Hagl
som Kristi nagler
fulgt af
hagl
som alle autofiktionens navler
Viser opslag med etiketten autofiktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten autofiktion. Vis alle opslag
søndag den 30. marts 2025
lørdag den 25. februar 2017
Højaktuel Højholt-kvababbelse 2
- igen fra Enhjørningens kvababbelser, 1979 - apropos autofiktion og dobbeltkontrakt:
Didaktisk digt om sideben
Jeg bad Oluf Mortensen om at fortælle om sit liv,
han fortalte: "I 1969 var jeg på sygehuset,
siden har jeg ikke haft ondt i mit ben."
Jeg bad hans kone, Rigmor, om at fortælle om sit liv,
hun fortalte: "I 1969 var han på sygehuset,
siden har han ikke haft ondt i hans ben."
Jeg spurgte om der ellers var sket noget,
hun sagde: "Næh, ellers er der ikke sket noget."
"Hvad med børnene", spurgte jeg.
"Joh", svarede Rigmor, "de har det godt nok".
Jeg kan godt lide Rigmors stil.
Hun sagde ikke noget om ay Oluf var en ren satan
indtil han fik sat benet af i '69.
Rigmors stil har sideben, Olufs osse,
ikke noget med at fortælle at han sad i 3 år
før indehaveren af sognets eneste træben endelig døde
og det blev Olufs tur til at komme ud i luften,
eller at der allerede nu sad en ovre i Serup
og ventede på at Oluf ikke skulle bruge benet mere.
Meen - som folk sagde og flirede -
det gik nu ikke for ham i Serup,
for han var missions og benet kunne ikke bøjes.
Men måske menighedsrådet så ville bekoste et hængsel
i Guds navn? Jae, men mon ikke han ser på viljen
sådan som han plejer van? - i Hvert fald,
i hvert fald skal der lås på så, for hvad nu
hvis den næste igen er fritænker, lissom Oluf,
han kan jo ikke gå rundt og knæle med eet ben.
Det her var ikke Rigmors stil,
heller ikke Olufs,
det var min, og det var løgn, hvert ord.
Men hvad nu hvis det var sandt
alligevel? - Hvad nu hvis det var det
at jeg fandt på det jeg fandt på?
Hvad nu, hvis jeg sidder her
med kun eet ben?
det gale er, at alt hvad der skrives er løgn,
i hvert fald i forhold til sandheden.
Det er nemt nok for os der bare laver det dær kunst,
det værre for dem der skriver bekendelsesbøger,
de hænger på den, sandheden, de skal troes!
Men sandheden om sandheden er jo
at den er den ringeste løgn der findes,
rent kunstnerisk!
Et eksempel: Når Henrik Stangerup
skriver en bog om Hakon og Betty og Lotte og Fausto
og Lotte Hakon og Betty og Hjalmar og -
hvad de nu hedder allesammen,
så kan det ikke nytte noget at han fx hævder
at Lotte kun har eet ben, for det ved vi alle sammen
er en flot løgn (heldigvis, hviske-hviske-hviske)
Men havde han nu kaldt hende Rigmor
så havde han været ude over det problem
og så kunne han i fred og ro have skrevet
om sine andre problemer og blive gennemskuet alligevel
og om alt det hos Lotte som han så godt kan lide
og så var det måske blevet så fuldt af gode sideben
at det bejlede til kunsten,
og hvis Lotte så virkelig havde manglet et ben
havde hun regenereret på stedet!
Næh, bitte Henrik, den du skal gøre tilnærmelser,
her kaldet haneben, til - det er ikke sandheden
men kunsten, her kaldet Rigmor.
Det farlige ved at det der skrives kun er sandt
i forhold til løgnen er at folk så gerne vil tro på det.
Og er der noget at sige til det?
Hvad har vi egentlig tilbage at tro på
her i det her Danmark?
Politikerne lyver, statistikkerne lyver, alle lyver,
mere eller mindre. de eneste der ikke lyver
er CPR-numrene og løgnhalsene,
her kaldet kunstnerne. Og begges sandheder
er man bange for, for man forstår dem ikke helt
og man kan jo aldrig vide? - Rigmor,
hvad har du gjort af dit ene ben?
Men når folk bliver udmattede og trætte
og ikke synes de forstår noget af noget,
så bliver de journalister eller i hvert fald indiskrete,
det vil sige: de kan ikke mere kende forskel
på det der er gemt og det der er skjult, eller
på verdensgåden og det der er fejet ind under gulvtæppet,
og så var det jo lettest at tro
at det er verdensgåden der er fejet ind under gulvtæppet,
når nu de dær folk har gulvtæppe og kost og skidt
og man er tæppeløfter (Kelim).
Når læserne er stressede og kørt ned
gide de ikke have med fremmedarbejdere og jøder
og kunstnere at gøre, og i hvert fald ikke Kunst.
Når man har det sådan og kommer hjem fra arbejde
og har hængt alle problemer fra sig i en detalje,
så vil man have kæledægger, det hedder det:
Kæledægger - Bente Clod og Henrik Stangerup og
Christian Kampmann . alle de kære venner uden sideben!
Gud har ellers vist os
hvad man kan stille op med et sideben.
Didaktisk digt om sideben
Jeg bad Oluf Mortensen om at fortælle om sit liv,
han fortalte: "I 1969 var jeg på sygehuset,
siden har jeg ikke haft ondt i mit ben."
Jeg bad hans kone, Rigmor, om at fortælle om sit liv,
hun fortalte: "I 1969 var han på sygehuset,
siden har han ikke haft ondt i hans ben."
Jeg spurgte om der ellers var sket noget,
hun sagde: "Næh, ellers er der ikke sket noget."
"Hvad med børnene", spurgte jeg.
"Joh", svarede Rigmor, "de har det godt nok".
Jeg kan godt lide Rigmors stil.
Hun sagde ikke noget om ay Oluf var en ren satan
indtil han fik sat benet af i '69.
Rigmors stil har sideben, Olufs osse,
ikke noget med at fortælle at han sad i 3 år
før indehaveren af sognets eneste træben endelig døde
og det blev Olufs tur til at komme ud i luften,
eller at der allerede nu sad en ovre i Serup
og ventede på at Oluf ikke skulle bruge benet mere.
Meen - som folk sagde og flirede -
det gik nu ikke for ham i Serup,
for han var missions og benet kunne ikke bøjes.
Men måske menighedsrådet så ville bekoste et hængsel
i Guds navn? Jae, men mon ikke han ser på viljen
sådan som han plejer van? - i Hvert fald,
i hvert fald skal der lås på så, for hvad nu
hvis den næste igen er fritænker, lissom Oluf,
han kan jo ikke gå rundt og knæle med eet ben.
