Viser opslag med etiketten Klaus Rifbjerg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klaus Rifbjerg. Vis alle opslag

søndag den 16. maj 2021

Fjerde weekend

læserbreve

7. juni 1996 Weekendavisen S

Rif i en ruf

HALLO og af sted. Klaus Rifbjerg læste Weekendavisen Bøger i forrige uge og det gik naturligvis ikke stille af. Sikke nogle lange tålmodigt vrisne bemærkninger til Ulrik Høys nekrolog over Grethe Heltberg og mine egne fire bidrag. En polemiks styrke kan som regel måles på graden af fortegning af offerets synspunkter, og her er Rifbjerg ude i nogle virkelig luftige proklamationer. Jeg skulle både have ment, at Poul Borum er den største kritiker, nationen har fostret, og at Ekstra Bladet er den eneste avis, der kan læses med nogen morskab. Jamen, mon dog? Og hvad angår vitsen om Anders Bodelsen, der afslutter min kommentar, så er den ikke en hel anmeldelse, men bare et lille pluk, der selvfølgelig ikke fungerer som bevis og eksempel på Borums kritiske herligheder, sådan som Rifbjerg hævder, den fungerer som en god vits (og måske også som en antydning af, hvad der ligger bag ved så godt som hvert eneste angreb på Borums kritiske virksomhed, en bunke af stikkende dårlige anmeldelser i baghovedet). Det mest afslørende ved Rifbjergs indlæg er jo det, han ikke kommenterer, nemlig de fire femtedele af min Borum-kommentar, der anvendes til at tilbagevise de stadig aktive beskyldninger om Godfather-aktivitet, som også Rifbjerg i tide og utide har kolporteret. De er nemlig enten sande eller falske. Om Borums kritiske kvaliteter kan vi derimod diskutere fra nu af og til dommedag, og det gør jeg gerne. Rifbjerg nøjes med at kalde Bodelsen-vitsen for en plat uforskammethed, og betegne det som »æsteticismens skrækkelige katedral med uldvanter og sørgebind«, at tre af Borums helte var Ole Sarvig, Peter Laugesen og Per Aage Brandt. Dybt suk. At forbinde vilde og milde Laugesen med æsteticisme, uldvanter og sørgebind er ikke bare en misforståelse, det er branddørsmækkende dumt, og hvad er det for en helt vilkårlig treenighed? Man kunne uden større besvær nævne tredive til fyrre danske digtere, Borum satte meget højt, Sarvig og Laugesen ville være nær toppen af listen (sammen med bl.a. Villy Sørensen, Peter Seeberg, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, men de er måske også underlødige æsteticister efter Rifbjergs mening), Brandt ville nok slet ikke være med, og hvad så? Det er da ikke et kriterium for en kritikers fortræffelighed, at man er enig i hver eneste af hans vurderinger, vel nærmest tværtimod. Ligesom Rifbjerg synes jeg Ole Sarvig er kedelig, og ligesom Borum synes jeg Laugesen er genial. Og hvad i alverden så? Borum var en god kritiker, fordi han forenede analytisk præcision (der er skarpere nærlæsning i én af Borums ti-liniere end i samlede årgange af den øvrige danske lyrikkritik) og direkte oplevelsesformidling. Han turde være begejstret (ofte over ubemærkede underdogs, f.eks. i alle årene Laugesen) og han turde være tilintetgørende kritisk (ofte overfor forkælede superstars, som f.eks. Rifbjerg og Bodelsen). Han turde være sikker i sin sag, og så turde han faktisk også være i tvivl, hvilket måske er den mest sjældne kvalitet, sige, det her forstår jeg ikke et pluk af, men det er vistnok interessant. Desuden var der, især i de negative anmeldelser, en humor på spil, der var lige så ond som den var overgiven, og som til tider kunne blive ligefrem sublim i sin konkret-barokke billedskabelse. Apropos en roman af Jens Chr. Grøndahl fortalte Borum f.eks. følgende historie: »Jeg havde engang en ung norsk digter boende på mit gæsteværelse. Han ville da genre bidrage til husholdningen, så han indkøbte adskillige dåser presset skinkekød i vandlage, sådan noget de havde med, dengang han var ude med fiskerne. Uspiseligt og uden smag.« Helt utroligt er det, at Rifbjerg i forbindelse med Bodelsen-citatet og anmeldelsen af Nina Foighel vil belære Borum og mig om gode manérer. Det er som at blive beskyldt for at kaste med sten af en flinteøkse. Den absolut allerondeste er da til enhver tid Rifbjerg, han er mesteren og han kan ikke overgås. Rifbjergs ondskabsfuldhed er ligesom Borums frygtelig underholdende, men modsat Borum undslår han sig sjældent for at blive personlig. Borum gjorde grin med bøgers skavanker, Rifbjerg gør grin med menneskers skavanker og kalder Henrik Stangerup for et vandhoved, sammenligner Carsten Jensens profil med Andersine Ands, udskifter samtlige Borums vokaler med Ø'er etc., etc. Heller ikke som kritiker i de gode gamle dage lagde Rifbjerg fingrene imellem, Grethe Heltberg og Grethe Risbjerg Thomsen blev anmeldt under overskriften »Løræk« og nedslagtningen af John Prices Aladdin-opsætning er jo ligefrem legendarisk. Og så er Borum plat og uforskammet, når han kalder Anders Bodelsen for kedelig, og mig modbydelig, når jeg kritiserer en debutant for at skrive klichenoveller. Come on, Klaus. Den alvorligste anke jeg har imod Rifbjergs debatindlæg, er at det er så lidt morsomt og ondskabsfuldt, at det er lutter trætte og lemfældige parader. Jeg mener, at påtale min manglende respekt for Arthur Miller og hans dramaæstetik. Hvor Jeronimus. Jeg vil have en flinteøkse lige mellem øjnene, ikke surmulende susende flere kilometer forbi.


Lars Bukdahl

fredag den 11. december 2020

Brostrøm som Rifbjerg

Fra parodi/pastiche-samlingen Poesien i spejlet, 1981/1982 (med Inf-serier 1967 og 1980):

Fra 'Kongelundsdigte'

Dette skulle have været et digt
om hvor forslugen jeg var som barn
det skulle egentlig have været to
i betragtning af den særlige interesse
men de kunne godt slås sammen til et
så digtet kom til at handle
om flere ting på en gang

Det skulle foregår på Kongelundsvej
og på hospitalet hvor gummitavse hænder
fjernede mine uforglemmelige mandler.
Det vil sige jeg kom til at sluge dem
og siden er kampen mellem de indre mandler
ikke ophørt.

