Viser opslag med etiketten Mette Moestrup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mette Moestrup. Vis alle opslag

søndag den 18. oktober 2020

På sindedigt

 Mette Moestrup har givet Blogdahl lov til at bringe dette digt fra Facebook, tak!:

et lille digt, som jeg skrev på en begravelsesdag.

folk var forfærdelige
indtil de holdt op med at være forfærdelige
eller det modsatte
hvad det end er
dybt inde
i skovens inderste
spurgte vi skoven
hvad skoven var
åh nej, den orkede ikke
at uddanne os yderligere
jeg var opløst, så et dyr
sove på et leje
af døde pengesedler, mos
åd min stolthed
min dit og min dat, spurgte:
må jeg ligge her
ved din side?
...
nej
...
nu er det morgen

fredag den 24. april 2020

Om pseudohekse, REGLER!

Fra Stidsen-portrættet i WA

"Selv Marianne Stidsens venner og meningsfæller finder citaterne problematiske, men anfører også, at det litterære Danmark er dygtigt til at finde og afbrænde hekse. Først var det kritiker Mette Høeg, der blev udnævnt til dansk litteraturs Voldemort. Siden blev Christina Hagen ekskommunikeret af det gode selskab af Asta Olivia Nordenhof, og nu er det så den midaldrende dr. phil., der har fået rollen som det store dyr i åbenbaringen. Hvad har de tre til fælles? At de er barnløse, ambitiøse kvinder, der sjældent viser sig i »miljøet«? At de opfører sig »maskulint« og taler en kulturel konsensus imod? At de har forrådt deres »egne« og sagen?"

1. (gælder hekse 1 og 2):  Man er ikke en heks, bare fordi man er en hadefuld idiot

2. Man er ikke en heks, bare fordi man synes man er en heks

3. Man er ikke en heks, når man er fastansat på KUA, har fået en ph.d. på KUA og derpå i London, udkommer på Gyldendal (det sidste, og også punkt 2 diskvalificerer tillige, i første omgang, Mette Moestrup og Olga Ravn m.fl. fra at være hekse, hvilket nemlig alligevel ikke betyder, at de ikke faktisk er hekse) 

4. Christina Hagen er en heks, selvom hun synes, hun er en heks, og (en gang imellem) udkommer på Gyldendal, det gælder muligvis også Mette Moestrup og Olga Ravn m.fl.

lørdag den 28. december 2019

Revymangler!

2 store mangler i min årsre vi WA (og deres fravær er rene tanketorsk) - print forsiderne ud og klistr på tillægsforsiden deroppe hvor der står Bøger):

Billedresultat for Til den smukkeste


Billedresultat for Det bliver ikke væk

Et lille digt i sig selv jo:

Til den smukkeste:
Det bliver ikke væk

Kun/burde også have have nævnt titler af  Sophia handler, Dennis Gade Kofod, Martin Glaz Serup, Charlotte Strandgaard, Eske K. Mathiesen (M. Fl.)

mandag den 20. marts 2017

Profetisk med tilbagevirkende kraft

I efteråret udgav Naja Marie Aidt og Mette Moestrup det her mærkelige, indædt messende og besværgende lille, hårde poesi-værk, Omina, hvilket lige præcist betyder "varsler" på latin. Jeg vidste kun alt for godt, hvad der var sket i Najas liv halvandet år før og kunne ikke lade være at læse det med som mørk undertekst på ikke bare hendes venstresider, men også hendes nære veninde Mettes højresider, som man jo for fanden ikke kan styre sine læsning i sit hoved, og havde overset, at pressemeddelelsen meddelte, at Naja og Mette havde "arbejdet på digtsamlingen siden 2014" - i samme pressemeddelelse fortæller Mette, at Naja en nat sendte "nogle helt nyskrevne digte til mig. Nogle digte hun selv fandt ildevarslende." Omina nævnes ikke blandt varslerne i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men i Synne Rifbjergs interview i WA Bøger siger hun:

"Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden. Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende. Varselsdigtene i ' Omina', som jeg har skrevet sammen med Mette Moestrup, skrev jeg i 2014, altså året inden Carl døde. Nu kan jeg se, at de på en måde varsler det, der skulle ske. Jeg forstod det ikke, da jeg skrev dem. Jeg forstod knapt nok, hvad jeg skrev om. Men der var en særlig kraft i digtene, som jeg lod mig føre med af."

Her er en sekvens af Najas digte fra Omina, der uden videre kunne have indgået i den nye bog:

"du brænder dig
når du roder i asken

leder efter friske
urter med de
har antaget
en anden form

grå grå aske
grå grå aske

ikke styrkende

saft væk
gane tør som
mumle

*

du skal kvidre
så alt bliver kvidren
så døden fortrænges
i kvidren

men du vil ikke kvidre

du holder vejret

du siger intet

din tavshed føles som
retning
men det er
blålys

---

hestens år
er krop

*

flagermus i gårdrum og en sol
sort der kvidrer som
om alt afhang af kvidren
hele verden var kvidren
sorte skygger sakser over
synsfelt er jagende lyn
i luften er små for
skrækkelser er djævle
værk i flyvende form er
ikke solsort blød og syngende
er hård og hurtig som
forkerte valg er bidsk er
brutale opsving og skarpe
dyk er ikke i tvivl om bevægelsen
som solsorten ikke er i tvivl om
bevægelsen
men den der betragter de
mørker skygger er

i tvivl

om bevægelsen

*

du stod der berøvet
for en gestus der kunne
bringe øjeblikket videre


så det kunne blive
harmonisk, komme i orden


hvad er forestillingen om
at noget kommer i orden


det modsatte af tvivl"

Billedresultat for Aidt Omina

Dengang vi allesammen var unge lyrikere

Jeg skal anmelde Morten Ramslands fjerde (og - kan jeg røbe - kaotisk GODE) roman, kort betitlet Æg, og sad og søgte på Infomedia og fandt allernederst nede denne notits fra 1994:

"TORSDAG den 24. marts kl. 21 vil otte unge lyrikere optræde på Kulturgyngen i Århus. Bag står litteraturtidsskriftet Ildfisken. Lyrikerne er: Morten Ramsland, Annemette Kure Andersen, Jan H. Petersen, John Bang Jensen, Christian Dorph, Mette Moesstrup, Kim Johannessen og Lars Bukdahl."

Få måneder senere var jeg flyttet til København, og jeg kan virkelig ikke huske Ramsland fra den dag (han debuterede året før med ubemærkelsesværdige Når fuglene driver bort), jeg kan faktisk ikke huske andet end, at Christian Dorph, som jeg ikke kendte, stirrede olmt og fjendtligt på mig, hvilket han senere har indrømmet, at han faktisk gjorde, og at jeg syntes, hans digte var irriterende gode. Jeg vil gerne have husket Mette Moestrups oplæsning -  hun debuterede først fire år senere - men der kommer ikke noget frem.

søndag den 5. marts 2017

Polemik mod uskrevne anmeldelser af ulæst bog

I en kommentar i Weekendavisen i fredags kommenterer Mette Moestriup noget, hun forestiller sig at anmeldere kan finde på at sige om Lone Aburas' kommende bog - det er godt nok meget konjunktivisk, vistnokistisk:

"Lige p.t. glæder jeg mig meget til at læse Lone Aburas' Det er et jeg, der taler (Regnskabets time), der vistnok er et opgør med racisme. Så kan det være, hun bliver kaldt identitetspolitisk - et begreb, som herhjemme er næsten lige så ugleset som politisk korrekthed. Men identitetspolitik handler ikke om, at ' lesbiske kun skal læse bøger af lesbiske' osv. Tværtimod blotlægger en identitetspolitisk synsvinkel, at vores idé om det universelle udgår fra en enøjet kanon, skabt af hvide, vestlige mænd.
Ikke et ondt ord om bøger af vestlige mænd.
De er bare hverken mere eller mindre universelle end bøger af for eksempel ikke-vestlige kvinder. Hvad enten digteren Shadi Angelina Bazeghi skriver om krig eller fodbold, og hvad enten digteren Maja Lee Langvad skriver om adoption eller påskeliljer, så er der tale om bidrag til den almengyldige litteratur."

Hvad angår Maj Lee Langvads almengyldige universalitet er det jo så bare pudsigt, at MM i en kommentartråd på Facebook om politisk korretkhed hævder, at Langvads nye bog, Dage med galopperende hjertebanken, specifikt og partikulært handler om stress over at være et racialiseret menneske, der debatterer racialiserede emner, nærmere bestemt transnational adoption, snarere end bare universel, almengyldig stress over at være et menneske, der debatterer (og debatteres), som bogen, så vidt jeg kan læse, selv siger, at den (primært) handler om: 

"
Mette Moestrup
Mette Moestrup Jeg tænker, det kunne være en ide at lytte til, hvordan Shadi m.fl. (det kunne lyde til, at Lone Aburas' nye bog kommer til at tage livtag med emnet også) har oplevet racisme i det danske litterære miljø, som man kunne drømme om var fremme i skoene snarere end bagom dansen, hvad antiracisme angår, snarere end at tage det personligt, selvom det måske kan være svært, da miljøet jo er meget lille og mange kender mange (omend ikke alle alle). Det er en del af at komme racismen til livs, tænker jeg, at tage vidnesbyrd ind... Jeg synes apropos det, Shadi skriver med udsatte kroppe, at den aktuelle reception af Maja Lee Langvads seneste værk "Dage med galopperende hjertebanken" er sær - bogen drejer sig bl.a. om de omkostninger, det har haft for forfatteren at deltage i adoptionskritik og ikke mindst hvidhedsdebat, men dette aspekt nedties - og det er problematisk, da den er et vidnesbyrd om, hvor dyrt man må betale for at give et vidnesbyrd om racisme in this place.

Lars-Emil Woetmann Nielsen
Lars-Emil Woetmann Nielsen Nu har jeg kun lige kigget Majas bog igennem, men handler den ikke lige så meget om prisen for at sætte politik forrest, altså stress. På den måde er aktivismen en pris, som dets miljøs deltagere også bør interessere sig for, min egen erfaring fra politiske miljøer fortæller i hvert fald om udbrændthed, der virkelig meget handler om at sagen sættes forrest i livet, bliver primær identitet, så der ikke længere er en grænse for hvad man skal gøre - apropos evne til at se kritisk på egen position.
Lars-Emil Woetmann Nielsen
Lars-Emil Woetmann Nielsen (fjendegørelse af omgivelserne)
Mette Moestrup
Mette Moestrup Jeg skrev blandt andet. Så jo, den handler også om at sætte aktivisme over skrift - og om at finde ro i skriften. Men hvorfor ikke medtænke at denne aktivisme BLANDT ANDET (😀) handler om hvidhedsdebatten i det danske litteraturmiljø, spørger jeg ?

