lørdag den 12. juni 2021

Hvad der er vigtitg at skrive (godt) om

 Også en kommentar til Svend Skrivers mærkeligt minutiøst vrantne monografi Billedstormeren (titlen er jo cool nok) om min kritik (som foreløbig kun har fået 1 anmeldelse, i WA, mon den næste og eneste anden bliver min egen i Passage?):

Lang langt vigtigt end alle de onde og negative og krtiiske anmeldelser af alle mulige yngre og ældre er I SIG SELV mine anmeldelser af Eske K. Marthiesen og deres evigt umulige glædesformler (og deraf følgende diksussion og korrektion og udskældning af): dette er upåtivleligt suverænt brillant, men hvorfor? Her et eksempel, der førte til en af de alt for få prisnomineringer, til WA's Litteraturpris nemlig (og skønt at at have Eske og forlægger Asger med til fest, gøre fortjent stad af dem som de smukkeste tabere!):

(jeg har fra min søgning bevaret kursiveringen af elg, elg burde altid være kursiveret jo)

Flyvende elg

»Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«

Eske K. Mathiesen. Samlet poesi 2004-2008. 72 sider. 150 kr. Bebop.

Hvor mange danske digte om elge findes der? Hvor mange gode, danske digte om elge findes der? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at Eske K. Mathiesen ved det, og måske har han oven i købet til en udstilling på et langelandsk galleri af en ukendt, fynsk akvarelmaler samlet dem i et lille og udsøgt katalog. Sandsynligvis fandtes der slet ingen gode, danske digte om elge før Mathiesens eget suveræne nummer i den nye digtsamling, Tranedun, der som den flyvende (titel)rosin i pølseenden følger med Bebops opsamling af »poesi 2004-2008«; sådan lyder, i al forfinet selvfølgelighed, digtet:

»Den er så stor og så tung, elgen/ men den løber så let hen over/ den lysende sne i den grå aftenskumring,/ forcerer et hegn i et svævende spring./ Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«

Måske har Mathiesen skrevet digtet som en udfordring, en dare, til sig selv, for helst er det mere beskedne og diminutive væsener (og dele (og effekter!) af samme!), han portrætterer i sine digte (plus ingen ende på flora); i Tranedun blandt andet muldvarpevinger (!), tranedun, en død mus, »fuldstændig vindtør«, skyggen af en rovfugl, en mursejler, »smalle lysegrå fisk med røde cirkelrunde øjne,« traner, ugler, en finsk flagspætte, en sorlsorthun, en regnorm, en agerhumle(bi?), grønne geder, citronsommerfugle (x 2), et fårekranium og en tudse, foruden - til at holde elgen med selskab - endnu en undtagelse, »gårdens gamle trækhest/ en bred belgier med hvid flagrende manke,« der parallelt med elgen forener massivitet og omhu: da digteren sidst så hesten:

»Forsvandt den ind i birkelunden, der så småt var/ ved at få et rødligt forårsskær i kronerne,/ og den satte sine store hove så forsigtigt/ som vi andre plukker anemoner.«

Bogen inkluderer de fem digt- og/eller kortprosasamlinger, Eske K. Mathiesen har udsendt siden Arenas tykke (og letfodede) bind ESKE Eske K. Mathiesen Forsamlet poesi 1969-2004, Fra Villa Bergshyddan, 2004, Landet rundt, 2005, Raderinger (lille udsøgt katalog), 2005, Stikkelsbær, 2006, Træpenge, 2006, og rimeligt nok, thi i sammenligning med udgivere som Kulturförvaltningen, Stockholm Stad, Gullanders Bogtrykkeri, Tarm Bogtryk, A. Rasmussens Bogtrykkeri, Galerie Dahl og Clausens Kunsthandel er Asger Schnacks enmandsforlag Bebop motherfucking Gyldendal.

(en pedantisk bemærkning til pedanten Schnack: Burde ikke også tidsskriftbidrag, for eksempel digtene i Hvedekorn 1 og 2, 2006 (»Tøv, gå ikke forbi!/ Her hviler en sten./ Dens gang på jorden var kort,/ for den havde ingen ben.«), og 1, 2007, være samlet op?)

