Assorterede weekender

 (citeret i min 25 års jubilæumsartikel sidste fredag)

Thurah-æraen

De drikker de lyse drikke

12. maj 2000

Prosa. Lars Frost debuterer med lumsk charme. Og paraplyer! Og oh! originalitet.

Lars Frost: Og så af sted til Wien. 124 sider, 168 kr. Lindhardt og Ringhof.

DET forbandede er jo, at når man omsider møder noget virkelig originalt, så står man med åben mund og polypper og er målløs. Hvilket er okay, ja glimrende for den menige læser, men unægtelig noget af et problem for kritikeren, som naturligvis godt kan gøre rede for omstændighederne, tricks og strukturer og strategier, men det er jo lige præcis denne egne tone, denne særlige svæven og snublen, der er sagen, og hvordan få ord på den? Ja, ja, jeg ved godt, det må blive min egen sag, og måske er det smarteste simpelthen at tage en enkelt umiskendelig sætning ud af the book in question, bogen i spørgsmål, unge Lars Frosts prosadebut - er det en novellesamling, er det en samling kortprosa, er det en roman, spændingen er ulidelig - Og så af sted til Wien (fino titel, hvilket altid giver point). Sætningen indgår i bogens måske mest virtuose tekst, den fra dags dato nyklassiske »Begravelsen«, som handler om gravøl og alt andet og hele tiden igen den åndssvage gravøl, faktisk meget ligesom Finnegans gravøl, og lyder i al beskedenhed sådan her:

»Jeg tumlede hjem ad Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Randersgade, den slags gader.« Hvorfor giver den sætning anledning til en sådan fryd, og hvorfor føler man helt bestemt, at den ikke kunne være skrevet af nogen anden end denne Frost, som man sidder her og læser for første gang? Det er absolut noget med tonen, den stilige nonchalance og den nonchalante stilighed, det er også den konkrete, minimalt overgjorte oplistning af almindelige og dejlige gadenavne i sig selv, og så er det fremfor alt selve tilføjelsen om den slags gader, der hos Frost nemlig ikke bare er en nonchalancemarkør, men antyder, at de nævnte gader, udover at være østerbroske og ganske almindelige er en særlig poetisk, ganske bestemt slags. Frost eller rettere hans jeg-fortæller, som vi mistænkeligt sent i bogen får sat navnet Pelle på, har en svaghed for lister og oplistninger, han samler f.eks. på samlere. dER er to afsnit i bogen med henholdsvis 1 + 3 og 1 + 4 tekster, nogle er rigeligt små og andre, nok de bedste, er rigeligt lange. Bogen gentager i superformatet de enkelte teksters ret løse og ret stramme og i deres selvfølgelige blanding af løshed og stramhed ret raffinerede struktur. På nær en enkelt lilletekst er det nævnte Pelle-jeg, der fører ordet, og han er som antydet en pludregøg for herren, han digresserer uafbrudt og hele tiden, falder i poetiske og tænksomme og følsomme staver, midt mellem Nicholson Baker og noget meget fransk, Tati-Vian-agtigt, hvilket afføder utallige små, autonome mirakler à la den citerede sentens. Lars og/eller Pelle gør sig skyldig i både sødme og charme, der klart er i familie med andre af de yngste, særlig mandlige digteres milde manerer, men han doserer med finfølelse. For han er heldigvis lige så klog og sjov og kvik, som han er sød. Meget sker der ikke - i den forstand: Pelle tumler rundt i først og fremmest København og digresserer og har sin kæreste Lene, som han både sødt kurtiserer og sødt bedrager, med hendes søster. Det sidste ligner selvfølgelig en historie, og er det også, den afsluttende og klart morsomste, der også er titelhistorien, for ikke bare boller Pelle med Mette, han holder også hemmelige møder med broren Johan, som søstrene ikke har set i flere år. Det er en farce, det kræver sin mand. Mere følsom kærlighedskonflikt indeholder »Kvinderne mellem træerne«, der finder Pelle splittet i sind og i krop mellem et »Du«, den gamle kæreste og så søde Lene. Og jeg har allerede berettet om »Begravelse«, hvor historiens og digressionernes forunderlige fundamentale ligeværdighed suverænt illumineres, når den sorgtunge, dyndtrivielle, monumentalt atomiserede gravøl på kryds og tværs gennemflyves. En total teaser er efterfølgeren »Fandt tilbage etc«, hvor de gladelige undvigelser omvendt igen og igen afbrydes af lako- niske, højeksplosive plothen- visninger til en advokat med et brev til den døde mand, som åbnes netop som teksten slut- ter... Det er svært at have en anelse om, hvor Lars Frost vil lande næste gang, så perfekt som hans debutbog åbner og lukker og åbner for sig selv, men der er grund til at nære den mest grænseløse tillid til den flyvende trapez i den unge mand. Og alle paraplyerne.

Wivel-æraen

Fanskare m. finsk åre vil føn-score

16. december 2005

Onsdag er død 36. Klummen er en afblanket julekalender i dag, lågerne blafrer melankolsk i den stride decembervind.

JEG ved ikke, hvad man kalder det omvendte af en kunstnerisk oplevelse, det meste i denne verden er jo (heldigvis) ikke-kunstneriske oplevelser, på den anden side ville det også være forkert at tale om en anti-kunstnerisk oplevelse, god anti-kunst er eller bliver automatisk god kunst, som for eksempel til stadighed Duchamps pissekumme, der jo også bare er så sjov, jeg tænker heller ikke på en oplevelse af ovenud kitschet kunst eller virkelighed, som for eksempel en roman af Jens Christian Grøndahl eller julegaverne foran rekonstruktionen af L. Ron Hubbards kontor hos Scientology i Jernbanegade, jeg tænker på indkøbscentret med det absurde navn Fisketorvet, som jeg i mandags pludselig befandt mig midt i, fordi min søn skulle have en mobiltelefon, og de havde ikke den rigtige, på forhånd udvalgte i Sonofon-butikken på Vesterbrogade, og drengen havde drømt og fablet om den telefon hele weekenden, ergo begav vi os straks af sted på tværs af Vesterbro i den retning, vores samlede trækfugleviden, min søns, hans kammerats og min, udstak som den rigtige, det var den dog ikke helt, vi trådte ud på Ingerslevsgade et godt stykke fra Dybbølsbro, til gengæld var det ikke svært at få øje på Fisketorvet, som en billig kopi af Joakim von Ands pengetank knejsede det over banelegemet, trafiklysene i krydset var under reparation, så det var i fare for vores liv, at vi trådte nærmere, og sikke et eftermæle: samme uge, som LB i en tegneserie i WA hånede gustaf munch-petersen, der blev skudt af falangisterne under den spanske borgerkrig, døde han selv ynkeligt under hjulene på en lastbil fuld af bacon, nå, men vi nåede heldigvis frem til centret i god behold, eller heldigvis og heldigvis, for da var det jo, jeg blev ramt af det modsatte af en kunstnerisk oplevelse, og helt specifikt var det en oplevelse af slet labyrintik, intet kunne overskues på en forsnævret, klumpet, absolut ikke-svimlende, ikke-charmerende facon, og slet Las Vegas, alt var kommercielt blikfang på en triviel, kuldslået, absolut ikke-spektakulær, ikke-barok facon, jeg husker amerikanske shopping malls som nogle langt klarere og strengere komplekser, men det er sikkert bare en erindringsforskydning, og hvis det gør mig til en bagstræberisk, semi-muslimsk modstander af moderniteten eller – hvad værre er – postmoderniteten, at Fisketorvet i den grad er mig imod, so be it, selvfølgelig blev det ikke bedre af, at de overalt julede aggressivt, syntetiske pebernødder blev formelig kastet i nakken på én, selv inde i Sonofon-butikken, hvor ekspedienten var akkurat lige så målrettet ungdommelig, som jeg havde frygtet, men jeg havde forberedt mig, havde jeg, jeg nægtede at blive informeret om noget som helst, jeg stak ham bare et udprint af kvitteringen på min søns kammerats mobil, bjæffede, so ein Dingeling muss ich auch haben, og lukkede min mund med syv segl og én lynlås.

