læst denne morgen:
mine kolleger ytrer sig fortrinsvis
om stokroser, sjælens udødelighed
og fordelen ved fuldskæg, fuldkorn
og jordomsejling, den slags, blodtryk
og fidusen ved husdyr, mange og gode
briller og måder at tilberede en kanin på,
hvorfor ikke også en hund, når alt kommer
(til alt)
- Per Aage Brandt, fra En flue i en dråbe rav, bind x i kvartetværket Vejrmeldinger
Viser opslag med etiketten Per Aage Brandt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Per Aage Brandt. Vis alle opslag
søndag den 12. august 2018
torsdag den 15. februar 2018
Professorens prinsepoesiprincipper
- fra artikel i Information i dag af Per Aage Brandt om at oversætte prinsens første digtsamling, Cantabile:
"For omtrent tyve år siden blev jeg kontaktet af en
repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive
den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes
illustrationer. Jeg så på materialet, som jeg aldrig havde set før, selv
om prins Henriks første udgivne digtsamling, Chemin faisant (Lidt efter
lidt, eller Undervejs), er fra 1982.
Det så ud til at
være en uløselig opgave, så jeg skyndte mig i mit overmod at påtage mig
den. Der måtte være en udvej, selv om den ikke lå lige i nærheden.
Dronningen kunne jo ellers sikkert have besørget oversættelsen, ligesom
regentparret havde oversat Simone de Beauvoirs Tous les hommes sont
mortels (1946) (Alle mennesker er dødelige, 1981).
Bogen
skulle hedde Cantabile (Sangbart). Men hvad er ikke sangbart? Jeg
tænkte: det urytmiske er ikke sangbart. Det var problemet. Jeg måtte
løse det. Prins Henrik havde f.eks. skrevet en lille indledningsvignet,
der lød således:
Un recueil de vers! Ah ça! (En samling vers! Det må jeg nok sige!)
Est-ce assez Er det tilstrækkeligt
Pour qu-on se délasse Til at man kan slappe af
Au coin d-un feu, assis? I en pejsekrog, hvor man sidder?
Au
moins que des Muses l-assaut Medmindre Musernes angreb
charme le
lecteur qui aura su Fortryller læseren, som så forstår
apprécier des
vers sots. At værdsætte tossede vers.)
Meningen er jo, at serien: Ah
ça! - assez - (dél)asse - assis - assaut - (aur)a su - sots skal høres
som én lang lydlig variation, der holder sammen på strofen. Der er
derimod ingen rytmisk forbindelse mellem strofens vers. Så jeg skrev
først det, der står i parentesen ovenfor, en ordret oversættelse, og
derefter en slet ikke ordret parafrase i anapæster (4 x da-da-dum), med
samme antal verselinier (6):
Se! - En hel samling sange! Uset, usandsynligt!
Men er de så af den slags, som sandes usynligt
eller synges i stille sinds styrkende slummer?
Skøn
nu selv - disse Musernes safter, som skummer,
kan velsagtens dog læske
den læser, som tørster,
og som søber en slurk - ikke straks rejser
børster...
Jeg fortsatte på omtrent samme måde hele bogen
igennem. Jeg sled som et bæst. Det kaldes gendigtning. En yngre dansk
digter*, som jeg engang havde kritiseret offentligt, blev så oprørt over
resultatet, at han i Politiken ligefrem forlangte en skamstøtte opsat på
Vesterbro over oversætteren.
Det er faktisk let at
definere det uoversættelige: det er det, der betyder, at det, det
betyder, udelukkende gør det, fordi det er udtrykt ved netop dét udtryk,
som betyder det. Hvis »netop dét udtryk« ikke eksisterer på et andet
sprog, er betydningen uoversættelig. Det er det, der er på færde her.
Den gode nyhed er, at ikke alt derfor er uoversætteligt.
Men
disse digte var. Som jeg skrev i mit efterord, er der tale om en slags
rappoesi, og bogen er en jam session. Et af digtene, »Sur un pont des
baisers« / Broen, er faktisk løst gengivet som rap-tekst. Men i
almindelighed kan man sige, at de fremstår som en art neobarok ordkunst,
der klinger af forskellige århundreder, nøjagtig ligesom dronningens
klart neobarokke kollager - noget af det bedste fra hendes hånd jeg har
set."
* Niels Lyngsø, der kuriøst nok blev prinsens sidste oversætter, i samlingen I mine lykkelige nætter, 2014
onsdag den 14. februar 2018
Den bedste prins er Per Aages
De bedste digte af Prins Henrik (1934-2018), fra i alt 5 samlinger (alle, stadig mere vrissent, anmeldt af mig i WA) er velsagtens Per Aage Brandts radikalt frie, veloplagt metriske (og Aarestrup-tilegnede) fordanskninger af prinsens umetriske rap-forpludringer i første bind, Cantabile, 2000 - det her tog jeg med i min antologi Digte for drengene (og Johs. V.-referencen er helt på PAaB's egen regning):
KUNSTEN STIGER
Som dreng skar han ingen skibe,
men blæste konstant i en pibe;
og han skingrende skalaers toner
buldrede dumpt son kanoner,
når han slog sine campagnoller.
Han skar sine sofaer op i takt;
med stortrommes klanglige pragt
ramte resterne vægge og ruder;
madras, sengebund og puder
opgav ånden under hans dans
med en dybt musikalsk resonans.
Kunsten steg år for år, og til sidst
overgik han enhver pianist,
fløjtenist, paukist, janitshar.
Og når han kom hjem og var
træt af trommer, slog han på Ella,
konen, indtil han sang a capella.
Sådan vandt han sit strålende ry
som det største geni i sin by.
Og det havde han vel fortjent
som musikke, som dirigent,
virtuos, af format symfonisk -
navnlig rytmisk, melodisk, harmonisk.
KUNSTEN STIGER
Som dreng skar han ingen skibe,
men blæste konstant i en pibe;
og han skingrende skalaers toner
buldrede dumpt son kanoner,
når han slog sine campagnoller.
Han skar sine sofaer op i takt;
med stortrommes klanglige pragt
ramte resterne vægge og ruder;
madras, sengebund og puder
opgav ånden under hans dans
med en dybt musikalsk resonans.
Kunsten steg år for år, og til sidst
overgik han enhver pianist,
fløjtenist, paukist, janitshar.
Og når han kom hjem og var
træt af trommer, slog han på Ella,
konen, indtil han sang a capella.
Sådan vandt han sit strålende ry
som det største geni i sin by.
Og det havde han vel fortjent
som musikke, som dirigent,
virtuos, af format symfonisk -
navnlig rytmisk, melodisk, harmonisk.
fredag den 5. august 2016
Ode to Humpty
Den første rigtige efterårsbog er ankommet og føles velgørende frisk: Per Aage Brandts Sørgelige sekstettter (noget - lokation: Ohio - tyder på, at den faktisk er skrevet for nogle år tilbage) - denne sekstet knopskyder sig i al hast fra hardcore-banan ned til Alice's Klumpe Dumpe:
en hård banan? aldrig set,
måske en ukogt rodfrugt?
nej, hårdkogt, åh et æg, så?
det sidder på plankeværket
og bestemmer det hele, incl.
hvad ordene må betyde i dag
en hård banan? aldrig set,
måske en ukogt rodfrugt?
nej, hårdkogt, åh et æg, så?
det sidder på plankeværket
og bestemmer det hele, incl.
hvad ordene må betyde i dag
mandag den 16. november 2015
2 digtere digter om det hvorom der ikke kan digtes
Per Aage Brandt, født 1944, på Facebook:
så flyder blodet igen, mangfoldigt
og uendeligt, uendelige strømme
af uendeligheder udi dødens døds
død, guderne er blevet meget store
og kan ikke falde, kun kroppe kan
denne kunst, udi hvilken enhver
er en mester, rødt skrives navnene
og deres fortællinger, som flyder
over den tørre jord uden at læske
afgrøder, det er slut med den slags
og uendeligt, uendelige strømme
af uendeligheder udi dødens døds
død, guderne er blevet meget store
og kan ikke falde, kun kroppe kan
denne kunst, udi hvilken enhver
er en mester, rødt skrives navnene
og deres fortællinger, som flyder
over den tørre jord uden at læske
afgrøder, det er slut med den slags
(blut und boden)
Lea Løppenthin, født 1987, på sin blog:
1
At komme i tanke om Mr. Bean der har meget travlt med at komme ud af døren, de dårlige tricks han finder på for at spare tid, at tage elkedel og instant kaffe med ud i bilen og hælde kogende vand og instant ned i munden, at blande kaffen der i stedet for en kop, for at nå hen på et arbejde velsagtens, en måske indbildt arbejdsplads
ja det kan være en lille lindring at mindes den slags handlinger fra tv i det her meget travle og langsomme liv, hvor en susen i hjernen gør alting meget travlt og meget langsomt
at frygte enhver opfordring til bevægelse fordi bevægelse kunne få hele kroppen til at knuses
at være så taknemmelig for al bevægelse, der så alligevel opstår
i os og imellem os
at frygte enhver justering i farten, hvormed jeg rejser rundt i de andres hverdage og leder efter en hverdag, jeg kunne gøre til min
intet bryllup er mere ønskværdigt for mig end mig og en stabilitet bundet sammen med hinanden foran Gud og borgmesteren
og jeg er ikke værdig til nogen stabilitet
vi stod i et blåligt messecenter for nylig og en ven begyndte at sige noget
men måtte så stoppe igen
hans sætning kunne ikke give mening og han foretog en skamfuld pirouette,
og det gjorde os alle sammen meget lykkelige
denne mystiske drejen-rundt og det undskyldende smil
her vidste vi det tydeligt:
det var jo ikke det store problem at han ikke kunne fuldende sætning på denne skrækkelige markedsplads
pyha
men ellers har vi en del forpligtelser i verden til at sige sætninger der giver mening, til nød afbrudt af sætningen: ej undskyld det gav slet ikke mening
hvilket så kan få mig til at føle mig meget brødbetynget når jeg så tit ikke kan tale ordentligt
og så er der skyderier og gidsler igen, i Frankrig på fredag den 13.
