Side 52 x 3

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Den vejrer mod kålen.

På den anden side.

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Hvorfor skulle jeg det?

God dag hjort.
God dag.

*

(uddrag)

Svømning

I dag vil jeg gå ned til havet
vaske mit ansigt og tale
med de druknede sømænd,
tangsamlere der forsyner
kosmetik og medicinal-
industrien med ukendte
forbindelser og stoffer
på min vej ned til havet
gennem det storslåede
landskab ser jeg regnen
komme og jeg søger læ
i skyggen fra den store
røde sten

*

Vent et øjeblik, 23andme -

I hvert eneste led i et stamtræ sammenføres to forskellige stamtræer, ét fra en far og ét fra en mor.

Hver eneste gang en af mine formødre blev undfanget, kom der ikke bare én ny gran på træet, men kronen blev udvidet til det dobbelte.

At tro at man kan følge sin slægt tilbage som én linje er vanvid!

Følger man den, breder den sig ud ud ud, som et netværk.

Længere tilbage snævrer den sig ind igen, slægterne bliver mindre.

Så samler den sig i en Last Universal Common Ancestor.

Livet er kun opstået én gang på planeten.

Alt levende er forbundet.

Fødelsdagsgave 2: Grønne bøger

Dobbeltagentens opråb

Amalie Smith har den sjældne erfaring at have gået på 2 kunstneriske uddannelser, Forfatterskolen og Kunstakademiet, og udtaler sig derfor med en særlig vægt og tveægget skarphed om de dumme sammenlægningsplaner:

Amalie Smith

"Brugte en halv dag på at svare på nogle spørgsmål fra en journalist på Dagbladet Information om sammenlægningen af kunstuddannelserne tirsdag i sidste uge. Nu har jeg rykket og fået besked om, at der ikke bliver brug for mine svar, og det skyldes nok, tænker jeg, at der har været så mange gode stemmer, der har blandet sig i debatten, og at mange af argumenterne imod sammenlægning allerede er blevet fremført flere gange, fordi de er ret indlysende. Nu deler jeg alligevel mine svar her, så de ikke går helt til spilde, og hvis du ikke har fulgt så meget med i debatten eller ikke kan få nok, så læs med, mens vi venter vi på, at kulturministeren skrinlægger sammenlægningsplanerne, OG på at regeringen dropper de vedvarende nedskæringer på hele uddannelsesområdet. At dele gaver ud fra et "økonomisk råderum" og samtidig fastholde 2 % nedskæringer årligt i uddannelsessektoren er simpelthen at pisse fremtiden op ad ryggen. KH Amalie
"Q: Hovedpointen i analysen fra Kulturministeriet er, at man skal have en national institution som kan udstikke en overordnet strategi for kunstuddannelser. Hvad tænker du om det?
A: Jeg tænker, at det er en meget dårlig idé. Rapporten påstår at være svaret på en række vanskeligheder, som kunstuddannelserne i dag står overfor, men det spøjse er, at det er Kulturministeriets egne faldende bevillinger, der er den primære årsag til selvsamme vanskeligheder. Staten skærer i bevillingerne med den ene hånd og bruger det som argument for med den anden at ensrette velfungerende og højt specialiserede skoler og gøre dem klar til yderligere nedskæringer. Mette Bock har ikke taget stilling til rapporten endnu, og hun kan heldigvis nå at lytte til den massive kritik, der er kommet fra fagmiljøerne, men det er for mig at se betænkeligt, at hun har valgt at bestille rapporten hos én enkelt person, der er varm fortaler for en sammenlægning. Som man spørger, får man svar. Rapporten er ikke en nøgtern redegørelse for feltet, men et statsstøttet debatindlæg, der får samtalen om fremtidens kunstuddannelser til at starte i bakgear.
Q: Hvad er dine erfaringer fra forfatterskolen og kunstakademiet?
(ift. kvaliteten af uddannelse, ledelsen, strategien) Mener du, at det giver mening at etablere en national institution?
A: Som studerende på begge skoler har jeg oplevet, hvor forskellig kunstundervisning på højt niveau kan udforme sig, hvor forskelligt kunstskoler kan organiseres og hvor forskellige brancher, de er i dialog med og sender dimittender ud i, og det er med de oplevelser in mente meget svært for mig at forstå, hvordan en sammenlægning skulle kunne hæve niveauet, hverken fagligt eller hvad angår dimittendernes indkomst. Det er skolernes solide faglige forankring, der har gjort dem så forskellige – de er højt specialiserede, og det er netop dét, der gør dem anerkendte og toneangivende i deres respektive brancher. De har et stærkt ry, et “brand” om man vil, også internationalt, hvilket gør det muligt at tiltrække gode kræfter fra hver deres felt, og det kan en sammenlægning risikere at sætte over styr.
Q: I analysen står der, at skolerne skal beholde et udstrakt faglig selvstyre. Det betyder, det er de overordnede linjer og økonomien, der skal topstyres. Den øvrige strategi og kunstneriske faglighed skal blive på skolerne. Hvad tænker du om den løsning?
A: Rapporten efterlyser også et overordnet fællesstrategisk fokus på sektorniveau, som for mig lyder som det modsatte af fagligt selvstyre. Fagligt selvstyre og faglig ledelse hænger sammen. Mens jeg gik på Kunstakademiet, blev skolens styrelseslov lavet om, så det ikke længere var det demokratisk indstiftede skoleråd, der var skolens højeste myndighed, men derimod rektor, som nu blev indsat af et udvalg under kulturministeren, og det er netop dén ændring af styrelsesloven, der i dag gør det mulig at tage beslutninger uden høring eller demokratiske processer på skolerne. Mere centralisering vil kun gøre det demokratiske underskud på institutionerne større og svække forankringen i kunstfagligheden.
Q: Når skolerne får tilskud fra staten har de også meldt sig ind under nogle præmisser, hvor der er nyttetænkning og bureaukrati. Er det ikke fair nok, at der bliver tænkt økonomi, konkurrence, optimering osv. ind i uddannelser?
A: Jo – man får hvad man betaler for. Og når kulturministeriet fortsætter med at skære 2 % om året, får vi dårligere kunstskoler, ikke bedre. De sidste mange års nedskæringer er allerede gået ud over dét, det hele handler om – undervisningstimer og værkstedsfaciliteter. Jeg deler Henrik Sveidahls ønske om mere kunstnerisk forskning, men seriøse ambitioner om en forskerskole eller flere Ph.D.’er på kunstskolerne kræver flere midler tilført, ikke færre, som der lægges op til.
Q: Henrik Sveidahl nævner et eksempel på fagligt samarbejde: Forfatterskolens faglige miljø er – med sine omkring 15 studerende – meget udsat. Derfor vil det være afgørende at samarbejde med andre uddannelser, eksempelvis manuskriptuddannelserne, for at opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen. Har han en pointe i, at der er en fordel ved samarbejde? Bl.a. det her eksempel?
A: Jeg køber ikke præmissen om, at Forfatterskolen er udsat, fordi den er lille og på egen hånd, og dens størrelse har intet med kvaliteten af uddannelsen at gøre, nærmest tværtimod: Det er en eliteuddannelse med stærkt fokus på den enkelte elevs faglige udvikling, og skolen har forlængst bevist sit værd i form af en strøm af stærke dimittender. Paradoksalt nok er det netop i en superinstitution at dens størrelse kan gøre den udsat, fordi den her vil få svært ved at få varetaget sine interesser. Men det er nærmest absurd med al den snak om udsathed, når skolernes primære trussel er de faldende bevillinger fra Kulturministeriet selv. At skære i uddannelsessektoren har været en del af nødvendighedens politik, som vi har bidt i os i mange år efterhånden, men nu er opsvinget her, og Løkke deler rundhåndet ud fra det såkaldte økonomiske råderum, og så skal vi stadig spare på uddannelse? Det er ikke til at forstå. Hvis kulturministeren, embedsværket og regeringen også fremadrettet vil have kunstuddannelser på højt internationalt niveau, så vil jeg opfordre dem til at styrke skolernes forskelligartede fagmiljøer gennem øget fagligt selvstyre og til at finansiere de mål, de sætter sig. Man kan ikke spare sig til kunstuddannelser på højt internationalt niveau."