Til sammenligning to ægte kunstneriske oplevelser: Franz Ferdinand i KB-hallen fredag aften; glad, melodisk støj uden ørepropper renser sjælen umådeligt, for mere Jeronimusagtig er jeg ikke end, at jeg stadigvæk foretrækker min rockmusik høj, brillerne skal vibrere på min næsetip. Jeg er også stadig en sucker for kvalificeret showmanship, og Franz’ forsanger, Alex Kaprakanos, er en ung mand, der forstår kunsten at springe op og falde ned på et trommesæt. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg begejstret skreg med på gruppens åndssvagt iørefaldende hit, »Do You Want To«: da jeg vågnede i nat/ sagde jeg jeg vil få nogen til at elske mig/ og nu ved jeg det er dig/ du er heldig heldig du er så heldig. Og Dorrit Willumsens nye novellesamling Den dag jeg blev Honey Hotwing, som jeg overrumplet slugte på halvanden eftermiddag, og som da for fanden burde være blevet indstillet til WA’s litteraturpris i stedet for hvem som helst; jeg havde forstået, at den var god, men ingen havde fortalt mig, at den var så god, og det kunne de godt have gjort, jeg bliver skeløjet af den slags overraskelser: det ene øje vil hastigt læse videre, mens det andet øje ikke tror på sig selv og lige må tjekke efter, om det virkelig var så godt, og det var det, hver gang: musikalsk excentrisk, poetisk ironisk, tænderskærende hjerteskærende. Jeg har en seriøs Willumsen-manko, som jeg straks må få gjort noget ved, hun er bare for god. Som der står til allersidst i bogen: »Og jeg skriver og skriver. I små, indbundne bøger. På ferskenfarvet papir, på blåt papir, på toiletpapir og på servietter og på deres fine, glatte hud: Honey Hotwing.«

ONSDAG ER DØD, men transmissionsfesten bliver ved!

Libak-æraen

Rockerrokoko

17. januar 2014 

 

Donnaen og kulien. Søren Baastrup har skrevet en portrætbog om Brian Sandberg og MFP: Top og bund i Hells Angels. Men hvad kalder man egentlig en journalist, der snakker forbrydere efter munden for penge? En løgne-hæler?

Søren Baastrup: Exit Hells Angels. 310 sider. Vejl. pris 300 kr. People'sPress.

Exit Hells Angels er journalisten Søren Baastrups anden rockerbog: Sidste år kom hans lobhudlende portræt af Bandidos-rockeren Lennart Elkjær Expect no mercy. Dette er til gengæld min tredje og forhåbentlig sidste rockerboganmeldelse - lad os kalde det en trilogi! - idet jeg sidste år foruden Expect no mercy anmeldte ex-Hells Angels-rockeren Lars Jensens malabarisk skrevne selvbiografi En forfærdelig mand. Disse mennesker vinder ikke ved nærmere bekendtskab, de fascinerer heller ikke, og de keder langt mere end de frastøder, sølle, afstumpede og sentimentale, som de er. To af slagsen er hovedpersoner i Exit Hells Angels. Gucci-og kändis-rockeren Brian Sandberg, i lang tid medlem af Hells Angels, nu af Bandidos, samt MFP, et tidligere medlem af Hells Angels-støttegruppen AK81. Sidstnævnte er med politiets hjælp gået under jorden, efter at han vidnede mod en hel hoben Hells Angels-brødre inklusive Sandberg, der i sin tid var med til at oprette AK81. Bogen indledes med første del af Sandbergs farvel til Hells Angels og er noget totalt pigefnidder: Sandberg blev fornærmet over at blive suspenderet fra HA, fordi nogle yngre brødre havde sladret om, at han havde disset nogle ældre brødre. Det afløses af en række highlights fra Sandbergs rockerkarriere med særlig fokus på den seneste bandekrig. Så vender bogen sig brat mod MFP, hvis korte, brutale og forvirrede tid nederst i hierarkiet minutiøst oprulles. Og til sidst får vi anden del af Sandbergs Hells Angels-farvel om vejen til den nye pigeklike. Sandberg blev helliget sin egen solo-rockerbog, Gangster i 2010, spøgelsesskrevet af Henrik Madsen og ulæst af mig, og nærværende bog er dermed en halv sequel. High concept-kontrasten og -kompositionen, »De var top og bund i Hells Angels«, afsløres allerede i forordet som en anstrengt sløjfe på spøgelsesgennemskrivningen af to halvkvædede og ganske givet solidt forløjede viser, som danner grundlag for bogen: 1. »121 tætskrevne A4-sider« affattet af Brian Sandberg i kachotten og overdraget People'sPress (måske for penge - det fremgår ikke) + en række interviews med Sandberg. 2. »det omfattende materiale fra byretssagen, hvor han (MFP, LB) over 12 retsdage selv afgav detaljerede forklaringer om sit liv (...)« + ingen interviews med pist forsvundne MFP. Det materiale ville jeg sgu hellere, hvis det endelig skal være, have læst i deres oprindelige og sikkert ulæselige (men så i det mindste autentisk ulæselige) form. En god journalist ville vide at bruge det kritisk, herunder kildekritisk, men sådan en journalist er Søren Baastrup ikke. Han tager begge forbryderes forklaringer for gode varer, selvom de gør alt for ikke at inkriminere sig unødigt og i det hele taget stå i det bedst mulige lys, menneskeligt og forbryderisk. Og så formaterer han dem, søforklaringerne, til empatisk, pseudo-mundtlig indre monolog med masser af klodsede flashbacks på værste kliché-fiktionsprosaiske vis, à la gennemsnitlig dansk krimi: »Normalt ville Frej (MFP's dæknavn) have røget en joint, men nervøsiteten fik ham til at stå over. Han havde både ondt i hovedet og i maven. Ja, det blev sværere og sværere for ham at sætte sig op til den opgave, der ventede ham. Men omvendt vidste han udmærket, at det var umuligt at bakke ud nu.« Lidt senere skyder MFP seks gange på klos hold en (forkert) kioskmedarbejder, der med nød og næppe overlever - men åh, hvor havde han inderligt svært ved at gøre det! Ligesom Brian Sandberg elsker sin søn åh så højt! Hvilket han sikkert gør, men hvad fucking så, når han nægter at udtale sig om noget som helst kriminelt, og vi intet får at vide om, hvordan dog HA'erne tjener deres mange penge? Der er masser af komisk potentiale i Sandberg-karakteren som patetisk laps og snob med rygmærke, og reel tragik i MFPkarakteren, der kokser ud i stadig alvorligere bestillings-hævnakter. Men fordi Søren Baastrup fra begyndelsen har solgt ud af sin journalistiske integritet, reduceres de to gode historier til hektisk udmarvet og pinligt loyal eftersnak - med sorte huller, der er langt større end dem, panserværnsraketter producerer i et klubhus, men lige så gabende meningsløse.

En potte af guld

1. april 2011

Store Mik. Ib Michael henriver massivt med sin nye, hårdtslående visionære roman om en kikset chokoladepige, der sammen med Abekongen går i krig mod yuppier og dødbidere.

Ib Michael: Regnbue og pil. 407 sider. People's Press. Udkommer i dag.