alle de forskellige sorgopslag på facebook gjorde mig helt lammet
nej de gjorde mig helt smadret og mine venner måtte trøste mig igen
jeg kender ikke nogen som er døde i Paris
og indtil videre har ingen jeg kender kendt nogen som er døde i Paris
og pyha
og åh nej
og hvad er det for noget at være én af de overlevende fra de massakrer
hvad skal det blive for noget med resterne af deres liv
vi sad ret rædselsslagne rundt om bordet her til morgen sammen med nyhederne
og himlen var blå udenfor
og jeg er ret ofte bange for at blive sindssyg
ret ofte bange for at jeg længe har været sindssyg
at jeg er uden for rækkevidde
væk
og vækkere endnu
og jeg er ikke glad for at se at der er så mange måder at være uden for rækkevidde på
at planlægge og gennemføre en skud-aktion er en af de dårligste måder
og jeg er ikke glad for hvor konservativ jeg bliver af denne fjernhed i hjernen
hvor meget jeg takker ja til alt den intethed som enhver reklame lover
og nej til alt dét fra den fysiske verden som hver dag tilbyder
jeg havde en illustrativ drøm hvor jeg befandt mig på en markedsplads i en lille gullig sydeuropæisk by
og der var mange lækre råvarer til salg, gulerødder og nogle friske krydderurter
og så nogle skiver menneskekød der lignede lidt laks
ja dét skal du virkelig prøve sagde én af mine medrejsende
en lokal specialitet kunne jeg forstå
kødet kom fra en legendarisk kvinde af en slags
og jeg købte lydigt nogle skiver og gik videre inde i drømmen
det var først da jeg vågnede at jeg blev overrasket over mit køb
at jeg tilsyneladende så gerne ville være en velopdragen kunde
men i det vågne liv er jeg en meget mistroisk kunde
for det er som om al mad er menneskekød og ethvert åndedræt et tyveri
og sådan bliver det virkelig mange forbrydelser om dagen jeg kommer til at foretage mig
bare ved det minimum af mad og åndedræt, jeg sniger mig til
men hvad er det så præcis jeg skal have at vide af min drøm
og hvorfor vil jeg vide hvad drømmen gerne vil fortælle mig
drømme vil jo ikke fortælle noget
men dag og nat er det køb og bevægelse, der er temaerne
en anden nat for nylig, nej for en måned siden, på efterårsferie i Sydfrankrig
drømte jeg at Eddie Murphy, som er endnu et menneske, der gør mig tryg,
var i gang med at hænge min mor i et reb hjemme i dét hus, hun nu har solgt og som jeg har boet meget af mit liv i
og min mor smilede og nikkede høfligt og nysgerrigt til hans handling
og jeg rev hende ned og skældte først Eddie Murphy ud og så hende:
KAN DU IKKE SE AT HÆNGNING ER EN FRYGTELIG TING
kunne jeg sige til dem begge
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE HÆNGE MIN MOR
sagde jeg til Eddie
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE LADE HAM HÆNGE DIG
sagde jeg til Mor
og begge nikkede undskyldende til mig
man skal kraftædeme ikke komme uden for rækkevidde på alle de her måder
2
at min veninde i gymnasiet sagde om mig, at jeg spiste fortrydelsespiller som slik,
det er jo lige meget
man siger jo så mange forfærdelige ting i gymnasiet og i andre aldersgrupper
og selvom jeg ikke spiste fortrydelsespiller som slik
spiste jeg dem nogle gange, det er rigtigt nok
og det kan godt være at hun forsøgte at mindske mit forbrug ved at sige sådan
fordi det er usundt at spise fortrydelsespiller
jeg spiste rigtig meget slik, altså rigtigt slik
og jeg er ikke interesseret i bekendelser eller retfærdighed
at sige: der blev gjort sådan og sådan mod mig
eller: Jeg gjorde sådan og sådan
en buket af skandaløse handlinger
men alene at etablere en fortid bag mig, det er et ønske jeg har
alene det at fornemme at tiden ikke bare er blevet brændt
at enhver anden tid end NU, dette intet , ikke bare er blevet brændt
Lea Løppenthin, født 1987, på sin blog:
14. november
Posted: November 15, 20151
At komme i tanke om Mr. Bean der har meget travlt med at komme ud af døren, de dårlige tricks han finder på for at spare tid, at tage elkedel og instant kaffe med ud i bilen og hælde kogende vand og instant ned i munden, at blande kaffen der i stedet for en kop, for at nå hen på et arbejde velsagtens, en måske indbildt arbejdsplads
ja det kan være en lille lindring at mindes den slags handlinger fra tv i det her meget travle og langsomme liv, hvor en susen i hjernen gør alting meget travlt og meget langsomt
at frygte enhver opfordring til bevægelse fordi bevægelse kunne få hele kroppen til at knuses
at være så taknemmelig for al bevægelse, der så alligevel opstår
i os og imellem os
at frygte enhver justering i farten, hvormed jeg rejser rundt i de andres hverdage og leder efter en hverdag, jeg kunne gøre til min
intet bryllup er mere ønskværdigt for mig end mig og en stabilitet bundet sammen med hinanden foran Gud og borgmesteren
og jeg er ikke værdig til nogen stabilitet
vi stod i et blåligt messecenter for nylig og en ven begyndte at sige noget
men måtte så stoppe igen
hans sætning kunne ikke give mening og han foretog en skamfuld pirouette,
og det gjorde os alle sammen meget lykkelige
denne mystiske drejen-rundt og det undskyldende smil
her vidste vi det tydeligt:
det var jo ikke det store problem at han ikke kunne fuldende sætning på denne skrækkelige markedsplads
pyha
men ellers har vi en del forpligtelser i verden til at sige sætninger der giver mening, til nød afbrudt af sætningen: ej undskyld det gav slet ikke mening
hvilket så kan få mig til at føle mig meget brødbetynget når jeg så tit ikke kan tale ordentligt
og så er der skyderier og gidsler igen, i Frankrig på fredag den 13.
alle de forskellige sorgopslag på facebook gjorde mig helt lammet
nej de gjorde mig helt smadret og mine venner måtte trøste mig igen
jeg kender ikke nogen som er døde i Paris
og indtil videre har ingen jeg kender kendt nogen som er døde i Paris
og pyha
og åh nej
og hvad er det for noget at være én af de overlevende fra de massakrer
hvad skal det blive for noget med resterne af deres liv
vi sad ret rædselsslagne rundt om bordet her til morgen sammen med nyhederne
og himlen var blå udenfor
og jeg er ret ofte bange for at blive sindssyg
ret ofte bange for at jeg længe har været sindssyg
at jeg er uden for rækkevidde
væk
og vækkere endnu
og jeg er ikke glad for at se at der er så mange måder at være uden for rækkevidde på
at planlægge og gennemføre en skud-aktion er en af de dårligste måder
og jeg er ikke glad for hvor konservativ jeg bliver af denne fjernhed i hjernen
hvor meget jeg takker ja til alt den intethed som enhver reklame lover
og nej til alt dét fra den fysiske verden som hver dag tilbyder
jeg havde en illustrativ drøm hvor jeg befandt mig på en markedsplads i en lille gullig sydeuropæisk by
og der var mange lækre råvarer til salg, gulerødder og nogle friske krydderurter
og så nogle skiver menneskekød der lignede lidt laks
ja dét skal du virkelig prøve sagde én af mine medrejsende
en lokal specialitet kunne jeg forstå
kødet kom fra en legendarisk kvinde af en slags
og jeg købte lydigt nogle skiver og gik videre inde i drømmen
det var først da jeg vågnede at jeg blev overrasket over mit køb
at jeg tilsyneladende så gerne ville være en velopdragen kunde
men i det vågne liv er jeg en meget mistroisk kunde
for det er som om al mad er menneskekød og ethvert åndedræt et tyveri
og sådan bliver det virkelig mange forbrydelser om dagen jeg kommer til at foretage mig
bare ved det minimum af mad og åndedræt, jeg sniger mig til
men hvad er det så præcis jeg skal have at vide af min drøm
og hvorfor vil jeg vide hvad drømmen gerne vil fortælle mig
drømme vil jo ikke fortælle noget
men dag og nat er det køb og bevægelse, der er temaerne
en anden nat for nylig, nej for en måned siden, på efterårsferie i Sydfrankrig
drømte jeg at Eddie Murphy, som er endnu et menneske, der gør mig tryg,
var i gang med at hænge min mor i et reb hjemme i dét hus, hun nu har solgt og som jeg har boet meget af mit liv i
og min mor smilede og nikkede høfligt og nysgerrigt til hans handling
og jeg rev hende ned og skældte først Eddie Murphy ud og så hende:
KAN DU IKKE SE AT HÆNGNING ER EN FRYGTELIG TING
kunne jeg sige til dem begge
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE HÆNGE MIN MOR
sagde jeg til Eddie
DU SKAL KRAFTÆDEME IKKE LADE HAM HÆNGE DIG
sagde jeg til Mor
og begge nikkede undskyldende til mig
man skal kraftædeme ikke komme uden for rækkevidde på alle de her måder
2
at min veninde i gymnasiet sagde om mig, at jeg spiste fortrydelsespiller som slik,
det er jo lige meget
man siger jo så mange forfærdelige ting i gymnasiet og i andre aldersgrupper
og selvom jeg ikke spiste fortrydelsespiller som slik
spiste jeg dem nogle gange, det er rigtigt nok
og det kan godt være at hun forsøgte at mindske mit forbrug ved at sige sådan
fordi det er usundt at spise fortrydelsespiller
jeg spiste rigtig meget slik, altså rigtigt slik
og jeg er ikke interesseret i bekendelser eller retfærdighed
at sige: der blev gjort sådan og sådan mod mig
eller: Jeg gjorde sådan og sådan
en buket af skandaløse handlinger
men alene at etablere en fortid bag mig, det er et ønske jeg har
alene det at fornemme at tiden ikke bare er blevet brændt
at enhver anden tid end NU, dette intet , ikke bare er blevet brændt
tirsdag den 24. marts 2015
Fiktiv, men eksemplariskere, parallel mail
(og urealistisk, dato/ugedagsmæssigt: at komme i forkøbet havde ikke ladet sig gøre (medmindre WA udsendte en særudgave, det gør vi for lidt!) - MEN BORTSET FRA DET)
Kære (WA-Bøger-red.) Johannes
Jeg kommer lige fra møde/middag med Kritikerlavets bestyrelse, hvor vi nominerede Per Aage Brandts digtsamling Tidens tand, mørkets hastighed, Maja Lee Langvads hybrid Hun er vred og Harald Voetmanns roman Alting under månen til Kritikerprisen. Nomineringerne er ikke offentliggjort endnu, og SKAL VI IKKE KOMME lavet I FORKØBET og anmelde Brandts fremragende digtsamling, hvilket vi nemlig har forsømt, denne fredag, så vi kan fremstå omtrentligt tjekkede, i stedet for at stå med håret i den kritiske postkasse.
