En hellig krokodille

(fra artikel af Jørgen Sonne om Herman Bangs Stuk fra 1995, som jeg har i et (af JS) hjemmelavet særtryk med gult, håndskrevet omslag)

Regie pr. Metafor. - Prosaistens egne, mest fortættede kommentarer er dog lyriske, og de gives i de sammenligninger han knytter til sine optrædende. Stort set ligger metaforerne i 3 á 4 grupper, med den største i billederne på Dyr, den væsentligste på Børn, og ellers på Krig o. lign. Især spekulanterne er i en strid og taber den, alt mens en dannebroget nationalist rører Åndens krigstrommer. Men her er også et stridigt livsoverskud: "Man hørte allerede Parrene som galopperende Dragonregiment trave op af Trapperne."
  Om mindre børn får man kun om Herluf en fyldig skildring af hans trygge barndom, med det tragiske brud ved fadereens død i krigen og overflytningen til København. Ellers spiller Bang satire henover Putte og Mie midt i sentimentale, kælende voksne. Selvsagt bedriver han ingen dyrkelse af Barnet, som Rousseau, Romantik og Borgerskab. Vel, som et ægte barn, men ikke som voksenbarn.
  For så mange af personerne er stadig væk kun børn, og så gerne hos deres lune kone og Mo'er! de er aldrig blevet til modne, selvstændige væsener, det er Bang punktérende dom over dem udfra hans personlige værdier og stadige prøvelser.
  Morsomst er at personerne sammenlignes med meget tamme dyr, husdyr og fjerkræ, særlig kvinder. Mændene er nu og da vovser: "Gerster saa et Øjeblik ud af Øjnene omtrent som Bergs Hund,, da den en Gang havde brækket sin Pote." Men vovet lige til stregen bli'r dette pelsdyr: "Hr, Theodor Franz var ikke ulig en hund, der orienterer sig angaaende et Plankeværk".
  Det dissonerer imod bankkonsortiets og foretagernes initiativ og ivren; men dé underdogs slåes dog ned? Bang har sin barndom med sig og dens figurer i aktion med gruelig effekt. Således i en art af "diskré" jordmor: "Hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et par Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe." Provinsen og landet rører sig i handling og billeder i hans Københavns-roman, hvis folk er domesticérede i hus og hjem og slidte ægteskaber, og han udleverede dem med spillende humør. Grumt ser han en backfisch: "(denne langbenede elleveårige var udstyret med Hoftepuder og Fingerringe, saa hun ikke var ulig en hellig Krokodille)." Som Ionesco er dette kombinat: "Hun ... saá ned på ham næsten som et Barn, der første gang siger noget som Severostotochnij i Geografien". Den art humor peger tilbage til Gogol og den unge Dickens, men den nærmer Bang i spruttende glimt til sen Gustav Wied eller det glade dada før 1920.*

FODNOTE* Barok humor: I Gogol's Døde Sjæle hos tobakssamleren og hans kone: " De gav hinanden kys så lange, at man kunne ryge en lille stråcigar imens." - I Pickwick Papers: "Han besteg hesten, som man entrer et slagskib." - I Gustav Wied's Dansemus ville en normal skildring lyde: De lange fingre strøg hurtigt gennem hans strittende hår: i kortsluttende billeder blir det til: "Aspargeserne galopperede opigennem pindsvinet" - Tristan Tzara, 1916: "Vi vil fra nu af skide i forskellige farver for at pryde kunstens zoologiske have med alle konsulaternes faner." NOTESLUT

20 mg. Thummelumsen blandet med Ketogan

- forleden torsdag var det Klassikerdag og årets klassiker var Gustav Wied, som jeg er trofast fan af og i sin tid portrætterede i Danske digtere, på Hovedbiblioteket læste 2 af GW's åndelige børnebørn, Jens B og Jan Sonnergaard, op fra romanen Fædrene æde Druer; Jens indledte sin oplæsning med denne dialog med ham selv, alt er som sædvanlig så godt som sandt:

-->

Goddag ,Jens Blendstrup

Goddag, Klassikerdag

Så skal du læse lidt  af Gustav Wied højt for os

Det skal jeg, ja

Det er jo hans sene forfatterskab, Jens Blendstrup

Ja og han er dejlig ond i sulet, siderne driver af ondskab og spiddende sprogligheder og sære sære typer og nerver og blonde kvinder og sex og forfærdelig omfattende pludselig død.

Men der er jo også samfundskritik! Det er jo i høj grad en historie om adlens forfald og bondestandens opadstigen.

Ja, det slog mig også, da jeg læste den, at folk har masser af tid til at spise frokost, og ryge cigar og besøge hinanden, slå misfostre ihjel og samtale, men der er også blonde kvinder og sex og kreolske hestetæmmere!

Og hvorledes er så dit forhold til den store danske satiriker ud over de blonde kvinder?

Godt, Klassikerdag.

Er du sikker? For du virker ikke sådan.

Nej?

Nej …

Jeg skrev speciale om Gustav Wied og Scherfig og Jess Ørnsbo.