På Kongelundsvej en helt anden gang
ville jeg fjerne min søster
men en betragterskare tvang mig
til at tage hende i mig igen
og siden er kampen med den indre søster
ikke ophørt.

Det skulle digtet handle om.
Men jeg kom til at brække mig
da jeg tog søster-mandlen frem
så jeg fortrængte den igen
til senere opstandelse.

Jeg skriver noget ande tnu.
Digt blir det hele jo alligevel.

mandag den 23. november 2020

Attituderelativistiske dedikationer

 (jeg skrev note i fredagens WA om Rifbjergs dedikationer til Brostrøm - denne her nåede jeg ikke at få med (link til det katalog HER)

[741767] RIFBJERG, KLAUS.Leif den lykkelige junior.Gyldendal, København 1971. 167 sider. Heftet med orig. omslag med smudsomslag. DKK 250* Førsteudgaven. Med stor dedikation fra Ping og Klaus (Rifbjerg) til Kirsten og Torben (Brostrøm): "Gud, hvor var det egentlig rædsomt at være mig./ Og dog".)

Jeg vil gerne fremhæve, som KRITISK SMUKT fordi de afløser hinanden - og dermed også var tvunget til at bekrige hinanden - som generationskritikere, Hans-Jørgen Nielsens dedikationer til Brostrøm:


741090] NIELSEN, HANS-JØRGEN.Verdens/billeder Udvalgte stykker.Borgens Billigbøger, København 1972. 79 sider. Paperback. Omslaget lidt plettet. DKK 300* Med dedikation til Kirsten og Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen): " -den røde sandhed på side 22 er bl.a. for jer".

[741240]
NIELSEN, HANS-JØRGEN &HENNING CHRISTIANSEN.Informations.Edition Panel 13/1. København 1965. [12] sider. Originalt omslag. Velholdt. DKK 850* Af største sjældenhed. Fluxus-udgivelse -uden sammenhængende ord -af Hans-Jørgen Nielsen og komponisten Henning Christiansen. ** Indlagt: Følgebrev til Torben Brostrøm af Hans-Jørgen Nielsen om bl.a. denne publikation.[741215]

NIELSEN, HANS
-JØRGEN.'Output'. nye stykker.Borgen, København 1967. 1. oplag. 63 sider. Heftet med orig. omslag. DKK 300* Med dedikation til Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen). Med tidstypisk, farvestrålende omslag af Poul Gernes.[741214] NIELSEN,

HANS
-JØRGEN.Fra luften i munden. Fantasistykker. Borgen, København 1968. 1. oplag. 61 sider. Heftet med orig. omslag. DKK 250* Med dedikation til Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen).

[741216] NIELSEN, HANS-JØRGEN.Vedr. visse foreteelser/en hvidbog.Borgen, Valby 1967. [12] sider. Originalt, sort, bogtrykt omslag. Velholdt. DKK 650* . ** Indlagt: Pamflet af Hans-Jørgen Nielsen -Modersmålets pris -Det Ny Samfund (c. 1968). Med dedikation fra Hans-Jørgen Nielsen til Torben Brostrøm.

740912] NIELSEN, HANS-JØRGEN.Hælen. Et digt.Tiderne Skifter, København 1981. 84 sider. Heftet med orig. omslag.DKK 150* Førsteudgave. Med dedikation fra H.J. og Taina [Ørum] til Kirsten og Torben [Brostrøm].[741026]

NIELSEN, HANS
-JØRGEN.HAIKU. Introduktion og 150 gendigtninger. Kalligrafi ved Reiko Okada.Borgens Billigbøger, København 1973. 2. udgave. 184 sider. Illustreret i s/h. Paperback. Velbevaret eksemplar. DKK 300* Med dedikation til Kirsten og Torben (Brostrøm) fra Hans-Jørgen (Nielsen)

onsdag den 22. august 2018

Metaforist-top 3 - modernist-besat

1.
JESS ØRNSBO*
(immer skridende ud i vision og mareridt, og derfor nr. 1)

2.
BENNY ANDERSEN
(jævnfør digtet nedenfor)

3.
KLAUS RIFBJERG

(fremfor, blandt modernister, Højholt, Malinowski, Sonne, Gustava, Christensen, Borum m.fl., hvor metaforen heller ikke er slagnummeret)

*
NYT digt fra Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 64, april 2018:

USIKKERT SIGNALEMENT

Find dig selv
her mellem ubeljelige skeletter
taberhjerner
og skærme
med sorgens tilløbsstykker
hende dér måske
med sine bæredygtige bukser
hende der printer sine drømme ud
og rejser
til sjælens udkant -
men ellers indkogt krammesyge
og søvndrukne ankler
skyggetanten
hun bærer smerten
som et stort æg i sig
ventende på .......
nedkomsten




søndag den 15. april 2018

Tak til Rif og Hulberg

OPVASKEBØRSTENS LOV
(eller: hvad Det Danske Akademi er godt for)

- fra interview i JP (David Jacobsen Turner):

"Den distinkte stil udspringer af en bestemt dag for 22 år siden, da Helle Helle som ung forfatterspire var inviteret til at læse op for Det Danske Akademi. Hun havde medbragt en novelle skrevet til lejligheden. »Jeg fik to kommentarer, der har været fuldstændig afgørende for min måde at skrive på,« siger Helle Helle. »Peer Hultberg sagde "Pas på med sentimentaliteten", og Klaus Rifbjerg sagde "men jeg kan godt lide den måde, hun slår vandet ud af opvaskebørsten på.« Hun ler stille. »De to ting tænker jeg på, hver eneste gang jeg skriver. Det virker meget bedre, hvis der ikke står for meget. Der skal ikke være for svulstige beskrivelser, og jeg vil ikke have al den patos omkring det, der måtte gøre ondt. Jeg evner ikke at beskrive følelser eller det der indre liv, men jeg kan godt skrive, hvordan vandet slås ud af en opvaskebørste. Et sted her i bogen er der også en tåre, der slynges lidt hen ad dynen i en seng på hospitalet, men det skal hele tiden styres. Jeg vil ikke befamle.«.

søndag den 12. november 2017

Rifbjergs profetiske Bogforumdigt

(fra Hvedekorn 6, 1962, læst op om afslutning på Hvedekorn-oplæsningen på Spotscenen i dag)

Lortetræet

siger du ikke skyldig
i ekskrementernes blomstring
hidsige eftermiddag med
rorscharchskjorternes
styrtrygge

jorden accepterer appelsiner
korender og grapefrugter

sang fra ajletoppe
strittende kaffebønner
og det lange sår
forsvindende sommeræbler
bag ploven

møddinggaler på ægbjerget
oliebrækkere
se lortetræet vokser
ind i himlen

mandag den 5. juni 2017

Brekke-ke-kex! (om at skrige)

& Jesper Jensen, endnu en Rifbjerg-ven - dedidkation på forsiden af Mentalhygiejne, Medlemsblad for Landsforeningen for Mentalhygiejne, nummer 4, juli 1965:

 "Brekke-ke-kex!
   din hengivne
        Jesper.
       (Ping-fan.)"