kh Lars
Kære (WA-Bøger-red.) Johannes
Jeg kommer lige fra møde/middag med Kritikerlavets bestyrelse, hvor vi nominerede Per Aage Brandts digtsamling Tidens tand, mørkets hastighed, Maja Lee Langvads hybrid Hun er vred og Harald Voetmanns roman Alting under månen til Kritikerprisen. Nomineringerne er ikke offentliggjort endnu, og SKAL VI IKKE KOMME lavet I FORKØBET og anmelde Brandts fremragende digtsamling, hvilket vi nemlig har forsømt, denne fredag, så vi kan fremstå omtrentligt tjekkede, i stedet for at stå med håret i den kritiske postkasse.
kh Lars
fredag den 9. januar 2015
Per Aage eller Maja eller Harald!!??
Bestyrelsen
for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske
litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre spidskandidater til
Kritikerprisen for 2014.
Til Kritikerprisen 2014 er følgende kandidater indstillet:
Per Aage Brandt for digtsamlingen: Tidens tand, mørkets hastighed (Basilisk)
Harald Voetmann for romanen: Alt under månen (Gyldendal)
Maja Lee Langvad for vidnesbyrdet: Hun er vred (Gladiator)
Maja Lee Langvad for vidnesbyrdet: Hun er vred (Gladiator)
Fra
Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre
værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet.
Det
gør vi med et arrangement under litteraturfestivalen Kbh. Læser på
Hovedbiblioteket, Kbh. fredag den 27.2 kl. 17.00, med oplæsning af
forfatterne og præsentation af forfatterskaberne fra os som kritikere.
Alle er velkomne.
Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt Lavets medlemmer.
Prisen uddeles torsdag den 16 april kl. 15 i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh.
Ved samme lejlighed uddeles Georg Brandes-prisen, der ligeledes er på 70.000 kr. Begge priser er finansieret af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.
Alle er velkomne.
mandag den 5. januar 2015
Emeritus gasser sig
En betydelig, bindstærk digtsamling, som jeg både hist og post har ladet gå helt uomtalt - fordi den var sendt til anmeldelse hos en WA-kollega, der er forblevet tavs - er Per Aage Brandts Tidens tand, mørkets hastighed (tilsyneladende skrevet nogle år tilbage, da han stadig var dobbeltprofessor i Cleveland - et tekstspor er lokalnotiser om småkriminalitet), Basilisk, umiskendeligt spækket med sirlig, melankolsk-vittig, kynisk-drilagtig grublepoesi. Her er en lille gruppe digt, hvor PAaB frivilligt/ufrivilligt overfalde af de GAS-konstruktioner, som han strengt advarede flere Forfatterskole-årgange imod:
himlens depressive nedfald
hjertets asfalterede mørke
dine øjnes oceaniske grønning
livets indlysende tyngdekraft
jensens ret overflødige hund
sætningens visionære farveløshed
gudernes transcendentale støvregn
mit ansigts udslidte lagen
en skjortes tvivlsomme grammatik
minutternes monomane gardinprædiken
fire edderkoppers franske kammermusik
åndedrættets næsten hørbare optimisme
(g.a.s.)
hjertets asfalterede mørke
dine øjnes oceaniske grønning
livets indlysende tyngdekraft
jensens ret overflødige hund
sætningens visionære farveløshed
gudernes transcendentale støvregn
mit ansigts udslidte lagen
en skjortes tvivlsomme grammatik
minutternes monomane gardinprædiken
fire edderkoppers franske kammermusik
åndedrættets næsten hørbare optimisme
(g.a.s.)
de taler hurtigt og langsomt, hakker
og stammer flydende, messende, næsten
brægende, de bliver ved, ved, ved, og
hvisker råbende, skriger ganske stille,
så ørerne falder af men bliver siddende,
hvor de skal være midt i stavelsernes
frosne suppe, stemmernes forbitrede
knitren, utydelige ords klare salat
(g.a.s., gazpacho og en kollegial reception)
og stammer flydende, messende, næsten
brægende, de bliver ved, ved, ved, og
hvisker råbende, skriger ganske stille,
så ørerne falder af men bliver siddende,
hvor de skal være midt i stavelsernes
frosne suppe, stemmernes forbitrede
knitren, utydelige ords klare salat
(g.a.s., gazpacho og en kollegial reception)
kattene kradser i hinanden
og hviner lig stukne grislinger
i nattens nervøse mulm
(g.a.s.)
folkens: ”i udskydelsen mumler værens neutralitet”,
og ”det uvedgåelige stikker snuden frem i benævnelsens
klare lys”, som er ”den umulige sandheds vanvittige skær”, ”
illusorisk, idet benævnelsen tilintetgør det benævnte”,
men ”singulariteten udsættes og udsætter i samme
bevægelse den anden i samme spil”, idet den er ”inklu-
sionen af værens ekskluderende eksterioritet”; o.k.
så ved man det, nu kan man sove mere autentisk
(dekonstruktion: dybere, længere)
kunne du ikke gøre kærligheden telepatisk,
du gamle designer, om igen, så vi kan vide, hvordan det går,
uden at skulle råbe eller lytte langt ud i
skæbnens kosmiske tomhed
(g.a.s.)
og hviner lig stukne grislinger
i nattens nervøse mulm
(g.a.s.)
folkens: ”i udskydelsen mumler værens neutralitet”,
og ”det uvedgåelige stikker snuden frem i benævnelsens
klare lys”, som er ”den umulige sandheds vanvittige skær”, ”
illusorisk, idet benævnelsen tilintetgør det benævnte”,
men ”singulariteten udsættes og udsætter i samme
bevægelse den anden i samme spil”, idet den er ”inklu-
sionen af værens ekskluderende eksterioritet”; o.k.
så ved man det, nu kan man sove mere autentisk
(dekonstruktion: dybere, længere)
kunne du ikke gøre kærligheden telepatisk,
du gamle designer, om igen, så vi kan vide, hvordan det går,
uden at skulle råbe eller lytte langt ud i
skæbnens kosmiske tomhed
(g.a.s.)
