Hjertet i kloen I og II (og III)

 På sin splinternye, fornemt og viltert forkjættende blog middelklasse2 skriver Lars Skinnebach om sin smukke, så godt mikroskopiske subversion af Gyldendals logo i sin kommende digtsamling I ly: 

Jeg prøver altid at undgå logoet. Selvom jeg meget godt kan lide tranen. Engang fik jeg lov til ikke at bruge logoet, fordi jeg ellers ville trække bogen tilbage. Dengang var det vigtigt for mig, fordi jeg skrev vækstkritisk. Kapitalismekritisk. Nu skriver jeg pop, og så er det ok med logo, men jeg prøvede alligevel. De ville ikke gå med til det. Så jeg hævnede mig ved at lave logoet lidt om. Nu holder tranen et hjerte i sin klo. Hævnen er sød. 

Jeg kom straks til at tænke på Per Langes digt 1926, som netop ender med billede hjertet i fuglens klo (og som jeg skrev om, blandt andre, i artiklen "En øjeblikskort note eller tre om Per Lange" i net-tidsskriftet "Nordica!=

NATTERGAL

Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét saa lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?

En Skovgud drejer
med stille Hænder
en stor og glødende
Ædelsten.
Tungt falder Straalerne
gennem Mørket
røde og grønne
én for én.

En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjærte
i Nattens Klo.  

(og så lige et yderligere link til Højholt fra nævnte Nordica-artikel:
"Jeg vil også gerne sammenligne ”Nattergal” eller nærmeste bestemt de to sidste linjer, for det tro jeg ikke er gjort, og det forekommer uundgåeligt, med de sidste linjer i Per Højholts digt ”November” fra Poetens hoved, som godt nok ikke handler om en nattergal, men om, en solsort, billedets konkrete struktur imidlertid ligner sådan cirkus, bare betydeligt mindre grumt, men rigeligt melankoli: En fugl i et træ sammenlignes med et hjerte bag (et menneskes eller en fugls (eller et andet dyrs)) ribben: ”Ikke at sneen falder og det er et koldt vejr/ blæsende, plager mig o min solsort./ Heller ikke gentlig at den lille sø/ under kirsebærtræerne tæt ved banen/ falmer og fyger til. Sådan er november./ men at du i morges sad kold i magnolien/ som omspændt af ribben et hjerte/ pludselig snetykning eller forfald.” Højholt + Lange: Ribben som en klo!") 

Litterært underskud

Søgte på Per Højholts roman 6512 og pludselig dukkede det yderst specifikke tal op i en Århus Stifttidende-artikel, der begyndte sådan - og Anne Marie kunne jo så passende være en Løgneren-henvisning:

Minus igen: Anne Marie ApS i Højbjerg holder sig i rødt

14. april 2021 Stiften.dk (Århus Stiftstidende)

Firmaet Anne Marie ApS i Højbjerg fik igen underskud i det seneste regnskabsår. Det fremgår af regnskabet for 2020, som virksomheden for nylig har publiceret hos Erhvervsstyrelsen.

I det seneste år er underskuddet blevet større fra -6512 til -74.792 kroner før skat. Set over selskabets seneste tre regnskabsår er det nyeste regnskab det dårligste. Bedst blev 2017, der endte med et resultat før skat på -5209 kroner.

NONSENS TOP 5 rekalibreret

 den sædvanlige top 5 over betydelige, originale, danske  nonsens-indsatser

1. Halfdans børnerim + ABC (+ Tosserier)

2. Louis Jensens 10 x 100 firkantede historier

3. Per Højholts Show (æg og perioder)

4. Dan Turèlls rime & remse-raptus

5. Jesper Elvings ordlister

men nu synes jeg sgu jeg flytter Louis i front:

1.  Louis Jensens 10 x 100 firkantede historier

2. Halfdans børnerim + ABC (+ Tosserier)

3. Per Højholts Show (æg og perioder)

4. Dan Turèlls rime & remse-raptus

5. Jesper Elvings ordlister

Roen i Hveden og dens fætter hos Højholt

Helle valgte i Hvedekorns jubilæumsnummer, 3-4, 2020, at svare sit debutdigt fra 1988 med et citat fra den nye bog, dette:

"Kunne man udvikle sig til en klippe, skudt op af sorten muld som en bleg roe, sit eget lille isbjerg. Han ville være roen selv, sådan tænkte han det på cyklen, sådan cyklede han."

Som straks fik mig til at tænke på denne lille tekst af Per Højholt:, fra praksis-bogen Album tumult, 1989:

"Den kaukasiske radise var på størrelse med en roe, men kuglerund, den havde næsten ingen top og var af samme farve som månen. En nat i den 12. uge efter Sankt Hans skubbede den sig op af jorden og lå dér."

Idollængselsdigt

Her er så fodkoldt
uden Per
Højholt.

