fredag den 30. september 2011

Undskyldning til Tue! + Claus Beck-fri kommentar

Jeg vil gerne have lov til at slå mig selv temmelig kraftigt over munden og sige undskyld (hvilket på grund af mundslåningen nok mest kommer til at lyde som et UGH) til Tue Andersen Nexø for at jeg for halvanden uge siden kritiserede ham for at reklamere for den ligegyldige, falske Claus Beck-Nielsen-bog (der rent faktisk er ankommet som en fysisk bog, siger de inde på avisen, suk!) Når jeg nu gør det samme i min kommentar bag på WA Bøger i dag, for det er jo ikke nogen undskyldning, at det ikke er sket med min gode vilje. Her er kommentaren i originaludgave, uden pseudo-Beckwerket:

BEBOPBERG Af hvilken dårlig grund outer anmelderne ikke Søren Ulrik Thomsen som den karikerede og parodierede Kollega i Thomas Bobergs nye digtbog?

Poetisk navneforbud

Af Lars Bukdahl 
Der er ikke nogen videre stolt eller fremragende tradition for litterære parodier i dansk litteratur. Et par af de få højdepunkter kunne være Ærbødigsts hyldestdigt til Jeppe Aakjær på 60-årsdagen i 1926:
  ”Naar Jeppe Aakjær fylder treds,/ saa skjarer Maanen veltilfreds,/ mens Gøgen pilrer med sit Kuk/ og hønen dulrer med sit Kluk.”
  Og Poeten Poul Sørensens 1958-parodi på T.S. Eliots The Waste Land, ”De Levendes Begravelse”:
  ”Godnat, Thomas. Godnat, Eliot. Godnat, alle travle kommentatorer.// Goddag, Goddag, mine franske Nathuer./ Godnat, Kjeld. Godnat, Abell./ Goddag, Mand … Økseskaft!/ Goodnight, sweetheart”.
  Torben Brostrøm har udgivet en hel samling med parodier på danske lyrikere, Poesien i spejlet, 1982, så præcist bugtaler han vennen Klaus Rifbjerg som mageligst:
  ”Dette skulle have været et digt/ om hvor forslugen jeg var som barn/ det skulle egentlig have været to/ i betragtning af den særlige interesse/ men de kunne godt slås sammen til et/ så digtet kom til at handle om flere ting.”
  Før jeg lystlæste Thomas Bobergs nye digtbog Hesteæderne 2: Den store duel læste jeg morgenligt Thomas Boberg tempereret positive 4 hjerter-anmeldelse i Politiken, hvis mest kritiske afsnit lyder som følger:
  ”Selvfølgelig ligger den gammel romantisk attitude gemt i al den snak om at være udenfor – ikke bare udenfor ”kristenpræstevældet og halvmånemørkevældet”, men også uden for ”poesinattens lusepustere” og ”kulturprostitutionen”. Derude, hvor ”et digt er en hårpisk af lysende ord”, der ”sigter mod stjernen og rammer hjertet” osv”
   I min over 20 år lange karriere som Boberg-anmelder har jeg ofte anholdt små og store lyriske klicheer, men jeg måtte dér ved morgenbordet indrømme, at de to sidste citatbidder om lysende ord og stjerne/hjerte lød alvorligt kriminelle, men også mistænkeligt u-Bobergske.
  Digtet, citatet er taget fra, kan læses som Ugens Digt her lige ovenover og er trykt på side 32 i Boberg-bogen sammen med tre andre digte, side 31, 33 og 34, DER EKSPLICIT IKKE ER LAGT I MUNDEN PÅ DIGTERJEGET, MEN I STEDET DENNES FORHADTE ”KOLLEGA”. Digtet lige før, på side 30, slutter: ”Jeg var også blandt dem/ der så kollegaens/ erfarne blik/ hvile på sit store publikum,/ så åbnede han sin/ slanke blå bog/ og læste:”. KOLON! Digtet lige efter, på side 35, slutter (herligt nederdrægtigt):
  ”Pensionerede bibliotekarer,/ de sidste grå hjelme,/ en flok velstående kristne kulturnydere,/ vestlige diplomater,/ kendte veganere,/ konsulens sekretær,/ klummeskrivere fra den officielle avis,/ og et par litterater/ af den blå blomsts nåde rejse sig i enstemmig applaus”
  Uden de fire ham tilskrevne digte ville jeg ikke se nogen tvingende grund til, at anmelderne identificerede Kollegaen som Thomas Bobergs fire år ældre kollega Søren Ulrik Thomsen, selvom han ligner til karikeret og polemisk forveksling: Nostalgisk, harmonisøgende, klassicistisk, gudstroende akademimedlem.
  Men MED de 4 digte forstår jeg helt ærligt ikke, hvorfor ikke en eneste anmelder udpeger SUT (kun Bredsdorff stiller hesteæder-digteren til ansvar for Kollega-linjer), eftersom de så åbenlyst er parodier på den modne Thomsen, fra den takstfaste rytmik til særgloser som delta og blå og præfixet knald-, og sammenlign bare Bredsdorffs stygge linje: ”et digt er en pisk af lysende ord” med afslutningen på første digt i Nye digte, 1987: ”Tilegnet alt der findes/ og tabes ned gennem versets fletning:”.
  Er det fordi anmelderne, der alle som en er pænt positive, finder det upassende med så direkte polemik og persiflage og for Bobergs egen skyld fortier vulgariteten, eller har de bare slet ikke fået øje på dobbeltspillet. Det sidste er den bedste dårlige undskyldning, som jo delvist falder tilbage på Boberg selv, hvis parodi nemlig er lige så kærlig som kritisk: det er ikke fire dårlige Thomsen-digte, det er fire Thomsen-digte klart over gennemsnittet. Ligesom hesteæder-digteren, som påpeget af Tue Andersen Nexø i Information, på trods af al gudløs, kakafonisk, flosset desperadohed hele tiden kommer til at skrive linjer, der er både kønne og rørende.
  Sigende for den auto-eksorcistiske drivkraft er det også, at de to hårdest konfrontatoriske digte, groteskheds-udstillingen lige efter parodi-serien og selve det store duel-epos, hvor de to digtere går i kostelig genre-clinch, er de strammeste, fyndigste, klangfyldigste, med andre ord mest Thomsenske egen-digte i bogen. En boomerang-massakre er duellen derfor:
  ”Og i det øjeblik jeg svang elegien, bankede// han salmen ned i min skal, som havde det været en/ sømkølle, vi gik begge i knæ, alting svimlede,/ jeg følte livet ud sive ud, jeg lå der på ryggen midt i/ slaggerne og så månens øje stirre mig helt ned i dødsriget”.
   De bedste parodier går værst ud over parodisten selv - og hen over hovedet på anmelderne og/eller under deres værdighed.

Og her en oprindelig ordlyd af en midterlig overgang mellem to afsnit:

Som aktør i digterjegets digte kan den fromme og akademi-ophøjede Kollega godt synes inspireret af Bobergs fire år ældre kollega Søren Ulrik Thomsen, men ikke nødvendigvis, dertil er figuren for meget af en groteske.
  Som digter af de fire digte kan Kollegaen ikke være andre end SUT!
Og her mine 3 (!) forslag til en underrubrik til 2. udgave af kommentaren:

Thomas Boberg parodierer Søren Ulrik Thomsen noget for kærligt (til at nogen opdager det), en Mr. Nobody parodierer Das beckwerk meget for usærligt

Kunsten at parodiere handler om at lytte sig ind til stilens hjerte og hårdt sidelæns, men med tungen lige i munden, tikke videre derfra

Parodier på danske forfattere er enten for klodsede eller for kærlige til at være for alvor stilistisk blodige og morderiske

RESULTATTAVLE FOR ROSENBUSK - Teksten, jeg valgte i forgårs, og notater derom

ET DIGT AF ESKE K. MATHIESEN UDEN TITEL FRA ÅRSSKIFTET 2010-2011

Det er ikke ligegyldigt
i hvilken rækkefølge roserne på
rosenbusken under vinduet springer ud.
Men det er heller ikke afgørende.
Det er et sted midt imellem,
et yndigt sted.

fra privatudgivelsen Haven med de 12 digte, 2010/2012

Notater

Polemisk [udgik fordi samtalen med Lars Skinnebach og Marianne Stidsen blev så god og konstruktiv, og så var der ingen plads til præfabrikeret polemik] Eske fraværende i Stidsens Hovedsporet; iflg. Skinnebach violinmusik mens Titanic går ned -

Et perfekt YNDIGT digt, ikke mindst fordi det som punchliner oppudser ordet yndig.

Seks linker - fin visuel figur - pileformet - med den UDSPRINGENDE linje, som længst -
fin syntatkisk/prosodisk rytme - hovedsætning, ledsætning, 3 linjer, hovedsætning, 1 linje - sætning ? tilføjelse, 2 linjer

intet eksplicit jeg - implicit digterjeg - placeret ved vinduet, skrivende, agtpågiven, rose-noterende - nærmest aforistisk [indtil sidste linje som et kedeligt Per Aage Brandt-digt, beskrev jeg det live], en betragtning om og udledt af natur(iagttagelse) - ingen metaforer, eneste, men så også stærkt poetiske effekt, adjektivet yndigt - & leg med, knopskydning fra det faste udtryk 'et sted midt i mellem'

ligegyldig vs afgørende
for rosenbusken: vilkårlighed/ nødvendighed i anturen (Højholts Gentagelsens musik), kaosteori
for digteren (menneskeheden) vilkårlig/ nødvendig skønhedsoplevelse
i den dynamik ligger yndigheden (eller potentialet for samme) (der meta-agtigt også er kunstværkets)

Yndig, iflg. ODS: som udtr. for æstetisk egenskab, virkning: som behager, tiltrækker, tiltaler ved ynde, fortryllende, bedårende, henrivende, charmerende, vakker (ironisk: idyllisk, romantisk - her rent positivt)

smlgn. med Duchamps 3 standrd stoppages, 1912-13, 3 snore smidt fastholdt i kasse, på billede - [en tålmodig Martin Larsen-type kunne fra digtet opfinde og praktisere tekststypen] rose-udspringnings-rækkefølge-regnskab



den som-en-rose-udspringende, nødvendigte tilfældighed digtet skriver sig frem er netop sidste linjes tilføjelse og her fremfor alt ordet yndig som for læseren opleves lige så overrumplende som den (opleves at) opleves for digteren


uundgåelig intertekst: Brorsons salme "Den yndigtse Rose er funden", 1732, uddrag:

Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de.

Alt siden vi tabte den ære,
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.

Da lod Gud en rose opskyde
og sæden omsider frembryde,
at rense og ganske forsøde
vor slægts den fordærvede grøde.

rosen = Jesus, den dejligste Pode, allegorisk eksegse af lighederne
Mathiesen punkterer allegorien, lader roserne være roserne - og yndighedere ikke-form, ikke-form/passiv, men spilfærdig, dynamisk - ikke styret
(andre litterære yndigheder: masser af HCA, "Der er et yndigt Land", "Det er så yndigt at følges ad")

onsdag den 28. september 2011

Hvem er denne yndige digter? Og hvad har han med aftenens Gyldendal-arrangement at skaffe?


DET VIL VISE SIG! (foto: Lars Gundersen)

Her mangler jeg ikke gerne

Lars Gundersens officielle fotografi af de sidste tre års yndige vindere af Bebop-Prisen ved fjerde uddeling i torsdags, 2010-prismodtager Jan Kaspersen, 2009-prismodtager Torben Brostrøm, prisuddeler Asger Schnack og 2011-prismodtager Bodil Jac Andrees med Per Kirkebys pris-litografi (flere prægtige prisbilleder her)

Vakse Viggo-ed som le mot juste ang. kommentar-omskrivning

RAGH SGU!

Det er vores lejlighed 1994-2000, 1. th, lige til venstre for hallen - GULP!


Myndighederne opfordrer folk i området til at lukke døre og vinduer.

2 Eliot-variationer, oktober-november

Oktober er den grusomste måned; den avler
Litteratik ud af Litteratur, den ombetekster
Hjertets Længsel efter levende Syrener
i tusmørk Duften bag Solsortesangens Slør
til plukkede og pressede Herbarievækster,
paa hvis sidste, sygnende Saft et Flor
af pragtfuldt snyltende Skimmesvampe gror.

Ord uden Ord, ude af Stand til at sige andet end Ord

- begyndelsen på Poeten Pouls Sørensen Waste Land-parodi "de Levende Begravelse Af Poul Sørensen m.fl.", Perspektiv 3, 1958

Da jeg gik derover i mørket, tænkte jeg på T.S.Eliot, der beskrev april som den ondeste måned. Havde han mon oplevet november? Hvor dagene er gule og brune, og vinden kagler konstant, koldere og koldere for hver dag; hvor fuglereder er tomme, træer nøgne og alting dødt. Og hjertet - tungt og gråt.
  Denne november var tungere og mere grå end nogensinde, og vådere: Jorden var svampet og stank af råd. Frotovet sejlede i pytter, luften var klæg, næsten fedtet af fugt. Sidste uge var grusom: Kuling af stormstyrke og nedbørsmængder i et omfang, der fik lægekvarterets swimmingpools til at erodere, som havde en hær af underjordiske slanger gravet sig rundt langs kanterne, så fliserne skød op, rejste sig, revnede.

- begyndelsen på Susanne Stauns Hilsen fra Rexville

SIDE 239!

Jeg kan ikke holde op med at læse (jeg tyrede løs til midnat, og det plejer jeg aldrig at kunne, og forsatte, som rasende, denne morgen) i Susanne Stauns mildest talt thriller Hilsen fra Rexville, og jeg nægter at blive færdig med den, så jeg tager lige et time-out - med lidt afskrift:

tirsdag den 27. september 2011

Jeg sætter mig simpelthen hen og begynder at læse Susanne Staun nu

helt, helt frit og frivilligt og frisat og måske endda frigjort på trods af al tvingende hallo (til forskel fra halløj nemlig), der tårner sig op som tårne af halloooooooooooooo!

Vesterports skægstubbe

De grånende skægstubbe på Politikens Forlags mandigt mandlige forfattere, Morten Sabroe, Christian Mørk og én, hvis bestsellende, amerikanske navn jeg virkelig ikke kan eller bør erindre mig, på reklamen over trappen ned til Vesterports perron er KOMMAER ulykkeligt fanget i flugten fra de 3 forfattermænds syntaktisk kummerlige og jo bare som sådan græsselige bøger.

Krrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrogsbøl

Thomas Krogsbøls blog Poesi med kriminel uskyld har alle dage været en af de ivrigste og sjoveste (og når det slår ham: klogeste) og mest åbne (i forhold til at publicere poetisk primærtekst) danske digterblogs (som der som sådan er alt for få af og næsten slet ingen åbne af (ved digtere over 30)), men lige nu er manden centrifugeret i en decideret RAPTUS med den brillante serie af små, hårde og skæve jeg-er-dit-og-dat-digte, her to ex. fra de seneste dage:

JEG ER FORTIDEN

du kender mig allerede
der er ikke sket meget
siden sidste hæmoride

hårene på fortænderne
er nye og brokbindet
er blevet gulligt og olmt

hunden ligger begravet
hvor jeg ikke husker
mig selv i farver

JEG ER I STEREO

jeg kan ikke ske
hvor jeg sidder

giv mig kabler
giv mig tråd

symmetrien
gør mig smuk

uden at være
helt nøjagtig

En raptus, der as we speak har affødt sin egen virtuost og galsindige, koncept-eksperimentelle parallel-raptus, foreløbigt hovedværk er i går klokken 21:46's minmal-systemdigteriske (inspireret af schweizisk lydkunstner, se note på bloggen)):

JEG DANNER SKOLE

skole stole stolt stort start
styrt styre styrk stærk stære
store stork STTRRRRRRK
strik strak stram strøm strøg
stryg streg stred strid strit
strip strop SKRRRROOOP
skræp skræm skræk skruk skrut
skrud skrue skrub skrab skrat
skrap skram SKRRRRÅMMM
skråt skrål skræl skræv skriv
skrig skreg skrev skred spred
sprød spryd SPRRRRUUUD
sprut sprit spræt spræl spjæt
spjåt splåt språt språm stråm
strem stjem STJJÆÆÆÆÆÆL
stjol strol strom staom stamm
stumm stulm stulr stilr stalr
stalt staln STTTTAAAALD
stard sturd stuid stoid spoid
spold spolt spålt spalt skalt
skolt skolm SKKKOOOOLE

Gid dog ærkekirurgen Krogsbøl ville danne skole, folke-, efter-, eller høj-!

mandag den 26. september 2011

2 generationer (anti-)anti-jeg-raser

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at dette jeg, jeg, jeg er klæbet fast til mig, følger mig som en skygge. Det er der nu, det er der, når jeg falder i søvn (ikke uden sovepiller), det er der, når jeg vågner. det ser på mig, det smager på mig, det lugter til mig, det vurderer og dømmer mig. Hvem har overdraget dette plagsomme væsen til mig. En fangevogter, som jeg ikke undslipper? Og dog fodrer jeg dette evige jeg, jeg truer det, jeg trøster det og fylder det med behagesyg snak. Det er patetisk og ulideligt, det bor i det spejle, jeg ikke vil se, det bor i sproget, i tanken, i skyggen på væggen. Det er mit navn. Han og jeg, et dobbeltvæsen med de samme datoer, årstal og steder for fødsel og død, alligevel en splittelse, en spænding, en kamp. Eller tænker jeg forkert? Er der kun et eneste jeg, som til gengæld er fuldkommen kaotisk? Eller er der tværtimod et utal af dem, der hver for sig er anderledes end alle de andre?

Henning Mortensen (maskeret som Victor Seemann) i Slottet ved Det Liguriske Hav (udkommer på fredag, og yes, I kan glæde jer)

Mens værtinden betragtede de dybe sortblå og lilla mærker på Bjørns krop, som hun ikke kunne se, fordi de var dækket af gips, forklarede luderen: Han er syg af homoseksuel kærlighed. Han siger, han har dræbt sin hest, en kugle for panden, han fabler om Jesus Kristus, krigens væsen. Han siger, han er klar, parat, rede til at blive voksen, læs: at frastøde sig ungdomsdrømmen om en rolle som ambitiøs aktivist i kamp mod den kapitalistiske ide om det lykkelige jeg. Det dygtige jeg, det købedygtige jeg, det købte jeg. Det inficerede, det IKERA-ficerede, det producerede, det laminerede jeg. Det kønnede, det kernede, det kernesunde jeg. Det avokado-agtige jeg. det plejede jeg, det pansrede, det strandløve-agtige jeg. Det formfuldendte, det fuldbyrdede, det hele jeg, det jegede jeg. Det er den samme gamle historie. Han kom med halvanden liter gin og 27 hindbærsnitter i en pose, intet andet.

Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (den glade anmeldelse af hvilken burde kunne læses i næste fredags WA Bøger omsider)

Hvordan finde 1 tekst og kun 1 tekst

til arrangementet på Gyldendal onsdag 19.00, hvor Marianne Stidsen, Lars Skinnebach (der vistnok har ladet Gy vælge, chicken!) og jeg hver skal medbringe 1 tekst og kun 1 tekst at ultranærlæse og diskutere!!??

Her nogle af mine forslag til mig selv, allesammen mere end glimrende:

"Jabbewocky"
Dickens
Christina Hagen
Bjørn Rasmussen
Per Højholt
Peter Laugesen
Hvede-debutant
"Alma"
Revyvise/ Dagdigt
Lydia Davis
René Jean
Noget google
Jan Erik Vold
Malk de Koijn

- ingen af hvem det bliver, naturligvis!

