Pludselig er der bare KØ af bøger at glæde sig til - og der er slet ikke plads til de bøger, man faktisk sidder med og læser og kal læse, for kommende, voldsomt lovende bøger, man bliver nødt til og slet ikke kan lade være med at forestille sig , og først og fremmest har chefen for Marianne Larsens afrundende forlag Ekbatana Christel Sunesen proklameret en ny digtbog af Marianne Larsen, forventningen til hvilken for en kort tid lige netop overdøver sorgen over, at døden har gjort hende tavs, for heeeelt tavs kunne den så alligevel ikke gøre hende - der er ikke dato på endnu, og der må gerne gerne både gå kort og lang tid, så den er altså nr. 1 på forventningslisten, nedeunder den figurerer netop afslørede forårsbøger på Gyldendal, nej, før dem en ny bog OMSIDER, en roman, af Preben Major Sørensen på Escho, som jeg ikke har titel på, jeg spørger lige Anders Jørgen, øjeblik:
1. Marianne Larsen: Barn i landskaber med hvidtjørn
2. Preben Major Sørensen: Utallet (skrev Anders Jørgen lige, at den fantastisk hedder, han sendte den sgufandeme også på PDF, tør ikke åbne lige nu!)
3. Klaus Høeck: And the dead (velsignet brudt tavshedsløfte)
4. Morten Chemnitz: Færd
5. Majse Aymo-Boot: Tingene (roman!)
6. Runa Maria Luth: Drømmepenge (roman!)
7. René Jean Jensen: Den anden, den tredje, mig (roman!)
KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN KLAUS HØECK ER DEN NYE RASMUS NIKOLAJSEN
SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET SYSTEM I KLÆDESKABET
Var i P4 i anledning af Bededag for at tale om hveder, hvede og Hvedekorn. Navnet Hvedekorn gav Halfdan Rasmussen bladet, da hans forgænger, Viggo F. Møller, syntes, det skulle fortsætte, men hedde noget andet, efter hans egen årlange redaktørtid, og givetvis hentydende til dette bibelsted, fortalte jeg de friske værter, fra kapitel 12 i Johannesevangeliet:
"v20 Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere.
v21 De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: »Herre, vi vil gerne se Jesus.«
v22 Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus.
v23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.
v24 Sandelig,
sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør,
bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.
v25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.
v26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære."
jeg ledte også efter poesi om hvedekornet og fandt dette smukke salmevers af Grundtvig, hvor han sammenblander sennepskornet (der er lille) og Jesus' hvedekorn (hele salmen her):
1
Guds rige lignes ved et frø,
det mindste, man kan finde,
nedlagt i muld, ej til at dø,
men død at overvinde,
opvoksende så til et træ,
hvor himlens fugle finder læ
og lyst til sødt at sjunge.
- og så gik musikken i gang (var det faktisk Lars H.U.G.?), som under en fucking Oscar-tale, da jeg ville fortsætte med at at citere Klaus Høeck fra Hjem, der har et afsnit om "KORN", der begynder sådan her, fandenivoldsk besværgende
Korn siger jeg. Jge gentager: korn. Oceaner af korn bølgende i brods øer. Har man forstået mig: korn, f or pokker. Skal det slås fast med s yvtommersøm: korn som bare Hel vede. Korn siger jeg.
- men digtet om hvede er faktisk et (punket paradoksalt) anti-hvededigt:
Og hvad med hveden, hvid af valm uer, skal den ikke også nævnes. Ne j siger jeg. Jeg beskæftiger mig me d korn, korn som en sindstilstand. Kun i kornet føler jeg mig tryg, ha r jeg hjemme.
Lars BukdahlKom
til at tænke på, jeres små fælles Eno-bind, One, Zebra, High (1980, 1982, 1983), har I foræret dem til Eno,
dengang eller senere (ligesom Bowie omsider fik Bowie Bowie, og Dylan
vel skal have den nye Dylan Forever)?
Asger SchnackJeg
overrakte Brian Eno de tre bøger – sammen med en oversættelse til
engelsk, som Klaus Høeck og jeg havde lavet i fællesskab – i Huset i
Magstræde i januar 1986. Brian Eno var i København for at deltage i en
udstilling med videoværker (Husets Udstillinger).
1.
Sonet i Klaus Høecks Ulrike Marie Meinhof, 1977:
"I cellen har Ulrike Meinhof hængt sig.
