Jensine Christiane

-->

Som om der ikke uddeles priser nok til forfatterforeningernes stressede Blixen-galla, der for tredje gang blev afviklet forrige fredag, har De Skønlitterære Forfattere  konstrueret en ny, håbløst klodset én, kaldet Isak Dinesen-prisen, med følgende fundats (og hvorfor kun eksempler på bipersoner (5!) og korttekstpersoner (1), fordi det er dér prisen bliver helt absurd?):

 ”Isak Dinesen-prisen tildeles en forfatter, der i sit skønlitterære virke stærkt og overbevisende skildrer en person af et andet køn end forfatterens. Det kan være en hovedperson eller en fortæller, men det kan også være en udfoldet skildring af en biperson som fx Denys Finch Hatton i Karen Blixens Den afrikanske Farm, Molly i Ulysses af James Joyce, Lisbeth Salander i Stieg Larssons Millennium-trilogi, mændene i Joyce Carol Oates’ romaner eller kvinderne i Michael Cunninghams The Hours. Og endelig kan det også være en hovedperson i en tekst i en tekstsamling, som fx Den lille Havfrue fra HC Andersens eventyr eller mændene i Blixens fortællinger”

  Hvad er dog tankegangen? At det er en frygtelig svær og alt for sjælden og særligt fortjenstfuld bedrift at skildre en person af andet køn end forfatteren stærkt og overbevisende? Men det er for søren – og Lykke-Per og Jakobe og co. - en frygtelig svær og alt for sjælden og særlig fortjenstfuldt bedrift at skildre ENHVER person stærkt og overbevisende.

  Gode forfattere af begge køn har alle dage været gode til at skildre personer af begge køn, men takket være patriarkatet har langt flere mænd gjort sig kloge på kvinder end omvendt, og derfor virker det også som at føje spot til idioti, at den første prisvinder blev Jens Christian Grøndahl* for sit massivt patroniserende kvindeportræt - på samme tid er hun djærvt fandenivoldsk (fordi hun er født på Vesterbro) og viist skæbne-resigneret -  i kortromanen Tit er jeg glad. Et klip (jegfortælleren er efter sin mands død flyttet tilbage til Amerikavej, hvor hun voksede op, Stefan og Morten er hendes stedbørn, Anna er mandens første kone og fortællerens veninde, som døde sammen med fortællerens mand, mens de havde en affære ELLER NOGET):

  "Jeg stod af på Vesterport og tog elevatoren op med min cykel. Trafikken var tæt, og den udifferentierede strøm af lyd og bevægelse virkede beroligende på mig. Der er så forfærdelig stille ude i forstæderne. Jeg cyklede gennem passagen ved Det Ny Teater og kørte en omvej ned Vesterbro Torv mod Istedgade. Jeg kom pludselig til at smile. Narkomaner, prostituerede og muslimer, det var ikke meget galt, Stefan ville aldrig forstå mig. Din søn er for længst vokset fra mig, Anna, og er det egentlig ikke i sin orden? Jeg spurgte mig selv om Morten ville have mere lyst til at besøge mig på Amerikavej, men jeg tvivlede. Vist er han venstreorienteret, men det er for ham nok en kulturel ting snarere noget, der handler om solidaritet med de underste, man ved heller ikke hvad man kan bliver mødt med dernede af dårlig smag og usunde vaner."

  Så urkomisk med denne bedagede slumromantik (narkomaner, prostituerede og muslimer - godt bandnavn), som Grøndahl tørrer af som autentico på sin pivfalske fortæller - har han virkelig ikke hørt om gentrificeringen af Vesterbro? Har han aldrig sat sin fod i en af Kødbyens labert rå spisesteder? Det myldrer sgu da med mænd og kvinder af Mortens slags på Vesterbro.

  Hvis det endelig skulle være, er der langt mere stiligt liv (og lang mindre (dvs. slet ingen) anstrengt sentimentalitet) i Jens Smærup Sørensens portræt af en jævnaldrende kvinde i titelnovellen i mini-samlingen Hendes store dag. Men hvorfor skal det overhovedet være, når akkurat Iben Mondrup i sin kollektivroman Karensminde, der fortjent løb med den store Blixen Literary Award, som en selvfølgelighed skildrer samtlige personer, kvinder, mænd, unge, gamle, med samme ubændige styrke og overbevisningskraft?

* de to andre nominerede var Signe Brønserud for sin debutroman Om et klaver, der har en mandlig (dagbogs)jegfortæller i hovedrollen, og Merete Pryds Helle for sin Folkets skønhed, der har en kvinde i den altdominerende hovedrolle, men selvfølgelig en håndfuld mænd i biroller ... Juryen bestod af Thøger Jensen, Janne Teller og Jesper Wung-Sung

PS: Er prisen faktisk et klumpedumpet svar på hvidhedsdebatten og søsterdebatter om licensen til at skildre andre køn, seksualiteter, etniciteter, kulturer end ens egen? Måske!? Men det kunne have været den smule mere meningsfuldt med en egentlig queer-pris, der præmierer litterære eksperimenter med kønsidentitet som fx Pablo Llambías' gamle forskydning af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje, og hvordan i alverden går en pris, der hedder Isak Dinesen-prisen, ikke uden videre til den forfatter, der kalder sig Madame Nielsen?
 