Jensen bidrager med "Ungdom og pop - en samtale" - deltagere: Viggo 8. klasse, 15 år, Kim 8. klasse, 14 år, Allan 8. klasse, 15 år, Leise 8. klasse, 14 år, Marianne 9. klasse, 16 år (der alle lige har været til Rolling Stones-koncert) - et klip:

"- Hvorfor skriger man egentlig?
  Marianne: Man kan ikke lade være. Jeg ved ikke hvorfor, men når de andre skriger - å skriger man også selv.
  Kim: Dengang jeg var der derinde, så blev der skreget - og så kunne jeg altså heller ikke lade være med det. Og dem, der sad foran, de rejste sig op, og så stillede jeg mig selvfølgelig også helt op på de der ryglæn, ikke? For at kunne se.
  - Hvorfor skriger man, Leise?
  Leise: Jo, altså, jeg var helt vild med ham trommeslageren. Så kom han frem på scenen - der var helt stille, men jeg skreg bare videre. Marianne fortalte bagefter, at de allesammen stod og kikkede, men jeg lagde ikke mærke til noget. Jeg var helt væk. Lige pludselig bliver man sådan. Og da jeg stod oppe på ryglænet - så sad jeg lige pludselig nede på gulvet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg var kommet derned.
  - Hvad er det der sker?
  Leise: Man går fuldkommen i ekstase. Man bliver sådan, så man ikke véd, hvad man gør.
  Marianne: Bare én af dem bevæger sig, så er det nok. Så skriger man op.
  Leise: Da Mick Jagger tog sin jakke af! Han gjorde sådan, at først tog han det ene ærme ud, og så det andet ærme, og så svingede han den ud over scenen! Bare han begynder at knappe blusen op, eller skjorten eller hvad han nu har på - så skriger man op. Bare han gør en lille bevægelse,
  - Man skriger ikke til alle?
 Marianne: Det er til de gode og berømte, man skriger,
  Allan: Det er mest berømtheden. der er mange danske orkestre, der spiller ligeså godt som de engelske. Men man skriger ikke. Det er bare, fordi de ikke er berømte.
  Leise: Inde til rolling Stones-koncerten kom der først en gruppe, der var blevet kåret til Danmarks Rolling Stones. Da de kom ind, var der ingen, der skreg. De blev nærmest øvvet ud. Men så kom the Lions - og så blev der skreget en lille bitte smule. Så kom Defenders - og så s k r e g de op! Så til sidst, da Rolling Stones kom, var man helt vild. De dér orkestre, det er jo bare for at varme op, så man skal skrige mere. Og dér i fjernsynet med the Rolling Stones, da kom én af dem frem, og så siger han: I må ikke skrige! Og så skreg de jo selvfølgelig - når han siger sådan. Ellers var der helt stille.
  Viggo: Jeg syens det er irriterende, at de skriger. Så kan man ikke høre, hvad de spiller.
  Marianne: Jeg skal love for, at vi skreg ude i lufthavnen! Der kørte de lige forbi én."

Billedresultat for rolling stones 1965 concert

(Rolling Stone, koncert i Norge, 1965)

Bliver vi mon nogensinde frigjorte?

Nu er de sidste "ikke-fine" bøger med Rifbjerg-dedikationer på det hollandske udsalg i Vangsgaards på Kultorvet nede på 15 kr. så jeg købte mig en pæn bunke, inkl. dedikationer fra jævnaldrende modernisme-nærlæsere og de nærmeste kritikervenner:

Finn Stein Larsen (Spanden, 1983 (parodier, herunder 1 på Rifbjerg, der begynder: "uden direkte at beskæftige mig med/ årsagen registreres intestinale/ signaler pulmen og boblen håndsved"), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med tak for mange dejlige/ sager gennem/ årene og venlig hilsen/ fra/ Finn Stein Larsen")

Finn Brandt Pedersen (Modernisme og pædagogik, 1966 (med analyse af Rifbjergs "Jern", den 60'er-Rif, Stein parodierer ovenfor), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med venlig hilsen/ Finn Brandt P")

Niels Barfoed (antologien Tværsnit. Europæisk modernisme efter krigen, 1965 (Borgen Billigbøger 33, forside ved Per Kirkeby) med oversigten "Tysk prosa efter anden verdenskrig" ved Barfoed), dedikation: "Sept 65/ Kære Ping,/ Tak fordi du kom (wow!)/ Kære Klaus/  her er Niels god igen!/ Jeres Bente og Niels")

Torben Brostrøm (antologien Frigørelse (festskrift til Aage Henriksen 1981, med Brostrøms blidt bidske artikel (om knækprosa) "Det mådelige umådehold"), dedikation: " Til Ping og Klaus/ Bliver vi mon/ nogensinde frigjorte?/ jeres/ Torben")

I På kanten skriver Brostrøm om Rifbjergs sidste tid og sit sidste besøg hos den store digterven, med teksthenvisninger som lommetørklæder:

"Men dér sad han ved kanten af livet, ved de lette taktslag og dønninger fra den strandbred, den havstok, han ikke kunne undvære synet af, realiseret i feriestederne, Rørvig i Isefjorden, anet i Livsfrisen (1979), og Kandestederne på en klit ved Vesterhavet, spejlet i Kandestedersuiten (1994). I lyrikken er det allertydeligst markeret i Stranden (1978), men anslået allerede i 'Nultime' fra Konfrontation (1960). Strandmystik! kaldte vi dette bånd til moderskødet og fantasiens binding til dybets forunderlige gåder.
  Går I allerede? udbrød han, sidste gang, vi besøgte dem. Allerede var så det sidste ord, vi hørte. Svært at glemme. Som stemplet med laksegl."

torsdag den 30. marts 2017

Hilsener til salg

Det er en frustrerende skrumlet måde Vangsgaard sælger Rifbjergs dedikationseksemplarer på - løbende lægges bøger ud på bordet bag i butikken og noteres på antikvariat.dk, under "Klaus Rifbjerg" og når de er solgt, forsvinder de så med en vis forsinkelse fra antikvariat.dk igen, og foreløbig kommer der stadigvæk nye til (kunne altså være meget skønt med et afsluttende samlet register, please!). Jeg glemte at følge med fra starten (missede fx Lykken i Ingenmandsland og eventuelle andre Leth-bøger) men her er et udvalg af dem, der er til at øjne og/eller købe nu:

BANDET NUL. Bandet Nul de luxe. Tiderne Skifter, København 1982. 60 sider. Heftet med orig. omslag

Med dedikation til Klaus (Rifbjerg), "en hilsen fra det ydre rum", signeret af alle tre digtere.
DKK 450 ·

BECK-NIELSEN, CLAUS. De smukkeste mennesker.
Drama, Gråsten 2004. 62 sider. Heftet med orig. omslag..