Man plejer at sige, at det rammer een
i hjertekulen. Og sådan virker den
meddelelse, som et hårdt, tørt stød på mig.
Ulrike uden laurbær og sølv, u
den nylonstrømper og polkaprikket kjo
le. Ulrike uden kærlighed og so
vetabletter, helt alene med sin u
forsss a slierrr forrr de anresss robleme ersss str omal aaaa aaa eeeefffff ii ii gled ikkk kkkmmm mmm nnnn oooooo ss ss ss ss ss sig
udgrundelige stilhed med det hvide
håndklæde til at aftørre angstens sved
tidligt om morgenen den niende maj. "
2.
Ulrike Meinhof: "Et brev fra den døde afdeling. Fra perioden 16.6.72 til 9.2.73" - oversat af René Jean Jensen i det nye nummer 3 af Monsieur Anitpyrine:, første halvdel
"følelsen af at en hoved eksploderer (følelse af at hjerneskallen faktisk kunne sprække, skalle af) -
følelsen af at rygmarven bliver presset op i ens hjerne,
følelsen af at ens hjerne gradvist skrumper ind, som tørret frugt fx
følelsen af at der uafbrudt, umærkeligt, løber strøm igennem en, man bliver fjernstyret -
følelsen af at ens associationer bliver luget væk -
følelsen af at man pisser sjælen ud af kroppen, som når man ikke kan holde sig -
følelsen af at cellen bevæger sig. Man vågner, åbner øjnene: cellen bevæger sig; om eftermiddagen, når solen skinner ind, standser den pludselig.
Man kan ikke slippe af med følelsen af at den bevæger sig. Man kan ikke finde ud af, om man ryster af feber eller kulde -
man kan ikke finde ud af, hvorfor man ryster -
man fryser.
Anstrengelser for at tale i normal lydstyrke, som ved højlydt tale, næsten brølen -
følelsen af at man forstummer -
man kan ikke længere identificere ords betydning, kun gætte -
brugen af hvislelyde - s, ss, tz, z, sch - er absolut uudholdelig -
vagter, besøg, gård forekommer en at være af celluloid -
hovedpine -
flashs -"
- fra Anders Juhl Rasmussens generøst store interview med efterhånden nærmest hyperaktive (oplæsning både her og dér, og en klar og selvbevidst stjerne i Jørgen Leths Lyrikporten, se nederst i posten) Klaus Høeck i Salon 55 om (anti-)arkiv og forfatterskab:
"JEG brænder igen
nogle manuskripter af
i haven men når
lige at læse:
da miles davis hørte bird
første gang udbrød
HAN: ’DET lød så for
færdeligt at jeg også
måtte spille så
dan’ – inden flammer
ne sletter resten som de
res rette brændstof
(Legacy, s. 452)
foreløbig er
der en vis oprydning at
tage vare på
(så der ikke er
efterladt for meget til
marodørerne)
jeg kører derfor
en sæk fuld af gamle ma
nuskripter ud til
genbrugsstationen
i korup og dumper den
i brændbart affald
(Live, s. 286)
AJR: Har du to praksisser for at skaffe dig af med manuskripterne?
KH: Mellem os to, så har jeg kun én praksis. Digtere lyver også
engang imellem. Jeg brænder altid mine manuskripter i haven. Det foregår
efter et rent ud sagt alkymistisk ritual, idet asken blandes med de
øvrige tre af de fire elementer, dvs. noget begraves i jorden, noget
kastes i dammen og noget spredes i luften. Hver gang et manuskript er
trykt, og der ligger ofte andre ting omkring det, digte, som ikke blev
til noget, så brænder jeg den store bunke manuskripter. Det gives
tilbage til elementerne og genopstår i mit næste værk. Jeg har brændt
mine efterladenskaber siden den allerførste bog i 1966. Dengang havde
jeg læst, hvad Hagar Olsson citerer Edith Södergran for i forordet til
udgivelsen af Ediths brev (1955), at der ikke skulle være noget
til »likmaskarna«, dvs. hvad vi på dansk ville kalde ligormene.
