Kultursula og Natursula bliver 50! Engang var hun kun en god anelse!

Som Ursula Andkjær Olsen skriver tidligt i den mirakuløse debut Lulus sange og taler, 2000:

FORSTAND FORNUFT
GODDAG FARVEL
KULTUR NATUR
TRAGIK KOMIK
NOK

Og det var heldigvis ikke på nogen som helst måde NOK!

Og hvor tit er genier rektorer, og hvor aldrig er genier succesfulde, herunder succesfuldt praktisk administrerende, rektorer!!???

Jeg fik anelsen af Ursula i løbet 1999, da hun blev færdig på Forfatterskolen (før da kunne jeg have læst hendes klassiske musik-anmeldelser i Berlingske, men det ved jeg ikke af at have gjort!?), vistnok først i det lille tidsskrift Det 3. Årtusind og så i enquete-antologien Kortprosa 1999 og derpå i Forfatterskolens Afgangsantologi, i hvert fald omtaler jeg hende i mit præmature generationsportræt i (af den unge kritiker Solvej Daugaard og den ung forfatter (fra samme årgang som Ursula) Marius Nørup-Nielsen redigerede) Dansk Noter 1, 2000, hvor hun selv bidrager med uddrag fra debuten og den af mig højtelskede poetik-tekst "Se at få at ord på!", en oprømt hyldest til polyfonien:

"Kigger man nærmere på et par af de mest talentfulde yngste, opdager man en flerstemmighed, der ikke bare er (mere eller mindre monotont) hvirvlende og pludrende, men også er prægnant, eksperimentelt/konceptuelt springende, i og mellem projekterne. Der er Ursula Andkjær Olsen, der hvirvler mesterligt, men som til afgangsantologien Farvel & Goddag har kreeret noget så eksotisk som et (japansk inspireret) NO-spil om (Leibniz') monader (...) (den anden jeg nævner er Harald Voetmann og hans "tre mono-rimede oversættelser af den samme Shakespeare-sonet" i Banana Split)"

Her er Ursulas tekst fra kortprosa-antologien, bandsat umiskendeligt genialt allerede, og nedenunder den forfatterportrættet i Dansk Noter:

TRÆ. VERSION NR. 1

"Overalt var kærlighed, og alt var kærlighed". Den første og den sidste eller den nederste eller den største og den mindste eller den længst til højre og den længst til venstre eller måske den inderste og den yderste og man skal ikke prøve at tælle, for tallet er i vejen, og i foråret stiger utælleligheden, mens regnkuglerne triller. "Nogle elskede glidende, nogle elskede grædende, asymmetrisk elskov, agtværdig elskov, hyggelig elskov, lysegrøn, gennemsigtig, mørkegrøn, blomstret, vissen, forblæst, i frø." Utælleligheden skygger, vinden blæser på den sidste og den øverste og den nederste, det bobler meget præcist af fylde, for ingen er helt den samme, og alle drypper hver især på omgangsformerne. Hverdagsligt, men virkeligt til at tage og føle på; mit bryst har runding og kaffen er god (det gode er ukorrumperbart) og duften er helt nøjagtig. Danper på afstand og slår persiennerne ned, så visse sekunder kom i klemme og måtte vente lidt. Så den længst til højre og den længst til venstre, stiger han op mod overfladen ekker hun ned mo jordbunden og sluger gruset omkring rødderne. Så den inderste. "På et tidspunkt spurgte man hinanden, hvor følelsens væsen var" (for sure tæer). Og den yderste og den største og den mindste og den og til sidst dem alle og de er beslægtede "og" kan forbindes i ranker, den første med den sidste og den øverste med den nederste og den længst til højre med den op ad rulletrapper løber andre slags sætninger, måske har de torne og hvor er din brod og der står en lind i in faders gård og synger. "På et tidspunkt ventede alle på opfyldelsens time". Og de kan spises og gør de godt eller smager de surt, og hvordan de smelter på tungen. Vinen er årsag, virkningen er rus. Smagen sidder på tungen, og er den nu årsag eller virkning, når den sidder dér midt imellem på tungen? Men hvad siger jeg dig, når jeg siger dit navn og tager dig i munden? Fyldtop, fyldt ud, man synger og udtømmer denne time som helt fyldt op folder mæthed i min mund. "Kom den overhovedet?" Jeg tilspørger bare (gnidningsfuldt). Spis langsomt, og du gør dig ingen forestillinger om, hvor du kan opfylde dig med den første og den sidste og den største og den mindste og andre. Din længsel er gemt et sted mellem "op" og "ned" og hver har sin kvist, hvortil den indædt kan håbes. Marguerittens blade er nærmest ens, men gør en forskel, og de kan falde som engle og fylde et efterår, så det bliver sart og stolt som glas, men dybt som Aladdins hule. Hvortil dette "fyld"-begreb (når en rose er en rose osv.) hvis det alligevel er tomt og hvorhen - op? Den ene elskov var af rosafarvet papir og den anden af røgblåt og den tredje af falmet-gult, og de var alle udpræget for store. De blæste også for vinden og imens læste rødderne noget under jorden og måske gik netop de i opfyldelse (opad?) "Men hvordan og hvornår skulle en følelse gå i opfyldelse, når den ikke er et ønske, men bare vokser og falder ned?" Den fjerde blir grøn og af glas og den femte har form som en kugle og den sjette og den syvende og hvorfra ved man de alle har dét til fælles, denne beruselse er til at brække sig over, og man dansede en slow-waltz i opkast, den sprøjtede blødt og snøvlede sølv for den ottende var måske af sølv eller guld, mit hjerte, og hvordan vil du have at de skulle gå i opfyldelse, når de selv fylder op (i bunker) om man må være så fri som en fugl? Og den niende af stål, og det lyder så hårdt, men er rustfrit og blir ikke til støv som de andre og til vinter klistres et lag af kulørt konfetti på top til tå. "Opfyldelsens time faldt af, én efter én, for at begynde forfra ved næstkommende lejlighed." Fyld timen op, hvis det skummer over, så hvad, men uden at udstoppe sjælens skema. Vi ville så gerne at sætningen flød fra nederst til øverst som vand og mælk imod tyngdekraften. "Hvem kom?

Ironi spildt på emeritusser

Imponerende forvrøvlet kronik om Forfatterskolen og ung digtning ved lektor emeritus Thomas Pedersen i Politiken i forgårs - jeg var i AK24syv og diskutere kronikken med kronikøren (efter et herligt skrapt indslag, inkl. grilning af kronikredaktør, om kronikørens forblommede stillingsbetegnelse (det er i statskundskab, han har været lektor)), og jeg kom vist til, i ren frustration over forsludringsgraden, at hidse mig en smule op, link her. Jeg nævnes selv et par gange i kronikken, og det var derfor jeg var blevet inviteret i studiet, og så, formoder jeg, fordi jeg har vis forstand på ny poesi.

Kronikken starter med at demonstrere, hvorfor man skal være varsom med ironi, selv når folk forstår, man er ironisk, forstår de ikke, hvad ironi er:

"Inden for litteraturens verden er der således opstået et establishment omkring Forfatterskolen.

I et debatprogram tidligere på året blev dette erkendt og bekræftet af flere insidere, bl. a. Lars Bukdahl, dansk digtnings selvudnævnte litteraturminister og ordsheik, som dog kun imødekom kritikken halvvejs, idet han forsøgte at værge for sig med sin velkendte selvironi. Men hans argumentation var problematisk: Han argumenterede nemlig i spøgefuld alvor for, at man burde forsyne de litterære produkter med et ' miljømærke', så forbrugerne kan se, om de har at gøre med seriøs litteratur. Et miljømærke? Ordvalget er mildest talt uheldigt, for er der noget, som kendetegner den originale og fornyende digtning, er det som bekendt, at den sprænger miljøer, at den ofte nærmest er miljøløs."

Ja, der findes miljøER, men det har kun på den omvendte måde at gøre med, at bøger dømmes gode, at en hel del af de stærkeste litterære talenter har det med at søge og blive optaget på Forfatterskolen (men der også nogle, der ikke bliver optaget, og som ikke bliver mindre talenter af den grund - fx to af bidragyderne til ny poesi-serien i Ud & Se, Sophia Handler og Jakob Slebsager) og senere hænge ud med de folk, de har gået på skole sammen med. Miljøet i miljømærket, skulle det realiseres, ville være lig med miljøet MIG! 

Og jeg kan heller ikke lade være (ved siden af alt det jeg smider i kachotten i radioudsendelsen) med at anholde formuleringen "Lars Bukdahl har hårdt presset nævnt Simon Grotrian (der NB ikke har gået på ForfatterskolenLB) som en af de nye digtere, som borger for kvalitet."

Jeg føler mig aldrig hårdt presset, når jeg skal nævne "nye" digtere, der borger for kvalitet, jeg gør det hele tiden, frivilligt og af hjertets lyst og kan på stående kontorstol til hver en tid nævne 100 + læseværdige nulevende digtere på Grotrians alder eller yngre, fra Aidt til Ørntoft, hvad er det for noget vrøvl?

Eneste egentlige argument for Forfatterskolen, dens selvstændighed og lidenhed

HÅRDT, HASTIGT, UFØLSOMT STJERNE- OG KÄNDIS-KLIP:

2017-1987

Joakim Vilandt, Jonas Eika Rasmussen, Yahya Hassan, Signe Gjessing, Emeli Bergman, Cecilie Lind, Ida Holmegaard, Hannah Lutz, Lea Løppenthin, Josefine Graakjær Nielsen, Martin Bastkjær Christensen, Andreas Pedersen, Caroline Albertine Minor, Pernille Abd-El Dayem, Ursula Scavenius, Bjørn Rasmussen, Daniel Dalgaard, Rasmus Halling Nielsen, Hanne Højgaard Viemose, Josefine Klougart, Morten Chemnitz, Olga Ravn, Olivia Nordenhof, Stine Pilgaard, Amalie Smith,  Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen, Theis Ørntoft, Christel Wiinblad,  Ida Marie Hede, Ina Munch Christensen, Glenn Christian, Katinka My Jones, Maja Lucas, Shadi Angelina Bazeghi, Christina Hagen, Peder Frederik Jensen, Peter-Clement Woetmann, Chresten Forsom, Kristina Nya Glaffey, Henrik Kabell, Sissel Bjergfjord, Anders Abildgaard  Dennis Gade Kofod, Dy Plambeck, Martin Glaz Serup, Morten Søkilde, Jens Jacob Toftegaard, Kristian Bang Foss, Lone Hørslev, Mads Eslund, Maja Lee Langvad, Palle Sigsgaard, Eli I. Lund, Henriette E. Møller, Kristian Leth, Lene Asp, Nina Søs Vinther, Anne-Louise Bosmans, Julia Butschkow, Kasper Thomsen, Ina Merete Schmidt, Majse Aymo-Boot, Harald Voetmann, Jesper Wamsler, Marius Nørup-Nielsen, René Jean Jensen, Thomas Rydahl, Ursula Andkjær Olsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Mikkel Thykier, Lars Frost, Pejk Malinovski, Tomas Lagermand Lundme, Kim Blæsbjerg, Kristian Ditlev Jensen, Martin Larsen, Peter Højrup, Lars Skinnebach, Peter Adolphsen, Simon Fruelund, Iben Claces,, Katrine Marie Guldager, Thøger Jensen, Claus Beck-Nielsen, Laila Ingrid Rasmussen, Lone Munksgaard Nielsen, Tomas Thøfner, Lene Henningsen, Helle Helle, Janus Kodal, Kirsten Hammann, Mads Brenøe, Morten Søndergaard, Christian Dorph, Christina Hesselholdt, Hans-Erik Larsen, John Bang Jensen, Merete Pryds Helle, Christian Bundegaard, Christian Yde Frostholm, Connie Bork, Solvej Balle

