Postkort fra Litterær Hypnose, april 2016

-->

Korsør 28.4.2016

Kære Bukdahl

Det er ikke meget vi ser til hinanden.  Takket være din tøjkollektion Buggi Wuggi Nose Collection er du i dag en leder af et verdensomspændende tøfirma, The Wrangler Bukdahl Connection. Sådan går det. Ting sker og indlandsisen smelter.  Hvad vi i ungdom ville, bliver i alderdom vor bitre pille.  Mindes du vor unge år hvor vi lavede Litterær Hypnose for stuvende fulde huse? Folk kom rejsende fra Japan for at opleve os. De var til gengæld også de eneste der forstod os.  De kaldte det Uziku Hai Hai Kamikaze Poetzi! Og begik harakiki efter hver forestilling. Jeg glemmer aldrig dengang, hvor vi havde hypnotiseret publikum til at købe vores bøger. Det var i Mejlgade, hvor Gruppe 38 holdt til. Mine forældre var der. Af pligt. Dine venner var der af pligt. Vi havde røde sparkedragter  med hale på, som en der hed Vibeke, eller Vibse, havde lavet.  Vi havde øvet os i dagevis. Du skulle forsvare en cola-dåse i en retssag. I 15 minutter fortalte du publikum om coladåsens uskyld. Mens jeg hele tiden skiftede batterier på cola dåsen, så den kunne danse og krølle sammen.  Det var dengang den litterære hypnose varede 2 og en halv time. Det gik godt. Det gik så godt, at der var en 3 meter høj ishockeyspiller, der var faldet i søvn undervejs. Glædestrålende gik du op til ham med din digtsamling Mestertyvenes tid. Så vågnede han og ville kvæle dig. Men men du er jo hypnotiseret, hr.. Gu er jeg ej. jeg har tømmermænd og er gået forkert for fanden. Og så så han på dig med blodskudte øje og hvæsede: Er du slagterens dreng? Nej, nej, jeg er såmænd dadaisten og lyrikeren Lars Bukdahl. Jeg solgte ingen bøger den aften. Og den dag i dag har jeg stadig kun solgt 34 eksemplarer af min første bog.  Men den litterære hypnose lever endnu. Med en belægningsprocent på 1 dag om året kommer vi stadig ud.  Og for nylig blev jeg kontaktet af selveste Thomas Eje, der gerne ville være med hvis han samtidig måtte hypnotisere publikum. Til at købe hans malerier af farvestrålende klovne med saxofoner. Men kære ven, jeg tror, måske vi snart skal mødes og arbejde med konceptet.  Det har jo strengt taget ikke udviklet sig siden Aarhus Katedralskole i 1987.

Din ven Blendstrup

-->

Sahara, stuen, th., torsdag 27. februar, 2016

Kære Blendstrup

Long time, no situationskomik. Det er mig lidt uklart om det er gået 45 eller 450 år. Det gør ikke den store forskel her i ørkenen, hvor jeg har slået mig ned som fatamorgana-kritiker. Det er pisse besværligt at anmelde fatamorganaer, da de jo ikke er synlige for andre end ophavsmanden, mens de er på. Så jeg må stole på referaterne, after the fact,. Det er meget sjældent jeg får chancen for at opleve en live-reportage, og så er det som regel kun fordi jeg selv har vovet mig alt, alt for langt ud, og så er det ikke umuligt, at den live-fatamorgana-reportage, jeg tror at stå og påhøre, faktisk bare er mit fatamorgana, som jeg jo ikke bare – den lektion HAR jeg lært – er for inhabil til at anmelde, men som jeg også ville være nødt til at anmelde dårligt, fordi det simpelthen er for plat og tom en meta-konstrukltion. Det er i det hele taget problemet med fatamorganaerne, at det store flertal af dem så gudsjammerligt forudsigelige og karakterløse. En oase! Hvordan nærmere bestemt, siv, frøer? Bare en oase? En by! Hvad for en by? London? Skanderborg? Bare en by! Bare en pige! Bare en bar! Det er så røvsygt, en daglig, bogstavelig ørkenvandring, og jeg er fuldstændig ved at sande til. Jeg har brug for luftforandring, mindre klichéfulde syner. Jeg blaffer mig om bord på en kamel-dobbeltdækker og er af sted.  

Hilsen Bukdahl

-->

I et tog d.29.4. 2016.

Kære Bukdahl.