Der er ingen ende på den frembusende, næsten aggressive, litterære trolddom i Ib Michaels nye roman Regnbue og pil; ikke siden den undervurderede, kultklassiske Prins fra 1997 eller måske faktisk mandens ( første) folkelige succes Kejserfortællingen, 1989, har jeg været så begejstret for et nyt IM-værk. Det er, som om han har besluttet sig for at sprænge hele sit bugnende, komplekse talent i luften én gang for alle og lade mylderet af stumper og stykker dale ned på den afsvedne græsplæne og tilsammen blive denne unikke roman, der som en ophøjet køkkenmødding skal gennemvandres med øjnene på stylter. Plottet er noget nær genialsk: I en præcis opdatering af Troldmanden fra Oz og parallelt med den opfindsomme brug af Kilroy-myten i Kilroy Kilroy, 1989, er romanens hovedperson det opvakte, 12-årige, blæksorte adoptivbarn Dorothea, der bor i Ringkøbing sammen med sine adoptivforældre, postbudet Tom og naturhealeren Thit, og sin kæle-abe Kong Tut. Dorothea har det ikke sjovt i skolen; hun bliver mobbet usseligt af klassekammeraterne, fordi hun går klædt i sin fars aflagte, ræverøde postbuduniformer. Hendes forældre har for travlt med et hemmeligt projekt omkring mayaernes opfindelse af jade-frimærket til at bemærke Dorotheas ensomhed og trængsler; hun har kun Kong Tut i hele verden, og selv om hans øjne udtrykker en dyb forståelse, så kan han ikke svare på hendes betroelser med andet end uartikulerede hyl og slag på brystet.m EN mørk og stormfuld nat står Dorothea og Kong Tut og kigger ud på naturens vanvidsdans, da pludselig et egern, et blåt egern, slynges mod hendes vindue og holdes fast dér af blæsten. Dorothea åbner vinduet og suges på stedet op i en voldsom tyfon, sammen med Kong Tut og det blå egern. Inde i tyfonen lyder der smægtende panfløjtetoner, som fra et indianerorkester på Rådhuspladsen, og Dorothea forstår et og andet om universets rævegrave. Tyfonen slipper sine passagerer midt i Wall Street i New York, men ikke det reelle Wall Street, et fordrømt Wall Street på vrangen, hvor al djævelskaben tydeligt for alle står i lys lue. Pludselig er Dorothea ikke længere en lille, kikset chokoladepige, men en stolt Masai-krigerinde med spyd i hånd, og Kong Tut afslører sig som selve den mytiske, kinesiske Abekonge, en mester med bue og pil, mens det blå egern forbliver et blåt egern, et betydeligt filosofisk velartikuleret, blåt egern. Som på et mexicansk vægmaleri eller en dansk altertavle - der er klare links til Troubadurens lærling, 1984 - indledes en apokalyptisk, hvis ikke direkte apoplektisk kamp mod mørkets kræftknuder. Til slut står vores tre über-menneskelige helte ansigt til ansigt med selve den inderste skakcomputer, og så kan det nok være, at de retfærdige øretæver sidder løst.. I referatet kan handlingen godt lyde langt ude kulørt, men det skal man ikke lade sig snyde af, for nede i brødteksten har vi hele tiden Ib Michaels fænomenalt kraftfulde og muskuløse sprog, herunder ikke mindst billedsprog, til at pumpe visionerne sanseligt op. Som fx her, hvor Dorothea kaster et blik på nattehimlen inde fra tyfonen: »Dorothea gjorde sombrero-store øjne: Deroppe hang stjernerne som et utal af stjernekastere bundet sammen på kryds og tværs med råbåndsknob som en hængekøje i en mexicansk sivhytte og lyste som en tindrende drøm om juleaften langt, langt fra Roskilde.« Det er smukt at se den gamle, politisk spruttende og Villy-eventyrlige 68' er fra Rejsen tilbage, 1977, gøre comeback i en ny, koboltblå superheltedragt med guldkappe og vise de små, duknakkede koncept-poeter, hvordan far her skruer pæren i den magiske agitprop-lampe med én knyttet hånd. Denne lykkeligt mørbankede anmelder er ikke i tvivl: Regnbue og pil syrer for vitterligt!.

Baun-æraen

Den, der er ren, er mest stenet

17. marts 2017 Weekendavisen

Kommentar. Det er en dårlig og enfoldig læser, der kun går entydigt ind for bøger, der entydigt tager parti for den rigtige entydighed.

JEG skal holde op med at gå så meget op i antallet af hjerter i Politikens boganmeldelser, det er ikke sundt for mit eget anmelderhjerte. Jeg går op i det enkelte hjerteantal, og jeg går op i de enkelte hjerteantal i forhold til hinanden og forholdet mellem hjerteantal og anmeldelsestekst - selvom jeg hele tiden forsøger at nøjes med at gå op i anmeldelsesteksten rent, hvilket i Politiken så også kan være mere end hårdt nok. Tag nu bare Mikkel Krause Frantzens anmeldelse af Christina Hagens Jungle. Som han gudhjælpemig giver sølle to hjerter. Det chokerede mig alligevel. Så nært vi kan komme en æstetisk objektivitet, er og bliver det hjerteantal fuldstændig urimeligt. Det er OK og forståeligt at anfægtes betydeligt af Hagens besyngelser af sorte mænds hudorme og stjerneskud ved Snaptun Havn, men først efter at man har bøjet sig dybt for hendes skiftevis og på samme tid drævende og fræsende sproglige mesterskab og selve den konceptuelle originalitet og ambition. Men det bliver værre nede i anmeldelsesteksten, hvor Frantzen helt ucamoufleret giver bogen politiske smæk: »Jeg er ikke forarget, det handler ikke om moral det her, men om politik. Det vil jeg gerne ind1rømme. Spørgsmålet er nemlig også, om det er så politisk ukorrekt at være racistisk i dag? Det er j1eg ikke sikker på. I dag synes racismen at være det korrekte, konsensus selv. Det er i det hele taget, som om Hagen har så travlt med at positionere sig i forhold til et indbildt og såkaldt politisk korrekt forfattermiljø i København, at hun glemmer at positionere sig i forhold til samfundet som sådan.« Som man kan høre, er det snarere det kontroversielle interview med Hagen i Information (omtalt her i Bøger 10/3 i kommentar og kontrovers) og den deraf afledte formodning om forfatterintentionen, Frantzen anmelder, end det uregerlige værk selv. Og den aflæste intention er så både grim og forfejlet og bare slet ikke i orden, politisk set. Hvad er så den modsatte bog af Jungle dette forår? Det kunne være Caspar Erics Avatar, der fik fem hjerter i Politiken, men det er nok snarere Peter-Clement Woetmanns langdigt Bag bakkerne, kysten, der også handler om hvide og sorte kroppe - digterens krop versus flygtningens: »Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten//Min krop er ikke blind passager fundet død ved landingsstellet i et fly i Heathrow.« Den bog facebook-priste Mikkel Krause Frantzen henført få minutter efter endt læsning: »Én bog har fået mig til at græde i 2017, én bog har fået mig til at tænke: det her er en bog om verden pt, én bog har skrevet om vold uden selv at deltage i den som bog (), én bog har bevist at det stadig - mod alle odds - er muligt at skrive digte i dag.« I Jyllands-Posten, hvor Jungle fik tre stjerner og Avatar fem, gav Nicklas Freisleben Lund med cirka samme åndeløshed Bag bakkerne, kysten fem stjerner. I Politiken til gengæld fik bogen, mod alle odds, kun tre hjerter - stadig én mere end Hagen - af en tredje, yngre, mandlig anmelder, Alexander Vesterlund, der fandt, at bogen til syvende og sidst forblev i sin »lyriske comfort zone« og sammenlignede den ufordelagtigt med en nøgtern liste, bogen citerer fra og linker til, over mennesker, der er døde under deres flugt til Europa. Den sammenligning gav anledning til endnu en vældig diskussion på Facebook, med deltagelse af både Caspar Eric, Woetmann, anmelder Vesterlund og nærværende kommentator, om anfægtelsen ved den poetiske udnyttelse af andre menneskers tragiske skæbner. Jeg ved ikke, hvad der er den rigtigste reaktion; jeg ved, jeg anfægtedes stærkt af Avatar og let - måske faktisk fordi den så let overbeviste mig i første omgang - af Bag bakkerne, kysten. Det, der anfægter mig hos Christina Hagen, er den ubændigt og uhelligt skridende flertydighed, og det, der anfægter mig hos Caspar Eric og Peter-Clement Woetmann, er den fikst og fromt fikserede entydighed. For mig er de to anfægtelser væsensforskellige. Den ene trækker mig ind i værket, malstrømsagtigt, den anden puffer mig væk, parkbetjentagtigt. Og derfor gør det ondt helt ind i kritikerhjertet med de to hjerter til Jungle, fordi det er en jungle, også det hjerte, og ikke noget ordentligt og oplyst rum. Som Hagen skriver: »Der er palmer, der er slyngplanter og nogle lidt klistrede svampe. Myrer er der også, og det er lidt irriterende, men de skal være der ().«.

Har jeg egentlig nogensinde være rigtig streng overfor Ib Michael

(s bøger)?

Ork, ja, jf nedenstående to tekster - en aversionsopsummering og en anmeldelse

Men nogensinde uretfærdig?

Mais non!

Yndlingsaversion nr. 6: Det knager i regnbue-isen

22. februar 2008 Weekendavisen 

Er hint møgforkælede smertensbarn, orlogskaptajn Ibbermand Michaelsens havblånende charmeadjektiver.

Endnu en aversions-klassiker: Ib Michael og begyndelsen på hans kitschfest af en roman fra 1997, Prins. Jeg har med sorg og glæde anmeldt Ib Michael siden 1990 (= digtsamlingen Vinden i metroen, poesi som et forfatterskabs tekniske uheld: sne på skærmen), men sidst i 1990erne, efter min transfer fra Kristeligt Dagblad til WA, måtte jeg ufrivilligt gå på en kold tyrker, hverken Prins, novelle(op)samlingen Atkinsons biograf eller - suk - dagbogen Mit år blev øremærket mig.

