollega til at udråbe hestepæren som sit nye værk, hvad der skabte yderligere opstand i kunstverdenen.
  Imens børstede folk deres tænder, hældte varmt vand i kaffetragten og lagde kinden i det bløde pudevår med en behagelig fornemmelse af, at de var i færd med at bidrage til kunstens udvikling."

* Marcel Duchamps urinal-reademade, signeret R. Mutt, bar titlen Fontæne LB

750.000 $-overskægget (og -fipskægget)

Der er nogle få afgørende, gode grunde til at være millionær - auktionsreportage fra The Guardian:

"One of Marcel Duchamp’s reproductions of Leonardo Da Vinci’s Mona Lisa, on to which he pencilled a beard and moustache, has sold for €632,500 ($750,000) at Sotheby’s in Paris.
It was part of the sale of a collection of surrealist works owned by American Arthur Brandt, with 110 pieces fetching €3.9 million, including commission.
However, some standout pieces, including a work by Francis Picabia, which was estimated at €700,000, did not find a buyer.
Duchamp’s version of the Mona Lisa was one of nine works in the sale by the French artist, who is seen as the father of conceptual art.
The Mona Lisa works are entitled L.H.O.O.Q, which in French sounds like the phrase “elle a chaud au cul”, roughly translated as “she’s horny”. It had a presale estimate of €400,000 to €600,000.
The version that sold late on Saturday was created in 1964 after the original 1919 so-called “ready made” piece."

Anti-duchampisten Trump

- fra artikel i Washington Post om Trumps ansættelsesæstetik:

"Trump’s closest aides have come to accept that he is likely to rule out candidates if they are not attractive or not do not match his image of the type of person who should hold a certain job.
“That’s the language he speaks. He’s very aesthetic,” said one person familiar with the transition team’s internal deliberations who spoke on the condition of anonymity. “You can come with somebody who is very much qualified for the job, but if they don’t look the part, they’re not going anywhere.”

 

John R. Bolton, former U.S. ambassador to the United Nations, at the elevator at Trump Tower on Dec. 2 (Justin Lane/Bloomberg News)

Several of Trump’s associates said they thought that John R. Bolton’s brush-like mustache was one of the factors that handicapped the bombastic former United Nations ambassador in the sweepstakes for secretary of state.
“Donald was not going to like that mustache,” said one associate, who spoke on the condition of anonymity to speak frankly. “I can’t think of anyone that’s really close to Donald that has a beard that he likes.”
Trump was drawn to Tillerson and 2012 GOP nominee Mitt Romney for secretary of state because of their presence and the way they command a room when they walk in."

Men Duchamps kamin er åbenbart en gammel nyhed

(og er det ikke Richard Hamilton foran kaminen på billedet!?)

Last work of surrealist Marcel Duchamp discovered

The last ever art work created by the influential French surrealist Marcel Duchamp has been discovered in an apartment in in northeastern Spain. 

By Fiona Govan, Madrid Correspondent

6:59PM BST 19 Aug 2008

The artist is believed to be responsible for a corner fireplace built within the residence in the resort of Cadaques in Catalonia where he spent the final months before his death in October 1968.

The work had been rumoured to exist after sketches of the design were found among the artist's papers after he died.

His friend and fellow member of the surrealist movement Man Ray had photographed a scale model of the design but it was unclear whether the fireplace and chimney above it had ever actually been built.

Duchamp, whose seminal piece - the 1917 urinal entitled "fountain" - was voted most influential artwork of the 20th century in a 2004 survey, was one of the leading members of the Dadaist and Surrealist movement.

The whereabouts of the elusive final work has been revealed by Huc Malla, director of an art gallery in the seaside town of Cadaques, who found the piece after a discussion with the British artist Richard Hamilton, a friend and follower of Duchamp.

"We knew about the chimney from references but it couldn't be found in the home Duchamp owned for the final seven years of his life," Mr Malla told The Daily Telegraph. "So I naturally thought it didn't exist until I met Richard Hamilton."
The British pop artist and creator of the cover for the Beatles' White Album directed him to a house that Duchamp had rented when he became too frail to climb the stairs of his own residence.
"He couldn't make it to the top floor so he rented somewhere else for the last months of his life and that is where he had the chimney built," Mr Malla explained.
Years later the property was sold and divided into flats. "The current owner who bought the place in 1989 had no idea of the importance of the structure in the corner of room but luckily it was in perfect condition," said Mr Malla.
He said that several art critics raised doubts over whether such a home improvement constituted "a work of art".
"But there is clearly an interest in the last creation by someone of Duchamp's stature," he said.

 

Godnatdigt

Det er mørkt, og hvad som helst
kan foregå på Tupperwares
parkeringsplads, og ingen biler
gider køre på Bernstorffsvej,
jo, der var én, og det var ikke
postens Morris, og jeg skal
tisse, men ingen af dem, jeg
vil pisse på, er i nærheden,
og der var én til og endnu én,
men jeg håber, de ved bedre
end at tro, at jeg begynder at
tælle - det eneste rigtige,
feministiske svar på, at ideen
til pissoiret blev stjålet fra en
kvinde, er at udskifte alle
replikaerne på alle muserne
med 70'er-orange Tupperware,
det er det, man kalder en sen
tanke, og hvis vi nu siger, at
aber spiller skak i mørket på
Tupperwares parkeringsplads,
så bliver tanken ikke meget
senere, jeg burde blive pissed
på de rige, høflige svin i deres
forlorne funkisvillaer og forbarme
mig over Nørrebros hærskarer
af livstidsfornærmede digtetyper,
men jeg gider natligt ikke forstå
andre end mig selv og så dig,
som er den eneste, det er umagen
værd at blive ved at ikke-forstå,
i den anden, fine stue ved siden af
under det grå billede af gråhed,
der lyser og lyser og lyser.