Lars-Emil Woetmann Nielsen
Lars-Emil Woetmann Nielsen Kunne kun finde informations anmeldelse, den berør da det, blandt andet.

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Hey Mette, der har været 2 anmeldelser af Majas bog i store aviser, begge skeptiske, men respektfulde (og et enkelt interview), ergo må du jo delvist tale om min WA-anmeldelse som "sær", og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forestille at "nedtie". Der er blandt de mange, mange stykker i bogen 2 der nævner hvidhedsdebatten og 2 der peger på det danske litterære miljøs hvidhed - mod rigtig rigtig mange der taler om at være træt af debat som sådan og af at agere debattør som sådan, uden at debat-hårdheden præsenteres som særligt slem, fordi vidnet, Maja, racialiseres, og vidnesbyrdet handler "om racisme". Det er noget, du fortolker ind, Mette, og glimrende nok, men hvorfor skal jeg være forpligtet til at gøre det samme, når det nu faktisk ikke er det der står sort på hvidt!?

Mette Moestrup
Mette Moestrup Jeg fortolker det ikke ind, men ud fra de stykker i bogen, du her selv nævner, Lars, og sammenholder i en vis grad bogens tematisering af stress hermed. Jeg tænker den som en bog, der blandt andet (😀😀) omhandler receptionen af Hun er vred. Ja, den tager også afstand fra at debattere, den siger jo selv, den vælger tavsheden som modstand. Well, kunne godt ha forestillet mig en mere interessant modtagelse af denne elegante, milde, hårde skrift. Og den fik for øvrigt også ⭐️⭐️⭐️ i nordjyske (er helt opdateret!)"

fredag den 19. august 2016

Klipper lige sensationen ud

af storannoncen for maratonoplæsningen på Louisiana Literature i aften, fik selv først øje på den nu:

NAJA MARIE AIDT & METTE MOESTRUP læser fra en kommende digtsamling med titlen 'Omina', skrevet i fællesskab. ’Omina’ betyder varsler – gode såvel som dårlige.

!!!!!!

Altså: Forpligtede Profetier!

tirsdag den 19. april 2016

Requiem for Camille Cloud - bogholderiet kupper brevkassen

Forrige fredag var sidste gang, at Camille Clouds høj- og lavkomisk kostelige Brevkasse - multi-pseudonymt forfattet af Frit Flet-gruppen, dvs. først og fremmest Line Knutzon og Mette Moestrup og på det seneste frem for alt Line Knutzon - stod at læse ved siden af Blæksprutten på side 4 i WA Bøger. Denne fredag blev brevkassen afløst af en nyt "element", kaldt (af mig gudhjælpeme, efter en hurtig navne-konkurrence") "Bogholderiet", små spidse noter om bøger og bogbranche ved tillæggets medarbejdere (jeg havde én med fredag om Kirsten Thorups og andre top-prosaisters inkonsekvente e-bogs-tilgængelighed og har også en skrappere én med på torsdag), som sagtens kan vise sig at blive læseværdigt, men det gør jo bare ikke VEMODET over farvellet til Camille Cloud mindre, det er så sjældent med ren. vaskeægte (gerne satirisk, men helst bare smadder- og smadresjov) HUMOR i en avis (eller nogen steder).

Jeg skal hilse fra Camille, der fortæller, at hun "er i Stavanger og er efter en hård udvælgelsesproces blevet leder af negleakademiet, men forsætter med at skrive selvhjælpsbøger, erotisk litteratur og nøgleromaner."

- her følger 4 x udødelige spørgsmål + svar-par fra brevkassens sidste måneder, det første er det allersidste - SUK!: 

HJÆLP
Jeg leder efter Julius Sølund. Vi gik i klasse sammen på Toftegårdsskolen 1957-65. Jeg var forelsket i dig, uden at du nogensinde opdagede det, og det er mig magtpålæggende, at du får det at vide (i fald ingen siden har elsket dig).Du havde meget tør hud og sagde aldrig noget, hverken i timerne eller frikvarteret. Men jeg ved, du havde en stemme, for en gang råbte du AV, da du gled på trappen. Kan du huske det? Jeg ville have trøstet dig, men jeg turde ikke.Længe efter blev jeg ved med at forestille mig, hvordan jeg hjalp dig op og tog din tørre hånd, og at vi satte os på en bænk ved den lille sø ved skolen og tavst erklærede vores kærlighed. En dag var din stol tom. En gruppe forældre havde klaget over dig. Din tørhed og tavshed skræmte de andre børn. Det græd jeg længe over. Jeg ved ikke, hvordan dit liv udviklede sig, men jeg frygter det værste. Så derfor dette brev om kærlighed følt til dig.
KH fra Lis (dengang kaldt Plamage-Lis, da jeg ofte spildte mad og drikke på mit tøj) Jensen
PS. Engang syntes jeg, at jeg så dig ved en flaskeautomat i Gilleleje (sommeren 1977). Mon det var dig?

Hej Plamage-Lis
Nu er dette ikke en opslagstavle i Brugsen, hvor man bare kan efterlyse tilfældige mennesker efter eget forgodtbefindende, men lad gå for denne gang. Jeg har sindssygt travlt. Er ved at udvikle en app, der skal kunne et eller andet, andre apps ikke kan.
Camille.

Til Camille Cloud
Hermed fremsender jeg en række gode ideer til katastrofe-tanker:
1. Du står ved en butiksrude. Metroarbejdet har løsnet ruden, og den vælter ned over dig. Glasset flænser dig.
2. Du går på en vej. Netop den dag springer en gasledning i luften. Ilden brænder dig.
3. Du er i Florida på dit livs ferie. Din lejede bungalow ligger oven på et synkehul. Hullet sluger dig.
4. Du er ved Vadehavet, og du går en tur.Men du går forkert. Tidevandet tager dig.
5. Du er på restaurant. Netop den dag har kokken tabt sit barberblad ned i kødet. Barberbladet skærer dig indvendigt.
6. Du cykler langs Søerne. Men netop den dag er der gravet et hul i cykelstien. Du overser hullet og vælter. Hullet tager dig.7. Du står hjemme i køkkenet og kan ikke åbne en dåse med skruelåg. Du tager en kniv, men den svipper ud af hånden og rammer dig.Kniven tager dig.
8. Du står i din stue. Der er ikke noget. Men du vælter alligevel. Gulvet tager dig.
9. Du kigger ned ad din krop. Den er ikke længere din. Nogen har taget den.
10. Du har stegt en bøf og stikker et stykke i munden. Du kan pludselig ikke synke. Stykket sidder fast. Stykket lukker dig.
Dette er blot 10 uddrag fra mit store katastrofe-katalog (nyligt revideret). Jeg har mange flere tanker, som man kan downloade fra min hjemmeside for rimelige priser. Jeg tager også gerne et møde med dig og tilpasser katastrofe-tanken specielt til dit liv. Jeg holder desuden katastrofe-kurser i maj og august.(Se min hjemmeside, Katastrofe. dk). Jeg har mange års erfaring i både almindelig, men også indviklet katastrofe-tænkning, og er, som noget helt nyt, uddannet Mørke-specialist fra Mørkeskolen i Finland (Helsinski). Jeg er selvfølgelig altid opdateret på de seneste katastrofer i ind-og udland.
Med venlig hilsen Kaj Ringård Ottesen, Branderup gård.

Hej Kaj
Tak for dine gode katastrofe-tanker. De er superkreative og sætter gang i fantasien. Jeg er p. t. udødelig og kan derfor ikke integrere dem i mit daglige virke, men jeg er ikke i tvivl om, at dine tanker vil vække genklang i de mange mennesker, som går rundt og tror sig sikre.
Kærlige hilsner, Camille

Til diverse
Har netop modtaget min slægtstavle og ser til min store overraskelse og glæde at jeg er ud af den skotske Chairston Familie.Min forfader er ingen ringere end Gregor Chairston, opfinder og designer af verdens første stol: The Gregorian Chair (deraf ordet Chair, på dansk: stol). Men det stopper ikke her! Hans barnebarn Mary, gifter sig i 1479 med Dwight Tablester, grundlæggeren af spise-og skrivebordet. Parret arver Gregors snedkerværksteder i Portsmouth (UK) og her grundlægger de sammen det, der senere skal blive en af verdens største møbelproducenter. De kalder dette nye møbel, som man kan sidde rundt om, for TABLE (efter Tablester). Dette fører til en familiefejde i Tablester slægten. Dwights far, Nicholas Tablester, slår hånden af sin søn da han mener at dette nye møbel vil ødelægge engelske familieværdier og i sidste ende være en trussel mod den engelske trone og den nationale sikkerhed. Men Dwight er frygtløs og drager til London med 30 spiseborde og 200 stole som han forærer den engelske konge, som med det samme kan se den gode ide og på stedet adler ham. Mens Dwight er i London, bliver han opsøgt af en Lord Forkmann, der i sin taske har de første spæde tegninger til det, der senere bliver til gaflen. Dwight og Forkmann indgår partnerskab og de næste 200 år er deres firma hovedleverandører af stole, borde og gafler til hele Europa. Tablester slægten bliver en af Englands rigeste familier, og de lever i sus og dus indtil den alkoholiserede og luddovne Alistair Tablester en regnfuld formiddag i 1711 taber hele sin formue til Hertugen af Wothwell. De havde kedet sig noget så frygteligt, og besluttede sig derfor for at spille på regndråber i det lille vindue der førte ud til slotsgården på Rothschield Castle. Her satsede Alistair hele familieformuen på den forkerte regndråbe og satte dermed punktum for slægtens storhedstid. Da jeg ikke selv har bedrevet det store, udover at have samlet nogle møbler fra IKEA, og sat en hylde op i ny og næ, føles det godt at vide, at ens forfædre i det mindste har gjort noget. Godnat for nu.
Erik Nieman. Pensioneret pensionist. Gladsaxe.

Hej Erik
Spændende læsning.Selv er jeg (langt ude) i familie med Hans Smith, Substralkongen.
CC

Kære Camille
Jeg vil hermed gøre opmærksom på, at jeg er blevet set af flg. personer:
1. Dirch Passer. Han passerer mig på Åboulevarden 1974. Kort øjenkontakt.
2. Vagn Simonsen. Færge - Korsør-Nyborg.1981. Kort øjenkontakt.
3. Grethe Sønck. Købmagergade. 1985. Flakkende blik, men dog øjenkontakt.
4. Bille August. Bredgade. 1990. Kort øjenkontakt.
5. Lone Dybkjær. Gilleleje Hovedgade. 1995. Øjenkontakt (inkl. mindre smil).
6. Thomas Eje. Amagerbrogade. 2003. Kort øjenkontakt.
7. Remee. 2014. Lufthavnen. Kort øjenkontakt.
Hvis nogen, ligesom jeg, er blevet set af nogle andre, så skriv gerne til mig. Vi kan udveksle navnelister og tidspunkter og på den måde give livet en struktur og fylde.
Jørgen Rørager, Rypevej 12, 2677 Serup.

Hej Jørgen
Helt personligt kan jeg bedst lide at blive set af mig selv. Mine vægge er prydet med spejle, og der går ikke et minut, uden at jeg får øje på mig selv. Tit holder jeg blikket i flere minutter, mens jeg smiler og vinker til mig. Men jeg er nu også særlig dejlig og hvem ved, måske jeg en dag ser dig? Så kan du tilføje mig på din liste.
Kærlig hilsen Camille



- billedsøgning på Camille Cloud resulterer blandt andet i dette portræt af billedhuggeren Camille Claudel

fredag den 9. oktober 2015

Er hobitter bandsættelige?

2 fodnoter til min kommentar i WA- Bøger i dag om det sikre, uspændende valg af Jeppe Brixvold som ny rektor på Forfatterskolen (fremfor Mette Moestrup og Merete Pryds Helle):

1.
Fra Brixvolds roman-"manifest" "En roman er en total verden" (vs. Mette Moestrups anti-patriarkalske manifest "Patriarkatet i litteraturen" i Søndags-Politiken) i Den Blå Port 92, 2015:

"Bolano, Joyce, Tolkien er de første der dukker op fordi jeg tænker det 20. århundrede. I Hvert fald to af dem har skabt deres helt eget rum i genren (mht. Joyce tænker jeg især på Finnegans Wake) fordi værkerne i den grad er optændte af deres poïesis, bliver til nærmest som levende organismer (selv om de andre poïesis-analogier også bør medtænkes, The Lord of the Rings kunne kalde på bybilledet, romanen som fællesskab). Jeg siger ikke at Bolano (2666) er en af de største romanforfattere i det 20. århundrede, jeg vil ikke ind i den slags bedømmelser, jeg forsøger at tænke: genren roman, hvem har skrevet den?
  To af de nævnte skriver i øvrigt romaner med klar politisk kant hvilket på ingen måde står i modsætning til bøgernes karakter af fiktion.
  I Skandinavien i dag kommer den mest tydeligt politiske eller ideologikritiske litteratur fra den smalle litteraturs højstatusmiljøer hvor den politiske eller ideologikritiske (feministiske, økokritiske mm. (! LB)) interesse ofte får form af eksplicit holdningstilkendegivelse: personlig markering glider i ét med æstetisk profilering, så ingen kan være i tvivl om i det mindste hvor forfatteren står. Mere kompleks ideologisk eller politisk undersøgelse er en mangel. det bliver tydeligt i sammenligning med en (på mange måder lavstatus-)fiktion som 2666, en roman der inde i sit virvar af handlinger og ofte ganske melodramatiske enkeltscener betjener sig af analysen. aanalyse betyder egentlig: opløsning, og 2666 skaber i sin femfløjede verden en konkret analyse af et uhyggeligt nærværende politisk problem, som enhver læser må bruge som det nu er muligt, man får ingen holdning foræret, og hvad skulle man også med dem."

2.
fra Ordbog over det Danske Sprog:

"Pulver-heks, en. (sv. pulverhäxa; jf. ænht. pulverhure som skældsord til en kvinde) vel egl.: heks, der tilbereder undergørende pulvere; troldkælling; klog kone; nu vist kun (jf. I. Heks 3 samt Pulverdaase 2; talespr.) som nedsæt. betegnelse for ell. skældsord til en gammel og grim ell. arrig, umedgørlig kvinde. Sort. (SamlDanskeVers.1VI.191). Har hand da ladet fare sin Overtroe? Omgaaes hand da icke meer med de gamle Pulver-Hexer som tilforn? Holb.​UHH.II.8. den dievels Qvind, den bandsatte pulver Hex (fr. orig.: sorcière maudite, dvs.: om en koblerske). Kom Grønneg.​II.129. (tjeneren til pigen, der er ham utro:) “Bie Du kun, Din Pulverhex.” Skuesp.​VII.138. Heib.​Poet.​VI.325. nedenfor Trappen kom Skolens eneste kvindelige Lærer, Pulverheksen, Frk. Lassen. KNordent.​JL.II.33.   (l. br.) om dyr. To rigtige Pulverhekse var det (dvs.: køerne), som ikke engang Prygl bed paa. AndNx. PE.I.61."

søndag den 26. juli 2015

Naboskrift

slutningen på fjerde del af Kristian Bang Foss' Inf-føljeton "Flyvedrømme"
SKREVET I MIN UMIDDELBARE NÆRHED i SIDSTE UGE
det snører sig sammen til et showdown for det samlede persongalleri:

"»Lad nu være med at drikke dig ned, før du har smagt min suppe. Han tog låget af boksen med skinkevand, men da han skulle til at hælde den i gryden, fumlede han og tabte den på bordet. Det skinkevand, der ikke blev suget ind i træet, løb ned gennem revnerne i bordet.
»Åh nej,« sagde Wladimir medlidende.Jerzy sagde ikke noget, han vendte sig om og gik hen hvor græsset begyndte og stod og stirrede ind mellem træerne.»Det går nok,« råbte Wladimir så. »Kom over og få en Kuemmerling til at skylle ærgrelsen ned med.« Jerzy kom gående tilbage.»Jeg skulle bare lige tælle til 10. For fanden, jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har siddet hele dagen og tænkt på det skinkevand. Jeg er så klodset.« »Har du ikke en bouillonterning?« »Nej, ikke engang.« »Det har jeg heller ikke. Ved du hvad: Jeg giver noget mad på Cafeteriet. De har åbent endnu. Sluk for primussen og lad lortet stå, så rydder vi det op senere.« Jerzy lod sig overtale. Wladimir stak et par Kuemmerling i lommen, og de fulgtes ad hen mod Cafeteriet, hvis ruder lyste varmt i natten. Ude mod øst kunne de se det lange lys fra en bil blive kastet op i luften, idet bilen kørte op over den sidste bakke inden fjorden.
Det var Anker Vest, der sad i bilen. Da han anede fjorden foran sig i mørket, tænkte han, at det skulle blive godt med et stykke æblekage på cafeteriet, inden han nåede hjem. Det ville blive det sidste svinkeærinde med guldet, inden det skulle hjem i kælderen. Bare de nu havde åbent.
Gunnar og Torben var nået frem til Cafeteriet ved Fjorden først. Anders havde set skikkelserne nærme sig i mørket uden for ruderne, inden døren gik. Han havde ellers overvejet at lukke, men råbte så ud til Solvej, at nu kom der kunder.
»Endelig sker der noget,« sagde Solvej glad."

første brev + svar i Camille Clouds Brevkasse i WA Bøger
SKREVET I MIN UMIDDELBARE NÆRHED SIDSTE UGE!

Hej Camille
Jeg bliver distraheret og personforfulgt af mine kollegaer og har i det følgende nedskrevet nogle af de injurierende påstande, som jeg dagligt må lægge ører til: hvor ser du godt ud i dag/du ser træt ud/har du fået nye sko?/har du fået bleget tænder?/er det noget eksem?/du ser ramt ud/har du tabt dig?/har du taget på?/er du sløj?/du ser friskere ud end i går/man kan tydeligt se, at du har holdt ferie/har du været til frisør?/du ligner én, der har sovet over sig/du ser glad ud/du ser trist ud/du ligner én, der trænger til noget sex/du ser godt nok slidt ud/har du menstruation?/hold nu op, den bluse er sexet/må jeg lige fjerne det lange hår på din sweater?/er du sur?/er du o. k.? /er du nede?/er du oppe?/du ligner én, der er oppe på en nederen måde. Holder det aldrig op?!
Mvh. Gunvor Justesen

Kære Gunvor Justesen
Jo, du kan tro, det holder op :-) Vær dog taknemmelig for, at der overhovedet er nogen, der kigger på dig! Som den australske terapeutforfatter Penelope Whirlington siger: Et kritisk og fordømmende blik er bedre end intet blik.
CC.

onsdag den 22. juli 2015

Jeg bor lige overfor Charles Dickens

AKA Kristian Bang Foss, der søndag og mandag sad dér lige overfor i SIT højskoelværelse, der enten hedder Majblomst eller Margerit, og skrev febrilsk, som en rigtig føljetonist lige op til deadline, på fjerde afsnit af sin fænomenale og fænomenalt morsomme Informations-føljeton "Flyvedrømme", og tirsdag morgen sad jeg VED SIDEN AF HAM til morgenmaden i spisesalen, da han sendte det færdige afsnit af sted til avisen, og jeg tror, han blev lidt forskrækker over, hvor meget jeg hyssede på, hvor stort det var, men jeg synes, det er så magisk med føljetoner, og at den er så åndssvagt DICKENSK god hans.

Og i dag sad jeg lige overfor Line Knutzon og Mette Moestrup, efter deres livfulde Frit Flet-show, da de sendte ugens udgave af Camille Clouds brevkasse, som de havde slåsset med det meste af tirsdagen, ind til Weekendavisen, hvilket de allerede havde gjort, i går, men det var til den forkerte redaktør(vikar).

Closeness to greatness at work is a sweet sweet thing.   

lørdag den 18. juli 2015

Anti-anti-politisk brevkasse

Det bedste ved at skrive Blækspritten i WA Bøger er, at man i avisen kommer til at dele side med Camille Clouds power-brevkasse (som i det hele taget bare er det bedste ved WA Bøger punktum), kendt fra akkurat Frit Flet, som jeg udnævner til eksemplarisk politisk litteratur i min Blæksprutte i går, og 1. brev + svar handler akkurat om IKKE at (IKKE kunne) forholde sig til politik - man skulle tro, vi havde planlagt det, og det har vi ikke, for jeg kan jo rent faktisk IKKE vide, hvem, eller hvor mange, Camille Cloud i virkeligheden er enhver givet fredag (og alle kræver en bogopsamling til jul!):

Til Camille Cloud og andre 

Jeg er en person, der aldrig har hørt om følgende: Klimakrisen, flygtninge fra Syrien, nedfældning af regnskovene, forholdene på de psykiatriske hospitaler i Danmark, forholdene for danske grise, madspild i EU, menneskehandel, slaver i Dubai, slaver i Europa (generelt har jeg aldrig hørt om slaver), forfølgelse af homoseksuelle i Rusland, Anden Verdenskrig, krybskytter, sygdom som følge af at drikke vand, sygdom som følge af at trække vejret, Nestlés aktiviteter, våbensalg, burhøns, voldtægt og vold mod menneskeheden, flygtninge i skibe, der synker, børn, der ligger alene og dør af sult, tortur, indespærring af handicappede, børnearbejde og trafikdræbte pindsvin. Som skrevet har jeg aldrig hørt om disse ting, og jeg frabeder mig venligst, at nogen gør mig opmærksom på dem, da jeg har travlt og lige har fået altan.

Med venlig hilsen Ulrik Manfred Mortensen 

Hej Ulrik
Min mund er lukket med syv segl. :)
                                                            C.

fredag den 13. marts 2015

Er der ingen grænser for Politikens litteraturpatronisering?

Jeg betragter mig selv som Danmarks førende litteraturprisanmelder, og få dage efter lanceringen af Blixen-prisern/priserne/Blixenen/Blixenerne har Politiken fundet på en ny pris som side-pris (50.000 mod 200.000) til deres Politikens Litteraturpris (som i år gik til Jens Andersen for hans Astrid Lindgren-biografi - alle fag-skøn-kombi-litteraturpriser går på et eller andet tidspunkt til Jens Andersen for en eller anden biografi ):

Fri Flet-prisen

opkaldt efter den bog, Frit Flet, som de første prismodtagere, Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup modtager prisen for.

I reportagen fra dobbelt-prisfesten i går på politiken.dk citeres litteraturredaktør Jes Stein Petersen for denne prispræsentation:

»Og så er det tid til den overraskelse, som vi lovede i annoncen for vores prisfest. Og overraskelsen er, at vi skal have uddelt TO litteraturpriser i dag«, lyder det så fra litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
»På litteraturredaktionen besluttede vi, at der skal være 'en lille fræk pris'. En særpris på 50.000 kroner«.
Prisen gives et til nyskabende og eksperimenterende værk, forklarer Jes Stein Pedersen, og den kommer til at blive opkaldt efter sin første vinder, netop 'Frit Flet'.

 - og her er den officielle klumme-præsentation (der følges af en udmærket lalleglad læsning af Frit Flet):

Politikens Litteraturpris engagerer mange tusind læsere i afstemningen om, hvilket værk der hvert år skal belønnes med æren og 200.000 kr. for sine litterære kvaliteter.
Det er en folkelig kvalitetspris, som de første tre år er gået til Kim Leine, Yahya Hassan og Jens Andersen, forfattere, som også huserer på bestsellerlisterne. Men der findes masser af andre gode og fremragende bøger, som lever et mere stille liv og trods indlysende kvaliteter ikke altid får den opmærksomhed og hyldest, de fortjener.
For også at kunne prise udgivelser, der arbejder nybrydende og eksperimenterede i det litterære felt, har vi valgt at supplere vores store litteraturpris med en særpris på 50.000 kr., og vi har givet den navn efter sidste års mest originale bogværk om sammenhængen mellem litteratur og liv: ’Frit Flet – Fællesbogen’ (FFF) af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup.

Man må undre sig? Hvorfor behovet for en xtra u-folkelig kvalitetspris, når man blandt årets nominerede har fundet plads til både Maja Lee Langvads hybrid Hun er vred og Theis Ørntofts Digte 2014 og Niviacq Konreliussens polyfone roman Homo Sapienne (som jeg netop er begyndt at læse løs i), der alle arbejder mindst lige så "nybrydende og eksperimenterende i det litterære felt" som Frit Flet (men til ingen chance havde for at vinde i en læserafstemning), Er det fordi den slags værker i fremtiden kun nomineres (usynligt) til Frit Flet-prisen, mens Politikens Litteraturpris breder sig ud i ren bredhed? Guderne skal vide og bloglæserne ved udmærket, at jeg er vild med både Frit Flet og dens tre forfattere, men det vil være synd at sige, at bogen ikke "har fået den opmærksomhed og hyldest, de(n) fortjener" (bortset fra at det er der intet fantastisk, der får, selvfølgelig); den er velreklameret udkommet på Gyldendal, den har fået store, positive anmeldelser og har solgt glimrende, forfatterne har optrådt og givet interviews over det hele. Kunne man ikke have fundet en reelt overset bog fra et faktisk lille forlag, fra Niels Simonsens Bøgerne, månen og hendes firehjulstrækker (Asger Schnacks Forlag) over Mette Østgaard Henriksens Lesbiske eventyr for mænd (Basilisk) til Sternbergs Depressionsdigte (Kronstork) - så Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris omsider kunne have fået reel konkurrence (som vi i år LIGE VED OG NÆSTEN har fået af Montanaprisen (vinder: Boyfrind guddødeme, den tildeling havde nosser!)). Og så kan jeg helt ærligt ikke forstå, Naja, Line og Mette, at I gratis leaser jeres titel, dvs. selve bogens iltre brand, ud til Politikens litteraturredaktion (redaktørens sexistiske ævl om feminine bøger ufortalt), der, så vidt jeg kan forstå, suverænt står for udvælgelsen af prismodtager; hvis det var jer, der bestemte, men når det ikke er, er det bare sædvanlig klam-kæk-klodset omklamring for fanden!?