Jeg kan huske, at jeg specifikt med Yndlingsaversionerne for øje købte et Gyldendal Paperback-eksemplar af Prins inde i Hovedbanegårdens Gad-bogshop. Som nu, da jeg havde brug for bogen til føljetonen, pludselig var forsvundet, og hvor søren kunne den være blevet af? Måske har jeg bare glemt den ude i virkeligheden engang, for det er nogle år siden, jeg gik over til friskere Michael-aversioner som Rosa Mundi, Grill, Blå bror og sidste års Sorte huller (i de psykedeliske uldsokker).

Jeg syntes, det var interessant at se, om et lavpunkt som Prins i et populært forfatterskab som Ib Michaels stod in print og til salg på boghandlernes hylder og planlagde i formiddags følgende ekspeditionsrute: Gad på Hovedbanegården, Kleins Boghandel på Gl. Kongevej, Gad i Frederiksberg Centret, Frederiksberg Bibliotek, men sørme om jeg ikke var heldig allerede på Hovedbanegården, hvor den lille, violette paperback, jeg kendte så godt, stod og skuttede sig ved siden af en fed hardbackudgave af (reelt glimrende) Vaniljepigen, og kostede sølle 98 kr. (men ingen anmelder kvier sig ikke ved at give penge for en ny bog).

Hjemme igen tjekkede jeg i boghandlernes og forlagenes (nu kynisk nedlagte) fælleskatalog, hvad der faktisk var kommet af gode prosabøger i 2007, og flere, Kirsten Hammanns Bannister, Christina Hesselholdts Udsigten, Hans Otto Jørgensens Riggo havde ikke noget imod det abstrakte, Pablo Llambías' Rådhus, Henning Mortensens Tvillingerne, er faktisk til at købe i samle- og billigbogsudgaver ifølge gyldendal.dk, men hvad så med Janina Katz' sorgmuntre erindringsroman Putska, ja, hvad med alle Katz' (i også et internationalt perspektiv) aldrig mindre end fremragende prosabøger, hvoraf ingen, selv ikke WA- og BG-pris-kandidaten Drengen fra dengang, 2004, er in print, hvad med DEM!?

Ib Michael er et smertensbarn, fordi han kvalitativt er så forbandet ustadig, og ikke er det med vilje, men kun med vanilje, for han er ikke bare et smertensbarn, han er et møgforkælet smertensbarn, der indtil nyligst fik hysterisk begejstrede anmeldelser no matter what (Politikens Søren Vinterberg på bagsiden af paperback-Prins: »Han har skrevet sit hidtil modneste mesterværk.« Nej, snarere sit hidtil umodneste makværk, men det kan åbenbart komme ud på et).

Ib Michael er ikke som Jens Christian Grøndahl en cyborg, han er en forvildet, oprigtig talentfuld inka-fortæller, på hvis ømme skulder en selvfed, oprigtigt talentløs lyriker-abe troner, der i kritiske, det vil sige uinspirerede, stunder har det med at overtage kontrollen og lyrisere løs kækt og insisterende; den nyindkøbte begyndelse på Prins lyder sådan her:

»Det begynder i dis [og som fis LB]. Højt oppe på kloden, hvor ingen mennesker ser det, sprækker isen med smæld over hvide fjorde. Der bliver havblåt mellem flagerne, natten, som varer det halve år, hvor solen står under horisonten, er omme. Det knager i iskanten, revne jager revne [girl-on-girl-action? LB], da et glasbjerg - på størrelse med eventyrslottet, med tårne og takker og vinduer, som sneen længe har dækket - knækker af og står til søs med de hylende vinde.«

Det er hverken kling-klangfylden (æ'er, k'er, t'er) eller polar-Disneyficeringen, jeg vil pege fingre ad, det er det, lille, altafslørende farveadjektiv: »havblåt«: for hvad er det, der er havblåt, det er HAVET, som det dukker frem mellem isflagerne, OG HVAD I ALVERDEN FOR EN SLAGS BLÅ SKULLE HAVET ELLERS VÆRE? Top-tautologien afslører, at Ib Michaels lyrikerabe slet ikke er interesseret i, hvad hans lyriske abekattestreger betyder, men bare i at de lyder - lyriske.

Af en prinsefarvet prins, der skriver litteraturfarvet litteratur sortfarvet sort på hvidfarvet hvidt.

En rose så jeg skoddet

14. april 2000 Weekendavisen

Misfoster. Når Ib Michael har skrivekrise, skriver han lyrik, eller er det omvendt?

Ib Michael: Rosa Mundi. 92 sider. 175 kr. Gyldendal. DET er nøjagtig ti år siden, Ib Michael sidst skrev en digtsamling, Vinden i metroen var titlen, og den er der garanteret ikke særlig mange, der kan huske. Med god grund, for den var ikke særlig god, men selvfølgelig fik den gode anmeldelser (oh Erik Svendsen). Mere gny står der om Michaels første digtsamling, Himmelbegravelse, fra 1986 (flapcitat af (oh) Jens Andersen: »Den er esoterisk, eventyrlig, tindrende, blåøjet og klokkeklingende«), som heller ikke er ret mange sure flyvefisk værd, men der er jo alt det her med Tibet og lige netop himmelbegravelsen (gribbenes afpilning af den dissekerede munk, way to go), en vældig citron, som Michael har forstået at presse til det yderste (kilroy, kilroy, kilroy, KILROY). Metro-bogen har bare Rom, nogle Pound- og Malinowski-identifikationer og en gumpetung hval-legende, grundlæggende er det dog to versioner af det samme åndsforsnottede, pseudo-dybsindige, lalleglade kunstneriske forlis. Og nu gentages operationen så - Nordkaperen hjælpe mig - en tredje gang, med den nye digtsamling med den ikke just lavmælte titel, Rosa Mundi, der jo betyder så meget som Verdens Rose, en rigtig Mystisk sag, som digteren ikke rigtigt kan stille noget fornuftigt eller interessant eller sjovt eller smukt op med, men det lyder jo dybt, igen og igen og igen, og så kommer der helhed på vagheden.

Bogen er bygget op af en række ikke videre sammenhængende (åh jo, der er fugle og Ikaros og en digters fald, MÅ JEG VÆRE FRI!) scener, eller med et passende fisefornemt ord, suiter (det bør bogstaveres sweeter), der mere eller mindre overlappende og ustadigt afløser hinanden. Dette usikre format er bogens grundlæggende, for ikke at sige eneste motor og struktur: der arbejdes ikke med noget, der bare ligner værkmæssig dynamik i eller mellem digtene. Hvilket jo alt i alt bliver til en hoben kvaliteter, eller mangel på samme, som jeg ellers plejer at propagandere gladelig for her i spalterne, distraktion, digression, roderi, ujævnhed, etc. Men det er jo alt sammen kun noget ved, hvis det udføres med poetisk engagement og temperament, og med en fundamental forkærlighed for forskelle. Ib Michael nøjes med at lade ligheder sløvt dejse ind i hinanden i en løs, selvforelsket notatstil. Her er et karakteristisk umarkant eksempel fra sweeten, Jagtfugleidentifikationer: »Resten oplever jeg i dyrets mørke./ Han taler længe med en enhjørning/ (hesten tripper uroligt under ham)/ han synger en vise af helligt enfold/ under jomfruens tårn.// Han rider ned til stranden/ forvandlet til en troubadour/ i grønne hoser. Han mumler med/ bølgerne - og brændingen/ stjæler hans ord.// Han hægter en ring om min fod/ placerer mig på saddelknoppen,/ og sidder af. Han samler sten,/ slår dem mod hverandre, lader dem/ strømme med dagklare lyde/ fra hånd til hånd.« Hvad skal vi dog bruge det til, og hvad skal digtere dog bruge det til? Teksten udviser en næsten total mangel på spænding og energi, de få, små forsøg på prægnant tale bliver enten til pinlig patos , »Brændingen/ stjæler hans ord« eller rene anstrengtheder, »dagklare lyde«, for slet ikke at tale om »hverandre«! Det er, som om Ib Michael gør en genre af sin manglende inspiration. Forfatterskabet har da også siden erindringstrilogiens andet bind befundet sig i en veritabel kunstnerisk krise. Som for tre år siden kulminerede i kitschfesten, Prins, der til gengæld er blevet en stor succes i (oh) Amerika. Og det kan jeg da godt forså, at forfatteren er forfjamsket over: Skal han blive millionær, eller skal han besinde sig på den kunst, der var engang. Men hvad har poesien dog gjort, at den skal lægge ryg til det. Sådan her formulerer manden det selv i et interview her i tillægget: »Nu skriger de internationale forlæggere på en roman. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle lave en digtsamling. En digtsamling er en akut proces, så fri mig for enhver central-lyrisk analyse. Jeg håber kun, at digtene er flygtige nok til, at du tvinges til at læse dem igen og igen. Som Gunnar Ekelöfs digte, han er min Vergil.« En virkelig imponerende blanding af ydmyghed og indbildskhed, må man sige, og til overflod, beskæftiger en af suiterne sig med Arthur Rimbauds liv og digt. Indledningsvis kunne Michael jo forsøge at leve op til f.eks. Rolf Gjedsted (modløst gøres der forsøg med både Gjedsteds gotik og Laugesens samfundssatire). Det eneste dette sjask kvalificerer ham til, er akut indlæggelse på Arthurs trommehospital for engle. I en enkel sweete er han lige ved at tage sig sammen, han buser på med både semisystemisk struktur og semimetrisk klokkeklang, men heller ikke her vil skriften kendes ved nogen grænser (og så kan de jo heller ikke overskrides) så det bliver bare til højere fims i stedet for lavere: »Jeg stiger nu og vinden stiger til en hylen; de øvre stokværk/ mangler sten og tegl og store huller lyser ind i himlens/ bare grundstof. Gelænderet som førte mig så vidt er (..)« Stiger og stiger, himlens bare, gelænderet fører ikke for vidt, tværtimod, læseren rutscher nedad, og han får splinter i røven, og det er altså ikke den slags torne, poesiens rose er gjort af.