FOFU-FORKLARING (mit småhemmelige formandskab for småhemmelig forening)

Jeg er formand for FOFU og og netop genralsforsamlingsvalgt FOFU-medlem af Forfatterskolens bestyrelse (for tredje gang) sammen med Martin Bastkjær Christensen og også nyvalgte Christel Wiinblad. Der har i bestyrelsen været lidt undren over,  hvad egentlig dette FOFU og dets 3 pladser store tilstedeværelse i bestyrelsen egentlig gik ud på, derfor udarbejdede jeg på FOFUS vegne denne påmindelse, til os og omverdenen, som blev præsenteret for bestyrelsen ved det nyligt afholdte bestyrelsesmøde:

-->

"FOFU FINDES OG GIVER MENING – en påmindelse

FOFU er et smukt og mærkeligt og magisk ord, der er forkortelsen for Foreningen for Forfatteruddannelse, der blev stiftet af Poul Borum i 1987 forud for oprettelsen af Forfatterskolen som, ifølge vedtægterne, ”Forfatterskolens forankring i det aktive litterære miljø.”

  Borum inviterede 28 betydelige forfattere fra flere generationer til at blive medlem, 27 takkede ja, blandt dem hæderkronede navne som Thorkild Bjørnvig, Peter Seeberg og Villy Sørensen. Siden er medlemskredsen blevet udvidet og forynget en håndfuld gange, og foreningen tæller nu 52 medlemmer, fra Naja Marie Aidt over Ursula Andkjær Olsen til Søren Ulrik Thomsen, blandt de senest tilkomne har flere meget smukt og nyttigt selv gået på Forfatterskolen.

  Det oprindelige formål med foreningen var at give Forfatterskolen troværdighed og opbakning i de første skrøbelige, eksperimenterende år, overfor det litterære miljø og den litterære institution, hvor mange forholdt sig skeptisk til ideen om en forfatteruddannelse, overfor medierne og den brede offentlighed og overfor Kulturministeriet; to afgørende milepæle var, da eleverne blev SU-berettigede i 1996, og da skolen kom på Finansloven i 2004.

  Nu om stunder er FOFU’s væsentligste funktion og eksistensberettigelse at levere tre medlemmer, der hver sidder i fire år, til Forfatterskolens otte medlemmer store bestyrelse. Hvilket forbliver en yderst vigtig funktion og vældig meningsfuld berettigelse. De tre medlemmer repræsenterer ”Forfatterskolens forankring i det aktive litterære miljø”, som de jo netop ikke vil eller kan repræsentere ud fra nogen ideologisk og litteraturpolitisk konsensus eller noget institutionelt og foreningsmæssigt mandat, men alene i kraft af deres aktive, uafhængige forfatteridentitet.

  Med tidligere bestyrelsesformand Anne-Marie Mais ord i hendes bidrag til jubilæumsantologien FS 25: ”Det vigtigste er, at skolen helt og holdent er forfatternes.” Det er en forfatter, der er rektor, det er forfattere, der er faste lærere, og det er i altovervejende grad forfattere, der besøger skolen som gæstelærere. Det ville være imod selve ånden – og selve praksissen - i og på Forfatterskolen, hvis der ikke også sad forfattere, i et ikke-beskedent antal, i Forfatterskolens bestyrelse.

   Anne-Marie Mai igen, i hendes jubilæumsbidrag:

. ”Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at beskrive FOFU som en organisation, hvis mødeaktivitet ligger på et meget overkommeligt niveau, men FOFU vågner lynhurtigt op af sin dvale ved ordet ”bestyrelsesvalg”, og det er hver gang lykkedes at få forfattere til at gå særdeles aktivt og vedholdende ind i bestyrelsesarbejdet.”