Blogpost aflyst til fordel for den avis, ingen af JER læser

Jeg havde planlagt alle tiders blogpost om Thomas Bobergs gævt grumme og nederdrægtige Hesteæderne II: Den store duel, men så kom jeg til at love at skrive en kommentar til fredagens WA Bøger, og det passede blogpostideen kun alt for godt til (bortset fra at den som blogpost, inkl. digtcitat, kun ville fylde ca. to tredjedel af kommentaren, som derfor kommer til at blive lettere sludrevorn og som det værste: indeholde navnene Claus Beck-Nielsen og Janus Kodal), beklager!

Trampolinelegi

JEG HUSKEDE KAGERNE
MEN GLEMTE BØGERNE
OG KAGERNE VAR FLØDESKUMMET (MED FLØDESKUM PÅ)
OG BØGERNE VAR KAGERNE (MED KAGE PÅ)
ELLER OMVENDT - I HVERT FALD KAN
INGEN AF DEM UNDVÆRE HINANDEN
ELLER MIG ELLER MIG DEM

søndag den 25. september 2011

Lars Skinnebach saboterede vores TDC-trio-forbindelse i aftes

for at lære mig lidt om fremtidens tv- og net-, i det hele taget elektronikløse armod! Men heldigvis er min søn også magiker og shaman og tændte og slukkede for routeren og fik alting i gang igen. Og bortset fra det var det en god, lang Litterær Salon i Trampolinhuset, aktivitetshus for asylansøgere, på Nørrebro, med indigneret kollektivoplæsning ved Vis Avis, solooplæsning for fuld skinger skrue ved Lars Skinnebach, endeløst oplæg om politisk litteratur ved mig og fandeme både skarp og civiliseret diskussion mellem Lars og Lars og publikum, og rent faktuelt fandt jeg fx ud af, at det skisma mellem opløst jeg og klima-belærende jeg, som jeg (!) havde stået og peget fingre af i hans Øvelser og rituelle tekster (SOM JEG OMSIDER HAR LÆST, I EN KOPI SKAFFET TIL VEJE AF LITTERÆR SALON, HVILKET - I KNOW - ER KOMPLET UETISK!) er en sekventiel/kronologisk struktur, en bloody udviklingsroman, der udvikler sig mod INSTRUMENTEL, PATETISK PATOS og alt det andet slemme, som klimakrisen nødvendiggør, og det var jo godt - men også, på ret mange planer, traurigt - at blive illumineret om.

Her ret flotte s/h-fotos fra salonen!

TDC-remix af Pet Shop Boys

So my baby's on the road
doing business, selling loads
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
charming everyone there
with the sweetest smile
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
Oh tonight
I miss you
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
Oh tonight
I wish you
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
could be here with me
but I won't see you
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
'til you've made it back again
Home and dry
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
There's a plane at JFK
to fly you back from far away
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
all those dark and frantic
transatlantic miles
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
Oh tonight
I miss you
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
Oh tonight
I wish you
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
could be here with me
but I won't see you
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
'til you've made it back again
Home and dry
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
Home and dry
Far away
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
through night and day
you fly long haul tonight
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
Come to me
you know I'll be here
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
when you call tonight
Oh tonight
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
I miss you
Oh tonight
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
I wish you
could be here with me
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
but I won't see you
'til you've made it back again
du vil blive betjent så snart der er en ledig medarbejder - vi undskylder ulejligheden
Home and dry
Home and dry

lørdag den 24. september 2011

Den danske novelles beskedne storhed og fald

(oplægs-manus til Oslo)

Novelle er i DK ikke en nyskabende, dagsordensættende, dynamisk genre -
novellesamlinger er traurige mellembøger med spektakulære undtagelser
ingen rene novelleforfattere (som der er rene lyrikere) -
Sonnergaard lige ved (ringere og ringere) - og så romanprut,
så godt som ingen talentfulde novelledebuter (senest vel Maja Elverkilde (let fantast. fortællinger) Alt det der er mit) - seneste novelle-hovedværk (Viggo?)  Naja Maria Aidts Bavian 2006 - vinder af Nordisk Råd, også populæreste novellesamling sammen med Radiator (+ 2) og Rester (mest i skolen)

1800-tallet HCA- Blicher / BANG - PONTOPPIDAN

30'er-40'er-noveller (entertainment (Hemingway - short story)
- psykologisk/ realistisk
ømt / følsomt / konflikt
HC Branner / Tove Ditlevsen
(vs. Blixen - fantastiske fortællinger /  Martin A- almue-mystik

50'erne 60'erne - guldalderen
den modernistiske novelle
fantastik/ symbolik/ psykologisk/ bevidsthedsstrøm
absurd (Seeberg)
Villy Sørensen: Sære historier / Klaus Rifbjerg: Og andre historier
(Sven Holm, Preben Major m.fl.)
fortolkningsvirksomhed
danskundervisningslitteratur
samtidlitt/ 47 min - inkl. 30'er-folk
mid i 60'erne den nyrealistiske novelle
cool/ psykologisk - velfærdssamf. -
Bodelsen - Kampmann
også snuppet til danskund.
- en drivkraft i sig selv: KLASSESÆT

foragt fra 60'er og 70'er-avantgarden
store undtagelse: SEEBERG noveller + kortprosa
- ligegyldighed i 80'erne
lidt postmodernisme - meta-showy
Thomas Bruun J.M. Eriksen MORTI!

90'erne minimalisme-encyklopædisme
firkanter kortprosa/prosadigt cool-tumultarisk
fortællekreds Solvej Balle
kun HH Carver-inspiration
Rester grovfortolket (danskund)
allerede Biler og dyr kortprosaere

sen-90'erne novellenedlæggeren fabulerende KORTPROSA
Peter A Små historier
enkelte fantast. noveller Charlotte Weitze Jens Blendstrup
(konceptnovelle: Pablo Llambías)
SONNERGAARD: RADIATOR, 1997
intertekstuel, hum. socialsurrealisme
- men, ak, ingen efterfølgere - heller ikke ham selv
senti livstilsrealismer - hvor de fleste noveller er i dag

Bavian eneste genuine efterfølger til Radiator
kunstfærdige sociale sammenbrændinger
ellers Pia Juuls sardoniske/ poetiske noveller
Mit forfærdelige ansigt/ Dengang med hunden
Katrine Guldagers København
trafikkrydssnoveller
(nu atter fortællekreds: Hesselholdts Camilla-historier)
[HOV! Pryds Helles crazy Ti fingre fra eller til)

kremtende spøgelse ml-. hybrid/kortprosa og roman

Min novelleaversion:
jf. litteraturhåndbogsdef.: enstrenget
pointeret - sentimentalt
(indhold -form)
hensigtsforstemmelse
følsom samtidskritik
smertepunkt for punkt
også de yngre norske på trods
af al dygtighed og egensind og ekseperiment
og stemmeemmen
Rishøi/ Lykke/ Houm
Herbjørnsrusd anderswo
gid vi havde sådan én

Nå ja, ham her Herbjørnsrud!

(hvis efternavn nordmændene udtalte i en vis fart: Hrbjnsryd ca. - han hedder Hans til fornavn selvfølgelig)

Begyndelsen på den crazy muterende novelle "Avtrykk" fra samlingen Blinddøra, 1997:

Straks Martin Sønstebo hadde tromlet kornåkrene i sluttet av april 1994, kjørte han i Lanceren sin til Åshild Helle, det siste skrik i Arendal, og bodde en uke hos henne i såbeboblehuset, som var en cyperspace-verden av glas og lys og luft.
  I begynnelsen av den solrike uken som Martin oppholdt seg i Åshilds glassverden, flyttet kona hans og sønnen deres Håvard fra garden for godt. Siden alt var forklart, men ingenting avklart dem imellom, ønsket Martin ikke å være til stede når flyttebilen kom og de dro til Trøndelag.
  Åshilds glasskule var plassert så langt ute på Fyrtangen at det tok tolv minutter å gå stiwen over svalbergene fra bilvei og nærmeste småbruk. Når Martion parkerte bilen utenfor hagegjerdet ved småbruket og begynte å gå utover mot glasbobla, var det som om han for hvert skritt mistet litt av seg selv og ble lettere og lettere.

- hvorpå en lang udredning af arkitekturbevægelsen og -filosofien Glass and air følger og en lang, lang scene, hvor Martin hænger ned fra loftet med sin hånd i en løkke!?

Jeg læste de norske novellesamlinger i cirkel, 1 novelle fra den ene, 1 novelle fra den anden, osv, og nåede mellem en tredjedel og halvvejs gennem de fleste, nu melder sig tvingende alskens konkurrerende (DANSK) læsning, men jeg håber stærkt, at jeg før eller siden får læst de bedste til bunds, og i hvert fald Hrbjnsryd!

fredag den 23. september 2011

Lille, norsk nationalsang

fjelde
fjæler sig
i 1 fædrelandsfjol

Mit liv som stepdanser på en sølvbakke

Mine sko kørende baglæns
gennem sikkerhedsgennemlysningen

(efter at være blevet udvalgt til en "vilkårlig
kontrol" og beordret til at tage dem
(eller mig (hvis skoene er subjekt)) af

- sikke dog et rædselsfuldt symbolovergreb!

torsdag den 22. september 2011

Jeg læser norske noveller

af norske novelleforfattere (i Norge har de novelleforfattere, der kun forfatter noveller, det har vi ikke i DK; i stedet for at skrive en god, fjerde novellesamling skrev Sonnergaard en første roman, der var endnu dårligere end hans tredje novellesamling, hvorfor gjorde du det, søde Jan?) med norske navne som Ingvild og Herbjørnsrud -

og de er ikke dårlige!

I aften skal jeg nemlig tale om novellen i DK (hvor den grundlæggende ikke findes - som andet end mellembog og spektakulær undtagelse (Bavian med ikke ret mange flere)) og Norge (hvor den faktisk findes) i Litteraturhuset i Oslo, her er et link!

Jeg vil have citeret fra en ret vild novelle af ham Herbjørnsrud, men nu skal jeg af sted til lufthavnen, vi ses i morgen!