Amalie skriver noget klogt apropos

- altså Smith, født 1985, i sin nye bog Et hjerte i alt, der udkommer i næste uge og som jeg lige har læst (og automatisk læst skæv, fordi teksten (og billederne) står på højkant og helt ind til opslagsmidten eller hvad det hedder (og sjovt nok skriver hun et sted, "øverst" på et opslag: "Jeg beder ham: Giv mig en margin. Lidt plads at vende på"), i et "debatindlæg, 2014" med titlen "Sproget findes i verden":

"At jeget baseres på fiktioner fritager det ikke for ansvar. Alle fiktioner er ikke lige gode eller lige ansvarsfulde, hverken dem vi fortæller om os selv eller hinanden, eller dem, der findes i sproget.

At tage ansvar handler ikke per automatik om at være korrekt, alvorlig eller opbyggelig. det glatte, det lakoniske, det uredigerede, det konceptuelle, det legende, det analytiske og det distræte kan være lige legitime strategier, for bare at nævne nogle. Man kan tage ansavr gennem brug af ironi og fiktion og gøre det modsatte med samme midler.

Ansvaret ligger i en sensibilitet over for den tekstlige form. I at være villig til også at læse, hvad det er, man skriver. Til på den måde at tænke sprog og verden sammen."

Fundet: Glade forfattere!

3 FB-reaktioner på det 3-årige - så glædeligt med forfatterglæde (og hov, de treårige begrundelser er HER)!

Lea Marie Løppenthin

VÆLDIGT mange tak til Statens Kunstfond for 3 års penge og deres skriftlige tillidserklæring.
Der var jo ingen jobsamtale op til denne afgørelse. Men her på videoen er den jobsamtale jeg dagligt har med mig selv når jeg vågner; nu vil jeg gøre mit bedste for at fortsætte i dagene og årene . ! ! !

Hanne Højgaard Viemose

Kære alle, tusind tak for hilsener og hurra, jeg blev så glad! jeg ER så vanvittigt glad og overvældet, ka slet ikke forstå at det rent faktisk er sket. Lige nu er jeg på Amalfikysten for at fejre mine up coming fyrre, alt blir godt, drengene får store is hver dag

Amalie Smith

I år er det 10 år siden, jeg blev optaget på forfatterskolen og kunstakademiet og blev rasende, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne få lov at gå på begge skoler samtidig – ha, det var ungdommens overmod! I går fik jeg den dejlige besked, at jeg har fået et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur og billedkunst, og at jeg ikke skal vælge side, fordi de to udvalg er gået sammen om at give mig det. Jeg blev helt rørt af at høre om det samarbejde og føler mig meget taknemmelig.

Trut for treårige

Oppe igen, yeah,  på et rimeligt antal "voksenforfattere", der får Statens Kunstfonds treårige legat, nemlig

5

(sidste år var det kun 2, 2015: 4, 2014: 5, 2013: 5) og komplette klapsalver til de 4 (selvom jeg havde mine (2 x små, 1 x store) forbehold overfor de 3's seneste bøger, men det er jo kun fordi jeg forventer mig det allerbedste!) - de tre (AS, CE, HHV) har også fået Munch-Christensens Debutantpris, 1 (AS) har modtaget Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, alle, også nr. 5, har haft tekster i Hvedekorn, 1 (LL) var Hvedekornsdebutant, 1 var det næsten (CE):

AMALIE SMITH (halvt fra Litteraturudvalget, halvt fra Billedkunstudvalget, en ægte hybrid udddeling!)