Snob-effekten

er, når man i sin anmeldelse af Ib Michael,
udskifter den planlagt henvisning til Tiger King (over the top-persongalleriet vs. alle de rare gutter og gutinder hos IM)
med en henvisning til Heart of Darkness / Apocalypse Now (Colonel Kurz som en ægte skurk)


(men det er så snarere Martin Sheen nu end Marlon Brando dengang, IM ligner:

)

Guldhornene var saxofoner (tilegnet Thorsten)

Fordi jeg som ung har skrevet en roman, der hedder Guldhornene, følte jeg, at jeg var nødt til at læse Ulrik Langens Tyven. Den utrolige historie om manden der stjal guldhornene, og det er virkelig en utroligt vild og underholdende historisk bog - også det hårdeste FÆNGSELSDRAMA! - som for min skyld gerne måtte have været WA-litteraturprisvindende, hvis Langen altså ikke skrev anmeldelser for avisen. Den for mig mest overrumplende, mest illuminerende, rent guldhornsmæssige info:

""Men", skriver Miranda (venezuelansk eventyrer, selvfølgelig LB), "hvad der overgår alle disse kuriositeter, er to berømte guldhorn, Tønderhornene kaldet, gjort af det pure guld; det ene vejer mere end 100 unzer (gammel vægtenhed for ædelmetaller UL) - jeg tror, at det har tjent som musikinstrument, der lød ved offerfesterne, thi når man blæser ganske let deri og holder de to mundstykker åbne, giver det en høj lyd. " Miranda er meget optaget af de mærkværdige "figurer og hieroglyffer, der går helt rundt om det, af menneskeofringer og andet ... De minder i et og alt meget om de monumenter af samme slags, der er os overleveret fra mexicanerne (dermed også tilegnet Ib Michael! LB). Det er højst mærkværdigt, at man herved kan se ligheden i kultur mellem disse folk". En tankevækkende transkulturel iagttagelse.
  Hvad der også er iøjnefaldende ved Mirandas dagbogsnotater om hornene, er, at det tydeligvis er almindeligt for besøgende at få tilladelse til at blæse i hornene. Det samme ses af en anden notits om et besøg i samlingerne. En museumsgæst fortæller nogle år senere, at han, efter at have haft Absalons bispehue på hovedet og et scepter i hånden, forsøger at blæse i det store guldhorn, ligesom en ansat ved biblioteket husker, at man med jævne mellemrum kunne høre den "gennemtrængende lyd", når der blev blæst i hornet oppe i kunstkammeret. En anden erindrer, at hornene altid blev taget ud af deres skab og givet de besøgende i hænderne, så man kunne løfte på dem og mærke, hvor tunge de var. "Dertil brugte man at blæse i det ene, der gav lyd som et jagthorn."
  Mon Niels Heidenreich (tyven LB) blæste i hornene, når han med familien besøgte Kunstkammeret med Gall som omviser? "

Årets komiker-gennembrud: JOHANNES RIIS!

i Klovn Forever!

Han er så sjov som faderlig-skeptisk direktør i 2 scener fra Gyldendal (et forlagsmøde, en jule(!?)reception) -

Men Ib Michael, en Klovn-veteran, er også rigtig god - han forsøger at forhindre en SLÅSKAMP (!) mellem Casper og Frank ved den julereception (som også er en reception for ENDNU en fiktiv Ib Michael-bog betitlet (vistnok!?) Spejlbilleder (desværre læser han ikke op fra den))

Og Jens Christian Grøndahl er med sin ene friske receptions-replik sågu heller ikke dårlig.

Æres-klovne alle 3!



- den fiktive C & F-samtalebog, Gyldendal udgiver

Pyh! Nemo-annoncen var en inka-papirtiger!

22-09-2015 

Gode nyheder! Annoncen er blevet trukket igen. du har en hel side!

Den 22. september 2015 kl. 12.29

Ja, det tror  - håber - jeg.

Den 22. september 2015 kl. 12.24
mon det så cirka passer med med 2 x 500 ord - ? kh L

Date: Tue, 22 Sep 2015 12:17:16

Jeg har også en lille, kedelig nyhed, der har sneget sig nye annoncer ind i sektionen. Vi er nu oppe på 5! Den ene har taget plads på din side (sjovt nok en reklame for Ib Michaels bog). Så der er lidt mindre plads at lege med.

Den 22. september 2015 kl. 11.38
jeg er helt swamped med udenoms-aviseligt, undskyld, så de 2 anmeldelser til 1 side tilsammen ankommer først så hurtigt som muligt i morgen, beklager.
kh Lars

Ind i den røde nat med den rundhovedede

Jeg fik ikke navnedroppet i min anmeldelse af Ib Michaels nye roman, at det utopiske, poly-seksuelle univers nede i Nemo-hval-ubåden mindede mig om (ikke mindst pirat-sporet) i William S. Burroughs' Red Night-trilogi, i en bare en u-uforsonlig hippie-hyggelig (bortset lige fra heltens også for forfatteren forskrækkende s/m-affære) og (kun let dæmoniseret - men den dæmoni bliver også (så godt som) aflyst afslutningsvist) Peter Høeg-opbyggelig udgave, men jeg tror ikke, at Michael har læst Burroughs, og det skulle han, for vores allesammen skyld tage at gøre (han har så givetvis heller ikke læst Peter Høeg (af bar 80'er-90'er-misundelse - HAN var jo supremo magisk realist), det må han gerne blive ved med ikke at gøre); jeg har læst Jules Verne (gab), men pinligt nok ikke Melville, kan jeg se at få det gjort! 