Men tillykke med prisen til hver en tid og frem for alt pengene for helvede, og I ser autentisk glade ud på Lines fællesselfie, og det glæder mig at se, så min bitchen stopper lige her:

torsdag den 24. juli 2014

Skrottet slutning spoiles

på min Blæksprutte om Frit flet i morgen (burde først postes i morgen tidlig, men der sidder jeg jo uden den netforbindelse, jeg har her på store, hvide Gentofte Bibliotek - der var ikke plads til det afsluttende dagbogscitat, og vistnok heller ikke den halve sætning om pindsvin og katte (og selvefølgelig er dengang M ikke Mette M, men en eller anden fyr, men nu og her ER DET Mette, sådan spiller teksten):

-->
Jeg ville godt have haft flere (gerne sorte) uideologiske pindsvin og katte i anden halvdel af murstenen, men jeg synes på den anden side ikke, at kollektiviteten bliver ringere af at være venindeagtigt i splid med sig selv. Som Line alias C skriver i sin dagbog, 16. marts, 1978:
  ”Naja er begyndt at komme sammen med én, der hedder K. Selvfølgelig er jeg glad på hendes vegne, men på mine vegne er det ikke særligt morsomt. Naja ringede og sagde, at hun syntes hun havde set M gå op af vejen. Jeg styrtede med djævlen i hælene ud, men så intet.” årvi skrev sammen en eller anden måde ind i hinandens ordod et sted, hvor det vi hver siær kunne bidrage med, fik ny betydning p

søndag den 8. juni 2014

Gyldendal regner poesien dårligt ud

Inde på Gyldendals hjemmeside kan I finde nedenstående plakat-pdf, som jeg blev linket til via følgende tweet:

1 t.
Digte giver ikke altid mening – eller gør de? Download og print en, synes vi selv, ret fin plakat lige her:

- jeg formoder det er et forsøg på at udnytte eller bare tage anledning af tidens poesi-buzz til at reklamere for poesi som sådan på en kreativ facon, men hold op ,hvor er det mislykket og bare uigennemskueligt/meningsløst og simpelthen påvirknings-matematisk forkert. 

Yahya Hassans Yahya Hassan er = et citat fra bogen selv + et citat fra Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl x bogen selv i tredje!? Man kan godt hævde at en inspiration fra Michael Strunge er synlig hos Hassan, men sgu ikke fra SUT, og da slet ikke overmoden SUT ganget tre gange med sig selv. 

Mette Moestrups Død, løgn, dø er = (Klaus Rifbjergs Fut fut fut divideret med et citat fra den bog) x (X i anden (hvad X er oplyses ikke) divideret med et citat fra Dø, løgn, dø) + Henrik Nordbrandts 100 digte ganget med sig selv og divideret med en linje fra den bog. Det vil være meget svært at bevise nogen primær indflydelse fra (sen) Rifbjerg og Nordbrandt på moden Moestrup, meget, meget svært.

Peter Laugesens Der er ingen til stede er = med (et citat fra Theis Ørntofts Digte 2014 divideret med den bog) x et citat fra Laugesens bog divideret med Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng + (et citat fra Ravns bog). Laugesen er givetvis en inspiration for Ørntoft, men givetvis ikke for Ravn, mens Ørntoft og Ravn helt sikkert ikke har nogen betydning whatsoever for den sene Laugesen.!

Hvor er det totalt noget vrøvl (bøger  = linjer fra samme bøger + linjer fra andre bøger divideret med de bøger - WHAT!?)! Hvordan i alverden skal det appellere til yngre mennesker, at poesi er komplet åndssvage regnestykker? Hvis de citerede linjer så endda var skarpe og stærke eller i det mindste fyndige, men det er kun 3 af dem - Thomsen: Et sted hvor sproget efter kontortid fortsætter, Rifbjerg: Min far vandede de døde, Laugesen: Mindre end alt siger intet, de 4 andre er udenfor kontekst temmelig upoetiske (de fleste linjebrud er forresten rent forkerte - linjebrud betyder i poesi), Hassan: MIG FØRST JEG SVÆRGER PÅ EN KORAN, Moestrup: At mælken løber til, Norbrandt: Disse digte er håndens værk (mere interessant hvis de var knæets værk), Ravn: Alle friheder man tager sig er store (ok, halvfyndig). 

Poesien er jo ikke det ubekendte, poesi er til at læse, og digte skal jo ikke give mening, de skal være spilfærdigt betydende bogstavelighed, eller noget, noget ANDET i hvert fald end meningsforæring.

Her er et forslag til nye poesi-propaganda-plakater, Gyldendal:
AFTRYK DIGTE IN FORPULET TOTO!