I dag var jeg i haven. Jeg klargjorde drivhuset ved at flytte en flamingokasse og slå på nogen døde bregner med en økse i 10 minutter. Kattene hjalp ved at skide på tomatplanterne.  Nu sidder jeg i et tog på vej til Herning Skeetskydningsklub hvor jeg skal holde tale for lerdue-eksperter. Det er så mærkeligt med det liv. Allerhelst havde jeg siddet hjemme og arbejdet på min roman, Slagterkoner og bagerenker. Men den er afleveret efter 48 år, så jeg har ingen undskyldninger for at udeblive fra Herning Skeetskydningsklub. Kære ven, hvor ville jeg ønske jeg var på vej til den literære hypnose. Min krop trænger så voldsomt til at stå på en stol og falde ned og slå sig.  Den trænger til mærkelige sketches uden hoved og hale. Men ak, jeg sidder i et IC4-tog og der er ingen betjening. Kun en grønlandsk dame der uddeler minder fra Amagsalik til sin øl. Det er et mærkeligt tog.  Lokummet fylder hele kupeen.

Din ven Blendstrup.

-->

Secret Spy Shop, Las Vegas, fredag 28. Februar

Kære Blendstrup

Det er en meget hemmelig spionbutik nedenunder kæmpecasinoet Attila After Hours, som jeg fik nys om gennem en tidligere KGB-agent, nu prominent Star Wars-statists sjældent specifikke fatamorgana. Og selvfølgelig står jeg i skægafdelingen, fordi alle disse års omgang med dig og dit skæg har lært mig, at det er og bliver den mest effektive og grundige og alt- og-intet-overskyggende og –formørkende forklædning. Nogen gange ved jeg ikke om det er dig, der har skæg, eller skægget, der har dig, om dit skæg er sådan en flyvende, kompleks, i-sig-selv-indviklet edderkop, der sl-selvindviklet edderkop, der sløedderkop, der sløber dit ansigt og hoved opg krop med sig som en besværlig, men nødvendig forklææber dit ansigt og hoved og krop med sig som en besværlig , men nødvendig undskyldning. Jeg kigger på udvalget, og der er mistænkeligt mange fascistoidt perfekte fletninge- og rottehaleskæg, som kun de mest fanatiske Trump-tilhængere, selve vikinge-bikerne, har tid og færdigheder til at kultivere. Og det giver jo god mening, når man fx er illegal indvandrer at rulle sig ind i sådan et par meterlange, hvinende blonde skægrottehaler. Jeg ser også mange Hitlerskæg, men i fuld ansigtsstørrelse, så man helt forsvinder bag Hitlerskægget, som er man et omkringvandrende, fjendtligsindet Malevitj-maleri. Og så er der alle marguerittemoustacherne, der jo er en slags poetiske, men ikke rigtig til at stole på. Hvad sker der EGENTLIG for margueritemoustacherne? Ikke at forveksle med Magritte-moustacherne, der har et stor skilt på, hvor der står, at det ikke er et moustache, hvilket jo ret meget ødelægger effekten. Jeg vælger et mountainbike-cykelstyr, der afslører sig som en 1- Verdenskrig-Nuser-propel, da jeg kommer ud af butikken. UP AND AWAY!

Hilsen Bukdahl

-->

Et rum med dæmpet belysning. Dvs. d. 30.4 2016

Kære Bukdahl.

Hvis jeg havde vidst, at Herning havde været så fed en by, var jeg flyttet herover for længst.  Her er åbne åer og mærkelige isbjerge af cement midt ude i vandet.  Det er utroligt som det ligner Gellerup Parken. Det havde jeg aldrig troet om Herning. Herning forekommer mig at være en nøjagtig kopi af Aarhus.  Jeg befinder mig i et brunligt lokale der minder mig om en fransk cafe fra 1940erne.  Kære ven, hvis dette er en skeetskydningsklub, må du kalde mig Mads. Foran mig kan jeg skimte en masse feststemte, vindrikkende mennesker. De ligner ganske vist nogen fra Herning, men jeg har mine tvivl. Det forekom mig også at IC4-toget slog et mærkeligt sving efter Fredericia. Ved min side sidder der en mand med en gigantisk næse.  Det var dog utroligt. Sjældent har jeg set et mere veludviklet snydeskaft.  Han har også rødligt hentehårsskæg. Tøjet er smart og helt klart fra the Buggi Wuggi Nose Connection. Men hvad er det, han knuger i sine 50-årige, blege hænder. En mikrofon? Åh gud, det er jo dig, Frøken Putte! Det er jo dig, Lars, gamle ven, så er jeg jo i Aarhus. Min gamle stad. Mit lykkeland.  Farvel skeetskydningskonkurrence. Goddag poesi og prosa. Jeg rejser mig og rækker dig min hånd og føler trang til litterær hypnose.