Han var så selvfølgeligt
ordstolt.

det kuglehoved driblede han som en
fodbold

En parentes til Højholt

Vores

(barn gøer
af at en)

             hund gøer
ad en hunds

fjerne gøen
ad en hund

som gøer lang borte

(Revolver, 1977)

4-5 ting om digteranmeldere

(som kommentarer til opdatering af Linea Maja Ernst om de forholdsvis få digtere, der anmelder)

Lars Bukdahl Videreskrivende fra Martin (Glaz Serup) (og tak for ros lige nu!) Kunne man måske mene, at de stærkeste digterkrtikere var(/er) stærkere kritikere end digtere (med HJ Nielsen som jeg virkelig holder af som digter som grænsetilfælde (mens Tom K, som jeg ikke (bortset fra HÆRVÆRK) specielt holder af, jo ikke var nogen stærk kritiker)) netop fordi stærk kritik både skal være stærk skrift og stærk kritik; dobbelt op, som Borum ubeskedent påpegede, 200 % commitment og engagement, så kan digtene og romanerne blive nødt til at komme i anden række, hvis de overhovedet kommer til orde (igen); det er vistnok også Niels (Lyngsøs) pointe, Det kan desuden være et nødvendigt valg i forhold til, hvor skrivetalentet/lysten forløses vildest, rigest, mest genuint - det har for mit eget tilfælde været i kritikken. .. og i lørdags udgav jeg en følsom, lille poesibog ... som ingen endnu har anmeldt ...

Lars Bukdahl Forskellen på den frie skønlitterære (/essaystiske) tekst og anmeldelsen er jo forpligtelsen i sidstnævnte på objektet, den anmeldte bog, på at levere karakteristik og smagsdom, men ellers er der, synes jeg, nøjagtig samme forpligtelse på skriftprægtighed og -personality osv.

Lars Bukdahl Der er flere eksempler på digtere, der i kortere eller længere perioder (tydeligvis) har skrevet anmeldelser for halv kraft for simpelthen at spare på kræfterne (det ville jeg personligt slet ikke kunne finde ud af), et trælst eksempel (for det skete i min egen tidlige udgivelsestid) er min store helt Per Højholt på Jyllands-Posten

Lars Bukdahl Og så er der al fnidderiet med kolleger og klassekammerater og miljø, og som bare, for nogen, kan være for socialt besværligt og praktisk uigennemskueligt - Skinnebach vendte det på hovedet og fik i sin meget korte karriere på JP næsten kun anmeldt digtere, han havde optaget/undervist på Forfatterskolen, det var meget cool!

Lars Bukdahl Problemet med program-digterkritikere er også, at de bliver nødt til at skifte gear, for ikke at mugne i deres kampagner (især hvis disse er lykkedes!) til en mere åben, nysgerrig kritik - det skete meget eksemplarisk for Michael Strunge i hans 2 korte anmelderjobs, først 80'er-programmatisk på BT, så modent sensitivt på Politiken - der er lige nu på min blog teksteksempler på begge dele

& Hendrix

STOR TAK TIL ASGER OG STEEN SOM HEMMELIGE BAGMÆND FOR "LAMENT FOR JIMI", DK'S BEDSTE ROCK-DIGT:

Asger Schnack

"HØJHOLT / HENDRIX: 1) I bookletten til ”tilbage til TURBO” (2001) (som består af to cd’er, ”tilbage til TURBO” og ”TURBO” selv, lp’en fra 1968) bliver Per Højholt spurgt af Jesper Ravn (idémand og producer): ”Hvordan opstod ideen til Turbo?” Per Højholt svarer: ”Selve digtet har udgangspunkt i Jimi Hendrix. Da vi fik stereo i det lille hjem og rockmusikken kom frem, gik jeg fuldstændig agurk over Jimi Hendrix og tænkte: Sådan må man fan’me også kunne skrive, og så prøvede jeg. Og det blev Turbo.” 2) I ”Smerteskolen og andre digte” (1979) står Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi”: ”Jimi, for helvede, er der noget at sige til / at de indledende akkorder hvor du samlede / al musik før til sekunder og så uden videre / kastede den fremad, forud, hen hvor du ikke / var nået endnu selv, men lidt efter alligevel / stod, grinende, kold i røven, og greb den / og sendte den endnu et vildt kast ud, videre, / vildere, nærmere din egen, – at den greb os, / din øredøvende friktion mod den totale pavse / som også dit sidste da halvt sanseløse kast / der kastede kasteren ud hvor ingen griber, / aldrig, og ingen musik, omsider, forudanes?” 3) Da Bandet Nul besøgte Per Højholt i november 1979 og skrev digtet ”Rejsen til Højholt” (og den sidste aften sammen med Per Højholt skrev digtet ”Seks makreller udsat for vejrlig”), havde Per Højholt et job (et show på et slagteri) den ene dag og bad os om at lade, som om vi var hjemme. Vi fandt Jimi Hendrix: ”Electric Ladyland” i pladesamlingen og spillede den på Per Højholts grammofon. I ”Rejsen til Højholt” lyder strofe 102: ”et piblende elektrolys / i Jimis mørke / så mange græshopper / ude af stand til midnatshimmel / altså farvel til goddag / eller rettere: goddag til farvel”."

Comments

Steen Møller Rasmussen  "Du har selv mere end en' finger med i Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi” - For da jeg skulle udgive "On The Rocks" med rock fotos og digte/tekster i 1978, mødtes vi og du sagde: - F.P.Jac og Per Højholt skal også med, du gav mig Højholts telefon nr. og jeg sendte et foto af Jimi Hendrix til Per. Retur kom ”Lament for Jimi” - F.P. Jac skrev om Ray Davies og du om Dylan. ”Smerteskolen og andre digte” udkom 1979 som du skriver."

4) Digtet "Månen forklaret" fra PRAKSIS 10: Manøvrer, 1993:

Haven vånder sig derude i sen sne.
For et sidste træt blik sortner
vejens spor, nattefrost jager som en gigt
i tyndskindede birke og plaget
hælder asken, skør i grenværket.
Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum
går jeg og ser månen falde ind
på gulvene og fråde i køkkenvasken.
Kun ét lys er tændt, det pulserende røde
i den gamle Luxman-forstærker:
Huset dundrer: Hendrix i højt gear.

5) Ved bisættelsen i Silkeborg, efter SUT og Pia T havde talt, tændte Højholts søn Terkel for Hendrix på den medbragte ghettoblaster

Varians med nonner

Lille stykke fra "Gittes monolog om venstrefløjen", der er med på radio-orignalen, 1982, men ikke i senere skriftlige og lydlige udgaver, transskriberet af Klaus Nielsen (som endnu et eksempel på Gittes stigende selvstændiggørelse og oprørstrang vs. Preben):

Så var vi smutted' mod Skive, ikk' oss',
Løgstør
Så var der et kloster der,
og den vill' han jo så se, Preben.
Han troed' jeg ikke vidst' det,
jeg har jo kigget i hans kort, ikke' oss'.
"Du ka' tro nej," sagde jeg så, ikk' oss',
"du ska' ikk' bar' ind og kigge på nonner,
tror du ikk' jeg ve'et?"
det sagde jeg lige ud.
Jeg kender ham, Susanne.
Jeg sku' ikk' nyd' noget

Bare for det det uhyrlige ord

dér i næstsidste sætning, frenhævet af mig - citat fra udenomssnak i radioudsendelse med/om Gitte fra 1982 (kan høres på indstik-cd nr. i bogen Mellem ørerne, men citeret fra Klaus Nielsens bog):

"Gitte læsper en lille smule. det er ikk' ret meget. det vil sige, hun læsper egentlig ikke. Det er den der lille lette talefejl, piger tillægger sig i pubertetstiden, dér hvor det er og og køn eget af'et, ikk'. De læsper lige en anelse. Sådan oss' når hun snakkker, kan altså høre , at hun har en krop oss', ikk' oss'. Sådan et lille diskolæsp . Det går over så snart hun kommer ifast forhold eller får et barn. Det er sådan lidt med forskel.."

Stort oplag er en dårlig kunst

- bare lige en (første) afskrift fra det store, multimedialt kloge og hyper-gennemtjekkede afsnit om Gittes monologer i Klaus Nielsens Bogen og værket. En introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori (som jeg planlægger at rapportere mere om snart)

- og som note til optræden/samtale om bestsellere i Politikens Boghal næste næste uge:

(fra avisinterview 1982 - da den første bogudgave af Gittes monologer var på vej mod de 5000 eksemplarer)

"Et stort oplag er som regel ensbetydende med dårlig kunst. Det kan godt være gedigen underholdning, men ikke kunst. Hvis jeg en dag oplevede, at en af mine romaner blev solgt i et stort oplag - omkring 10.000 - så ville jeg være ret sikker på, at den var halvdårlig. Mindst. Sandsynligvis dårlig. Bøger, der sælger meget, er dårlige. Jeg ville ikke selv gide skrive dem."

Sammenlign straks med denne bid fra Politiken-interview med en ulidelig og uendelig selvtilfreds Jesper Stein i Politiken i dag:

»Jeg elsker da samfundskritik, men den skal ikke nødvendigvis foregå i krimier. Nogle gange bliver det sagt, at krimierne er der, hvor man kan finde samfundskritikken, men det er noget sludder. Krimierne har berettigelse, fordi de kan fortælle en historie, som er bedre end 90 procent af det, man finder i den øvrige skønlitteratur. Krimierne bliver læst til sidste side, og de bliver købt. 100.000 læsere lyver ikke. Det er kun kritikere som Lars Bukdahl, der tror, det er den onde kapitalisme og markedsøkonomien, der sørger for, at krimisalget går af sig selv«.

- det stik til mig forstår jeg ikke, jeg har da ikke beskyldt den onde kapitalisme og markedsøkonomi for at bære ansvaret for, at dårlige romaner med kriminal- foran går som varmt papfranskbrød - jeg tror også, at folk køber dem frivilligt, men derfor er det stadigvæk litterært set noget lort, ikke fordi de indeholder plot og kriminalistik, men bare fordi de er dårlig skrevet og slet eksekveret, også plot- og kriminalistik-mæssigt, 100.000 læsere er, hvad angår kvalitet, snildt fulde af løgn

Hilsener til salg

Det er en frustrerende skrumlet måde Vangsgaard sælger Rifbjergs dedikationseksemplarer på - løbende lægges bøger ud på bordet bag i butikken og noteres på antikvariat.dk, under "Klaus Rifbjerg" og når de er solgt, forsvinder de så med en vis forsinkelse fra antikvariat.dk igen, og foreløbig kommer der stadigvæk nye til (kunne altså være meget skønt med et afsluttende samlet register, please!). Jeg glemte at følge med fra starten (missede fx Lykken i Ingenmandsland og eventuelle andre Leth-bøger) men her er et udvalg af dem, der er til at øjne og/eller købe nu:

BANDET NUL. Bandet Nul de luxe. Tiderne Skifter, København 1982. 60 sider. Heftet med orig. omslag

Med dedikation til Klaus (Rifbjerg), "en hilsen fra det ydre rum", signeret af alle tre digtere.

DKK 450 ·

BECK-NIELSEN, CLAUS. De smukkeste mennesker.
Drama, Gråsten 2004. 62 sider. Heftet med orig. omslag..

¶ Med stor dedikation til Klaus Rifbjerg (uden navns nævnelse): "Buddinge, dagenderpå 1. maj 2004(.) Som tak for sild og øl og snaps og haps: et lille stykke med Hölle(,) mon oncle! ton Neffe! C/".. .