¶ Med stor dedikation til Klaus Rifbjerg (uden navns nævnelse): "Buddinge, dagenderpå 1. maj 2004(.) Som tak for sild og øl og snaps og haps: et lille stykke med Hölle(,) mon oncle! ton Neffe! C/".. .
DKK 300 ·

BRANDT, JØRGEN GUSTAVA. Hvad angår poesi. Papirbetroelser. Lyrikbogklubben Borgen-Gyldendal, København 1983. 174 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med dedikation til Klaus Rifbjerg: "Til Ping og Klaus - med en snorken fra barden - Jørgen Gustava".
DKK 250

BRUNSE, NIELS & HANS-JØRGEN NIELSEN. Oprøret i Kronstadt 1921. Et dokumentarium.
Bibliotek Rhodos, København 1973. 420 sider. Heftet med orig. omslag

¶ Revolutionshistoriske dokumenter, bind 2.
** Med dedikation fra Hans-Jørgen Nielsen til Klaus Rifbjerg: "Til Ping og Klaus, med mange tak for en weekend, vi nød - en klods som denne kan ikke læses på éngang af normale mennesker - jeg forestår kap. 1 og 8 for det faktiske og kap. 2. for den fantastiske virkelighed."
DKK 450

FRANK, NIELS. Spørgespil. Gyldendal, København 2010. 180 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med dedikation fra Niels (Frank) til Klaus Rifbjerg; "Får De skrevet noget for tiden".
DKK 200

GRESS, ELSA. Habiba og andre noveller. (SOLGT)
Spectator, København 1964. 180 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag. Velholdt.
¶ Med helsides dedikation til Klaus (Rifbjerg): "Efter at have læst alle dine noveller (nogle kendte jeg jo), dybt imponeret over prosaen og dybt rystet over den traumatiske kønsskræk, drømte jeg at jeg så dig fiske ved Langelinie. Du trak et vod op, fuldt af små bare damer og herrer på ca 1 fods højde, og stillede dem op (våde) langs kajkanten, hvorefter du knpsede dem i vandet. Her indvendte jeg, at det var taktløst at behandle dem sådan, og du sagde - uden at vende dig, at de var dine egne og desuden "bare vedhæng". Til sidst satte du en lidt større abnormt langbenet dame op på en fortøjningspæl og rakte tunge ad hende, før du knipsede hende. Da hun faldt i vandet, så jeg at hun ingen ansigt havde. Du smilte venligt fra din store højde og gik ombord i en speedboat! Det synes jeg du bør vide. Af disse noveller kan du næppe bære andre end "Ind under jul"og "Regn på vejen". Resten af er vedhæng. Elsa".

HØJHOLT, PER. Digte 1963-79. Schønberg, København 1982. 146 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk eksemplar.

¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Revy og parade - og de bedste hilsener".
DKK 500 · 

HØJHOLT, PER. Digte. Pax Forlag, Oslo 1970. 1. oplag. 40 sider+friblade. Orig. omslag.

** Med stor dedikation fra Per (Højholt) til Klaus (Rifbjerg: "hermed en lille gengælde fra Heden".
DKK 550 · s

HØJHOLT, PER. Intethedens grimasser. Essays. Schønberg, København 1972. 1. udgave. 151 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk eksemplar.
¶ Med stor dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "vi ses aldrig, men jeg regner med vi kan bære hinanden".
DKK 750 ·

HØJHOLT, PER. Praksis, 5: Nuet druknet i latter. Schønberg, København 1983. 1. udgave. 82 sider. Orig. omslag.

¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Direkte fra nethinden og Per".
DKK 550 

HØJHOLT, PER. Praksis, 7: Hundekunstneren og andre blindgyder. Schønberg, København 1988. 1. udgave. 54 sider. Orig. omslag.
¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Smalle (understreget) kan være beautifulle. Din Per".
DKK 550 · s

HØJHOLT, PER. Praksis, 8: Album, tumult. Schønberg, København 1989. 1. udgave. 66 sider. Heftet med orig. omslag.
¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "jeg gør dem ikke større!".
DKK 500 ·

JAC, F.P. Forårsgave til mine rødder - Et digterværk. Borgen, København 1983. 53 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg). "Med Brøndum i Sidespejlet/Spiller skagen sine ordspil/Og Winther bliver sommer(.) For alt vel JAC".
DKK 500

JAC, F.P. Misfat. Et supremdigt i fem concepter. Borgen, København 1980. 1. oplag. 136 sider. Heftet med orig. omslag. Uopskåret.

¶ Med dedikation til (Klaus Rifbjerg): "Hvidover 8-12-80 Med stadigt Riff! Hilsen Jac". Godt associationseksemplar af denne ny-klassiker.
DKK 650

LUNDBYE, VAGN. Her ligger min yucca frugt. Shi-Go-Sh-K'anni-Sidja. I. del. (SOLGT)
Berg, København 1972. 1. udgave. 150 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk, uopskåret eksemplar.
¶ Med meget stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Gå syngende med mig gennem dette rum, skrevet ud og første gang oplevet marts-april 1972 her i jeres enestående redoute midt i Kandestedernes vilde bakker. Det var her det begyndte! De kærligste hilsner, jeres hengivne Vagn".

LUNDBYE, VAGN.
Hvalfisken. Roman. Borgen, København 1982. 187 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Også fra jeres rumskib i K. ser jeg kvalen."
DKK 150

LUNDBYE, VAGN. Næsehornsdigte. Borgen, København 1990. 140 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Også du er tykhud og næsehorn, root trot a toot."

NIELSEN, HANS-JØRGEN. Diletariatets Proktatur eller Overdadaens utrolige Gerninger. Historisk-politisk dokumentarroman. Borgen, København 1969. 36 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag.