-->

Løve’s foran sædvanligt 1000talligt århusiansk publikum, som, fedte, fedte, fedte, er Danmarks bedste publikum, lørdag 29. februar

Kære Blendstrup

Jeg dalede ned over Aarhus for et øjeblik siden, og vores fælles Vejlby-Risskov-ungdom kørte i hurtig hastighed forbi mit indre blik imens, men det eneste der kunne fastholdes med nogen tydelighed var lagkage og øl, det var åbnebart det faste anker i vores tilværelse dengang, og jeg kan godt høre, at det lyder som en dårlig parodi på Caspar Eric, når han har bestemt sig for at copypaste i præcis en halv time, men det er jo det eneste, vi fallerede, midaldrende digtere kan håbe på: I DET MINDSTE at lyde som en dårlig parodi på unge digtere, når de lyder som en OK parodi på sig selv, så here goes, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, , lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, og da jeg kommer ud af min epigoniske coma får jeg øje på dig, gamle ven, og dit kosmiske skæg, jeg rækker dig min hånd og føler trang til litterær hypnose 

Bedste feriepostkort, juli

er naturligvis skrevet af postkort-mesteren Christian Hagen (under dæknavn) på FB - også bedste græske ø-tekst siden F.P. Jacs Numse-Kajs Otier på de græske øer:

Efter 6 dages tilflugt på Alonnisos er jeg nu tilbage på altanland på Skopelos, hvor der dagligt udspiller sig mindst ét drama. I dag flashede jeg fx mine bryster for en meget ung nabo, der så meget chokeret ud og skyndte sig tilbage på værelset. Min svenske underbo og hendes mand holder af at invitere de andre hotelgæster på ouzo ude på altanen. Den gode stemning hænger dog i en tynd tråd, hvis nogen kommer til at tage Görans stol; "Nei nei, det ar Gööörranss stoool!", hviner den ellers venlige og lidt buttede dame i leopardkjole. Nedenunder og til højre bor to danske læsehesteveninder, der allerede i bussen ikke var blege for at proklamere, at de intet havde tilovers for folk, der tog hertil efter at have set Mama Mia-filmen, men at det da sikkert havde gjort en masse godt for turismen. Den ene dame læser Erik Valeur, den anden har kastet sig over en svensk krimi. Begge lufter de deres vandresko på altanen og bruger askebægeret til kirsebærsten, nu da de alligevel ikke ryger. Ved siden af mig, her oppe på første sal, bor et svensk ægtepar. Manden spiller computerspil på altanen, mens konen sover til middag. Han modtager også opkald fra Sverige og taler meget højt ind i røret. "Jamen, jeg har INGEN kontakt til Sverige for tiden", siger han til den i den anden ende.

Den anden lille mands postkort

(urettet kladde)

Kære bukdahl

Jeg befinder mig i lyngby nærmere bestemt langs Lyngby station hvor jeg går og leder febrilsk efter et sted der hedder Templet. Jeg troede det var et sted i tin tin men kære ven her er ingen vandfald som i tin tin og sol templet men efterår og rigtigt meget lyngby s-togs station.
Det hele er lidt speget. Jeg har 2 forfatterelever med fra Korsør skriveskole og de er ærligt talt rædselsslagne når jeg banker på de grå strømstationer langs banen i håb om de måske er templer i stedet for strømstationer. Men kære ven de svarer kun med en knitren og Jeg er inviteret til at læse op på en mystisk festival for ”stemmehørenetværket.” som er en særlig metode for skizofrene så de kan lære at sige du til deres stemmer i stedet for at spise medicin.
Det hele ender dog godt da jeg får øje på en højtråbende mand fra Kuwait der skændes med en indre skolelærer fra varde. Han fra Kuwait kender ikke selv adressen på templet men det gør hans indre stemme Ulla. Templet ligger på en høj og ligner faktisk en lille udgave af Thorvaldsens museum siger ulla. Det er et enormt flot tempel. Bare kom med. Vi kan danse tango siger Ulla. Men så bryder ham fra Kuwait ind. Han vil ikke danse tango siger han. Inden i er det dog fuldstændigt mørkt. Der er 3 toiletter. Et til kvinder og et til mænd og et til stemmerne der dræber. Jeg holder mig. For man kan godt gå forkert i den her verden. Der er en engelsk dame på scenen. Hun hedder rachel og har i mange år troet hun havde en alien indeni sig. Det har hun stadigvæk men nu hedder den danny boy og så er det straks til at leve med siger Rachel og stirrer intenst ud på publikum. Rachel har 23 stemmer og efter hun har givet dem navne behøver hun ikke længere tage medicin. Hele salen jubler. Der er flere fra stemme hørenetværket kan jeg høre. Der er kun plads til 100 men der r mindst 2000 stemmer. Flere lyder som jiustin bieber. Og atter andre er psykologer der prøver at dæmpe deres klienter. Det var spændende siger mine elever bagefter og græder hjerteskærende. De ville jo bare skrive lidt fantasy siger de. Der er så uhyggeligt udenfor korsør. Ja siger jeg. men sådan er verden, og undskylder for forældrene. Kære ven jeg er træt. Det med stemmenetværket var prikken over iet. Jeg er i forvejen alt for meget ude og savner sådan at slappe af og skrive på min roman om en elektriker der bliver erotisk. Jeg ved godt det måske ikke er fifty shades men på den anden side tror jeg mange mennesker har et forhold til elektrikere. Min redaktør var meget begejstret indtil han fik det første kapitel. Kære jens jeg havde rigtig nok håbet på noget andet end en sexscene med en polsøger og en hovedperson der hedder jørgen. Bekymrede hilsrnr

