læserbreve
7. juni 1996 Weekendavisen S
Rif i en ruf
HALLO og af sted. Klaus Rifbjerg læste Weekendavisen
Bøger i forrige uge og det gik naturligvis ikke stille af. Sikke nogle lange
tålmodigt vrisne bemærkninger til Ulrik Høys nekrolog over Grethe Heltberg og
mine egne fire bidrag. En polemiks styrke kan som regel måles på graden af
fortegning af offerets synspunkter, og her er Rifbjerg ude i nogle
virkelig luftige proklamationer. Jeg skulle både have ment, at Poul Borum
er den største kritiker, nationen har fostret, og at Ekstra Bladet er den
eneste avis, der kan læses med nogen morskab. Jamen, mon dog? Og hvad angår
vitsen om Anders Bodelsen, der afslutter min kommentar, så er den ikke en hel
anmeldelse, men bare et lille pluk, der selvfølgelig ikke fungerer som bevis og
eksempel på Borums kritiske herligheder, sådan som Rifbjerg hævder,
den fungerer som en god vits (og måske også som en antydning af, hvad der
ligger bag ved så godt som hvert eneste angreb på Borums kritiske virksomhed,
en bunke af stikkende dårlige anmeldelser i baghovedet). Det mest afslørende ved Rifbjergs indlæg er jo det, han ikke kommenterer,
nemlig de fire femtedele af min Borum-kommentar, der anvendes til at
tilbagevise de stadig aktive beskyldninger om Godfather-aktivitet, som også Rifbjerg
i tide og utide har kolporteret. De er nemlig enten sande eller falske. Om
Borums kritiske kvaliteter kan vi derimod diskutere fra nu af og til dommedag,
og det gør jeg gerne. Rifbjerg nøjes med at kalde Bodelsen-vitsen for
en plat uforskammethed, og betegne det som »æsteticismens skrækkelige katedral
med uldvanter og sørgebind«, at tre af Borums helte var Ole Sarvig, Peter
Laugesen og Per Aage Brandt. Dybt suk. At forbinde vilde og milde Laugesen med
æsteticisme, uldvanter og sørgebind er ikke bare en misforståelse, det er
branddørsmækkende dumt, og hvad er det for en helt vilkårlig treenighed? Man
kunne uden større besvær nævne tredive til fyrre danske digtere, Borum
satte meget højt, Sarvig og Laugesen ville være nær toppen af listen (sammen
med bl.a. Villy Sørensen, Peter Seeberg, Inger Christensen og Henrik
Nordbrandt, men de er måske også underlødige æsteticister efter Rifbjergs
mening), Brandt ville nok slet ikke være med, og hvad så? Det er da ikke et
kriterium for en kritikers fortræffelighed, at man er enig i hver eneste af
hans vurderinger, vel nærmest tværtimod. Ligesom Rifbjerg synes jeg
Ole Sarvig er kedelig, og ligesom Borum synes jeg Laugesen er genial.
Og hvad i alverden så? Borum var en god kritiker, fordi han forenede
analytisk præcision (der er skarpere nærlæsning i én af Borums ti-liniere end i
samlede årgange af den øvrige danske lyrikkritik) og direkte
oplevelsesformidling. Han turde være begejstret (ofte over ubemærkede
underdogs, f.eks. i alle årene Laugesen) og han turde være tilintetgørende
kritisk (ofte overfor forkælede superstars, som f.eks. Rifbjerg og
Bodelsen). Han turde være sikker i sin sag, og så turde han faktisk også være i
tvivl, hvilket måske er den mest sjældne kvalitet, sige, det her forstår jeg
ikke et pluk af, men det er vistnok interessant. Desuden var der, især i de
negative anmeldelser, en humor på spil, der var lige så ond som den var
overgiven, og som til tider kunne blive ligefrem sublim i sin konkret-barokke
billedskabelse. Apropos en roman af Jens Chr. Grøndahl fortalte Borum
f.eks. følgende historie: »Jeg havde engang en ung norsk digter boende på mit
gæsteværelse. Han ville da genre bidrage til husholdningen, så han indkøbte
adskillige dåser presset skinkekød i vandlage, sådan noget de havde med,
dengang han var ude med fiskerne. Uspiseligt og uden smag.« Helt utroligt er
det, at Rifbjerg i forbindelse med Bodelsen-citatet og anmeldelsen af
Nina Foighel vil belære Borum og mig om gode manérer. Det er som at
blive beskyldt for at kaste med sten af en flinteøkse. Den absolut allerondeste
er da til enhver tid Rifbjerg, han er mesteren og han kan ikke
overgås. Rifbjergs ondskabsfuldhed er ligesom Borums frygtelig underholdende,
men modsat Borum undslår han sig sjældent for at blive personlig. Borum
gjorde grin med bøgers skavanker, Rifbjerg gør grin med menneskers
skavanker og kalder Henrik Stangerup for et vandhoved, sammenligner Carsten
Jensens profil med Andersine Ands, udskifter samtlige Borums vokaler med Ø'er
etc., etc. Heller ikke som kritiker i de gode gamle dage lagde Rifbjerg
fingrene imellem, Grethe Heltberg og Grethe Risbjerg Thomsen blev anmeldt under
overskriften »Løræk« og nedslagtningen af John Prices Aladdin-opsætning er jo
ligefrem legendarisk. Og så er Borum plat og uforskammet, når han
kalder Anders Bodelsen for kedelig, og mig modbydelig, når jeg kritiserer en
debutant for at skrive klichenoveller. Come on, Klaus. Den alvorligste anke jeg
har imod Rifbjergs debatindlæg, er at det er så lidt morsomt og ondskabsfuldt,
at det er lutter trætte og lemfældige parader. Jeg mener, at påtale min
manglende respekt for Arthur Miller og hans dramaæstetik. Hvor
Jeronimus. Jeg vil have en flinteøkse lige mellem øjnene, ikke surmulende
susende flere kilometer forbi.
Lars Bukdahl