Dobbelt reunion

Læser anmeldelsesbog og støder på denne ønskedrømmeagtige, skræmmende velskrevne passage:

"Han skulle nok ikke have trykket på den knap. Al min opsamlede smerte lagde jeg i slaget, og det hamrede ham mod den kraftige rude ud til fortovet (scenen udspiller sig på Københavns Hovedbibliotek LB). Braget blev reflekteret ind i lokalet med et sug. Heldigvis hold panserruden. jeg skulle ikke også have udgifter af svinet.
  Han gled ned på gulvet og rev en yucca-plante med sig. Bordet på stålstilken væltede, de sortklædte ynglinge i lange forklæder og rene viskestykker over skuldrene styrtede til. Hans næse var brækket, det mærkede jeg da slaget kvaste benet, porøst i forvejen efter mange års kokainmisbrug. der var en halv time til receptionen. Armani-skjorten var gennemblødt. Jeg kastede et bundt papirservietter over hans blodtud. "Tag jer hellere af ham," sagde jeg og skred. Ingen vovede at holde mig tilbage. Nemo. Vreden var kommet, men den var kommet sent. Han havde skænder min gudinde.
  På vej ned ad Købmagergade pustede jeg på mine ømme knoer og sugede blod af en skramme, mens jeg indvendigt jublede over katarsis, knytnæveslaget havde bragt mig. Det kan anbefales"

Midt i osen

Skide være med, at jeg ikke nævnte Theis Ørntofts Digte 2014 i min opturs-deprime anmeldelse* af Ursula Scavenius' debut Fjer i WA Bøger i dag

(jeg er også oppe at køre over Klaus Høecks Legacy - det er i det helet taget et dybt lallet efterår allerede, selv hvis jeg får Ib Michaels En anden sol til anmeldelse i næste næste uge, er jeg sikker på, at jeg vil sprede ren kærlighed (og ikke bare fordi jeg talte fjendskabeligt med ham (Simon P påpegede, at vi nok alt muligt andet end hinanden var pænt enige) til Gyldendals Efterårsreception i går - om hvor FED Hanne Viemoses groft undervurderede (ingen skide ungdomsbog jo - det er der flere "romaner" i Gyldendals 2015-program, der til gengæld er , ikke fordi det gør dem mere udgivelsesværdige ...)) debut Hannah dog er og bliver (han var selv backpacker i sin tid i Sydamerika jo - og ville straks gå videre til splinternye Mado))

men jeg burde sgu da have peget på Kristian Byskovs ikke mindre malmfuldt og flippet postapoalyptiske roman Mitose fra forrige år som klar alien-fætter, pege, pege, pege, pege, pege, pege





* (forfatteren karakteriserer anmeldelsen meget præcist, tror/håber jeg, på Facebook:
"Der er virkelig noget af en sej, rap og usødet dynamik + syrlig glad forbavselse i den her anmeldelse!")

(godt tillykke igen) Ib Michael-Top 5

Fem garanteret helt ærligt skidegode bøger af Ib Michael (de 2 seneste romaner har jeg fordomsfuldt ikke læst, men al resten har jeg været igennem og ikke uden - også betydelig - fornøjelse):

1. Rejsen tilbage, 1977

2. Hjortefod, 1974

3. Vanillepigen, 1991 (også anmeldt, rent positivt)

4. En hidtil uset drøm om skibe, 1970 (debut)

5. Paven af Indien, 2003 (også anmeldt, rent positivt) 

Fødselsdagstriptykon til Ib Michael der fylder 70 i dag

FØRSTE DEL

Tærsk, et ell. (jy., jf. dog JHSmidth. Ords.166) en ell. (alm.) pl. [tɐ̤r̥sg] ell. (i bet. 2 næsten kun) [tæsg] (jf. skrivemaaden Tæsk. JHSmidth.​Ords.166. PFaber.​SK.36 (  Flæsk). Wied.​Silh.197. MKlitgaard.​MS. 153. sml. UnivBl.​I.373. CReimer.​NB.384. Feilb. LollO.). flt. d. s. (til tærske)
1) (dial.) slag (vel egl. med en plejl). a fik saadan en Far (dvs.: færd, et “tag”) paa Nis (dvs.: nissen) i Dag og smak ham en helvedes Tærsk (AOlrE.NG.295: et helvedes tærsk) med min Greb. Thiele.​II.271. Feilb.
2) (dagl.) som pl.: slag som afstraffelse; klø; prygl; bank. (ofte i forb. faa, give, skulle have tærsk). Hvor du skulde hâe Tæsk. JH Smidth.​Ords.166. Tærsk skal Du ha'. Drachm. STL.130. han (skulde) faa de Tærsk, han aabenbart trængte haardt til. Pont.​D.135. Han var ikke bedre værd end at jeg tog og gav ham nogle gode Tærsk. JørgenNiels. D.68.   (jf. tærske 3.2 slutn.) overf., især om militært nederlag. *paa den hede Kampens Dag | Grev Welf fik Tærsk og maatte flye. Winth.​III.273. Venderne . . vræler altid, naar de gaar paa – og naar de faar Tærsk, de har Hærskrig i begge Ender. Gravl.​DD.95.   et lag (se Lag 2.2), en (om)gang (Ugeskr.fRetsv.1946.A.44. Pol.³⁰/₁₂ 1947.7.sp.4) tærsk. tørre tærsk, se tør. der vanker tærsk, se vanke.
 

ANDEN DEL 

Trusel ell. (nu mindre br.) Trussel, en. [ˈtr̥us(ə)l] (tidligere udtalt m. lang vokal, jf. APhS.VI.139 samt flt. truesler. Holb. Heltind.​II.148.155.267. sa.​Ep.​I.286. sml. ogs. MO.). (især tidligere ogs. skrevet Trudsel. jf. VSO. MO.). best. f. trus(s)elen, truslen; flt. trusler ell. (nu næppe br.) trus(s)eler (Moth.​T193. Holb.​Stu.​I.9. Schousbølle.​Saxo. 22. Bagges.​Ep.103). (ænyd. tru(g)sel, trudsel (ChrPed.​II.107), trutzel, glda. trusel (Brandt. RD.I.130), thrugsell (Mariagerleg.442), no. trusel; til true; jf. Hødsel, Skræmsel samt Tru) vbs. til true.
1) til true 1: tilkendegivelse (i lader, opførsel ell. (især) i ord) af, at man (eventuelt, i givet fald) agter at volde en fortræd, skade, overlast, modvirke en olgn.; ofte (nu især i flt.) med mere konkr. bet., om truende ord, ytring(er). den, som var overvældet enten med Skændsord, eller Trusel. DL.6–12–6. Vi maae ikke lade os skrække af Trudseler. Holb.​Hex.​II.2. *Trudsler uden Magt | . . fortiene . . Foragt. Ew.​(1914).I.190. *Vær ej for Trusel ræd! Grundtv.​SS.III.439. *deres onde Trudsler | Kan ei mit Mod forskrække. Aarestr.​SS.II. 79. han har ikke Magt til at udføre sin Trusel. Mau.​I.211. han kunde intet opnaa hverken ved bøn eller trusler ┆ tom trusel, se II. tom 4.3. gøre alvor af en trusel: (han) gjorde . . virkelig Alvor af sin frygtelige Trudsel. AntNiels.​FL.III.124. Pont.​DD.127 (se u. Alvor 1.2). spøg. (jf. u. true 1.4): Solen (gjorde) Alvor af sin Trussel og forsvandt. Tretow-Loof.​Paa Jagt i Rumænien.​(1904).76. bruge (Moth.​T193. Schousbølle.​Saxo.324), udøse (Holb.​Heltind.​II.267) ell. (nu navnlig) fremsætte (Ugeskr.fRetsv. 1886.833. SorøAmtstid.⁶/₉1946.1.sp.1), udslynge (D&H.), udstøde (Levin. Pol.¹⁰/₁₁ 1939.4.sp.4), (frem)komme med (Ugeskr. fRetsv.1893.1266) trusler ((i)mod en).   m. angivelse af det, hvormed der trues, tilknyttet v. hj. af præp. (ofte (og i forb. m. præp. af nu kun) styret af præp. under). jeg kunde nok ladet blive med de Trusler af Næsestyver. Holb.​Philos.​III.8. under Trusel af haarde Hudflettelser, befalede han ham at sidde oppe hele Natten. Oehl.​XXV.86. ved Trussel af Band kunde (han ikke) lade sig bevæge til at sende (sin hustru) fra sig. Nordlyset.​XI.(1829).311. Ludv. trudsler med Retten (dvs.: proces). Holb.​Masc.​II.8. Bagges.​Ep.103. under Trussel med Band. Danm RigHist.​II.49. under Trusel med Pistoler tvang (røveren) de tilstedeværende tre Personer til at staa med oprakte Arme med Front mod Væggen. Ugeskr.fRetsv.1946.A.865. Vold eller . . Trusel om Vold. LovNr.126 ¹⁵/₄1930.§260,1. (han var) blevet sat til at hyppe Kartoffelstykket under Trusel om Prygl, hvis det ikke var færdigt før Skoletid. Branner.​OL.75.   i ordspr. og talem. (se ogs. Mau.​II.453f.). ingen dør af trusler olgn. (Moth.​T194. Brøndum-Nielsen. Da. Ordsprog. (1942).247) ell. trusel slaar ingen mand ihjel (Moth.​T194. vAph.​(1772).III. jf. Mau.10518). den, som dør af trusel, skal begraves paa en mødding (ell. i en rendesten), se Mødding 1, Rendesten 1.2; se ogs. u. Rendeskide. naa naa og ja ja (ell. saa saa) er fattig mands trusel, se II. naa 2.3.


