lørdag den 17. august 2019

Sublimt udgæret årgangs-Ørnsbo

- fra måske-hovedværket Myter, 1964:

(Ørnsbos egen fodnote!)

TORDEN

Katteskumring indvolde
for alle vinduer en sørgerand om himlens
intention Op over træets klæge kød
og paraplyers bopladser
stod overflødig varme flueopsvulmet
og uden vejr,

Have frustreret af blade
låge med sugekopper
og dejgbuskadser henstillet til hævning
Vallede pindsvin og sko
med daggamle svedballer* synker ned
i tykningens silo
Udmattet søgte røgen bort
fra eget kontrafej og skorstenslæder
hang fast i kviste undervejs
blev sær.

Spindelvævsstrikninger
opslår deres trøjer mellem grenene
ders fluer ophængt i ærmegabene deres tønder
til klumpekroppene
syreners pukler pejler den forladte meteorologi
levrede stære
falde redesort traumatisk gennem blakkede
buske tilbage i hegnets
matte underverden.

Vinduesindrammet menneskepus
katte lukket ind i skabe som kløende sår
Sved står af kroppen
som brædder på vej ud af et stillads
Hovedbunden løftet
på rokkende fingre ud i værelsets fedtede petroleumshav
det lyser i håret undervejs
signalerer ned små magnesiumsbordbomber
øjnene svupper frem og tilbage
på deres dybvandsstilke
               Lydløst oplades grimassen mellem
               røde tallerkenvægge og møblers blå mærker
               munden prøver sin tunge, lynafleder
               sit elektriske spyt
               atmosfærisk forsagt løsnes alle
               blonde skæl på kraniebakken.

Endeligt
de lilla lunger kryber et stykke op
astmatikken ligger lige under ganen
en tordens blåstrømper
begynder sin afklædning i havegangen
et lyn for fejl af egen kolbøtter
endte ude i et andet sogn.

Nu brast det
klemmer tages ud af tøjet
kroppen skæres fir af osteklokker
tordenklemmer falder ned af trappen
neglerødders grønne magnetiske horn bisser
mellem møbler
halsen i aftrækkerbevsær bytter om
på sine spændte tommelfingre
slipper en gennemtræk løs
fra lungernes slugte komprimeringsstue
omvender sig til vestenvinden
og en anden nasal opkomlingselektricitet

Lyn i himmelspræt
kriminelle vinkler fremdraget skyer
uden bukser fingeraftryk på taget
Nu ses de havedele overfyldte mørkekamre
fotogene hundehuse
flagstænger med fleget nede om benene
siamesiske vanddråber
ormeblottelsers forlængede perspektiv
nu.

Ravage
ud over mundvige jern og bobler
havers blødersygdomme
lommer flyder over, lemmet står
som et kæntret skib
gæller arbejder under huden
håret begynder sine algebevægelser dybdehavsdans
fisk flyder ind fra trætoppene
blop ind i munden
ocenagående sømænd hilser mig dinglende
henne fra buskadset.

Således
en retouchering har klaret teinten
snegleaccelereret tager landskabet form
regnorme trækker deres hud
op af jorden fliser hælder vand af kroppen
ud under paraplyers styrthjelme
dukker ansigtet frem smukt
humusbræmmet.

En særlig gud
har kasseret skyer rettet på tage
gødet alle lommer
på sprukne indendørshaner og stigbøjlefjer
Ind over mit dryppende hoved
står friske hunde med næsers rasende vindtunneller
bladrer lugte ud af min skjorte
godtager med løftede ben et hjørne af min krop:
hvem var her sidst