Årets komiker-gennembrud: JOHANNES RIIS!

i Klovn Forever!

Han er så sjov som faderlig-skeptisk direktør i 2 scener fra Gyldendal (et forlagsmøde, en jule(!?)reception) -

Men Ib Michael, en Klovn-veteran, er også rigtig god - han forsøger at forhindre en SLÅSKAMP (!) mellem Casper og Frank ved den julereception (som også er en reception for ENDNU en fiktiv Ib Michael-bog betitlet (vistnok!?) Spejlbilleder (desværre læser han ikke op fra den))

Og Jens Christian Grøndahl er med sin ene friske receptions-replik sågu heller ikke dårlig.

Æres-klovne alle 3!



- den fiktive C & F-samtalebog, Gyldendal udgiver

Den S-togsstation, Jens Christian Grøndahl er indeni

Jeg fik et chok, da S-togsstemmen sagde næste station: Grøndal, forestillede mig åbenbart et kort øjeblik, at Jens Chrstian Grøndahl var blevet en S-togstation og det var ENDESTATIONEN, og da jeg kiggede ud, kunne jeg godt se, at det slet ikke så Grøndahlsk ud, men sådan anonymt, pænt, ufancy, ydre Frederiksbergsk, meget langt fra både Christianshavns Kanal, Gl. Skagen og og venstre Seinebred, men så tænkte jeg, det er måske i virkeligheden SÅDAN, der faktisk ser ud INDE i JCG, det er det, han til stadighed er PANISK over, det er derfor, han sådan INSISTERER på MODSATTE locations til sine fiktive bøger og sit essayistiske liv!?

Det er dig, der har brug for et hageskæg, Jens Christian

Bladrer et par  sider tilbage i Grøndahls bog og så står der sgufandeme, midt i det kontinuerlige vællingeagtige ævl om hvad som helst:

Må jeg som indskud spørge, om andre har bemærket, at Grundtvigs skæg på en prik minder om skægmoden hos de landsbymullaher, der i de varme lande slår piger ihjel, hvis de gerne vil i skole? Jeg er med på, at der naturligvis blot er tale om et uheldigt sammentræf. det er jo netop oplysning frisind til forskel  mellem Pakistans madrasser og Askov, hvor malkepigerne lærte at ranke ryggen. Blot må jeg benytte lejligheden til at lufte en æstetisk idiosynkrasi. Jeg er nemlig ovebrevist om, at man ikke barberer overlæben og lader stå til for resten uden at have en krakilsk, pedantisk side suppleret med en uerkendt, subaggressiv forfængelighed.

Perverteret Aversions-Invasion P.A.I.

Forsøg med ny hæværkende ordombytning (inspireret selvfølgelig af OULIPO's s + 7 (ombytning af en teksts substantiver med de substantiver der står syv pladser længere ved opslag i en ordbog))

Man vælger 1 side i en bog, der er (skrevet af) en yndlingsaversion, og slår op på samme side i en bog, der (skrevet af) en yndlingsperversion. I rette rækkefølge bytter man substantiverne i aversionbogen ud med substantiverne i perversionsbogen; teksten er færdig når sidste substativ på den valgte side i aversionsbogen er ombyttet - hvis der er for få ord på den valgte side i perversionsbogen, fortsættes blot til næste side).

Ny regel: Personnavne skal også omskiftes - nok ikke stednavne, de er sjældnere ...

Aversionsbog: Jens Christian Grøndahls nye essay Hjemme i Europa.

Perversionsbog: Per Højholts roman 6512, 1969.

Sidetal: 65

Samtidig havde man fulgt Jessen og turen i USA, man var ajour med hele den postkoloniale natur i Afrika, og man var begyndt at rejse - andre steder end Gardasaøen, Nepal og Latinamerika var på lunet, gasværkets dage vat talte, og man var ivrige efter at sætte trælast ved den mellemfolkelige tjæreplads., alt sammen i et glad og troskyldig diges skolebørn  til, at man får et boldspil igen, når man smiler. Det var slet ikke dæmret for nogen, at skyggen kikser, når hvis det andet dige ikke deler den stiltiende fod, at læreren sker på demokratiske ture, og at vand og mistforståelser selvfølgelig er lige.
  At dét ramte Peter i sætningen med et rigtig dumt vand, og hans instinktive sprog var at reagere, som man nu gjorde i hans og alle andre tings nye sociale skrivestillinger. De var selv blevet stuerene, hvis det endelig skal være, og havde lært at smage forskel på sønner og mødre. Det er jeg sikker på, Albinus også kan, ligesom alle de velbjærgede bække, der har fået eftermiddag og efterhånden finder det mere naturligt at stemme på sindsbevægelse.
  På en ironisk dag vidner sedlen om ormens historiske side, men der er stadig ord, der med rette føler, at de sidder lidt for yderligt, efter at de gode ord ikke længere er lige gode for alle. Det er noget med at stå tidligt op om familien og vente på pjattet for at tage hen til en ting, der lukker lige om lidt, fordi det bedre kan betale sig at køre ordene over sammenhængen. At nogle af de konventioner ser en mening i meningen, vidner om fyrens historiske overfrakke.
 I mellemtiden er skæbnen stille og rolig ved at løse sig selv. Jeg oplevede et sted på det for nogle byer siden, da jeg skulle mødes med en skæbne i Frederiksberg Ret i forbindelse med noget så fredsommeligt som et bord. ordet var en personlighed med mørke pikke og fisken dækket af en stramtsiddende skid.