¶ Med dedikation til Klaus (Rifbjerg): "med mange kærlige hilsner fra Hans-Jørgen (Overhihi).
DKK 200

NIELSEN, HANS-JØRGEN. Hælen. Et digt. Tiderne Skifter, København 1981. 84 sider. Heftet med orig. omslag.¶ Førsteudgave. Med dedikation fra forfatteren til Klaus (Rifbjerg): "- jeg er glad for at kunne lykønske dig på 50 års-dagen med en bog, der bl.a. viser mig som elev af dig. Kærligst H.J."

SARVIG, OLE.
Glem ikke. En burleske. Gyldendal, København 1972. 1. oplag. 146 sider. Heftet med orig. omslag med smudsomslag.¶ Med stor dedikation fra Ole (Sarvig) til Klaus (Rifbjerg) "en lille miljøstudie med ønsket om en dejlig sommer, selv om der sidder (ulæseligt) under bladene og skratter".

STRANDGAARD, CHARLOTTE.
Katalog. Arena, Fredensborg 1965. 1. oplag. Kvadratisk 8°. Upagineret. Heftet med orig. omslag. Delvist uopskåret eksemplar.

¶ Forfatterindens debut med dedikation til Klaus Rifbjerg: "Til den STORE STORE Klaus fra den lille Charlotte".
DKK 500

THORUP, KIRSTEN. Sidste nat før kærligheden - Søndage med Lydia - Skæve-Marie - Lille New-York. Tre noveller og et skuespil. Gyldendal, København 1989. 205 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med stor dedikation fra Kirsten (Thorup) til Ping og Klaus (Rifbjerg) "med kærlig hilsen og 1000 tak for den aften med lammet og jomfruerne og det lille bjerg af røde og sorte bær i solnedgangen over Kristianiagade".
DKK 200








































































Den bog der gør alle blå

Simon Pasternak har for sikkert dyre penge købt Jørgen Leths Lykken i Ingenmandsland med smuk dedikation fra Leth til hans ven Klaus Rifbjerg:



Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Har ikke turdet tjekke overhovedet. Men den der er fantastisk fin! I min egen (indkøbt for en slik 1993) står der bare (henvendt til vistnok maleren og Højholt-cover-artisten Kaj Fuhrer (med umlaut)) Pas på, Kaj -/ imorgen er/ du blå/ Jørgen

Simon Pasternak
Simon Pasternak Lars Bukdahl, er du sikker på, at det er Kaj Führer, måske står du med en hård gem i hænderne, måske er Kaj, kunstnerens far ... Kaj Leth ... ?

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Tvivler desværre, viste Jørgen bogen for nogle år siden, og det var ham, der foreslog Kaj F som den rigtige Kaj - ellers meget smukt med morgendagens blå far

onsdag den 29. marts 2017

Posthum ambition

Om kun 5 bøger når Klaus Rifbjerg om på side 7 på sin værkliste (i hvert fald når den sammenpresses i hans nye kortromans forholdsvise lille format) - det ved han et eller andet selvbevidst sted godt.

fredag den 24. marts 2017

Posthumt stjålet spøgelses-hej

Jeg har skrevet en lillebitte, poesi-agtig bog, der før eller siden udkommer på Kronstork, der handler om min far og om at han er død og bliver ved med at være det og døde forfærdeligt tidligt, og jeg skal ikke røbe plottet, men hen mod slutningen siger jeg simpelthen hej til ham, for der er også noget med et drømmeunivers, hvor han stadigvæk er i live, men bare holdt sig skjult i mange år for at skrive sin mursten omsider, unfair nok (overfor mig). Og i dag sidder jeg med den nye bog af ligeledes, men langt senere afdøde Klaus Rifbjerg (født 5 år før min far), kortromanen Spejl (udkommer næste uge), og den begynder med, at jegfortælleren, der til forveksling minder om KR siger hej til sin afdøde far (der til forveksling minder om KR's far, som han mere eller mindre forklædt optræder i KR's bøger) der pludselig dukker op i Spanien (under Franco - af en eller anden grund, der måske, men usandsynligt er, at manuskriptet faktisk har ligget så længe i Gyldendals pengeskab), og det synes jeg bare ikke, han kan være bekendt, afdøde Klaus:

"Han standser for enden af hækken og betragter mig, så smiler han og kommer nærmere. jeg rejser mig op og siger hej. Det sagde man ikke i hans tid, så min stemme er lidt usikker, måske også fordi jeg er bevæget. Jeg havde ikke ventet ham. Da jeg så ham sidst, lå han på en hospitalsseng og havde et bind om hagen for at holde munden lukket. Ligheden med et påskeæg var slående, men passede slet ikke til ham, heller ikke den gullige hvidhed, hans hud havde."

Det er så irriterende fedt med det påskeæg. Og jeg synes foreløbig (mangler en 40 sider) ikke, at det er en stor Rifbjerg-bog, og jeg håber, at min bog endelig er en rigtig god Bukdahl-bog, men altså i forhold til en Rifbjerg-bog har en Bukdahl-bog jo altid tabt på forhånd, i hvert fald rent kanonisk, og det syens jeg sgu bare er så tarveligt, nu jeg lige var begyndt at skrive Bukdahl-bøger igen, mens Gyldendal åbenbart aldrig holder op med at udgive Rifbjerg-bøger. 

torsdag den 9. marts 2017

Radiator uden ende

- Radiator-føljetonen stoppe aldrig; nu sælger Vangsgaards Antikvariat en kæmpe bunke af Klaus Rifbjergs dedikationseksemplarer, blandt andet denne i Radiator-sammenhæng sensationelle udgave af Niels Franks Tabernakel (klik på radiator-tag'et til højre for at finde radiatoren i den bog):

torsdag den 2. marts 2017

Fra Radiatorarkivet (mysteriet om ur-radiatoren)

- i Standart 5, 1997 (som jeg måtte låne på Gentofte Hovedbibliotek - jeg har MÅSKE nummeret i en flyttekasse et sted) stod jeg for bogholderbidraget "Radiatorhistorie, Foreløbig citatmosaik om en vigtig rekvisit i dansk litteratur" med sagsakter om debatten om Niels Franks angivelige radiator-forbud + mere løse skønlitterære citater om radiatorer - jeg citerer fra mosaikken.