* af et bal

Indfaldne blå øjne - Jess Ørnsbo 1932-2019

Jess Ørnsbo havde tre digte (i maskinskrevet faksimile) med i det seneste nummer, 67, af Victor B. Andersens Maskinfabrik fra denne april, dette er nr. to, så ømt krasbørstigt som nogensinde (jeg læste det op live i TV2 News i går, det gjorde godt at gøre, men slukkede jo lang fra sorgen over en bortgået suveræn digterstemme, vel faktisk tværtimod) (og måske er titlen Ørnsbos endelige definition af sin legendariske skeløjethed!?), egentlig er det vel faktisk et hyrdedigt!?:

En tung og genstridig januar
uden for kroen står nogle gærende
unge mennesker
skræppende blomster og flygtende persille
indfaldne blå øjne
og sprøde skridt i gruset
pludselig
når hjernerystelser mødes
og sød musik opstår
i trænede hjerter
og dertil månens strålebehandling
ny og næ og næ og ny
det er børnene der er på vej
snart fødes der børn
med skilning og medfødt slips
en fødebølge går gennem teatrene
nye børnehaver støbes i beton
på toppen af højhusene
der blæser børn ud alle vegne
Statsministeren er rugemor
får forhøjet sin livrente
mænd får indopereret en gyldig livmoder
Barnløse kun for samlere

MIT VAREMÆRKE ER SKYERNE

Billedresultat for jess ørnsbo

Dobbeltnekrologen

Billedstyrken i dansk poesi er siden i går reduceret med mindst 40 %

2 x julehad

Det er ikke løgn, at jeg tænkte på Jess Ørnsbo, da jeg læste Simon Grotrians ny samling, Digte, og begge store digtere stadig var levende, da jeg nemlig læste dette lille digt, der næsten kunne være en Ørnsbo-hommage:

Hun hængte hvæsende
de bloddryppende kugler på træet
spaghettilang aften.

og jeg kom i tanke om klassikeren "Jul-i-himmel" fra Hjertets søle, 9184, min Ørnsbo-øjenåbner (som jeg læste op i AK24syv torsdag aften (de ringede midt i et bleskift, og jeg havde glemt aftalen, men heldigvis stod jeg ved den rigtige reol)):

En ond jul står for døren
barneansigter der skærer tænder
invalide træer der bæres ind
Stearinlys svider sjælen
en stikken i huden
som ag glemte vækkeure
Husene fyldes med vand i spande
bløde pakker undersøges
omhyggeligt af en alt for ung læge
En blødende nisse gemmer sig
skræmt bag panelet
Man betragter hinanden uforsonligt
om nogen skulle være vendt
tilbage fra barndommen - - -
men kun en overgemt torden
ruller råt over tagene fra en klistret himmel
der har gemt sit vand
fra i julisommers
Hadske ansigter ser ud gennem ruden
efter januars frelse

Den blødende nisse får mig så igen, lige nu, til at tænke på dette geniale, allermindste (sammen med andre kun bestående af 1 tegn) yndlingsdigt fra Talkumekspressen:

NISSEN STÅR PÅ HOVEDET


               V



Der er NB også visuelle digte i Talkumekspressen fra 2006

og endda rigtig mange, og fx disse 2:

D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D
D

Skildpadder værner
de sårbare margener.

eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee

Skildpadder brystsvømmer.

fredag den 16. august 2019

Og dette digt fra side 70 i Fire, med tilhørende (FUTURISTISK) billede

Min fremhævelse

(jeg kan kun overskue at bladre i to Grotrian-bøger lige nu, den nye, Digte, og så Fire, 1990, der var Grotrians fjerde bog og derfor kun indeholder firelinjede digte , og som var den første jeg anmeldte, i Kristeligt Dagblad, og den, der gjorde mig svoren tilhænger for life)

L'ESCALIER DES AU REVOIR
       s      Balla

Mens trappen bare løber for at indhente sorgen
vinker jeg med penslen ned til kvinderne
for hver etages endeløse hilsner
må jeg slette deres smil og male trin

Billedresultat for L'ESCALIER balla

Datoer på liv og død -

I al min hast op til avisens deadline i går eftermiddags fik jeg blandet dagene sammen i min nekrolog over Simon Grotrian, det ærgrer mig ikke så lidt i dag:

Grotrians nye bog udkom i går torsdag den 15. august, jeg skrev anmeldelsen af bogen dagen før onsdag den 14., som var min fødselsdag, digteren døde samme aften på Silkeborg Sygehus af en aneurisme.