Fandens yndlingskusines alternativ

Det er ikke rimeligt at bede mig om at vælge mellem at anmelde en bog, jeg har en skrækkelig LYST til at læse, og anmelde en bog, jeg er forfærdelig NYSGERRIG efter at læse, den ene bog er jeg 90 % sikker på vil more mig kongeligt, den anden bog har jeg ingen anelse om hvordan vil påvirke (og blive påvirket af!) mig (fordi den er skrevet af en næsten terroristisk uforudsigelig forfatter, og dem skal vi huske at hæge om, selvom det unægtelig er tryggere og rarere med (jo helst kvalificeret) forudsigelighed) ...  jeg valgte LYSTbogen, men fortryder allerede, fordi odsseen er større for, at anmeldelsen af NYSGERRIGbogen bliver den mest spændende (og besværlige) at skrive ...

Helt uden videre grusomt er det så for fanden bare, at jeg slet, slet ikke skal anmelde Thomas Bobergs Hersteæderne II: Den store duel og Susanne Stauns Hilsen fra Rexville - forbandet cruel and unusual punishment!

onsdag den 21. september 2011

Skæg Skinne-Rif-mash-up (og 41 år forsinket korrekturrettelse)

Fino Klassiker-arr. om og med Rifbjerg i går på Hovedbiblioteket, utålmodigt interview, Peter Stein-snusfornuft, oplæsning af Rif- og egentekst ved Dy Plambeck, Kirsten Hammannn, mig selv og Lars Skinnebach, der gik kraftfuldt ind for digte fra Konfrontation, bl.a. "Rigor Mortis", hvorfra han særligt fremhævede skæg-afslutningen: "Det er godt skrevet, Klaus Rifbjerg!":

Lydløst gullig kører sporvognen forbi
i sneen
og lykken gror i trods, i trods
som det sidste skæg efter døden

Lidt senere oplæste Lars S sin egen konkurrerende skæg-passage fra Din misbruger:

Det er liderlighedens skæg
jeg barberer mig frem til
hver gang en længsel
tilbereder sine fristende dagligvarer
med tålmodighed.

(jeg havde selv forberedt at læse op fra Voliere, men fik pludselig sådan lyst til  at give bogtårn-scenen fra Marts 70 til bedste, hvilket jo ikke var noget problem, eftersom jeg befandt mig på et bibliotek; bagefter gjorde en tilhører mig opmærksom på, at der i teksten fejlagtigt står Ringvejen i stedet for Ringgaden, der stadigvæk er bogtårnets adresse; jeg vovede ikke at gøre klassikerkanonen opmærksom på fejlen og retter den krysterisk her i stedet:

Han [Niels Egebak] koncentrerer sig, lukker øjnene, tænker på Tel Quel, og da han åbner dem lidt efter, toner et vældigt syn frem på den natlige århusianske himmel. Som en zeppeliner svæver en skygge frem, en skygge med lys om. Det er en næse, og da resten af ansigtet følger med, ved Egebak, at generalen [de Gaulle], den største af dem alle, velsigner hans forehavende [at fylde bogtårnet med vand sammen med Per Højholt, Peter Laugesen, Svend Åge Madsen og Poul Borum]. Svagt, måske kun for hans øre, toner Marseillaisen over RINGGADEN, sendes tilbage i et ekko fra Ortopædisk Hospital. Niels Egebak løfter hånden til håret, retter ryggen, samler hælene, stirrer stift mod det himmelske jærtegn:
  - Je suis prêt, hvisker han. Jeg suis vraitment prêt!
  Borum prøver at tysse på ham, og Egebak farer sammen, da han rører ved hans skulder bagfra.
  - Dø stør nøgen ø lurer, hvisker P.B.)

Man kan jo også holde mund med at sige hold mund

Tue Andersen Nexø har en investigative klumme i Information i dag, der udreder og argumenterer for, at "Claus Beck-Nielsen"s "roman" om "mig" og "ham selv", som der er blevet reklameret massivt for på Facebook og som visse "prominente" "litteraturpersonligheder" forleden fik tilsendt et håbløst åndssvagt  uddrag af, er en fis i en hornlygte, som ingen bør interessere sig for eller skrive yderligere om, og det har han helt og fuldstændig ret i, synes jeg, men hvorfor skriver han så selv om det som et slags sensationelt anti-scoop (andre medier er endnu ikke hoppet på vognen)  og bruger en halv dag på at undersøge sagen og ringe til mig og Lars Frost og co. hvilket forlaget Ahors altsammen er meget begejstret for, jf. deres kommentar på information.dk og link på egen Facebook-side, og hvorfor kan jeg ikke holde mund med at sige til Tue, at han skal holde mund med at sige holde mund til alle dem, der ikke har sagt noget endnu!?

tirsdag den 20. september 2011

Strudseæg af og til Rif

Jeg ved ikke, hvor mange af de nedenstående strudseæg, jeg når at læse op til Klassiker-arrangementet om og med Rifbjerg på Hovedbiblioteket i dag klokken 17.00; jeg skrev dem til et projekt, som Peter-Clement Woetmann havde fundet på, men senere skrottede, hvor vi skulle konstruere nye digte af linjerne i en digtsamling; det var vistnok min subversive idé at stoppe Rifbjerg-digtsamlinger ned i et silkeborgensisk burhønsebur, så de kunne lægge Højholt-Show-æg, jeg ved ikke, om det lykkedes (eller om jeg overhovedet tør læse resultaterne op på biblioteket):

5 strudseæg

af Lars Bukdahl/Klaus Rifbjerg

1.

Sådan startede H.N. Andersen hans modsatte perspektiv udenfor fodgængerfelter. Byrd, Scott, Ammundsen forlader dette område, smutter, flygter som fisken.. Nyt signal, krybe op på operationsbordet, pruste ved tanken om jomfruelighed. En fiktion vil være sit eget flyvende judoslag i halsgrubenen. Kommer hjem i et gennemsnitsliv nærmere en pige eller anden mæthed i mellemgulvet. Nakken tilbage, begejstret er verden for andet end ting.

2.

Bevægelse mod hvidkalket hus, nej, sådan kan det ikke opsummeres, ryggen kommer baglæns ud nu. Vækkeurslyde lister sig forbi, standser og trækker gennem sommergrene baskende bedre end nogensinde. Muligheden, som aldrig opbruges, holder, ja, ved Gud, så hør da, jeg skal ud af nakkens myoser, ryg, sammenhæng som edderkoppeben. En hypersensitivitet, noget utilladeligt, vil med anderledes styrke tåren, sidste, eneste gang, indrømmet.

3.

Om lidt kommer veninderne forbi de frygtsomme aber. Dyndmoderen tager et skridt tilbage. Din moster har vendt sine ure om. Hvilende i lyset banker han derinde en telefonpæl i og snupper uden stor courtoisie landminer ved hver kuvert. Hvem har givet dig den fjerhat på?

4.

Hovedstrømmen blandt mine længslers floder ruller frem ved Depotet på Løjtegaardsvej klædt ud som Marx Brothers. Hun hed fru Elly Pogge og hendes far var det flotteste bål, men han var allerede død. Peter Bangsvej og Istedgade med Bunuels ansigt og Salvador Dalis kunst. (som heller aldrig er ophørt).

5.

Det er nødvendigt at diskutere, det er i orden i det tredivte år efter krigen. Mere vand, hvorfor kan svenskerne ikke bare blive hjemme? Disse støvler, så lettede de. Frihedens vogtere fylder meget i Pantheon, hvor der også, hvor Eurydike er. Så kommer Vorherre med briller, men han vidste det ikke gik, al den underholdning. Det bløder i vore klokkeformede hjerter. Han tænker på sine venner, han kommer frem i døren og hakker løs, fniser.

Linier fra Klaus Rifbjergs Konfrontation, 1960 (1.), Camouflage, 1961 (2.), Portræt, 1963 (3.), Amagerdigte, 1965 (4.) og Mytologi, 1970 (5.) i Torben Brostrøms udvalg Rifbjergs digte.

Café hans bare røv på komedie

Jeg troede lige at overskriften på Bjørn Bredals - lad os være flinke og kalde den - rapsodiske 4 hjerter-anmeldelse af Benn Q. Holms nye roman Byen og vandet i Politiken i dag - "Alle veje fører til Dan Turèll" - sammenlignede BQH med DT, men så læste jeg nærmere efter og opdagede, at det er Café Dan Turèll, BB - helt anderledes rimeligt! -  sammenligner BQH med, og så faldt jeg ned igen.