Det her var ikke Rigmors stil,
heller ikke Olufs,
det var min, og det var løgn, hvert ord.
Men hvad nu hvis det var sandt
alligevel? - Hvad nu hvis det var det
at jeg fandt på det jeg fandt på?
Hvad nu, hvis jeg sidder her
med kun eet ben?
det gale er, at alt hvad der skrives er løgn,
i hvert fald i forhold til sandheden.
Det er nemt nok for os der bare laver det dær kunst,
det værre for dem der skriver bekendelsesbøger,
de hænger på den, sandheden, de skal troes!
Men sandheden om sandheden er jo
at den er den ringeste løgn der findes,
rent kunstnerisk!
Et eksempel: Når Henrik Stangerup
skriver en bog om Hakon og Betty og Lotte og Fausto
og Lotte Hakon og Betty og Hjalmar og -
hvad de nu hedder allesammen,
så kan det ikke nytte noget at han fx hævder
at Lotte kun har eet ben, for det ved vi alle sammen
er en flot løgn (heldigvis, hviske-hviske-hviske)
Men havde han nu kaldt hende Rigmor
så havde han været ude over det problem
og så kunne han i fred og ro have skrevet
om sine andre problemer og blive gennemskuet alligevel
og om alt det hos Lotte som han så godt kan lide
og så var det måske blevet så fuldt af gode sideben
at det bejlede til kunsten,
og hvis Lotte så virkelig havde manglet et ben
havde hun regenereret på stedet!
Næh, bitte Henrik, den du skal gøre tilnærmelser,
her kaldet haneben, til - det er ikke sandheden
men kunsten, her kaldet Rigmor.
Det farlige ved at det der skrives kun er sandt
i forhold til løgnen er at folk så gerne vil tro på det.
Og er der noget at sige til det?
Hvad har vi egentlig tilbage at tro på
her i det her Danmark?
Politikerne lyver, statistikkerne lyver, alle lyver,
mere eller mindre. de eneste der ikke lyver
er CPR-numrene og løgnhalsene,
her kaldet kunstnerne. Og begges sandheder
er man bange for, for man forstår dem ikke helt
og man kan jo aldrig vide? - Rigmor,
hvad har du gjort af dit ene ben?
Men når folk bliver udmattede og trætte
og ikke synes de forstår noget af noget,
så bliver de journalister eller i hvert fald indiskrete,
det vil sige: de kan ikke mere kende forskel
på det der er gemt og det der er skjult, eller
på verdensgåden og det der er fejet ind under gulvtæppet,
og så var det jo lettest at tro
at det er verdensgåden der er fejet ind under gulvtæppet,
når nu de dær folk har gulvtæppe og kost og skidt
og man er tæppeløfter (Kelim).
Når læserne er stressede og kørt ned
gide de ikke have med fremmedarbejdere og jøder
og kunstnere at gøre, og i hvert fald ikke Kunst.
Når man har det sådan og kommer hjem fra arbejde
og har hængt alle problemer fra sig i en detalje,
så vil man have kæledægger, det hedder det:
Kæledægger - Bente Clod og Henrik Stangerup og
Christian Kampmann . alle de kære venner uden sideben!
Gud har ellers vist os
hvad man kan stille op med et sideben.
søndag den 12. februar 2017
Ingen andre autofiktive tekster end denne får lov at findes i 2017
(bortset måske fra Lone Aburas', og Pablo Llambías' kommende bøger? - og i en vis forstand Christina Hagens ...!)
Christina Hesselholdts prosastykke nr. 7 i Maria Wandels ARTUR-billedbog Hemmeligheder alle vegne:
"At have tiden for sig
En udendørscafé før eller efter åbningstid, for der er ingen ved bordene, og parasollerne er ikke slået ud, jeg er sytten år og med mig har jeg The Penguin Book of English Romantic Verse, selv består jeg af lige dele længsel (efter kærlighedsmøder og efter at kunne skrive) og uformåenhed.
Der står et træ med lyserøde blomster midt i caféen, jeg sætter mig ved et af bordene under det træ, jorden er hård og fejet glat som et gulv, det virker ejendommeligt at træet forsvinder ned i denne gulvagtige overflade, næsten synd, som om man har gjort vold imod det - selvom det ikke er til at sige hvordan: for eftersom træer ikke kan komme ud af stedet, er det skørt at påstå, at træet numere end nogensinde ikke vil komme derfra, at gulvet har fikseret det. Hele tiden er der blomster der giver slip og drysser ned fra kronen, også ned i min bog, det var dengang umuligt ikke at skirve, at de landede i min bog som lette suk - det står på indersiden af paperbackomslaget med min håndskrift, og på flere af siderne er der små brunlige plamager, det erde tidligere lyserøde blomster. Og ved bordet sidder altså den tidlige mig - før (for nu ikke bare at sende Duras som jeg dengang elskede højt en kærlig hilsen, men ligefrem give hende et klem; som om hun var en tube og ud kommer lidt tekst) bøgerne ægteskabet barnet skilsmissen flere bøger et nyt ægteskab min mors død endnu en skilsmisse og stadig bøger."
Christina Hesselholdts prosastykke nr. 7 i Maria Wandels ARTUR-billedbog Hemmeligheder alle vegne:
"At have tiden for sig
En udendørscafé før eller efter åbningstid, for der er ingen ved bordene, og parasollerne er ikke slået ud, jeg er sytten år og med mig har jeg The Penguin Book of English Romantic Verse, selv består jeg af lige dele længsel (efter kærlighedsmøder og efter at kunne skrive) og uformåenhed.