(det er DOG alt for grundigt at være beskæftiget med skrift af JCG; hvor er det skrækkeligt glat og og sjusket og intetsigende fristil - hvordan bliver den slags godt eller i det mindste venligt anmeldt, for slet ikke at tale om: udgivet?)

Om gråmelerethed

Jeg er ikke selv så glad for min anmeldelse i dag i WA Bøger af Josefine Klougarts Om mørke, den blev for skramlet og uklar; jeg burde have undladt interview-citatet, som sender mig på kringlede afveje og startet med slutningen cirka. Men det er så også en seriøst skrumlet og uklar bog, hvilket faktisk er noget af det bedste, der er at sige om den, i forhold til de foregående meget mere strømlinet og ensporet klodsede værker. 

Jeg ville gerne have fremhævet de to grumme hestescener i bogen, som genuint og intenst grumme, og som antydende en bog, der kunne have været, en intenst grum, alternativ hestebog, en horror-hestebog.

Jeg ville også gerne have jævnført med Jens Christian Grøndahsl tidlige, også stærkt noveau roman-inspirerede og -epigoniske forfatterskab, og Om mørke med Grøndahsl tredje roman, den lige så semi-monstrøse og blik-ophængte og flimrende Rejsens bevægelser, 1988, som imidlertid er helt anderledes monoton-monolitisk, selvsmagende sirlig; Klougart er for forfjamsket og ustadigt et rodehoved til at hendes skønskrift for alvor stivner, heldigvis.

Og så anmeldte Erik Skyum-Nielsen romanen i dag i Information på en typisk skizofren Jekyll & Hyde-facon: først får vi den djævelsk onde anmeldelse, og så kommer den engleligt henrevne anmeldelse (der sammenligner, positivt, med selveste Vorfrue, Inger Christensen), højst skeløjet, lad mig nøjes med at citere anmeldelse nr, 1 her (der er spøjst parallel med begyndelsen på min anmeldelse; vi udstyrer begge bogen med en trodsig taleboble):

Kammerater! Vi er samlet her i dag for at protestere, gøre hårdnakket indsigelse og i fællesskab kræve vor frihed, vor ret! Vi protesterer hermed imod Josefine Klougarts nye bog!! Mod dens åbne, intetsigende titel. Mod dens stive, alt for tykke, monumentale bind. Mod dens kornede, uklare fotoillustrationer.Men først og fremmest protesterer imod det overgreb, hun har begået ved at bunke os sammen, 143 totalt uskyldige tekster, der så godt som ingenting har til fælles bortset fra selve den vanskæbne, vi føler det er at skulle stå i netop denne bog. Hver for sig er vi spinkle og svage. Men sammen er vi stærke. En for alle, alle for en!« Sådan kunne indledningstalen lyde på et revolutionært stormøde for de overmåde forskelligartede tekster - fortællende prosa, prosalyrik, dramatik og miniessays - som Josefine Klougart nu har bragt sammen i ét bind.

Og her er min oprindelige trompet, der kort og klart siger alt det, jeg har et sådan besvær med at få udtrykt nede i anmeldelsen (en trompet er også et stykke forpligtet kritik, Olga og Caspar):

CLOUDY GARDER

 

- en af resultaterne på billed-søgningen 'cloudy garder' , det her (fundet ved bare at søge 'garder') er mere to the point:

ANONYMITET AFSLØRER FORFATTER

Det er, afslørede han i aften i Kulturen på News, Jens Christian Grøndahl, der står bag pseudonymet Christian Tornbakkes politiske nøgle-thriller, eller hvad det nu er, Det godes pris, og hvad den afsløring afslører er jo så bare, at under pseudonym får Jens Christian Grøndahl endnu dårligere anmeldelser end under eget navn: 2 stjerner i Berlingske og JP, 4 hjerter i Politiken (hvilket jo er rigtig lidt i Politiken - hvis det ikke er er en decideret uopbyggelig bog som Robert Zolas Hævn), træt vris af ikke bare Hardis, men også gammelfan Rothstein i WA: det var imidlertid som om, at denne nøgterne negative pointe ikke var gået op for JC Grøndahl dér på skærmen, hvor han talte om, at anmelderne var for blaserte og ikke kunne/ville tage stilling til anonymitet, men det vil/kan de gerne: DE SYNES ENSTEMMIGT (det synes Palle under sit pligtskyldige Politiken-positivitet overfor plat professionalisme også), DET ER EN JAMMERLIG BOG, det behøver de selvfølgelig ikke have ret i, men det er i hvert fald det eksperimentelle resultat af anonymitets-eksperimentet: anmeldelserne blev dårlige(re), så ved vi og han det.

Min sjæl føles som en klam Hugo Boss-charmeklud

- jeg skrevet en positiv anmeldelse af en bog af Jens Christian Grøndahl i dag og har være i chok lige siden -



(FB-opdatering af "Et navn" denne selvsamme dag:

Så går jeg lidt rundt i Skagen på min aftentur. Ingen mennesker nogen steder, ikke et øje. Jeg kigger på de flotte huse. Måske engang, tænker jeg, hvis jeg arvede et eller andet, ja hvis jeg giftede mig til noget eller hvis en af mine bøger pludselige begyndte at...og hvem ser jeg så - stående uden for sit gigantiske, hvidkalkede hus med en meget lang vandslange skødesløst hængende foran sig, med en meget lang fuckfinger vendt direkte mod avantgarden - solbrændt og iført en virkelig lækker strikket sweater: Mr. Jens Christian fucking Grøndahl i egen høje person. Sprøjtende ud over de flotte bede, missende mod solen, nypudsede briller. Pis, mand.)

Jens Christian Grøndahl har intet Pop-øre (BLAH BLAH BLAH)

Jeg er glad for, at jeg kun læser om Jens Christian Grøndahls aversion mod punk/rockmusik i almindelighed og - primæridol i min privatmytologi - Iggy Pop i særdeleshed i et lobhudlende JP-interview og ikke i originaludgaven i det skrivende cashmeretørklædes nye essaysamling Den sibiriske måne, for ellers havde jeg med sikkerhed fået et apoplektisk anfald (samlingen skal også forestille at indeholde et grande essay om Jørgen Leth, som det heller ikke er tilrådeligt for mig at læse, de to har INTET til fælles, Jørgen skylder for helvede den avantgarde, som Grøndahl hader, Duchamp, Cage, Warhol, Godard, ALT):

Han ville egentlig have været digter. Han ville det så meget, at han i sin ungdom droppede ud af filosofi på Københavns Universitet, fordi filosofiens strenge logik føltes som et svigt af poesien. I stedet blev han uddannet filminstruktør. Det var nogenlunde på det tidspunkt, da den sidste sorte rest af 1970'ernes primale punkskrig blev til de første 1980'eres klynkende mørke, at han stod til en koncert med Iggy Pop i Odd Fellow Palæet af alle steder. Han skriver om det i essayet "Jeg vil også være ung engang", og der er grund til at nævne det her, fordi det viser noget af det omvendte oprør, der er i Jens Christian Grøndahl. For mens alle omkring ham lod sig rive med af Iggy Pops maniske punk, stod han der og tænkte på dengang, han var til afdansningsbal i samme lokaler. Musikken tog ham ikke. Han registrerede kun »goldheden bag den postulerede frigjorthed,« som han skriver. Han var ikke frigjort nok, ikke sort nok, ikke vrængende nok. »Det var en postuleret form for oprør. Det var normen, at man skulle være oprørsk og vild og sort og surmulende. Siden dengang har jeg følt mig på tværs af tidsånden. Den dér selvhøjtidelige idé om at konfrontere småborgerligheden med en sandhed, som man selv skulle forestille at ligge inde med. Jeg kunne ikke finde ud af at gebærde mig på den måde, jeg var ikke sort nok,« siger Jens Christian Grøndahl.

Jeg forstå ikke det med goldheden bag den postulerede frigjorthed (punken eller Iggy (som jo altså ikke er punk, højst godfather til den)) har vel aldrig postuleret at være frigjort, det var 68'ernes postulat, og hvad betyder gold? det modsatte af frugtbar? men jeg troede ikke, Grøndahl var Hereticaner?), og alt det pis med at konfrontere småborgerligheden, som også Thomsens og Stjernfeldts Kritik af den negative opbyggelighed er fuld af, de kan selv være rent polemisk defineret i deres konservative kedsommelighed. Iggy er skøn i og med sig selv, en fremragende, rå og raffineret og VITTIG sangskriver og på scenen en showy, Barnum. Bailey and Ringling Brothers-realisering af Artauds grusomme teater - se bare på OPFØRELSEN af hans eneste rigtige hit "Real Wild Child" i 1987-klippet fra Letterman nedenfor (inkl, i det efterfølgende interview hans Soupy Sales-sangtekst-poetik: 25 words or less - prøv det, Jens Christian!) og som sådan den perfekte modsætning til Grøndahls smagfuldt banale romankunst og persona, et virkelig vildt barn vs. en forlorent domesticeret voksen:

Undskyld, Politikens Forlag

fFordi jeg i den i et snapseglas stormomsuste blogpost nedenfor anklagede jer for (stadigvæk) at være den smalle forfatter Jens Christian Grøndahls forlag, det er I for længst ikke, han bliver helst kun et par bøgers tid, og lige nu er han på Lindhardt & Ringhof, den plimsoller forklædt som en panserkrydser, nej, vent, Modtryk, nej, vent, Pretty Ink.

Jeg speedede forbi Jens Chr. Grøndahl

på Rådhuspladsen, men han kører så også virkelig langsomt på cykel, eller sirligt er måske ordet, og fem minutter før overhalede jeg John Goodman, iført sit Big Lerbowski-kostume, på segway, så kom ikke her!

Psykedelisk halbal og dansende degn vs. kandiseret grønlangkål

2 fantastiske gode og positive litteraturnyheder sidste uge: Rasmus Halling Nielsens overgrundsdebut Tvillingerne, Samleren, og Mia Degners debutdigtbog En lodret drøm, Gyldendal, men sikke skandaløst sølle og sparsomt de er blevet anmeldt (i forhold til den automatiske litteraturnyhed: Jens Christian Grøndahls nye roman, som jeg nægter at huske titlen på (men jeg kan godt huske, at den er træls), og som velsagtens, og hvor jeg ikke gider undersøge det, er blevet anmeldt OVERALT)), især Rasmus Halling, som jeg fik frasnuppet mig i sidste øjeblik, glad telegram i Ekstra Bladet og træt patronisering i Flensborg Avis, det er kriminelt undervældende for sådan en boblende optur af en bog. Degner (debuteret af mig i Hvedekorn, stolthedsbugnen! Halling har Søndergaard/Thøfner æren for, forbandet nok) er det gået lidt heldigere for, hun er blevet tydeligt, ca. begejstret anmeldt af Zangenberg i Politiken og mig selv i WA, og så fik hun i går en halvkvædet tre stjerrners-prut af Erik Svendsen i JP, hvilket til hver en tid er hædersbevisning, når man skriver så punket og sårbart finurlige digte som det nedenfor citerede, men det er stadig ikke godt nok, for jeg har virkelig svært ved at se, at der er bedre nyheder end splinternye, sprudlende talentfulde digtere (og fordi Degner ikke er Forfatterskoleskolet og litterært miljønetværkende bliver hun ikke som Halling blog-anbefalet og FB-liket af jævnaldrende digtertyper, der ærlig talt godt kunne trænge til at udvide deres legeplads-horisont): 

Og så er der alligevel grænser for
hvor meget du kan tabe
jeg har allerede tabt det hele
for dig
der er kabler der krydses under linierne
det er en benhård balance
det er ikke en flænsen i hjernen
der går over
ligesom dig
det er en lodret drøm
en stille nat
man finder sig
selv
under sengen
der er nogle ting
der kun gælder
når man kan se dem
ude af øje
som man siger så
gælder det ikke
der er nogle mennesker
der kun gælder
når man kan mærke dem
inden i sig
som en varm eller kold fornemmelse
i fodsålerne
altså
man møder en mand i en park man
ønsker sig ham ikke man
forestiller sig det hele
alligevel
eller
man møder en mand i en park og livet
går videre
ligesom ham
man går selv andre veje
man kigger på sine skosnuder
på støv og sten og efteråret
hænger i
mandens hænder og flagrer efter ham
man elsker det hele fra starten man
hænger selv i et træ og dingler man
beslutter sig for at give slip på et tidspunkt og så
var det det

- fald også for Mia, anbefaler jeg!

Kort forelæsning om ironi

"Nej, hvor ser Jens Christian Grøndahls nye roman god og spændende ud. Den glæder jeg mig til at læse."

Den perfekteste antipode på denne firkantede jordklode

Jeg havde overvejet, men glemt igen at lave blog-sjov med Jens Christian Grøndahls videnskabelige argumentation for sin egen fremragendehed i et interview i Femina, som jeg heldigvis kun har læst billedløst på nettet: franskmænd, hollændere, ja selv belgiere elsker mig, ergo må jeg objektivt være interplanetarisk elskelig og de danskere, der hader mig, objektivt være provinsielle uslinge:

Med alderen ved jeg, hvorfor jeg gør, hvad jeg gør, og at jeg ikke skal skrive anderledes, end jeg gør. Jeg ved også, at jeg er god. Anmelderne er jo bare almindelige mennesker med et begrænset perspektiv, og nogle af de mere gnidrede eksempler vidner om, at det sommetider kan være en ret kummerlig og sidegade-agtig eksistens at være anmelder. Grunden til, at jeg kan udtrykke mig med noget, jeg nærmest vil kalde objektivitet, er, at jeg er så heldig at udkomme i lande som Frankrig, Holland og Belgien, hvor præcis de samme bøger, som måske er blevet jordet herhjemme, er blevet rost til skyerne. Derfor må jeg bare konkludere, at der er nogle provinsielle mekanismer, man ikke undslipper.