Længe leve den lalleglade brigade (fra arkivet i gårsdagens anledning)

- Tale ved overrækkelsen af Maarum Prisen 1999 til Malk de Koijn

(på vegne af juryen bestående af LB og Helle Helle (foruden Malk havde vi indstillet Lene Henningsen, Pablo Llambìas og Det Brune Punktum (citater af alle fire kandidater stod en rum tid at læse på Maarum-flasker!)!))

af Lars Bukdahl

Det burde ikke være svært at være med på, at Malk de Koijn modtager Maarum Prisen 1999. De tre herrer Blæs Bukki, Geolo G og Tue Track, der udgør gruppen, opfylder med lethed kravet om at "give nyt liv til glæden og fantasien". På deres første og foreløbigt eneste plade Smash Hit in Aberdeen, der kom på gaden sidste år, rapper de med stort og fræsende overskud det danske sprog, herunder det danske rap-sprog, fuldstændig i sænk og rejser et nyt og skævt og forunderligt univers ovenpå ruinerne.
  Gruppen knalder på med hele to halsbrækkende projekter på én gang, og selv hvis de vidste, hvor svært det litterært set egentlig er, ville de sikkert være ligeglade, så suverænt optræder de. Det ene projekt er det rent sproglige, rap-formelle, som jages til helt nye, både virtuose og opløste yderligheder. Der rimes og ordspilles helt tæt og nådesløst og på kryds og på tværs, mens meningen får lov til at spille andenviolin; ikke sjældent bliver farten så drabeligt høj, at såvel meningen som sproget flosser op og flyver til alle sider; så godt som aldrig får den rap-rytmiske recitation lov til at glide cremelækkert af sted, den sættes uafladeligt kniven for struben af alskens hårde og vilde krumspring.
  Det andet projekt kunne vi med et fint ord kalde det for det kosmoslogiske, det gælder opbygningen eller snarere blot eksistensen af et helt alternativt univers, lokaliteten Langestrand, som der rappes fra og om. Her lever Malk de Koijn side om side med andre artister som rapperne Karate-klanen og blues-sangeren Jerregaard, som alle signerer deres egne sange på pladen. Langestrands venskabsby Aberdeen, det virkelige Aberdeens fiktive tvilling formoder jeg, optræder også en god del. En række særgloser og særstavemåder indgår i Langestranduniverset, og de går alle et absurd skridt videre fra almindeligt rap-slang (som gruppen til overflod også jonglerer med), der er fx nationalspisen ketchtuhl, betegnelsen Smød for skønne ungmøer og det helt igennem mystiske Gülle-light, som jeg endnu ikke har forstået, hvad søren dog egentlig er, er det en person eller endnu en rapgruppe eller et sted eller et euforiserende stof eller hvad? Et problem som peger på noget dybt undergravende ved den kosmologiske praksis, nemlig det forhold, at det aldrig præsenteres, aldrig lægges pædagogisk frem, det er ikke engang rigtig i centrum, det tages bare for givet som en for længst etableret, ren selvfølgelighed.
  Hvilket også skaber en glidende og tit uigennemskuelig overgang mellem den frie nonsens og de indforståede, strengt specifikke langestrandismer, som fx når der i nummeret "Å åå mæio" (et kryptisk udsagn i sig selv, må man sige) breakes down til nonsens således: "siger ting som ingen andre vil sig'/ ligesom hvad som - du ka' buksilahh - og det er kun fordi", kunne det gladelige nonsens-udråb så være Langestrandskode for jeg-tør-slet-ikke-tænke-på-hvad.
  Jeg vil jo som avantgardistisk og posmodernistisk litterat mene, at alt det ikke er det rene pjat, det er det beskidte pjat og uden videre rigtig litteratur og høj poesi; i sin rasende radikalitet, originalitet og konsekvens overgår det nemt langt det meste af, hvad der produceres på den danske lyrikscene for tiden. Malk de Koijn henviser på pladen et par gange til nonsensiske børneremser som Birgitte Birgitte Birgøje, og jeg synes, der er god grund til at sammenligne dem med den engelske forfatter Lewis Carroll og hans klassiske nonsensdigte, såvel det lange epos The Hunting of the Snark som det mindre, næsten totalt fortættede "Jabberwocky", hvor det vrimler med nyord, som etablerer en helt egen verden, første strofe lyder som bekendt sådan her: "Twas brillig, and the slithy toves/ Did gyre and gimble in the wabe:/ All mimsy were the borogaves/ And the mome raths outgrabe." Og I Arne Herløv Petersens glimrende danske oversættelse: "I glummert lys den slæge spæg/ stod gomrende og glim./ I børkens dyb stod mamren fjæg/ og bungrede i skim." Jeg vil også gerne trække Per Højholts tredive år gamle digtbog Turbo frem, der som titlen antyder går ret hurtigt og nøjagtigt som Malk de Koijn bruger den indædte fartgalskab til at fræse sproget op til vilde opløsninger og nye sammenhænge, der går helt på tværs af de trygge niveaudelinger. Her er en fodboldkamp pludselig kommet med i spillet; "gardér så denne stund fra vejle dog ikke helt henry et kryds no more/ se hunde trækker ind langs disse kæbeben mooren kan gå for ih hvor/ lugter der stærkt og konstant i en brandkusses taftfoer og uh salige/ stund med skift fra håndkløvet puddel til center for varden at gå i/ gennem divisioner som ører øjne mund bryster knæ lår mund to to et/ tot to et kryds forwards i kast med citronsommerfugle se". Nu turde jeg ikke, men gad vide, om det ikke godt kan rappes?
  Der er to en halv slags numre på Smash Hit in Aberdeen: Der er de helt løsagtige, improvisationsagtige, der kører ud i alle mulige retninger ud fra rent, undskyld beskidt rablende principper og den gode gamle, pivåbne pralhalsposition, fx "Ørkenstorm" og "Zygo Alpha Disko Beta" (hvilken titel!), og der de mere, om jeg så må sige nummeragtige, der koncentrerer sig om et enkelt motiv, fx numre som "Jagt" og "Lortesangen" - ja platheden og sjofelheden og åndssvagheden er ofte mere end overhængende, men altid sært uskyldig. Til gengæld går disse numre så grundigt i kødet på emnet, at slutresultatet i al sin gennemborende enøjethed ofte fremstår endnu mange gange mere syret og surrealistisk end samtlige kaotiske øvelser. Lidt for sig selv står rolle- og monolognumrene, der er ret nær på at gå op i højere enheder, måske fordi de fiktive italesættere i sig selv er så langt ude, som nu fx den uforglemmelige personage Jim Daggerthuggert (Karateklanen er i parentes bemærket ret godt til at rable af sig i deres kampsportstalerum).
  Jeg vil til slut aflevere et værdigt eksempel på prismodtagernes sprogmesterskab, efterfulgt af en kort dansklæreranalyse - for jeg mener, når pædagogerne ikke har kunnet få Carroll og Højholt ned med nakken, så skal Malk de Koijn nok også klare sig - det drejer sig om følgende udødelige passage fra nummeret "Troppelanding", jeg bliver nok nødt til at læse knoldesparkerlyrisk op:
 "sprak til noget bark i en park/ knark (hvad) er du sindssyg fjolleabae/ jeg har aldrig ku' fordøje det gyulle/ jeg er nede med gülle-light og jeg ved de ka' trylle/ er du øl - er du opppe på beatet og speedet/ Aberdeen ka' aldrig blive defeated/ gammel sukkerknald, kop eller piskeris/ kniv, skål, økse eller nougatis/ ind i en køkkenske med ost som hjul/ (øøøh)/ du får mig ikke til at spise det/ som en lynkrab spiser det/ du ved jeg viser - jeg er ikke ny for det/ skælver, vælter kopper og glas/ køkkenmaskiner og husblas/ for det er knark, hvis du vil ryge lidt/ stærk tobak - Henning/ jeg er ikke ny for det"
  Teksten ved tydeligvis ikke sine levende råd, den forsøger sig i øst og i vest og på Langestrand og i Aberdeen, før køkkensporet kommer skøjtende ud af intet - måske er der lige et første anslag i den mærkværdige forespørgsel: "er du øl" - men ellers oplistes der pludselig bare køkkentøj rimeligt neutralt og uforstyrret (også Turbo snurrer ret meget rundt i et køkken, pudsigt nok), lige indtil det absurde højdepunkt, den grumme sætning: "ind i en køkkenske med ost som hjul". den fås ikke bedre eller værre hos vores p.t. mest uforståelige lyriker Simon Grotrian (som i sin nye bog Porcelænsbreve fx henrevet spørger: "hvad er roser uden fisk"?"). "øøøh" siger teksten i ren befippelse, går i baglås, nægter at spise - og hvad for et langestrandsk dyr er dog en lynkrab? - vælter køkkensagerne væk - og hvilket fedt ord er dog ikke "husblas" - og står til sidst tilbage, hvor det startede, hos den østerlandske tobak, og hos en fantastisk pludselig overskudsperson, Henning (der vistnok popper op et par andre steder på pladen også). Og så står læseren[/lytteren! LB nu] dér med hele det muntre køkken i hænderne, og Henning!, og kan ikke stille noget op med det, og det er jo fint.
  For sådanne uhyggeligt behændige og sindssygt klodsede hexekunster skal Malk de Koijn have deres klækkelige Maarum-pris, så jeg har kun tilbage at citere drengene selv: "det' ligesom en to tre til to en/ spark jeres hænder og klap jeres ben", bede dem indkassere og udråbe et hipt hurra.

mandag den 19. september 2011

Hvor du er fantastisk, hvis du bare er god (quiz)

Jeg har lige svaret på Politiken Films enquete om Min Yndlingsscene; i min yndlingsscene begynder på et vist tidspunkt denne sang, skrevet af Johnny Mercer, at spille i en skrattet optagelse (noter ved internettet!), hvad er det mon for en scene i hvilken film instrueret af hvem?:

HOORAY FOR HOLLYWOOD
 
Hooray for Hollywood
That screwy, ballyhooey Hollywood!
Where any office boy
Or young mechanic
can be a panic
With just a good-looking pan (pan=face)
And any barmaid
Can be a star maid
If she dances with or without a fan (reference: Sally Rand*)
Hooray for Hollywood!
Where you're terrific
if you're even good!
Where anyone at all from Shirley Temple (child actress)
to Aimee Semple (Aimee Semple McPherson - evangelist)
is equally understood
Come on and try your luck
You could be Donald Duck


Hooray for Hollywood!

Hooray for Hollywood!
That phony, super Coney, Hollywood
They come from Chilicothes and Padukahs
with their bazookas (it could refer to so many things!)
To see their names up in lights
All armed with photos
From local rotos
With their hair in curlers
and legs in tights
Hooray for Hollywood!
You may be homely in your neighborhood.
Still, if you think that you can be an actor
See Mister Factor (Max Factor - makeup artist)
He'd make a monkey look good!
Within a half an hour
You'll look like Tyrone Power (hunky action star)
Hooray for Hollywood!

JOHANNES MØLLEHAVES RIM PÅ KARTOFLER!