Der står et træ med lyserøde blomster midt i caféen, jeg sætter mig ved et af bordene under det træ, jorden er hård og fejet glat som et gulv, det virker ejendommeligt at træet forsvinder ned i denne gulvagtige overflade, næsten synd, som om man har gjort vold imod det - selvom det ikke er til at sige hvordan: for eftersom træer ikke kan komme ud af stedet, er det skørt at påstå, at træet numere end nogensinde ikke vil komme derfra, at gulvet har fikseret det. Hele tiden er der blomster der giver slip og drysser ned fra kronen, også ned i min bog, det var dengang umuligt ikke at skirve, at de landede i min bog som lette suk - det står på indersiden af paperbackomslaget med min håndskrift, og på flere af siderne er der små brunlige plamager, det erde tidligere lyserøde blomster. Og ved bordet sidder altså den tidlige mig - før (for nu ikke bare at sende Duras som jeg dengang elskede højt en kærlig hilsen, men ligefrem give hende et klem; som om hun var en tube og ud kommer lidt tekst) bøgerne ægteskabet barnet skilsmissen flere bøger et nyt ægteskab min mors død endnu en skilsmisse og stadig bøger."
mandag den 4. april 2016
2 udsøgte fornærmelser af hans og hendes majestæt autofiktionen
(ifølge Mads Bunch i hans ellers fortjenstfulde svar til Peter Nielsen (høj)modernismens afløser og antipode (det var så ikke postmodernismen alligevel, JO DET ER!) - og hvorfor fremhæver Bunch og Poul Behrendt (fx i deres gode manual & antologi Selvfortalt) og co. aldrig (jeg kan omsider få øje på hans bøger nederst på reolen) HANS OTTO JØRGENSENS erindrings-romanserie (+ den fiktiviserede Ida & Axel-trilogi, der gik forud + de seneste Kalkun-kortprosaer, især Ålen har englelyd), Hestenes øjne, The Factory, Sæt Asta fri, Strange Days Indeed, som det absolut STÆRKESTE danske (hvis ikke nordiske) stykke autofiktion ved siden af de sædvanlige mistænkte, Knausgaard, Nielsen, Llambìas, Hassan(er) etc.?)
- Mikkel Thykier i sin sorte mursten Dias (udkommer næste uge):
"I flere år har der været en æstetisering af det private, som har resulteret i en monumental litteratur, der drømmer om, til tider kynisk, til tider naivt, at kunne tegne en lige linje fra skaberen til det skabte, så afstanden fra én virkelighed til en anden kan overvindes og én drøm lægge sig mod en anden som et rynket ægtepar i en seng."
Politiken bringer i dag en kronik med overskriften "Autofiktion: En slamflod af ugebladslitteratur"
- Mikkel Thykier i sin sorte mursten Dias (udkommer næste uge):
"I flere år har der været en æstetisering af det private, som har resulteret i en monumental litteratur, der drømmer om, til tider kynisk, til tider naivt, at kunne tegne en lige linje fra skaberen til det skabte, så afstanden fra én virkelighed til en anden kan overvindes og én drøm lægge sig mod en anden som et rynket ægtepar i en seng."
fredag den 4. september 2015
says 2011-prize winner
(af debutprisen Munch Christensens Kulturlegat) Hanne Højgaard Viemose i en edder-illuminerende tekst inde på Litteratursiden om hendes 2 bøger og det håbløse ord autofiktion, et par klip:
"Noget andet, der interesserede mig i arbejdet med bogen (debuten Hannah), var at forsøge at lade sproget matche den retningsløse strøm, som Hannahs liv syntes at bevæge sig i, blandt andet ved ofte at lade indskud og associationer tage over, at lade fortælleren fortabe sig og gå i tomgang for så pludselig at blive vækket, eller i hvert fald rusket af et nyt drama som fx at være ved at dø i en vandfaldsulykke (som hun selv var skyld i at være havnet i), eller at blive smidt ud af en lastbil midt i ørkenen om natten, fordi hun insisterede på, at det ikke var et problem som ung kvinde at blaffe alene rundt i Australien. Den slags.
Bogens overordnede struktur er også præget af retningsløshed, der er en mosaikstruktur, som jeg har forsøgt at organisere efter forskellige dramatiske principper, men ikke efter den fremadskridende kronologi. Slutningen er en form for anti-slutning, måske burde romanen have sluttet 50 sider tidligere, det ved jeg ikke, men ideen var at lade den endeløse kolbøtte tage over og i hvert fald ikke opfylde en hjem-ud-hjem-model, som man kender fra den klassiske dannelsesroman. Jeg var netop ikke interesseret i at skrive en opbyggelig historie med en klar personlig udvikling."
"Jeg bliver ofte spurgt om det selvbiografiske, det autofiktive i det jeg skriver, om Hannah er mig selv, om Hanne, Anne, Hannah, Hans og jeg’et er den samme og hvorfor alle de navne. Når jeg skriver, tager jeg for det meste afsæt i min personlige historie og mine erfaringer, og jeg har ingen blufærdighed forbundet med at udlevere mig selv: Hvis det der er sket i virkeligheden gavner historien, så tager jeg det med, næsten uanset hvor pinligt eller dårligt et lys det sætter mig i, men omvendt føler jeg mig ikke forpligtet på virkeligheden, hvis den ikke lever op til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg har ingen ambition om at skrive en såkaldt virkelig historie, og jeg har heller ingen blufærdighed forbundet med at udlevere min forestillingsevne: hvordan jeg eller andre virkelige, semivirkelige eller fiktive personer kunne have handlet eller følt i bestemte virkelige, semi-virkelige eller fiktive situationer.
Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.
Så siger folk: jamen du har billeder af dig selv i bogen. Nogle gange synes jeg folk er lidt for nemme at snyde."
"Noget andet, der interesserede mig i arbejdet med bogen (debuten Hannah), var at forsøge at lade sproget matche den retningsløse strøm, som Hannahs liv syntes at bevæge sig i, blandt andet ved ofte at lade indskud og associationer tage over, at lade fortælleren fortabe sig og gå i tomgang for så pludselig at blive vækket, eller i hvert fald rusket af et nyt drama som fx at være ved at dø i en vandfaldsulykke (som hun selv var skyld i at være havnet i), eller at blive smidt ud af en lastbil midt i ørkenen om natten, fordi hun insisterede på, at det ikke var et problem som ung kvinde at blaffe alene rundt i Australien. Den slags.
Bogens overordnede struktur er også præget af retningsløshed, der er en mosaikstruktur, som jeg har forsøgt at organisere efter forskellige dramatiske principper, men ikke efter den fremadskridende kronologi. Slutningen er en form for anti-slutning, måske burde romanen have sluttet 50 sider tidligere, det ved jeg ikke, men ideen var at lade den endeløse kolbøtte tage over og i hvert fald ikke opfylde en hjem-ud-hjem-model, som man kender fra den klassiske dannelsesroman. Jeg var netop ikke interesseret i at skrive en opbyggelig historie med en klar personlig udvikling."
"Jeg bliver ofte spurgt om det selvbiografiske, det autofiktive i det jeg skriver, om Hannah er mig selv, om Hanne, Anne, Hannah, Hans og jeg’et er den samme og hvorfor alle de navne. Når jeg skriver, tager jeg for det meste afsæt i min personlige historie og mine erfaringer, og jeg har ingen blufærdighed forbundet med at udlevere mig selv: Hvis det der er sket i virkeligheden gavner historien, så tager jeg det med, næsten uanset hvor pinligt eller dårligt et lys det sætter mig i, men omvendt føler jeg mig ikke forpligtet på virkeligheden, hvis den ikke lever op til det, jeg gerne vil fortælle. Jeg har ingen ambition om at skrive en såkaldt virkelig historie, og jeg har heller ingen blufærdighed forbundet med at udlevere min forestillingsevne: hvordan jeg eller andre virkelige, semivirkelige eller fiktive personer kunne have handlet eller følt i bestemte virkelige, semi-virkelige eller fiktive situationer.
Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.
Så siger folk: jamen du har billeder af dig selv i bogen. Nogle gange synes jeg folk er lidt for nemme at snyde."
tirsdag den 14. juli 2015
Fra Forfatterskolens Grundbog, under opslagsordet "Autofiktion"
fatter
stadig bjælde af begrebet autofiktion, har det som om det er et begreb
der er opstået engang i et parralelunivers da en mærkelig nissemand sad
inde i en vandmelon og var sådan: ska det her betyde at jeg sidder inde i
en vandmelon?!?!?!? lols
(fra billedsøgning på nisse + vandmelon)
(fra billedsøgning på nisse + vandmelon)
mandag den 20. januar 2014
Jeg mener ikke noget om YHs dansklærers roman
(og skal heldigvis heller ikke anmelde den, men det skal nogen, desværre)
omtalt exentsivt og exklusivt i Politiken i går, hvilket gør sagen endnu meget ulækker: People's Press har hemmeligholdt bogen, indtil Politiken breakede (den udkommer allerede onsdag), her kunne P både have udvist god smag og god stil (og fucking ridderlighed overfor YH) ved at have nægtet at spille det publicityspil
men det gør Harald Voetmann meget præcist i en FB-kommentar, mener noget:
Grebet med på den ene side at anonymisere det hele i bogen og dække det ind under fiktionshatten og på den anden side villigt indrømme i interviewet, hvad det tydeligvis handler om, er så utrolig klamt. Jeg véd ikke, om der findes et navn for det greb, ellers kunne man måske kalde det en Christian Tornbakke. Hendes replik om at "der er plads til os begge to" er også virkelig slem, når den så tydeligt kommer fra en, der forsøger at lukrere på en andens hårdt tilkæmpede og langt fra uproblematiske succes.
- men jeg vil gerne stikke til autofiktions-forskernes nye spøjse roller som eksperter - a la politiske eksperter (cand-scient.pol'er, ex-spindoktorer), når der en ny politisk skandalesag på tapetet - der kan legitimere og camouflere nyfighenheden, når en ny, mere eller mindre udspekuleret forfatter eller "forfatter" mudrer fiktion og virkelighed sammen; i Politiken er det Poul Behrendt, der spiller rollen (og glemmer eller ikke får lov at udtale sig om bogens kunstneriske værdi - men han har dog læst den):
»Det er fuldstændig udelukket at læse den som ren fiktion. Jeg opfatter bogen som et forsøg på at gøre den historie, hun har haft med Yahya Hassan, til en, der også angår andre end hende selv«, siger han. Hvad bogen er for en genre, er svært entydigt at definere, mener han. ’ORD’ bruger ikke, som eksempelvis Karl Ove Knausgård gør i sine populære autobiografiske romaner, forfatterens rigtige navn. I Østergaards bog optræder et unavngivet ’jeg’ og ’du’, mens alle øvrige personer i bogen – også de offentligt kendte – har fået nye navne. »Den er jo en mærkelig blanding af selvbiografi, fiktion, nøgleroman og autofiktion«, siger Poul Behrendt.
- og ifølge en FB-opdateirng var det i aften Jon Helt Haarders tur i P1:
er i Kulturnyt på P1 kl. 18:10 i anledning af Louise Østergaards roman om forholdet til Yahya Hassan. Hvem sagde feedback-loop*?
(*i et svar til Katrine Marie Guldager forklarer lektor Jon (der vistnok ikke har læst bogen) udtrykket:
Feedbackloop opstår efter mange skønlitterære udgivelser med biografisk indhold. Folk skriver på net på bog eller i avisen eller banker digteren og det havner så i nye værker)
Fuck beat-pool siger jeg, det er heller ikke en mening.
omtalt exentsivt og exklusivt i Politiken i går, hvilket gør sagen endnu meget ulækker: People's Press har hemmeligholdt bogen, indtil Politiken breakede (den udkommer allerede onsdag), her kunne P både have udvist god smag og god stil (og fucking ridderlighed overfor YH) ved at have nægtet at spille det publicityspil
men det gør Harald Voetmann meget præcist i en FB-kommentar, mener noget:
Grebet med på den ene side at anonymisere det hele i bogen og dække det ind under fiktionshatten og på den anden side villigt indrømme i interviewet, hvad det tydeligvis handler om, er så utrolig klamt. Jeg véd ikke, om der findes et navn for det greb, ellers kunne man måske kalde det en Christian Tornbakke. Hendes replik om at "der er plads til os begge to" er også virkelig slem, når den så tydeligt kommer fra en, der forsøger at lukrere på en andens hårdt tilkæmpede og langt fra uproblematiske succes.
- men jeg vil gerne stikke til autofiktions-forskernes nye spøjse roller som eksperter - a la politiske eksperter (cand-scient.pol'er, ex-spindoktorer), når der en ny politisk skandalesag på tapetet - der kan legitimere og camouflere nyfighenheden, når en ny, mere eller mindre udspekuleret forfatter eller "forfatter" mudrer fiktion og virkelighed sammen; i Politiken er det Poul Behrendt, der spiller rollen (og glemmer eller ikke får lov at udtale sig om bogens kunstneriske værdi - men han har dog læst den):
»Det er fuldstændig udelukket at læse den som ren fiktion. Jeg opfatter bogen som et forsøg på at gøre den historie, hun har haft med Yahya Hassan, til en, der også angår andre end hende selv«, siger han. Hvad bogen er for en genre, er svært entydigt at definere, mener han. ’ORD’ bruger ikke, som eksempelvis Karl Ove Knausgård gør i sine populære autobiografiske romaner, forfatterens rigtige navn. I Østergaards bog optræder et unavngivet ’jeg’ og ’du’, mens alle øvrige personer i bogen – også de offentligt kendte – har fået nye navne. »Den er jo en mærkelig blanding af selvbiografi, fiktion, nøgleroman og autofiktion«, siger Poul Behrendt.
- og ifølge en FB-opdateirng var det i aften Jon Helt Haarders tur i P1:
er i Kulturnyt på P1 kl. 18:10 i anledning af Louise Østergaards roman om forholdet til Yahya Hassan. Hvem sagde feedback-loop*?