Her er et afsnit fra nekrologen, der blev klippet mindre til endelige udgave:


"Alt det vrøvl om Grotrians rekordhøje grad af uforståelighed (den smukke, smukke hævn over den kliché: Ærkehermetikeren er i dag en de populæreste, mest menighedsafsungne, moderne salmedigtere). At sidde dér og få hugget og boret og trukket i sin tand og forsøge at acceptere, at Grotrian, der bare skulle blive ved at sidde langt, langt borte i Lemming og producere udødelig poesi UAFBRUDT, vitterligt var død, føltes NØJAGTIGT som blev en flaskepost smadret mod mine tænder."

Og opslaget før

HAj OVER HOVED


V V V V V V V

          O


ISTAPPER, ÆG


V V V V V V V
           O
        OOO
      OOOOO

På siden overfor "Svaner set gennem tårer" i Fire

HEST PÅ GLASTAG

U.   U


U.   U

torsdag den 15. august 2019

Det lille bitre suk

Skammeligt, at Grotrian aldrig nåede at modtage hverken Kritikerprisen eller Akademiets Store Pris, vi skal være påpasselige med påskønnelsen (Kritiker-ignoreringen er jeg selv medansvarlig for (selvom han var nomineret flere gange)) (Ørnsbo fik heller aldrig Kritikerprisen, mærkværdigt nok)

På barken indskrives hvert åndedrag

I stedet for denne lalleglade anmeldelse af Simon Grotrians nye bog, der udkommer i dag, står i morgen i WA Bøger en leddeløs ulykkelig nekrolog at læse, forskrækkeligt nok


Regnbueskytte. Simon Grotrian er stadig en poetisk søjlehelgen, men nu om stunder klinger hans uforlignelighed snarere popstøjende end egentligt ophøjet