onsdag den 17. december 2014
The judge won't stop
Det genfødte og -åbnede Poesiens Hus, der nu har fået til huse i Den Fries Udstillingsbygning - tillykke med det, Lene H. og co.! - har i den anledning udgivet en tête-bêche-antologi LOVE & POLITICS, med kærlighedsdigte på den ene led og politiske digte på den anden led signeret cirka de samme digtere. Og eftersom netop kærlighedsdigt og politisk digt var opgaverne for runde 2 og 3 af Den Store Poesidyst, kan jeg ikke lade være at udråbe en vinder af hver afdeling. Det bedste kærlighedsdigt er skrevet af Per Aage Brandt:
dengang vi var udødelige
og bar vinger af bittert begær
og kærligheden gik igennem os
lukt igennem som et lattermildt
spøgelse og vi gik gennem mure
af sten og mennesker dengnag
kunne vi elske uden at vide det
så enhver skønhed kunne være
sandhed nok for dagen og natten
og tiden den kendte kun nat og dag
Det bedste politiske digt er skrevet af husdirektør Lene Henningsen, måske bare fordi det er så godt at hende hende skrive skrpat/sært/smukt igen, men det er vel også grund nok:
(tørke, vrede, lykkens nøgler)
Der er ingen fortvivlelse i de trætoppe
ET vredesudbrud for tiende gang
- du har ikke kendt mig så længe -
over den samme politiske virkelighed
fordamper i den første regn
De synkende guder, sole, ordener
jeg kunne have kaldt til vagt
over tørketrætte marker
bestyrer et tivoli i en badeby eller
beskylder hinanden for misbrug
og pligtforsømmelse - de har travlt
Dagene hvor der gror blomster
i et flækket kranie
og søvnens sødt duftende støv
gløder over pigers violette øjenlåg
og fire stærke mænd
der tilsammen kalder sig lykkens nøgle
amrkedsfører endnu en fødselssmerte
midt i en virtuel pludrende svinesti
De dage - hvisker træerne -
er her allerede igen
Enhver retning er en modstand
Enhver retning du finder hos mig
er dråbernes skrift i blæsten
dér hvor sol og skygge krydser klinger
som for første gang
dengang vi var udødelige
og bar vinger af bittert begær
og kærligheden gik igennem os
lukt igennem som et lattermildt
spøgelse og vi gik gennem mure
af sten og mennesker dengnag
kunne vi elske uden at vide det
så enhver skønhed kunne være
sandhed nok for dagen og natten
og tiden den kendte kun nat og dag
Det bedste politiske digt er skrevet af husdirektør Lene Henningsen, måske bare fordi det er så godt at hende hende skrive skrpat/sært/smukt igen, men det er vel også grund nok:
(tørke, vrede, lykkens nøgler)
Der er ingen fortvivlelse i de trætoppe
ET vredesudbrud for tiende gang
- du har ikke kendt mig så længe -
over den samme politiske virkelighed
fordamper i den første regn
De synkende guder, sole, ordener
jeg kunne have kaldt til vagt
over tørketrætte marker
bestyrer et tivoli i en badeby eller
beskylder hinanden for misbrug
og pligtforsømmelse - de har travlt
Dagene hvor der gror blomster
i et flækket kranie
og søvnens sødt duftende støv
gløder over pigers violette øjenlåg
og fire stærke mænd
der tilsammen kalder sig lykkens nøgle
amrkedsfører endnu en fødselssmerte
midt i en virtuel pludrende svinesti
De dage - hvisker træerne -
er her allerede igen
Enhver retning er en modstand
Enhver retning du finder hos mig
er dråbernes skrift i blæsten
dér hvor sol og skygge krydser klinger
som for første gang
torsdag den 12. juni 2014
Per Aage kom ikke igennem på radioen, det gør han her
FB-besked fra Per Aage Brandt, den originale GAS-bekæmper:
Hej Lars, Anders sendte mig din GASartikel, som morede mig meget. Samme Anders ringede så ikke tilbage med henblik på jeres diskussion.
Jeg har lige sendt ham denne lille kommentar:
Hej Anders, Jeg svarede pr. mail først, omkring kl. 17.30. Anyway, jeg håber, det gik godt med GASdiskussionen. Min pointe ville jo have været, at den omdiskuterede grammatiske konstruktion udtrykker en høj grad af patos, især når den indeholder semantisk materiale fra forskellige domæner, ligesom metaforer i almindelighed. Det er ikke min opgave at fortælle nogen, hvor meget patos et digt må indeholde; dette er et spørgsmål om stil og kulturhistorie osv. Men hvordan man teknisk gør for at regulere tætheden af patos, er derimod et interessant semiotisk spørgsmål. Også fordelingen: GAS optræder særlig ofte i slutlinier, som hos F. Farrokhzad. Her er et eksempel fra samme digter (fra mit private GASmuseum; det er dog ikke slutlinier): Jeg slikker med hele mit tørstende væsen/ Dine øjeblikkes brændende blod… En GAS med brændende blod i er en kraftig bloody mary, må man sige. Mette Moestrup ville nok igen sige, at det ikke rager hende og ikke bør rage nogen, hvordan poesi fungerer. Men det rager enhver poet at vide (mere om), hvordan man gør for at styre, evt. hæve, en teksts "temperatur". Et tilsvarende problem er, hvordan ironi fungerer – for at sænke samme "temperatur". Man kan f.eks. øge GAS-frekvensen så meget, at den opnåede buldren bliver ironisk eller ufrivilligt komisk. Grammatikkens skandaløse hvidhed…
Hej Lars, Anders sendte mig din GASartikel, som morede mig meget. Samme Anders ringede så ikke tilbage med henblik på jeres diskussion.
Jeg har lige sendt ham denne lille kommentar:
Hej Anders, Jeg svarede pr. mail først, omkring kl. 17.30. Anyway, jeg håber, det gik godt med GASdiskussionen. Min pointe ville jo have været, at den omdiskuterede grammatiske konstruktion udtrykker en høj grad af patos, især når den indeholder semantisk materiale fra forskellige domæner, ligesom metaforer i almindelighed. Det er ikke min opgave at fortælle nogen, hvor meget patos et digt må indeholde; dette er et spørgsmål om stil og kulturhistorie osv. Men hvordan man teknisk gør for at regulere tætheden af patos, er derimod et interessant semiotisk spørgsmål. Også fordelingen: GAS optræder særlig ofte i slutlinier, som hos F. Farrokhzad. Her er et eksempel fra samme digter (fra mit private GASmuseum; det er dog ikke slutlinier): Jeg slikker med hele mit tørstende væsen/ Dine øjeblikkes brændende blod… En GAS med brændende blod i er en kraftig bloody mary, må man sige. Mette Moestrup ville nok igen sige, at det ikke rager hende og ikke bør rage nogen, hvordan poesi fungerer. Men det rager enhver poet at vide (mere om), hvordan man gør for at styre, evt. hæve, en teksts "temperatur". Et tilsvarende problem er, hvordan ironi fungerer – for at sænke samme "temperatur". Man kan f.eks. øge GAS-frekvensen så meget, at den opnåede buldren bliver ironisk eller ufrivilligt komisk. Grammatikkens skandaløse hvidhed…
fredag den 6. juni 2014
Verdens ældste blæksprutte
- eller: Når en metafor forældes
Omsider er en Blæksprutte på i Weekendavisen Bøger, som jeg skrev helt tilbage i ... december, vistnok, om G(enitiv)A(djektiv)S(ubstantiv)-konstruktioner hos arabiske digtere og en Facebook-diskussion om samme mellem bl.a. Mette Moestrup og Per Aage Brandt. I hvad der må være forrige version eksemplificerer jeg GAS med følgende hjemmelavede metafor:
Et hurtigt eksempel her i en onsdag marts kunne være kuldens hånske hvæsen
Men som Blæksprutten blev ved at samle støv, kunne den jo ikke holde, så for en måned siden opdaterede jeg metaforen til:
Et hurtigt eksempel her en onsdag i maj kunne være solens billige pral.
Jeg kan ikke huske eller umiddelbart opspore, hvordan Blæksprutten oprindeligt afGASsede, men sådan lød det i marts:
her i forårets flimrende reklameblok
Nu:
her i forårets hysteriske reklameblok
Omsider er en Blæksprutte på i Weekendavisen Bøger, som jeg skrev helt tilbage i ... december, vistnok, om G(enitiv)A(djektiv)S(ubstantiv)-konstruktioner hos arabiske digtere og en Facebook-diskussion om samme mellem bl.a. Mette Moestrup og Per Aage Brandt. I hvad der må være forrige version eksemplificerer jeg GAS med følgende hjemmelavede metafor:
Et hurtigt eksempel her i en onsdag marts kunne være kuldens hånske hvæsen
Men som Blæksprutten blev ved at samle støv, kunne den jo ikke holde, så for en måned siden opdaterede jeg metaforen til:
Et hurtigt eksempel her en onsdag i maj kunne være solens billige pral.
Jeg kan ikke huske eller umiddelbart opspore, hvordan Blæksprutten oprindeligt afGASsede, men sådan lød det i marts:
her i forårets flimrende reklameblok
Nu:
her i forårets hysteriske reklameblok
fredag den 30. maj 2014
En spøgefuld profeti (/løgn) går i opfyldelse 14 år efter
Jeg anmelder Prins Henriks nye digtsamling, der indeholder både Prinsens franske originaler og Niels Lyngsøs "gendigtninger", i onsdagens WA Bøger, og nævner, at Niels Lyngsø anmeldte Per Aage Brandts oversættelse af digtene i Prinsens første bog, Cantabile, 2000, kritisk i Politiken; her er afslutningen på dengangs anmeldelse:
Der er i gendigtningerne talløse eksempler på udeladelser, tilføjelser og forvanskninger. Den generelle tendens er kort sagt en næsten vrængende idyllisering og platificering. Stillejet trækkes fra det højtidelige ned til det kækt dagligsproglige eller pustes op fra en oprindelig nøgternhed til en (ironisk?) overgjort romantisering. Det er kort sagt ikke nogle særligt venlige gendigtninger. Og uanset om Brandt har villet gøre grin med prinsen eller har villet forbedre hans digte, er de danske versioner simpelthen en fornærmelse fordi de lægger sig så demonstrativt langt fra de franske. I øvrigt antyder Brandt at hans gendigtninger ikke er tænkt som danske versioner (hvad de jo burde være), men som selvstændige digte: Han taler i efterskriftet om en »duet« mellem to digtemåder, en »jamsession« mellem to digtere. I både en duet og en jamsession yder de medvirkende hvert deres originale bidrag til et fælles værk. Men en gendigtning er ikke en duet: Der er én som spiller førsteviolin, og det er originalteksten. Det har Brandt ikke respekteret. Og det er synd for prins Henriks charmerende og musikalske vers som desværre kun vil nå danske læsere i en stærkt forvrænget gengivelse.
Sublime le regard
vague et doux qui suit
l'exil attristé de deux yeux
et lance sur le quai d'une gare
vers un amour qui part
le musical adieu
d'une locomotive enfuie
Ophøjet blik,
som ømt forstår
et andets triste nik
imod den banegård
der snart skal svinde hen -
og fra perronens sten
sender en elsket sjæl
et ordløst, brat farvel:
fra damplokomotivet,
hvis kedel koger, klinger
med ét hjertets musik,
et skrig, en sang så skinger
som smerten over livet.