(*i et svar til Katrine Marie Guldager forklarer lektor Jon (der vistnok ikke har læst bogen) udtrykket:
Feedbackloop opstår efter mange skønlitterære udgivelser med biografisk indhold. Folk skriver på net på bog eller i avisen eller banker digteren og det havner så i nye værker)
Fuck beat-pool siger jeg, det er heller ikke en mening.
mandag den 13. januar 2014
Autofiktiv Vejledning, The Blendstrup Desk
Der var et skønt, spørgsmålsløst interview med Jens Blendstrup i Politiken i søndags eksekveret af Nils Thorsen, men jeg føler, jeg bør gøre opmærksom på, at Jens (der udkommer med en samling helst ikke sandfærdige barndomshistorier, Luskefisefortællinger, på fredag) ikke rigtig opererer med grænser mellem fiktion og virkelighed, ikke af princip og æstetik, men af instinkt og - hvad skal man kalde det? - sproglig løftelse; nogle eksempler efter min bedste ekspertviden og -fornemmelse apropos hans far, Uffe B AKA Gud:
uden videre sandt:
Jeg var meget bange for min far, da jeg var lille. I weekenden var han fuld. Om mandagen og tirsdagen skulle man sørge for at forsvinde, inden han kom hjem, for da havde han så mange nerver, at hvis skoene stod forkert, blev han sindssyg, så vores mor låste os inde på vores værelse, indtil han havde fået en dæmpeøl.
tvivlsomt:
Min far var psykolog, men malede hele sit liv på et billede. Der er så mange lag i det billede. På et tidspunkt var der en galge med en kvindeskikkelse. Så blev det hele mørkt. Og så var der en yppig kvinde. Nogle gange nærmest skreg han ind i stuen: »Nu har jeg ødelagt det!«. Jeg arvede billedet, og da jeg vendte det om, stod der ’Til evig forfølgelse, 1966’. Længe tænkte jeg, at det nok var til ham selv. Men sandheden er nok, at den, der arver det, aldrig vil blive færdig med maleren.
helt sikkert ikke sandt:
Min far havde en underlig opblomstring i den sidste uge, før han døde, og sagde pludselig, at vi skulle huske at gå mod det lille lys oppe i himlen i stedet for mod det store. For det store lys var fup, hvorimod det lille lys førte hen til en bar.
- men det kunne være sandt, og måske er det faktisk sandest, og det er i hvert fald virkeligst, nu, ikke kun for Jens, (og Uff).
uden videre sandt:
Jeg var meget bange for min far, da jeg var lille. I weekenden var han fuld. Om mandagen og tirsdagen skulle man sørge for at forsvinde, inden han kom hjem, for da havde han så mange nerver, at hvis skoene stod forkert, blev han sindssyg, så vores mor låste os inde på vores værelse, indtil han havde fået en dæmpeøl.
tvivlsomt:
Min far var psykolog, men malede hele sit liv på et billede. Der er så mange lag i det billede. På et tidspunkt var der en galge med en kvindeskikkelse. Så blev det hele mørkt. Og så var der en yppig kvinde. Nogle gange nærmest skreg han ind i stuen: »Nu har jeg ødelagt det!«. Jeg arvede billedet, og da jeg vendte det om, stod der ’Til evig forfølgelse, 1966’. Længe tænkte jeg, at det nok var til ham selv. Men sandheden er nok, at den, der arver det, aldrig vil blive færdig med maleren.
helt sikkert ikke sandt:
Min far havde en underlig opblomstring i den sidste uge, før han døde, og sagde pludselig, at vi skulle huske at gå mod det lille lys oppe i himlen i stedet for mod det store. For det store lys var fup, hvorimod det lille lys førte hen til en bar.
- men det kunne være sandt, og måske er det faktisk sandest, og det er i hvert fald virkeligst, nu, ikke kun for Jens, (og Uff).
torsdag den 4. april 2013
Autotræt af autosjask
Et trælst resultat af al den autofiktivisering er den forlagssanktionerede licens til uden nogen form for fiktiv forskydning eller forklædning eller egentlig (kvalificeret/kunstnerisk koncentreret/stiliseret) karikatur eller bare BETYDNING at klistre virkelige personer (man ikke (længere) bryder sig om) ind i fiktioner som nu fx (ikke en der ligner eller skal minde om, men totalt eksplicit lige præcis)
Claus Beck-Nielsen / Das Beckwerk / Nielsen
i Julia Butschkows Aber dabei og
Erik Skyum-Nielsen i novellen "Uhyret i Villa Borghese" i Jan Sonnergaards Otte fortællinger (en kritiker med tykke briller bare kaldet Erik, der citerer ESN's anmeldelse af Sidste søndag i oktober, mens teksten selv citerer JS' selvdeklareret "defamerende" restaurantanmeldelse (!) om ESN i Information (i F.P. Jacs Numse-Kaj som besøgsven er Skyum en humoristisk animeret fabelfigur, ikke en formålsløs, kvast virkelighedsflue som her);
- Det undermenneske .../ Charlotte hørte det og rettede hurtigt: - Ja, sikke en undermåler./ Men egentlig var det det den første betegnelse som var korrekt. Man må bare ikke længere bruge ordet. Men det var nøjagtigt det han var. Han var indbegrebet af det lille-lille bitte menneske der intet kan selv og intet skaber, men er så pissedygtig til at ødelægge alt hvad han kommer i nærheden af. En evig stopklods og en skidt fyr fuld af ressentiment, misundelse og dårlig karma.
Det kan Sonnergaard jo ærligt talt selv være, men der var engang det var en dynamisk del af af hans talent, det er det ikke længere, og talentet har borte taget.
Claus Beck-Nielsen / Das Beckwerk / Nielsen
i Julia Butschkows Aber dabei og
Erik Skyum-Nielsen i novellen "Uhyret i Villa Borghese" i Jan Sonnergaards Otte fortællinger (en kritiker med tykke briller bare kaldet Erik, der citerer ESN's anmeldelse af Sidste søndag i oktober, mens teksten selv citerer JS' selvdeklareret "defamerende" restaurantanmeldelse (!) om ESN i Information (i F.P. Jacs Numse-Kaj som besøgsven er Skyum en humoristisk animeret fabelfigur, ikke en formålsløs, kvast virkelighedsflue som her);
- Det undermenneske .../ Charlotte hørte det og rettede hurtigt: - Ja, sikke en undermåler./ Men egentlig var det det den første betegnelse som var korrekt. Man må bare ikke længere bruge ordet. Men det var nøjagtigt det han var. Han var indbegrebet af det lille-lille bitte menneske der intet kan selv og intet skaber, men er så pissedygtig til at ødelægge alt hvad han kommer i nærheden af. En evig stopklods og en skidt fyr fuld af ressentiment, misundelse og dårlig karma.
Det kan Sonnergaard jo ærligt talt selv være, men der var engang det var en dynamisk del af af hans talent, det er det ikke længere, og talentet har borte taget.
tirsdag den 15. maj 2012
He said, she said - and who cares?
For 11 år siden, da jeg anmeldte Kraniekassen WA, fik jeg et ordentligt møgfald af Christina Hesselholdt i telefonen, fordi jeg ikke havde kunnet lade være med at pirke til bogens autofiktivitet (vi havde begge boet på Peter Bangs Vej, og jeg havde set kameraholdet fra Edderkoppen være i gang med optagelserne af dobbeltmordet oppe i hendes lejlighed) og sammenligne bogens mange jeger med daværende CH-ægtemand og levende person Claus Beck-Nielsens udviskede jeg i sin hjemløs-performance - hvad jeg ikke havde opdaget, da hun ringede, var, at dengangs redaktør med et snuptag havde fjernet den dominerende ros fra anmeldelsen, så kun den antydningsvis skepsis stod tilbage: Hovsa-sa! Nå, i dag anmeldte jeg Hesselholdts endnu meget bedre og uden videre fremragende, splinternye bog, Selskabet gør op, tredje bind i Camilla-trilogien, der udkommer på fredag, og selvom autofiktiviteten her på en helt anden klokkeklar facon skriger til himlen - især nå man krydslæser med Hans Otto Jørgensens seneste auto-roman, Strange days indeed, det er ret nøjagtig den samme elendige ryg, som Hans Ottos Hans Otto og Christinas/Camillas Charles lider af og samme fejldiagnose, HO og C raser imod - havde jeg ikke noget behov for at omtale den, autofiktiviteten, jeg forbød mig heller ikke at omtale den, jeg opdagede bare til sidst, at jeg ikke havde gjort det - fordi det sgu da grundlæggende er skide ligegyldigt, når teksten former sig så overlegent artistisk og betyder så overvældende rigt og værkliggør sig så inciterende egensindigt (det samme gælder for Hans Otto Jørgensens roman(er), bortset fra at der her drives et markeret og ekspliciteret spil med autobiografien og de øvrige erindringsværker), fordi autofiktiviteten her ikke er er et traurigt fængsel af fortidsdyng, men bare den perfekt rapfodede trampolin for den sirlige spontanitet: hvad jeg skønnest kan komme i tanke om at skrive lige lige nu.
tirsdag den 8. maj 2012
Virkelighed med lidt roman drysset ovenpå
Bare lige en dobbelt irritation, jeg skal have luft for, inden jeg begynder at anmelde de skønne, nye bøger, jeg skal anmelde i dag;, først så jeg i TV2 Lorry-programmet Brunch et interview med kollega og romandebutant Nanna Goul, hvor intervieweren hele tiden ville høre, hvordan NANNA havde haft det ude i den skov, hun engang boede i, og Nanna igen og igen forsøgte at bringe samtalen tilbage til at handle om den ROMAN, Privat skov kaldet, hun har skrevet, hvor hovedpersonen flytter ud i en skov, hvilket viser, hvad der sker, når man rækker autofiktiviteten en lillefinger, den sluger hele mikrofonen!
Så læste jeg i Information et stort interview med en anden romandebutant, Agnete Braad, der lige om lidt udkommer med en roman, hvis titel journalisten sigende nok glemmer at nævne, og hun har sandelig ingen autofiktive hæmninger, hun taler derudad om alt muligt privat ang. sin kendte præste-mor Anne Braads sygdom og død, sin egen parallelle graviditet og fødsel og den efterfølgende arve-retssag, men er også imponerende ærlig omkring, at den primære bevæggrund til at skrive roman ikke har været kunstnerisk ambition:
»Jeg havde et stort ønske om at vende tilbage til min mors død og min datters fødsel. Det drama, de to hændelser var, var blevet væk for mig. Og jeg ønskede, at det skulle fylde mere. Jeg har komponeret mit liv, så det kunne blive en ægte fortælling. Ægte på den måde, at der er meget sandhed i den, men også en ægte fortælling i den forstand, at den er vedkommende og afsluttet og har den orden, som kun fiktionen kan give. Men mest af alt ønskede jeg at sætte fortællingen om min mors død ind i en ramme, der gjorde den stærkere i mit eget liv.«
En selvisk lækkerficering af virkeligheden! Hvis man er utilfreds med, hvordan noget i sit liv har udspillet sig og erindres, så skriver man det ordentligere, mere afsluttet og vedkommende i en roman, som så oven i købet giver den fede identitet: forfatter og muligheden for at tale ud i avisen om det rod af hang-ups (med identificerbar skurk, morens eksmand), som bogen udglatter. Smarty smart! Jeg ved jo ikke, om Agnete Braads roman er en god roman, det kan sagtens være, men sikke en træls måde at tale om den på.
Så læste jeg i Information et stort interview med en anden romandebutant, Agnete Braad, der lige om lidt udkommer med en roman, hvis titel journalisten sigende nok glemmer at nævne, og hun har sandelig ingen autofiktive hæmninger, hun taler derudad om alt muligt privat ang. sin kendte præste-mor Anne Braads sygdom og død, sin egen parallelle graviditet og fødsel og den efterfølgende arve-retssag, men er også imponerende ærlig omkring, at den primære bevæggrund til at skrive roman ikke har været kunstnerisk ambition:
»Jeg havde et stort ønske om at vende tilbage til min mors død og min datters fødsel. Det drama, de to hændelser var, var blevet væk for mig. Og jeg ønskede, at det skulle fylde mere. Jeg har komponeret mit liv, så det kunne blive en ægte fortælling. Ægte på den måde, at der er meget sandhed i den, men også en ægte fortælling i den forstand, at den er vedkommende og afsluttet og har den orden, som kun fiktionen kan give. Men mest af alt ønskede jeg at sætte fortællingen om min mors død ind i en ramme, der gjorde den stærkere i mit eget liv.«
En selvisk lækkerficering af virkeligheden! Hvis man er utilfreds med, hvordan noget i sit liv har udspillet sig og erindres, så skriver man det ordentligere, mere afsluttet og vedkommende i en roman, som så oven i købet giver den fede identitet: forfatter og muligheden for at tale ud i avisen om det rod af hang-ups (med identificerbar skurk, morens eksmand), som bogen udglatter. Smarty smart! Jeg ved jo ikke, om Agnete Braads roman er en god roman, det kan sagtens være, men sikke en træls måde at tale om den på.