LEA LØPPENTHIN

CASPAR ERIC

HANNE HØJGAARD VIEMOSE

- og jeg gider ikke lade være at klappe af nr. 5, selvom jeg aldrig ikke har haft forbehold overfor hans bøger:

PEDER FREDERIK JENSEN

- dertil kommer en børnebogsforfatter, Mette Vedsø, som jeg skammeligt nok ikke kender, og en illustrator, Mikkel Sommer, som jeg heller ikke kender, men ham kan man billed-google, og se bare, hvor prisværdigt, og TILLYKKE til alle:


-->

Forsinket pris-news 2: Pristilfygede Amalie

Jeg har været medvirkende i/til tre priser uddelt til Amalie Smith: Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2011, debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat 2012 og (på langdistance) Årets Prismodtager 2012 (som hun fik som modtager af Bet'en). For nogle uger siden fik polytalentet omsider en ny pris, ikke fra åndsaristorkater, men fra ægte aristokrater, decideret kongelige (rådgivet af blandt andre tidligere stjernetildryssede Josefine Klougart, godt råd dér!), Kronprinseparrets Stjernedryspris! Meget cool og quaint! Det findes på video, med en video i videoen med fint udvalgte anbefalere, og festligt ser det ud, men langt fra så spektakulært og pris-myldrende som en Bet-ceremoni jo (men okay kontant-klækkeligere):

- fra prisen hjemmeside (pengene kommer fra Bikubenfondet):

Kronprinsparrets anden Stjernedryspris gik til forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith, som på få år har markeret sig som en kunstner med sit eget særegne udtryk.  Hun debuterede som forfatter i 2010 med bogen ’De næste 5000 dage’, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for. Amalie Smiths seneste roman ’Marble’ udkom i 2014, og her kommer hendes tværæstetiske baggrund tydeligt til udtryk. Romanen handler om farven i antik skulpturkunst og om den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens arbejde med at rekonstruere den.
Stjernedrysprisen til Amalie Smith blev blandt andet begrundet med følgende:
”I hendes univers vendes og drejes betragtninger om verdens små og store spørgsmål i et yderst skarpsindigt kunstnerisk greb, hvor billeder og tekst ofte væves sammen til et stærkt samlet udtryk. Som når hun giver en karakteristik af marmor eller undersøger kvaliteterne ved det tredimensionale. Både hendes litterære og billedkunstneriske værker udmærker sig ved at kombinere en stærk intellektuel refleksion omkring æstetik, sprog og liv med en inderlighed og en stemme, man berøres og bevæges af.”

At tale og skrive gennem en journalist - er frrrrrustrerende

1. Jeg fik i går en mail fra et DR-menneske, der ville interviewe mig om Amalie Smith til en opsats inde på dr.dk. Jeg mailer tilbage her til morgen og siger, at det må DR-mennesket gerne; jeg kan ringes til mellem 11 og 12.

2. DR-mennesket ringer nogle timer senere, og jeg taler løs i 15-20 minutter om Amalie Smith: gladest er jeg for en allegori, jeg udvikler afslutningsvis, med hendes jævnaldrende, der iscenesætter konkurrerende, spektakulære agitprop-High School-musicals og Amalie, der står ved siden som en anden Dexter fra Dexters Laboratorium og fremviser en lille, fin forsøgsopstilling, som det ryger grønt fra.

3. DR-mennesket mailer mig de sound-bites, min løse tale er blevet reduceret til:
 
-->

"Amalie Smith er som en kamæleon, og er ekstremt hybrid i hendes udtryk 

-          Amalie Smith har en klassisk inderlig og næsten dagbogsagtig stil, men samtidig med klare referencer til det videnskabelige univers. Hun går et skridt tilbage og kigger på livet på en meget sirlig og videnskabelig måde, siger Lars Bukdahl. 

Ifølge Lars Bukdahl har den unge forfatter et stort talent og potentiale.

-          Hun har et klart talent, og selvom hun også arbejder meget med levende billeder, skal hun nok forsætte med at skrive. Jeg kan mærke en sejhed i hendes talent, og det giver mig tillid til, at hun nok skal fortsætte med at lave store og spændende ting i fremtiden."

4. Det kan jeg pinedød blive nødt til at rette i, hvilket jeg bruger endnu en 15-20 minutter på:

-->

"Amalie Smith er på kunstens scene en sand kamæleon, med flere farver på én gang, hun er ekstremt hybrid i sit udtryk,  mixer så mange kunstarter som muligt.

-          Amalie Smith skriver skiftevis og på samme tid klassisk poetisk inderligt, nærmest dagbogsagtigt og prosaisk nøgternt og formelt - hele tiden går hun et skridt tilbage og kigger på sit messy leben med strengt naturvidenskabelige briller, hun er både ægte digter og genuin nørd, siger Lars Bukdahl. 

Ifølge Lars Bukdahl har den unge forfatter et stort potentiale.

-          Hun har et klart talent, og selvom hun også arbejder meget med billedkunst og levende billeder, skal hun nok forsætte med at skrive. Jeg kan mærke en sejhed i hendes talent, der giver mig tillid til, at hun nok skal fortsætte med at lave store og spændende og mærkelige litterære opfindelser i fremtiden."

5. DR-mennesket retter så i min rettelse, fordi min version fylder for meget, hvilket naturligvis går helt galt:

-->

"Amalie Smith er på kunstens scene en sand kamæleon, med flere farver på én gang. Hun er ekstremt hybrid i sit udtryk og mixer så mange kunstarter som muligt.

Hun skriver skiftevis og på samme tid klassisk poetisk inderligt, nærmest dagbogsagtigt - hele tiden går hun et skridt tilbage og kigger på sit liv med strengt naturvidenskabelige briller. Hun er både ægte digter og genuin nørd, siger Lars Bukdahl. 

 Ifølge Lars Bukdahl har den unge forfatter et stort potentiale.

-          Hun har et klart talent, og selvom hun også arbejder meget med billedkunst og levende billeder, skal hun nok forsætte med at skrive. Jeg kan mærke en sejhed i hendes talent, der giver mig tillid til, at hun nok skal fortsætte med at lave spændende og mærkelige litterære opfindelser i fremtiden"

6. Til sidst må jeg ergo rette i rettelsen af rettelsen af referatet af min telefon-udtalelse:

-->

"Amalie Smith er på kunstens scene en sand kamæleon, med flere farver på én gang. Hun er ekstremt hybrid i sit udtryk og mixer så mange kunstarter som muligt.