Og poetisk retfærdigt nok, thi det var på Schnacks forlag nr. 1, legendariske Swing, Mathiesen i 1976 udsendte debutsamlingen Fra spætternes have; seks samlinger har nu fugletitler, hvortil kommer lillebitte Skyggen af en myg, 1995. Og måske bliver bogen så præcis tydelig, at andre end jeg og Erik Skyum og Jørgen Johansen kan få øje på den og nomineringen til en eller flere af de elg-store litteraturpriser, der sværmer omkring os, muliggøres, måske faktisk!?

I hvert fald demonstrerer buketten af bøger med eksemplarisk generøsitet rækkevidden og mesterskabet i Mathiesens modne praksis: fra de lystfulde, kortprosaiske fabler, som dominerer Landet rundt og Træpenge - »Ring til Pylles taxa og lad være med at tørre køkkenbordet af med undulaten,« til de akkuratessefølsomme, mildest talt poetiske vignetter, som dominerer Raderinger, Stikkelsbær og Tranedun: »Efterhånden kommer gærdesmutten så sjældent/ og sætter sig, at pilekvisten af og til/ må bøje sig for at huske, hvor let den er.«

Midt imellem et sted befinder sig de svenske digte, som dominerer Fra Villa Bergshyddan og gør væsen af sig i Stikkelsbær, og hvortil også elg-digtet hører: de bobler på en prik barokt, gør de, og hvor må altså en svensk læser, især hvis han er poet og har skrevet sonetkranse om elge, blive gul og blå af misundelse: »Hun var virkelig bred over sin/ stribede røv, damen i bussen til Slussen,/ voluminøs som et kæmpegræskar, en pumba, en kurbits,/ eller en gasballon, for da/ vi andre steg af, hvor blev hun af?/ Steg hun til vejrs?«

På en fjollet, men også solid facon bliver man så enormt fortrøstningsfuld af at læse Eske K. Mathiesen, på poesiens vegne, på elgenes vegne, på menneskehedens vegne, på forårets vegne:

Nu har krokusserne i plænen tændt landingslysene, tranerne kan komme."

 - og her (anti)nomneringsteksten:

Hvor mange mon af Eske K. Mathiesens årvågne og elegante digte kan der være inde i denne nominering (med vingerne slået ud): »Spis klid! Spis klid! Spis klid!! lyder det/ i ét væk inde fra skovbrynet, formentlig en finke/ der vil beholde kernerne for sig selv.« 1! »Strandskaden, som af Vorherre fik/ en rød blyant i stedet for næb,/ klager ustandselig over,/ at den hele tiden skal spidses.« 2! »Pli? det har vi! Det har vi!!/ heller ikke, kvidrer spurvene, der/ fuldstændig har overskidt den busk, bag hvilken/ jeg er gået om for at lette mig.« 3! »Mågerne skriger: Stå op! Stå op!/ og kaster sig ned/ i et svimlende dyk.« 4! »De hvide kålsommerfugles rastløse flagren/ over lavendelbedet/ ligner en alt for hurtigt kørt film/ af de små skyers adstadige bevægelser på/ den blå sommerhimmel.« 5 prægtige pip! Fra 1 lille binds oppeppende kor!

 

Til Eskeforlæggeren par excellence

Dejligt for denne verdens Esker,
hvoraf der nogensinde kun kommer til at være 1,
at der fandtes og findes en Asger

tak
Schnack

Mørkemærkning x 2

 Der er Søren Ulrik Thomsens dig, fra hans godeste digtsamling, Ukendt under samme måne, 1982

han kan ikke se
en hånd for sig

men han kan
mærke den

i mørket

Og der er Eske K. Mathiesen i Noter, 1990 (jeg kan huske at jeg købet på Her og Noter i et lageudsalg fra Brøndum i en båd på Christianshavns Kanal i - jeg har heldigvis dateret bøgerne - juni 1994; de var bare så ekstremistisk upåfaldende fine, og jeg tænker at jeg har læst på 1 øjgeblik, i løbet af ganske få¨brosten), må¨ske som et direkte svar på S.U.T.-digte, nok ikke:

DE NATLIGE SNEGLE

Jeg kan ikke se sneglene i m'rket,

men jeg ved, de er her,
for mørket sitrer ganske svagt,
når sneglenes følehorn
trænger ind i det.

