lørdag den 22. februar 2020

Albert 100 Samuel 2

Den ene den anden dag, den anden i dag - krydspunkt: Ikea:


fredag den 14. februar 2020

Erkendelse 22:25

s
t
i
g
r
e
o
l
e
r
n
e

e
r

s
t
i
g
r
e
o
l
e
r
n
e

i

m
i
t

l
i
v

fredag den 31. januar 2020

ALBERT 100 I DAG

Dagens afklippede hæle og tæer

bl.a. pga. redesignet af WA og WA Bøger

- fra anmeldelsen af Ursula Andkjær Olsens Mit smykkeskrin:


På næste side, i et sekundkort digt, morfer hjertet gennem ryggen videre til en tvetydig anglicisme:
  ”jeg tænker på// jorden har min ryg”
  
(og måske var forrige værk, dagbogsromanen Krisehæfterne, så wagnersk emo-heavy rock?)

(nervelunden kunne sagtens have udviklet sig til et helt blomstrende nervebundt af billeder, men gør det så bare ikke).

 - fra anmeldelsen af Johan Davidsens Selvmordstanker kan ikke betale sig: 

HVORFOR SKAL DET SKRIVES OG HVORFOR SKAL JEG LÆSE DET?

Hans genkommende titel-overvejelser af og om selvmord har Sofie den helt præcise kommentar til (og hvorfor er der i det hele taget ikke flere dialoger, dem turnerer Davidsen langt behændigere end de idelige monologer):
. ”Du snakker lidt om det på samme måde, som når jeg er fuld til fester og bliver vildt skuffet, hvis folk ikke kan lide den musik, jeg sætter på.”
  Skift nu den plade, Johan!

torsdag den 30. januar 2020

Ursula om hvordan det er at læse Ursula og bare at leve

side 175 i Mit smykkeskrin, digtet efter de to digte, jeg citerer midterligt i min anmeldelse:

gå gennem det ultraviolette lys fra hjernen
grædende
gik gennem, gik hen over sorgens bue
den sørgendes bøjen sig ind over sin sorgs bue
grædende
til sidst: gik gennem kroppens nåleøje
og ind, ud

grædende


at hvad der kan forandre noget kalder jeg energi
at hvad der kan holde sammen på noget kalder jeg energi
den måde skønheden slår på
rammer tungt og slår mod alle berøringsflader
kalder jeg energi

skumgrøn, mælkegrøn, perlegrøn, fløjlsgrøn

Billedresultat for andkjær smykkeskrin gyldendal

cover: Sophia Kalkau! 

Jeg vil skrive kritik som alle de bedste skriver skønlitteratur

Jeg vil skrive med en syntaks som Christina Hesselholdt

Jeg vil skrive med et billedsprog som Ursula Andkjær Olsen (se min anmeldelse af hendes fantastiske Mit smykkeskrin  i den nydesignede avis i morgen!) (og også som Rasmus Nikolajsen, hvis Barnevognshaiku jeg måske når at kaste et blik på senere i dag)

Jeg vil skrive med en polyfoni som Cecilie Lind (som jeg elsker på ALLE ledder) (og også som Peter Laugesen, min Bob Dylan, men jo så uendeligt meget stærkere en digter (og performer))

Jeg vil skrive med en klarhed som Helle Helle (og også som Eske K. Mathiesen)

Jeg vil skrive med et kaos som Hanne Højgaard Viemose

Jeg vil skrive med en humor som Line Knutzon (og også som Jens Blendstrup, min bedste ven (af to))

Jeg vil skrive med en satire som Kristina Nya Glaffey (som jeg forhåbentlig får hilst på i aften til WA's prisfest)

Jeg vil skrive med en forfinelse som Dorrit Willumsen (som jeg forhåbentlig også får hilst på til festen)

Jeg vil skrive med en indædthed som Asta Olivia Nordenhof

Jeg vil skrive med en charme som Pia Juul (og også som Lars Frost))

Jeg vil skrive med en påhitsomhed som Marianne Larsen (og også som T.S. Høeg)

Jeg vil skrive med en excentricitet som Vibeke Grønfeldt

Jeg vil skrive med en barne- og tyrkertro på poesien som Signe Gjessing (som jeg forhåbentlig også får hilst på i aften)

Jeg vil også skrive som alle de andre, jeg beundrer, fra Aidt til Voetmann

søndag den 26. januar 2020

Drengen hesten bilen

Drengen viser
hesten bag
indhegningen
på Gentofte Rideskole
sin røde yndlingsbil
(SOM SENERE PÅ DAGEN
HÅBLØST FORSVANDT
MÅSKE I ELLER NÆR
KGS. HAVE)

Hesten ignorerer drengen
med den foragtsfuldeste
mine: I couldn't care less,
vi var biler i årtusinder
før der var biler, gå hjem
og vug, grønært, helt ærligt!

fredag den 24. januar 2020

Kældermandens sang

Det er ikke noget, der
SPØGER,
at hver dag
ØGER
mængden af
BØGER

tirsdag den 21. januar 2020

X C

Stem på Cecilies Mit barn som vinder af Politikens Litteraturpris, skriv "pris cl" på en sms til nummeret 1218





