UR-TEKSTEN OM RADIATOR-FORBUDDET, DER IKKE VAR ET FORBUD

"En anden ting jeg opdagede i arbejdet med på "Digte i kim" (1986 LB nu)" var hvor få ord der egentlig er poetiske. det er kun ganske få ord, der kan være eller elve i et digt, synes jeg. Så da jeg arbejde på bogen fik jeg opbygget et helt register over uegnede ord. Og jeg har det stadig sådan, at jeg må lægge et digt fra mig, hvis der står et ord i det som er upoetisk. det røber for mig at se, at digteren ikke har gået ordene efter og skilt de uegnede ud.
  Med "Digte i kim" tænkte jeg især på 'radiator' som et ord, der på ingen måde kunne stå i et digt. den ordpoetik præsenterede jeg så ved et møde i en digtkonkurrence, hvor vi skulle vælge de bedste digte ud. Nogle få dage tidligere havde Peter Laugesen, der var med ved mødet, sendt mig sin nye bog, men jeg havde ikke haft tid til at læse den, fordi jeg skulle forberede mig til udvælgelsen. Men så læste jeg den nogle dage senere, og så ordet 'radiator i den! - Og i den bog fungerede ordet selvfølgelig fint. det har nu fået mig til at tænke på 'radiator' som det yderste ord, jeg skal sigte efter, når jeg skrive mine nye digte. Hvis jeg kan nå helt ud til 'radiator', så er jeg på en måde nået frem."

- Niels Frank, interviewet af Jørn Erslev Andersen i Passage 3/4 1987

Peter Laugesens "nye bog" kan være nødt til at være Vindens tunge, 1986, der nemlig indeholder følgende digt (som altså dermed er den sandsynligste kandidat til til at være digtet, Frank"udtalte sig om" fremfor digtet fra Skæve stjerner, som Laugesen peger på i brevet til Sonnergaard):

SANDSYNLIGSTE UR-LAUGESEN-RADIATOR-DIGT (min overskrift! LB)

"Hvordan skal jeg forklare
den konstante selvantændelse
til øjeblikkelig nedbrænding
det hvæsende raseri
lavt over jorden bag radiatoren
hvor gulvbræddernes kanster
er sorte signaler
tværs gennem fernishuden"

Det er stadig uklart, gennem hvilke kanaler Franks Passage-interview flere senere nåede frem til at optræde som et grinagtigt eksemplarisk, men jo pænt forvrænget "radiator-forbud" - hos fx Klaus Rifbjerg i dette klip fra hans ævle-værk Synderegisteret, 1994, og derfra gav anledning titlen på Jan Sonnergaards debutbog (Sonnergaard i interview til Standart, 1997: "Og så var det at rektoren for Forfatterskolen - Niels Frank - sagde, at han aldrig ville skrive et digt, hvor ordene "radiator" eller brødrister" indgik. det blev jeg så sur over, at jeg skrev en kronik. Den smed jeg dog ud, for jeg var stadig sur. Så skrev jeg historien i "Radiator". Men jeg var stadigvæk sur, og så var det jeg tænkte: han kan sgu få en hel bog med den titel."):

TYPISK RADIATOR-FORBUD-FORVRÆNGNING

"Niels Frank udtaler offentligt, at han aldrig ville kunne skrive et digt, hvori indgik ordet "radiator". Man må altså formode, at "radiator" er et upoetisk eller situationer, hvori der indgår en radiator ikke egner sig for lyrisk beskrivelse. Synspunktet er interessant, og man kunne forestille sig et leksikon med tabu-ord, som absolut ikke må forekomme i digte: bøsning, foderautomat, rygmarvsscanning, librettist, voksmannequin, radiobil, p-pille, vandland ... listen er så godt som uendelig, og man må forstå, at en vis del af poesien nu vælger at leve på sin egen begrænsning, en ordmæssig rationering eller smalkost, som netop fordi den er så vandkæmmet skulle være i stand til at fremlokke endnu dybere sjælens toner end dem den mindre håndsky lyrik er i stand til."

Niels Frank bidrog allervenligst til mosaikken med et "utrykt læserbrev til Weekendavisen, dateret 12/2 1994":

UTRYKT RADIATOR-LÆSERBREV

"Inden rygterne om mit påståede forhold til en vis radiator løber helt løbsk og ender som retsforfølgelse på grund af litterær uterlighed, vil jeg gerne afsløre hvad der i virkeligheden var ideen bag den sølle fortalelse.
  Så vidt jeg overhovedet husker den, burde jeg vel tilføje. Den opstod nemlig for snart syv år siden i et interview til et århusiansk tidsskrift, men er altså først nu blevet bogført i København.
  Bedre aldrig end for sent, havde jeg nær sagt, for hvad jeg må have ment med radiatoren var vel nærmest det modsatte af, hvad den bliver brugt  som udsøgt eksempel på. Jeg forestillede mig nemlig, at man i en særlig disciplinering af det poetiske register kunne fravælge en række "fremmedord", som så derefter hurtigt ville ophøje sig selv til en form for utopi i skrivningen, til det sted digtet nødvendigvis ville søge hen, nu hvor stedet forekom så uopnåeligt.
  I den omvending kunne fravalget af blot et enkelt ord eller et bestemt tema eller sågar en hel verden pludselig vise sig at være selve endemålet for digtet - præcis det der skulle siges eller helt automatisk blev sagt, fordi det som bekendt er digtningens besynderlige væsen altid at ville søge mod det usagte.
  Eller måske det er forkert af mig at henregne det sidste under bekendte omstændigheder ved digtningen? De fleste skrivende synes alligevel ikke at kende til dette grundforhold. De lader alting vælte ind over det skrevne med det resultat, at enhver forskel komplet jævnes med jorden, så der ingen spænding opstår mellem det der er blevet sagt og det digtet eller prosastykket har ladet stå usagt.
  Det var vel det, jeg pædagogisk ville illustrere med mit eksempel, men ærlig talt: Jeg husker det knap. Tilbage er kun den lidt akavede, kølige fornemmelse af at have stået i forhold til en radiator i syv jordbundne år. Måtte de blive efterfulgt af syv lidt mere flyvske."