Hun forholder sig poetisk inderligt, nærmest dagbogsagtigt til sit liv - men hele tiden går hun et skridt tilbage og kigger på livet og poesien med strengt naturvidenskabelige briller. Hun er både ægte digter og genuin nørd, siger Lars Bukdahl. 

Ifølge Lars Bukdahl har den unge forfatter et stort potentiale.

-          Hun har et klart talent, og selvom hun også arbejder meget med billedkunst og levende billeder, skal hun nok forsætte med at skrive. Jeg kan mærke en sejhed i hendes talent, der giver mig tillid til, at hun nok skal fortsætte med at lave spændende og mærkelige litterære opfindelser i fremtiden."

Top 5 over Gyldendal-runaways

Følgende betydelige forfattere er det seneste års tid løbet fra pladsen/stalden hos Gyldendal og har udgivet IKKE-mellemværk på andet forlag:

(ikke-prioriteret rækkefølge indenfor top 5)

1. Christina Hagen (Basilisk)

2. Amalie Smith (Gladiator)

3. Katinka My Jones (Gladiator)

3. Hanne Højgaard Viemose (Basilisk)

4. Ida Marie Hede (sidste år Arena med Donna Wood-genskrivning og lige om lidt, fortæller troværdige kilder (se kommentarfelt), bog på Gladiator)

Malinowskimangel udbedret til skarp overflod

70'er-afrundingen på min kommentar i dag i WA Bøger, "Min iPhone er hvid som en hvid mand", blev klippet af i sidste øjeblik:

-->

I 70’erne var digterne i det mindste skarpe og to the point, når de var bedrevidende. To yndlingsdigte af en af dem, Ivan Malinowski, fra Kritik af tavsheden, 1974:
   ”’Ude i befolkningen’ siger de/ Hvorindefra?”

   ”’Arbejder’/ Er et godt ord. Det siger/ Hvad de andre laver”

- jeg burde i stedet, når nu to af de i kommentaren omtalte (og problematiserede) bøger, Amalie Smiths Marble og Victor Boy Lindholms Guld, udspiller sig i Grækenland, have citeret fra Malinowski, Halfdan Rasmussens og Erik Stinus' fællesbog, 1963/66, Mørke over Akropolis - men det kan jeg så heldigvis, og alt for langt til en avis, gøre her; et "Dagbogsblad" af Malinowski (dengang MalinoVski):

Daggryet på Idra
er en blodstyrtning af haner og æsler
brisant brudflade
mod en ligevægt uden lige
(så svært hver gang
at hilse et liv af det format)
hvornår støvet rejser sig som en slange
på sletten ved Epidauros
og hvor gekkoen gør af sig selv
har jeg ikke fundet ud af
takket være denne
hæmningsløse overeksponering:
ved ni-tiden er visse farver brændt væk
ved ti-tiden alle
mellem elleve og tolv
overskrider cikaderne smertegrænsen
og dagen er ikke din: ikke en vind
rører sig i eukalyptustræerne
ved servicestationen Eleusis
hvor man også kan få frokost:
udsondring og indtagelse
sved og retsina finder hinanden
i en menneskevenlig balanceakt
så indtræder det man kalder klassisk:
livmoderhvile salige stilstand tidløs
ved Salamis står der sikkert
et par hajer af typen Onassis
(rører ikke en finne) men
agavernes højspændingsstolper
ryster heller ikke på hånden
det fremgår ikke af noget kort
hvor stille der er i Grækenland
hvor let luften hvor tungt vandet
ikke af nogen parlør at "oliven"
er et enkelt fuldendt tegn fra tidernes morgen
et mørkekammer er en supersonisk
cirkel på jorden
hvor i én mands skikkelse
tre mænds træthed vederkvæges
mens figner og abrikoser
modnes på egen hånd
og siestaen mellem de blå bjerge
hvisker om granatæblets seksuelle hemmeligheder
over al forstand rolig
er duften af timian og pinje
i Korinth ser man klippens nøgne knokler
og fra en eller anden usynlig bjergflække
nedstiger grækeren på sit æsel
hilser fattet dig sære væsen
(zeiss solbriller shorts og så videre)
som en konge der ved
hvordan man omgås sine undersåtter
Olympen er ikke et sted
det er et punkt i mennesker
en dag var jeg på Akropolis
men i støvet blandt får og geder
fandt jeg andre templer
kvinder forklædt som sorte cypresser
tænksomme hyrder med vandflasker hyrdestav
ved vejkanten i skumringen
blide brudflader
mod rekordopler og Ford for fremtiden
til mørket med et slå vingerne sammen
om tidsler urter og de tålmodige
hvidkalkede lerhytter med
enorme bogstaver såsom NESCAFÈ
himlen åbner sig og stilheden til sidst
bliver et roligt åndedræt der fortæller
at endnu en tid
sover kongen
på stranden.

Og dette værdige rige
regeres i dag
23:VI:63
af embedsmænd ingen har tillid til
end ikke de selv
i Athen
dette stjernebillede i simili
er der lys i parlamentet
til langt ud på natten
i dag lod Pipinelis tre ministre falde
uden derfor at gøre det mindste
indtryk på oppositionen
tropper forskydes
ådselsbiller på demokratiets lig
landet er spækket med velklædte
betjente gendarmer
de fremmede ser til fra deres skibe i Piræus
og deres branderter på Syntagma
fascisterne antichambrerer
motoriserede mordere afventer vink
fra højere sted



IVAN! 