Så faldt jeg, kummerligt gnidrende mig gennem min sidegade-agtige eksistens, over hans svar på spørgsmålet "Hvad er den værste bog du har læst?" i en enquete i Information:

»Det har jeg fortrængt, men den næstværste har nok været en af Per Højholts tidlige, før han endelig gav sig selv lov til at handle om noget. Dét er jo ellers ikke tilladt i den fnisende og knastørre bibliotekar-avantgardisme, som han havde spærret sig selv inde i.«

Og det gjorde mig faktisk glad at læse, fordi så giver det så meget mere mening på sådan en smuk, symmetrisk facon,, at jeg, der i sin tid blev - lad mig bruge et rigtig hereticansk ord - initieret i litteraturen gennem Højholts sublime, tidlige bøger, ikke kan udholde Jens Christian Grøndahls fimsede og klæge tekstforfatter-kitsch. Og mon ikke faktisk den tredie periode i Show fra 1966 er et profetisk portræt af (og en standpunktskarakter til) den såkaldte forfatter JCG:

3. Proprietæren er i haven frue i færd emd at tilse sine sukkerærter

Denne periode hedder Hans og står op hele vejen. Ekspeditionssekretær. Ses på den sydlige himmel sept.-okt. Mg -.

Fact: Jens har større betydning end Jens Christian

Jens Christian Grøndahl i brev til Statens Kunstfond, der klager over, at han ikke har fået støtte, citeret i artikel i Politiken i dag:

I den forbindelse må jeg således undre mig over, at det litterære udvalg har fundet min ansøgning for let, samtidig med at man endnu en gang i uafbrudt forlængelse af tidligere års uddelinger, vælger at påskønne forfattere, hvis bidrag til den danske litteratur og offentlighed hverken i vægt eller omfang med nogen rimelighed kan siges at have større betydning end mit eget. Det gælder eksempelvis Jens Blendstrup, Lars Frost, Martin Glaz Serup, Lars Husum. Hanne Richardt Beck, Sidsel Bergfjord, Maja Lucas, Bent Vinn Nielsen, Christel Wiinblad, Søren E. Jensen, Jeppe Brixvold og Peter Adolphsen [interessant, at Grøndahl kun nævner 1 fra Kunstfondens Top 10 over de forfattere, der har fået flest penge, Juul, Andkjær Olsen, Helle, SUT, Hammann, Tafdrup, Guldager, Poulsen, Serup, Boberg, måske fordi han godt er klar over, at de øvrige med ret megen rimelighed kan siges at have større betydning end ham selv?], der alle i mindst tre år i træk, for nogles vedkommende i helt op til seks år, har modtaget arbejdslegater.

Nu mener jeg, som måske bekendt, at Jens Christian Grøndahl er en temmelig ubetydelig forfatter, der sammenlignet med selv de forfattere på hans liste, jeg har forholdt mig særdeles kritisk til, falder eklatant igennem; to tredjedele af forfatterne på listen betragter jeg som særdeles betydelige forfattere, og bare fx Jens Blendstrup, og hvorfor? Pga. ambitiøs og ubændig egensindighed, noget som Grøndahl er vedkendt uinteresseret i og velkendt ude af stand til, og derfor fortjener han sin lange næse.

Skriv for fanden om noget andet, aviser og Grøndahler, folk og røvere,

selv skal jeg læse 1. korrektur på Hvedekorn 1, 2011, og tænk hvis bare en hundrededel af den spalteplads, der er blevet spildt på denne tåbelige affære, var blevet brugt på at omtale og anmelde det, hvis jeg skal sige det selv, og det skal jeg åbenbart, temmelig fantastiske dobbeltnummer, 3/4, 2010, fx kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad Thomas Bredsdorff og Erik Skyum-Nielsen og Niels Barfoed mener om debutanten Nadia Josefine El Saids lille triptykon:

indkøbssedler

1. (baba)

smøre

agurk

pålæg

sødmilk+let

yoghurt

banana

kultura

brød

2. (baba)

smøre

agurge – agurk

pålæg

milk (sød)

yoghurt

3. (mor)

FYRFADSLYS

PÆRER

LOMMETØRKLÆDER

BRØD

SUKKAHOUSUT

Får det aldrig ende? Grøndahl vejrer orneluft - og Levinsen blæser til boykot

Jens Christian Grøndahl har skrevet en større klamamse om personforfølgende anmeldere og som sædvanlig i særdeleshed mig, der kommer på forsiden af Politikens 2. sektion i morgen, ringede Carsen Andersen fra samme avis og fortalte mig, og så kunne jeg omsider ikke længere holde kæft - det har jeg gjort i præcis en uge nu, og det har føltes fedt, men også satans unaturligt, og ingen tvivl om at BT- og Aftenshow-momentumet er ovre nu - og ævlede løs i et en ti minutters tid om, at jeg kritiserede værker og forfatterskaber og sgu da ikke personer, men at jeg godt kan forstå, at forfatterne har svært ved at skelne, når de markedsfører sig så groft kulørt og udspekuleret på deres person(a), som netop derfor kan være en temmelig oplagt og uimodståelig metafor på værkets personlighed og mangel på samme -men JCG truer nok ikke med tæsk i morgen, han fnyser sikkert bare, velformuleret fesent ...