Din ven blendstrup

Hjemme i privaten. Dvs. torsdag d. 10.9.

Kære bukdahl

Jeg er lige kommet hjem fra Odense hvor vi hentede mig scooter hos odense politi. Den var blevet stjålet på korsør station og har i mange uger levet et udsvævende liv blandt anden generations hærgere i voldsmose. Men så snuppede politiet dem. Det er dejligt at få sin gamle habana hjem. Den har stadig sæde og et hjul. Resten skal bestilles hjem. Til gengæld var hanskerummet fyldt med slik og chokolade og et brækjern lå der også. Så får du da lidt igen sagde den unge politiassistent mark. Det er stadig et mysterium hvordan den er kommet over broen. Men måske findes der et særligt tyve gear på alle knallert 45. Hvor man ligesom lister.
Kære ven jeg er så glad. For tænk dig alle de forfattere der skal stå og bræge på kulturnatten i københavn. Lige fra Ib Michael til ham med bjerget i københavn. Kasper Collie. Er det ikke også ham der lige har lavet en bog om en der har været til kulturnat i 457 år? Hold da kæft.
Det er godt vi ikke skal i år. Selvom det var sjovt at stå på storm P museet sidste år var der dælme trangt. Og varmt. Og proppet.
Så er det trods alt bedre at sidde i sit hus på dyrhaugesvej og være introvert og langskægget på en skagensfiskeragtig måde.
Jeg har tændt min dejlige langpibe som jeg fik af min kone i julegave og nu skal der fandme skrives. Jeg ved ikke helt om tobakken er god. Men den er stærk. Jeg har planer om en erotisk scene mellem jørgen og en bulgarsk skiitskydnings skytte Lillibeth Mazurka der har fået arbejde i byggekæden Optimera. Jørgen er der ude for at bestille nogen ravpluggs da lillibeth fortæller ham om begrebet forboring. Det hele ender naturligvis med hans lem går op og ned som en zapskive som lillebeth skyder ned. Klimakset er et gigantisk ravplug som lillibeth monterer på jørgen. Så de kan sidde ordentlig fast på hinanden. Så er jeg dit maleri jorgen siger lillibeth. Jeg sendte den begejstret til min redaktør som forsigtigt har sat første oplaget til 4 eksemplarer. Afslappede og ekstremt poetiske hilsner

Din ven blendstrup.

I et lyst rum med meget hvide vægge. Dvs. fredag d. 11. Oktober. 2013

Kære bukdahl.

Jeg må være faldet i søvn. Tobakken i min langpibe viste sig at være min hund susis røde sommerpels med flåter og ådsler i. Den slog mig bare totalt ud. Det er som om jeg ikke længere er hjemme. Der er også en underlig lugt omkring mig. Det er den mærkelige gennemtænkte lugt af museum og mennesker med badges. (snuser) Kære ven åh gud! her lugter af kulturnat! Men hvordan er det muligt! Jeg bor i korsør! Hvor kulturnætter ikke engang forekommer hver 2000 år. De har masser af nætter men de hedder Industri nætter og består af maskiner der står og pumper vand op fra havnen. Jeg var midt i en scene om Jørgen på indlandsisen, hos Igatuk strømfjord, som byggede en vandseng af is og igatuk pikalak kærlighed. Åbningscenen er jørgen der kæmper sig frem i den fygende snestorm da han falder i en gletcherspalte som viser sig at være selveste Igatuks kønsåbning der strækker sig fra Sukkertoppen til Akulak lynge i Nuuk. Men kære ven. Jeg kan ikke rigtigt forstå det. Foran mig kan jeg skimte en utrolig mængde mennesker der alle sammen tænker på storm P. De tænker og de tænker men storm p er for ufattelig. Fordi han altid var gift med gigantiske damer der hed små bitte navne, så de passede til storm p, der holdt navnet i hånden i stedet for kvinden når de gik tur. Tak spids! Til højre kan jeg skimte en høj mand med nina og frederik skæg. Åh gud det er jo dig! Du er blevet ung lars bukdahl! Men hvordan er det muligt når jeg efterhånden ligner en blanding af tollund manden og professor tournesol? Åh gud du har dit vært agtige blik på. Og der ligger vores idiotiske dukker. Og nu skuer jeg grelt den store sandhed. Vi er på Storm P museet. Og skal underholde og kaste vores store hjerter i grams. Åh menneskehed. Jeg har hentehår i sjælen. Jeg rejser mig og rækker dig min hånd og føler trang til litterær psykose.