Den anden stor-smalle Athenroman (Marmornote 4)

er Rasmus Nikolajsens "Rejseroman", i Athen, 2009, LAD OS IKKE GLEMME DEN, i to afsnitsløse dele delt af et SMS-remake, som er den perfekte, overblomstrende systemiske (ligeså mange tegn, nøjagtigt, som HCA's dagbogsnotater fra sit nøjagtigt lige så lange Athen-ophold) kæreste til leksikalsk knitrende Marble - her et klip:

Jeg bliver så let forelsket, hvilket er en gave, men en gave der gør mig skrøbelig som gavepapir, kun redder det mig akkurat at huske på at min elskede, når hun ikke se mig (se sig), ønsker at gå rundt med mine øjne i i sin løst knyttede hånd og gnide dem meditativt mod hinanden, som var de to værdifulde perler man er bange for at sig selv triller op af lommen. "No no, Denmark is the capital of IKEA (det er sjovt fordi det er sandt), sagde jeg til Sara (tom som en backpacker) mens jeg svævede hen over det distræt sitrende blomstertæppe ved Zeustemplet holdt oppe af en stor løgn som en tegneseriefigur holdt oppe af en taleboble hægtende sig fast i rammen. Senere tog vi til koncert som små romaner læsende sig selv hen mod døden, og jeg nød særligt en velplaceret fejls ukendte og uventede vellyd. Ikke blot al ulykke (som Brecht fastslog), men også al lykke skyldes mangefulde beregninger, og jeg elsker dig ikke som summen af din opvækst + dine forædre, men netop på grund af den fejl i overførslen, der gør at du er dig(-lig) som da vores drømme omslyngede hinanden som Sonny & Chers stemmer i "I got you babe" og vi så i ét vågnede og ikke vidste hvem vi var.

Til sammenligning lille klip fra Marble:

Der er bagt et rødt æg ind i bagerens påskebrød; ægget er indfarvet ved kogning, bagetiden tilføjer en blå rand om blommen. Marble piller ægget ud og skærer brødet i skiver.

Hn fortæller om dødsmasken af guld, som hun har set i den forhistoriske sal på det arkæologiske Museum. Et tyndt ark guld presset ned over den dødes ansigt. Et meal, som vogter en form, det fik tildelt for mere en tre tusind år siden.

Daniels øjne stråler som klart glas. Sollyset trænger gennem det ene øje fra siden, lyser det blå op som en oplyst pool om natten et sted, hvor vandet damper.

- så tæt på være et Nikolajsensk billede den dampende pool, og så tæt på at være et Smithsk billede de perler i lommen ...

(hvad er der ellers af dansk Grækenlandslitteratur? Halfdan Rasmussens, Erik Stinus' og Ivan Malinowskis prosa- og poesi-rapport om oberststyret, Mørke over Akropolis, diverse 70'er-digtsamlinger af Henrik Nordbrandt ø-hoppende i det græske ø-hav, Jens Smærup Sørensens roman At ende som eneboer, der fantaserer om labyrinten på Kreta, flere?) 

Jeg bliver cyklisk i hovedet (Marmornote 2)

Hvilket klart er et alderdomstegn.-

Jeg tænker på Amalie Smith som den reinkarnerede Merete Pryds Helle (selv om Merete hyperaktivt er lyslevende) med hendes hybriditet og encyklopædicitet og hang til naturvidenskab.

Signe Gjessing linker selv til 80'erne (der jo, iflg SUT, fik ende præcis 8. september, 1985) i Ud i det u-løse (og Signe har selv fortalt, at det nærmere bestemt var en henvisning til Michael Strunges herligt opkørte Rimbaud-hyldest, der førte hende til bladet):

Jeg løber op på gadens loft. Numre af Sidegaden ligger og flyder, poesiens husnumre. Jeg sner skiltene til. Jeg ser dem glitre væk i utal. Hvem bor ikke på landet?

Men klart er Signe snarere sen-80'eren Simon Grotrian (der hyldede Strunge tilbage i Livsfælder) reinkarneret

- så kan Yahya Hassan være Strunge, SKRIGERNE!- og Nigger-Strunge nærmere bestemt, anno 2014.

Og Cecilie Lind må, som endnu en 90'er-født, selvfølgelig være den nye F.P. Jac, selve dette hieroglyfiske flow, men hun kysser meget, meget bedre.

Dårlige anmeldelser giver gode annoncekroner (Marmornote 1)

Nanna Gouls hårde anmeldelse af Benn Q. Holms nye roman Manden i glasset, som jeg som gammel Q. Holm-læser uden videre stoler på, altså anmeldelsen, har resulteret i en halv sides stor annonce for roman domineret af en sortklædt, resigneret Benn Q. - og det er da et NYT argument for hårde, onde, dårlige, negative anmeldelser: de generererer annoncekroner fra loyalt, trodsigt, damagecontrollende forlag! - der så battler med sidens anden (og bedre!) halvdel, som er min alt andet lige glade anmeldelse af Amalie Smiths nye roman Marble illustreret med et af Gladiators skønne pressefotos, hvor Amalie tilsyneladende har tabt sin bog på Mars og kigger u-undskyldende op på en marsbo/astronaut; og den kamp vinder Marmor + Smith jo nemt og helt gratis (på sin side har Q + bog 4 hjerter fra Politiken, 4 stjerner fra Dagbladenes Bureau (et provinsaviskollektiv) og dialog-ros fra EkstraBladet, ikke ligefrem imponerende ammunition) på REEL kulørthed.

Men især hvad Amalie siger, alt hun siger, she says it

Altså multikunstner, men i den grad digter (og Bukdahls Bet-modtager) Amalie Smith i et debatindlæg i Information, vs. Generation Etik-vrøvlet, Olga Ravns gen. etik-koketteri (jeg/den er, jeg/den er ikke), Olivia Nordenhofs fiktions-had og alt-er-tale-udvanding og co.; jeg ville genre citere det hele, men nøjes med ca. den anden halvdel (ja, jeg springer generationsskepsissen (med samt ironisk anvendelse af min (ironiske) titel Generationsmaskinen) over, jeg forbliver forbenet generationalist, jeg er så bare også formalist, og ikke tematist, også i generationsaffærer, og så er det selvfølgelig mig, der skal være generationsdiktator, til hver en tid og for alle generationer, og da slet ikke Information og deres KUA- og AU-korrespondenter, og heller ikke generationen og dens medlemmer selv, jeg har bare ikke udstedt disse års generationsdekret endnu - jeg er her ironisk NB; og jeg ævler, det gør Amalie ikke:)

