søndag den 31. oktober 2010

Blindgyden er en pengemaskine

overskriftundskyldning;
når jeg står foran Irma (og venter på familien) kan jeg se folk forsvinde ind i Sydbank-hakkets blindgyde for, formoder jeg, at benytte kontantautomaten

Motorcykler på recept

overskriftundskyldning:
apoteket har overtaget lokalerne efter shoppen med gamle motorcykler, opdagede jeg i morges, men så burde det antikvariat, der fatalt mangler på Gl. Kongevej, overtage apotekets lokaler, synes jeg nok

Jørgen elsker Jørgen bedst

Jørgen Leths selvglæde er en

selvslæde,

og i den olympiske disciplin

selvslædeflaneren hele vejen ned ad fuldstændig blottet og forresten også nedsmeltet isbjerg

har han hvert år vundet på forhånd-

en, thi som skrevet står, "Mine muligheder lå i min forhånd,/ jeg havde en temmelig hård forhånd/ som jeg kunne arbejde op/ til ret betydelig sikkerhed/jeg har altid drømt at eje en baghånd", men den må han stadig undvære, og det er vi mange fans, der er udmærket tilfredse med -

(dette er abstracten til den artikel jeg skal skrive om Sportsdigte til Iben Holks kommende antologi Lethland)

Sladder er kladder

Under "Kladder" i blog-arkivet opbevarer jeg en tekst, skrevet i går, med titlen "2 stk. sladder m. anonyme kilder og anonyme hovedpersoner", som jeg i sidste øjeblik valgte ikke at publicere - er det ikke rart at vide, for især de 2 anonyme hovedpersoner!?

(og shit, da jeg copy-pastede titlen, kom jeg ved ved et uheld til at publicere teksten, så den faktisk var læselig på bloggen i op mod 5 minutter, før jeg fik lukket den ned igen - jer, der nåede at læse den, må love at holde jeres mund lukket med syv Søren, nej undskyld segl!)

lørdag den 30. oktober 2010

Brian-Færgens dampfløjte ( it's the mamba talking)

Intet problem i at citere en sangtekst fra Bryan Ferrys nye plade Olympia, der er som hotellobbyfløjl i ørerne (under rulleteksterne til Sofia C's Somewhere, der foregår på et hotel I L.A:, synger Bryan "Smoke Gets In Your Eyes) - dette er singlen "You Can Dance", og det er er det skønne vrøvl:

You Can Dance

In a discotheque at dawn that’s when it came to me
I’d been raving through the night looking for some company
It was the mambo talking it’s got a lot to say
Do you come here often? Do you wanna play?
We’ll hitch hike into Paris
We’ll zig zag by the Seine
Oh the howling moon of promise
I’ll never be the same
There’s a world awaiting way beyond the sea
How I love to travel – baby will you come with me
Jump on the table slide down the pole
You can wear your sable, you can bare your soul
From Reno down to Vegas
Casinos never close
All the movers and the shakers
The tango never knows
To the motor city that’s where I get my shoes
I need some inspiration – I gotta lotta time to lose
From Brady Square up to Jesmond Dene
And in La Dolce Vita I’ll find my beauty queen
In England there’s a moment
One nation in a groove
All the music and emotion
Will make you wanna move
(You can dance)
Take me to the river try singing in the rain
I like the jungle fever, it’s got me in the mood again
Oh Tutti Frutti, Jones Bar Hollywood
I like Campari soda, I’d can can if I could

Dubai, Gl. Kongevej

Jens Unmack fra (sig selv og) Love Shop handler ligesom jeg i Irma i Codanhus, og i et interview om "Mit forbrug" i Politiken i dag rammer han misundelsesværdigt skarpt Irmaciteten på kornet:

I Irma er man i sin egen Dubai-agtige verden med luksuriøs åbenhed og god plads. Ud fra et prismæssigt synspunkt er det latterligt, for mange af varerne er de samme, som sælges billigere andre steder. Så man betaler en slags entré for at undgå at møde virkeligheden. Andre supermarkeder minder om det nederste dæk på Titanic, som er ved at synke. Sidst jeg var i Fakta, sad der en mand oppe i grønsagshylden, iført en stor frakke og med bukserne nede om benene. Jeg ved ikke, hvad han lavede, men den slags ville aldrig ske i Irma.

Noget tid og sted

Det umærkeligt fede ved Sofia Coppolas Somewhere, der bare handler om en træt, ensom filmstjerne, der får besøg af sin 11-årige datter, er den vældige tid, hver scene tager eller rettere giver eller rettere smider i grams, og endnu mere rørende end den lange sekvens med datterens kunstskøjteløb i skøjtehallen er de hele to sekvenser med pole-dansende Playboy-tvillinger i filmstjernens soveværelse, pga. den præcise ikke-timing af deres synkron-performance og fordi vi får de to (og fordi der er to) sekvenser i deres fulde (sang)længde, så faktisk burde filmen i stedet hedde

Sometime eller Some Time

som Christian Dorphs debutsamling Et stykke tid eller helt enkelt Noget tid.

fredag den 29. oktober 2010

Skrift blev digtet

i forgårs til tonerne af Bryan Ferrys Olympia, som I ikke får at se foreløbig, hvis overhovedet nogensinde, og heller ikke at høre, hvis I ikke tilhørte det purunge og fantastisk tolerante publikum i Folkets Hus torsdag aften til Under Oplæsning, hvor jeg var oppe imod ligeledes purunge Jacob Slebsager, Rolf Sparre Johansson og Lea Løppenthin, i heldigvis ikke noget battle, for de var skræmmende gode og proffe og excentriske (og purunge) alle tre, og jeg var sindssvagt nervøs, fordi det var helt nøgen og hudløs (system)skrift, jeg stod med i hænderne, og jeg startede med at besværge og undskylde, at jeg var sindssvagt nervøs, hvilket man aldrig skal gøre, og jeg har ingen anelse om, hvordan det reelt gik, men det purnge og fantastisk tolerante publikum var heldigvis jo fantastisk tolerant og hørte efter, hvad jeg læste op, og klappede bagefter, og det var alt nok.

Lille raserianfald 3 (for helvede, anonyme digter)

Et særligt raseri, når man sidder og læser en dårlig bog, som jeg gør lige nu, inde i raseriet over, at bogen er dårlig, hvilket altid gør mig rasende, især når det som i dette tilfælde er tale om en, når han er sit element, god, måske endog stor digter, er raseriet over, at digteren - og også forlaget, men hvem regner forlaget? - bliver rasende på mig, når han (og de) på næste fredag læser min dårlige anmeldelse af hans bog, hvilket nemlig er totalt uretfærdigt, for jeg kan for fanden ikke gøre for, at han har skrevet en dårlig bog; han kunne bare have skrevet en god bog i stedet eller slet ingen, indtil han var klar til at skrive en god bog, når han som i dette tilfælde udmærket er i stand til at skrive gode bøger.

torsdag den 28. oktober 2010

Hun hedder Gertrude Flintesten

Den tid, jeg i dag skulle have brugt på at skrive noget poesi, brugte jeg på at få tegnet en investeringsprofil af min bankrådgiver. Hvor er min poesirådgiver? Jeg har brug for at få tegnet en inspirationsprofil!

Lille raserianfald 2 (for helvede, Stefan)

På sin blog bliver Stefan Kjerkegaard ved med at skrive om og linke til den evige Knausgaard og en håndfuld andre og mindre norske auotfiktionalister, eller hvad de nu kan hedde, som jeg ikke har læst noget af, og jeg kan mærke, jeg begynder at blive stædig, sådan Stieg Larsson-stædig: aldrig skal de få mig til at læse det gejl! hvilket selvfølgelig er fuldstændig urimeligt, men én ting er, at jeg er ude af stand til at forstå, hvorfor man (fra at interessere sig for Grotrian og Laugesen og Højholt) kan interessere sig for autofiktion I SIG SELV ud over på et rent Poul Behrendtsk detektivisk plan, der er og har altid været bøger med auotfiktive træk og autofiktiv dynamik, gode bøger og dårlige bøger, men hvis autofiktiviteten er interessant I SIG SELV er det som noget fælt eksistentielt noget og/eller samtidssociologisk Marianne Stidsen-trist trist noget, men dét er som sagt én ting, en anden ting er, at det i DK kunstnerisk vægtigste og vitaleste og komplekseste autofiktive projekt, nemlig Hans Otto Jørgensens, i to romantrilogier, den sidste afsluttet i denne uge med Sæt Asta fri, plus det rasende løs(agtig)e, aldrig læses ind i sammenhængen, så vidt jeg har set (jeg vil meget gerne tage fejl) som, satser jeg blindt 1000 norske kroner på, absolut konkurrencedygtigt med alle de inderligt udblæste nordmænd.

Lille raserianfald 1 (for helvede, Klaus!)

Halvslumrende zappede jeg rundt på fjernsynet i går aftes og vågnede brat op af bar hidsighed over DR K's litteraturprogram Ordkraft, hvor Klaus Rothstein sidder på en formumlet bogcafé og taler med forfatter og en "ekspert" om et TEMA, og i går var emnet så TERRORISME, og det talte Klaus så om med tegnserietegneren Thorstein og litteraturlektoren Tore, hedder han vist, og jeg så mest af den første samtale - igen og igen zappede jeg heftigt væk og så forsigtigt tilbage igen - og det handlede slet ikke om det konkrete kunstVÆRK med for helvede tegninger i, men hele tiden og særdeles anstrengt om DET TERRORISTISKE TEMA på en sådan faux-engageret middagsbordsfacon: Er vi alle potentielle terrorister osv, for hverken Klaus eller Thorstein er eksperter i terorisme, og det er Tore heller ikke, han er højst ekspert på amerikanske romaner med terroristisk tema, men igen skulle han ikke fortælle om de romaner som romaner, men om hvad de romaner siger om terror og nine/eleven, hvilket ikke er særligt meget, var han vistnok i gang med at forklare, før jeg zappede væk for good, og er det virkelig så langt ude og uhyggeligt at lave tv om litteratur som litteratur, der er interessant af litteraturmæssige årsager? I dagens avis står der at DR vil nedlægge det udmærkede - fordi det eneste reelt og kvalifceret KRITISKE tv-program - filmmagasin Premiere (hvor min søn på falderebet skal i erhvervspraktik) til fordel for et uspecificeret kulturprogram og et nyt litteraturprogram, det kommer der sikker ikke noget godt ud af, men jeg foreslår (igen igen - jeg har en føljeton af korrespondancer med DR, der går 15 år tilbage inkl. en enkelt håbløs Pilot, med raserianfald om Undtagelsen og samtale med trioen Staun, Q Holm, Skinnebach; jeg finder den ikke frem!) et prisbilligt, rent bogstaveligt program, hvor kameraet ikke løfter sig fra bogsiden, og kritikere og digtere kun MÅSKE får lov at sige noget, mens seeren læser!

onsdag den 27. oktober 2010

Digteres meningsløse superkræfter

Da MT have forladt møntvasken (han havde fået øje på mig gennem de duggede ruder; det er en enhver kritikers patetiske håb: at digteren får øje på ham gennem de duggede ruder),

ville tørretumbleren ikke holde op med at køre rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt -

Foruroligende morgensyn

Codanhus
er lyserødt

jeg forsikrer
jer

tirsdag den 26. oktober 2010

Elendigt, uhemmeligt blog-digt

cykelpigen, der holder for rødt
her foran mig og hiver i en tot
af sit kastanjebrune hår, hedder
Anja og spiller bas, ved jeg fra
mærkatet på hendes jo så
bas-rygsæk, hvor der simpelthen
står: "Bas / Anja"; der er også
et klistermærke, der meddeler,
at "Girls kick ass" -
hendes ansigt derimod
forbliver en hemmelighed

Præcisering: Jeg burde få skrevet noget hemmelig poesi

- hemmelig for bloggen nemlig.

Jeg burde få skrevet noget poesi

Fordi.

Og fordi jeg skal læse op på torsdag til Under Oplæsning (Folkets Hus på Nørrebro, klokken 20.00) sammen med cool, unge digtere som Olga Ravn og Lea Løppenthin, og det kunne være rart at have noget frisk skrift med.

Jeg vil gerne skrive nogle éngangssonetter, der ikke handler om Firenze, men om ingenting.