Södergran brændte selv alle sine manuskripter og personlige papirer. Det
bed jeg mærke i, og det var før, jeg overhovedet var begyndt at skrive
digte. Jeg læste i øvrigt kun Hager Olssons forord, aldrig Södergrans
breve. Det var ikke det, hun havde bedt om, vel? Jeg har ikke i
almindelighed noget imod at læse breve, jeg har da læst både Hölderlins
og Novalis’ breve, men jeg er ligesom Södergran skeptisk over for disse
biografer eller »ligorme«, der baserer deres fortolkninger på efterladte
breve og i det hele taget arkiver. Deres tolkninger er ikke udtryk for
andet end deres egne projektioner, og det er hverken interessant eller
sandt.
AJR: Var Södergrans anti-arkiviske holdning udslagsgivende for dig?
KH: Det kunne godt tyde på det. Lige når man begynder, betyder sådan noget ufattelig meget.
AJR: Er den alkymistiske forklaring, du har givet, så en efterrationalisering?
KH: Nej, de passer bare sammen. Forklaringen folder sig ud på den
måde. Du kan spørge, om det er noget i Klaus Høecks karakter, eller bare
rene tilfældigheder? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været i tvivl om,
at det hænger sådan sammen.
AJR: Hvad vil det nærmere sige, at manuskripterne genopstår i det næste værk? Allerede i Hjem (1985) henviser du til den alkymistiske tradition, bl.a. med mottoet »Solve et coagula«, at opløse og inddampe.
KH: Det er en åndelig indsigt, som intellektet ikke skal blande sig
i. Intellektet kværner løs og skal have en forklaring på alting, mens
det forholder sig anderledes med ånden, og det kan du få både mit,
Kierkegaards og Nietzsches ord på. Værket er en hemmelighed, som den,
der læser det, skal delagtiggøres i – men hemmeligheden er måske, at der
ikke er nogen hemmelighed. Ved at brænde manuskripterne peger jeg på,
at alt omkring værket fører væk fra det. Overvejelserne hen til værket
kommer ikke andre ved end mig selv. Det kan være en misforståelse, men
sådan ser jeg på det.
(...)
AJR: Du forholder dig tydeligvis ironisk over for tanken om et arkiv i Legacy. Vil du også destruere dine brevvekslinger med andre forfattere?
KH: Det er denne Neugier(ichkeit), der ifølge Heidegger er
et eksistentiale i mennesket; jeg er imod det. Ja, jeg vil heller ikke
efterlade mig breve fra andre forfattere og slet ikke e-mails. Det
forsvinder alt sammen, forhåbentlig. Værket er værket, alt muligt andet
er alt muligt andet, som Søren Ulrik Thomsen siger et sted. Jeg er gode
venner med Peter Laugesen, og vi har ført en slags korrespondance per
e-mail. Men selvom jeg tilintetgør den, så gør Laugesen det muligvis
ikke.
AJR: Du har modtaget nogle breve fra Tage Skou-Hansen, der døde for nylig, ikke sandt?
KH: Tage Skou reagerede altid på mine digtsamlinger; han læste dem og
kommenterede dem mere eller mindre udførligt. Under hans allersidste år
modtog jeg ganske rigtigt nogle Hölderlin-agtige breve fra ham med
sådan nogle fascinerede udfald i den logiske sammenhæng, som jeg prøver
at indarbejde i mit igangværende manuskript.
AJR: Vil du også brænde brevene fra Skou-Hansen, når du engang bliver
færdig med din kommende bog, selvom de kunne have værdi for forskningen
i hans forfatterskab?
KH: Fuck det, ja, de skal brændes, når jeg er færdig.
AJR: Skriver du selv breve til nogen?
KH: Jeg skriver ingen breve til nogen og har næsten aldrig gjort det.
Jeg skrev engang, da jeg var betydeligt yngre, til min ven Christian
Høgsberg, at jeg ikke kunne fortsætte vores brevveksling, fordi jeg
havde opdaget, at mine breve var arrangerede. Siden har jeg, med ganske
få undtagelser, ikke skrevet breve eller e-mails.
(...)
KH: Døden kommer og intervenerer i ethvert forfatterskab. Hver øjeblik
står vi over for evigheden; det gælder, uanset om man er 36 eller 78 år.
Jeg kunne godt tænke mig selv at slutte mit forfatterskab af. Men så
kommer det ubehagelige spørgsmål, hvad skulle jeg så lave? Begge
muligheder, at slutte eller ikke at slutte mit forfatterskab, byder mig
inderligt imod. Hvis jeg dør i morgen, risikerer jeg desuden at
efterlade mig noget til arkivet, nemlig mit igangværende manuskript. Det
regner jeg så med, at Anne-Marie vil skaffe af vejen hurtigst muligt."