Digteksemplet i anmelderens vejledende og umusikalske rå-oversættelse
Ophøjet er det blik
som svævende og mildt følger
to øjnes bedrøvede eksil
og som på en perron
sender et musikalsk farvel
til en elsket som tager af sted
som et lokomotiv der forsvinde
- få dage efter interviewer Morten Sabroe (!) Brandt, et uddrag:
Du får nogen på frakken af Politikens Niels Lyngsø!
»Det har jeg hørt. Jeg har ikke læst anmeldelsen, men fået den refereret på telefonen. Lyngsø mener, at oversættelsen burde være gjort anderledes. Han har nogle meget originale synspunkter på, hvordan det skulle være. Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«.
Er det rigtigt!!??
»Der er digte, som er på vej til et nyt manuskript, ja«.
Kan man dermed sige, at Lyngsø er en smule inhabil
»Det ved jeg ikke. Jeg tror simpelt hen, at han meget gerne ville have haft opgaven. Det gør ham vel ikke inhabil. Jeg ved ikke, hvor habil han så er Nej, det er meget interessant, det der«.
Det må man sige. Han siger, dine gendigtninger ikke er fordanskninger, men forvanskninger.
»Ja, det er jo morsomt at sige i en avis. Men jeg tager det ikke så højtideligt og opfatter Lyngsø som min elev fra gamle dage; han prøver, om han lige kan løfte snuden lidt. Han ved ikke specielt meget om, hvad han snakker om«.
Hvilket fører til denne berigtigelse i avisen:
Politiken i går interviewede Morten Sabroe Per Aage Brandt om hans gendigtning af Prins Henriks digte i samlingen 'Cantabile'. I interviewet sagde Per Aage Brandt, at prins Henrik har en ny bog på vej, og at selv samme anmelder, som i Politiken kritiserede Brandts oversættelse, nemlig Niels Lyngsø, skulle oversætte denne nye digtsamling. Per Aage Brandt sagde også, at han mente, at Niels Lyngsø meget gerne selv ville have haft opgaven med at oversætte 'Cantabile'. Og så påstår Per Aage Brandt, at Niels Lyngsø ikke kan fransk. Samtlige påstande afvises kategorisk af Niels Lyngsø, der ikke kom til orde i artiklen. »Det er uden noget som helst hold i virkeligheden, at jeg skulle være i gang med at oversætte en bog af prins Henrik. Jeg har aldrig set andre digte af prinsen end dem, der står i 'Cantabile'. Og jeg har ingen kontakt haft med kongehuset«, siger Niels Lyngsø. (pol)
Der er i gendigtningerne talløse eksempler på udeladelser, tilføjelser og forvanskninger. Den generelle tendens er kort sagt en næsten vrængende idyllisering og platificering. Stillejet trækkes fra det højtidelige ned til det kækt dagligsproglige eller pustes op fra en oprindelig nøgternhed til en (ironisk?) overgjort romantisering. Det er kort sagt ikke nogle særligt venlige gendigtninger. Og uanset om Brandt har villet gøre grin med prinsen eller har villet forbedre hans digte, er de danske versioner simpelthen en fornærmelse fordi de lægger sig så demonstrativt langt fra de franske. I øvrigt antyder Brandt at hans gendigtninger ikke er tænkt som danske versioner (hvad de jo burde være), men som selvstændige digte: Han taler i efterskriftet om en »duet« mellem to digtemåder, en »jamsession« mellem to digtere. I både en duet og en jamsession yder de medvirkende hvert deres originale bidrag til et fælles værk. Men en gendigtning er ikke en duet: Der er én som spiller førsteviolin, og det er originalteksten. Det har Brandt ikke respekteret. Og det er synd for prins Henriks charmerende og musikalske vers som desværre kun vil nå danske læsere i en stærkt forvrænget gengivelse.
Sublime le regard
vague et doux qui suit
l'exil attristé de deux yeux
et lance sur le quai d'une gare
vers un amour qui part
le musical adieu
d'une locomotive enfuie
Ophøjet blik,
som ømt forstår
et andets triste nik
imod den banegård
der snart skal svinde hen -
og fra perronens sten
sender en elsket sjæl
et ordløst, brat farvel:
fra damplokomotivet,
hvis kedel koger, klinger
med ét hjertets musik,
et skrig, en sang så skinger
som smerten over livet.
Digteksemplet i anmelderens vejledende og umusikalske rå-oversættelse
Ophøjet er det blik
som svævende og mildt følger
to øjnes bedrøvede eksil
og som på en perron
sender et musikalsk farvel
til en elsket som tager af sted
som et lokomotiv der forsvinde
- få dage efter interviewer Morten Sabroe (!) Brandt, et uddrag:
Du får nogen på frakken af Politikens Niels Lyngsø!
»Det har jeg hørt. Jeg har ikke læst anmeldelsen, men fået den refereret på telefonen. Lyngsø mener, at oversættelsen burde være gjort anderledes. Han har nogle meget originale synspunkter på, hvordan det skulle være. Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«.
Er det rigtigt!!??
»Der er digte, som er på vej til et nyt manuskript, ja«.
Kan man dermed sige, at Lyngsø er en smule inhabil
»Det ved jeg ikke. Jeg tror simpelt hen, at han meget gerne ville have haft opgaven. Det gør ham vel ikke inhabil. Jeg ved ikke, hvor habil han så er Nej, det er meget interessant, det der«.
Det må man sige. Han siger, dine gendigtninger ikke er fordanskninger, men forvanskninger.
»Ja, det er jo morsomt at sige i en avis. Men jeg tager det ikke så højtideligt og opfatter Lyngsø som min elev fra gamle dage; han prøver, om han lige kan løfte snuden lidt. Han ved ikke specielt meget om, hvad han snakker om«.
Hvilket fører til denne berigtigelse i avisen:
Politiken i går interviewede Morten Sabroe Per Aage Brandt om hans gendigtning af Prins Henriks digte i samlingen 'Cantabile'. I interviewet sagde Per Aage Brandt, at prins Henrik har en ny bog på vej, og at selv samme anmelder, som i Politiken kritiserede Brandts oversættelse, nemlig Niels Lyngsø, skulle oversætte denne nye digtsamling. Per Aage Brandt sagde også, at han mente, at Niels Lyngsø meget gerne selv ville have haft opgaven med at oversætte 'Cantabile'. Og så påstår Per Aage Brandt, at Niels Lyngsø ikke kan fransk. Samtlige påstande afvises kategorisk af Niels Lyngsø, der ikke kom til orde i artiklen. »Det er uden noget som helst hold i virkeligheden, at jeg skulle være i gang med at oversætte en bog af prins Henrik. Jeg har aldrig set andre digte af prinsen end dem, der står i 'Cantabile'. Og jeg har ingen kontakt haft med kongehuset«, siger Niels Lyngsø. (pol)
Hvilket Sabroe fulgte op på med endnu et interview med Brandt:
Universitetslektor Per Aage Brandt, der af Politikens lyrikanmelder Niels Lyngsø fik en hård medfart for sin oversættelse af prins Henriks 'Cantabile', sagde i et interview her i avisen lørdag, at Lyngsø havde et problem, idet han jo selv skulle oversætte prins Henriks næste bog. Dette afviste Lyngsø søndag kategorisk som ren løgn. Vi ringede i går til Per Aage Brandt for at få afklaret, om han havde stukket ikke kun læserne, men også intervieweren, en lodret løgn.
Du sagde i interviewet: »Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«
»Ja«, forklarer Per Aage Brandt. »Jeg sagde, jeg glæder mig til at se den oversat af Niels Lyngsø, ikke? Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, komma, for der er jo mere på vej, komma, oversat af Niels Lyngsø, punktum. Det der sidste komma, det var en sarkasme«.
Så du havde ingen viden om, at Lyngsø var i gang med at oversætte noget af prinsens ...
»Nej, nej«, afbryder Per Aage Brandt.
»Men jeg syntes lige i øjeblikket, at det ville være en værdig opgave
for ham, siden han nu var så god til at give mig vejledning i, hvordan
man foretog den slags ting. Det var mere på den måde. Det var rent
drilleri«.
Rent
drilleri! Så har jeg misforstået det?
»Nej, det er mig, der ikke har sagt kommaerne højt nok«.
Det var en sarkasme, sagt med
kommaer?
»Det skulle forstås sådan: Oversat af Niels Lyngsø,
siden han jo ved, hvordan man gør dette her. Men nu fik jeg jo at vide i
Politikens notits i går, at han havde lært sig fransk, og det glæder
mig meget, at han har benyttet weekenden til noget nyttigt«.
Det var en sarkasme fra din side?
»Selvfølgelig var det det«.
Det var ikke en anklage mod Lyngsø om, at han var inhabil, nu han selv var på vej med en oversættelse af prinsens digte?
»Nej. I øvrigt ville jeg have modsagt mig
selv, for hvis han nu virkelig var oversætter, så skulle han jo kunne
fransk, ikke?«.
- Ingen, ved mange Forfatterskoleelever, er perfidere end PAaB, men nogle gange er perfiditeten så speedet, at den springer mellemregningerne over, og bliver uaflæselig.
Men det er og bliver da MEGET sjovt, at Prinsens næste-næste-næste-næste digtsamling blev oversat af Niels Lyngsø, nøjagtig i hans råoversættelses rimløse stil, n'est ce pas?
lørdag den 26. april 2014
Halvdelen af den halve Brandt-begyndelse
Per Aage Brandt gør aldrig noget halvt og helst gør han det dobbelt, derfor debuterede han i 1969 med 2 samlinger, der bare hed og var Poesi, den ene på Arena Sup-pub og den anden i Rhodos' Tryk-serie; sådan lyder bagside-teksten på Rhodos-debuten:
Digtene, eller digtet, der stadig gentager sig. Betragter digtets situationen, den tilslørede fastfrosne skønhed: Skømheden, og poesien som gestus: Poesi, de betragter sig som virkeligheder, måske tragiske, i et større digt. Det store digt har aldrig eksisteret udenfor poesien, som til gengæld ikke eksisterer selv, men kun ved at producere virkelighed.
