lørdag den 17. august 2019

Sublimt udgæret årgangs-Ørnsbo

- fra måske-hovedværket Myter, 1964:

(Ørnsbos egen fodnote!)

TORDEN

Katteskumring indvolde
for alle vinduer en sørgerand om himlens
intention Op over træets klæge kød
og paraplyers bopladser
stod overflødig varme flueopsvulmet
og uden vejr,

Have frustreret af blade
låge med sugekopper
og dejgbuskadser henstillet til hævning
Vallede pindsvin og sko
med daggamle svedballer* synker ned
i tykningens silo
Udmattet søgte røgen bort
fra eget kontrafej og skorstenslæder
hang fast i kviste undervejs
blev sær.

Spindelvævsstrikninger
opslår deres trøjer mellem grenene
ders fluer ophængt i ærmegabene deres tønder
til klumpekroppene
syreners pukler pejler den forladte meteorologi
levrede stære
falde redesort traumatisk gennem blakkede
buske tilbage i hegnets
matte underverden.

Vinduesindrammet menneskepus
katte lukket ind i skabe som kløende sår
Sved står af kroppen
som brædder på vej ud af et stillads
Hovedbunden løftet
på rokkende fingre ud i værelsets fedtede petroleumshav
det lyser i håret undervejs
signalerer ned små magnesiumsbordbomber
øjnene svupper frem og tilbage
på deres dybvandsstilke
               Lydløst oplades grimassen mellem
               røde tallerkenvægge og møblers blå mærker
               munden prøver sin tunge, lynafleder
               sit elektriske spyt
               atmosfærisk forsagt løsnes alle
               blonde skæl på kraniebakken.

Endeligt
de lilla lunger kryber et stykke op
astmatikken ligger lige under ganen
en tordens blåstrømper
begynder sin afklædning i havegangen
et lyn for fejl af egen kolbøtter
endte ude i et andet sogn.

Nu brast det
klemmer tages ud af tøjet
kroppen skæres fir af osteklokker
tordenklemmer falder ned af trappen
neglerødders grønne magnetiske horn bisser
mellem møbler
halsen i aftrækkerbevsær bytter om
på sine spændte tommelfingre
slipper en gennemtræk løs
fra lungernes slugte komprimeringsstue
omvender sig til vestenvinden
og en anden nasal opkomlingselektricitet

Lyn i himmelspræt
kriminelle vinkler fremdraget skyer
uden bukser fingeraftryk på taget
Nu ses de havedele overfyldte mørkekamre
fotogene hundehuse
flagstænger med fleget nede om benene
siamesiske vanddråber
ormeblottelsers forlængede perspektiv
nu.

Ravage
ud over mundvige jern og bobler
havers blødersygdomme
lommer flyder over, lemmet står
som et kæntret skib
gæller arbejder under huden
håret begynder sine algebevægelser dybdehavsdans
fisk flyder ind fra trætoppene
blop ind i munden
ocenagående sømænd hilser mig dinglende
henne fra buskadset.

Således
en retouchering har klaret teinten
snegleaccelereret tager landskabet form
regnorme trækker deres hud
op af jorden fliser hælder vand af kroppen
ud under paraplyers styrthjelme
dukker ansigtet frem smukt
humusbræmmet.

En særlig gud
har kasseret skyer rettet på tage
gødet alle lommer
på sprukne indendørshaner og stigbøjlefjer
Ind over mit dryppende hoved
står friske hunde med næsers rasende vindtunneller
bladrer lugte ud af min skjorte
godtager med løftede ben et hjørne af min krop:
hvem var her sidst


* af et bal

Indfaldne blå øjne - Jess Ørnsbo 1932-2019

Jess Ørnsbo havde tre digte (i maskinskrevet faksimile) med i det seneste nummer, 67, af Victor B. Andersens Maskinfabrik fra denne april, dette er nr. to, så ømt krasbørstigt som nogensinde (jeg læste det op live i TV2 News i går, det gjorde godt at gøre, men slukkede jo lang fra sorgen over en bortgået suveræn digterstemme, vel faktisk tværtimod) (og måske er titlen Ørnsbos endelige definition af sin legendariske skeløjethed!?), egentlig er det vel faktisk et hyrdedigt!?:

En tung og genstridig januar
uden for kroen står nogle gærende
unge mennesker
skræppende blomster og flygtende persille
indfaldne blå øjne
og sprøde skridt i gruset
pludselig
når hjernerystelser mødes
og sød musik opstår
i trænede hjerter
og dertil månens strålebehandling
ny og næ og næ og ny
det er børnene der er på vej
snart fødes der børn
med skilning og medfødt slips
en fødebølge går gennem teatrene
nye børnehaver støbes i beton
på toppen af højhusene
der blæser børn ud alle vegne
Statsministeren er rugemor
får forhøjet sin livrente
mænd får indopereret en gyldig livmoder
Barnløse kun for samlere

MIT VAREMÆRKE ER SKYERNE

Billedresultat for jess ørnsbo

Dobbeltnekrologen

Billedstyrken i dansk poesi er siden i går reduceret med mindst 40 %

2 x julehad

Det er ikke løgn, at jeg tænkte på Jess Ørnsbo, da jeg læste Simon Grotrians ny samling, Digte, og begge store digtere stadig var levende, da jeg nemlig læste dette lille digt, der næsten kunne være en Ørnsbo-hommage:

Hun hængte hvæsende
de bloddryppende kugler på træet
spaghettilang aften.

og jeg kom i tanke om klassikeren "Jul-i-himmel" fra Hjertets søle, 9184, min Ørnsbo-øjenåbner (som jeg læste op i AK24syv torsdag aften (de ringede midt i et bleskift, og jeg havde glemt aftalen, men heldigvis stod jeg ved den rigtige reol)):

En ond jul står for døren
barneansigter der skærer tænder
invalide træer der bæres ind
Stearinlys svider sjælen
en stikken i huden
som ag glemte vækkeure
Husene fyldes med vand i spande
bløde pakker undersøges
omhyggeligt af en alt for ung læge
En blødende nisse gemmer sig
skræmt bag panelet
Man betragter hinanden uforsonligt
om nogen skulle være vendt
tilbage fra barndommen - - -
men kun en overgemt torden
ruller råt over tagene fra en klistret himmel
der har gemt sit vand
fra i julisommers
Hadske ansigter ser ud gennem ruden
efter januars frelse

Den blødende nisse får mig så igen, lige nu, til at tænke på dette geniale, allermindste (sammen med andre kun bestående af 1 tegn) yndlingsdigt fra Talkumekspressen:

NISSEN STÅR PÅ HOVEDET


               V



Der er NB også visuelle digte i Talkumekspressen fra 2006

og endda rigtig mange, og fx disse 2:

D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D

Skildpadder værner
de sårbare margener.

eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee

Skildpadder brystsvømmer.

fredag den 16. august 2019

Og dette digt fra side 70 i Fire, med tilhørende (FUTURISTISK) billede

Min fremhævelse

(jeg kan kun overskue at bladre i to Grotrian-bøger lige nu, den nye, Digte, og så Fire, 1990, der var Grotrians fjerde bog og derfor kun indeholder firelinjede digte , og som var den første jeg anmeldte, i Kristeligt Dagblad, og den, der gjorde mig svoren tilhænger for life)

L'ESCALIER DES AU REVOIR
       s      Balla

Mens trappen bare løber for at indhente sorgen
vinker jeg med penslen ned til kvinderne
for hver etages endeløse hilsner
må jeg slette deres smil og male trin

Billedresultat for L'ESCALIER balla

Datoer på liv og død -

I al min hast op til avisens deadline i går eftermiddags fik jeg blandet dagene sammen i min nekrolog over Simon Grotrian, det ærgrer mig ikke så lidt i dag:

Grotrians nye bog udkom i går torsdag den 15. august, jeg skrev anmeldelsen af bogen dagen før onsdag den 14., som var min fødselsdag, digteren døde samme aften på Silkeborg Sygehus af en aneurisme.

Her er et afsnit fra nekrologen, der blev klippet mindre til endelige udgave:


"Alt det vrøvl om Grotrians rekordhøje grad af uforståelighed (den smukke, smukke hævn over den kliché: Ærkehermetikeren er i dag en de populæreste, mest menighedsafsungne, moderne salmedigtere). At sidde dér og få hugget og boret og trukket i sin tand og forsøge at acceptere, at Grotrian, der bare skulle blive ved at sidde langt, langt borte i Lemming og producere udødelig poesi UAFBRUDT, vitterligt var død, føltes NØJAGTIGT som blev en flaskepost smadret mod mine tænder."

Og opslaget før

HAj OVER HOVED


V V V V V V V

          O


ISTAPPER, ÆG


V V V V V V V
           O
        OOO
      OOOOO

På siden overfor "Svaner set gennem tårer" i Fire

HEST PÅ GLASTAG

U.   U


U.   U

torsdag den 15. august 2019

Det lille bitre suk

Skammeligt, at Grotrian aldrig nåede at modtage hverken Kritikerprisen eller Akademiets Store Pris, vi skal være påpasselige med påskønnelsen (Kritiker-ignoreringen er jeg selv medansvarlig for (selvom han var nomineret flere gange)) (Ørnsbo fik heller aldrig Kritikerprisen, mærkværdigt nok)

På barken indskrives hvert åndedrag

I stedet for denne lalleglade anmeldelse af Simon Grotrians nye bog, der udkommer i dag, står i morgen i WA Bøger en leddeløs ulykkelig nekrolog at læse, forskrækkeligt nok


Regnbueskytte. Simon Grotrian er stadig en poetisk søjlehelgen, men nu om stunder klinger hans uforlignelighed snarere popstøjende end egentligt ophøjet

Bøjet i regnbuer

Simon Grotrian: Digte. 78 sider. 200 kr. Herman & Frudit

De, sære læser, kan være helt ligeglad med, at det i skrivende stund er nærværende anmelders fødselsdag, blandet andet fordi at det er det ikke længere, når anmeldelsen står i avisen, hvad enten det så bliver den ene eller anden fredag. Men jeg selv kan ikke lade være at tillægge det en vis mening, at det netop er denne onsdag, jeg sidder på min pind i spinatfugleburet og skriver om Simon Grotrians nye digtsamling, som radikalt for ham, der på det seneste har været mester for titler som Zar Brügge og den flamske forvandlinger og Den korsfæstede budding, bare hedder Digte (forrige titel, Mit nøgne hjerte fra sidste år var også enkel, men ikke så enkel).
  Fordi hvert eneste velsignede digt føles som en gave, og fordi Grotrian skriver med en overrumplende fandenivoldsk – eller måske rettere vorherrehimlende – udfoldet humoristisk sprudlen. Hvis det ikke var fordi manden har skrevet så utroligt mange (gode) digte og digtsamlinger (og salmer og salmesamlinger), som ingen, ikke engang hans mest trofaste fans, har overblik over længere, ville følgende skønne besyngelse af selve den sansende, levende menneskeeksistens helt af sig selv knæsætte sig som en decideret folkelig nyklassiker:
  ”Vi lever også med hænderne i en balje vand/ der er fortryllelse nok til hele legemet/ sanserne vibrerer som et fluenet/ der haler verden i gang med hver bevægelse/ et skridt frem kan føre til så meget/ også Åndens kram af lutter luft/som roserne flyder i oven på blikket/ og næsen som en plov går gennem duften af jordbær/ mens blæsten spiller på træerne uden for ruden/ du børster muld af hukommelsen og runder svingene/ hænderne stritter i alle retninger som vitriolfaner/ på barken indskrives hvert åndedrag/ du yder til fællesskabets glæde/ kedlen fløjter som et lokomotiv, vær din egen nyhed.”
 Næseplov/jordbærduft-linjen er decideret er decideret Halfdansk, hvis ikke Jægersk, men Jægersk er så i hvert fald den afsluttende lokomotivfløjtende kedel. Mens hænderne som ”vitriolfaner” ikke kan være noget andet end Grotriansk, fordi det er komplet forbistret, men alligevel ser man det for sig, som et umiddelbart sandt billede: Ja da, selvfølgelig er hænder vitriolfaner, ætsende flagrende.
  Nu jeg har outet mig selv som lykkeligt fødselsdagsbarn, tillader jeg mig at fremføre den helt utidigt biografistiske formodning, at digteren simpelthen er forelsket. Det vil i hvert fald forklare både den generelle overstadighed og eksplicit kærlighedsramte linjer som denne digtbegyndelse:
  ”Derfor rydder du op i kaos/ når du slynger armene om mig/ og sætter brillanten på min mund/ der tynges til siderne af vild forsoning”
  Regnbuer har altid været en kær rekvisit i Grotrians poetiske overskudslager, men i den nye bog er de jublende overalt, og det har ikke nødvendig noget at gøre med, at København lige nu er helt regnbueamok af Pride-festivitas, men et smukt nok sammentræf er det da. Her er nogle af regnbue-højdepunkterne:
  ”regnbuen slår sit vingeslag over kuplens fontanelle” ”dit nærvær/ (….) er så dyr og skrøbeligt som vinglas for enden af regnbuen” ”I regnbuefarvede megafoner/ beordres du til at fægte med lyn” ”Det er knækket i regnbuer/ at jeg elsker verden;/ når jeg ankommer med den røde løber om halsen/ overrislet af jordbær på min klovnetud.”
  Jordbær atter! Handlingsreferat af Simon Grotrians Digte: Jordbær og regnbuer! Fryd og gammen! Hidtil har jeg mest citeret fra det første store afsnit ”Månen er af amisulprid” med større, tætte og tykke digte, men bogen indeholder også mindre og helt små stykker, der snarere stikker end sprudler. Jeg kan selvfølgelig lide denne nonsensperle: ”De falske øjenvipper drev ind mod kysten/ sommerfugle satte sig på dem” og denne akrobatik (og anti-akrobatik): ”Du kysser dig selv under fødderne/ ved den oversavede dames to bårer”. Korteste, klareste formel for, hvilken vild lagkage Simon Grotrians skrift forbliver, må være denne oneliner - tillykke til os alle sammen med ikke mindst den:
  ”Du har spist et æble indefra.”

-->

onsdag den 14. august 2019

Digt om 1 og 5

Jeg kunne godt føle det som fyldte jeg 15,
hvis det ikke var for denne eksistentielle kremten 
Kan man kalde det en ten og et kald min stress
over rent faktisk at være 51?

lørdag den 3. august 2019

Evolutionen som nølende, majestætisk popsang

Åh, ja, Jarvis Cocker er tilbage, så cool og vittigt ambitiøs:

torsdag den 1. august 2019

Alt hvad Lone siger

(om alt, men specificerer i morgen)

(idag er så lige pludselig i morgen, dvs. næste i dag, dvs. i forgårs i overmorgen)

om Marianne Stidsens bog i sin godmodigt sønderknusende anmeldelse i Information, her slutningen:

"Den sammenlignende analyse af Danius' og Engdahls karakterer fortsætter: »Danius, der - modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt - har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.« Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger.
Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra.
Gennemgangen af Forfatterskolesagen - der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig - er også præget af skråsikre antagelser om, at # MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«. Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.
Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder.
Men dels har # MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs. Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur-og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.
På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage.
Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af # MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed."

lørdag den 27. juli 2019

ZOO er en fiktion 4

GIRAF!

FLODHEST!

ZEBRA!

STRUDS!

NÆSEHORN!
 
PÅ 1 GANG!

I 1 SYN!

HVILKE ANDRE
P L A N E T E R
KOMMER DE
VÆSENER FRA?

VI FORTJENER
ALLERHØJEST
KØER, GRISE,
VISSE HUNDE,

SLET IKKE FUGLE!

Billedresultat for Dürer rhino

ZOO er en fiktion 3

Når man ikke kan se tigeren her i buskadset,
virker den mindst lige så usandsynlig som
William Blake, der brændte mindst lige så lyst

Billedresultat for blake tyger tyger

ZOO er en fiktion 2

Det kan jo altså
ikke være Gud
eller evolutionen,
der har skabt
flamingoen, så
standhaftigt syret
og pinligt pink
den står dér og
hypnotiserer os
med sin urimelighed,
ingen vej udenom,
at Lewis Carroll
er den ansvarlige

Billedresultat for alice flamingo tenniel

ZOO er en fiktion 1

Slående
som
den klappeged
ligner
Picassos
skulptur,
som man
bestemt
ikke må
klappe,
begge geder
til gengæld
må man
gerne
klappe AD,
og det
burde man
måske
lige huske
at gøre!

Billedresultat for picasso goat

torsdag den 25. juli 2019

Digt om før & nu

Jeg læser
Charlotte Strandgaards
Indimellem holder de af hinanden
på en anti-terror-betonklods
i udkanten af Kultorvet,
det ord og det fænomen fandtes
ikke dengang i 1969,
da jeg selv var lige så lille,
som min lille søn, Samuel,
der er sammen med sin mor
og hendes veninde ovre i Kongen Have,
er nu,
men selvfølgelig fandtes terror
og morderisk had og ideologisk vold
og hoveder af beton også dengang,
alt det har altid fandtes,
men det har små børn,
der leger intenst i det grønne
(eller, som lille mig, helst indendørs),
inden de om et øjeblik bliver store børn,
og poesi, der bliver ved at skinne
og skinne og skinne og skinne,
også,
læs bare, hvad Charlotte,
der er lyslevende
og utrætteligt, ubændigt skrivende,
skriver i sin gamle unge bog:

"Og hvor kom tårerne fra?
Fra de våde øjne
Og hvor kom de våde øjne fra?
Fra sorgen
Og hvor kom sorgen fra?
Fra mennesket
Og hvor kom mennesket fra?
Fra mennesket.
Og hvor kom"

onsdag den 24. juli 2019

S-TOGIE - slangforslag

Jeg foreslår, at vi fra i morgen kalder et S-tog en S-togie:

stogie


Also found in: Thesaurus, Idioms, Encyclopedia, Wikipedia.
Related to stogie: cigar

sto·gie

or sto·gy  (stō′gē)
n. pl. sto·gies
1. A cheap cigar.
2. A roughly made heavy shoe or boot.
Relateret billede

tirsdag den 23. juli 2019

Halfdan was here

Lad os lige overdøve al den ANDEN Halfdan-snak (som slet ikke fyldte mest i min anmeldelse af de to bind med jo til stadighed DE REELT (minus kun (hvad sidekorte rim angår) de 8 med de to utidssvarende ord) SAMLEDE BØRNERIM, Jeg vil tælle stjerne og Abrakadabra) med dette fine, ikke synderligt kendte digt, fra nemlig den sene samling Tante Andante, der foregår lige her ved siden af, hvor vi vildt meget har vores rullende gang, fordi Samuel går i vuggestue lige overfor Charlottenlund Slot (og et meget 2019-barnenavn jo faktisk, Charles):

CHARLES OG CHARLOTTE

Charles og Charlotte 
med de sorte negle
købte hver en potte
og tog ud at sejle.
Charles faldt i  vandet,
Charlotte gik på grund.
Nu sider de på potte
i Charlottenpottenlund.

Dukkedigt, readymade

(ordlyd fra bogen Legetøj og legeting af John og Elizabeth Newson, fundet i Bogbørsen, Hellerup)

Dukker med
evne til at drikke, tale,

skælde ud, græde, gå,
skrive, danse, synge,

ryste på hovedet, med
hår der vokser osv.