AARHUS: Den aarhusianske digter Yahya Hassan, der sidder varetægtsfængslet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse, er gået i sultestrejke.
Det oplyser hans forsvarsadvokat, Claus Bonnez, i en mail. Sultestrejken er indledt i protest over den behandling, som Yahya Hassan har fået efter anholdelsen i Hasle ved Aarhus den 20. marts. -Han
sidder fortsat i en fængselscelle med ubehandlede skader efter en
trafikulykke midt i februar. Han har smerter mange steder, herunder fra
et brækket håndled og et brækket ribben, skriver Claus Bonnez. Allerede i forbindende med Vestre Landsrets stadfæstelse af varetægtsfængslingen protesterede Claus Bonnez på vegne af Yahya Hassan over, at digteren ikke kunne få behandlet sit håndled. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Kriminalforsorgen.
Ifølge professor og digterviv Anne-Marie Mai (der btw har skrevet en bog med og om Michael Strunge, Mai Strunge):
"Klaus læste op og svarede på spørgsmål, Bjørn læste
op med tehætten på! Han fortalte en bekymret ældre dame, at han han
klippet sig selv og at det var mislykkedes! Derfor hårskjuleren"
Det kan godt være den nye Nordisk Råd-komité, Elisabeth Friis og Peter Stein Larsen, er en slags skruebrækkere (deres forgængere gik i protest mod vederlags-fifleri), men fandeme svært ikke at klappe i sine Trump-små hænder over deres netop afslørede 2 kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris
Bjørn Rasmussen for Ming
Klaus Høeck for Legacy
Ung mester (født 1983) og gammel mester (født 1938) ud i højt løftet intimitet! - 2 x side 24:
teknisk set er der
to ting at bemærke ved
dette billede
ét: der er mærker
efter en tegnstift i
den øverste kant
så det kan have
hængt på en opslagstavle
to: der er blækklat
ter henover mit
ansigt (måske quink ink som
ikke findes mer)
jeg har brugt aftenen på at bestille julegaver på nettet
jeg putter artiskok i alting
jeg har aldrig set mine skamlæber i øjnene
jeg har aldrig tilgivet mit kalkunske ophav
der er ikke det du ikke kan for mig far
du kan gøre mig gravid og give mig suppe
fjer og blod
jeg har et ønske om at dissekere dig
bringe alle dine organer frem i lyset
hvorfor kommer du ikke herud i kolonihavehuset
vi skal drikke champagne klok formiddag
mens risskov kloakservice tømmer septiktanken
eller sivebrønden
vores regime
i denne salme skal vi le
i disse samlede værker skal vi græde
er det medicinen der slukker for dig
- nominanterne i går på Hovedbib tilsmilet af WA-kollega
Noget af det bedste ved Politikens stunt med kun at nominere poesi til deres litteraturpris er de deraf følgende tvangs-interviews hver søndag med de nominerede digtere, og i søndags hans systemmajestæt Klaus Høeck:
Du skriver, at du selv kan have svært ved at skelne mellem digt og
virkelighed?
»Det er vel heller ikke, hvad det går ud på. Hvis du skal beskrive et
menneskes liv, bliver det svært at sige, om noget er sandt eller falsk.
Vedkommende ved det heller ikke selv. Et træ er jo heller ikke falsk eller
sandt. Det er. Et træ er. Det er der, vi skal hen«.
Klaus Høecks digtsamling er en usædvanlig en af slagsen. De fleste
digtudgivelser rummer mellem 60 og 100 sider. Høeck udgiver stort set kun
mursten, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Folk skal bare læse lidt
rundtomkring, som de lyster, siger han selv. For nylig er han selv nået
igennem Herman Melvilles klassiker ’Moby Dick’ ved at lade slagene med en
terning afgøre, hvor han skulle læse.
»Sådan gør jeg, når jeg læser store bøger. Hakker mig rundt. Når man skal læse
min bog, kan man begynde et tilfældigt sted. Det er ikke vigtigt, om man får
læst det hele. Når jeg går i skoven, ser jeg heller ikke på alle træer, alle
blade og blomster. Jeg ser nogle af dem, og måske når jeg aldrig at se alt i
hele skoven. Der vil altid være noget, jeg aldrig får set. Det er måske det,
der interesserer mig allermest«.
Når du taler om dine digte, er der ikke så meget poesiens hellige haller
over det ...