3. DEL
 
II. tom, adj. [tωm'] (æda. tom (toom), sv. no. tom, oldn. tómr, oeng. eng. (dial.) toom, osax. tomi, fri for; af uvis oprindelse; jf. Thomas 4, tømme) som er uden (er (næsten helt) blottet for) det naturlige, normale ell. (i det givne tilfælde) ventede indhold ell. tilbehør (mods. fuld); spec. (med angivelse af det manglende) i forb. m. præp.: tom paa (Rask.​Br.​I.160. Lemb. D.124; jf. fattig paa u. fattig 2) ell. (nu alm.) for (se især u. bet. 2 og 4.1-3) ell.   fra (se u. bet. 4.2) noget. (...)
4) overf.: uden egentligt, væsentligt, værdifuldt indhold; indholdsløs; spec. (med bibet. af falskhed, falsk skin olgn.): betydningsløs; intetsigende; værdiløs; forfængelig (1); ogs. (jf. indholdstom; m. præp. paa ell. (alm.) for): blottet for noget nærmere angivet (væsentligt, værdifuldt). 

Tænk hvis ham her virkelig var Ib!

1. evil michael ‏@ughHugs 3 t.

   this is the 9th time i am having a burrito this week

   Retweetet af Jesper Elving

   Vis detaljer

   • Svar
   • Retweet
   • Føj til foretrukne

- hvor meget mere cool ville Ib så ikke være!

Et får som Ib Michael indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris

Ida Jessens Postkort til Annie og Claus Beck-Nielsens Mine møder med de danske forfattere er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris som den fjerde og sidste indstilling fra Klougart-fanatikerne Asger Schnack og Lilian Munk Rösing, to i mine øjne halv/trekvartgode bøger, de rigtigere kandidater havde været Niels Franks Nellies bog og Peter Adolphsens År 9 efter Loopet, begge hel/halvandetgode bøger.

Beck-Nielsens værk er sporadisk rigtig sjovt på sådan en desperat/indebrændt Beckettsk/ Buster Keatonsk måde, to højdepunkter: CBN der slæber på Pia Tafdrups forfærdeligt tunge kuffert, CBN der falder dybt i staver over Klaus Rifbjergs 2 wc-ruller, men digterportrætterne, herunder ung-digter-selvportrættet, er over én bank bare for nemme, klichéfulde parodier på for længst gennemparodierede klicheer, hvilket ikke betyder, at de ikke er vittige, bare at det er vitser, man til bevidstløshed kender (og som til bevidstløshed kender sig selv), og som på trods af al fint (men også træt / dovent) hvirvlende velskrevethed derfor ikke løfter sig. Men selvfølgelig vil jeg ikke undlade at citere dette smukt onde afsnit om (mestendels alt muligt andet - det er det virkelig onde - end) Ib Michael (hvis umådelige åsyn har fyldt lærredet de sidste 2 gange, jeg har været i biografen - hver gang giver jeg et lille skrig fra mig):

Mens vi spiser, fortæller jeg lidt om madderne, og samtidig tænker jeg på Ib Michael. Jeg har faktisk aldrig mødt ham, men jeg har været tæt på, engang for mange år siden, længe inden jeg selv begyndte at skrive rødbedepoesi (se blogpost nedenfor LB), dengang jeg mest bare sov længe og lå i sengen med min tykke kæreste og læste Hulebjørnens klan og også det halve af Hestenes dal, men så kom vi vist heller ikke længere. Det var lige rundt om hjørnet, henne på Odense Musikbibliotek, det lå i Kronprinsensgade dengang, nu er der jo en eller anden helsesekt, der har lavet det om til et tempel, nåmen bassisten i vores band, Jon (Helt Haarder, senere ekspert i biografistisk performativitet, pudsigt nok), han arbejdede nede på musikbiblioteket, og han læste også bøger, hans far var nemlig professor med speciale i Beowulf, ikke bare Hulebjørnens klan, alt muligt, især science fiction og Ursula K. Le Guin, og han sagde, at vi skulle komme ned og høre Ib Michael, han havde nemlig en musiker med. Og det gjorde vi så, og jeg kom muligvis lidt for sent, det gør jeg altid, men jeg hørte det meste, tror jeg, jeg var der i hvert fald, jeg lagde bare ikke mærke til ham, Ib Michael, det eneste jeg så, var det ledsagefænomen, han havde med (vistnok en vis Morten Carlsen LB), han var helt fantastisk, en slags Peter Høeg, der bare havde begrænset sig til alt, hvad man kan blæse i, og få til at give lyd. I løbet af den lille time, det varede, vandrede og marcherede og dansede og danderede han op og ned mellem stolerækkerne og blæste i alverdens horn, saxofoner, trompeter og jagthorn og fløjter og ... - også melodika? - Ja, sikkert også melodika og panfløjte og bassaxofon og sågar en skalmeje, og førte os langt tilbage i tiden og ud i de fjerneste afkroge af verden, men uden at jeg på noget tidspunkt fik øje på Ib Michael, kun stemmen, den hørte jeg, men mest bare som en monoton brægen bag hylderne, som om hornblæseren var en hyrde, der havde taget sit får med ind på biblioteket. Og at kalde et får for en forfatter er lige skrapt nok, jeg må hellere sætte en streg over den historie, glem det!

Pænt prisværdigt, indrømmet!

Derfor er Ib Michael ked af det i dag

Ikke på grund af de lidt tvungent glade, men reelt mellemfornøjede anmeldelser, han har fået i Jyllands-Posten (de trælse 4 stjerner), Berlingske (også fire stjerner), Weekendavisen og Information, men fordi (for hans stadig mere skrøbelige fan-segment altafgørende) Politiken endnu ikke har anmeldt; i de gode, gamle dage ville det være fuldstændig uhørt, at Politiken ikke (helst ved automat-begejstrede Søren Vinterberg) anmeldte en ny Ib Michael-roman på dagen, men nogen er ikke længere yndling nr. 1, buuuhuuu - nu bruger avisen og litteraturredaktøren i stedet pladsen på at prise prismodtager Kim Leine og ikke mindst prise ham biografistisk, og her kan hippie-direktørsønnen IM (der aldrig har modtaget Nordisk Råds Pris) slet ikke være med, Leine er en ny æras ani-selvfede, socialrealistiske mønsterbryder-helt (jf. også Yahya-omfavnelsen dér i svingdøren), og jeg advarer, dette er betydeligt klægt: FORDI man går så (detaljeret) grueligt meget igennem, bliver man Nordens nye store forfatter og får i tilgift lov til at opleve og kan som få oprigtigt påskønne "hverdagens nære lykke" (håber virkelig ikke Lars Frost, der i sin nye roman hvæser biedermeier efter sært nok Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen og co., læser denne seriøst sentimentale klamamse, han bliver ikke ked af det, han bliver møbelsmadrende hysterisk af raseri):

Han er så langt væk fra det blærede og blaserte, man kan komme, for han har taget hele turen fra rendestenen og op til lyset i mere end en forstand. Det er derfor han kan skrive bøger, som emmer af kendskabet til det benhårde liv, som leves på underste klasse. Helt dernede, hvor man, som Kim Leine var nødt til det, junker sig selv for at kunne udholde endnu en helvedesdag. Han har været på det hele: lykkepiller, angstdæmpende piller, sovemedicin, kodein, hele tiden stadigt hårdere stoffer. Kim Leine er bestemt ingen litterrær tyv. Men det er rigtigt, at det var hans litterære forbillede, den bredt fortællende episke roman, gerne stærkt underholdende, der frelste ham. Det var nemlig bag årgangene af ' Vagttårnet' i hans troende mors bogreol, at han en dag fandt et eksemplar af Alexander Dumas' samlede værker. Da var hans skæbne beseglet. Da var Nordens nye store forfatter født. Med den tilføjelse, at Leine altså ligesom Morten Falch skulle igennem mange lidelser, før han havnede i det helt almindelige gode liv, som Leine vedholdende udtrykker sin taknemmelighed over at være blevet en del af. Det er ikke ret mange år siden, at forestillingen om et roligt familieliv var en fjern drøm for forfatteren, som også i går aftes i Oslo takkede sine børn, sin hustru, og sin familie i det hele taget for, at han kom til at opleve hverdagens nære lykke. Nej, det er ikke til at fatte, at denne pragtfulde forfatter i 2004, for kun i ni år siden, kom vaklende ud af vildmarken med blødende nålestik i armen og satte sig ned og skrev ' Kalak'.