DKK 300 ·

BRANDT, JØRGEN GUSTAVA. Hvad angår poesi. Papirbetroelser. Lyrikbogklubben Borgen-Gyldendal, København 1983. 174 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med dedikation til Klaus Rifbjerg: "Til Ping og Klaus - med en snorken fra barden - Jørgen Gustava".

DKK 250

BRUNSE, NIELS & HANS-JØRGEN NIELSEN. Oprøret i Kronstadt 1921. Et dokumentarium.
Bibliotek Rhodos, København 1973. 420 sider. Heftet med orig. omslag

¶ Revolutionshistoriske dokumenter, bind 2. ** Med dedikation fra Hans-Jørgen Nielsen til Klaus Rifbjerg: "Til Ping og Klaus, med mange tak for en weekend, vi nød - en klods som denne kan ikke læses på éngang af normale mennesker - jeg forestår kap. 1 og 8 for det faktiske og kap. 2. for den fantastiske virkelighed."

DKK 450

FRANK, NIELS. Spørgespil. Gyldendal, København 2010. 180 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med dedikation fra Niels (Frank) til Klaus Rifbjerg; "Får De skrevet noget for tiden".

DKK 200

GRESS, ELSA. Habiba og andre noveller. (SOLGT)
Spectator, København 1964. 180 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag. Velholdt.
¶ Med helsides dedikation til Klaus (Rifbjerg): "Efter at have læst alle dine noveller (nogle kendte jeg jo), dybt imponeret over prosaen og dybt rystet over den traumatiske kønsskræk, drømte jeg at jeg så dig fiske ved Langelinie. Du trak et vod op, fuldt af små bare damer og herrer på ca 1 fods højde, og stillede dem op (våde) langs kajkanten, hvorefter du knpsede dem i vandet. Her indvendte jeg, at det var taktløst at behandle dem sådan, og du sagde - uden at vende dig, at de var dine egne og desuden "bare vedhæng". Til sidst satte du en lidt større abnormt langbenet dame op på en fortøjningspæl og rakte tunge ad hende, før du knipsede hende. Da hun faldt i vandet, så jeg at hun ingen ansigt havde. Du smilte venligt fra din store højde og gik ombord i en speedboat! Det synes jeg du bør vide. Af disse noveller kan du næppe bære andre end "Ind under jul"og "Regn på vejen". Resten af er vedhæng. Elsa".

HØJHOLT, PER. Digte 1963-79. Schønberg, København 1982. 146 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk eksemplar.

¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Revy og parade - og de bedste hilsener".
DKK 500 ·

HØJHOLT, PER. Digte. Pax Forlag, Oslo 1970. 1. oplag. 40 sider+friblade. Orig. omslag.
¶ ** Med stor dedikation fra Per (Højholt) til Klaus (Rifbjerg: "hermed en lille gengælde fra Heden".
DKK 550 · s

HØJHOLT, PER. Intethedens grimasser. Essays. Schønberg, København 1972. 1. udgave. 151 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk eksemplar.

¶ Med stor dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "vi ses aldrig, men jeg regner med vi kan bære hinanden".

DKK 750 ·

HØJHOLT, PER. Praksis, 5: Nuet druknet i latter. Schønberg, København 1983. 1. udgave. 82 sider. Orig. omslag.

¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Direkte fra nethinden og Per".
DKK 550

HØJHOLT, PER. Praksis, 7: Hundekunstneren og andre blindgyder. Schønberg, København 1988. 1. udgave. 54 sider. Orig. omslag.
¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "Smalle (understreget) kan være beautifulle. Din Per".
DKK 550 · s

HØJHOLT, PER. Praksis, 8: Album, tumult. Schønberg, København 1989. 1. udgave. 66 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med dedikation fra Per (Højholt) til Klaus [Rifbjerg]; "jeg gør dem ikke større!".

DKK 500 ·

JAC, F.P. Forårsgave til mine rødder - Et digterværk. Borgen, København 1983. 53 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg). "Med Brøndum i Sidespejlet/Spiller skagen sine ordspil/Og Winther bliver sommer(.) For alt vel JAC".

DKK 500

JAC, F.P. Misfat. Et supremdigt i fem concepter. Borgen, København 1980. 1. oplag. 136 sider. Heftet med orig. omslag. Uopskåret.

¶ Med dedikation til (Klaus Rifbjerg): "Hvidover 8-12-80 Med stadigt Riff! Hilsen Jac". Godt associationseksemplar af denne ny-klassiker.

DKK 650

LUNDBYE, VAGN. Her ligger min yucca frugt. Shi-Go-Sh-K'anni-Sidja. I. del. (SOLGT)
Berg, København 1972. 1. udgave. 150 sider. Heftet med orig. omslag. Frisk, uopskåret eksemplar.
¶ Med meget stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Gå syngende med mig gennem dette rum, skrevet ud og første gang oplevet marts-april 1972 her i jeres enestående redoute midt i Kandestedernes vilde bakker. Det var her det begyndte! De kærligste hilsner, jeres hengivne Vagn".

LUNDBYE, VAGN. Hvalfisken. Roman. Borgen, København 1982. 187 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Også fra jeres rumskib i K. ser jeg kvalen."

DKK 150

LUNDBYE, VAGN. Næsehornsdigte. Borgen, København 1990. 140 sider. Heftet med orig. omslag.

¶ Med stor dedikation til Ping og Klaus (Rifbjerg): "Også du er tykhud og næsehorn, root trot a toot."

NIELSEN, HANS-JØRGEN. Diletariatets Proktatur eller Overdadaens utrolige Gerninger. Historisk-politisk dokumentarroman. Borgen, København 1969. 36 sider. Heftet med orig. omslag og smudsomslag.

¶ Med dedikation til Klaus (Rifbjerg): "med mange kærlige hilsner fra Hans-Jørgen (Overhihi).

DKK 200

NIELSEN, HANS-JØRGEN. Hælen. Et digt. Tiderne Skifter, København 1981. 84 sider. Heftet med orig. omslag.¶ Førsteudgave. Med dedikation fra forfatteren til Klaus (Rifbjerg): "- jeg er glad for at kunne lykønske dig på 50 års-dagen med en bog, der bl.a. viser mig som elev af dig. Kærligst H.J."

SARVIG, OLE. Glem ikke. En burleske. Gyldendal, København 1972. 1. oplag. 146 sider. Heftet med orig. omslag med smudsomslag.¶ Med stor dedikation fra Ole (Sarvig) til Klaus (Rifbjerg) "en lille miljøstudie med ønsket om en dejlig sommer, selv om der sidder (ulæseligt) under bladene og skratter".

STRANDGAARD, CHARLOTTE. Katalog. Arena, Fredensborg 1965. 1. oplag. Kvadratisk 8°. Upagineret. Heftet med orig. omslag. Delvist uopskåret eksemplar.

¶ Forfatterindens debut med dedikation til Klaus Rifbjerg: "Til den STORE STORE Klaus fra den lille Charlotte".

DKK 500 THORUP, KIRSTEN. Sidste nat før kærligheden - Søndage med Lydia - Skæve-Marie - Lille New-York. Tre noveller og et skuespil. Gyldendal, København 1989. 205 sider. Heftet med orig. omslag. ¶ Med stor dedikation fra Kirsten (Thorup) til Ping og Klaus (Rifbjerg) "med kærlig hilsen og 1000 tak for den aften med lammet og jomfruerne og det lille bjerg af røde og sorte bær i solnedgangen over Kristianiagade". DKK 200

Højaktuel Højholt-kvababbelse 3

- fra Enhjørningens kvababbelser, 1979; bare apropos at være bange for det hele (Højholts note: "I anledning af en udbrændt sovjetisk satelit styrtede ned i Canada"):

Menneskeskræk

Hvor bange kan man blive?
Hvor meget skræk kan der være i en menneskekrop
og hvordan ser udslippet ud
og kommer den dag hvor pis og lort og kultveilte
ikke er det eneste vi udskiller?
- Jeg er bange fo tæv og for at køre bil i glat føre.
Jeg er også bange når min kone gør det.
Og vi er begge to mest bange, når vi har børnene med.
Men den skræk har sine forholdsregler:
man kan køre forsigtigt hvis man endelig er ude i det.
men trafikken i rummet er det en andens sag.
Når man næsten ingenting får at vide.
af det man syens man har krav på at få at vide
så er det lidt en kunst at være bange på en ordentlig måde.
Man har ingenting at holde sig til, kan ingenting se,
ved ikke hvad man skal tro, aner ikke hvornår de siger halvdelen
af hvad de ved og hvornår det hele.
Man kan ikke en gang udspørge dem
for man ved ikke hvad det er muligt for dem at vide.
Og selv kan de åbenbart ikke finde ud af det.
Nogen har tiet i årevis om de farlige satelitter,
HVEM? - sgu dem der nu fralægger sig ansvaret!
Dem der nu, stadigvæk, ikke regner vores angst for noget
der rager deres viden som eksperter!
Dem der for fanden da må have børn og røve og skæg om morgenen
ligesom alle os andre - hvordan bærer man sig ad?
Hvordan bærer man sig ad med hverken at have det ansvar
man lægger over på andre eller det andre lægger over på een?
Det er litd af en kunst ikke at være ansvarlig når man er det.
Eller er det noget ingen kan for?
Eller skyld oppe i den blå luft, kredsende, skabt af ingen,
en skræk-prut vi alle har bidraget til?

Der kredser et ukendt antal udbrændte atomkraftværker oppe i rummet
og jeg er gået udenfor i sneen.
Der kredser et ukendt antal aktive atomkraftværker oppe i rummet,
mange Barsebäcke små - og jeg står ude i sneen
og tør ikke engang fange den på tungen mere.
Jeg graver ned dær hvor jeg ved vintergækkerne kommer
og finder en spire. Jeg sætter hænderne for munden
og råber ned til det ivrige løg: Stands,
vend om, for himlens skyld, og tag mig med!
Jeg råber ud over snemarken, hvor hvert enkelt strå
står i sit eget optøede hul: Bliv væk, hold inde,
det betaler sig ikke det dær!
Og til mælkebøtterne som ligger med det alt sammen parat
nede under sneen: Lad så være med det pjat! Knyt knoppen,
løs ikke op for noget som helst,
løvetandsfnug hører til i en ubekymret verden!
Fyrretræerne står med forårets lys
skubbet sammen i knopper for ende af grenene,
jeg rører ved dem og hvæser: Hvis I også i år
skyder op og ranker jer, bløde og lysegrønne og klæbrige
i solskinnet og sommerregnen, så er I fandme dumme!
Og jeg sætter stige til og kravler op på husets tag
og sætter mig overskrævs, her oppe fra lyder
den ensomme rytters råb til alnaturen, det skvat:
Tag så og hold op! Det kan ikke blive ved på den måde!
Lad nu for en gangs skyld os, som har ansvaret,
være ene om følgerne.

Højaktuel Højholt-kvababbelse 2

- igen fra Enhjørningens kvababbelser, 1979 - apropos autofiktion og dobbeltkontrakt:

Didaktisk digt om sideben

Jeg bad Oluf Mortensen om at fortælle om sit liv,
han fortalte: "I 1969 var jeg på sygehuset,
siden har jeg ikke haft ondt i mit ben."
Jeg bad hans kone, Rigmor, om at fortælle om sit liv,
hun fortalte: "I 1969 var han på sygehuset,
siden har han ikke haft ondt i hans ben."
Jeg spurgte om der ellers var sket noget,
hun sagde: "Næh, ellers er der ikke sket noget."
"Hvad med børnene", spurgte jeg.
"Joh", svarede Rigmor, "de har det godt nok".

Jeg kan godt lide Rigmors stil.
Hun sagde ikke noget om ay Oluf var en ren satan
indtil han fik sat benet af i '69.
Rigmors stil har sideben, Olufs osse,
ikke noget med at fortælle at han sad i 3 år
før indehaveren af sognets eneste træben endelig døde
og det blev Olufs tur til at komme ud i luften,
eller at der allerede nu sad en ovre i Serup
og ventede på at Oluf ikke skulle bruge benet mere.
Meen - som folk sagde og flirede -
det gik nu ikke for ham i Serup,
for han var missions og benet kunne ikke bøjes.
Men måske menighedsrådet så ville bekoste et hængsel
i Guds navn? Jae, men mon ikke han ser på viljen
sådan som han plejer van? - i Hvert fald,
i hvert fald skal der lås på så, for hvad nu
hvis den næste igen er fritænker, lissom Oluf,
han kan jo ikke gå rundt og knæle med eet ben.

Det her var ikke Rigmors stil,
heller ikke Olufs,
det var min, og det var løgn, hvert ord.
Men hvad nu hvis det var sandt
alligevel? - Hvad nu hvis det var det
at jeg fandt på det jeg fandt på?
Hvad nu, hvis jeg sidder her
med kun eet ben?

det gale er, at alt hvad der skrives er løgn,
i hvert fald i forhold til sandheden.
Det er nemt nok for os der bare laver det dær kunst,
det værre for dem der skriver bekendelsesbøger,
de hænger på den, sandheden, de skal troes!
Men sandheden om sandheden er jo
at den er den ringeste løgn der findes,
rent kunstnerisk!

Et eksempel: Når Henrik Stangerup
skriver en bog om Hakon og Betty og Lotte og Fausto
og Lotte Hakon og Betty og Hjalmar og -
hvad de nu hedder allesammen,
så kan det ikke nytte noget at han fx hævder
at Lotte kun har eet ben, for det ved vi alle sammen
er en flot løgn (heldigvis, hviske-hviske-hviske)
Men havde han nu kaldt hende Rigmor
så havde han været ude over det problem
og så kunne han i fred og ro have skrevet
om sine andre problemer og blive gennemskuet alligevel
og om alt det hos Lotte som han så godt kan lide
og så var det måske blevet så fuldt af gode sideben
at det bejlede til kunsten,
og hvis Lotte så virkelig havde manglet et ben
havde hun regenereret på stedet!
Næh, bitte Henrik, den du skal gøre tilnærmelser,
her kaldet haneben, til - det er ikke sandheden
men kunsten, her kaldet Rigmor.

Det farlige ved at det der skrives kun er sandt
i forhold til løgnen er at folk så gerne vil tro på det.
Og er der noget at sige til det?
Hvad har vi egentlig tilbage at tro på
her i det her Danmark?
Politikerne lyver, statistikkerne lyver, alle lyver,
mere eller mindre. de eneste der ikke lyver
er CPR-numrene og løgnhalsene,
her kaldet kunstnerne. Og begges sandheder
er man bange for, for man forstår dem ikke helt
og man kan jo aldrig vide? - Rigmor,
hvad har du gjort af dit ene ben?

Men når folk bliver udmattede og trætte
og ikke synes de forstår noget af noget,
så bliver de journalister eller i hvert fald indiskrete,
det vil sige: de kan ikke mere kende forskel
på det der er gemt og det der er skjult, eller
på verdensgåden og det der er fejet ind under gulvtæppet,
og så var det jo lettest at tro
at det er verdensgåden der er fejet ind under gulvtæppet,
når nu de dær folk har gulvtæppe og kost og skidt
og man er tæppeløfter (Kelim).

Når læserne er stressede og kørt ned
gide de ikke have med fremmedarbejdere og jøder
og kunstnere at gøre, og i hvert fald ikke Kunst.
Når man har det sådan og kommer hjem fra arbejde
og har hængt alle problemer fra sig i en detalje,
så vil man have kæledægger, det hedder det:
Kæledægger - Bente Clod og Henrik Stangerup og
Christian Kampmann . alle de kære venner uden sideben!

Gud har ellers vist os
hvad man kan stille op med et sideben.

Sentimental denim

Min far,
som døde 
i 1979,
havde akkurat
sådan en
cowboyjakke
(men nogle
andre briller
og intet
hageskæg)

Højaktuel Højholt-kvababbelse 1

- fra Per Højholts Enhjørningens kvabbabbelser, der udkom på After Hand i 1979 (Højholt havde det fine princip, at sine mest poppede bøger (og plader!) - kvababbelser (= radio-digte) og Gittes monologer - udgav han ikke på sit officielle overgrundsforlag, Schønberg, mens hos Henrik Have på mikroskopiske After Hand):

Kunstneren samfundets samvittighed

1.
Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig?
At være samfundets samvittighed er vel alles pligt
og derfor ikke kunstnernes.
Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan:
lave kunst sådan så det lissom bliver mer naturligt
for folk at være samfundets samvittighed, fx.
Det vil jeg godt være med til,
dog med den tilføjelse, at mine læsere
nok vil blive samfundets dårlige samvittighed,
ikke dets gode,
en god samvittighed - er der noget mer ufrugtbart,
rent kunstnerisk,
eller mer kedeligt, rent menneskeligt,
eller mere sjofelt og asocialt, rent politisk?
Samfundets dårlige samvittighed, det er bedre
kunne man selv spille den rolle
ville man måske trives som digter
og få en god samvittighed.