Jeg vil også gerne skrive videre på mit system-monstrum Brian-færgen læk, som jeg ikke har skrevet på i snart 2½ år, og jeg tænkte en muligt kickstart kunne være at købe Bryan Ferrys nye plade Olympia, lige meget hvor kedelig Klaus Lyngaard end synes den er (eller måske faktisk fordi Lyngaard synes den er så kedelig) og så skrive digte til hvert nummer, mens jeg hører den for første gang - som en parentetisk trampolin i bogens system (som nemlig går ud på, BL.A, igen og igen at skrive digte til numrene på Ferrys The Bride Stripped Bare, mens jeg hører dem).

Bortset fra jeg ikke har tid.

Og fordi jeg ikke har tid.

Og fordi.

mandag den 25. oktober 2010

søndag er søndag er søndag OK?

Morrissey i radioen i taxaen ud til Amager:
Everyday is like sunday
Everyday is silent and grey -
mere præcist ville det være at sige, at
denne søndag er som søndag,
denne søndag er tavs og grå,
bortset fra at Morrissey jo synger den sang,
og at jeg har det rigtigt fint i den taxa,
mens Morrissey synger den sang, og jeg
ser ud på den grå søndag, der er en grå søndag,
go away, armageddon, go away,
og nu er det allerede mandag, manisk mandag.

søndag den 24. oktober 2010

Møntvaskdramaet 2. del + REKLAME

I dag var 3 tørretumblere ude af drift. I smell a rat!

Læsning: Hans Otto Jørgensen, som, desværre Pontoppidan-selskab, i mine øjne fungerer nogenledes bedre, fordi personligt ubændigere, end upåklageligt selskabelige Pontoppidan, som jeg skal tale om (og anmelde) i morgen, jfr, denne reklame:

10 års jubilæum

I denne måned er det ti år siden Pontoppidan Selskabet blev stiftet. Det fejrer vi med en

Festaften

i Møstings Hus, Andebakkestien 5, Frederiksberg mandag den 25. oktober fra kl. 17.00. Entré for ikke-medlemmer: 50 kr.

Program

Kl. 17.30: Velkomst og historisk rids ved selskabets formand, lektor Johan Rosdahl.

Kl. 18.00: Nikolaj Zeuthen: Pontoppidans Sætning.

Kl. 19.30: "Valhal". Paul Hüttel læser ottende kapitel fra Drengeaar, og et gammelt projekt om skoleforeningens protokol relanceres.

Kl. 20.00: Jonas T. Bengtsson: At skrive socialrealistisk i 2010.

Kl. 21.00: Thomas Jacob Clausen, skuespillerelev ved Statens Teaterskole, læser et afsnit af "Borgmester Hoeck og Hustru", og kritikerne Kamilla Löfström og Lars Bukdahl anmelder bogen som var den skrevet i går.

Derefter introduktion til fremtiden. Sommermødet 2011, Netstedets fremtid og samarbejdet med De Bangske Morgenmænd. Ved selskabets projektansvarlige ,Flemming Behrendt.

Der bliver tid til uformelt samvær mellem indslagene, og hele aftenen kan der købes fadøl fra vores sponsor, Bryggeriet Skands, og sandwich fremstillet af bestyrelsen og dens venner.

Et spørgsmål om spørgsmål

Der er også Cia Rinnes ultimative spørgeskema (neup genfundet på afsnit p-postkort nede i min postkortbunke, der var væltet ud på gulvet, og nu placeret på fryseren med en Bart-magnet og en skildpaddemagnet):

answer this question carefully:

o yes o no

lørdag den 23. oktober 2010

Møntvasksabotage

To centrifuger var, markeret med hvide skemaer, ude af drift

En medicinstuderende sad og studerede medicin på møntvaskens eneste stol, som er blå, med hue på.

Den ene tørretumbler, nr. 1, tumblede, men tørrede ikke, viste det sig, så jeg var nødt til at flytte al (den ene halvdel af) tøjet over i nr.5, der tumbler og tørrer lige nu.

Men Pontoppidan fungerede upåklageligt, overraskende nok.

Søndagsspørgsmål

(telefonisk, fra forfatter og faster henholdsvis):

Har du et eksemplar af Henrik Bjelkes Seks råb fra baghovedet, som jeg må låne (de københavnske biblioteker har tilsammen kun 1 eksemplar, som er udlånt)?

Hvad betyder soma-aesthetics?

Mine svar:

Ja (og hunden stod med hovedet ud af bilvinduet, da bogen blev hentet).

Soma betyder på græsk (ifølge Fremmedordbogen) hele den fysiske organisme hos dyr og planter. Organisk æstetik.

- og jeg er stadig ikke kommet ned til møntvasken, og forlængst er tøjet sorteret. Og jeg har også besluttet, at det er Pontoppidan, jeg skal læse dernede.

Jo, jeg gør

Jeg ved godt, den forlængst er blevet en plathed, men jeg holder altså så meget af OULIPO-julelegen s+7 (udskift ethvert substantiv i en tekst med det, du får, når du tæller syv substantiver ned fra det oprindelige substantiv i en ordbog - hvorfor er det altid så besværligt at formulere?), og der er forunderligt nok stadig mange, der hverken kender eller har prøvet den - senest brugte jeg den som skriveøvelse for eleverne på Forfatterskolen for børnelitteratur og som chikane på to afsnit i en artikel af Peter Stein Larsen i min egen håbløse artikel i Synsvinkler, hvor ordbog nr. 1 var Politikens slangordbog, som er ret fremragende og anbefalelsesværdig til formålet, hvilket jeg straks vil demonstrere med begyndelsen på Jens Christian Grøndahls nye roman Det gør du ikke, der udkommer om et par uger og som jeg ikke skal anmelde - desværre, JC! - men snuppede en dublet af på avisen, som forsøgsrotte

- jeg har også bare lige brug for en overspringsskrifthandling, inden jeg skal ned til møntvasken:

David rettede sig hurtigt op, da tusindpikken slog en kussekarl. Pikautomaten registrerede ham kun akkurat og havde genoptaget sin løgnhals. , før han nåede at mumle en urskov. Han havde været væk i et par selvhentere og var vågnet lige så brat ved den korte kontorluder med hendes skvadderballon. Hun måtte være i tænketankene, omtrent på ajlebeholder med hans delfa. Hun var hvid af pulderskuder, og hendes mørke idiot-66 var næsten skjult under et sort barnemord. Han svedte i frederikken og blev beskæmmet ved tantetrippet om, at hun måske havde lagt mødom til fuglereden på hans overskårne. Han havde taget en tidlig flyversjus og tilbragt det meste af damesvinget i et møggreb i City. Træsmagen af stående og siddende pattefutteraler ville gøre det til en omstændelig propind at få frederikken af, og han skulle heller ikke langt. David fortrød, at han havde bestemt sig for vinylpædagogen. Det havde været en kold oldsag i København, men han burde have sagt sig selv, at venstrehåndsonanisten ville være mildere i London. Møbellagrene omkring ham var i vinkelskrivere eller jammermusik, erhvervsvildledninger endda i skohorn.

Sikken queering af den pæne tekst! Og som altid i s+7-chikaner er der én sætning, der udmærker sig fremfor de andre, og den tåler nok at gentages: Træsmagen af stående og siddende pattefutteraler ville gøre det til en omstændelig propind [prop-ind = samleje] at få frederikken af, og han skulle heller ikke langt. Man ser (og smager) det for sig!

Smålig drøm om dobbelt antologisk nag

Jeg drømmer, at jeg er til en stor reception på Forfatterskolen for en antologi om samme (engang i 2012, må det være, når skolen fylder 25) med først og fremmest Basiliskredaktionsmedlemmer, alle i flere eksemplarer, for at fylde lokalerne ud, og René Jean Jensen i flest (og jo nok fordi jeg har dårlig samvittighed over, at hans digtsamling endnu ikke er anmeldt i WA), men al min opmærksomhed er fokuseret på, at ingen har tænkt på at invitere mig med i antologien, det er nøjagtigt ligesom dengang med Brøndums encyklopædi, tænker jeg bittert - og da jeg vågner, bliver jeg frygtelig sur på mig selv over, at jeg ikke bare satte mig ned i sofaen og begyndte at læse løs, med lidt held ville jeg være nået mindst 10 sider ind i Niels Franks dybt sladdervorne bidrag, som jeg kunne have refereret her i stedet for.

Udtrykt sindsbillede

Så fortvivlet/fortvivlende er den orange madras, der i ly af mørket er krøbet helt hen til cykelskuret, for hvad nu?

fredag den 22. oktober 2010

Bonustrack til en fiaskofiasko

Endnu et af de trælse og triste breve:

9788711224366 LarsLars

Kære Lars Bukdahl

Da salget af ovenstående titel er gået i stå (0 stk i 2010) og det ikke er lykkedes forlaget at sælge den til nedsat pris [HVOR?], er det blevet besluttet at makulere restoplaget på 244 eksemplarer i vinteren 2010 [at der ikke står efteråret, men vinteren, gør sætningen så uendeligt meget mere trist].
Hvis du ønsker at modtage 20 stk. frieksemplarer af bogen , inden de makuleres, må du gerne kontakte mig inden for 4 uger fra modtagelsen af dette brev.
Du er også velkommen til at overtage hele eller dele af restlageret mod betaling for levering

med venlig hilsen

Lindhardt og Ringhof

- den skal de have, L&R, de tager sig dårligere betalt end Borgen,, når de muger ud! Og jeg skal nok bruge lidt flere end de 20 helt frie eksemplarer - det er immervæk, selvom det ikke siger meget (heller ikke for mig), min bedste bog, ikke mindst fordi den har - og er skrevet via - de bedste tegninger af Lars Nørgård. Vi fik i sin tid tricket forlaget til at gøre bogen langt større end planlagt, men for at vise vores gode vilje skar vi fem kapitler og tegninger fra den opnåede alt-for-storhed; her er som posthumt bonustrack et af de bortskårne kapitler (ordene med stort er de ord, der ifølge mit system (rekvisitter fra LN's tegninger noteret på små sedler i en blå stofpose, som der for hvert kapitel trækkes 10 rekvisitter fra) skulle være i kapitlet i den rækkefølge (og hurtigst muligt):

Hvad er det, der sidder fast på Larslars’ sko? Åh nej, det er hønens hæslige rød og hvid-stribede BUTTERFLY! Larslars hiver straks den bittelille, sammenfoldelige SAKS frem fra sin tommefingenegl og i ét hug klipper han butterflyen af. Han håber, den lander på færgens SKORSTEN, som en sommerfugl, der lander på en cowboyhat. Larslars har altid været glad for slips, fordi de blæser så flot i farten. Han havde faktisk haft vældig lyst til at klippe kolibriens blanke LÆRRED om til en masse hvide slips (og ét lille rødt et). Er en PROPEL egentlig mest et slips eller mest en butterfly? Det er vel faktisk tre små stive slips sat sammen på en pind, som i fuld fart drejer rundt og rundt. Larslars forestiller sig, hvordan det vil være at gå i en skov om efteråret med propelbukserne på og propellen på laveste hastighed: Blidt vil LØVFALD og blege BLOMSTER løfte sig bag ham. Hans onkel Arthurarthur skrev en hel BOG om mærkelige propeller. Han var lige så glad for propeller, som Larslars’ far Huberthubert var glad for løbehjul. En mand ved navn Johan Frederik fik engang en MEDALJE af kongen for at opfinde en PROPEL til den kongelige næse, så hans overskæg kunne se større og mere opblæst ud.

Undskyld, bøger, men det er også jeres egen skyld!

- eller i det mindste jeres forlæggere og forfattere, som bare kan lade være at udgive jer mellem 1. september (hvor efterårssæsonen ca. begynder) og 12. november (hvor Bogforum starter og sæsonen brat afslutter), hvor der udkommer for sindssygt med bøger, og det derfor er decideret galimatias at udgive SMAL litteratur - og så vil jeg nu holde op med at tiltale bøgerne direkte, det lyder simpelthen for åndssvagt. Men jf. den spredte, ustadige, reducerede, når ikke decideret fraværende reaktion på, hvis vi bare tager poesien og det der prosapoetisk/kortprosaisk ligner, Rasmus Nikolajsens Socialdemokratisk digt, Preben Majors Barnet, Peter-Clement Woetmanns Mit indre Pompeii, Morten Søndergaards Processen og det halve kongerige, Pablo Llambías' Ud over havet, René Jean Jensens Jeg har planlagt at dagdrømme, Viggo Madsens Jegløse digte, F. P. Jacs Man tror man samler sig hele livet (eneste digtsamling, der har fået på-dagen-anmeldelser over hele feltet, er Nordbrandts Vi danskere, og så er Llambías' og Søndergaards bøger efter et par uger vist ca. gennemanmeldt, eller hvad det kan hedde, mens René-bogen, der udkom i sidste uge, på trods af akut fremragendehed (opsparet gennem 10 år!) stadig er helt uanmeldt i store aviser, og den er endda udkommet på Gyldendal, Jac og Woetmann og Madsen har fået 1 anmeldelse hver); og vi mangler stadig en Laugesen-samling og et Bonnén-monster. Mit problem i WA er, at jeg vil anmelde og også får lov at anmelde så forholdsvis mange bøger, men højst kan håbe på 1 større (dvs + 600 ord) anmeldelse i avisen (der så også, pga. ny layout er blevet mindre) om ugen; resten af anmeldelserne må ned på de ikke engang 500, men 3-400 ord, og uafvendeligt vil den ene store, jeg får licens til, blive en (forhåbentlig god) prosabog med genkendeligt forfatternavn, Smærup, Hesselholdt, i næste uge (forhåbentligt!?) HO Jørgensen, men skal jeg så skrive alle/nogle af de andre ned i miniformatet (som senest trykt Viggo M, men heller den slags kan jeg få flere end som så i avisen af i disse uger) eller skrive (nogle af dem) fuldt store og så sætte dem i kø (eller simpelthen vente med at skrive dem, så de slår deres vejrmøller herfra og ind i avisen friske: friskhed giver altid bedre odds!) indtil der sidst i november bliver plads igen!!!!!!????????? For nu med velberåd hu ikke at røbe hvilke bøger, jeg sidder med og hvilke af dem, jeg har anmeldt, men mon ikke jeg i hvert fald sidder med de i WA uanmeldte af de nævnte digt/kortprosabøger og måske også har anmeldt nogle af dem? Men altså året har 6 gode måneder (marts, april og maj er også noget stoppede, men langt mindre slemt end september, oktober, november) at udkomme i med al plads i verden: januar, februar, juni, juli, august, december. Udnyt dem groft og fint!

(sådan er det: klynk avler modklynk)

Hvad er spørgsmålet?

Med alle de danske bøger med spørgsmål og spørgeskemaer i fra de senere år: Mette Moestrups kingsize, Maja Lee Langvads Hvor er er Holger Danske? (og Majas oversættelse af Max Frischs Spørgeskemaer), Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål og Niels Franks Spørgespil i baghovedet er det endnu sjovere at læse Padgett Powells knitrende kostelige "novel?" (link til Vagn Steens Digte??) The Interrogative Mood (det udspørgende humør) med lutter spørgsmål, i alle størrelser, her et enkelt afsnit i den 140 sider korte, men monstrøse bog:

Are you aware of a more likable kind of person than yourself that you would like to be like? What for you are the characteristics that make a person extremely likable? Have you ever been lain on by a heavy naked person in a boat as it is raced by another boat full of heavy naked people? Is the world through with worrying about communism? Have you known anyone to say "biscuit" in referring to a vagina? Do you subscribe to the position that there is good plastic and bad plastic? Would you rather be a bear who is compelled to eat a hundred dying salmon to make it thorugh the winter or a salmon who has to make it past the bear to spawn and rot and die? Are small green rubber army men still sold? Would you say that civilisation is protocol, a set of protocols large and smaller nesting inside each other like those russian dolls? And that as long as the smaller protocols are followed - the trees in the forest as it were - no one much minds the large protocol, the forest as it were, might be going to hell? Have you ever been not disappointed by a banana split? If a voice instructed you that the tube of salve levitating over the table before you was invisible cream and invited you to put some on and join the party, would you put the cream on? Would you prefer a child who says "I want one" or one who says "That's bad" when told in answer to her question "What's a slave?" that it's a person who has to do anything you want it to do? Do you know the Lindy rhythm? Are you any good at horse shoes? How fast do the fastest birds fly?

Mine svar:
Ja, min far. Vid og venlighed. Nej. Nej, jf. Ole Sohn. Nej. Ja, fx er den lyserøde bjørn fra Toy Story 3, jeg købte i Disney-butikken i Firenze (min eneste souvenir), og som kører sit ansigt rundt som en roulette, når man trykker den på maven, med 50/50 chance for et glad ansigt og et vredt ansigt, lavet af godt plastic. Jeg vil hellere være laksen. Jeg ved det ikke, men jeg tror det. Nej, det ville jeg nok ikke sige, men jeg vil stadig svare ja til det næste spørgsmål. Nej. Nej. Barnet, der siger "That's bad", kedeligt nok. Nej. Nej. Det ved jeg virkelig ikke.

torsdag den 21. oktober 2010

Éngangssonet 22

vi er i gang med at pakke
og nu pakker jeg bloggen
og computeren sammen,
men jeg har helt glemt

at fortælle om
indgangsdøren til
ejendommen:
den er så høj, at

en giraf uden
problemer
kunne bære en

italiensk bobbyhjelm,
en bowler og en
gylden glorie

What must wacky mode do?

“I’m doing what I’m doing now because I met Donald Barthelme and subsequently lost part of my mind — my original literary mind,” Powell has said. “Barthelme’s aesthetic, as I grasped it, got me tired of a certain pedestrian storytelling, whether for good or for ill.” But this impatience with the predictable did not also mean an impatience with emotion. “We have wacky mode,” Powell remembers Barthelme saying to his class, a writing workshop Powell was taking. “What must wacky mode do?” The students, clueless, stayed quiet. Barthelme said, “Break their hearts.”

- fra NY Times interview med Padgett Powell, forfatter til en "novel?", The Interrogative Mind, bestående af lutter spørgsmål, som jeg købte i går i en boghandel nær domo'en, for hvorfor ikke?

Éngangssonet 21

Geppettos værksted
hedder en butik
med lutter
Pinocchioer,

men hvordan
skal jeg vælge
mellem den ene Pinocchio
og den anden?

der er ingen bånd,
der binder dem,
så hvordan kan de

overhovedet være til salg,
før én bliver til en rigtig dreng
og en ægte marionet?

onsdag den 20. oktober 2010

Éngangssonet 20

den blå himmel
og de blå bjerge
mørkner i
ca. samme takt,

de blå bjerge en
smule hurtigere
end den blå himmel,
og i morgen tidlig

blåner de igen,
den mørke himmel
en smule hurtigere

end de mørke bjerge,
desuden må en vis
rødmen imødeses

Éngangssonet 19

slaver i
en sten
er stenede
slaver,

der slaver
i stenen,
der stener
i slaveriet,

men stander
aldrig stille
med sleverne,

laver ingen
ten, aver
kun 1, sig selv

Éngangssonet 18

hvorfor kunne
jeg ikke få
lov til at læse
F.P. Jac

i det fantastiske læse-
og skriverum
i biblioteket i
San Lorenzo

med de lange rækker
af bænker og stejle
skrive/læsepulte?

eller skrive ham af,
illumineret og
illuminerende?

Éngangsoneliner

Dav, id!

Éngangssonet 17

et bestillingsnummer
til at stå i kø
efter en billet til
at stå i kø efter en billet

i en mindre kø
end køen for folk, der ikke har haft
et bestillingsnummer
til at stå i kø

efter en billet til
at stå i kø efter en billet
i en mindre kø

end køen for folk, der ikke har haft
et bestillingsnummer
til at stå i kø etc.

Éngangssonet 16

han kan tale
dansk, tjeneren
på Piazza della
Signiora,

skål,
skåler han,
og da vi
beder om

bread
and oil,
nikker han

og siger:
bread
and øl

Éngangssonet 15

hvis litteratur
er sport,
og det er
det ikke,

så er poesien
den flerfarvede
fjerbold
i hånden

på den
lille dreng
malet

af Chardin
for 250 år og
7 minutter siden

Éngangssonet 14

inden jeg
tumler om i seng
og ikke om kap
vil jeg lige gøre opmærksom

på den lille, hvide
tæppetisser,
der på et maleri
i Uffzierne

af en eller anden mester
napper efter
endnu en svane

i lag
med
Leda: VRUF!

tirsdag den 19. oktober 2010

Éngangssonet 13

Take the Carol Channing,
at hat in the form of a
swirling velvet and
satin torso.

A friend had opened a cocktail bar
and wanted to name a champagne
and rasberry drink,
reminding Mr. Jones

of the scene in
"Thoroughly Modern Millie",
in which Ms. Channing

quaffing a cocktail
in a biplane, says,
"raaaaspberries".

Éngangssonet 12

Dustin Hoffmann
sender en hilsen
og ham balletdanser-
terroristen i Die Hard

og ingen ende på
italienske opera-
stjerner, hvis de
ikke allesammen er

den samme dygtige
hermafrodit, og jeg
skriver på egen nakke,

at det virkelig var
en gennemgribende
sangbar kalvekotelet

Éngangssonet 11

klap
i,
sagde
bølgen

til
muslingen,
du
bøvser

skønheder
op
for

et
godt
ord

Éngangssonet 10

tiramisu er
tiramisu er
tiramisu er
tigermikstur

er det grund-
læggende grund-
lovsgivende grund-
stof

ti
ram
isu

tir
ami
su

Éngangssonet 9

objekter i stuen/balsalen/festsalen:
gyldne metalplantelampetter
rituelt, afrikansk spyd,
keramikbøger (altså bøger af keramik),

tapetdøre,
glasand og glasælling,
tronsofa og tronlænestole,,
keramisk skibe i havn-relief,

glaspokal med lys i,
kvindebuste,
keramisk solrelief

clementiner,
plasticblomster,
ghettoblaster.

Éngangssonet 8

fjollet
gigantisk er
vores ferie-
lejlighed,

flere
kilometer
lang, rungende,
gang,

soveværelser
som
balsale,

og balsalen her
som festsalen på Aarhus Katedralskole
og jeg er den eneste, der er til eksamen

Éngangssonet 7

alle burde
have deres
egen manieristiske
grotte

i køkken- eller
kosteskabet
eller nede i
vasketøjskurven

med de naturlige,
dérværende grotesker
fordrejet til

får og først og
fremmest
skildpadder

Éngangssonet 6

vi styrter
om kap
ned ad
cypresalléen,

jeg taber
stort ud for
den særeste statue
af blinde, der leger blindebuk,

og hvad sker der
for den hest
i guidebogen,

der ikke er der
i søen for foden af
cypresalléen?

Éngangssonet 5

hvad søren
laver Søren
Fauli på
fresken

i Brancacci-
kapellet,
den skrigende
hals?

som pagen
ude til
højre

falder jeg
trodsigt
i staver

Éngangssonet 4

Højholt
skrev om
meta-
butikken

her
hedder
supermarkedet
META

ligesom
i Fiskerne
og Beatles-sangen

Rita Rita
meta-
maid

Éngangssonet 3

s
t
a
v

a
l
l
e

s
k
i

l
t
e

mandag den 18. oktober 2010

Éngangssonet 2

en ny
spejlkube
med en gammel
vrangvendt

spejlkube (dvs.
at spejlene
usynligt er
indeni) indeni

af tressergamlingen
Michelangelo
Pistoletto

på dansk
Eckersberg
Revolversen

Éngangssonet 1

fiskerne
på Arnos
modsatte
bred

står her
også
mandag
morgen,

som
småbitte,
standhaftige

fiskeskræmsler,
der målrettet
ingenting fanger.

lørdag den 16. oktober 2010

Og så af sted til Firenze

The morn when first it thunders in March,
The eel in the pond gives a leap, they say;
As I leaned and looked over the aloed arch
Of the villa-gate this warm March day,
No flash snapped, no dumb thunder rolled 5
In the valley beneath where, white and wide
And washed by the morning water-gold,
Florence lay out on the mountain-side.

(første strofe i Robert Brownings
digt "Old pictures in Florence")

drage + drage + dragé = Christina

Det er et fedt kinesisk træk ved dansk, at både drage og drage hedder drage.