(jf. også citaterne fra Brøndums Encyklopædi og Tabernakel i før hadet-blogposten nedenfor)

Billedresultat for vølund radiator

onsdag den 16. november 2016

Posthum karikatur

Jeg skulle lige fatte, at den mandlige hovedpersonen, Laus Trolle, i den næstsidste novelle "Therese Marie" i Klaus Rifbjergs seneste, efterladte bog, novellesamlingen Dametur (udkommer torsdag) ret præcist er en vranten karikatur af mig, LB, og at den kvindelige titel- og hovedperson dermed totalt upræcist skal forestille at være dig, Cecilie, min kæreste, som han tydeligvis hverken har mødt eller læst noget af. Senfattelsen skyldtes at de første sider koncentrerer sig om om Therese Maries opvartende funktion i de tos samliv, men så kommer Hvedekorn unavngivet ind i billedet og snart også en Nørrebro-version af Øverste Kirurgiskes gamle Vesterbro-venue The Lab, hvor Rifbjerg optrådte i juni 2008 (se posten nedenfor), og en kammesjuk til Laus Trolle, kaldet Stavblenderen, og så er ingen tvivl omsider mulig (smerteligst, fordi præcisest i sin ondskab, er karakteristikken af Laus "små bøger"):

"Det pudsige for Therese Marie var, at da det først lykkedes hende at få ham ind i opmærksomhedsfeltet, og han for alvor hende var der - hvad man kunne have formodet - ingen ubalance i forholdet. Hun skrev digte, og han redigerede et tidsskrift, så i virkeligheden var hun supplikanten og han direktøren, men det mærkedes ikke, nærmest tværtimod. Han tog imod hende med næsten overdrevet chevalreskhed, når hun mødte op med sine møjsommeligt sammenstrikkede strofer, der havde samme karakter som hendes Marie-latter senere fik. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til. De gav sig ud for noget, de ikke helt kunne leve op til, og i reglen var de for lange.
  Men bestemt ikke for Laus, der fandt dem ikke blot afvæbnende talentfulde, men også morsomme, ja, egentlig radikalt morsomme. Han trykte en håndfuld af dem, og flere gange optrådte de sammen det sted, hvor de oprindeligt havde mødt hinanden, og hun var begyndt at lægge sine garn ud. det var i et frygteligt lokale i en tredje baggård på Nørrebro, hvor det susede ind fra en kælderhals, der ikke kunne lukkes og ikke blev det, for hvis det var lykkedes, ville de tilstedeværende ikke have overlevet. der blev oset godt af næsten alt, hvad der kunne brænde. Publikum strømmede til, og det var hovedsageligt sammensat af af håbefulde unge mennesker og enkelte skævvredne og vemodige ældre, der alle skrev og drømte om en dag at blive berømte.
  Her var Laus en slags general, og mange var bange for ham, fordi de mente. at han med sit tidsskrift og det, han skrev rundt om i bladene, kunne have afgørende betydning for opfyldelsen af de ønskedrømme, de allesammen havde og led under. Der er ikke meget ved storhedsdrømme, hvis man inderst inde ved, at de aldrig bliver til virkelighed.
  Men på det punkt var Laus suveræn og med god grund, for i det beskedne akvarium, hvor han svømmede var han stor. At det også gjorde ham tiltrækkende siger sig selv, og Therese Marie var da også parat til at strække sig meget vidt, da hun først var kommet ind i varmen og havde fået ham gaffet (står der, måske menes der: gaflet? LB). Hvad hun særligt beundrede hos Laus, var han skarpe blik for det tilgjorte, alt, hvad der gav sig ud for at være noget stort, men var noget lort. Andre kunne måske også se det, men ingen sagde det.  - i hvert fald ikke så tydeligt og klart som Laus. Ikke alene kastede han sig over hvad han opfattede som kitsch, han bed sig fast, sled og ruskede og slap ikke, før der flød blod, og ofret skreg. Det drejede sig ikke om en artikel, der var snarere tale om en føljeton, hvor folk i uger, ja, måneder og år kunne se, hvad de var for nogen snydepelse, fupmagere, klamphuggere og prætentiøse idioter.
(...)
Det (falsk latter LB) karakteriserede i og for sig generelt stemningen i lyriktemplet på Nørrebro. Folk strømmede op på scenen, og ordene strømmede fra dem i hop og guirlander, vendt på hovedet og slået flade, pustet op og punkterede, ja, der var ingen grænser, for hvor radikalt og grænsesprængende det var og i sidste ende lumsk kedeligt. det skabte indimellem en vis uro, et par af de håbefulde råbte op, når de havde besøgt baren lidt for rigeligt, uden at forbinde deres trang til at ytre sig voldsomt med den frustration, der uvægerligt måtte snige sig ind, når det, man higer så lidenskabeligt efter, ikke vil indfinde sig, og det, man deltager i, ikke er så sjovt, som man bilder sig selv og hinanden ind. Man kunne sammenfattende sige, at der var mere kunstighed over arrangementerne end kunst, og at den meget omfattende viden, Laus var i besiddelse af, sjældent kanaliseredes ud til de videbegærlige som andet end propaganda for noget splinternyt, som i sin kerne ikke var mere nyt end Moses med tavlerne og opfindelsen af det trykte bogstav.
  Fra begyndelsen af havde Therese Maria været helt med. med sin næse for, hvor det hotteste udspillede sig, var hun ikke længe ok at finde frem til tredje lyriske baggård på Nørrebro. Det var der, man kom, og man var ikke hvem som helst, det var netop folk som Laus Trolle og hans berygtede sidekick, en skægbevokset gnom og skægtullemand kaldet Stavblenderen, og som faktisk havde udgivet en bog, der vakte en vis opsigt i kredsen, men lynhurtigt var blevet glemt igen, mens man ventede på det store gennembrud, som alle vidste måtte komme, men ingen rigtig gjorde sig forestillinger om, hvad var eller kunne være. I lang tid forestillede Marie sig, at den hvide hval skulle opbringes af Laus, men da han foreløbig havde indskrænket sig til at udgive små bøger, der i få sekunder spjættede som haletudsen indesluttet i sin slimklat og derefter døde med et meget lille plut, begyndte hun at tvivle, og de følelser, hun havde næret for kæresten, forvandlede sig til irritation - ikke mindst da han nu var forsænket så dybt i sin desperate virksomhed, at han kun tog imod den kaffe, hun serverede for ham med en hånd strakt bagud og forventede, at hun ikke alene smed hans snavsede underbukser i maskinen, men også i tumbleren og derefter fiksede dem frem og foldede dem og lagde dem på plads."