Gik det godt?

Nej, jeg bestod kun med nød og næppe.

Hvad skal det sige?

Jeg ville hellere læse bøgerne. Jeg havde ikke læst så meget sekundærlitteratur… og det jeg havde læst, gentog jeg. For at få det til at fylde.

Det lyder ikke så godt, Jens Blendstrup, arbejdede du tilfældigvis sammen med Penkowa?

Nej, men jeg var utrolig glad for hans satyrspil, særligt  de utrolige undertekster. Det er jo langt forud for sin tid, klassikerdag.

Ja, Wied var en stor dramatiker, Jens Blendstrup, men hvorledes er dit forhold til den store forfatter i dag?

Udmærket, faktisk bedre end det har været i mange år. jeg blev sindssygt begejstret, da jeg genlæste Fædrene æde druer i går.

Hvornår læste du den sidst?

Da jeg var 14 år.

Det var tidligt.

Ja, det var også min far, der krævede det, jeg måtte ikke læse Kim-bøgerne, hvis jeg ikke læste Gustav Wied eller Tom Kristensen også. 2 Kim-bøger - 1 Gustav Wied.  Eller 1 Jan-bog og 1 halv Scherfig.  Eller 3 Jumbo-bøger og en halv Dostojevskij.

Hold da op!  

Han målte engang min hjerne op og sagde, den var svundet ind pga. for store mængder Vi på krageøen og Alfred Hitchcock og de 3 detektiver og Tintin.

Det lyder voldsomt.

Det var det også, store Klassikerdag. Han låste mine drengebøger inde og tvang mig til at læse højt af Knagsted, og når vi havde influenza, gav han det os det intravenøst. 20 mg. Thummelumsen blandet med Ketogan og Knagsted og Clausen, den moralsk kedsommelige type.

Men det er jo børnemishandling.

Det var dannelse, sagde han. Jeg skulle kende mørket og grusomheden, så jeg var klar til at møde den selv, når jeg blev kønsmoden, sagde han.

Sikke en far, blev der drukket mange druer?

Ja, men det var kun for at skylle hans far og hans oldefar ud, sagde han.

Var han fordrukken; Jens?

Ja, men han var også flink og jungiansk.  Og menneskelig. hver torsdag.

Var han bitter?

Ja, men kun om søndagen, når han skulle på arbejde dagen efter, og havde været fuld hele weekenden.

Ellers?

Ellers var han glad, Klassikerdag.  Om lørdagen brugte han tit Gustav Wied på os, når vi kom hjem fra byen

Hvad sagde han da?

Der sidder jo den søde dreng og ligner Lig-Johanne, kom ind i stuen, så skal jeg afgifte dig. Med en øl og en snaps.

Forstod du det dengang, at han citerede Gustav Wied?

Nej, men det gør jeg i dag , Klassikerdag.  Nu skuer jeg grelt Kartago og slægten Uldahl.

Hvad vil du læse for os?

Jeg havde egentlig tænkt mig, jeg ville læse kapitlet med Spat-Marie og Lig-Johanne, der er på vej hjem fra marked i byen, men så kom jeg til et nyt kapitel, som var endnu bedre, og sådan er det med den bog, den bliver mere og mere spids og klar. Så nu tager jeg et lykkeligt kapitel om herredfuldmægtig Isiodor Seligmann, der sidder hjemme med sin højgravide kone.. Og langsomt begynder at danse.

Det er også et smukt kapitel, som viser Wieds kærlighed til visse mennesker.

Ja, men så bliver han ond igen. Så jeg vil gerne slutte af med det uhyggelige, men også smukke kapitel ,hvor Palle Uldahls Mona Cirkusprinsesse og frue omkommer under frygtelige omstændigheder.

Føj for satan, Jens Blendstrup,  kan du ikke nok tage det inden, hvor hun bare er lunefuld, men dejlig på en Ibiza-agtig sydlandsk måde?

Jo, men  Gustav Wied er jo dansk litteraturs fjæsing.  Han ligger hele tiden og lurer under overfladen på den pæne danske litteratur med sine giftpile ...

Læs nu bare noget rart, det er fyraften på Hovedbiblioteket. Verden har ikke brug for mere ondskab. Nej, Spat-Marie, jeg mener ISIS, nej, jeg mener Klassikerdag.