Den ene lille mands postkort

(fra Litterær Hypnose på Storm P.-museet i går aftes)

-->

Evige Frederiksberg onsdag 9/9 2013

Kære Blendstrup

Den svensk-norske læge i Nederste Skadestue på Diakonissestiftelsen har netop diagnosticeret mig som lidende af svær Storm P.-itis. Han forsøgte at få mit øje i nakken til at åbne sig ved at prikke insisterende på øjenlåget; jeg vidste ikke, om jeg skulle fortælle ham, at det er et glasøje, et særdeles primitivt glasøje, faktisk bare en kinaskakbrik. Under alle omstændigheder er det åbenbart et symptom på Storm P.-itis, at øjet i nakken er et blåt øje, selv om det for fanden var hans prikken, der fik det til at blåne. Så trak han i min næse, som den ikke er lang nok i forvejen, trak og trak og med sin særlige næseudtrækker, der var det modsatte af en Storm P.-maskine, en uhyre effektiv motordrevet og aerodynamisk havesaks-stor PINCET, og til sidst var min næse lang nok til, at han kunne slå en sløjfe på den, og det var så også et symptom, selvom det atter totalt var hans værk. Til sidst stoppede han tubaer ind i mine ører, eller rettere først foldede han tubaerne ud, så maste han dem til en slags gylden tandpasta med en sølverne kagerulle, han havde vundet i Frimurerordenens store bagedyst  (ja, bagedysten er et frimurerritual, og de er meget mugne, murerne, over den vulgære demokratisering – lægen vandt i 1977 med en FRANSK kartoffelkage, også kaldet en chipskringle), og SÅ stoppede han dem ind i mine ører som meget lange ørepropper, der ligger omkringsnoet i mine hjernevindinger som et digt af Prins Henriks gravhunds uægte hvalp, en såkaldt kistepaddel. 1, 2, 3, symptomer, sagde lægen på norsk og svensk på samme tid, du har Storm P.-itis.

Hilsen Bukdahl

Eternal Frederiksberg torsdag 10/10

Kære Blendstrup

Jeg oplever nu REELLE symptomer på Storm P.-itis: Alt er sjov på en ,meget stresset måde, eller måske rettere, alt er stresset på en meget sjov måde, eller rettere, alt er stresset på en måde, der pinedød bliver nødt til at være sjov, alt stresser med at være sjovt. Fx går jeg ud til køleskabet for at arrangerer mig et glas finere fransk saftevand, og først snubler jeg i en computerledning, så sætter jeg min fod ned i skraldespanden, så slår jeg hovedet mod køkkenbordet, så jeg ser et Tivoli-fyrværkeri for mit inde øje, et Damhus Tivoli-fyrværkeri vel at mærke, så smækker min hånd ned på en åben Kærgården-pakke, inderligt smørbar, der vipper lige op i mit hår, der aldrig har været så kornmodent blondt, men, hey, hvor har jeg egentlig min anden hånd? Jo, den aer febrilsk emhætten, som min næse, eller rettere min næsesløjfe, har tændt, og det er en fremragende emhætte, udviklet af videnskabsmænd på NASA, så den blæser langsomt, men sikkert huden af min hånd, så der kun er de små, fine knogler tilbage, og det ser indrømmet RADIKALT sjovt ud, i mellemtiden har min fod i skraldespanden vækket den rov-skildpadde, som jeg havde smidt ud samme morgen, de havde lovet mig en flyve-padde dér på Zoologisk Haves Loppemarked for mislykkede dyrearter, og  nu sætter tænderne i min fod, AV skriger jeg i en stor, veloplagt, zeppelinerformet taleboble, og nu mærker jeg, at jeg har noget mellem tænderne, noget, som tikker som en af de tidsindstillede bomber, min redaktør monterer på mine anmeldelsesbøger, så jeg ikke skal glemme deadline, men det er ikke en bombe, det er bare et vækkeur, der tror, det er en bombe, hvilket er meget værre, fordi hver gang det ikke springer i luften, får det et hysterisk anfald, der er langt destruktivere end en ærlig eksplosion, fordi det slet ikke hader på mig, men hader på sig selv, helt vildt imploderer det inde i min mund og punkterer effektivt min taleboble, der på den mest lattervækkende bagerposefacon mister pusten, og jeg har igen glemt at købe saftevand. So there!