Tak for hyldeopfyldningshjælp!

En stålsat reol
er ingen bly viol

men der er en grund til,
at bøger ej har bryster

undtagen lige Duchamps
uopdrivelige surrrealisme-katalog,

der har nøjagtigt 1 bryst, og,
hvis nogensinde indsamlet,

forlanger en hylde for sig selv
som det modsatte af en BH:

Den brudte signaturs klandestine fallicitet

Jeg billed-googler ved en fejltagelse

Du champ

og denne vældige bautasten dukker op i flere udgaver:



med teksten: File:Menhir du Champ-Dolent.jpg

Sammenlign med Duchamps eget, signerede værk: 

Du hvad mig?

fra hjemmesiden understandingduchamp.com:

Part painting and part assemblage, Tu m’ is more than ten feet wide. The title is a French expression in which the verb is missing (tu m’…), equivalent to “you [blank] me.” The verb must be provided by the viewer. This would be Duchamp’s last canvas. By this time, he openly detested painting. Two possible readings are tu m’ennuies — “you bore me” — or tu m’emmerdes — a coarser expression with the same meaning.

Du aner mig / Du m'aner

Du aser mig / Du m'aser 

Du ejer mig / Du m'ejer

Du opper mig / Du m'opper

Du order mig/ du m'or(d)er

Du øser mig / Du m'øs(s)er

Du håner mig / Du m'(h)åner

Du åler mig / Du m'åler

Tu m' hedder det

og gid jeg kunne få det til stå på højkant, så I var nødt til at sætte jeres skærm på højkant også, fordi det er så fantastisk umuigt aflangt, ligesom Bues Bet-vinder, der bare er det i højden og ikke til siden, men den forskel kan sådan rent format-vrang-mæssigt vel komme ud på et (og til efteråret kommer Bue med et ikke-hæfte, dvs. en BOG, på Kronstork, Juice hedder den "selvfølgelig", hvilket han rimeligt nok er ret vild i varmen over på sin blog, vi glæder os til de raffe. kunstige huller i den):

Marcel Duchamp. Tu m'. 1918

American, born France. 1887-1968

Oil on canvas, with bottle brush, three safety pins, and one bolt, 27 1/2 x 119 5/16 in. (69.8 x 303 cm). Yale University Art Gallery, New Haven. Gift from the Estate of Katherine S. Dreier.

Friskmalket trompe l'oeil

Bagerjomfruen blev bange for, at mælkekartonen var læk, men ved nærmere øjesyn blev vi enige om, at den store dråbe mælk øverst på kartonen var tegnet på, ligesom flængerne i Duchamps sidste maleri, det dér aflange et med readymadeskyggerne, hvad hedder det nu? og af samme grund: for at fucke med bagerjomfruers og litteraturkritikeres perception:

Hvem blinker først over spildt mælk?

Allright, Arla!

Dadaister som frikadeller (over Atlantens plankeværk)

Calvin Tomkins: You kept somewhat aloof from the Dadaists, but it seems you were more involved with the Surrealists.

Marcel Duchamp: Well, at the time of the dadas I was here in New York again; I was not in Paris except a month or two at a time. I didn't take part in their manifestations. I never had the attitude of a ham actor, which you had to have to be a Dada, because you were on the stage performing all the time, reading completely idiotic things (laughs). And I hated public appearance. I've gained momentum in that direction, because I can lecture now, I can do things like that. I don't enjoy it, but I don't care. With the surrealists it is not as stagy as it was - sort of immobile decoration, like that form of expression in the Surrealist shows

- fra eftermiddagssamtale i 1964, opsamlet i Marcel Duchamp. The Afternoon Conversations, også købt som e-bog!

2 for syge cyklister

Jeg sammenligner i mit forord Storm P-maskiner med Picabias maskinbilleder og med Duchamps Store Glas, men ikke alle Storms doodle-syrede cykler (hvoraf mange etiketteres "opfindelser" i de 6 årbøger med samme) med Duchamps ur-readymade, cykelhjulet, og hans lille tegning af en lille cykelrytter på et nodeark, det gør jeg så her (og jeg skal nok få skrevet min kontrafaktiske kortroman, Who's Your Dada?, om et natligt møde på en bænk i Central Park mellem Marcel og Storm i 1920 - inden 2020 ...):

Ikke flere uskyldige overskæg

I was having a conversation with somebody a while back about mustaches. Do you realize we're now at the first point in history where a mustache isnt't completely sincere? In other eras, a man's mustache used to be without question. Now there's all sorts of subtext. Levels. Implications. Baggage. I think that, maybe, that applies across the board.

- interview med Beck i Rolling Stone