onsdag den 18. april 2012
Autofiktive faser
(teksteksempel: hid og did i første bind af Karl-Ove Knausgards Min kamp, oplæst og fasemarkeret af LB og stuntman-demonstreret af JB på Svendborg Bibliotek i går)
1. DEN NAVELUTISKE FASE
overfladisk afpudsning af og spejling i egen navle, mild og lyrisk narcissisme
2. NAVLESTRENGTEORETISK FASE
kaster sin rekonstruerede navlestreng ud i verden som en lasso og firer sig frem med dem
3. FADERPERPLEX FASE
leder efter sin far og tror at alle stole er ham (og i parentes alle puder mor)
4. SOLIPSEXISTISK FASE
parrer sig på en meget indviklet måde med de lygtepæle, barndommens hund pissede op ad
4. MEGALOMANIERISTISK FASE
breder sig i alle retninger og kontaminerer og laminerer alle biblioteker og bibliotekarer og alt er biblioteker og alle er bibliotekarer OG JEG ER VERDEN OG VERDEN ER MIG
1. DEN NAVELUTISKE FASE
overfladisk afpudsning af og spejling i egen navle, mild og lyrisk narcissisme
2. NAVLESTRENGTEORETISK FASE
kaster sin rekonstruerede navlestreng ud i verden som en lasso og firer sig frem med dem
3. FADERPERPLEX FASE
leder efter sin far og tror at alle stole er ham (og i parentes alle puder mor)
4. SOLIPSEXISTISK FASE
parrer sig på en meget indviklet måde med de lygtepæle, barndommens hund pissede op ad
4. MEGALOMANIERISTISK FASE
breder sig i alle retninger og kontaminerer og laminerer alle biblioteker og bibliotekarer og alt er biblioteker og alle er bibliotekarer OG JEG ER VERDEN OG VERDEN ER MIG
fredag den 17. februar 2012
2 % konkretisme, 2 % autofiktion
eller litterær homøopati -
når Josefine Klougart i Èn af os sover har 1 side med en tegning af Josefinejegets mors køkkenhaveplan og 1 side med en overstreget linje: "JEG SAVNER DIG vil du ikke nok komme tilbage" - enten sætter man konkretismen (legen med bogstavelighed) ind som en reel stemme i sin tekst eller også lader man være, dekreterer jeg
- jeg havde det LIDT på samme måde med fotoene/dokumenterne i Hanne Viemoses og Bjørn Rasmussens debutbøger, de får kun lov til at være autfiktions-koketterende (sådan kan køkkenhaveplanen også opfattes: sikke virkelighedsuara!) fodnoter, hierarkisk underordnet skriften - i bøger der ellers handler om at gøre op med sexuelle/identitetsmæssige/sociale hierarkier -
når Josefine Klougart i Èn af os sover tilegner romanen "Til Jakob - jeg elsker dig" og så til allersidst lader sin mor afsløre, at den navnløse, gamle kæreste hedder Jakob (gør Julia Butschkow ikke det samme i Apropos Opa, lader bedstefaren hedde Butschkow 1 sted?) - det (+ måske køkkenhaveplanen) er sgu for let og gratis en måde at oprette dobbeltkontrakt på (i selve fiktionen eller jo så "fiktionen" er Josefinejeget forfatter, og hendes forældre bor på Mols, ligesom den virkelige Josefine og hendes forældre, hvilket er alt for vagt til i sig selv at oprette dobbeltkontrakt), men i Politiken ryger Mikkel Bruun Zangenberg (og Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad) lige på krogen og bruger mere plads på at referere dobbeltkontrakten end den fylder i romanen - uden i øvrigt at bruge den til noget i sin anmeldelse, ligesom Klougart heller ikke bruger den til noget i sin roman, fordi den ikke (aflæseligt) forpligter og skaber energi (nu er Èn af os sover også sjældent energifattig), som den heftigt gør hos Viemose og Rasmussen.
når Josefine Klougart i Èn af os sover har 1 side med en tegning af Josefinejegets mors køkkenhaveplan og 1 side med en overstreget linje: "
- jeg havde det LIDT på samme måde med fotoene/dokumenterne i Hanne Viemoses og Bjørn Rasmussens debutbøger, de får kun lov til at være autfiktions-koketterende (sådan kan køkkenhaveplanen også opfattes: sikke virkelighedsuara!) fodnoter, hierarkisk underordnet skriften - i bøger der ellers handler om at gøre op med sexuelle/identitetsmæssige/sociale hierarkier -
når Josefine Klougart i Èn af os sover tilegner romanen "Til Jakob - jeg elsker dig" og så til allersidst lader sin mor afsløre, at den navnløse, gamle kæreste hedder Jakob (gør Julia Butschkow ikke det samme i Apropos Opa, lader bedstefaren hedde Butschkow 1 sted?) - det (+ måske køkkenhaveplanen) er sgu for let og gratis en måde at oprette dobbeltkontrakt på (i selve fiktionen eller jo så "fiktionen" er Josefinejeget forfatter, og hendes forældre bor på Mols, ligesom den virkelige Josefine og hendes forældre, hvilket er alt for vagt til i sig selv at oprette dobbeltkontrakt), men i Politiken ryger Mikkel Bruun Zangenberg (og Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad) lige på krogen og bruger mere plads på at referere dobbeltkontrakten end den fylder i romanen - uden i øvrigt at bruge den til noget i sin anmeldelse, ligesom Klougart heller ikke bruger den til noget i sin roman, fordi den ikke (aflæseligt) forpligter og skaber energi (nu er Èn af os sover også sjældent energifattig), som den heftigt gør hos Viemose og Rasmussen.
tirsdag den 6. december 2011
Rifs ur-autofiktion-queering
Min gamle Kristelig Dagblad-redaktør - og dermed Dr. Frankenstein! - Anders Raahauge ringede på vegne af Jylands-Posten for lave voxpop om næste uges 80 års-fødselar Klaus Rifbjerg, og jeg fortalte, at min primære sti ind i og gennem forfatterskabet forbliver den humoristiske /satiriske fabulant, fra Marts 1970 til - og så kom jeg pludselig i tanke om en gammel yndlings-Rifbjerg, jeg helt havde glemt (aktualiteten af), Dobbeltgænger eller Den korte, inderlige, men fuldstændig sande beretning om Klaus Rifbjergs liv, der tilbage i 1978, hinsides Bjørn Rasmussens og co., groft og kosteligt queerer autofiktionen ved at bekende, at Rifbjerg i virkeligheden er hermafrodit! Her slutkapitlet efter de 110 siders lystelige udmaling af det poly-seksuelle leben i 30'ernes København og Berlin:
Og hermed ebber den korte, men fuldstændige og sande beretning om Klaus Rifbjerg liv ud. Hvad der siden fulgte tilhører offentligheden og har gjort det længe. Den har ladet sig føre bag lyset, gudbevares, men har måske trods alt følt sig underholdt af og til i al uskyldighed. Nu er det syvende slør faldet, og man ved, hvem jeg for alvor er. Tiden blev moden, og jeg kan kun bede om tilgivelse for mit hidtidige dobbeltspil.
Selv er jeg stadig væk dobbelt, men erkender fuldt og helt og bærer ligeværdigt mit medlemskort til henholdsvis Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Jeg har lagt billet ind hos sodomisterne, men de synes endnu mine erfaringer på området er for beskedne til, at jeg kan komme ind som mere end passivt medlem. Det glæder mig, at der endnu er erfaringskredse, man kan underlægge sig.
I øvrigt er jeg ved at blive gammel. Den store lidenskab er nok dæmpet af. Men jeg går til alle den gode sags demonstrationer og skriver de nødvendige læserbreve, når den ene eller den anden fraktion synes at have brug for min støtte. Jeg er æresmedlem af Transvestitternes Fagforening. Daglig færdes jeg i den sorte firkants små beværtninger, og det er da også her, jeg sidder og skriver de sidste linjer af min bekendelse. Min alpehue hviler på det grå krøllede hår, der står en pilsner på bordet, jeg ryger en cigaret og er glad for at tjeneren bag skranken kalder mig Camilla. Det virker hyggeligt, fortroligt, og i dag er jeg dame.
Efter krigen købte min [spidsborgerlige] familie rettighederne til min Doppelgängers navn og identitet for en rund sum. De er begge døde nu, men han, som engang var mig - eller er det omvendt? - og hvis liv jeg har udnyttet og udbyttet til sidste hvid for at hytte mit eget skind og skaffe til dagen og vejen, bor nu (det tror jeg da) i total anonymitet under et andet navn og finder sit udkomme som lærer i landsbyen Asferg i Midtjylland.
Et tvetullet pionerværk!
Og hermed ebber den korte, men fuldstændige og sande beretning om Klaus Rifbjerg liv ud. Hvad der siden fulgte tilhører offentligheden og har gjort det længe. Den har ladet sig føre bag lyset, gudbevares, men har måske trods alt følt sig underholdt af og til i al uskyldighed. Nu er det syvende slør faldet, og man ved, hvem jeg for alvor er. Tiden blev moden, og jeg kan kun bede om tilgivelse for mit hidtidige dobbeltspil.
Selv er jeg stadig væk dobbelt, men erkender fuldt og helt og bærer ligeværdigt mit medlemskort til henholdsvis Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Jeg har lagt billet ind hos sodomisterne, men de synes endnu mine erfaringer på området er for beskedne til, at jeg kan komme ind som mere end passivt medlem. Det glæder mig, at der endnu er erfaringskredse, man kan underlægge sig.
I øvrigt er jeg ved at blive gammel. Den store lidenskab er nok dæmpet af. Men jeg går til alle den gode sags demonstrationer og skriver de nødvendige læserbreve, når den ene eller den anden fraktion synes at have brug for min støtte. Jeg er æresmedlem af Transvestitternes Fagforening. Daglig færdes jeg i den sorte firkants små beværtninger, og det er da også her, jeg sidder og skriver de sidste linjer af min bekendelse. Min alpehue hviler på det grå krøllede hår, der står en pilsner på bordet, jeg ryger en cigaret og er glad for at tjeneren bag skranken kalder mig Camilla. Det virker hyggeligt, fortroligt, og i dag er jeg dame.
Efter krigen købte min [spidsborgerlige] familie rettighederne til min Doppelgängers navn og identitet for en rund sum. De er begge døde nu, men han, som engang var mig - eller er det omvendt? - og hvis liv jeg har udnyttet og udbyttet til sidste hvid for at hytte mit eget skind og skaffe til dagen og vejen, bor nu (det tror jeg da) i total anonymitet under et andet navn og finder sit udkomme som lærer i landsbyen Asferg i Midtjylland.
Et tvetullet pionerværk!
fredag den 2. september 2011
Autofiktivt sammentræf er happy ending
Da Karl Ove Knausgaard i dag klokken 14.00 gik på scenen på Louisiana, tog jeg en bid af en McDonald's-hamburger foran Scientologys hovedkvarter i Jernbanegade.
Jeg kan ikke se, hvordan det er muligt for Knausgaard IKKE at afslutte sjette bind af Min kamp, manuskriptet til hvilket han, så vidt jeg har forstået, først afleverer til forlaget på mandag, med dette fantastiske sammentræf.
Jeg kan ikke se, hvordan det er muligt for Knausgaard IKKE at afslutte sjette bind af Min kamp, manuskriptet til hvilket han, så vidt jeg har forstået, først afleverer til forlaget på mandag, med dette fantastiske sammentræf.
torsdag den 28. oktober 2010
Lille raserianfald 2 (for helvede, Stefan)
På sin blog bliver Stefan Kjerkegaard ved med at skrive om og linke til den evige Knausgaard og en håndfuld andre og mindre norske auotfiktionalister, eller hvad de nu kan hedde, som jeg ikke har læst noget af, og jeg kan mærke, jeg begynder at blive stædig, sådan Stieg Larsson-stædig: aldrig skal de få mig til at læse det gejl! hvilket selvfølgelig er fuldstændig urimeligt, men én ting er, at jeg er ude af stand til at forstå, hvorfor man (fra at interessere sig for Grotrian og Laugesen og Højholt) kan interessere sig for autofiktion I SIG SELV ud over på et rent Poul Behrendtsk detektivisk plan, der er og har altid været bøger med auotfiktive træk og autofiktiv dynamik, gode bøger og dårlige bøger, men hvis autofiktiviteten er interessant I SIG SELV er det som noget fælt eksistentielt noget og/eller samtidssociologisk Marianne Stidsen-trist trist noget, men dét er som sagt én ting, en anden ting er, at det i DK kunstnerisk vægtigste og vitaleste og komplekseste autofiktive projekt, nemlig Hans Otto Jørgensens, i to romantrilogier, den sidste afsluttet i denne uge med Sæt Asta fri, plus det rasende løs(agtig)e, aldrig læses ind i sammenhængen, så vidt jeg har set (jeg vil meget gerne tage fejl) som, satser jeg blindt 1000 norske kroner på, absolut konkurrencedygtigt med alle de inderligt udblæste nordmænd.
Abonner på:
Opslag (Atom)