og på jp.dk indftager Jakob Levinsen det ledige synspunkt, at, når nu jeg krysteragtigt/ godmodigt ikke vil, så bør Kritikerlavet tage IM på ordet og melde ham til politiet, for man skal ikke slippe ustraffet fra at true med tæsk, hvilket han selvfølgelig godt kan have ret i, men hvis man ser pragmatisk på det, og det har jeg forsøgt at gøre (og taget konsekvensen af ved at holde ugelangt kæft), så er det da en langt værre straf at blive uhjælpeligt og mindeværdigt til nar, jf. Philip Ytournels pragtfulde Dagens tegning i lørdags, end at blive idømt en martyrisk bøde- eller hæftestraf efter al mulig jurdisk omkringbumlen - samme Krtikerlav bør desuden opfordre til boykot af IM's bøger, hvilket da til gengæld er alt, alt for nådigt sluppet, og derudover burde det have været JPs' egen Jon Helt Haarder, der var blevet truet med træsk, og ikke mig, fordi JHH er lektor i performativitet og gav IM's seneste roman to stjerner, mens jeg bare er en vennesæl og lalleglad og harmløs litteraturentusiast, som af en eller anden uudgrundelig grund gør visse forfattere edderspændt rasende:

Af flere grunde er det imidlertid uretfærdigt at det lige netop er Bukdahl, der i bogstavelig forstand skal være Prügelknabe for Ib Michaels afløbstrang. Eksempelvis fik hans seneste roman ligeledes kun to småsarkastiske stjerner her i avisen af Jon Helt Haarder, der sågar er ekspert i den særlige gråzone mellem selvbiografi og fiktion, Ib Michael ofte dyrker. Men også fordi Bukdahl, uanset sin buldrende skrivestil, når det kommer til stykket er et ærkesødt menneske. En 90er-avantgardens muntre søn, der fuld af begejstret benovelse bare vil litteraturen det godt og helst være venner og på fornavn med en masse digtere. Han er da desværre også afstået fra at politianmelde den vrede forfatter for trusler. I den efterfølgende debat på Ib Michaels forfatterprofil har han ligefrem af et godt hjerte ønsket ham held og lykke med sin nye roman. Det synes jeg er ærgerligt. Trusler om vold er ikke noget man flirter med, det hører overhovedet ikke hjemme i en demokratisk samtale og er med god grund strafbart.

Det er selvfølgelig også irriterende for en litteraturredaktør, at bladtegnerne på hans avis er langt mere kontroversielle og provokerende end anmelderne.

It's too late to be hateful

- eller Man skal ikke kaste med flintesten, når man selv bærer hinkesten -

Sgu mærkeligt

efter et år, hvor Erik Skyum-Nielsen signerede sine mest litteraturpolitisk polemiske, anti -eksperimentelle-hybride anmeldelser - af Boberg, Frank, Larsen (Martin), Strandby Nielsen, Serup bl.a., i lange tider,

og dagen efter Kritikerlavets bestyrelse, inkl. Skyum og mig selv, gennem konstruktiv diskussion og 2 afstemninger nåede frem til 3, var vi da vist enige om?, fremragende kandidater til Kritikerprisen (navnene afsløres snarligst),

at læse hans artikel i det nye 25 års-jubilæumsnummer, 86, af Den Blå Port, "Enhver gør holdt i sit eget rum" (ja, ja, et Søren Ulrik Thomsen-citat), der efter at have at have opregnet hans og SUT's fælles fortjenester og erkendelser som Port-stiftere anklager Niels Frank, Mikkel Bruun Zangenberg og mig LB for "avantgardistisk bagstræb". Niels Franks forbrydelse er, at han til et debatarrangement for 12 år siden var kritisk overfor et digt af SUT, og apropos mig anføres

(...) den hadefulde [jeg hader ikke, reelt og principielt, hverken digtere eller kritikere, og jeg blev glad, da SUT omsider ville hilse på mig, efter 12 års tavs, hadefuld skulen, dav, dav] hetz, som Lars Bukdahl i årevis bedrev mod to feterede firserlyrikere som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen - dels ved at nedrakke dem både tidligt og silde, dels ved at beskylde snart den ene og snart den anden blandt de yngre digtere [her ved jeg reelt ikke, hvem eller hvad Skyum tænker på!? måske fordi de pågældende digtere har vist sig for forglemmelige!?] for at følge epigonagtigt i de to nævntes lyriske fodspor [men jeg kan godt, til Poul Behrendt-arkivet, huske, at Skyum og SUT kaldte mig Højholt-epigon, første gang jeg sendte tekst ind til Porten (senere trykte de en mini-poetik)]. Den slags avantgardistisk bagstræb har i årene op til og efter 2000 været værdsat i vide kredse [godt at høre, for jeg har aldrig kunnet få øje på multituderne selv!],