Den anden betænkelighed opstod ved ordet etik. Som jeg læser artiklen og den efterfølgende debat, dannes et modsætningspar mellem ironi og fiktion versus en mere ærlig og etisk skrift. De modsætninger er ikke brugbare i mine øjne. Ironi har ofte et stærkt mellemværende med kritik og dermed også med etik. Omvendt har engagement og ærlighed ofte et mellemværende med fiktionen.
Jeg spekulerer på, om længslen efter det etiske forbindes med det ikkefiktive, fordi den også er en længsel efter det, der er sammenfaldende med sig selv, altså det identiske. I så fald er jeg skeptisk.
Det er for mig at se et vilkår, at vi (blandt andet) er formet af sproget og dermed også af de sociale fiktioner, vi fortæller og får fortalt af hinanden. Jeg tror ikke, at jeget kan affiktionaliseres ind til en enkel og ærlig kerne. Af samme grund tror jeg heller ikke, at fiktioner i sig selv er fremmedgørende. De er ikke noget, der er uden for verden. De kommer af verden, de agerer i verden, de påvirker og påvirkes af verden.
At jeget baseres på fiktioner, fratager det ikke ansvar. Alle fiktioner er ikke lige gode eller lige ansvarsfulde, hverken dem, vi fortæller om os selv, eller dem, der findes i bøger. Ordet etik i generationsbetegnelsen kan jeg bedst forstå som at tage ansvar for sproget og skriften som værende en del af verden. Det synes jeg, de nævnte forfattere gør. Men det gælder i mine øjne al læseværdig litteratur til alle tider, at den ved, at den ikke står uden for verden.
Litteraturen er netop et sted, hvor sproget med alt, hvad det medfører af fordoblinger og forskydninger kan undersøges som værende en del af verden. Dette sker for mig at se gennem arbejdet med form; ved at forholde mig (kritisk) til socialt overleverede former som f.eks. bogen, brevet, kortprosateksten, på samme måde som jeg forholder mig (kritisk) til et socialt overleveret sprog.
Det er imellem form og det formløse, at ny form opstår, men man kan ikke tænke eller skrive nyt uden at anvende overleverede former. Derfor er det væsentligt, at litteraturen som særskilt område findes. Ikke som en rigid og uforanderlig definition, bundet til særskilte platforme eller sammenhænge, men som et åbent laboratorium, hvor man gennem arbejdet med litterær form i bredeste forstand tænker sprog og verden sammen.
Enhver, der skriver, må finde en måde forholde sig til dette: At skriften findes i verden. Deraf betænkeligheden ved at gøre det etiske til et generationsspørgsmål. Det kan gøres på vidt forskellige måder til forskellige tider og i samme samtid. Det handler ikke per automatik om at være korrekt, alvorlig eller opbyggelig. Det glatte, det lakoniske, det uredigerede, det konceptuelle, det legende, det analytiske og det distræte kan være lige legitime strategier, for bare at nævne nogle.
Man kan tage ansvar gennem ironi, selvironi og fiktion og gøre det modsatte med selvsamme midler. Ansvaret ligger for mig at se i en sensibilitet over for den tekstlige form, fordi det er den, der gør skrift til et socialt og erkendelsesmæssigt medium. I at være villig til at læse, hvad man har skrevet og på den baggrund tage de bedst mulige valg i skriften. Hele tiden i et forsøg på at forstå, at den er virkelig, og at den findes i verden.
Enhver, der skriver, må til stadighed udvikle sin måde at forvalte det ansvar på. I samtale med en samtid med mange aldre i sig. En given tid bliver ikke rigere af én type ansvarlighed, men af en mangfoldighed af strategier.

- 1 note fra LB: Genier findes! I flere størrelser! De kan og skal ikke tage hensyn og ansvar, forholde sig og forstå. Og der findes også totalt henysnløse og ansvarslæse kraftidioter, der tilfældigvis er geniale, og som vi hverken skal eller kan lade være at læse. Men bortset fra det! Og hvad angår os andre!



- Idolbillede af Amalie mellem generationsmontrer

Falske bøger & strømførende inspiration

2 litterære artikler i i New York Times i dag -

1
(om italiensk bogtyv og -forfalsker)

- tilegnet Peter Adolphsen

In one of the most intriguing elements in the lower-court proceedings, Mr. De Caro also testified that he had several copies of Galileo’s “Siderius Nuncius” forged in Argentina, including one that he placed in the national library in Naples, and that he had taken the original. Last year, Nick Wilding, a scholar, uncovered the forgery.

Asked on Monday outside the courtroom in Naples how you go about forging a book by Galileo, let alone one that was sold at auction and fooled some of the world’s leading experts, Mr. De Caro smiled with excitement.

“Borges, in ‘Ficciones,’ wrote that when a book is false, it is equal to, if not better than, the original,” he said. One of his lawyers quickly approached and said the conversation was over. 

2

(om hollandsk forfatter i New York med elektroder på hovedet)

- tilegnet Amalie Smith

Over the past two weeks, Mr. Grunberg has spent several hours a day writing his novella, while a battery of sensors and cameras tracked his brain waves, heart rate, galvanic skin response (an electrical measure of emotional arousal) and facial expressions. Next fall, when the book is published, some 50 ordinary people in the Netherlands will read it under similarly controlled circumstances, sensors and all.

Researchers will then crunch the data in the hope of finding patterns that may help illuminate links between the way art is created and enjoyed, and possibly the nature of creativity itself.

“Will readers of Arnon’s text feel they understand or embody the same emotions he had while he was writing it, or is reading a completely different process?” said Ysbrand van der Werf, a researcher at the Netherlands Institute for Neuroscience and the VU University Medical Center in Amsterdam, who designed the experiment with Jan van Erp of the Netherlands Organization for Applied Scientific Research. “These are some of the questions we want to answer.”