Billedresultat for konservative folkeparti


Billedresultat for konservative folkeparti


Billedresultat for konservative folkeparti

mandag den 20. januar 2020

Linjeantal

(Klaus Rothstein:) "Fine linjer":

"I hvert fald stod hun der og smilede uudgrundeligt med det lange lyse hår og blikket rettet mod fjerne horisonter, side om side med de nye noveller af Alice Munro, som Ida Jessen har oversat.
Men, hov! Det er jo slet ikke Alberte! Hun ligner bare med det lyse hår og de fine linjer. Der er noget bekendt ved ansigtet. Det må være endnu en kendis, der springer ud som romanforfatter. Aha, det er jo Malou Aamund! Datter af ham, De ved nok, og gift med ham, De ved nok (og gad vide, hvad han nu skal lave) - og prøvede hun ikke også at være politiker for et eller andet liberalt parti, jo nemlig, og var hun ikke ungdomskæreste med selveste, jo netop."

= (Robin Thicke:) Blurred Lines:



Hvad vi har brug for er (Massive Attack:) Blue Lines

lørdag den 18. januar 2020

2 associationer til afsnittet fra Penge på lommen, en nær og en fjern




Det par i sølv lyste op i det blånende mørke

mens jeg har hørt "Wasted My Youth" igen og igen har jeg læst Asta Olivia Nordenhofs mildest talt gode (og umilde OG DOG) roman og 1. FØLJETONDEL AF SYV (med navns nævnelse til sidst:

"SCANDINAVIAN STAR

Del et - Penge på lommen 
Del to - Ideer
Del tre - Maria, Atlantis
Del fire - Ideer 2
Del fem - Jørgen ofres
Dels seks - Tavshed
Dels syv - Watertown")

- og det er jo nok bare tilfældigt, men jeg synes sang og roman rimer, noget med kynisme og henførthed, her er apropos spildt ungdom sidste delafsnit af storassnittet "Hændelser i Maggies ungdom":

"Maggie står højt hævet over stationen på balkonen, hun ser togene rulle ind på perronerne, mennesker stimle ud, spred sig, holde på børn og tasker og forskellige ideer, der fra hendes høje sted alle fortoner sig.

Hun rejste hertil i går, lod det meste blive på værelset og gik mod Hovedbanen, hvor hun tog det første tog, der gik ud af landet, det havde endestation i Göteborg. Hun kan ikke være nogens barn, heller ikke kommunens, hun gider ikke svare nogen på, hvad hun laver, så hellere leve med, at ingen spørger.

Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen. Man skal tage grædekostume på, være taknemlig og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på. Men hun er ikke taknemlig for noget som helst, hu nægter at stå i gæld, det er sådan, hun har det, indtil hun igen kommer krybende og ydmyger sig for en meget ussel løn. Det er også alt sammen bare en fjern bekymring nu, hun har penge til et par dage og finder vel på noget bagefter.

Pakningen gik som altid hurtigt, ned it aksen med de mest umistelige ting, først og fremmest hendes skosamling. Det første hun gjorde, da hun havde låst sig ind på hotelværelset, vat at stille skoene op på række. I skumringstimen lå hun på sengen og kiggede på dem, det par i sølv lyste op i det blånende værelse.

Senere satte hun sig på balkonen, hun var i et vidunderligt stenet humør, lydene nede fra pladsen svømmede ind i hende, men uden at kræve noget.

Frøst da han rømmede sig, gik det op for hende, at der stod en mand på balkonen ved siden af hendes. Han rakte en pakke cigaretter ud over rækværket og hen mod hende, hun takke og tog en, så var de igen tavse.

Inden han noget senere brød op, gik ind på sit værelse og slukkede lyset, holdt han en lille tale: Han havde boet på hotellet i otte år, restauranten ville han varmt anbefale, han blev skilt og skulle bare være her i en periode, men tiden gik, og efterhånden så han ingen grund til at flytte.

I morges forlod han med en mappe i hver hånd hastigt buffeten, netop som Maggie ankom. Hun vendte sig og så efter hans korte, brede ryg, indtil han forsvandt ud af svingdøren.

Der var noget eventyrligt over ham, som om han var groet fuldvoksen op af jorden og straks gpået i gang med sine forehavender, pilet ind og ud af lobbyer med skiftende, uforståelige dokumenter.

Nede på pladsen går et ungt par med barnevogn mod stationen. Flere gange stopper de op og kysser hinanden. Maggie vender dem ryggen, går ind på badeværelset, hvor hun sætter sig nøgen i badekarret. Hun tænder ikke for vandet, det er den kolde porcelæn, hun gerne vil mærke.

Hun forestiller sig at skrive nogle sange om sit liv. Hun vil gerne synge dem ligesom Nico synger sine sange, Hendes hoved er tørt af cigaretter, hun har taget en pude med at hvile nakken imod, og nu svimler hun uden selv at kende skellet hen i drømme."

Billedresultat for nordenhof penge på lommen