Ellers er artiklens store martyr gudhjælpeme Jens Christian Grøndahl, som Skyum på sin sædvanlige hverandengangs-maner har givet nogle spektakulært dårlige anmeldelser, men artiklen blev åbenbart skrevet på en af de gode dage, for her er Grøndahl et fornemt og forbilledligt eksempel på en forfatter, der træder ud af en avantgardistisk position [hvor vi (bevisligt) var nogle, der heller ikke kunne udstå ham] og ind i "sit eget rum", hvor han " gennem de seneste, skal vi sige 10-15 år, ikke har kunnet udgive en ny roman uden med dødsens kedsommelig forudsigelighed at modtage bebrejdelser for dens letflydende sprog og smagsmæssige strømlinethed". Faktum er, at Grøndahl gennem alle årene har modtaget langt flere gode anmeldelser end dårlige, det kan godt være procenten er for nedadgående, men den er stadig klart i Grøndahls favør; ligesom den litterære konsensus som sådan, i det omfang den lader sig måle, men jf. fx undervisningsministeriets tvangskanon og Brian Mikkelsens selskabskanon, stadig er pænt (og grimt) konservativ. Som bevismateriale citeres in extenso en Politiken-anmeldelse af Grøndahls seneste roman Det gør du ikke (som jeg gik i gang med at læse i morges, og det er ikke noget jeg gider hade, men hold kæft, hvor er det kunstnerisk kedeligt) ved Mikkel Bruun Zangenberg, der også irriterer MIG ved sin koketteren med Grøndahl-aversioner, der kan ligne fx mine (og Skyums den hveranden gang), men som ikke kvalificeres, og ved sin halvhjertede og igen kokette hævdelse af en hyper-avantgardistisk overskridelse af avantgarden via Grøndahls happy end og borgerlige protagonister. Det er et dårlig eksempel, fordi det, som Skyum selv påpeger, er fuldstændig uforpligtet af et kritisk standpunkt og en kritisk læsning og et kritisk engagement.

Nå, jeg ville godt skrive noget mere, om fx Skyums eget ublide opgør med 70'er-digtningen, og det gør jeg måske i morgen, men lige nu skal jeg af sted til Testrup Højskole og Tag og Læs, hvor jeg har overtaget Skyums job som årsrevydirektør, æh bæh buh! Avantgarden får en skrue!

Skal jeg virkelig virkelig

læse Ib Michaels og Jens Christian Grøndahls 2010-romaner for med god samvittighed at kunne holde mit foredrag om "Nedslag i bogåret 2010" på søndag ved Tag og læs! på Testrup Højskole, spørger jeg desperat kursets deltagere og medvirkende og arrangører, virkelig virkelig virkelig???

Jo, jeg gør

Jeg ved godt, den forlængst er blevet en plathed, men jeg holder altså så meget af OULIPO-julelegen s+7 (udskift ethvert substantiv i en tekst med det, du får, når du tæller syv substantiver ned fra det oprindelige substantiv i en ordbog - hvorfor er det altid så besværligt at formulere?), og der er forunderligt nok stadig mange, der hverken kender eller har prøvet den - senest brugte jeg den som skriveøvelse for eleverne på Forfatterskolen for børnelitteratur og som chikane på to afsnit i en artikel af Peter Stein Larsen i min egen håbløse artikel i Synsvinkler, hvor ordbog nr. 1 var Politikens slangordbog, som er ret fremragende og anbefalelsesværdig til formålet, hvilket jeg straks vil demonstrere med begyndelsen på Jens Christian Grøndahls nye roman Det gør du ikke, der udkommer om et par uger og som jeg ikke skal anmelde - desværre, JC! - men snuppede en dublet af på avisen, som forsøgsrotte

- jeg har også bare lige brug for en overspringsskrifthandling, inden jeg skal ned til møntvasken:

David rettede sig hurtigt op, da tusindpikken slog en kussekarl. Pikautomaten registrerede ham kun akkurat og havde genoptaget sin løgnhals. , før han nåede at mumle en urskov. Han havde været væk i et par selvhentere og var vågnet lige så brat ved den korte kontorluder med hendes skvadderballon. Hun måtte være i tænketankene, omtrent på ajlebeholder med hans delfa. Hun var hvid af pulderskuder, og hendes mørke idiot-66 var næsten skjult under et sort barnemord. Han svedte i frederikken og blev beskæmmet ved tantetrippet om, at hun måske havde lagt mødom til fuglereden på hans overskårne. Han havde taget en tidlig flyversjus og tilbragt det meste af damesvinget i et møggreb i City. Træsmagen af stående og siddende pattefutteraler ville gøre det til en omstændelig propind at få frederikken af, og han skulle heller ikke langt. David fortrød, at han havde bestemt sig for vinylpædagogen. Det havde været en kold oldsag i København, men han burde have sagt sig selv, at venstrehåndsonanisten ville være mildere i London. Møbellagrene omkring ham var i vinkelskrivere eller jammermusik, erhvervsvildledninger endda i skohorn.

Sikken queering af den pæne tekst! Og som altid i s+7-chikaner er der én sætning, der udmærker sig fremfor de andre, og den tåler nok at gentages: Træsmagen af stående og siddende pattefutteraler ville gøre det til en omstændelig propind [prop-ind = samleje] at få frederikken af, og han skulle heller ikke langt. Man ser (og smager) det for sig!