Alligevel duer det ikke: Samvittighed,
det er noget med at være sikker på noget,
at det er umagen værd, fx,
jeg er kun sikker på een ting:
jeg vil ikke stå i vejen for kaos.

2.
Jeg samfundets samvittighed, Perspektivkasse!
Ikke tale om, ikke i det her samfund
som har brug for en samvittighed
fordi det er et klassesamfund,
og de eneste i et klassesamfund som har en samvittighed
er dem der har råd til en.
En samvittighed er dyr, skidedyr,
i et kapitalistisk samfund, det er kun for de rige.
Men de er til gengæld også nødt til at have een,
ellers er det ikke til at holde ud at være rig.
Man kan kun være rig med god samvittighed
hvis man har en dårlig.
De rige sætter pris på digtere, gode digtere,
der kan give dem en kvalificeret dårlig samvittighed,
som de kan veje den gode op med.

Så længe man har en samvittighed
er der en Gud foroven.
Personlig råder jeg ikke over nogen samvittighed
men derfor kunne jeg selvfølgelig godt blive samfundets.
Fast ansat hund i keglespillet,
fordi keglespillet har brug for en hund
der kan vælte en kegle af og til,
en ad gangen, naturligvis, ikke alle ni,
eller tisse på den.

3.
På den anden side:
Der findes så megen uretfærdighed i verden,
der myrdes så mange, der undertrykkes så mange,
de fængsles og torteres og sendes i lejre,
de slagtes og deporteres og bombes og brændes,
-  bør digterne ikke gøre folk opmærksomme på den slags
fx ved at skrive om det?
Nææ. Sødet med lyrik er det svineri.

Hvad er da digterens rolle i samfundet?
At ødelægge det med gode digte.
Hvad ellers: indse det umulige i sit forehavende
og fortsætte alligevel.
Samvittighedsfuldt.

ps.
Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive
sit digt om Ulrike Meinhof: STANDS! Det er for sent
allerede. Hun er død. Hun er færdig med det digt.
der kostede hendes selv og andre livet.
Elendige samvittigheds-nager, hvordan smager et mord?
Smelter Ulrike på tungen?
Endnu en kort besked til digteren: Hvis håndklæde
hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det
ved lejlighed, du vasker alligevel dine hænder om lidt,
efter måltidet, ikke?
Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen
og prøv hvordan det er.

Pappaver (Show-Bix-doku 3)

(igen fra Morten Søndergaards Show-Bix & Per Højholts mediebevidste praksis - fra manuskriptet til Show-Bix-forestillingen Noget, 1971, inde i en gymnasticerende omgang)

"(...)
Da salen naturligvis stadig ikke reagerer, begynder de langsomt at gøre gymnastik igen, gribes efterhånden af det og gymnasticerer ivrigt under følgende replikker. I denne sekvens taler de begge fynsk, syngende, med bløe d'er. 
 
2. unge mand: Slappe skide
1. unge mand: skideslappe
2. unge mand: røvbananer
1. unge mand: hva?
2. unge mand (forklarende): røvbananer
1. unge mand: røvbananer (ser lidt fåret ud, ser ud til at grunde over nye skrappe ord, så lysner det i ansigtet) pa-prøve (forvirret, så lysner de igen) paprøve! paprøve!
1. unge mand: (overbærende med 1. unge mand) papskide! ("pap" udtales med fladt "a" som i "fladt")
1. unge mand: sårn nogen papskide!
2. unge mand: vatbønder!
1. unge mand: blir sgu aldrig til noget
2. unge mand: vatdyr!
1. unge mand: VAAAAAATYYYYYR! VATHESTE VATFÅR VATHØNS VATÆNDER VATKYLLINGER VATSVIN VATTYRE VATHINGSTE VATHOPPER VATKATTE VATHUNDE
2. unge mand: vatfluer
1. unge mand: OOOORRRRR
2. unge mand: vatrøve
1. unge mand: OOOOOORRRRRRRRR!
2. unge mand pap!
1. unge mand: pap!
2. unge mand: paprøve har vi haft
1. unge mand: pap-paver!
2. unge mand: pa-pa ...
1. unge mand: jeg er sgu ikke din far!
2. unge mand: pap-paver? pap-paver (grundende, så lysner det) vatmuer, vallmuer, valmuerøve!
1. og 2. unge mand samtidig: NARKOVRAG!

De tier forskrækket, starter panisk på deres gymnastik igen, først tavse, så begynder de at skælde hinanden ud med de samme skældsord som de brugte ned mod publikum før. Øvelserne overdrives efterhånden helt åndssvagt, de trættes og står til sidst som før, med front mod publikum, hvislende de sidste skældsord ned over salen.

