dag 57

Luftalarmens lyd
minder mig om min fødselsdag
noget ved lyset
der begynder at forandre sig
jeg chattede med D
om Yahya hele aftenen
vi aftalte snart
at gå en tur
sorgen kan også være
en måde at organisere sig på
jeg drak fire øl
og røg en halv pakke
spiste en frysepizza
mens jeg spillede skak på nettet
klokken blev 02.00
det er vigtigt med alliancer
det jeg elsker mest ved skak
er når en bonde bliver til dronning