Ironilektion / prisfiktion

Per ‏@Per_Vers 1 t.1 time siden

1. Ken Tremendous ‏@KenTremendous 1 t.1 time siden

Ken Tremendous har retweetet Sam Stein

Two days before the election Trump just plum *made up an award,* said he won it, and no one even blinked. We have insanity fatigue.

Sam Stein @samsteinhp

Trump tonight casually declared that five years ago he was honored as Michigan’s “Man of the Year” I can’t find anything at all on this

Ironi er optimeret nærvær, ironi er elektrificeret ærlighed

Ikke mindst og især SELVironi, som altid kommer før al anden ironi (jf. blogposten om patetisk ironi nedenfor, der måske lige præcis er ironi uden selvironi) og bør komme før al ikke-ironi også; Mikael Bertelsen skrev tidligere i dag denne opdatering:

Mikael Bertelsen

3 hrs

Politiken i dag:
Here we go again; ironi, ironi, ironi....

ved siden af dette billede af noget Politikentekst:

 

 - 2 kommentarer længere nede:

Lasse Rimmer Men... mener du nu også det, Mikael Bertelsen?

• 

  Mikael Bertelsen Lasse Rimmer Jeg mener ikke jeg har arvet det fra David Letterman i Amerika, men fra min mors side af familien, som overlevede Theresienstadt på en bølge af sarkasme og ironi. Det handler om at overleve undergangen. Både på skærmen og i lejren...

Jeg kan godt forstå, Bertelsen både er træt af at blive kaldt (epigonisk) ironiker og føler trang til at forsvare ironien (og dens bissede lillebror sarkasmen) som det modsatte af dekadent, distancerende luksus, som nemlig livsnødvendig jonglering af mere eller mindre dødelig absurditet. Det er også som om, at fordi man er ironisk en gang imellem eller faktisk relativ ofte, som simpelthen et greb, et tick, en teknik, så er man all out ironisk eller ironiker - ligesom man er sjov mand eller sjovmand, fordi man rent faktisk kan finde ud af at være sjov, jf. vennen min Jens B, hvis sjovhed blev YouTube-fikseret og -cementeret via Den 11. time. Men det er jo en virkelig træls idé om identitetsmonomani  Selvironi er der til gengæld ikke nogen vej udenom, tror jeg (på), at praktisere eller lide af full time. Men igen: effekten, designeret og automatisk, af selvironi er ikke distance og reservation, men nærvær og ærlighed, fordi man jo så ikke behøver at lade sig regulere af et strikt (og derfor patetisk) identietsregimente; man har wriggle room til at lade sig overraske af sig selv, af sin nysgerrighed og undren, pjattethed og alvor og - hvorfor ikke? - patos. Det er derfor, David Letterman og Mikael Bertelsen, alle deres forskelle til trods, er så suveræne studieværter, og lige dér de ligner hinanden, deres ironi er omhyggeligt, ubændigt, lystfuldt uselvisk.

 - her (jeg kunne ikke lave et skærmlink) er en af mine yndlingsskevenser fra Den 11. Time, mødet mellem Bryan Ferry og Morten Søkilde formidlet af studieværten Bertelsen - et topmøde mellem stilige selvironikere uden et spor af ironi.

Jeg inspireres af Jan Sonnergaard

i et interview til Berlingske i dag om hans med længsel ventede (ironi for begyndere 2) 500 sider store novellesamling in progress, der har arbejdstitlen (og det kommer den sgu nok også til hedde, han er en titel-klonker for herren, bortset fra den dér allerførste, hvad var det den hed? Rollator?) Otte fortællinger om mad, kærlighed og fremmede lande, eller rettere af billederne til samme af forfatteren i pinsesnit og med solbriller i bylandskabet, som jeg meget mod min vilje spejler mig i, TIL AT BLIVE KLIPPET, det er fandeme på tide, vi er de rene hippier, og det kan vi ikke byde vores, iflg, Facebook, over 500 fælles venner!

Kort forelæsning om ironi

"Nej, hvor ser Jens Christian Grøndahls nye roman god og spændende ud. Den glæder jeg mig til at læse."

Hr. Ironi undsiger ironi

Efter jeg havde læst Padgett Powells geniale novelle "Mr. Irony Renounces Irony" fra novellesamlingen Typical, 1991, der begynder sådan her:

Mr. Irony renounced irony and took his place in line at Unemployment. Where once he would have found the tedium of the protracted process a delight, akin to the moves of a child's board game, he found the desk-to-desk-ordeal - and getting in the wrong line, and then getting in the right line to have it closed when he was one party from the bureaucrat serving it - officious, small-minded, forgiveless horseshit.
With a sheaf of papers so bulky that he longed for a briefcase to hold them in, he stood on one pained leg or the other lamenting his descision to quit irony. It left him uninsulated against the world, as if he had renounced drink or drugs instead. Despair came after him - with little tentacles it reached toward his balding head from the low fibreboard ceiling tiles of the Unemplyment Office complex. "I rue the day I quit irony," he remarked to the woman behind him.

gik jeg ind og så den uironiske film Unstoppable, om et løbsk, (for alle andre end Denzel Washington) ustoppeligt tog, og morede mig uironisk, men allerede næste dag ...