Hvortil kommer den fine slags slik, der - kun på selve slikposerne, aldrig i daglig tale - hedder dragé: rundede lakridser med et farvet og tyndt, sprødt, lige som glaseret lag chokolade.

OK, afsløret, dette er en overspringsskrifthandling, før jeg går i gang med at anmelde Christina Hesselholdts Camilla - og resten af selskabet - så godt!

Det var så koldt udenfor i morges, at

det var kulden, der havde min duffelcoat på, og mig, der var udenom.

fredag den 15. oktober 2010

I dag er det solens 85.000.000.000.000.000 års fødselsdag

I hvert fald er det fænomenale Jørgen Sonnes 85 års fødselsdag, og den fejres om lidt over en time, klokken 17, i Poesiens Hus med oplæsning ved fødselsdagsbarnet og en række fans, bl.a. Morten Søndergaard, Henrik Nordbrandt, Niels Hav, Jørgen Sonne og mig selv - kom og trut hårdt. Her er et sandt Sonne-digt, grrrrrrr:

Museumsmusik
Natural History Museum
Kensington

Friske, hvide tænder,
grønne, violette, blå, brunlige, gule:
Tusind kæber i det kravlende rum,
skruetvinger i vorherres høvlebænk -

Mastodontens kindtandsrad,
grå koncise gletchere
sabelkattens tykke krumsværd,
rødtsivende måne-ny,

Gaviálens boldtræ og spinet af månebjerge og tagpapsøm,
hajens klapbroer sat med glasskårene over havemure,

Lygtefiskens sæk og sitrende karter,
nordhvalens hårede sabler i mangrovens himmel -

Vorherre drev spigre gennem flygellågene
og slår dem op og i, op og i,
sfærernes musik ...
Kraniet smiler stramt om en tom tand:
Nydende kender.

Jeg har skrevet verdens grimmeste artikel

Til tidsskriftet Synsvinkler har jeg skrevet min grimmeste, mest skramlede og forbumlede og irriterende og enerverende og ulæselige og åndssvage og pukkelryggede artikel - og jeg er meget stolt, "Nullisterne for nærværende" lyder titlen og den er også for grim.

torsdag den 14. oktober 2010

Dupond i Tibet

Der står DUPONT på siden af en lastbil, der står nede på gaden og ser meget ensom ud.

To eksemplariske Storm P.-sammenligninger og EN REKLAME

- eksemplarisk barok-præcise nemlig (ikke u-Nikolajsenske med andre ord), fra de ellers noget adstadigt rejsebreve i Surrealistiske breve (og tilegnet eleverne på Forfatterskolen for Børnelitteratur, som jeg glemte at fremvise dem for):

Ude på Gaden vrimlede det med Cyklister, som Møl over en gammel Sofa.

min Sidemand, en lille Fyr i tørvebrunt Tweed (fra Ryggen lignede han et skotsk Faar i Solnedgang) -

og så reklamen:

KULTURNATTEN 15. OKTOBER

Skriftens høje skum! 1. v. Lars Bukdahl





Adresse: Storm P.-museet
Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg

Beskrivelse: Føljeton i 2 dele om forfatteren Storm P. 1. Immer impro - Storm P.s sætninger på vildspor. Forfatteren og kritikeren Lars Bukdahl giver to foredrag af en halv time på museets første-sal (kl. 19.30 og kl.20.30).

Tidspunkt: 19:30 - 20:00

URL: http://stormp-museet.dk/

Kort: Vis på kort

Rejseplanen: Klik for rejsebeskrivelseVær opmærksom på arrangementets starttidspunkt!

Bemærkninger: begrænset antal tilhørere.

Skriftens høje skum! 2. v. Lars Bukdahl

Tilføj til/Fjern fra Mit Program



Adresse: Storm P.-museet
Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg

Beskrivelse: Føljeton i 2 dele om forfatteren Storm P: 2. Krazy krimi - Storm P.s detektiver på afveje. Forfatteren og kritikeren Lars Bukdahl giver to foredrag af en halv time på museets 1. sal (kl. 19.30 og 20.30).

Tidspunkt: 20:30 - 21:00

URL: http://stormp-museet.dk/

Kort: Vis på kort

Rejseplanen: Klik for rejsebeskrivelseVær opmærksom på arrangementets starttidspunkt!

Bemærkninger: Begrænset antal tilhørere.

onsdag den 13. oktober 2010

Forældremødeord, 9. klasse

UU-vejledning

politipraktik

Det Blå Danmark

frivillig brobygning

uddannelsesparathedsvurdering

NemID

fedtebreve

prøver til udtræk

Frederiksberghimmelfarver

rasende rosa

voldelig violet

Katrine er en falmet hashhandler

I forgårs så min søn og jeg sidste episode i 5. sæson af den amerikanske tv-serie Weeds med søde Mary-Louise Parker som (i de første tre sæsoner) hashhandlende enke i forstæderne, sjette sæson kører for øjeblikket i USA, så vi er tvunget til at pausere i vores glubske gennemspilning, som ellers ikke har været til at stoppe, selvom kvaliteten klart er faldet i de sidste to, fra forstæderne eksilerede sæsoner, hvilket vi også var blevet behørigt advaret om på diverse tv-blogs, men det nægter man jo at tro på, mens alt endnu er fiktions-fryd og gammen; det svarer til, hvis jeg ikke havde læst Katrine Guldagers bøger fortløbende, men havde skullet samle dem op nu, og begyndte forfra i slagskyggen af (mine egne, ja, ja) skeptiske og skuffede og fortvivlede anmeldelser af hendes seneste bøger, for det må være umuligt at tro på, at Ulven kan blive en realitet, når Styrt glimter i hænderne; der er også en vis parallellitet i Weeds' udvikling fra perlende sort og kynisk satire til klodset, rådvildt farce-melodrama. Nå, men i går begyndte vi på en ny, skidegod serie, Breaking Bad, med Bryan Cranston som en kræftsyg fysiklærer, der bliver narkohandler, den er lige så sort som Weeds, men anderledes intens og knugende - og ifølge alle forlydender og tv-blogs forbliver den fremragende frem til og med 3. sæson som blev afsluttet tidligere i år; hvis der er nogle læsere derude, der i samme tempo har gennemblæst litteraturserien Guldager, kan jeg anbefale at springe på fx serien Voetmann -

Ny generationsmatematik

Plakat i dansk-kantinen på KUA efter hukommelsen:

Fest med 50'ertema
Digtoplæsning m. Pia Tafdrup

Fordi hun er født i 50'erne (1952) og/eller er i 50'erne (58)?