I fredagens WA Bøger klagede jeg over, at der i Johannes Møllehaves nye fine, rim&remsebog om en heldig kartoffel ikke var et rim på kartoffel eller kartofler. I går, da jeg var i Værløse og holde tale for Årets Skovhuslyriker, ringede Johannes Møllehave til mit hjem og dikterede følgende, meget fantastiske rim:

MIN FAR HAN ÆDER SOVS OG KARTOFLER

TIL HANS DUFFELCOAT DUFFLER

Respekt, MC Johs! Ikke for ingenting er i dag Malk-dag!

søndag den 18. september 2011

Og så afsted til Værløse

og Skovhuset hvor 7 (måske kun 6, Andreas nægter at give lyd!) totalt talentfulde debutanter fra Hvedekorns 2010-årgang, Josefine Graakjær Nielsen, Andreas Pedersen, Marie Melchiorsen, Nadia Josefine El Said, Mia Degner, Alexander Vesterlund, Rasmus Lund, læser op klokken 15:30 (alle er velkomne) og en af dem (udvalgt af Skovhusets bestyrelse) udnævnes til Årets Skovhuslyriker 2011 og får æren og 5000 kr. og en redaktør-tale, her et digt af prisvinderen, som (ærgerligt nok!) ikke er fra Hvedekorn:

Pigerne drømmer.
Dukker op.
De har hele tiden.
Hele tiden
i hænderne.

Zunshine Boy

Politikens Mikkel Bruun Zangenberg er på kritiske lykkepiller for tiden: himmelhenrykt er han for den ene nye, danske bog efter den anden efter den tredje, der som sædvanlig - i en absurd omvending af anmelderiets almindelige national-relativisme - er at sammenligne med verdensfilosofi og/eller verdenslitteratur og/eller ham selv (overdrevet glade virker også 4 hjerte-anmeldelserne af Julie Sten Knudsen og Jonas T. Bengtsson (siden efterårssæsonen begyndte, har Z ikke givet under 4 hjerter)):

Kirsten Hammanns roman Se på mig (seks hjerter!)

Hammann beskriver mesterligt og forunderligt nok meget loyalt de bittesmå, gradvise skred i moralen, hvor hvert enkelt skridt forekommer harmløst, og ingen er sociopat, men pludselig er den helt gal.
Hvor den jødiske filosof Hannah Arendt beskrev ondskabens banalitet (i tilfældet Eichmann), er det på en måde Hammanns fortjeneste her at kortlægge godhedens banalitet. Eller rettere, den måde, hvorpå godheden så bedragerisk let svæver over i en art ondskab, når den gør sine gerninger.

Rasmus á Rógvus debutroman Skuffen og skeden (fem hjerter)

Litterært ville jeg gerne selv placere á Rógvu på et kort, der er spændt ud mellem punkter som Beckett (’Molloy’ især), Bukowski, Céline, Gombrowicz (det deforme), men også folk som Elmore Leonard, Dashiel Hammett, Dan Turèll og svenske Nikanor Teratologen, og jo, jo, Seeberg og ’Eftersøgningen’, og tættere i tid en knivspids Skinnebach og Brixvold (’Forbrydelse og fremgang’).

Morten Sabroes erindringsbog Fader vor (fem hjerter - på trods af Zangenbergs forbehold overfor lige præcis Sabroes egne verdenslitterære stedfædre: "det er nu hverken Whitman, Hamsun, Dylan eller Shakespeare", det er åbenbart kun Zangenberg, der har licens til pinlig proportionsforvrængning)

Og så dog. Her er mit problem: Jeg har en kæmpe svaghed for Sabroe. Er det mon blot, fordi jeg er mand, har mit eget faderspøgelse, min egen narcissisme, mine egen pendulfart mellem de kedsommelige fætre, storhedsvanvid og mindreværd? Jeg ved det ikke. Men jeg tror det ikke helt. Sabroe har unægtelig en lind [plusord?], glidende heftig skrivemaskine, man kan mærke maskinen trisse [plusord?] af sted, rytmisk, bølgende, energisk [kan man trisse energisk?]

Det er rart at være rar, og jeg siger som damen i When Harry Met Sally efter Meg Ryans falske orgasme-skrig: "I'll have whatever she's having".

lørdag den 17. september 2011

SkinneBuk! Larslars-turné september 2011

Hvis der er to, der slår de bløde hoveder sammen i litterær showbusiness (som 2 kogte kastagnetter) er det Lars og Lars, Skinnebach og Bukdahl:

På tirsdag den 20. læser Lars og Lars op af og for Klaus Rifbjerg:

Velkommen til Klassikerdagen 201

”Klaus Rifbjerg – årets klassiker

 Kl. 17-19 tirsdag den 20. september
Hovedbiblioteket, Krystalgade 15 i København 

Velkomst Klassikerkomitéen 

Klaus Rifbjerg Interview
Ved lektor, cand. mag. Johan Rosdahl 

”Klaus Rifbjerg – provokatør og samtidsfortolker”
Ved Peter Stein Larsen, ph.d. og lektor ved Institut for Sprog og Kultur Aalborg Universitet 

Oplæsning - fire forfattere, alle modtagere af Rifbjergs Debutantpris:
’Min egen yndlingstekst/egne favoritdigte af Rifbjerg og en smagsprøve på en af mine egne tekster/digte’

Dy Plambeck,
Lars Skinnebach,
Kirsten Hammann,
Lars Bukdahl

Søndag den 25. diskuterer Lars og Lars politisk litteratur:

LITTERÆR SALON 

14.00-16:30
Trampolinhuset, Skyttegade 3

Lars Bukdahl
Lars Skinnebach
visAvis
...
Mens politikerne har travlt med at smide lagkager i hovedet på hinanden, har vi tænkt os at tage det politiske alvorligt:

Søndag d. 25 september inviterer Litterær Salon alle, der har lyst, til at tilbringe 4. salonomgang i krydsfeltet mellem litteratur og politik. Sammen med jer vil vi gå i tænkeboks med digtere og kritikere omkring det politiskes plads i skønlitterære skriverier. Hvad er det for en forståelse, vi har af politisk litteratur, politik i litteratur eller litteratur i politik? Kan man tillade sig at have en mening og udtrykke den gennem litteratur? Har man ligefrem pligt til det? Er det forfatteren og digteren tilladt at være andet end kransekagefigurer på den politiske virkelighed? Er litteratur kun flødeskummet på samfundslagkagen? Og hvad er 'den sorte flødeskum' - forgiftet, farlig, nødvendig?

Vi får besøg af to af litteraturlegepladsens tunge (men smalle) drenge. Kritiker, digter og litterært falkeblik Lars Bukdahl var sidste år i Deadline 2. sektion og diskutere kulturpolitik og nonsensdigtning som "den sorte flødeskum" med repræsentanter fra både rød og blå stue. Han gæster salonen og spørger til Lars Skinnebachs (poet, øbo, vidunderlig oplæser) poetiskpolitiske virke, som vi håber at blive meget klogere på. Vel og mærke når vi først har mæsket os i digtoplæsning med Skinnebach.

Desuden vil det asylpolitiske tidsskrift ”visAvis – voices on asylum and migration” stå for en polyfonisk oplæsning, hvor stemmer fra forskellige positioner krydses ind over hinanden. Kan denne brug af litteraturen bruges som en demokratiserende platform for stemmer, der normalt ikke kommer til orde? Og hvis det er tilfældet, er der da stadig tale om litteratur?

Vanen tro – for sådan en har man, når man har passeret den magiske grænse med tre arrangementer – rokerer vi videre i det københavnske byrum. Denne gang har vi til huse i Trampolinhuset på Nørrebro, et brugerstyret kulturhus for asylansøgere og danskere, der er opstartet af forskellige kunstnere fra Kunstakademiet, og som i dag står som et eksempel på, hvordan politik og kunst tilsammen kan indtage et helt tredje rum. http://www.trampolinehouse.dk/


Og onsdag den 28. nærlæser Lars og Lars yndlingstekster:

Kunsten at læse en tekst

Gyldendal inviterer i efteråret til en ny type litterære arrangementer med fokus på læsning.

Alle læsere inviteres med til arrangementerne, hvor vi vil stille de vigtige spørgsmål:

Hvordan læser man litteratur? Hvor står det i teksten?
Tre gode læsere medbringer hver én kort tekst, som skal ultra-nærlæses. Teksten læses op, analyseres og diskuteres med resten af panelet og ikke mindst med publikum, som får teksterne udleveret på papir ved indgangen.

Arrangementet finder sted i Trykkeriet på Gyldendal, Klareboderne 3 i København sidste onsdag i september, oktober og november klokken 19-21.

Der er fri entre og ingen tilmelding. Se mere på facebook.com/Gyldendal og få sidste nyt ved at følge @gyldendal på twitter.

Onsdag 28. september: Lars Bukdahl
Marianne Stidsen
Lars Skinnebach

Og så kan det nok være, at vi har brug for at være autonome Larser igen!

Q står for Qummer

Benn Q. Holm skumlede løs på mig over en hel spalte i WA Bøger i går, bare fordi jeg havde afsløret, at han stillede op for Enhedslisten til folketingsvalget, men nu kan du bare se, Benn, der var ingen grund til at blive sur, du kom slet ikke ind!