Hilsen Bukdahl

Inderste Frederiksberg fredag 11/10

Kære Blendstrup

Jeg tænker, at den mest effektive kur mod min Storm P.-itis er at bekæmpe ild med brandere. Derfor står jeg nu her på Storm P.-museet og mærker, hvordan al den stressede sjov og al den sjove stress lige så stille siver ud af mig, lidt ligesom zeppeliner-taleboblen fra i går. Jeg tror simpelthen, at sygdommen skammer sig, bliver fælt og frygteligt flov, fordi den erkender, at den aldrig vil kunne hamle op med den monstrøse Storm P.-itis, som Robert Storm Petersen selv led af : Ingen kommer nogensinde til at more os lige så speedet som ham, ingen kommer nogensinde til at have sindssygt travlt lige så urkomisk som ham, så slap lige af, kammerat, siger min Storm P-itis til sig selv, med din beskedne og kokette koksen rundt i en grundlæggende godmodig hverdag, der har langt færre årlige deadlines, end Storm havde på en enkelt dag. Jeg opløser mig af respekt, siger min Storm P.-itis, og dør af grin. Og lykkelig befriet for min morsomme lidelse får jeg øje på dig, kære og NÆSTEN lige så dværgagtigt Storm P’ske kollega. Jeg rejser mig,  tager din hånd og føler trang til litterær hyldest-hypnose!

3 postkort akkurat på deadline

Mellem deadlines 15/4 2012

Kære Blendstrup

Jeg befinder mig som sædvanlig og som altid mellem deadlines, og hvis nogen har spekuleret over, hvordan deadlines ser ud, så kan jeg sige så lidt som, at ingen to dødslinjer ligner hinanden, men de er allesammen lige blodigt morderisk gyseligt skrækkeligt gotisk tænderskærende trælse. Og fx er der én lige for an mig her, der på overfladen uskyldigt ligner sådan en rigtig Matador-rar. rød-og-hvid grænsebom. Den er ud, som om den er lavet blødt skumgummi på Nordisk Films hobbyværksted, men i realiteten er den lavet af groft værnemager-beton, Klitgaard & Sønner you know, og slår hårdt som ... Ja, det er det virkelig nederdrægtige ved den, den er en metafor på sig selv, den slår hårdt, som en grænsebom slår hårdt på en flygtning. Ikke fordi jeg vil sammenligne mig med en flygtning, men det er så også meningen, at jeg ikke vil; jeg skal skamme mig over, at jeg jamrer over, at en grænsebom smadrer ned i min vigende hårgrænse, selvom jeg bare er en skide litterat, der ikke kan finde ud af at organisere sin tid og sin kalender, og derfor ikke overraskende er komme karambolage - det ord bruger man for lidt - med deadlinen på en artikel om Danmarks poetiske oldtidsminder, Rifbjerg, Nordbrandt, Thomsen, til Dansklærerforeningens blad. Og hvordan, tilskriger jeg dig, kan det være, at skylden er tonstungere, desto gratisere, jeg arbejder som en dødning?

hilsen Bukdahl

Mellem deadlines 16/4 2012 

Kære Blendstrup

Det lykkedes mig at undslippe grænsebom-deadlinen mod et åbenlyst forlorent løfte om at være færdige om lige 27 1/2 time mere - blot for at løbe ind i en deadline som en elefantsnabel, en hjemløs elefantsnabel, der ikke er lyserød, men snarere militærfarvet, men som ikke slår og er aggressiv som grænsebom-deadlinen. Den vil bare finde et hoved at fastgøre sig til som sit nye elefanthoved, og den slags deadlines er i virkeligheden de farligste. fordi de i virkeligheden slet ikke er interesseret i at blive nået, dvs. truttet i og smidt til siden jo, de vil helst bare blive siddende til evig tid, lykkeligt nagende og uopfyldte. Så det gælder om aldrig at give dem en næsespids, og da slet ikke en panderynken, for de elsker at agere skuffede enhjørningehorn. Man skal ryste sit hoved af dem, skal man, som når man øver sig i at takke nej til ridderkorset, nejtiktaknejtiktaknejtiktak.. Militærgrønne løselefantsnabeldeadlines vil typisk være deadlines til akademiske samleværker, som nemlig ingengang stoppe forfølgelsen, når artiklen om den gule tøjes symbolværdi i Jørgens Leths Tour-reportager - den betyder skiftevis påskebryg og skinsyge - er afleveret, for det er jo ikke som om, bogen derfor udkommer. Snablen slår så bare en knude på sig selv og hopper op på ens hoved og springer op og falder ned permanent. Vig bort!