Bøjet i regnbuer

Simon Grotrian: Digte. 78 sider. 200 kr. Herman & Frudit

De, sære læser, kan være helt ligeglad med, at det i skrivende stund er nærværende anmelders fødselsdag, blandet andet fordi at det er det ikke længere, når anmeldelsen står i avisen, hvad enten det så bliver den ene eller anden fredag. Men jeg selv kan ikke lade være at tillægge det en vis mening, at det netop er denne onsdag, jeg sidder på min pind i spinatfugleburet og skriver om Simon Grotrians nye digtsamling, som radikalt for ham, der på det seneste har været mester for titler som Zar Brügge og den flamske forvandlinger og Den korsfæstede budding, bare hedder Digte (forrige titel, Mit nøgne hjerte fra sidste år var også enkel, men ikke så enkel).
  Fordi hvert eneste velsignede digt føles som en gave, og fordi Grotrian skriver med en overrumplende fandenivoldsk – eller måske rettere vorherrehimlende – udfoldet humoristisk sprudlen. Hvis det ikke var fordi manden har skrevet så utroligt mange (gode) digte og digtsamlinger (og salmer og salmesamlinger), som ingen, ikke engang hans mest trofaste fans, har overblik over længere, ville følgende skønne besyngelse af selve den sansende, levende menneskeeksistens helt af sig selv knæsætte sig som en decideret folkelig nyklassiker:
  ”Vi lever også med hænderne i en balje vand/ der er fortryllelse nok til hele legemet/ sanserne vibrerer som et fluenet/ der haler verden i gang med hver bevægelse/ et skridt frem kan føre til så meget/ også Åndens kram af lutter luft/som roserne flyder i oven på blikket/ og næsen som en plov går gennem duften af jordbær/ mens blæsten spiller på træerne uden for ruden/ du børster muld af hukommelsen og runder svingene/ hænderne stritter i alle retninger som vitriolfaner/ på barken indskrives hvert åndedrag/ du yder til fællesskabets glæde/ kedlen fløjter som et lokomotiv, vær din egen nyhed.”
 Næseplov/jordbærduft-linjen er decideret er decideret Halfdansk, hvis ikke Jægersk, men Jægersk er så i hvert fald den afsluttende lokomotivfløjtende kedel. Mens hænderne som ”vitriolfaner” ikke kan være noget andet end Grotriansk, fordi det er komplet forbistret, men alligevel ser man det for sig, som et umiddelbart sandt billede: Ja da, selvfølgelig er hænder vitriolfaner, ætsende flagrende.
  Nu jeg har outet mig selv som lykkeligt fødselsdagsbarn, tillader jeg mig at fremføre den helt utidigt biografistiske formodning, at digteren simpelthen er forelsket. Det vil i hvert fald forklare både den generelle overstadighed og eksplicit kærlighedsramte linjer som denne digtbegyndelse:
  ”Derfor rydder du op i kaos/ når du slynger armene om mig/ og sætter brillanten på min mund/ der tynges til siderne af vild forsoning”
  Regnbuer har altid været en kær rekvisit i Grotrians poetiske overskudslager, men i den nye bog er de jublende overalt, og det har ikke nødvendig noget at gøre med, at København lige nu er helt regnbueamok af Pride-festivitas, men et smukt nok sammentræf er det da. Her er nogle af regnbue-højdepunkterne:
  ”regnbuen slår sit vingeslag over kuplens fontanelle” ”dit nærvær/ (….) er så dyr og skrøbeligt som vinglas for enden af regnbuen” ”I regnbuefarvede megafoner/ beordres du til at fægte med lyn” ”Det er knækket i regnbuer/ at jeg elsker verden;/ når jeg ankommer med den røde løber om halsen/ overrislet af jordbær på min klovnetud.”
  Jordbær atter! Handlingsreferat af Simon Grotrians Digte: Jordbær og regnbuer! Fryd og gammen! Hidtil har jeg mest citeret fra det første store afsnit ”Månen er af amisulprid” med større, tætte og tykke digte, men bogen indeholder også mindre og helt små stykker, der snarere stikker end sprudler. Jeg kan selvfølgelig lide denne nonsensperle: ”De falske øjenvipper drev ind mod kysten/ sommerfugle satte sig på dem” og denne akrobatik (og anti-akrobatik): ”Du kysser dig selv under fødderne/ ved den oversavede dames to bårer”. Korteste, klareste formel for, hvilken vild lagkage Simon Grotrians skrift forbliver, må være denne oneliner - tillykke til os alle sammen med ikke mindst den:
  ”Du har spist et æble indefra.”

-->

onsdag den 14. august 2019

Digt om 1 og 5

Jeg kunne godt føle det som fyldte jeg 15,
hvis det ikke var for denne eksistentielle kremten 
Kan man kalde det en ten og et kald min stress
over rent faktisk at være 51?

lørdag den 3. august 2019

Evolutionen som nølende, majestætisk popsang

Åh, ja, Jarvis Cocker er tilbage, så cool og vittigt ambitiøs:

torsdag den 1. august 2019

Alt hvad Lone siger

(om alt, men specificerer i morgen)

(idag er så lige pludselig i morgen, dvs. næste i dag, dvs. i forgårs i overmorgen)

om Marianne Stidsens bog i sin godmodigt sønderknusende anmeldelse i Information, her slutningen:

"Den sammenlignende analyse af Danius' og Engdahls karakterer fortsætter: »Danius, der - modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt - har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.« Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger.
Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra.
Gennemgangen af Forfatterskolesagen - der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig - er også præget af skråsikre antagelser om, at # MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«. Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.
Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder.
Men dels har # MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs. Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur-og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.
På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage.
Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af # MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed."