Museet savner af hele hjertet en sand Giorgio

Mange vidunderlige værker på Galleria Nazionale 'Arte Moderne af ikke mindst mere eller mindre fascistiske futurister og sikke en kær samling af originale og så godt som originale readymades, fra fontænen til skrivemaskinedækkenet, men museet savner hjerteskærende et Giorgio de Chircico-maleri fra den klassiske, metafysisiske periode i begyndelsen af 10'erne, ikke at forveksle med den skrækkelige neo-klassicistiske periode bagefter (og bagefter igen og bagefter igen igen), som de ejer flere uhyrlige eksempler på, herunder et par gyselige selvportrætter, men det mest smertelige at beskue er og bliver selvkopierne fra 20'erne og 30'erne, proffe kopier af den metafysiske stil eller specifikke enkeltbilleder, fordi det var dem, der var efterspørgsel på, rimeligt nok, det gør lige så ondt på mig som på museet at nøjes med 1925-selvkopien af "De foruroligende muser" auratisk nok, her har muserne ikke foruroliget kunstneren til kunstværket, ergo foruroliger muserne på kunstværket ikke kunsbeskueren:

Note til digtene "de Chirco 1914" 1, 2 og 3

"M. Giorgio de Chirico has just bought a red rubber glove" - so wrote the French poet Guillaume Apollinaire in July of 1914, noting the purchase, because, he went on to say, he knew the glove's appearance in de Chirico's paintings would add to their uncanny power.
(fra guidebogen Moma Highlights)

Note til noten:
Og jeg har lige fået en stribet sweater i julegave ...