- og her er halvdelen af den 15 sider korte bogs indhold:
habitus conficendi poematis POESIS
BAUMGARTEN
signe signifiant un signifiant signifiant
lui-meme une vérité éternelle éternellement
pnesée et dite dans la proximité dún logos présent
DERRIDA
løs sne over vejen
noget over noget
som blomsterne skal skæres
tidligt om morgenen
mens de er saftspændte
elskede enhver kan
gøre det
næsten alle store mænd forener sjælens kraft med kroppens
som hammer og mejsel mod en klippeblok
skove med dyrenes blod fra en åbnet åre
som om den var støbt af glas i de tunge duvende blomsterklaser
når jeg tænker på hvor meget selv den mindste ændring koster os
var keg lige ved at snuble det blev mere og mere med overkroppen
med armene måske er det allerede temmelig mørkt og temmelig
mange bøger drejede hen over øjnene hang over egnen ingen
vidste noget om hende hun stak hovedet ind under en paraply
med hænderne på ryggen ligesom til illumination fra solen går op
til den går ned uden at fuglene bliver bange lige op til håret hos
en ung pige som måske allerede er fuld af tiltro
et ansigt sneen falder på
forstå det eller bevæges
træk for træk koldere
først beskrives ansigtet
mørket falder mørkere
under røde silkesejl
fra halsen til støvet
har lagt sig for fødderne
i halvmørket er det stadig
muligt at skimte enkelte
lysende spor af bevægelse
det hele begyndte i 1927:
i lystighed (kaprifolium) ømhed (hortensia)
men livsfarlig uskyld og noget der lignede
en sort badedragt eller en torso med gyldne skygger om,
følelserne nedlagt i værkerne fra denne tid som er gået
Toget er endelig fremme
ved Herlev Station, hvor
en udstrakt stjernesået slette
med ét åbner sig og omgiver os
Tungsindigt fastfrosne fisk
og vinteren, mens andre
danser til lyden af vio-
liner gemt bag klipperne
blændende sol
stærk sol
i din hånd
standser den jo ikke
tiden
skyernes skygge
åbner sig
skyggernes konturer
åbner sig
tæl til én
lydløst hvidt brændende
for skøn-
hedens skyld
jeg tror på kødets lyst og
infinitesimalpluralismens
uopslidelige tålmodighed
farvel farvel farvel
du har også en bevidsthed
og jeg strækker hals
Sturm
tristesse
åndelige sange
store fortolkere
mange egenskaber
brød vand fugle fisk
snegleskaller
bølger
hår
græs og kalk, ser længe på hende, gentager hende i glas
enten i hånden eller i hjertet, som fortsætter og sikkert
tager form efter kroppens tegning, mens kunst udsletter det
faktiske og fjerner afstanden fra floden historie til de
næsten tidløse myter mellem os
i geografiske tåger spredt i verden ligger
landene på fundamenter mellem havene hejser flag
i gaderne går dønningerne endnu højt hver gang noget
hører op viser tilbage brydes billeder break hun deltager
med hele sin krop begejstret fra mange etager
i udløsningen af et sørgetog
herfra dertil af meningen den begynder at løbe
af tårerne tåge gør det også svært at se noget som helst
tårne sig op for os
alt hvad han har rørt ved
gik op i lys lue og er forsvundet
hav medfølelse med os, sproget er store brændende sår
jeg er græskarmanden gul og vidunderlig
tryghed og jord, tryghed
øm og grøn, farligt at bevæge sig
indefra og udad løsladt
fri til daglig
frihed er frihed til udtryk er kom-
munikation er sprog er redun-
dans har i praksis en nedre
grænse og sætter altså græn-
ser for tolerance og humanisme
er terror:
gør noget andet eller sig noget andet
buske og bregner er vokset op
det er et barn det er en rose det er en fisk
(palabras hermososas, realidad prosaica y miserable. Los
ciegos serían felices en este pais, que para la lengua es
paraiso y para los ojos infierno)
parantesen åbnede sig lukker sig
en måges tid på himlen
er ingen tid for nogen
(stjerner)
Da han igen stødte på forhindringer
Prøvede han en ny sidegade begyndte han
Forfra og til sidst stødte hans hænder
Mod læberne
I porten fandt han ikke lyset og skiftede lyn-
Hurtigt synspunkt
Den der behersker sproget
Forstår umiddelbart hvad der siges
Og kan identificere enkelte sætninger
Hvis man beder ham om det
Identifikationsprocessen er utrolig hurtig
Endnu hurtigere ved læsning end ved hørt tale.
Digtene, eller digtet, der stadig gentager sig. Betragter digtets situationen, den tilslørede fastfrosne skønhed: Skømheden, og poesien som gestus: Poesi, de betragter sig som virkeligheder, måske tragiske, i et større digt. Det store digt har aldrig eksisteret udenfor poesien, som til gengæld ikke eksisterer selv, men kun ved at producere virkelighed.
- og her er halvdelen af den 15 sider korte bogs indhold:
habitus conficendi poematis POESIS
BAUMGARTEN
signe signifiant un signifiant signifiant
lui-meme une vérité éternelle éternellement
pnesée et dite dans la proximité dún logos présent
DERRIDA
løs sne over vejen
noget over noget
som blomsterne skal skæres
tidligt om morgenen
mens de er saftspændte
elskede enhver kan
gøre det
næsten alle store mænd forener sjælens kraft med kroppens
som hammer og mejsel mod en klippeblok
skove med dyrenes blod fra en åbnet åre
som om den var støbt af glas i de tunge duvende blomsterklaser
når jeg tænker på hvor meget selv den mindste ændring koster os
var keg lige ved at snuble det blev mere og mere med overkroppen
med armene måske er det allerede temmelig mørkt og temmelig
mange bøger drejede hen over øjnene hang over egnen ingen
vidste noget om hende hun stak hovedet ind under en paraply
med hænderne på ryggen ligesom til illumination fra solen går op
til den går ned uden at fuglene bliver bange lige op til håret hos
en ung pige som måske allerede er fuld af tiltro
et ansigt sneen falder på
forstå det eller bevæges
træk for træk koldere
først beskrives ansigtet
mørket falder mørkere
under røde silkesejl
fra halsen til støvet
har lagt sig for fødderne
i halvmørket er det stadig
muligt at skimte enkelte
lysende spor af bevægelse
det hele begyndte i 1927:
i lystighed (kaprifolium) ømhed (hortensia)
men livsfarlig uskyld og noget der lignede
en sort badedragt eller en torso med gyldne skygger om,
følelserne nedlagt i værkerne fra denne tid som er gået
Toget er endelig fremme
ved Herlev Station, hvor
en udstrakt stjernesået slette
med ét åbner sig og omgiver os
Tungsindigt fastfrosne fisk
og vinteren, mens andre
danser til lyden af vio-
liner gemt bag klipperne
blændende sol
stærk sol
i din hånd
standser den jo ikke
tiden
skyernes skygge
åbner sig
skyggernes konturer
åbner sig
tæl til én
lydløst hvidt brændende
for skøn-
hedens skyld
jeg tror på kødets lyst og
infinitesimalpluralismens
uopslidelige tålmodighed
farvel farvel farvel
du har også en bevidsthed
og jeg strækker hals
Sturm
tristesse
åndelige sange
store fortolkere
mange egenskaber
brød vand fugle fisk
snegleskaller
bølger
hår
græs og kalk, ser længe på hende, gentager hende i glas
enten i hånden eller i hjertet, som fortsætter og sikkert
tager form efter kroppens tegning, mens kunst udsletter det
faktiske og fjerner afstanden fra floden historie til de
næsten tidløse myter mellem os
i geografiske tåger spredt i verden ligger
landene på fundamenter mellem havene hejser flag
i gaderne går dønningerne endnu højt hver gang noget
hører op viser tilbage brydes billeder break hun deltager
med hele sin krop begejstret fra mange etager
i udløsningen af et sørgetog
herfra dertil af meningen den begynder at løbe
af tårerne tåge gør det også svært at se noget som helst
tårne sig op for os
alt hvad han har rørt ved
gik op i lys lue og er forsvundet
hav medfølelse med os, sproget er store brændende sår
jeg er græskarmanden gul og vidunderlig
tryghed og jord, tryghed
øm og grøn, farligt at bevæge sig
indefra og udad løsladt
fri til daglig
frihed er frihed til udtryk er kom-
munikation er sprog er redun-
dans har i praksis en nedre
grænse og sætter altså græn-
ser for tolerance og humanisme
er terror:
gør noget andet eller sig noget andet
buske og bregner er vokset op
det er et barn det er en rose det er en fisk
(palabras hermososas, realidad prosaica y miserable. Los
ciegos serían felices en este pais, que para la lengua es
paraiso y para los ojos infierno)
parantesen åbnede sig lukker sig
en måges tid på himlen
er ingen tid for nogen
(stjerner)
Da han igen stødte på forhindringer
Prøvede han en ny sidegade begyndte han
Forfra og til sidst stødte hans hænder
Mod læberne
I porten fandt han ikke lyset og skiftede lyn-
Hurtigt synspunkt
Den der behersker sproget
Forstår umiddelbart hvad der siges
Og kan identificere enkelte sætninger
Hvis man beder ham om det
Identifikationsprocessen er utrolig hurtig
Endnu hurtigere ved læsning end ved hørt tale.