Handlingen er så den, at Marie Therese træder i forskruet feministisk karakter sådan lidt a la Grease og forvandler sig "fra slumstormerpoet til en pige med vrinsk". Ved Laus' og Stavblenderens vældige multimedie-performance på spillestedet går hun "behersket og og roligt, men med lyden af de ny hæle mod scenegulvet helt tydelig, hen og gav Laus et diskret skub i ryggen, så han tog den ud over scenekanten og brasede lige ned i stortrommen." Omsider gjalder en ægte, "vild og befriet latter". Slutningen kan jeg - på trods af al forudgående, sløv og automatisk satire - ikke lade være med at finde ægte rørende:

"Mens Blenderen grøn i hovedet og uden at sige så meget som én vittighed betragtede Therese Marie, mens hun med Laus' hoved i sit skød tørrede det blod væk, faldet havde påført mesteren, følte han en rørelse, han ikke havde oplevet, siden han udgav sin bog, der var blevet venligt modtaget. Og rørelsen blev ikke mindre, da Laus i det nu tomme og helt stille lokale åbnede øjnene og så med et ømt blik på Therese Marie og sagde:
  - Jeg elsker dig, Therese Marie.
  - Marie, sagde hun.
  Hun strøg ham over panden og opdagede, at han egentlig var ganske køn på sin underlige måde.
  - Elsker du også mig?
  Hun løftede hånden og betragtede Laus en stund.
  - Ja, nu får vi se, sagde hun.
  Det var en følsom situation, ja, så følsom og sammensat, at ingen lagde mærke til, at Stavblenderen stod og tudede, undtagen ham selv, selvfølgelig."

Billedresultat for stavblender

tirsdag den 15. november 2016

Rif på Lab - en doku-tråd

Kære Øverste Kirurgiskes brevkasse
Har Rifbjerg nogensinde læst op på The Lab (eller Mayhem) og i givet fald hvornår (en novelle i hans nye, efterladte samling Dametur synes at ville parodiere en seance dér)!?
kh Lars

Comments
Jesper B. Korndal
Jesper B. Korndal Husker han var på The Lab mener det var Juni 2008...

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl OK! så har vi ham placeret på åstedet, godt, tak!

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Kan vi få officiel bekræftelse, Niels Ivar Larsen, Muhammed Sternberg, Jens Blendstrup !?

Jesper B. Korndal
Jesper B. Korndal Svarre holdt en mindre tale til ham mindes jeg

Niels Ivar Larsen
Niels Ivar Larsen JA! Store Klaus læste op hos os. På Lab, husker ikke årstallet, tror det må have været tidligere end 2008 dog. Det var en stor dag. Havde længe søgt at overtale ham.

Jesper B. Korndal
Jesper B. Korndal Kan sagten svære han har været der tidligere Niels Ivar Larsen, men den juni dag i 2008 var han der i hvert fald...husker det som om han modtog en pris og Svarre sagde et par bevingede ord

Jens Blendstrup
Jens Blendstrup Ja det husker jeg tydeligt vi måtte lave døren højere for at han kunne komme ind med sin sixpence !

Niels Ivar Larsen
Niels Ivar Larsen Okay, så må det have været der. Vi havde ham kun en gang. Men det blev aftalt, at han skulle dukke op helt tilbage i 2000, da ØK fik Klaus Rifbjerg-prisen. Jeg måtte have fat i Sven Holm til at lægge pres på ham.

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl (jeg vil citere rigt på min blog senere, men kan dog røbe så meget at en central medvirkende er en "skægbevokset gnom og springtullemand, alle kaldte Stavblenderen" ...

Lars Bukdahl
Jens Blendstrup
Jens Blendstrup Ja jeg husker også Martin ringede til ham på et redaktions møde på diakonissen. Det har nok været i år 2000 Og fangede ham i Spanien. Det blev en længe snak. På fastnet telefon!

Muhammed Sternberg
Muhammed Sternberg skriver senere

Muhammed Sternberg
Muhammed Sternberg Ja, Lars, jeg havde ringet flere gange til hans hjem i Spanien og fik omsider booket ham til at komme og optræde på Lab. Det skal nok passe, at det var i juni 2008. Jeg blev medlem af ØK i 2006, så det er efter det år. Jeg fik aldrig talt med ham på dagen, bl.a. fordi Svarre talte ivrigt med ham og holdt tale for ham og vist troede, at det var deres brevkorrespondance, som havde ført til, at han var der (Niels Ivar tror tilsyneladende, at Rifbjergs tilstedeværelse var foranlediget af ham selv). Den slags var og er en meget syret oplevelse for mig. Nå, jeg ville alligevel ikke have vidst, hvad jeg skulle have talt med Rifbjerg om, men det må også have været lidt sært for ham, at den generte person, der bookede ham ikke henvendte sig til ham på Lab. Det kunne jeg ikke overskue, pinligt nok.

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl TAK til alle informanter og til Sternberg for den endelige, autoritative, meget rørende version (og for i går på Bogforum) - FINDES DER MON FOTOS!? OG KAN NOGEN HUSKE HVAD HAN LÆSTE OP?
Muhammed Sternberg Thomas "Klæbehjerne" Krogsbøl ville muligvis kunne huske det!

Jesper B. Korndal
Niels Ivar Larsen
Niels Ivar Larsen Hør her, jeg lobbyede meget kraftigt for at få Klaus Rifbjerg til at læse op. Det gjorde jeg alle de gange, jeg mødte ham og det gjorde jeg i en telefonsamtale, jeg havde med ham, hvor Sven Holm havde ringet ham op først og anbefalet ideen - Sven havde selv læst op på Lab. Og der sagde han, at det ville han gerne på et eller andet snarligt tidspunkt. Det kan Sven bekræfte.

Niels Ivar Larsen
Niels Ivar Larsen Det var digte fra Konfrontation, og vistnok også fantasien om Søren Krarup som gammel.

Muhammed Sternberg
Muhammed Sternberg Hør selv her, det er ikke sådan man booker folk til at komme på en specifik dato.

Muhammed Sternberg

Niels Ivar Larsen
Niels Ivar Larsen Det har jeg ikke påstået noget om. Første skridt var jo ligesom at få et ja overhovedet. Men fint at du fulgte op.

Jesper B. Korndal
Jesper B. Korndal Jeg kan efter en mindre snak med mig selv, bekræfte at jeg INTET havde at gøre med at han dukkede op...

Muhammed Sternberg
Muhammed Sternberg Ha, det var præcis sådan her, jeg havde det på den aften.

Jesper B. Korndal
Jesper B. Korndal Men denne tråd er en af de flotteste længe, om ikke andet

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Vel er jeg ikke Peter Øvig og ØK ikke BZ ...

Muhammed Sternberg
Muhammed Sternberg Har man nogensinde set Lars og Øvig noget sted samtidig

Caspar Eric
Caspar Eric jeg har længe gået og tænkt på, hvem der var dansk litteraturs Timon. Nu ved vi det.
 
(citater følger LB)