(nogen har troet, at jeg ikke mente min første blogpost om Q. Holms folketingskandidatur alvorligt , så jeg vil gerne understrge, at heller ikke denne blogpost er ironisk, jf. Thomas Bredsdorffs nylige bog om emnet: Ironi er en strengt indhegnet, kulturradikal hoppeborg)

Bjørn er en ørn med ild i gumpen

Jeg skal læse den én gang til, inden jeg mandagsanmelder, fordi man punkes nådesløst og luksuriøst igennem, men ingen tvivl om, at Bjørn Rasmussens lille bastard af en debutroman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele kroppen, er åndssvagt talentfuld, og at dette er det bedste antiprovinsielle raserianfald, jeg har læst i lang tid, og herligt nok for søren, at det ikke kun er unge kvinder, men også unge mænd, der har talent og vejr til at være rasende:

Har jeg fortalt om Lemvig? Lemvig er Vestjyllands smilehul. I Lemvig kaldes man ikke ved sit døbenavn. I Lemvig kaldes man Røv og Fuckface, Kusse-Keld, Karate-Arne,. Neger-John, Luder-Jannie, Døde-Lajla, Fe-Mikael og Perkeren og Perkerens søster og Perkerens onkel, og klokken skumring kommer Onkel Lemvig frem på stubmarken over byen og hælder vand fra sine kartofler på din blege mund, vi taler ikke traditionelt diktatur her, vi hænger ikke Onkel Lemvigs portræt op på væggen over spisebordet, vi taler usynlige indlejringer af rod, af tilhør, kerne, den ønskede effekt kan afsløres i øjnene: Er der bund i ham, er hun naturlig. Hvis man er mand i Lemvig og befamler en anden mands lem i Lemvig eller berører det med mund eller anus, må de tilstødende værtshusgæster fremtræde med en tyk fæces, som den opsætsige herefter må nedsvælge. Ligeledes må en tilsløret kvinde naturligvis afsløres og afskære sit sorte hår, som de maskinklippede kvinder, der aldrig har rørt et lem i Lemvig, og som nødvendigvis må hjælpes på vej hertil. Hvis disse vildfarne stakler ikke tager imod vores fremstrakte hånd og fortsat forbryder sig for øjnene af vores børn, må der tages konsekvente midler i brug og foretages visse indgreb. Thi der findes nu engang en rod, og roden gør ondt, og roden skal værnes om, og lokalitet, lokalitet skal værnes om og aldrig vige, men vise sit rette lem, og derfor må et bøsselem nødvendigvis afskæres ved roden og kastes i havnen, derfor må en sort og tilsløret fisse nødvendigvis voldbolles af gamler, hvide rynkede mænd og unge, solbrændte, spændstige mænd en sensommernat i en gyde i Lemvig, dette er stonesure, jeg taler af erfaring fra stubmarken ved skumringstid, åh, kære onkel kartoffelhelt, kog mine læber af skam, brænd mine blussende fede drengeæblekinder, de er modne og rede, lad dem briste BLOP BLOP, åh, store fede onkleslange, start høstmaskinen, split mig ad, s'il vous plait.

Må jeg foreslå Helle Thorning at ansætte Bjørn Rasmussen som taleskriver, vi trænger til for vilde overhalinger!

fredag den 16. september 2011

Tautologisk hilsen ud i det befriede (og befippede) blå, blå

Goddag, dag, du er mere end god nok, oggenok!!

torsdag den 15. september 2011

1 blå digter i det røde hav

1 (stor) digter til Rosinante&Co's efterårsreception på Kultorvet stemte IKKE på rød blok, efternavnet lyder som en musical, men er det ikke.

Sløruglens slagord

Hele holdet af hellige hillemænd
skal mindst halveres!

Hellere Helle!

Men helst
Helle Helle!

Sæt kryds ved X

STAM
DIG
IKKE
STUM:
STEM!
DIN
STYM-
PER!

Firmanavn som Ørnsboisme

(lastbil på Prinsesse Maries Vej)

BARBERENS STILLADSER

!!??

Bebop i glas og ramme & Badutspring for Bodil (2 ucool afbud)

Jeg kan for fanden hverken komme til åbningen på Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark) i dag klokken 17:00 af udstillingen med samtlige ORIGINALER til Per Kirkebys 48 (otteogfyrre!) fyrigt fantastiske bogomslag til Asger Schnacks mirakuløse forlag Bebop, som har udgivet et smukt katalog med samtlige originalomslag (fotograferet af Lars Gundersen) i fuldt, udfoldet format og små, koncise tekster om hver bog/forfatter ved Mr. Utrættelig, AS


eller endnu værre (jeg skal for helvede til Oslo) til den fjerde uddeling, på næste torsdag 15:00-17:00 hos Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg Runddel, af Bebop-prisen til - genialt valg! digterægtefæller får aldrig priser for deres litterære uundværlighed - F.P. Jacs enke, vildt elskelige Bodil Jac Andrees. Her er som lykønskningstelegram det første digt i Jacs første bog til og om Bodil, evergreenen Under viadukten til Allerøds himmel, 1986:

SOLENS AFSNIT

Jeg er så øde når jeg smelter ind på dine tindinger,
og så cirklen som solen når jeg sætter hele mit liv ind.

Tænke sig helt rundt om sig selv,
og så cirkle som solen i respekt.

Drømme sig helt rundt om sig selv,
og så cirkle med dig i respekt.

Jeg er så rede når jeg synger ind på dine vinduer,
og så cirklen som solen når jeg sætter hele mit liv ind.

Tænke sig helt rundt om sig selv,
og så cirkle som solen i respekt.

Jeg er så øde når jeg smelter ind på dine tindinger.

- og jeg er så umusikalsk når jeg må melde dobbelt Bebop-afbud!

onsdag den 14. september 2011

Det var Richard Hamilton (1922-2011), der gjorde nutidens hjem så anderledes, så indbydende

Trist på den værste, trivielle måde, selvom han blev en meget, meget gammel mand, at Englands pioner-popkunstner og verdens førende Duchamp-rekonstruktør Richard Hamilton døde i går i en alder af 89 år.

I sommerferien, da han stadig var levende  genså jeg på Tate Modern hans perfekte Duchamp-rekonstruktioner, det store glas etc., og på Tate Britain hans samlede, forgrublet stilige, grafiske værk på én lang væg og det cool, cool og sexede maleri "$he" i den ellers ikke ophidsende afdeling for moderne, britisk kunst (OK, der er også Bacon!).


Hamilton er en af 4 hovedpersoner (de andre er Duchamp, Bryan Ferry (der havde Hamilton som lærer i art school, og mig selv) i mit kæntrede work in progress Brian-Færgen læk, og hele tiden finder jeg anledninger til at skrive det umulige system/tilfældighedsdigt færdigt, nu er der en ny anledning, ærgerligt nok!

I Den Blå Port 75, 2007, er der et digt til Hamiltons legendariske collage "Just what is it that makes today's homes so different, so appealing" fra 1956 signeret mig:

jeg er ikke Richard Hamilton,
det er ikke mig, der krøllede
det 20. århundrede sammen,
ved at lave en collage, der
skulle forklare, hvorfor tidens
hjem var så anderledes, så
appellerende til købekraften,
som da virkelig var ved at
komme i omdrejninger og
snart skulle inspirere selv
kunsten til at gøre et attraktivt
spejltrick af sig selv, i form
af f.eks. det tegneseriemaleri
af Roy Lichtenstein, som
hænger dér på væggen ved
siden af portrættet af Adam
Oehlenschläger, og som han
slet ikke havde malet endnu,
Roy, han var stadig i færd med
at fiske Mickey ud af den eks-
pressive suppedas, ligesom
Claes Oldenburg heller ikke
havde lavet sin bløde skinke-
dåse dér på bordet, Hamilton
fik det hele for en slik, og
det gør ingen glad, slet ikke
en muskelmand ude af sit
element, som en slikkepind
tynger ned, han bliver melan-
kolsk, gør han, som det fjernsyn,
der naivt kun er i s/h, men til
gengæld nægter at slukkes,
selv af søvnløse, 85 år gamle
Richard Hamilton, der ikke er mig


Godnat, Richard, tak for den grandiose p-tærte!

Nedslag i opslag

Jeg åbnede nede i møntvasken den generøse bog(objekt)pakke fra forlaget * [Asterisk], indeholdende bl.a. en genial meta-flipbog, hvor siderne viser siderne blive bladret, mens de bliver bladret! (nr. 48 af tidsskriftet *,  beskrivelse på hjemmesiden: "”100 sider” er en flipbog af Jesper Carlsen. Bogens indhold er en computer-modelleret re-animation af den gennembladning, som er karakteristisk for flipbogen. Animationen er skabt på en sådan måde, at den forholdsvis nøgternt mimer den bevægelse der udføres, når man flipper igennem bogen. Hver enkelt side er blevet 3D-modelleret og animeret, skilt ad og printet i enkelte sider, for til sidst at blive samlet til et bogobjekt.")




, syv nye "Meddelelser fra C.I.R.K.A. (Center for infrahuman research, kommunikation og analyse)", som jeg vil omtale nærmere, måske endda anmelde, senere og den lille, illustrerede afhandling "Alle opslag bliver fjernet - Reflektioner over den privatproducerede annonce" af Christian Salling og Peter Ole Pedersen (52 sider, 85 kr.), som jeg straks kastede mig over. Indtil for ca. halvanden år siden hang der en opslagstavle i møntvasken med en broget, evigt changerende flora af opslag, som jeg tit og ofte faldt i staver over og savner solidt. Afhandlingen er bygget op som en fornuftig og udtømmende, sirligt formuleret typologi, med talrige eksempler, over på opslagstavler frit hængende, privatproducerede annoncer, et sørgeligt forsømt emne i reklameforskningen (pga. den perifere status og primitive udformning, reklamens lumpenproletariat!?): Den arketypiske annonce, Den ekspressionistiske annonce, Den poetiske annonce, Materiel afvigelse, Den alternative ydelse, Den sakrale annonce, Ny potentialer eller en kultur i annonce. Jeg vil citere afsnittet om Materiel afvigelse (uden at vise eksemplet, beskrivelsen er mere end nok i sig selv):

Under tiden ses også variationer, der i fundamental grad udfordrer genrens ellers rigide materialitetsforståelse. Således finder man i sjældne tilfælde annoncer ned fældet på ukonventionelle emner, som eksempelvis gamle fotografier. I disse tilfælde er det væsentligt, at læseren vender opmærksomheden bort fra billedets semiotiske indhold og i stedet udelukkende fokuserer på tekstens betydning. En sammenblanding af de to vil uafværgeligt føre til vanskeligheder i afkodningsprocessen.
  På figur IV viser det sig nemlig at billedmaterialet er uden nogen s som helst relation til det annoncerede. Her ses en kvinde, hvis utraditionelle og dynamiske positur slører hendes identitet for beskueren. Tøjet indikerer et hverdagsagtigt scenarie og synsvinklen fra nederste madras i en køjeseng antyder at situationen muligvis udspiller sig i et sommerhus, en spejderhytte eller anden bebyggelse til fritidsmæssige formål. At den med spirttusch påskrevne tekst angiver tid og sted for et loppemarked er derfor ikke umiddelbart forankret i billedets indhold, men peger snarere på deres materialitet som et objekt, man ville finde blandt de udbudte genstande sådan et sted.