Borum siger tillykke til Brandt
med 50 års-fødselsdagen i Ekstra Bladet i 1994 i en anmeldelse af poesi-samlingen Largo (der får 5 stjerner):
På sin halvtredsårs fødselsdag udsender Per Aage Brandt en ny digtsamling, og det giver mig endnu engang lejlighed til at sige, at han er en af de få genier, vi har i Danmark, først og fremmest som tænker og forsker inden for den filosofisk-sproglige videnskab, der hedder semiotik, læren om tegnene. Han tænker nyt. Så det er klart, at han ikke er nem.
Man hører ham ofte i forelæsninger bruge vendingen 'nyere forskning' har fundet ud af', og man kan roligt regne med, at det betyder 'jeg tænkte i aftes'. For nogle år siden deltog jeg i en konference på universitetet, hvor Brandt indledte sit indlæg med at undskylde, at han måske kom til at sige noget nyt. Det var jo meget uskyldigt, men da det var efter, at vi havde hørt en række professorer stå og sige noget, som de selv og andre havde hørt utallige gange før, så lå der jo en skjult brod i det. Brandt er ikke nem.
Det viser den efterhånden klassiske historie om hans disputats. Den blev nemlig kasseret af et 'sagkyndigt' udvalg på fire universitetslærere - fuldstændig som Brandts forgænger, Louis Hjelmslev, vor mest internationalt berømte sprogforsker, i sin tid havde fået kasseret sin disputats. De fire 'sagkyndige' mente ikke, Brandt havde forstået den franske forsker Greimas. Hvorefter Brandt skrev disputatsen på fransk og fik den antaget i Paris hos Greimas, som hyldede ham som sin efterfølger ...
Brandt er ikke nem ...
Det er hans digte heller ikke, Ikke fordi de er dunkle, snarere fordi de er for klare. Han tænker for meget og for hurtigt, så det er svært at følge med. Men det er værd at forsøge, for man får noget nyt at vide - og hvor gør man ellers det?
Largo er vist hans femtende digtsamling siden 69 - han har også 25 års forfatterjubilæum. Og hvor man før kunne mærke en vis spænding mellem tænkning og digtning, som om det der ikke kunne komme ud i essays og afhandlinger, skulle presses gennem digtene, der er han nu nået frem til en perfekt harmoni mellem tanke og følelse i disse 101 korte digte, der tælles ned fra 100 til 0.
Brandt er en realistisk digter med enorm fornemmelse for det, han kalder 'tingenes ømhed', for omverdenens selvstændige eksistens Samtidig er han naturligvis sprogdigter, også og ikke mindst når han skriver erotiske digte, og det gør han gerne. 'Bevidsthed er måske et kønsorgan, derfor så bort-/ vendt i nærværet', står der et sted.
Som hans digte selv er: Bortvendte og meget nærværende, produktive i deres stædige anderledeshed.
Hvor er det godt han findes!
På sin halvtredsårs fødselsdag udsender Per Aage Brandt en ny digtsamling, og det giver mig endnu engang lejlighed til at sige, at han er en af de få genier, vi har i Danmark, først og fremmest som tænker og forsker inden for den filosofisk-sproglige videnskab, der hedder semiotik, læren om tegnene. Han tænker nyt. Så det er klart, at han ikke er nem.
Man hører ham ofte i forelæsninger bruge vendingen 'nyere forskning' har fundet ud af', og man kan roligt regne med, at det betyder 'jeg tænkte i aftes'. For nogle år siden deltog jeg i en konference på universitetet, hvor Brandt indledte sit indlæg med at undskylde, at han måske kom til at sige noget nyt. Det var jo meget uskyldigt, men da det var efter, at vi havde hørt en række professorer stå og sige noget, som de selv og andre havde hørt utallige gange før, så lå der jo en skjult brod i det. Brandt er ikke nem.
Det viser den efterhånden klassiske historie om hans disputats. Den blev nemlig kasseret af et 'sagkyndigt' udvalg på fire universitetslærere - fuldstændig som Brandts forgænger, Louis Hjelmslev, vor mest internationalt berømte sprogforsker, i sin tid havde fået kasseret sin disputats. De fire 'sagkyndige' mente ikke, Brandt havde forstået den franske forsker Greimas. Hvorefter Brandt skrev disputatsen på fransk og fik den antaget i Paris hos Greimas, som hyldede ham som sin efterfølger ...
Brandt er ikke nem ...
Det er hans digte heller ikke, Ikke fordi de er dunkle, snarere fordi de er for klare. Han tænker for meget og for hurtigt, så det er svært at følge med. Men det er værd at forsøge, for man får noget nyt at vide - og hvor gør man ellers det?
Largo er vist hans femtende digtsamling siden 69 - han har også 25 års forfatterjubilæum. Og hvor man før kunne mærke en vis spænding mellem tænkning og digtning, som om det der ikke kunne komme ud i essays og afhandlinger, skulle presses gennem digtene, der er han nu nået frem til en perfekt harmoni mellem tanke og følelse i disse 101 korte digte, der tælles ned fra 100 til 0.
Brandt er en realistisk digter med enorm fornemmelse for det, han kalder 'tingenes ømhed', for omverdenens selvstændige eksistens Samtidig er han naturligvis sprogdigter, også og ikke mindst når han skriver erotiske digte, og det gør han gerne. 'Bevidsthed er måske et kønsorgan, derfor så bort-/ vendt i nærværet', står der et sted.
Som hans digte selv er: Bortvendte og meget nærværende, produktive i deres stædige anderledeshed.
Hvor er det godt han findes!
Voksen Brandt ilter skyen - PER AAGE 70
Professor emeritus i ALT og overset poet perpetuum og Forfatterskole-medstifter (og vel dermed Kartel-Godfather) Per Aage Brandt fylder 70 i dag TILLYKKE til multi-unikummet!
Jeg ville gerne have haft ham og hans partisansøms-pædagogik til at dukke op som en deus ex machina til paneldebatten om hvidhed på txt.ville i går, så var mine med hinanden rørende enige panel-meddeltagere (minus medierende Kamilla) nok for alvor kommet op i det røde felt, hvor de spektakulært kunne eksplodere; den desperate jovialitet, jeg udtrykker mig igennem, var lettere bare at ryste kollektivt på hovedet af,
Den første Per Aage-samling af "Poesi" (som de jo altid kalder sig, samlingerne), som jeg anmeldte, Ingen kan vågne, 1990, anmeldte jeg desværre ret patroniserende, så vidt jeg husker (noget med professorens løse notater, han burde stramme op på), og det vil jeg gerne officielt fortryde med, apropos al identitetssnakken, med at råbe HURRA via en "identitetssonet" fra den bog:
der er ingen anden dig end den
der kontrollerer dine handlinger
og mishandlinger og andre fejl
ved simple analogisk tiltræk-
ning og frastødning magnetisk
etik som du har pådraget dig
som barn dengang samfundet
ankom i dit nervesystem og
grundlagde din sjæl stilen
i din måde at forveksle enhver
med enhver anden som er dig selv
ved overhovedet at stå derude
på fortovet og kæmpe med en
usynlig bisværm fra hjernen
Jeg ville gerne have haft ham og hans partisansøms-pædagogik til at dukke op som en deus ex machina til paneldebatten om hvidhed på txt.ville i går, så var mine med hinanden rørende enige panel-meddeltagere (minus medierende Kamilla) nok for alvor kommet op i det røde felt, hvor de spektakulært kunne eksplodere; den desperate jovialitet, jeg udtrykker mig igennem, var lettere bare at ryste kollektivt på hovedet af,
Den første Per Aage-samling af "Poesi" (som de jo altid kalder sig, samlingerne), som jeg anmeldte, Ingen kan vågne, 1990, anmeldte jeg desværre ret patroniserende, så vidt jeg husker (noget med professorens løse notater, han burde stramme op på), og det vil jeg gerne officielt fortryde med, apropos al identitetssnakken, med at råbe HURRA via en "identitetssonet" fra den bog:
der er ingen anden dig end den
der kontrollerer dine handlinger
og mishandlinger og andre fejl
ved simple analogisk tiltræk-
ning og frastødning magnetisk
etik som du har pådraget dig
som barn dengang samfundet
ankom i dit nervesystem og
grundlagde din sjæl stilen
i din måde at forveksle enhver
med enhver anden som er dig selv
ved overhovedet at stå derude
på fortovet og kæmpe med en
usynlig bisværm fra hjernen
fredag den 7. februar 2014
Findes singulære billeder? (Peter Bangs Vej, spæk)
Per Aage Brandt forelæste om metafor og metonymi på Forfatterskolen i går eftermiddags;, vi kom 5-10 minutter for sent, og han var allerede på sin roligt fremgrublende facon turbo ude over stepperne (metafor!), og det var en hjernemasserende (metafor!) fornøjelse at låne ører til (analyseret metafor!); et højdepunkt var den 15 minutter lange improvisation - inkl. autofiktion, måske til ære for dagens vært, rektor Llambìas - over billedet: kirurgen var en slagter (man ville jo ikke fornærme en slagter ved at sige til ham: Du er en slagter, slagter!)
På et tidspunkt sagde professor emeritussen, hvilket lød slående rigtigt, at billedplanet altid er generelt, generisk, ikke-singulært. Man siger ikke: En kirurg (på Rigshospitalet) er (som) slagteren på Kultorvet. Man siger ikke: Du er dum som døren til Nansensgade 53. Men hvorfor gør man ikke det? Fik jeg ikke spurgt om. Og gør man det ikke nu og da? Og er det faktisk ikke en meget skøn slags minoritets/sær-metafor. Jeg prøvede at komme i tanke om eksempler og nåede frem til 2, måske har I, mine bloglæsere, flere?:
1. Søren Ulrik Thomsens linje fra Det værste og det bedste:
hævnen er trist som pisregn på Peter Bangs Vej
- singulær vej, I know, Peter Bangs Vej!