hilsen Bukdahl

Mellem deadlines 17/4 2012

Kære Blendstrup

Jeg står ansigt til ansigt med den allergrummeste deadline af alle, fordi den hyppigste og uundgåeligste, avisdeadlinen. Der er et stumpt instrument, et fuldstændig uspecificeret stumpt instrument, ligesom i begyndelsen af en kriminalroman, men her får man bare aldrig opklaret, hvad det er for et stumpt instrumentt, det forbliver anonymt og abstrakt stumpt og dumt og grumt, men aldrig stumt uden p: det kommanderer i vilden sky meget, meget, meget specifikt.. Og det er hver uge et nyt stumpt instrument, eller rettere flere, hvis sande identitet aldrig bliver afsløret. Jeg flygter omsider med instrumentet lige i hælene. JEG ER FRI! Men ak nej, her står jeg på Svendborg Bibliotek foran en ny deadline i from af min neanderthalsk behårede, gamle ven. Jeg rækker dig min hånd og ved, at det er deadline for Litterær Hypnose!

(hvem er det der banker / / / det er vores tanker)

6 Postkort fra Holstebro

Korsør d. 5.10 2010

Kære Bukdahl

Jeg vågnede med mareridt igen. Dennegang drømte jeg ikke om mine forældre, jeg plejer eller altid at drømme jeg er kommet til at sælge deres hus før de er døde, og nu går de rundt i haven og kan ikke komme ind fordi låsen er blevet skiftet ud af de nye ejere. Stor er min sorg for det er jo frygteligt og synd for mine forældre for da jeg ringer på er der ingen der lukker op kun et skilt i døren hvor der står lene espersen vil ikke forstyrres, er på ferie. Men i nat var det ikke den drøm. I nat var meget meget værre.Nej den her drøm var decideret uhyggelig, jeg drømte om en meget meget meget høj kvinde der havde de her mærkelige blomster groende ud af af sine fingre. Hvem er du råbte jeg. Er du skattefar? Er du Gud kommer du til mig for at hævne dig fordi jeg igen har pandsat min yngste datter rene hvide hvide 5 års tænder. Men jeg fik ikke noget svar. Kære ven hvad betyder dette tror du det er fordi jeg skal dø. Hun var godt nok høj! Over 3 meter. Kære ven frels mig jeg er slet ikke klar til at dø.

Din ven blendstrup.

En pygmælandsby 5/10 1977

Kære Blendstrup

som jeg ikke kender endnu, fordi jeg stadig kun er en lille, 10-årig pygmædreng - og når man er en lille pygmædreng er man virkelig lille - min mor rejste fra mig for 15 år siden - men med pygmæbabyer kan det være svært at se om babyen er indenfor eller udenfor maven - hun arbejdede som støvekost for rengøringsdamen for superslim-billedhuggeren Giacometti i Paris, som en dag, altså rengøringsdamen, der for øvrigt hed Juliette greco og var en kendt chantøse, der ville tæt på den store superslim-billedhugger; nå, men hun tabte altså min mor ned i bronzegryden - alle billedhuggere har sådan en kogende bronzegryde stående - og da hun havde pillet min mor op igen, stille hun hende på megastor rulleskøjte, som var in i Paris - og så var det faktisk nemmere at støve af - men selvfølgelig kom superslim-billedhuggeren til at sælge hende til en tyk, vestjysk borgmesterm der syntes hun mindede ham om mestersvømmeren Lille Henrivende Inge. Pygmælandsbyen har fået besøg af teatergrupper på stylter, som vi har virkelig svært ved at få øje på, og som er gået i gang med at øve på et nyt stykke med arbejdstitlen "Vi venter på Godfather", det handler om to stylter der gemmer sig i kosteskabet på et savværk. jeg har fået rollen som fejeblad.