Dvs. at man først har en/sin generationsaktivitet/identitet, når man aldersmæssigt befinder sig i samme tiår, som man er født i; dvs. at jeg først er den 60'er-digter, jeg som født 1968 dermed er, når jeg 2o28-2038 er i mine 60'ere, hvilket jeg faktisk synes er i orden og lettere forjættende. Hårdt imidlertid for de alleryngste, født i 90'erne, som fx min søn, der må vente til de er 90 +, men hårdere måske faktisk for dem, der er født i nullerne som en simultan baby- og småbørnsgeneration, der allerede er passé ...

Huskeråd til morgenskribenter

Det er uklogt at skrive med en tandbørste.

tirsdag den 12. oktober 2010

Akut kontrast 3

Hendes bekymringer kom aldrig til at slippe hende helt. Ikke før hun i 1980 begyndte at dyrke yoga.

- fra Ulven

Den gule orkide har ikke det døde voksagtige skær, som orkideer ofte har, der er en sværm af små lette blomster, og plantens højde (næsten en meter) og blomsternes farve (varm gul) med den grå himmel som baggrund får en til at tænke på den yogaøvelse, der hedder Hilsen til solen, hvorunder den hilsende siddende rækker armene højt i vejret. Min matematikhjælp (i gymnasiet) forsøgte at lære mig den, han sled med at få anbragt mine stive underben over kors på mine lår, i lotusstilling, det føltes som at sidde på et vippende bræt.

- fra Camilla - og resten af selskabet

Tim ud og ind og ud af kulden

Da jeg interviewede Christina Hesselholdt på Bogforum i november 2003 om romanen Du, mit, du, kom der efter seancen en ung mand op til forfatteren og spurgte om, det var bevidst, at titlen bagfra kunne læses ud, tim, uD. Det var det sandelig ikke, forsikrede hun. Senere kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at kalde min oversigtartikel om danske skønlitteratur 2010 i Nordisk Tidsskrift for "Ud, Tim, ud".- men sørme om ikke Tim nu omsider er sluppet ind i den Hesselholdtske skrift (bare for straks at blive verfet ud igen), på tredie side i næste uges roman Camilla - og resten af selskabet, det er Camilla, der har ordet (og der er selvfølgelig tale om 1 dejlig lang sætning):

Jeg erindrer: Torremolinos, gud ved præcis hvad år, men lidt hippie var der stadig over det, og vi læste alle sammen en roman, der hed The Travellers, (den gik på omgang mellem os), af en forfatter, hvis navn vist begyndte med M., det var derfor, vi var i Torremolinos, hvor et af kapitlerne foregik, og derfor, vi bagefter tog til Marrakech (og derefter atter til Torremolinos som i bogen), hvortil vi ankom i måneskin, og jeg tirrede min kæreste, Tim hed han, ved at mene, at murene og jorden var gullig, ikke rød, the red walls of Marrakech, som M. havde skrevet så indtrængende om, og som vi nu omsider stod ved.

Og så ud, Tim, ud.

Skriftslik

Jeg skulle bare lige have 10 minutter til at gå mellem det ene og det andet tidspunkt og begyndte så at læse i Christina Hesselholdts "fortællekreds" Camilla - og resten af selskabet, der udkommer i næste uge, og kunne slet ikke holde op igen, det er så utroligt lækkert-sært-fint skrevet.

En vigtig kategori: Vild nydelses-skrift -

René Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme hører også til i denne kategori; da jeg i går underviste elever på Forfatterskolen i børnelitteratur i realitets-indzoomende og fantasi-udvidende tekster, læste jeg som præmieeksempel på førstnævnte dette digt op:

gråvejret lyser som månen
jeg følger et ansigt på en sky, der bliver ældre og opløses
en dame i oktober med tryksværte på fingrene
et blad hvirvler forbi vinduet på fjerde sal og stiger op forbi igen
senerne i danserens underarm når hun smører sig en mad
skrigende jerngitter en morgen og indbildningen om at være i rom
togets undervogn knager, solen bryder igennem
den bevæger sig hen over spisebordet
isterningen støder mod læben hver gang jeg tager en slurk
sol på ansigt og fod samtidig, men ikke andre steder
og gennem højt gavlvindue i gammel mejeribygning, ind på metalbeholderne
lyset fra trafiksignalerne i regnvandet på vejen
at nyse i avisen og se de fine spor
kolde sider ind i en bog
to sætningsløse øjeblikke i træk
lyset fra instrumentbrættet i en bil i aftenkø
ventetiden mellem det første og det andet nys
ordbogen set fra siden: spor af fingre
kongens næse stikkende frem af mønten
en tv-skærm i profil, en drømmende lygte
snefaldets varierende hastighed, maskinagtigheden, tandhjul i vinden
lyset der bliver bredere sidst i januar
oslobåden kl. 17, lyden.

Dagens jegudrensning

Jeg sad sjovt nok lige og anmeldte Viggo Madsens fænomenale digtsamling Jegløse digte (en miniature, fordi den skulle passe akkurat til den beskedne plads efterladt af Leonoreas anmeldelse af Suzanne Brøgger, og det skulle være den og ikke en anden af denne tids alt for mange anmeldelses-bøger i mit skød, fordi et digt af Viggo er ugens digt på bagsiden, så ved I og Viggo dét), da redaktøren i en mail forlangte min omtale af eget Testrup-foredrag om Krazy Krimi udrenset fra min anmeldelse af Henning Mortensens novellesamling Albert Colds drømme om dronningen, den slags er nemlig forbudt, som hun mente at have fortalt mig forlængst, men som jeg ikke mener at have fået at vide før.

Version med foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Ved samme top-kursus holdt jeg selv foredrag om krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ved samme kursus, hvor jeg fikserede og relancerede kraz-krimien ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.

Version uden foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart dér i spisesalen været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.