This experiment is connected with the burgeoning field of neuroaesthetics, which over the last decade or so has attempted to uncover the neural underpinnings of our experience of music and visual art, using brain imaging technology. Slowly, a small but growing number of researchers have also begun using similar tools to scrutinize the perhaps more elusive, and perhaps endangered, experience of literary reading.

Last year, researchers at Stanford University drew headlines with the results of a functional magnetic resonance imaging (or fMRI) experiment showing that different regions of the brain were activated when subjects switched from reading Jane Austen’s “Mansfield Park” for pleasure to reading it analytically. And this fall, a study out of the New School for Social Research showed that readers of literary fiction scored higher on tests of empathy than readers of commercial fiction, a finding greeted with satisfied told-you-sos from many readers and writers alike. 

Fabrikkken genoptager sit fald - på norsk!

Amalie Smiths Fabrikken falder, der for længst var udsolgt for folraget, da den blev præmieret med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris i sommeren 2010, er nu kommet på norsk! som Fabrikken faller, i en frivillig version af den ufrivilligt plakattilskårne, danske biblioteksudgave og kan købes i den smukt assorterede netboghandel Audiatur, til hvem Amalie har leveret denne åbenhjertige making of-krønike om den forunderlige bog:

 ‘Fabrikken falder’ er en bog, jeg udgav i 2010 – teknisk set var den min debut, da jeg skrev og udgav den, mens jeg ventede på svar, om Gyldendal ville udgive min egentlige debut ‘De næste 5000 dage’. Fabrikken falders skriveproces og udgivelsesmåde var en reaktion på en lang og lidt tung proces med den anden bog – både for mig selv med at skrive og redigere den og siden med forlaget, alt det der med at skulle antages og debutere. Fabrikken falder blev udgivet på Forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten, som er et meget lille og dengang relativt nystartet forlag, som to af mine venner driver. Det betød, at jeg selv var involveret i hele produktionsprocessen. Vi trykte og samlede bøgerne i en gammel fabrikshal ude på det nedlagte Carlsberg-tapperi i København; meget passende et rum der lejes ud til kunstnere fordi fabrikken er faldet (eller flyttet). Bogen består af et hæfte med tryk på højresiden og løse, indlagte foldede A3-plakater. Den er en filmroman med 15 scener, og hver scene har en plakat med referencebilleder, som er googlet frem gennem søgning på nøgleord fra den pågældende scene. Plakaterne startede egentlig som et andet projekt – et plakatprojekt, hvor jeg i samarbejde med en grafiker Louise Hold Sidenius ville producere tekst-plakater til det offentlige rum. Jeg startede med at skrive teksten til plakaterne på Ishøj station, mens jeg var fanget i en s-togsforsinkelse husker jeg, men teksten voksede ud over plakatformatet lynhurtigt – den blev skrevet og redigeret på omkring tre uger og sendt i trykken ret kort tid efter. Der var noget fandenivoldsk over det, den skulle ikke læses af nogen. Jeg have fået så mange læsninger af den anden bog på Forfatterskolen, Fabrikken falder skulle bare af sted. Trykkeprocessen foregik på en Risograf, som er en form for gammeldags kopimaskine. Den kunne kun trykke en side ad gangen, så vi var nødt til at samle bøgerne i hånden. Plakaterne fik vi trykt på et billigt digitaltrykkeri i Aarhus og også foldet der. Produktionsprocessen blev i det hele taget en collage af forskellige tiders produktionsmetoder og en blanding af manuelt og maskinelt arbejde. Forløbet var ikke industrielt forstået som at alt arbejde var planlagt på forhånd – hvert trin i processen affødte eller umuliggjorde det næste, og vi ændrede planer flere gange undervejs. Det er et helt afgørende arbejde for mig at give en bog form, og det var virkelig lærerigt på den måde at være med i alle dele af processen, det var hårdt arbejde, men det var sjovt. Det sværeste er næsten at skulle overlade processen til nogle andre. Den udfordring har jeg i nogen grad taget op, nu hvor den genudgives i norsk oversættelse ifb.m. Møllebyens Litteratur Festival. Tegnestuen ELLER MED A har stået for produktionen, selvom vi har talt en hel del om formen sammen. Ret tidligt lå det klart, at bogen ikke kunne udgives på samme måde én gang til, den måtte genfortolkes grafisk og formmæssigt på samme måde som en oversættelse er en genfortolkning. Der var gået noget tid siden den første udgave, og i den tid opsamler en bog noget historie og nogle læsninger, den forbliver ikke uberørt. Der var fx sket det med den, at den var blevet opkøbt af et par danske biblioteker, som havde hardcoverindbundet den, og i den proces havde de limet bogblokken og plakaterne sammen i ryggen og skåret plakaterne op i siderne, dvs. at hver plakat kom i fire dele, på hovedet og bagfra. Det valgte vi at tage med videre i den nye udgave, hvor plakaterne indgår på samme opklippede måde og er hæftet i ryggen sammen med resten af bogen. Jeg tror, man kan sige, at Fabrikken falder er en bog, der suger alt muligt til sig – plakaterne er et visuelt billedarkiv, som teksterne har suget til sig på internettet, ligesom plakaterne også suger af teksterne. De forskellige formmæssige valg er også noget, bogen opsamlede hen ad vejen. Det er i høj grad en bog, der er leget frem – den er lavet af lyst, og fordi vi kunne lave den. Den er på den måde et produkt af nogle bestemte produktionsforhold, det er klart. Man kan sige, at den tillader sig at lege med de maskiner og rum, der står tilbage efter at fabrikken er faldet, på den måde har den en lethed, en sorgløshed over sig, som jeg ikke helt genfinder i mine andre bøger. Apokalypsen er ingen undergang, den er et visuelt blackout og en genfortælling af en drøm.»

AMALIE (og Beten) VINDER PRISPRIS!

Det er netop blevet officielt på selvfølgelig Facebook, at Amalie Smith som modtager af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2011 for Fabrikken falder har modtaget flest stemmer som "Årets Prisvinder", hvor ubetaleligt cool og blæret er det ikke (for både Amalie og Beten)!!?? 1000 tak til alle, der fulgte Blogdahls opfordring og stemte på Amalie (og Beten). Her er opdateringen fra BogMagasinets redaktør Andreas Nordkild Poulsen:

Så er vinderen af BogMagasinets meta-over-pris "Årets Prisvinder" fundet. Og vinderen er ... Amalie Smith! Den havde jeg ikke set komme (Helle Helle må trøste sig med de Gyldne Laurbær). Vi bringer et stort portræt i næste nummer af magasinet. Tillykke til Amalie.

Det er mig, der har skrevet portrættet, og forhåbentlig bevares overskriften: AMALIE ER ET AMALGAM, bladet er ude i Busck-boghandlerne 25. april MED AMALIE PÅ FORSIDEN (ligesom hun var det på Berlingske den anden dag, kan jeg forstå, Coverriotgirl!)! Oh yeah! Og husk for Darwins skyld at købe den nye bog, I civil, der med garanti også får alle mulige priser lige om lidt. HURRA OG TILLYKKE TIL AMALIE (og Beten)!

Amalies snørklede, men gedigne generationsforsvar

Amalie Smith udgiver i morgen sin meget, meget, meget gode anden bog, I civil, og jeg ærgrer mig lige nu over, at jeg i min meget, meget, meget positive anmeldelse ikke citerer en af de renfærdigt lykkelige kærlighedstekster i bogens første del, før lykken uhjælpeligt slår revner (i stedet citerer jeg nogle andre meget, meget, meget gode tekster, efter lykken uhjælpeligt slår revner), fx dette dobbeltdigt fra dobbeltdigtserien "i serien", jeg gør lakunen lidt mindre, for at den ikke skal forskrække for meget:

Jeg ser en skade
lande i tagrenden på huset overfor,
og en anden følge efter,
spreder halefjerne ud





Du spreder vores ben i en vifte
ud over lagnet

På sin Notesblog, som da vist mangler på Kornkammerets blogrulle, reflekterer Amalie sig - til sin egen overraskelse tilsyneladende - frem til et smukt forsvar for generationsbegrebet (parallelt med et tidligere generationsbegrebsforsvar af Olivia Nordenhof):

Jeg gik i stå ved spørgsmålet “Hvem takker?” eller “Hvem har ret til at takke?” og det er jo stadig mig mig mig, hvis navn står på forsiden af bogen og efter copyright-tegnet øverst i kolofonen, min krop, der har siddet foran computerskærmen og bakset med sætningerne, mig, der vil blive bedt om at læse op fra den, mig, der bliver betalt for den, mig, der føler ansvar for den osv. JA, det mig er et JEG, og det JEG har på en eller anden måde skrevet (eller samlet) en bog. Men JEG er en åben figur: JEG er konstitueret af og gennemstrømmet af alle mulige andre JEGer, tekstlige og kropslige, af fortid og erindring, fremtid og forestilling, bøger og stemmer og samtaler. Og det at skrive er ikke noget der gøres adskilt fra eller forud for relationer til andre og til bogen, vi skriver hinanden og hinandens bøger hele tiden, og bøgerne skriver os. Det kunne for mig at se være en grund til at omfavne ideen om en generation snarere end at støde den fra mig.

Stem på Amalie til Over-Meta-pris

Arnold Buscks halvreklameavis BogMagasinet beder deres læsere om at vælge Årets Danske Prisvinder mellem vinderne af 12 danske litteraturpriser (uddelt i år og sidste år, det er lidt forvirret), heriblandt sandelig sørme BUKDAHLS BET - Den Smalle Litteraturpris, der i 2011 (snart, til juni, er det tid igen) som bekendt gik til Amalie Smith (der i april kommer med en ny, fælt forjættende bog, I civil) for Fabrikken falder, og selv om der er mange andre skønne favoritter mellem prisvinderne, Helle Helle, Birgithe Kosovic, Susanne Staun, Bjørn Rasmussen, Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær, synes jeg selvfølgelig I skal stemme på suverænt smalle Amalie på FB-linket her!

Fortsættelser forlængst

I gårs modtagere af dobbelt-debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, Amalie Smith og Hanne Højgaard Viemose, er hinsides lovende allerede videre:

På Amalie Smiths hjemmeside kan man se og høre hendes nye, hårdt flimrende og melankolske video "Mothballing" om at hænge maskiner og følelser og krystaller til tørre.

Og i Forfatterskolens afgangsantologi 2011, der udkommer om et par uger, fortsætter Hanne Viemose på højst overrumplende vis fortællingen om Hannhah, hovedpersonen (og alter egoet!?) i debutromanen af samme navn; jeg skal ikke afsløre første linjes chok-info, men nøjes med at røbe, at teksten udspiller sig i Korea og citere dette lille, muntre stykke:

Omoni er selvfølgelig ved at blive gammel. Hvis man kan sige, at 70 år er gammel, men det behøves det overhovedet ikke være, slet ikke i Korea, hvor det vrimler med tandløse kællinger, der har levet af ginsengrødder fra bjergene og tydeligt husker, dengang japanerne indtog Korea under Den Russisk-Japanske Krig i 1905. de har samlet rødder og plantet ris og plukket kål i mere end hundrede år, og deres overkroppe peger vandret ud i luften, når de går, eller sidder eller står med hænderne fast om håndtaget på den stok, der er blevet deres krops tredje ben.
  Jeg ser ingen grund til, at omoni ikke skulle kunne blive lige så gammel som dem, hun med alle sine rødder og safter og supper, hun havde helt klart et talent på det område, det var noget jeg lagde mærke til.
  Kyung Sik sagde bare, at sådan er Korean Mother, men det passede ikke, omoni var ikke hvilken som helst Korean Mother, der kom folk fra helt andre dele af byen for at tale med hende, for at blive trykket under fødderne, få sat nåle i og få en eller anden flaske eller krukke med sig hjem.
  Selv omonis mudang, shamanen, som ellers ikke viste respekt var usædvanlig godmodig mod omoni, kaldte hende chingu, der nærmest betyder ven.

Fortsæt med at fortsætte, prisvindere!