»Det fine skal også være der, men det må ikke tage over. Når hele skabningen
skal beskrives, kan man ikke have denne finslibning af ordene, denne
inddampning, for så forsvinder alt det, som digtet kom af«.
Mange ville ellers nok sige, at det kondenserede sprog netop er det,
digtning handler om?
»Ja, men det hader jeg. Det er fis. Det er ligesom med konditorkager. De ser
fine ud og smager godt, men du kan ikke leve af dem«.
I bogen skriver du, at der ikke vil være efterladte digte, når du dør, for
du brænder digtene ude i haven?
»Ja, ingen skal kunne se mig efter i sømmene. Det har jeg lært af Edith
Södergran. Det er også noget metafysisk for mig. Som en fugl Føniks kommer
der nye bøger ud af asken«.
Det sidste "Bowie"-afsnit ved Klaus Høeck i Høeck & Schnacks Bowie Bowie, 1979:
D. Da. Dav. Davi. David.
David B. David Bo. David
Bow. David Bowi. David Bowie.
Lille freak.
Med en overkrop som en ung
piges. Eller som dødsgudens.
Din sjæl er sort af
hjortetakssalt. Dit hjerte
er pakket ind i et blodigt
Union-Jack flag.
Lille astronaut. Lille
lyserøde bøsse. Mit liv
blev ændret af din gyldne rock.
David Bowie.
Lille punk. Lille flipper.
Med belladonnafarvet hår.
Lille kaptajn med hjertet
i brand. Du ødelægger
ungdommen. Din musik
er ikke for konfirmander.
den opfordrer ikke til
at blive lagerekspedient.
den åbner kønnet som
når en søanemone
folder sig ud. Hvor jeg dog
elsker din blå Langfredags-beat.
David Bowie.
Lille junkie. Lille bastard.
med din digtnings leukæmi.
Lille ridder af den
lyserøde strudsefjer.
Du ødelægger samfundet
med dit beat-parlament.
Du nedbryder moralens
codex og sølvlegeringer.
Jeg løfter min knyttede
venstre næve iført
en sort handske af silke
for din revolutionsrock.
David Bowie.
Lille røv. Lille asshole.
Med dine genitaliers
calvariebjerg af læder.
Alle vil tro jeg er
bøsse, fordi jeg hylder dig.
Dér ser du bornertheden
inden for sine Eulerske cirkler.
Dér ser du spedalskheden. Dér ser du
du fordommene, angsten og de
violette projektioner.
Jeg hilser din poesi, der kaster
et skær som rosa azalea.
David Bowie.
Lille hippie. Lille tripper.
Med din nøgenheds rene
og gyldne blasfemi.
Din rasende potens.
Du spiller direkte på
clitoris og sædstrengen.
Du vækker kønnets
sammenrullede hugorme.
Du beviser for os, at kærlig
heden ikke kan spærres inde.
En aften klæder jeg mig i guld
for at hylde dit partisan-beat.
D for David. B for Bowie.
Igen kommer du ned til Jorden.
Men denne gang ikke fra uterus.
Du fylder skønheden og rummet
op med potaske. Alle
elskendes kroppe med
stjerner. I en storm
af elektromagnetisme
slår din rumkabine
ned i min anatomi.
David Bowie. Avid Bowie.
Vid Bowie. Id Bowie. D Bowie.
Bowie. Owie. Wie. Ie. E.
Det er et godt og stærkt, lige præcist sangenkelt smædedigt, Henrik Nordbrandt - der kun rimer, når det er helt , helt sort - havde på forsiden af Politiken i går:
- men fri os da for, at Politiken, ved kulturrred. Lykkeberg, i samme avis selvfedt tager æren for ikke bare digtet, men selve GENREN avisdigt:
Tom Kristensen skrev et digt, fordi det var sådan, han kunne skrive det, der
skulle skrives. Og ikke på nogen andre måder. Digte er ikke en almindelig
journalistisk genre, men poesien har en stor historie i den trykte presse.
Kjeld Abell, Vita Andersen, Tove Ditlevsen, Michael Strunge og mange flere
har gennem årene skrevet digte i Politiken.
For der er situationer, og der er scener, hvor man ikke kan beskrive det, der
sker, ordentligt, og hvor man ikke kan sige det bogstaveligt. Det kan være,
når unge mennesker dør, regnen falder på en særlig måde over landet, eller
hundrede af tusinder af flygtninge kommer ind i Danmark og afkræver os
noget, som vi ikke ved, hvad er.