2. Den Ekstra Bladet-anmeldelse, jeg har den ikke lige ved hånden, hvor Poul Borum sammenligner en roman af Jens Christian Grøndahl med Borums køleskab fuld af pakker med spæk, dengang han havde en ung, norsk digter boende.
Singulær, anekdotisk genereret (og nødvendigvis anekdotisk genereret, ellers havde metaforen fået en HELT anden aggressiv barok/surrealistisk karakter) nature morte: køleskab fuld af pakker med spæk
(jeg kan ikke find et rigtige tavlebillede med PAaB hvor han ved siden af en fuldt udfyldt kæmpetavle og ligner en lykkelig og sejrende maratonløber)
På et tidspunkt sagde professor emeritussen, hvilket lød slående rigtigt, at billedplanet altid er generelt, generisk, ikke-singulært. Man siger ikke: En kirurg (på Rigshospitalet) er (som) slagteren på Kultorvet. Man siger ikke: Du er dum som døren til Nansensgade 53. Men hvorfor gør man ikke det? Fik jeg ikke spurgt om. Og gør man det ikke nu og da? Og er det faktisk ikke en meget skøn slags minoritets/sær-metafor. Jeg prøvede at komme i tanke om eksempler og nåede frem til 2, måske har I, mine bloglæsere, flere?:
1. Søren Ulrik Thomsens linje fra Det værste og det bedste:
hævnen er trist som pisregn på Peter Bangs Vej
- singulær vej, I know, Peter Bangs Vej!
2. Den Ekstra Bladet-anmeldelse, jeg har den ikke lige ved hånden, hvor Poul Borum sammenligner en roman af Jens Christian Grøndahl med Borums køleskab fuld af pakker med spæk, dengang han havde en ung, norsk digter boende.
Singulær, anekdotisk genereret (og nødvendigvis anekdotisk genereret, ellers havde metaforen fået en HELT anden aggressiv barok/surrealistisk karakter) nature morte: køleskab fuld af pakker med spæk
(jeg kan ikke find et rigtige tavlebillede med PAaB hvor han ved siden af en fuldt udfyldt kæmpetavle og ligner en lykkelig og sejrende maratonløber)
lørdag den 16. november 2013
Romanrocker vs. poesiprofessor
Den litterære genre, jeg mindst forstår, er ...
.. lyrik, poesi, digte og den slags. Jeg har prøvet for mange år siden, men det siger mig ikke en dyt. Det er noget med, at de dygtigste skriver så uforståeligt som muligt, og så forventes det, at alle forstår det. Vel har jeg da læst nogle smukke og dybe digte, som man jo skal og bør, når man bevæger sig i et intellektuelt skallepandemiljø, men nej tak. Det siger mig ikke noget, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde bevæger mig den vej. Jeg tror også, det er de færreste, som betragter mig som poet.
- Jønke, aktiv rocker, i Forfatterforeningens blad Forfatterens faste enquete
Den litterære genre, jeg mindst forstår, er ...
... egentlig romanen. Denne genre omfatter tekster, hvis fortællinger som regel er så lange og så pakkede med beskrivelser og henvisninger, at jeg allerede efter få sider oplever en mætning, der kun kan afhjælpes ved en mindre opmærksom læsning. Men selv mærker jeg ofte, at forfatteren faktisk ikke aner, hvor det hele bærer hen, og hvorfor det lige står der, hvor det står, bortset fra, at der skal stå noget hele tiden. Man kan let blive opslugt af en roman, den er et kødædende væsen, så man kommer sjældent helskindet igennem.
Per Aage Brandt, professor emeritus, i nummeret før
.. lyrik, poesi, digte og den slags. Jeg har prøvet for mange år siden, men det siger mig ikke en dyt. Det er noget med, at de dygtigste skriver så uforståeligt som muligt, og så forventes det, at alle forstår det. Vel har jeg da læst nogle smukke og dybe digte, som man jo skal og bør, når man bevæger sig i et intellektuelt skallepandemiljø, men nej tak. Det siger mig ikke noget, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde bevæger mig den vej. Jeg tror også, det er de færreste, som betragter mig som poet.
- Jønke, aktiv rocker, i Forfatterforeningens blad Forfatterens faste enquete
Den litterære genre, jeg mindst forstår, er ...
... egentlig romanen. Denne genre omfatter tekster, hvis fortællinger som regel er så lange og så pakkede med beskrivelser og henvisninger, at jeg allerede efter få sider oplever en mætning, der kun kan afhjælpes ved en mindre opmærksom læsning. Men selv mærker jeg ofte, at forfatteren faktisk ikke aner, hvor det hele bærer hen, og hvorfor det lige står der, hvor det står, bortset fra, at der skal stå noget hele tiden. Man kan let blive opslugt af en roman, den er et kødædende væsen, så man kommer sjældent helskindet igennem.
Per Aage Brandt, professor emeritus, i nummeret før
lørdag den 20. april 2013
Det elegiske Per Aage-alfabet (+ questions, questions, questions)
(fra pressemeddelelsen om Per Aage Brandts nye samling Elegi. Poesi - der "består af digte, som handler om mange sammenhængende ting. I alfabetisk orden:)
angsten
bevidstheden
drømmen døden
eksistensen
forvildelsen
hverdagen
identiteten ingenting initmiteten ironien
katten katastrofen kommunikationen krigen kroppen kunsten kærligheden
lysten
magten
naturen
poesien politikken
religionen
sjælen skriften
uroen
ævred
økologien økonomien
ånden
("og enkelte andre emner")
- og her er et digt med spørgsmål (men uden spørgsmålstegn), fordi Blogdahl samler på gode spørgsmål:
kan fattigdommen igen redde
verdensbanken, hvem er hun
gravid med denne gang, er det
godt for tanken at æde kridt,
sagde wittgenstein virkelig
det, hørte jeg rigtigt, skal man
besøge en reaktor mindst én gang
i sit liv, elsker du mig, i lige
måde, nå, jeg må løbe, skal man
løse problemer med kogesprit
(jeg spørger bare)
angsten
bevidstheden
drømmen døden
eksistensen
forvildelsen
hverdagen
identiteten ingenting initmiteten ironien
katten katastrofen kommunikationen krigen kroppen kunsten kærligheden
lysten
magten
naturen
poesien politikken
religionen
sjælen skriften
uroen
ævred
økologien økonomien
ånden
("og enkelte andre emner")
- og her er et digt med spørgsmål (men uden spørgsmålstegn), fordi Blogdahl samler på gode spørgsmål:
kan fattigdommen igen redde
verdensbanken, hvem er hun
gravid med denne gang, er det
godt for tanken at æde kridt,
sagde wittgenstein virkelig
det, hørte jeg rigtigt, skal man
besøge en reaktor mindst én gang
i sit liv, elsker du mig, i lige
måde, nå, jeg må løbe, skal man
løse problemer med kogesprit
(jeg spørger bare)
onsdag den 9. januar 2013
At lufte de døde (og så på vej til Sønderborg)
Jeg kan ikke få linjen og udtrykket "Walking the dead" fra Bowies nye
sang ud af hovedet, og på dansk må det selvfølgelig blive 'At lufte de
døde'; jeg kommer i tanke om Per Aage Brandts tredobbelte
kommunikationsmodel på powerpointen i Testrups foredragssal i mandags,
hvor den kommunikerende bag om ryggen på den/dem, der kommunikeres med,
kan lade de døde tale, altså andre der har kommunikeret før, og endda
lade døde, der aldrig har levet, nemlig litteraturens personer og
fortællere tale. Jeg er på vej til Sønderborg for, så vidt jeg har
forstået, at tale om poesi og (ny nordisk) skole og tænker, at Bowies
linje meget fint udtrykker, hvordan der ideelt set skal undervises i
tekster, herunder poesi: læreren skal lufte de døde! Og jeg faldt
tidligere i dag over dette perfekte digt af Eske K. Mathiesen i den
lillebitte samling Herbarium, der siger det samme på en anden, lige så poetisk måde, for når vi finder digtet, finder det jo os:
Mågeskelettet fjedrer livligt
i drengens hånd: Se, hvad jeg fandt!
Se, hvad jeg fandt, mumler skelettet
og løber videre med drengen.
Mågeskelettet fjedrer livligt
i drengens hånd: Se, hvad jeg fandt!
Se, hvad jeg fandt, mumler skelettet
og løber videre med drengen.
mandag den 7. januar 2013
Et foredrags efterfest
Form er ondskab, kom jeg til at udbryde under mit Tag & Læs-foredrag i går, og i dag i spørgetimen efter sit eget foredrag om ondskab tog Per Aage Brandt pludselig på sig at forklare, hvorfor jeg havde ret, og det lød fuldstændig overbevisende og totalt skarpsindigt, mens argumentationen stod på, og bagefter spurgte professor emeritussen mig om jeg var enig i hans udlægning - 'jo tak' svarede jeg bare som en århusiansk buskontrollør, og nu kan jeg ikke huske et ord, og senere i spørgetimen efter Karl Ove Knausgårds foredrag om ondskab henviste en spørger til mit foredrag og titlen på det, som stadig stod på tavlen, med 'det gode' tilføjet under AUTENTICI/TET/RIS og 'det onde' under ARTIFICIALI/TET/OFFENSIV, Knausgård svarede venligt i vest og tilføjede, at jeg, 'Bykdahl', nok havde ment noget i øst, tak til begge notabiliteter!
Abonner på:
Opslag (Atom)