Ikke uden min forfatter

Det er så sjovt med de links til andre artikler, der afbryder Berlingskes MEGET lange interview med Ib Michael. Jeg kan også godt lide, at hans argument imod, at han er selvfed, er, at både han og hans børnebørn synes, at han er helt enormt fed og åben og nysgerrig; er selvfedme ikke at insistere på, hvor fed, man er? Du siger, du er fed, ergo er du selvfed. Du siger, dine børnebørn siger, du er fed, ergo er du selvfed med sidevogn og børnesæde:

»Når man har skrevet i så mange år, som jeg har, og har fået bygget et image op i medierne, så bliver man træt af figuren. Altså, jeg bliver træt af den figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at jeg kunne være en anden, når jeg skrev

Læs også: Yahya Hassan: Jeg hører ikke til blandt nogen

Tvivlen har Ib Michael taget konsekvensen af i sin nye roman »Himlen Brændte«, som udkommer på torsdag. Faktisk tager han afstand fra figuren Ib Michael, fra »narren« i aviserne, allerede i bogens første sætning: Mit navn er Peter Adams, ghostwriter til denne bog »Denne her gang har jeg følt, at jeg ghostwriter på mit eget værk. Jeg ghostwriter for den der figur, der hedder Ib Michael. Og jeg ville ønske, at folk kunne glemme figuren, når de læser bogen.« For Ib Michael kan ikke genkende det image, han har fået, og han kan ikke lide den figur, han er blevet. En figur, der er selvfed og tilbageskuende - helt modsat den person, Ib Michael selv mener, at han er

Læs også: Datteren fra »Ikke uden min datter«: Jeg er ikke længere fyldt med had

»For mig er det i hvert fald vigtigt fortsat at kunne forandre mig, og derfor er jeg jo ikke interesseret i at blive sømmet op på et image. Til sidst begynder folk at have en forestilling om, at de ved, hvem man er, hvilket, jeg synes, er absurd, eftersom jeg ikke selv ved det endnu.Men det er også, fordi vi danskere reagerer imod det. Vi tror, at fordi vi hører meget om en person, så må han nødvendigvis være meget selvfed og oppustet. Men spørg mine børnebørn, de ved bedre,« siger han og griner.» Folk, der kender mig, ved, at det slet ikke er sådan, jeg er. Jeg er meget mere nysgerrig og meget mere parat til at sige: »Mit verdensbillede? Hvad snakker du om? Det, jeg havde i går? Det, jeg har nu? Eller det, jeg havde for en time siden?

- to lige så smukke link-afbrydelser længere nede:

»Og så kom det vildeste ungdomsoprør. Jeg hoppede på den ene limpind efter den anden og forandrede mig fuldstændig fra mit udgangspunkt. Og så endte jeg såmænd med igen at gå med habit. Det var en spændende tid, som det er sjovt at skrive om. Men det er ikke en tid, jeg forsøger at holde fast i. Det er ikke den form for forandring, jeg søger længere. «Hvilke forandringer oplever du så i dag

Læs også: Pilou Asbæk: Det er jo bare skuespil

Man skal være efter sig selv på den måde. Men min nysgerrighed er jo reel. Jeg skal ikke sparke den op fra ingenting. Den findes. Altså, børn er en god øvelse, synes jeg. Og det optager mig faktisk meget.

Læs også: »Jeg tager mig selv fucking seriøst«

Kulørt ekstremisme

Jeg anmelder og læser for længst ikke længere Ib Michaels romaner, og i den rækkefølge: når jeg ikke anmelder - for det ville virke, kan jeg forstå, som en bevidst "provokation"! ja, af MINE smagsløg! - er det virkelig svært at tage sig sammen til at læse af pligt, for slet ikke at tale om lyst, men jeg kan da følge med i omslagene, og dette til den nye roman er det virkelig svært at forstille sig mere spektakulært og grelt og indtrængende GRIMT, det er så helt fantastisk og utroligt GRIMT, at det næsten, men også kun næsten er avantgardistisk GRIMT, måske er det faktisk det GRIMMESTE omslag på en dansk roman NOGENSINDE, hvis der var En Nordisk Råds Grimmeste Forside-Pris ville Himlen brændte får den flere år ud i fremtiden, græsseligste, grusommste, grummeste grimt:

Jeg troede Ib Michael stjal min cykel for 117. gang!

Men så var den slet ikke stjålet.

Den var blevet flyttet fra den ene cykelparkeringsdobbeltdækker på Nørreport til den anden.

Og så var det slet ikke Ib Michael.

Men Morten Sabroe.

Der imidlertid er blevet oplært på Ib Michaels thailandske cykeltyveskole, som han havde lovet, Mik, var forbeholdt den lokale, rodløse ungdom.

Men heldigvis havde Morten Sabroe ikke hørt efter i timen.

Han stjæler også dårligt.

Godmorgenpost

(læste samtlige cykel/Ib Michael-blogposter op i spiesalen i aftes)

Her

statistik:
 
Ib Michael har

1 gang stjålet min cykel

1 gang punkteret min cykel

3 gange stjålet min cykelhjelm

1 gang smadret min cykels forlygte

1 gang vredet mit cykelstyr 180 grader

(1 gang stjålet 2 kurvevogne i møntvasken)

Og se! det ligner grangiveligt et halvt aztekisk tempel!

Overskriften er noget med Ib Michael

Den eneste nyhed i Ib Michaels selvretfærdigt tvære "note" (før min egen irriterede parentes) til Kristian Himmelstrups irriterende patroniserende artikel om den åndssvage fejde, "Agurketid", i det meget lidt ophidsende (jeg faldt decideret i søvn under læsningen af Mikkel Zangenbergs artikel om en kritikerskole, et af flere genbrugsprodukter) anmelderi-nummer, nr. 33, af tidsskriftet Spring er, at han fremfører det synspunkt, at jeg, det risskovianske amanuensisghettobarn, lugter morgenfascistisk af Dansk Folkeparti og Anders Fogh:

Som sagt finder jeg hele affæren (og det handler ikke om den enkelte tekst, men om konteksten) interessant ud fra et litteraturhistorisk synspunkt, og en dag tror jeg også den vil blive gjort til genstand for en mere dybtgående undersøgelse, som inkluderer tidsånd, værdikamp og det politiske sysemskifte under Fogh-regeringen. Det er ikke tilfældigt, at kravet om boykot- og politianmeldelse blev rejst af en kulturjournalist på JP, og omgående støttet af Dansk Folkepartis daværende kulturordfører. Fine venner Bukdahl har. Af alle anmeldertyper er den fallerede kunstner den værste.

Excuse me! Hvilken ikke-tilfældighed? Når jeg gennem årene har kritiseret den progressive guerillaforfatter Ib Michaels skrifter har det været med den hemmelige, reaktionære dagsorden, at provokere ham til at true mig med tæsk og dermed give reaktionen mulighed for at få opfyldt deres hede drøm om boykot og politianmeldelse (noget jeg aldrig gik ind for - det eneste krav, jeg i sin tid formulerede, var vistnok, at Gyldendal (hvis hjemmeside huser IM's Forfatterside) eller IM trak voldstruslen tilbage; det er stadig ikke sket))?  Really? Seriously?  Det er mere rimeligt at håne Dan Turèll for at være Pia Kjæsgaards yndlingsforfatter. Det er for fanden Ib Michael, der slutter op om Anders Foghs populistiske hetz mod smagsdommere i den dér gamle nytårstale; det er liberalismen, der ikke tåler eller forstår kritik af succesfulde kulturprodukter som nu fx Ib Michael og hans (gamle) romaner, og med åbne arme velkommer den fade, lalleglade (ofte reelt korrumperede) net-(anti-)kritik, som også IM er så begejstret for. Åh, for fanden, Mik, nu har det igen slået klik!

Nå ja, Ib Michael har stjålet min cykelhjelm igen igen

og hvad ellers er nyt? han gjorde det sikkert i søvne, og kun fordi den havde hængt dér på min cykel mellem betonpillerne i Gothersgade og lokket og provokeret i over 14 dage, og igen og igen har han natligt og slumrende stået foran hjelmen med rystende zombie-hænder og holdt sig i det læderbrune skind, men omsider har der så bare ikke være nogen vej udenom, og mens blodtårer randt ned af hans rillede basunkinder, er han vandret hvileløst gennem byens gader med remmen mellem tænderne og hjelmen dinglende mod sit sølverne indianerbryst.