4 spiselige forfattere

Tak for alle forslagene til madtekster, herunder dem, der foreslog sig selv, Arne Herløv og Niels Frank, som jeg ikke før har tænkt på som markeret madglad digter, men det er jo rigtig nok, når jeg vender forfatterskabet i hovedet (som i den salatskål, mit hoved er), der er også den tekst fra Livet i troperne (?) om en kineser (?) (jeg kan helt reelt ikke nå bogen, heller ikke med stige, bunkerne er ved at overtage mit arbejdsværelse totalt), der står og laver mad (?). Mit valg faldt lidt konservativt (for de to førstes tilfælde, klassikerne) på 4 tekster/tekststykker, som der i hvert fald ikke er plads til at citere i Irma-bladet:

Johannes V. Jensen: Ved Frokosten - uddrag:

Nu har jeg det godt./ Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig./ Først spiser jeg et med Æg og Sild -/ O anelsen som Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!/ Derpaa sætter jeg Tand i et ung og skært Stykke med Steg,/ og her fordyber det Smagen at jeg tier.// Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende/ Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende/ Osen knyttes Stemningen af Forraadnelse og rygende/ Elskov sammen i mit Hjerte

Gustav Wied: Ædedolkeklubben-scenen/scenerne i Livsens ondskab - uddrag:

De tre Rejsende blev staaende maalløse inden for Døren. Dette var dem som en Drøm om Guds ruge:/ Midt paa Bordets snehvide Dug stod et uhyre Fad med seks store, højrøde, straalende Hummere. Forretten. Et Dyr til hver Broder. Og med Hummerfadet som centrum bredte sig saa ud til begge Sider Fad ved Fad, fyldt med alskens kolde Spiser tilberedt af Fisk, Pattedyr og Fugle. Der var nogle Rødspætter paa et pra Tommers Tykkelse, garneret af grønne Citroner. Der var en Dyrepostejmed Trøfler. En Oksemørbrad. En Fedekalvesteg. Og Lam omtrent fra Moders Liv. Unge Ænder. Gæs og Kapuner. Og ved hver Ende af Bordet stod en Pyramide af Vibeæg, kunstfærdig opstillet i vaadt Sand. Asietter med Sardiner, Sardeller, Frokostsild, Kaviar, røget Gaasebryst, Strassburger Leverpostej, Laks og Oksetunge dannede, spredt mellem de større Fade, lækre Hvilepunkter for Øjet. Og der var syv slags Syltetøj, Radiser fra Drivhus, fem Arter af Ost og Smør af fineste Mærke.

Lone Hørslev: Afsluttende digtserie i Ærgerligt, ærgerligt - uddrag:

BLOMSTER VISNER, CHOKOLADE FEDER, SIG DET MED ORD/ bekendelser./ Jeg ville stadig spise stjerneabis og dild på mine cornflakes/ bare for at få din opmærksomhed./ Drikke dåseøl med sugerør./ Give dig syltetøj og søde ord på krydderbollen/ og stadig mere sære OVERRASKELSER, hvis det ellers er det, du vil have./ Jeg elsker at spise mig en pukkel til/ i de sødeste drømme, det indrømmer jeg uden at rødme, og jeg spiste også/ gerne en ordentlig portion havregrød mere, hvis jeg bare ikke lige/ allerede var så mæt

Kirsten Hammann: Fra smørhullet, et afsnit med overskrift:

28/11 - Slikblanding
Mettes foretrukne slikblanding for tiden: Et stk. Schweizerdrop + to spejderhagl. Alle tre bolcher skal i munden. Kan anbefales. Blandingen af pebermynte, salmiak og chokolade er virkelig god./ Hvis der er lidt rigtig sult oven i lækkersulten, varmer hun ovnen op til 200 C, hælder tortillachops i et fad og fordeler en håndfuld revet cheddarost over. Uhm. Hun er ikke så interesseret i chokolade for tiden, det skifter jo sådan noget. Har købt to dåsser skumfiduser til skabet (der var juletilbud i Brugsen), men hun har faktisk ikke lyst til at spise dem.

VELBEKOMME! 

Dansk pavekandidat 1899

Mortensen spilede sine smaa Fugleøjne op og tav beskæmmet. Og idet han atter blev grebet af Beundring for Vennens ualmindelige Begavelse, saa' han som i et Glimt Tingens Sammenhæng.
  Manuel fornam Virkningen af sine Ord og kroede sig.
  - En tænker, ska' man sige vos, sagde han - før en handler!
  - Ja, nikkede Menneske-Mortensen i den mygeste Ærefrygt - Du sku' saftsuseme varren Pave, Manevel Thomsen.
  Et Kvarters Tid senere tog Thummelumsen Afsked,

- fra Gustav Wieds Livsens Ondskab

Autoritative kanoner for sjov

(fordi jeg i formiddags var inde i DR-byen (i den den modsatte retning af castingen til "familie-drama", sikke melankolske børn!) og blive interviewet om noget så trist som humor til et program om sjove mænd i litteraturen til DR K, der bliver sendt i næste uge, og jeg fattede så slet ikke det med sjove mænd, jeg synes kvinderne er lige så sjove, hvis ikke sjovere, og i hvert fald er ingen sjovere end Line, ikke engang Jens - eller røvsjovere, som hun selv plejer at formulere det)

De 5 røvsjoveste døde danske digtere

1. Gustav Wied
2. Per Højholt
3. Storm P.
4. P. Sørensen Fugholm (Per Barfoed)
5. Hans Scherfig / Anton Melbye & Axel Henriques

De 5 røvsjoveste levende danske digtere

1. Line Knutzon
2. Jens Blendstrup
3. Peter Laugesen
4. Jess Ørnsbo
5. Helle Helle/ Malk de Koijn