En digter vil (senere) hele tiden være perfekt, og bliver det derfor ikke, en anden er virkelig ikke interesseret i perfektion, men er det derfor (og jo også bare fordi han er umådeligt talentfuld) hele tiden

onsdag den 9. juni 2021

2 poesiafskeder

Bidrag til Kortprosa 1999:

Digteren tager afsked med poesien

Digtere har tit så klistrede fingre, de tager så vammelt og skabagtigt på tingende. De piggede slåen, de rødflammende æbler, de blændende hvide klipper og det knaldblå hav i oktobersolen var friske før digteren rørte ved dem, befamlede dem, syltede dem ind i et digt, et halvreligiøst tonefald, en dosis såkaldt livsklogskab eller fjollethed eller hittepåsomhed. Hvad skal vi med denne oplunknethed, som kaldes poesi og den bøcede andægtighed, som er dens element? Jeg foretrækker til enhver tid de endnu ikke frostslagne slåens snerpethed.

Fra samlingen Noter, 1990:

POESIEN

Poesien er et lighus
for afdøde fraser. Men lyset,
det milde lys, der falder gennem
det lille vindue helt oppe under loftet
og rammer gulvet i en aflang firkant.
Jeg ruller den sammen
og tager den med mig under armen,
da jeg går.

e-Ske

Kan en eller anden ung, poetisk
iværksætter - de må findes jo -
som homage til K. Mathiesen
opfinde en e-Ske, vi kan opbevare
i lommen sammen med nøglerne
til lyst- og ishuset og digtsamlingen
Her og som smager lykkeligt og
tydeligt af jordbær og fløde

søndag den 6. juni 2021

Besværgelse, akut

Jeg bryder mig
virkelig ikke
om at døden efter
flere års pause -
H. Have, 1946.2014 -
og endnu  fleres års
pause før da - D.
Turèll ,1947-1993 -
nu atter gør indhugst
i min yndlingsgenera-
tion (som også er min
mors generation) 70'er-
generationen, først
L. Jensen, 1943-2021,
og nu E.K. Mathiesen,
1944-2021, kan den,
døden, venligst holde
inde for nu og kan
digterne, ingen - af be-
sværgelsesmagiske
årsager-  nævnt, alle
hårdt husket, værsgo
gøre sig umage med
ikke bare poesien ,men
også med at holde sig
levende (og skrivende)
til de bliver hundrede-
sytten MIIIIIIIIIIIINDST!

Digterzoom

 






















































EKM-trekant

 Mens jeg hører This is Satie-playlisten på Spotify


SATIRE             SATYR

               SATIE

En Mathiesen-poetik (fx)

 Fra Skoledage, 1993:

ALVOR

Alvor hedder en brun hoppe, der går
bag det forblæste hegn lige efter
Brugsen. Som oftest står den med
bøjet hoved og det ene bagben løftet.
Det har været en smuk hoppe engang.
Nu plasker vandet fra den i en tyk
gul stråle. På marken bagved, nede
ved søen, lå engang et kloster.
Folk, siger, at den sidste prior
hver aften, når solen går ned
kommer sejlende over søen, ridende
på en tam sort svane. De siger også,
at for hvert år, der går, bliver
han lidt mindre. Men det gør deres
ord ogs¨. Efterhånden er de ikke meget
større end de skarnbasser, der trimler
forædte rundt mellem hestepærerne.

Eskebøger på stuebordet i samme nu (flere er kommet til)

 












Et mindedigt er et findedigt er et påsindedigt

Min søn øver sig dagligt
i sin skovbørnehave
på at finde og få øje
på bænkebidere og co.
han er med andre ord
i Eskelære, det glæder
mig og ikke mindst i dag.

2 urfugleanmeldelser

 fra 1998:

Eske K. Mathiesen: Den blå kyst. 29 sider. Uden pris. Eget forlag. AT Eske K. Mathiesens lille nytårshilsen af en digtsamling »Den blå kyst« ikke er i handelen, skal ikke forhindre mig i at anmelde den, det er den simpelthen for god til. Den livligt barokke og groteske stil, der præger Mathiesens sidste samling, »Skoledage«, 1993, samt nylige bidrag til »Brøndums encyklopædi« og diverse tidsskrifter, er i den nye ikke-bog afløst af en tilbagevenden til en helt klar og enkel naturpoesi, skøn finurlighed og finurlig skønhed, her og dér klinger det veritabelt haikuagtigt igennem, 'Svalen': »Helt stille, ikke en lyd/ ikke en vind. Pludselig kommer/ den jagende, pibende/ lige over os, væk,// efterladende et svaleformet hul/ i stilheden.« Og lad os også lige tage vipstjerten i øjesyn: »Nu brast skydækket/ aftensolen bløder vildt ned over/ fiskerlejet og strandengen// og vipstjerten, der straks/ begynder at prikke hul/ på de røde pletter mellem klipperne.« (Mathiesen fabrikerer de fineste metaforer (»Engang var vi alle kommaer, / som haletudserne i pytten«), men læg mærke til hvordan de to citerede digte på korrekt haikuvis vælger metaforikken fra til fordel for det konkrete billede (og efter-billede)) Engang ville man patroniserende have betegnet sådanne lynende miniaturer som en højere form for bagateller (bogen henviser selv direkte til traditionen ved at inkludere oversættelser af tre muntre oldgræske epigrammer), men i dag ved vi bedre og kan se, at det er akkurat lige så stor kunst, hvis ikke større, end diverse strømmende hymner og filosofiske arabesker, der gør et stort nummer ud af deres storhed, ikke mindst på grund af fokuseringen på, og praktiseringen af, lidenheden.

Hvad betyder pip?

Den ene bog efter den anden med fuglemotiv ved Eske K. Mathiesen.

Eske K. Mathiesen: Den forklædte Priapos. Af fugleskræmslets historie. 38 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Eske K. Mathiesen: Danske lokkefugle. 113 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Hieronymus Justesen Ranch: Fuglevise. Ved Eske K. Mathiesen. Tegninger af Jens Gregersen. 42 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. Fuglespor i ældre dansk litteratur. En mosaik af Eske K. Mathiesen. Tegninger af John Olsen. 112 sider. KunstCentret Silkeborg Bad. eSKE K. Mathiesen er ikke bare en af vore fineste digtere, han er også en af vore fremmeste folkemindeforskere; begge hverv varetages, som de skal, med højt humør og dyb ansvarsfølelse. Vi anmeldte for nylig det lille lyriske privattryk Den blå kyst, nu står Mester Mathiesens andet jeg for en hel lille buket af tryksager, en-to-tre-fire bøger med fuglemotiv, udsendt i anledning af åbningen af KunstCentret Sikeborg Bad og deres første udstilling »Fuglefri« midt i denne måned. Første bog er betitlet Den forklædte Priapos, Af fugleskræmslets historie og giver en teori til bedste, der kort fortalt går ud på, at de totalt unyttige fugleskræmsler måske kunne tænkes at være i familie med den gamle romerske frugtbarhedsgud Priapos, der fallisk strittende vogtede mangen en antik køkkenhave, derfor fugleskræmslets påklædthed i dag, det skjuler noget. Mathiesen har ikke skyggen af bevis, han har bare sin videnskabelige intuition, og teorien er jo smuk. Anden bog koncentrerer sig om det stik modsatte fugleobjekt: Danske lokkefugle er titlen. Efter en klog og informationsmættet introduktion (med særlig fremhævelse af lokkefugle-mesteren, »Urmageren« Martin Christensen fra Rudkøbing) lader bogen den ene fornemme, hjemmelavede fugl efter den anden passere revy for vore øjne, i farver og på glittet papir; Mathiesen diskuterer i sit essay fuglenes status som folkekunst, og da det forholder sig sådan, at jo mere lokkefugle ligner, desto bedre virker de, kan han konkludere, at det ikke er »unødvendig pynt at lave dem graciøse som levende fugle og med yndefuldt stiliseret fjerdragt - skønheden og funktionen er gået op i en højere enhed i en grad som er sjælden i det, man sædvanligvis kalder folkekunst.« Tredje bog er en kommenteret udgave af digteren Hieronymus Justesen Ranchs Fuglevise fra ca. 1600, små, klodsede opbyggelige vers, som ærlig talt ikke er videre spændende eller charmerende; der buses lige på, med en befriende mangel på fine poetiske fornemmelser: »Skovknarren og den grove spætte/ må jeg for ingen del forgætte/ du skriver, det ej forglem;/ kan du ikke synge, så kan du knarre,/ du kan og gøre en skrækkelig blarr/ når du kommer drukken hjem.« Fjerde bog er antologien Fuglespor i ældre dansk litteratur, der klipper alskens tekster om fugle, småt og stort, kendt og ukendt, allegori og anekdote, sammen til en kaotisk og tæt flaksende collage; noget af det mest indtagende er folkemindegenren fuglesangsfortolkning, f.eks. finder man midt imellem citater af Martin A. Hansen og Oehlenschläger denne »tolkning af skovduens kurren optegnet 15.10. 1908 af H. Johansen efter Andrea Andersen, Rønne«: »Skaddajn t^au min goa goa ko, ko, ko, /så l^aude hajn å byjggja et huz, huz, huz,/ så l^a hajn to pijnja ^auer kors, kors, kors,/ så t^au hajn maiin ko å flöj, flöj, flöj.« Lokke, skræmme, aflytte fuglene; de basale poetiske funktioner? Han kan selv være en fugl, ham Eske, en sjælden en.