Hilsen Bukdahl

Et nervesanatorium i aulum d. 6.10. 2010

Kære Bukdahl

Jeg er ikke længere mig selv. Jeg var ved at hælde træpiller på vores pillefyr da jeg fik øje på et mærkeligt tegn i askeskuffen. Der stod oxyringus og neden under stod der også kill roy og euginio barba var her. Kære ven så ramlede det hele for mig og min kone kørte mig herop for at jeg kunne komme til mig selv i landlige omgivelser nær skov og strand. Og kære ven jeg har det allerede bedre, selve togturen herop tog omkring 16 timer det var dejligt. Jeg deler værelse med en meget flink mand der tror han er en kaffekande, han står hele tiden og nikker med hovedet over mig mens han høfligt spørger om jeg vil ha mere kaffe. Flink fyr, næsten helt normal. Det eneste der bekymrer mig er denne drøm om den meget høje dame, hvad betyder den? Hvorfor har hun de satans roser ud af de fingre! Hvad er det for en underlig maske hun har på. Hvorfor taler hun alle de mærkelige sprog ! er hun peruvianer? jeg har bedt om at sove med en 12 dobbelt spændetrøje med udsigt til aulum hallen i aften, så jeg ikke kommer til at gøre skade på mig selv, eller ham der er kaffekande.

Din ven Blendstrup

Frederiksberg 6/10 2010

Kære Blendstrup

Alt er bedrag - du tror, jeg er anmelderen og digteren, din ven LB, men det er bare en del af de stærkt komplekse prøver på stykket "Vi venter på Godfather", som efter 33 år endnu ikke har haft premiere, og i mellemtiden har stykket haft 99 forskellige titler, de to seneste er "Fakiren som ballonskipper" og "Tømmermænd genkender sig i spejlæg"; min egen rolle er skiftet fra fejeblad til æggebæger til ølflaske til hullemaskine til musehul til ølflaske til brilleetui til monokel til ølflaske til gipsarm til knojern til ølflaske, og det er mere end en pygmækrop kan tåle - derfor er jeg muteret ud i denne blege, næsekrogede stankelbensfremtopning, men indeni, lige bag mit trange,, vesteuropæiske bryst, er jeg stadig en mikroskopisk og sort kanariefugl, der flakser trodsigt i sit bur.

Hilsen Bukdahl

En stor sal, 7/10 2010

Kære Bukdahl

Kære ven jeg ved ikke hvor jeg er. Men jeg fornemmer den meget meget meget høje dame er meget meget meget tæt på mig nu. I nat drømte jeg jeg såede en række egetræer. Jeg gik rundt og sang kringsat af fjender, da jeg pludselig lagde mærke til at træerne krogede på den mærkeligste måde. Og grenene kaste lange lange skygger, og bladene blafrede i vinden ikke som blade men som tøj. Og så var det jeg så op og skreg. Alle mine 200 egetræer var forvandlet til disse høje damer! Jeg ville fælde dem men hver gang jeg jog øksen ind kom der en tunge ud og kildede mig på maven. Så jeg kom til at le. Det var så skrækkeligt og udansk. Dernede kan jeg skimte en række mærkelige mennesker, som alle sammen ligner nogen fra Holstebro. Men kære ven jeg burde da være i aulum. Jeg kan da ikke være i hostebro når jeg burde være i aulum?! Og hvem er den hvidhårede krølle mand der sidder der og ligner en glad italiener, som har boet i Norge engang?! Åh gud bukdahl nu ved jeg hvor jeg er! Jeg er ankommet til vanviddets holdeplads! det er jo selveste odin teatrets ur-befolkning! Det er jo dem. Holstebros enorme undergrund. Åh gud kære ven hvis jeg ikke tager meget fejl er dette Knudsens downtown holstebro. Og hvem er det der sidder der. Der sidder else marie! Hende der fandt på den meget meget høje dame! Og først var inde i den meget meget meget høje kvinde.Aaaaaaaaaaaaaaaaargh. Dette var mit første primale skrig. Det gjorde godt bukdahl. Nu har jeg det næsten som et barn igen. Her kommer et til! Jeg er fri. Alle neuroser er borte. Der er ingen rascisme mere. Alle byer er socialdemokratiske. Digtere er guder. Kunst er mad. Og der sidder du min ven med din store næse, jeg rejser mig og rækker dig min hånd og føler trang til at læse helt vildt op.

Knudsen 7/10 2010

Kære Blendstrup

Efter en øver på stykket "Troldeskyskraberen", hvor jeg spille øldåse, spadserede jeg en tur i Holstebro, og - pst, sagde pludselig Maren foran det gamle rådhus, jeg er din mor, jeg har taget en meget lang middagslur og vågnede her forleden, da en femårig møgunge jog en softice ind i mit øje. Men sikke et otium, der er arrangeret for mig her, frisk luft hele dagen og min helt egen skønne ældrebolig om natten. Men hvad er der sket med dig, min dreng, du ligner en alt for lang og bleg øldåse. Jeg kunne ikke se min mor i øjnene ogt løb grædende mine bitre albino-tårer hele vejen hen til Knudsens, og dér står du, min ven, med din pseudo-heroiske hagekløft. Jeg rækker dig min hånd og føler trang til at læse helt vildt op.