Mandag aften sendte avisens absolutte seniorkulturreporter Thomas Bredsdorff
et digt videre, som han havde modtaget fra Henrik Nordbrandt.
Det skulle i avisen, insisterede Thomas. Og det var der ingen, der var i
uenige i. Vi vil ikke stille os i vejen, når digte presser sig på for at
bryde ind i verden. Så stiller vi til enhver tid avisen til rådighed.
Vent og se hvilke digte, der bryder ind i din verden de næste dage.
- men fedt nok med digte om hvad som helst jo, hvis de bare er fede, som dagens mere finurligt snerrende Politiken-digt af Klaus Høeck heldigvis også er:
- på side 451 i Klaus Høecks nye GULDBARRE Legacy, der udkommer på torsdag, men som jeg først fik fingre i i går hos Gyldendal (forbandet være de poesipulveriserende nisser i Pilestræde), så jeg har haikuhamrende travlt!:
dyreværnsdigt num
mer to - grisene skal hæd
res med at ende
som skinke på då
se og flæskesteg med dan
nebrogsflag jule
aften fordi de
støtter den danske eksport
med deres LIV og
derved på para
doksal vis de islami
ske indvandrere
- kom i tanke om Mikael Wittes 70'er-plakt - og fandt den!
nemlig medlem af Bandet Nul, sammen med Jac og Asger Schnack, KLAUS HØECK. Det må¨siges at være perfekt passende!
- et digt fra den første nul-bog, der bare hed NUL, fra 1980:
hvorfor rende rundt med røde
faner eller holde lange taler
om arbitrære revolutioner
når alt du behøver er at lytte
til Blondie eller brække
en syrengren af og sætte den i
den konservesdåse som du netop
har skåret dig til blods på?
eller gå hen til rundetårn og sig: undskyld!
- et digt fra Topia eller Che Guevera (apropos 4. sæson af Boardwalk Empire, hvor Nucky er på Cuba (anno 1931)), fundet i Ung dansk poesi. 22 digtere fra halvfjerdserne (som jeg havde taget frem for at finde Lola Baidel-digte ...)
Jeg tager til Cuba mine længslers land
Aftenskumringen er rødlig som cocco
loba plantens vedd, når det tilsættes vand
og saltsyre. Mens jeg spekulerer o
ver tidens, stedets og handligens mangfol
dighed, nærmer vi os langs de sidste i
sobarer og lufthullers mægtige kold
fronter. Nu er også ideologi
mick jagger træder frem og intonerer sym
pathy for the devil jagger alias dionysos
himlen skinner som en syntetisk rubin
der hviler ni sorte pantere ved hans fødder
det kunne være i altamons bjerge
eller hvor som helst tragedien fødes igen eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee
mick jagger træder frem og intonerer salt
of the earth jagger alias bromios
han træder ud af en purpurmusling
med blod og portulaksaft på panden
det kunne være i hyde park
eller hvor som helst tragedien hyde park hyde park trædende i
mick jagger træder frem og intonerer
prodigal son jagger alias zagreus
han fører dig ind i ceremoniens nat der vil
en kvinde partere dit hjerte med elfenbensnegle
det kunne være i olympic studios
eller hvor som hlst tragedien fødes igen tragedien tragedien tragedien tragedien
mick jagger træder frem og intonerer
no expectations jagger alias bacchus
solen er rød af bauxit og vinbærme
han fører dig ind til dæmoniens alter
det kunne være i falkonercentret
eller hvor som helst tragedien fødes igen mick jagger mick jagger mick jagger
mick jagger træder frem og intonerer
jig saw puzzle jagger alias lysios
kløveren blomstrer endnu i den døde guds mund
og efeuen grønns omkring hans instrument
det kunne vær rca's hollywood studier
eller hvor som helst tragedien fødes igen
- fra Rolling Stones-sektionen i Klaus Høecks Pentagram, 1976, mon ikke det bedste stykke Stones-poesi på dansk!?
- Jagger i Hyde Park, 1969, mindekoncerten for Brian Jones
Fra netboghhandlen Audiatur - På Politikens er Yahya Hassan på niendepladsen, her syvendepladsen, men på ellevtepladsen er en digtsamling af Klaus Høeck FRA 2001, og længere nede både Perec, Debord, Ulven, Saarikoski:
Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.