lørdag den 5. juni 2021

ESKE ER VÆK OG DET GØR MIG TEMMELIG UENDELIGT TRIST

Tåler ikke at ty til hans egen bøger i aften, blader febrilsk i Schnack-antologier, det her kunne jeg faktisk ikke umiddelbart huske, fra 1982, men som så mange andre er det - og burde kanonisk være knæssat som  - endnu et perfekt digt:

Fuglene kender
mange bure. Bedst er det,
som vintersolen smeder
af egekrattets blå skygger
og sine egne
gyldne tremmer af lys.

lørdag den 22. maj 2021

Sebastian 25

Sebastian Nathan bliver 25 år i dag og debuterer omsider til august og skriver poetik og bliver interviewet i Information, altsammen er det poesi- og poetmæssigt sensationelt, for at være totalt Asger Schnacksk - 

informationoptrædenen:

Gesims.«

Sebastian Nathan

24 år. Debuterer med 'Honey moon'. Digtsamling. Forlaget Amulet. Udgivelsesdato: 27.8.2021

»i dag, onsdag, solen skinner men himlen er plettet af skyer. vejret skifter hele tiden, skyerne ruller ind, vinden bliver pludselig kold. jeg trækker skuldrene op om ørerene, ønsker jeg havde taget en varmere jakke på. kirsebærtræerne er på nippet til at springe ud, nogle steder er kirkegården dækket af vintergækker. et egern springer fra gren til gren over mit hoved.

teksten fyldes af det jeg savner. det at skrive er længselsfuldt. hvorfor vender skriften sig mod ro og lethed, mod nattehimlen, mod somre der er gået. fordi skriften er længselsfuld. mit hoved er uroligt. teksten vil have ro.

de her dage er varmere end de foregående, det bliver sommertid. jeg drikker kaffe i gården og cykler gennem byen uden overtøj. det er første gang i år. en aften stopper jeg på lille langebro og kigger ud over vandet. jeg skal ikke hjem, jeg skal ikke have varmen. det er ikke koldt.

for den der er i affekt, åbnes velkendte rum for nye betydninger. why do birds suddenly appear. jeg tænker den affekt som en mulighed for modstand. en forelskelse er, blandt andre ting, en drøm om en anden verden. ligesom sorg, er en forelskelse en afbrydelse af det kapitalistiske, der kan holde på det der ellers bliver fortrængt; følsomhed, sårbarhed, ømhed, skønhed og sorg.

jeg tror at teksten er det samme. teksten er en nærværende verden, en beholder for hengivenhed, opmærksomhed, omsorg. verden er kold, men teksten er noget andet. teksten er ikke-dystopi. teksten er et ønske om at forbinde sig, om ikke at være afgrænset.

det er ikke banalt eller naivt at tro på noget, der er smukt. jeg tænker på det sårbare som et oprør. ømhed er en ægte, vigtig og skøn politisk kraft. teksten er et alternativ, der er ved at blive formuleret, den fyldes af det vi savner.«

Tre spørgsmål til Sebastian Nathan

- Den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Ric havde købt blomster, lyserøde nelliker og han havde fået dem billigt, 8 for 2.50 og han var ved at arrangere dem til en pæn buket i et syltetøjsglas og han stod ved køkkenvasken og Ivan stegte rødspættefiletter og han havde altfor stærk varme og for lidt margarine og filetterne blev hurtigt sorte og Ivan skyndte sig at tage panden af.« (Fra Baby af Kirsten Thorup)

- Din yndlingssætning i din egen bog?

»hjertet er et højhus/det er saurons øje«

- En bog du gerne ville skrive, beskrevet med et ord?

»Birketræ«