- dog ikke alle ting
på én gang.

Sovende øjne blev patenteret
i 1854,

skønt øjne, der bevæger sig, var kendt allerede
i 1636;

svømmende dukker blev fremstillet
for hundrede år siden.

Utvivlsomt er der
nogen, der arbejder på sved. 

mandag den 22. juli 2019

Iggy vil være fri

- også noget at glæde sig til, som kommer nærmest snart, allerede i september nemlig, ny Iggy Pop-plade "Free" med Dylan Thomas-linje mellem sangtitlerne!:

1. Free
2. Loves Missing
3. Sonali
4. James Bond
5. Dirty Sanchez
6. Glow In The Dark
7. Page
8. We Are The People
9. Do Not Go Gentle Into That Good Night
10. The Dawn

Iggy siger:
 
“By the end of the tours following Post Pop Depression, I felt sure that I had rid myself of the problem of chronic insecurity that had dogged my life and career for too long. But I also felt drained. And I felt like I wanted to put on shades, turn my back, and walk away. I wanted to be free.
“I know that’s an illusion, and that freedom is only something you feel, but I have lived my life thus far in the belief that that feeling is all that is worth pursuing; all that you need – not happiness or love necessarily, but the feeling of being free. So this album just kind of happened to me, and I let it happen.”

Og her er det smukt fåmælte titelnummer: 
 

Bestyrelsesportræt

Billedresultat for tintin conspiration

- udskift blot Faraos Cigarer-symbolet med

Billedresultat for kvindetegn

I stedet for tænderskærende at blogge, kommentere, tale i søvne om Marianne Stidsens såkaldte bog

MARIANNE STADSEN, LAKTOR, MEDL. AF DET DANSKE AKADEMI
MERIENNE STEDSEN, LEKTOR, MEDL. AF DET DENSKE EKEDEMI
MIRIINNE STIDSEN, LIKTOR, MEDL. AF DET DINSKE IKIDEMI
MORIONNE STODSEN, LOKTOR, MEDL. AF DET DONSKE OKODEMI
MURIUNNE STUDSEN, LUKTOR, MEDL. AF DET DUNSKE UKUDEMI
MYRIYNNE STYDSEN; LYKTOR, MEDL. AF DET DYNSKE YKYDEMI
MÆRIÆNNE STÆDSEN, LÆKTOR, MEDL. AF DET DÆNSKE ÆKÆDEMI
MØRIØNNE STØDSEN, LØKTOR, MEDL. AF DET DØNSKE ØKØDEMI
MÅRIÅNNE STÅDSEN, LÅKTOR, MEDL. AF DET DÅNSKE ÅKÅDEMI

Tragisk sløjfet overskrift

på min anmeldelse for nogle uger siden af Robert Zola Christensens roman Det er Knud som er død:

Where have you gone, snemusen Knud? 

 

Rødbede- og kannibaldigt

Hvor kannibalisk er det lige,
at jeg dagligt kalder min søn
"din lille nuttede rødbede"
og så giver ham rugbrødshapsere
med rødbedehummus på? Og var
det faktisk Kannibalen, Uni-
vesitets Frokoststue, hvor min
farfar spiste måske faktisk
leverpostejmadder med rødbeder
sammen med Broby og Schade
og Scherfig. blev kaldt? Ja,
siger Google og gør denne gl.
rynkede rødbede stjerneglad.

Yay og suk

Den her bog udkommer, lyksaligt nok:

Billedresultat for lydia davis essays

men først i november, melankolsk nok!

Men hey! også fedt forjættende med det ONE, så bliver det jo nødt til at være planlgt mindst 1 TWO!

lørdag den 20. juli 2019

HOV! Jesper vandt jo!

På grundaf min monstrøse blogforsømmelighed har jeg slet ikke fået meddelt her, at det jo for fanden faktisk var JESPER ELVING, der for ca. en måned siden modtog Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, eller præsenteret snapshots fra ceremonien (fotografer, Cecilie, Jens, HT):


































































































torsdag den 20. juni 2019

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (Nexø om Abd-El Dayem)

(Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Kære Pernille
Tillykke med prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.
June er en svær bog at tale om. Det er på en gang let og svært at finde de rigtige tillægsord til at beskrive den. Den er god – det er let. Den er stilsikker. Men hvis man nu prøvede at sige, det er en rolig eller udramatisk bog, så er det som om, det både føles rigtigt og forkert. Der er en rolig eftertænksomhed i bogens stemme, i fortællerens måde hele tiden at mærke og overveje de situationer, hun befinder sig i. Men den ro er samtidig sitrende og overopmærksom, fyldt med, egentlig … uro. På samme måde er June en bog, der undgår dramaet, den store handlingsbue, de tragiske udsving. Den består snarere af anekdoter eller små vignetter, sjældent mere end to-tre korte sider lange. Alligevel er der sorg og store følelser i den. Det er der i passagerne fra fortællerens og hovedpersonens – hun hedder, som romanen June – familie, i al den død, der løber gennem den familie. Men det fortælles ligesom sidelæns, nærmest som en idyl. Som om det vigtige alligevel ligger et andet sted.
”Dit værelse var en verden af scener og opstillinger,” siger Junes mor til hende hen mod slutningen af bogen. Det er hendes bog også. June gør verden til en verden af små scener og opstillinger, som føles både ret almindelige, nærmest undselige – og helt uudgrundelige, helt mærkelige. Og som derfor må undersøges, mildt og nysgerrigt, men også uroligt.
Her har June mødt en ukendt mand på den ferie, hun er på i cirka halvdelen af bogen. Den er hun på, fordi hun har arvet penge fra sin morfar – i den anden halvdel af bogen hører man om hendes familie, mor, onkel og morfar og hendes opvækst i ”typebyen”. De taler om verdens største yacht, June og manden, som ligger ud for den græske ferieby. Manden kan ikke lide den yacht.
”Han løfter en pegefinger op i luften, lader den falde, så den peger mod mig, mit hjerte./ Han kigger selv på sin finger og bøjer og strækker den som en lille orm. Det gør mig forlegen./ - Ja, den yacht er lidt gammeldags! siger jeg. Jeg er på hans hold./ Vi er enige. Yachten er vulgær og upassende. Stemningen er underlig og tryg. Jeg ænser, at hans finger stadig ormer sig./ - Men alligevel er der noget ved den, der rører mig, siger jeg med en upassende ømhed over for yachten, det rigtigt rige./ - Jeg mener, at den fremstår lidt skrøbelig, fordi den er overdimensioneret.”
Upassende ømhed, uden at det upassende bliver utrygt. Det er mere en følelse af pinlighed, der alligevel er mere komisk end smertelig. Sådan som det også er her. Det er de stemninger, June kredser om. Det er en ømhed, der ligesom er ude af kontrol, hinsides viljen, og som i denne scene overtrumfer den, nåja, forudsigelige forargelse over rigdommen. Som overtrumfer det socialt passende, men gør det på en nænsom måde, på en meget lidt grænseoverskridende måde.
Det er en ømhed, der strømmer gennem kroppen snarere end bevidstheden, eller snarere ind og ud af kroppene, frem og tilbage mellem vores kroppe. Så må viljen og den sociale normalitet halse efter så godt de kan.
For mig er det vigtige i June denne forbindelse mellem krop, stemning og situation – men også de måder, de ikke går op i hinanden, de måder de bliver kiksede og de måder, man lever i det. Det vigtige er også dens tonefald, eftertænksomt og sitrende, ordknapt og overopmærksomt. June indfanger, sådan tænker jeg det, hvordan både de mest fnuglette og de tungeste øjeblikke har noget uudgrundeligt over sig, og hvordan stemningerne flyder mellem os uden for vores kontrol.
Det gør den på et smukt, smukt dansk. Også for det skal du have Strunge-prisen. Tillykke igen, du har fortjent den, det har din bog også.



EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 2 (Mai om Abd-El Dayem)

(Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Det er ganske svært at få hold på Pernille Abd-El Dayems roman June - og det er meningen og meningen er rigtig, for bogen handler om June, hvis liv er punktvist, flosset, sivende og strømmende.

Hun er som lyset kan være i den måned, hun har navn efter - flimrende, fuld af skygger og så lige pludseligt brændende, som sollyset i den første af de mange korte tekster, bogen består af.

Selv forklarer June kvinden Z, som hun bliver veninde med, at hun ikke rigtig er i gang i endnu og er underlig viljeløs, og at hun leder efter en vilje. Michael Strunge beskrev en lignende ung tilværelsesoplevelse med ordene:

Jeg er ikke selv nogen person
jeg er nærmest en tilstand
i stil med de drejede tumlende skyer
der bærer på vand og snavsede drømme
og besvimer af og til
for at sove lidt i jorden
eller blive kogt til te

Junes viljesløshed betyder ikke, at hun ikke kan mærke sit liv og sin verden: hun er så meget tilstede, at verden kan invadere hendes krop og bevidsthed, en relation er ikke mindst udrykkes i hendes forhold til mad. En pandekage, som hun spiser, bliver ved med at ligge klægt i maven – pandekagen er mere virkelig, end hun selv er, og måske fascineres hun af Z, fordi Z uden problemer kasserer en bolle, hun ikke synes er god og går på jagt efter en bedre. Mad truer og forskrækker June, men hun når til slut til at anrette et måltid rituelt og spise det. Hun påtager sig sin egen kødelighed og sætter måske dermed også en grænse i forhold til den invaderede omverden. Hendes mad-afsky startede i mødet med Christian Lemmerz’ udstilling af rådnende grise i Esbjerg, hvor den fraværende lugt i selve udstillingslokalet kun gjorde oplevelsen endnu mere makaber.  Som den levende kylling Junes onkel har anbragt som bordpynt ved en familiefrokost er June mærkelig og kødeligt fortabt i et retningsløst liv.

Romanen veksler mellem afsnit fra Junes barndomsverden og fra en ferierejse, som hendes morfar har givet hende i arv. Barndoms- og voksenafsnittene belyser hinanden, men de forklarer ikke hinanden. Barnets univers er en realitet for den unge kvinde, ligesom voksenlivet er en højst virkelig størrelse i barnets univers.

Man kommer ind i en særlig stemning, når man læser Pernille Abd-El Dayems roman, man kommer ned i tempo, for man skal fange hver sammensætning af ord, men man svimler også, når Junes bevidsthed fanges af tanker, der maskinelt kører i ring.

Indimellem bobler humoren, som i skildringen af de triste barndoms
kvarterers poetiske navne, Engryleparken og Skjoldbregnehaven, af forholdet mellem veninderne og Junes optræden med fløjtespil. Jeg er en drømmeflade siger June, og læseren følger hende gerne gennem drømme, et one-night-stand og et møde med en ny veninde, fordi hendes historie såvel vækker en indlevelse i hendes kejtede ømhed som en dyb eftertanke over, hvad et menneskeliv egentlig er.

Tak for brugen af romanen som en drømmeflade - et ord Michael Strunge ville have holdt af, og tillykke med hans pris - det er en slags arv fra en digter til en anden, og du kan bruge den, nøjagtig som du vil.

Fra mail fra Bet-vinderen

(der forbliver officielt navnløs for andre end Bet-gæsterne indil i morgen, hvor alt afsløres, inkl. tale, inventarium og fotoreportage)

- Og så var titlen stennel blevet til spennel.

Post-Bet F-Have-chilling










































søndag den 16. juni 2019

Bet-krise! Bet-krise overstået!

SMS, i går kl. 14:10:

Kun 1
bettaskebutik
tilbage i
istedgade og
kæmpetasker
udsolgt!

SMS kl. 14:21

Fandt 1 m
taske!

fredag den 14. juni 2019

BET19

De nominerede til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2019 - portrætter og citater i i dagens WA Bøger - uddeling foran Café Svejk i Smallegade på mandag den 17. klokken 15!


1      Majse Aymo-Boot og Jan Søndergaard: Postkort fra Vatikanet. 94 sider. 250 kr. Basilisk.
2      Molly Balsby: Ponyprivilegiet. 76 sider. 200 kr. Basilisk.
3      Anne-Louise Bosmans: Bruxelles. 56 sider. 160 kr. Antipyrine.
4      Jesper Elving: reskov/ tunis/ goffer/ lok. 4 x 16 A3-ark. 200 kr. jesperelvving.net.
5      Signe Gjessing: Synet og vennen. 50 sider. 149,95 kr. Gyldendal.
6      Simon Grotrian: Mit nøgne hjerte. 64 sider. 138 kr. Herman og Frudit.
7      Rolf Sparre Johansson: Piedestal. 84 sider. 139,95 kr. Kronstork.
8      Pia Juul: Let gang og lidt til. 90 sider. 150 kr. Arena.
9      Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner. 226 sider. 129 kr. Kronstork.
10   Jonas Rolsted: Organe remain. 194 sider. 199,95 kr. Gladiator.
11   Torben Ulrich: Boldens øjne, værens ben. 234 sider. 298 kr. Spring. 
12   Anna Fro Vodder. 448 skridt. Space Poetry. 96 sider. 120 kr. Pletdigte (og –billeder). Citat: ”Panikbelysning// Venter på at maling/ skal tørre” 
13 Lars-Emil Woetmann: Af det almene. 68 sider. 149 kr. Kronstork. 

 
-->

tirsdag den 4. juni 2019

mandag den 22. april 2019

Alt for oplagt vending jeg missede i min egen farbog

side 10

(mi fortrydelige fremhævelse) :

"Der gik nogle år. Så begyndte folk at tale om sønnen, Lars Bukdahl. Han var jo ikke så gammel endnu, men var som snydt ud af næsen på sin far og lige så klog. Måske kunne han engang løfte arven. Ligesom i dansk fodbold kunne altid har kunnet drømme om næste generation af Laudrup-dynastiet, kunne man måske drømme om næste generation Bukdahl-dynastiet."

Ny anekdote om mig som barn og min far som min far

Som jeg aldrig har hørt før og ingen erindring har om, og måske er den faktisk sand!?

På side 49 i Nils Gunders bog om min far:

"I en periode som lille ville Lars kun falde i søvn om aftenen, hvis hans far lå ved siden af i sengen. Det gjorde Jørgen beredvilligt, og så listede han af, når Lars var faldet i søvn. Lars regnede imildertid ud, at det forholdt sig sådan, fordi han far jo ikke var i sengen om morgenen, eller hvis han vågende om natten. Han insisterede derfor på, at værelset skulle låses udefra. Når Lars derefter var faldet i søvn, måtte Jørgen liste hen og banke sagte på døren, så han kunne blive låst ud."

DET TROR JEG PÅ! 

Min far anmeldt (godt) af sin monograf

- fra indledningen til Nils Gunders bog om min far (der er organiseret i 6 kapitler + forordet:

Forord. Manden i sommerhuset

Kapitel 1. Jørgen K. Bukdahls liv - en biografisk skitse

Kapitel 2. Telefornpasser på den hermeneutiske omstillingscentral

Kapitel 3. Skal man krybe helt ind i dyret? - Bukdahls forhold til kirke, kristendom og teologi

Kapitel 4. Hvor let er det bare at være sig selv? - Bukdahl om hin enkelte og om Søren Kierkegaard

Kapitel 5. Kun i samfundet kan man føle sig fri - fra Marx til Hegel

Kapitel 6. Dynasti: Den unge døde i generationernes kæde)

"Men det er vel også bare noget pjat med alt dette afguderi og idolatri og primitiv tro på en slægtslinje. Og atl det, sok optog os så meget, da vi læste det som unge, tåler vel sjældent det nøgterne tilbageblik fra den modne læser. I tankerne er jeg gennem årene med mellemrum vendt tilbage til Jørgen K. Jeg har skoset mig selv for det. Hold nu op med det dér, det er følelser og åndemaneri og luftspejlinger. Nogle gange har jeg også taget enkelte fa hans gamle artikler frem og læst dem. Jeg har nærmest gjort det for at forvisse mig om, at der selvfølgelig ikke var noget at komme efter. Og så har jeg fået chokket. Det holder. Der er i den grad noget at komme efter. Det er sandt, hvad mine følelser bliver ved at fortælle mig. Det er ikke forbi. Jørgen K. er død, men han lever alligevel. Og gcis jeg skriver en bog om ham og ikke mindst om hans værk, så kan jeg måske give ham lidt af det efterliv, han i så rigt mål fortjener.
  Jørgen K. Bukdahl kunne som ingen anden fremstille en tankegang, en teoretisk position, så den bliver forståelig, ikke i en populariserende second hand-forstand, men så den blev gennemlyst, også i sine dybeste forudsætninger, og på en måde , hvor man - upolemisk og sagligt - også kunne se, hvad den manglede, ikke havde med, ikke tog højde for og derfor med fordel kunne suppleres med. Han var en formidlende, inkluderende og syntetiserende tænker. Formidlende i dobbelt forstand, for samtidig med at han formidlede til læserne, formidlede han også mellem positioner, åbnede dem for hinanden. Det er en sjælden evne at have. Derfor stejler jeg også, når nogen siger til mig, at Jørgen K. jo ikke var en tænker, han var formidler med et underforstået "blot" foran. Måske er termen "formidler" blevet devalueret i vores tid, hvor der uddannes så mange af dem. Jeg synes i hvert fald, det er at gå fejl af mandens format. Han tænkte i høj grad, men han tænkte gennem, melle, over og under andres tanker."

Godt brølt om løven (som min faster, Else Marie, som han kaldte katten, kaldte ham)!

Min fars sidste breve læst at last

På fredag udkommer Nils Gunder Hansens bog Tanker af en anden verden. Jørgen K. Bukdahl - hans liv, værk og aktualitet, hvilket er en vild ting og en vild bog for mig. Det vildeste og mest bevægende er de breve til hans forældre, Jørgen og Magnhild, mine bedsteforældre, fra ugerne før hans død, 2. august 1979, som citeres til sidst i bogen, og som jeg ikke har læst før - min far vidste, at han skulle dø af sin kræftsygdom, men det vidste jeg og min søster, Dorte, og hans forældre og hans søster, Else Marie, ikke (jeg citerer fra et tredje brev, om at læse Agatha Christie i krimi-kommentar i WA Bøger i fredags).

Fra et brev 19. juli (den her måde at holde ferie på = at min far og mor var hjemme, min far sengeliggende, og så tog Dorte og jeg på små ture med andre, fx til Anholt):

"Jeg får ikke lavet ret meget færdig; sygdommen er lidt besværlig - men jeg har med fornuftige læger at gøre - så det skal nok alt sammen./ Lars og Dorte er utrolig søde - det er som om de bliver voksne og sjove ved den her måde at holde ferie på. Og Dorte har jo sin svømning - selv om det måske er for dårlig vejr i dag til at svømme."

Sidste brev, fra 30. juli:

"Kære Far og Mor

Så kom børnene glade og velbeholdne hjem fra Anholt! De havde kun haft lidt regn den sidste formiddag - Så nu er der det normale "Leben" i huset igen - Jeg har lige læst Kielland - Garman & Worse - det er social kritik korrigeret med humor - i al fald på afg. steder! Men også, bitterhed, spotskhed, vemod!

Stor hilsen herfra
Jørgen. "

VEMOD INDEED!

lørdag den 30. marts 2019

Fuld begyndelse på endeløshed

Jeg var nødt til selv at sidde og oversætte begyndelsen på mestermonstrummet Tristram Shandy til min WA-kommentar om tykke bøger, fordi jeg ikke kunne nå at få fingre i den officielle overstættelse, og oversatte mere end jeg behøvede:


"Jeg vil ønske, at enten min far eller mor, eller faktisk begge to, da de begge var forpligtet til det, havde tænkt på, hvad de havde gang i, da de undfangede mig; havde de pligtskyldigt gennemtænkt, hvor meget der afhang af, hvad de gjorde – ikke bare produktionen af et rationelt væsen og selve hans bevidstheds beskaffenhed – og endda, de kunne ikke vide andet, at hele hans hus’ skæbne kunne afhænge af det humør og de dispositioner, som da stod i første række– Havde de pligtskyldigt overvejet og gennemtænkt alt dette, og fortsat i forlængelse heraf – er jeg overbevist om, at jeg ville have gjort en helt anderledes figur i verden end den, læseren med al sandsynlighed vil anskue mig i. (…) Hør, min kære, sagde min mor, har du ikke glemt at trække uret op?"

fredag den 29. marts 2019

Sidste forestilling aflyst

som afslutning på kommentaren i dagens WA Bøger om tykke bøgers tykhed, sådan lød første version:


"Det forbryderiske er velmenende, velformet kedsomlighed, en helt anden sag er aggressiv, flosset kedsomlighed som Dan Turèlls 411 sider tykke Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos, pågående, fuldt intenderet ulæselighed. Hvordan få for meget af det? Med ømme øjne falder læseren ustandseligt hen:
  ”FLIMRENDE LUFT/ I SKRIGENDE ULTRAVIOLET SKÆR – ALT SAMMEN I SVINDENDE LYS – FLAKKENDE ANSPÆNDTE LINIER – ILLUSIONER I DET TOMME RUM – FLADE GENNEM U-RUM U-TID – INTET TRÆKKER SIG TILBAGE – GALAKSER AF RADIOAKTIVT BLY – SÆT ALARMHYL PÅ ALLE TEGN – SONDERNE : SØGERNE : SKÆRMENE MED SKIFTENDE MENINGSLØSE MØNSTRE – ENDELØST BØLGENDE FORMATIONER MOD VILKÅRLIGE LYS – FARVEDE PRIKKER DANSENDE PÅ MAGNETISK SKÆRM”
  Kort sagt: Skriv langt som en girafs hals!"

søndag den 24. marts 2019

Lawrence F 100

City Lights-grundlægger og beatdigter - OG LYSLEVENDE!

Retired Ballerinas, Central Park West

 
Retired ballerinas on winter afternoons   
          walking their dogs
                      in Central Park West
    (or their cats on leashes—
       the cats themselves old highwire artists)   
The ballerinas
                leap and pirouette
                           through Columbus Circle   
         while winos on park benches
               (laid back like drunken Goudonovs)   
            hear the taxis trumpet together
               like horsemen of the apocalypse   
                               in the dusk of the gods   
It is the final witching hour
                when swains are full of swan songs   
    And all return through the dark dusk   
                to their bright cells
                                  in glass highrises
      or sit down to oval cigarettes and cakes   
                              in the Russian Tea Room   
    or climb four flights to back rooms
                                 in Westside brownstones   
               where faded playbill photos
                        fall peeling from their frames   
                            like last year’s autumn leaves

Lawrence Ferlinghetti, “Retired Ballerinas, Central Park West” from These Are My Rivers. Copyright © 1981 


SUSANNE J 75

DEN PRIMÆRE JORN, SUSANNE, BLIVER 75 I DAG'

Her et yndlingsdigt på en prik eller to fra det første hovedværk, Epigrammer, 1977:

I mongolfolden

den mærkelige
gamle mand
kadte mig
frk. Udenfor
og frk. Rundøje

bagefter
tissede han
på mit hus

Her en sekvens fra hendes smadrende gode, splintrende nye bog, Ny og næ, der udkommer i dag:

(side 76)

støv

(side 77)

usynligt støv

(side 78)

har lagt sig

(side 79)

siden jeg
kom ind i

(side 80)

støvets.  år

(side 81)

jeg vil altid
være støvet
nu

(side 82)

for
man kan ikke tørre
´det støv

(side 83)

af


lørdag den 23. marts 2019

Iggy om at være objekt for kritik (og vigtige bøger)

(fra interview i New York Times):

Are there books or critics about either your music or punk music that you think are especially valuable?

Lester Bangs and Nick Kent are two people I can think of, off the top of my head. Both of them, in sort of a flailing, wild, highly subjective way. But why not! At least the two of them were treating what they write about like it’s actually important.
I read the stuff Lester Bangs wrote about me and thought: “Oh no, I’m a buffoon! But wait: I am a salient blowtorch of nihilism. Cool! Wait, am I cool or not? I’m not sure!” I have one of his books in hardback. I’ve had it for a long, long time. It’s sitting on the shelf along with “The Andy Warhol Diaries,” the collected works of Allen Ginsberg and a few other books. I look at their spines and think: “O.K., this is what’s important!”

fredag den 22. marts 2019

Kærlighedsversionen

af min anmeldelse i dag af Inger Christensens Essays, som blev lige lovlig egenknudret og citattung:


Pege-Inger. Inge Christensens intrikat tankedansende essays genudgives i ny, musikalsk, elegant sekvens, visdom fås ikke heftigere

Fugl Fønix: Findes stadigvæk ikke

Ingen Christensen: Essays – del af labyrinten & Hemmelighedstilstanden. 264 sider. 299,95 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Efter endt, rundtosset læsning af sønnen Peter Borums re-komposition af essayene i Inger Christensens to navnkundige essaysamlinger, Del af labyrinten, 1982, og Hemmelighedstilstanden, 2000, til et samlet bind Essays og efterfølgende, adspredt bladren i sidste års kæmpebind med efterladte papirer, Verden ønsker at se sig selv, har jeg opdaget, at der er en uskrevet tekst af Inger Christensen, som vi fatalt mangler! Og som det forekommer yderst vigtigt at notere og begræde fraværet af:
  Christensen skrev til den såkaldte skriftrække Krise & Utopi, udgivet af Gyldendal og redigeret af IC, Niels I. Meyer og Ole Thyssen, i de første fire af de fem bind, der 1979-1981 nåede at udkomme, fire opslag til et ”Forsøg på utopisk ordbog”, ”Afrealisering”, ”Arbejde”, ”Energi”, og ”Broderskab”, som i deres frygtløst skarpsindige forfra- og gennemforgrubling af alt og det hele ville have elevateret hende til instant europæisk mesterfilosof,-status, hvis de var udkommet på fransk i et lille, nøgent Galimard-bind i stedet for skjult i en sen-70er-mudret såkaldt skriftrække.
  I de efterladte papirer optræder nemlig en utrykt tekst, ”Utopisk ordbog. Fortsatte brudstykker”, med små definitioner, der henviser til både systemdigtet alfabet, 1979 – ”frygt: angst, ængstelse,, uro, bekymring, skræk, panik, rædsel, forfærdelse, gru (se desuden terrorbalance/ Fugl Fønix: findes stadigvæk ikke” – og til de fire tekster i Krise & Utopi-bindene. Og nu kommer vi omsider til kriminalistikken: Under opslagsordet ”kærlighed” står der:
  ”(se Krise & Utopi nr. 6, endnu ikke udkommet)”
  Det vil sige, at hvis Gyldendal ikke havde stoppe skriftserien, så havde Inger Christensen fortalt os, hvad kærlighed er! Og det kunne vi jo nok have brug for at få at vide. Læs bare det sidste, hun skriver om det skrumlede, gamle ord ”broderskab”, som hun nemlig pudser helt nyt og lysende:
. ”Hvis det falder mig ind at sige ’jeg er en fisk’ – så er jeg selvfølgelig ikke nogen fisk, men det primære er at jeg med denne sætning kn få en viden ikke alene om fisken, men også om mig selv, som jeg ikke kan få på andre måder./ På en sær måde er det det samme, når jeg siger ’jeg er et menneske’. Jeg er selvfølgelig et menneske, jeg ligner et menneske, men ved at lytte til selve udsagnet, og denne lytten er en undren, fik jeg en viden om mig selv, men også om mennesket. Her begynder broderskabet, som en afrealisering af min undren over at være menneske.”
  Derfra skulle definitionen af kærlighed begynde. Stavekontrollen sætter en rød streg under ”afrealisering”, den utopiske ordbogs centrale og første ord, som Christensen har opfundet selv som en modsætning til tidens løsen om at realisere sig selv: ”Min selvrealisering, min magt til at lede og fordele min hverdag og dens uhyggelige tryghed bliver eksemplarisk for den vestlige kulturs realisering af alt, rub og stub, i billedet af den vilde vækst.”
  Christensens formuleringer er så højspændt, traktatagtigt koncentrerede og hendes formler for samfund og eksistens så suverænt marsbo-originale, at jeg virkelig ikke tør parafrasere. Dette er så tæt opslaget om afrealisering afslutningsvis når en definition af samme, hold tungen lige i hovedet:
  ”Med min særlige disposition (mine anlæg, som er det hvormed jeg henvender mig til andre) genkender jeg verden på én gang som den er og uophørligt finder sted og som den ikke har fundet sted. Ikke før. Det er dette ikke-sted, som hver gang et menneske fødes, med rette kan kaldes en utopi.// Hvis denne utopi er opbrugt den dag barnet træder ind i det vi kalder de voksnes rækker, begynder barnet at realisere sig selv, for at der dog skal være noget til stede, i stedet for at afrealisere sig selv, fordi alt allerede er til stede.”
  Så giver jeg lige min og læserens hjerne en kort pause!  
  Begge nu sammenbragte og ”sammenflettede” essaysamlinger er opsamlinger af tekster skrevet til alskens sammenhænge 1969-1994, i de seneste år fortrinsvis tyske sammenhænge, eftersom Christensen på den anden side af grænsen opnåede stor anerkendelse og måske faktisk større, på grund af anderledes selvfølgelig genirespekt, end hertillands. Den ufærdige serie af opslag til den utopiske ordbog ligner et fragment af det hele, fuldendte poetologsiek/filosofiske værk, Christensen aldrig fik skrevet. I deres lynblinkende brogethed kan de samlede essaysamlinger minde om Per Højholts essayopsamling, Stenvaskeriet, bortset fra at Højholt da allerede havde skrevet hele to boglange poetikker. Til gengæld ligner forfatterskabet som helhed, med den lille perlerække af poetiske mesterværker, det, Brev i april, alfabet, Sommerfugledalen, og så disse spredte, men brillante essays, slående T.S. Eliots forfatterskab (bortset fra at Eliot ikke skrev tre brandoriginale romaner oveni). Mens selve Christensens mix af poetisk tænkning og tænkende poesi i dag praktiseres familienært af Ursula Andkjær Olsen.
  Udover den utopiske ordbog tæller brillant-teksterne det store essay, bogens yngste, om den kunstneriske proces, ”Tilfældighedens ordnende virkning”, credo-essayet ”Terningens syvtal” (”Gud er ikke død, siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med sig selv, eller omvendt: den samtale universet fører med mennesket for at komme til bevidsthed om sig selv”), inspirations-essayet ”Hemmelighedstilstanden” og den hypnotiske remse om Roms fontæner, ”Vandtrapper”, der virkelig ikke hører hjemme i en essaysamling, men det har den så besluttet at gøre alligevel.
  Blot fremragende er fodnoterne til det og alfabet, de alt for korte nærlæsninger af Dante, Ewald og Aarestrup, barok-præsentationen ””Jeg tænker, altså er jeg en del af labyrinten” og de mere traditionelle, men samtidigt ekstremt Christensensk tætvævede erindringsessays ”Frihed, lighed og broderskab i sommerhuset” og ”Samspil”.
  Men jeg vender forbistret fascineret tilbage til den utopiske ordbog, som samtidens økokritiske poesi stadig ikke er i nærheden at indhente. Den her smukke, vilde passage er ikke tænkt og set fra Mars, men fra Neptun mindst:
  ”(…) Således er vi med vores kroppe som dele af biologiske rum en slags afbøjning, en underdrejning af et brat og udifferentieret varmespild, en slags omvej, en rumlig forsinkelse af solens død, som er det vi kalder liv./ Sådan set er vi en slags plaster på en diskontinuitet, en krusning over et brud, sammensmeltede med de dampende sår vi prøver at hele ved ustandselig forvandling./ Vores trang til fremtid, vores forplantning og vores arbejde, hele vores utopiske funktion er vores evne til at transponere energi og formilde, måske ligefrem forskønne nedbrydningen ved vores blotte eksistens.”
  Hjertet bliver klogere af at læse Inger Christensen.

Pauseklovn de luxe

Så godt som indkørt, så godt som aldrig udkørt!

Samuel, 13 måneder i dag!