Flyglet græder (Showbix-doku 2)

- atter fra Mottren Søndergaards Show-Bix & Per Højholts mediebevidste praksis. Inventarlisten over Show-Bix-boksene i Museet for Samtidkunsts samling:

"B2-054

Brev (5 sider) fra Per Højholt til Gunner Møller Pedersen. A5-format. Original, MS, udateret. Forside underskrevet "Per" med sort pen.
De øvrige 4 sider indeholder oplæg og forslag til optrin og sekvenser, som kunne inddrages i "Noget" (Show-Bix-forestilling 1971 LB)

"Frokost i det grønne, et optrin.
To personer kommer ind med kurve plaider osv., en af hvert køn. De spiser frokost i det grønne vil sige der er grøn projektor på. Udbygges ved snak, måske.
  Samtidig er der store blokke af lyd i luften, blokke som farer forbi, løses op i susen, drønen, tynde toner i nervetrådene osv. Vag hysterisk damesang, jægerhorn på temaet fra beatstykket - dyrelyde.
  o, oo og o dut. Brydes i stykker og anvendes ind i mellem de støre lydflader.

Optrin.
To personer kommer ind på scenen, eller op på en platform, forsynet med kameraer. De skiftes længe til at fotografere hinanden, mens de fotograferer hinanden, mens de fotograferer hinanden ideen er gammel, men det er en fordel, for de to tager sagen alvorligt, de aner ikke at de er komiske og de tager nul hensyn til kedsomhed og protester fra publikum osv, osv.
De kan snakkes til noget skægt, måske.

Optrin
En person, et flygel
Personen sætter sig ved flyglet og åbner det, strax lyder der gråd og brøl og svalende fortvivlet stemme fra det. Lukker det. Pavse. Åbner det, samme lyde, masser af mundlyde og intens kropslig  fortvivlelse. Lukker det. Åbner det, samme lyde. Personen nu forstemt i stigende grad, ret bevæget. Lukker det, før han eller hun brister i gråd.
  Åbner det, nu med viden om hvad der kommer, men drevet til det. Begynder kort efter at græde og rive sig i håret, rive i sit tøj, savler ned i flyglet. Lyden stiger med hans/hendes stigende fortvivlende. Han/hun hamrer i flyglet af desperation, fuldtsændig opløst af gråd, sorg osv.

Slutning mangler, hvis der skal være nogen.

Beatstykke for voice og orkester

Her fra min seng kan se dine sko smidt henne i hjørnet sammen med tøjet som også er dit rummet er højt og væggene hvide og loftet er hvidt gulvet er gråt og forrodet og nu også smadder beskidt mesn du er her
Du er her
Du er her
Vi er her midt i vort liv
Ja du er her
Jeg er her
Du er her midt i vort liv
Ja vi er her
Jeg er her
Du er her
Du er her midt i mit liv

Osv."

Cirkeldåb

Brainstorm ca, 1968-69 (med PH's håndskrift og på hans sædvanlige gule, linierede papir), om titlen til det nummer med "den tværæstetiske gruppe" Show-bix (fotografen Poul Ib Henriksen, digteren Per Højholt, komponisten Gunnar Møller Pedersen), der endte med at hedde  "Omringning" (og i senere, selvstændig radio-versionering fra 1970 hedder "Omkring rundt" - kan høres på cd medfølgende antologien Mellem ørerne, 2004, der også indeholder en artikel om stykket signeret mig, LB (pinligt uvidende om Showbix-versionen (men INGEN har rigtig kendt noget til Show-Bix, efter gruppen indstillede aktiviterne i 1971 - FØR NU!))) -

- citeret fra (IKKE DEN) Morten Søndergaards nye bog og pionerarbejde Show-bix & Per Højholts mediebevidste praksis, som jeg kun lige er begyndt på, men det er frygteligt spændende og vildt sensationelt:

"Rundkredse, omkredse, omkredsning, cirkulation, cirkel, Chr II, Rundt på gulvet, Rundtenom, Eenebræbusk, kredse, kredsninger, omringet, rundt i ring, Ring i ring, rundtur, Kørom, Koldskål, 4. politikreds, Århus amt, omgang m. opera, , ord, musik etc., omgangsform, omgangskredse, omringninger, ombæringer, rotation, omfarter, forbifart, sightseeing, den rette omgang, én ordentlig omgang, det går på omgang, i denne omgang, omgående, omkvæd, omlyd(e), omtale."

De 5 øverste opdateringer lige nu - Facebook Tidende spiser sig selv

Ina Munch Christensen

 

19 mins ·

Hvis en engelsktalende, hvid midaldrende businessmand begynder at tale til jer på Vesterbrogade og stille spørgsmål man ikke forstår pointen med, kan du lide at hjælpe, kender du forskellen på mind and brain, hvad fik du til morgenmad, kan du lide kontrol, kan jeg oplyse, at det er Scientology der har lagt en ny strategi for rekruttering. Efter en tid peger han på en Scientology-bygning på den anden side af gaden og spørger, som var det et romantisk ærinde, om han må invitere til en stresstest

Bering Rejser

Sponsored ·

Sommerens fedeste oplevelse: Kitesurf Camp i Portugal! Du skal da med!

Christian Schmidt-rasmussen

17 mins ·

EN KARAKTERDANNENDE OPLEVELSE: i 1979 som 15 årig var jeg til roskilde festival med min to år yngre lillebror uden forældre. på orange scene søndag morgen pustede greenpeace en stor plastikhval mens der blev holdt tale om at det var synd for hvalerne. foran scenen stod en lille flok punkerne og sang, meget højt, "now i wanna fuck your whale", til tonerne af "now i wanna be your dog". det optrin har jeg båret ved mit hjerte siden

Morten Søndergaard

Yesterday at 2:24pm ·

Finally here!

Lea Marie Løppenthin updated her profile video.

10 mins ·