Opslagsmeta!

Jeg vil have min opslagstavle tilbage, møntvaskejer!

Morgenmåneremse

månen stirrer
jeg plirrer
månen dirrer
jeg virrer
månen klirrer
jeg svirrer
månen tirrer
månen pirrer
jeg irrer

tirsdag den 13. september 2011

Pjecer på Vejle Bibliotek - vælg danske gelenegle

Dansk Folkeparti - STEM DANSK

Mærkesager

Danske værdier skal sikres, og udlændinge, der kommer til Danmark, skal respektere de danske værdier. Vi skal ikke gå på kompromis.

EU skal ikke have så stor indflydelse. Danmark skal bevare sin selvstændighed.

Ældre skal behandles med respekt og sikres ordentlige økonomiske forhold.

Den offentlige velfærd skal sikres gennem en god offentlig sektor.

Sygehusvæsenet skal forbedres og lokal tryghed skal sikres.

Voldsforbrydelser skal straffes hårdt. Ofrene skal hjælpes effektivt.

CLINIQUE PRIMADONNA - Når kun det bedste er godt nok

Gelenegle

Manicure

Pedicure

Sunspa

Hår & Vippe Extensions

Voksbehandlinger

Og så afsted til Vejle

RIMER PÅ

disse flossede negle
nægter at fejle
når de om lidt skal gennemhegle

omsonst at bejle og/eller krejle

mandag den 12. september 2011

Jeg er centrifugemasse

Pludselig ser jeg (med mit centrifugeøje) selve centrifugemaskinen (til forskel fra vaskemaskinerne, hvor centrifugeringen kun er 1 blandt flere funktionsmåder, og hvor centrifugeringen kan SES (og forestilles SE!)) som en allegori på redaktørinstansen: med et voldsomt og ubehageligt FADABUMP! stopper maskinen, før den er begyndt, hvis den mener, at man har fordelt tøjet for SKÆVT, med stort besvær skal det rettes LIGE, og måske, kun måske vil maskinen så lege med.

En bogs takkede væsen/ sandwichlæsning

Naja Vucina Pedersens herligt/håbløst diffuse debuthybrid Krigens fra sidste sommer bliver ikke ringere af at blive læst midt mellem ubehjælpsomme debutnoveller fra for et øjeblik siden (nej, ikke DE uhjælpsomme debutnoveller, nogle debutnoveller, der er en debutbog) og gumpetung debuterindringsroman fra dette forår (jeg lader være med at skrive forfattere og titler, fordi jeg ikke gider uddybe, hvorfor bøgerne er dårlige, jeg vil bare hurtigst muligt glemme dem, selvom jeg godt ved (jf. blogpost nedenfor), at det er lettere at glemme, hvis man formulerer sin kritik, men mon ikke det faktisk kun gælder, hvis det er en WA-anmeldelse, som det er mit forbandede, men betalte job at skrive!?), faktisk bliver alt, hvad der burde være enerverende, fx lige præcis den håbløse halvdel af den massive, herunder massivt kokette diffusitet, spektakulære kvaliteter:

Lige  som der endelig er kommet gods i krigen er gulvet dækket af blod. Og så har jeg kun fægtet i halve enheder, for hvem gider mediere mine stumme anslag. Du blev henrettet men det afholdt dig ikke fra dine sælsomme sysler. Min gesjæft har taget sig sælsomt ud. Den skulle holde til gentagelser i en grad hvor tingene forsvinder. Når jeg ved en sjælden lejlighed gør mig i restriktive formler er lyset det første der bider sig fast på mit takkede væsen.

Nemlig??!!

2 mandagspoetikker

de minthvisker

jeg møntvasker
(mit indianernavn: centrifugeøje)

søndag den 11. september 2011

Nero køber ikke Morgenfascisten

Nu må du vælge, Henning Jensen,

mellem Jyllands-Posten og Jokum Rohde:

Vil du vide mere?

Eller lide særere?

Døgnet står pivåbent

Der bliver ved med at komme spøgelser ind i 7-11 denne søndag morgen:
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
Jeg forestiller mig, at det er yngre, døde digtere
Gustaf, Sonja, Eik, Michael, Dan, Morti, Klavs, Asger Stig & co.,
der ligesom jeg vil udnytte, at det er sidste dag for tilbuddet på croissanter: 2 for 10; men ligesom jeg bliver de skuffet, der er kun chokoladecroissanter tilbage, og de er slet ikke på niveau (fordi de netop er chokoladecroissanter, croissanter med chokolade fyldt på, i stedet for pains de chocolat som ovre i Lagkagehuset, der er et helt andet slags bagværk), så ud igen med os, digterne først:
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Ingen!
DING! Mig, skramlesjæl i kropshylster ...

lørdag den 10. september 2011

Et pip i farver

jeg har hørt en fugl synge om

jeg ved ikke hvad

bortset fra at det var smukt

hvilket er en sandhed der i visse kredse

hvis veje vi krydser på tværs

er ilde hørt

fredag den 9. september 2011

Bonushistorie om den hemmelige astronautagent Billy Bob Malone

(hovedpersonen i min UDSOLGTE billedroman Mars er for tabere; skrevet til Børnenes Ænsyklopædi, men valgt fra af redaktionen (sikkert fordi teksten var en slet skjult reklame for min dengang ikke udsolgte bog, det foreslåede opslagsord var ASTRONAUT):
Da Billy Bob Malone var 14 år, havde han allerede i 2 år været hemmelig astronaut-agent. Hemmelige astronaut-agenter er ikke sådan nogen, der tager op på månen eller Mars og planter et flag og bliver filmet til fjernsynet. Hemmelige astronaut-agenter går i aktion, hvis der ude i verdensrummet foregår ting og sager, som simpelthen er for mærkelige at forstå for os almindelige mennesker. 
  En morgen vågnede Billy Bob op med en frygtelig hovedpine. Som altid var det første, han gjorde, at kigge ud af vinduet for at se, om der skete noget mærkeligt oppe på himlen. Men himlen var der slet ikke! Der var ingen sol eller skyer på ingen grå eller blå himmel! Der var ingenting! Ingenting på ingenting!
  Hvis dette ikke er en opgave for en hemmelig astronaut-agent, sagde Billy Bob til sig selv, så hedder jeg ikke Billy Bob, og det gjorde han jo. Men først ville han gøre noget ved sin hovedpine. Den blev værre og værre for hvert minut, det var, som om noget stak hårdt imod hans hoved derinde. Han gik ind i sit lille hjemme-rumskib og fløj direkte fra sit vindue oppe på 411. etage og over til den hemmelige astronaut--klinik, der hang og svævede i luften lige overfor. Han fortsatte ind gennem døren, sprang ud, pegede på sit hoved og råbte: Der er noget galt! Hvad?
  Den hemmelige astronaut-læge lyste ind i Billy Bobs øre med sit laser-hovedundersøgelses-apparat og sagde så ingenting, han bare stirrede og måbede. Hvad, råbte Billy Bob desperat, hvad, hvad, hvad!? Langsomt og stille, som om han ikke selv troede på det, sagde den hemmelige astronaut-læge, at himlen, ja hele verdensrummet var inde i Billy Bobs hoved. Hele molevitten, solen og månen, planeterne og stjernerne, den lange, lange mælkevej, alt var derinde.
  Billy Bob blev slet ikke forskrækket, han blev glad, fordi han nu kunne slå to fluer med ét smæk: Den forsvundne himmel plus hovedpinen (og det var selvfølgelig stjernerne, der sad og stak derinde). Nu skulle han bare finde ud af, hvordan verdensrummet var kommet ind i hans hoved, og hvordan han fik det ud igen.
  Han kom i tanke om, at han om natten altid drømte om verdensrummet, og at det fuldstændig var som at være der i virkeligheden. Måske havde han drømt så godt og grundigt om verdensrummet, at det var kommet til at sidde fast inde i hans hoved. Hvis han skulle gøre noget ved problemet, blev han altså nødt til at falde i søvn med det samme.
  Heldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde lukket døren til rumskibet og sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage i verdensrummet inde i sit hoved. Stjernerne blinkede venligt til ham, og langt borte kunne han se jordkloden som et lille, grønt æble. Men hvad skulle han nu gøre? Jo, han skulle da bare falde i søvn inde i drømmen og drømme om at sidde i rumskibet inde i den hemmelige astronaut-klinik.
  Heldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage på den hemmelige astronaut-klinik. Det svære var nu, at han skulle vågne to steder på én gang: I verdensrummet fra drømmen om den hemmelige astronaut-klinik, og i den hemmelige astronaut-klinik fra drømmen om verdensrummet. Hvordan gør man det, når man selv ligger og drømmer og oven i købet drømmer dobbelt? Jo, han skulle i drømmen om den hemmelige astronaut-klinik drømme om verdensrummet og, for en sikkerheds skyld, i den nye drøm om verdensrummet drømme en ny drøm om den hemmelige astronaut-klinik. 1,2,3, snork, og 1,2, 3, snork igen.
   Fire drømme oven i hinanden var mere end nok: Zap, zap, zap, zap, sagde det, og Billy Bob vågnede op i verdensrummet og i den hemmelige astronaut-klinik og i verdensrummet igen og i den hemmelige astronaut-klinik igen, hvilket jo var virkeligheden, hvor, kunne han se ud af vinduet, solen strålede fra en skyfri himmel, som sad akkurat, hvor den skulle.
  Sig det ikke til nogen, for det er hemmeligt, men endnu en gang var den hemmelige astronaut-agent Billy Bob Malone dagens helt.