  Ikke mindst, når en ny rektor skal findes, hvilket har været aktuelt hele to gange de seneste to år, giver det mere end almindelig god mening, at forfattere – som forfattere og intet andet – giver deres besyv med. Det er jo ikke primært på de administrative evner, en ny rektor skal bedømmes, men på hans og hendes visioner for skolen og dermed for dansk litteratur, som skolen forbliver den førende talentleverandør til: Hvordan kan skolen bedst hjælpe digterspirer til at blive så gode og stærke forfattere som muligt.

  Fordi forfattere har den dybeste og grundigste forstand på forfatteri, er det pinedød nødvendigt, at FOFU består og fornyes og beholder sin repræsentation i Forfatterskolens bestyrelse.

Kærlig hilsen FOFU, ved formand Lars Bukdahl"

Et manuskript er ikke en bog (og omvendt)

Nærmere bestemt - unævnt af både mig i min kommentar og rektor Jeppe i sin - mener rapportør Sveidahl, at den såkaldte "kritiske masse" på Forfatterskolen er så beskeden, at skolen hellere må slå pjalterne sammen med Filmskolens og Skolen for scenekunsts manuskriptudddannelse:

-->

"Forfatterskolens faglige miljø er dog med sine ca. 15 studerende meget udsat, og det vil være afgørende for at kunne opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen, at samarbejdet med andre kunstneriske uddannelser, herunder fx manuskriptuddannelserne inden for film og scenekunst, prioriteres yderligere for at styrke den kritiske masse på litteraturområdet." 

Filmskolens manuskriptuddannelse er, hvad angår fri, kunstnerisk tekstproduktion, sådan cirka Forfatterskolens antitese (eller antipode).

Her er er Filmskolens egen præsentation af manuskriptforfatteruddannelsen, mine fremhævelser:

"Manuskriptforfatteren er den skrivende part i udviklingen af historier og manuskripter til film og tv-serier. Dette sker i et nært samarbejde med instruktør og producer og med vekslende roller i forhold til hvem, der finder på idéen og er den kunstnerisk styrende kraft.
Filmskolens mål er at uddanne manuskriptforfattere, som har en personlig signatur og en indgående erfaring med manuskriptfagets håndværk og kunstneriske metoder, ikke mindst det nære kreative samarbejde med instruktør og producer.
Derfor skal du som manuskriptforfatter besidde et filmisk skrivetalent. Du skal kunne lide at udvikle idéer i samspil med andre, og du skal særligt have lyst til at lade dig udfordre i samarbejdet med instruktørerne om projektudvikling af både dine og deres idéer.
Manuskriptforfatternes uddannelse retter sig altovervejende mod at udvikle fiktionshistorier for både fiktionsfilm, tv-serier og animationsfilm. En mindre del af undervisningen tager sit udgangspunkt i dokumentariske metoder.
Manuskriptforfatterne deltager i fællesundervisningen i dramaturgi og filmhistorie samt i fælles undervisningsforløb i fiktion.
Derudover undervises manuskriptforfatteren i de grundlæggende forhold for udvikling af karakter, univers, plot, den naturlige historie, scene og sekvens, og filmiske fortælleformer, og får kendskab til de store fortællinger i myterne, litteraturen og det klassiske drama. Og gennem filmanalyser og praktiske øvelser bliver de fortrolige med, hvordan en film ”skrives” tre gange i tilblivelsesprocessen: i manuskriptet, på optagelserne og i klipningen.
Gennem fagundervisning og skriveøvelser gøres manuskriptforfatterne endvidere fortrolige med manuskriptudviklingens forskellige faser, kunsten at rewrite, arbejdet med forskellige teksttyper, udviklingen af historieuniverser til brug for cross media, manuskriptresearch, den filmiske begrebsverden, filmproduktionens forskellige faser, fotografiske og lydmæssige virkemidler, og de lærer at skrive til en given økonomi og produktionsform.
I praktiske øvelser samarbejder manuskriptforfatteren og instruktøren med skuespillere i forbindelse med readings og improvisationer som inspiration for udvikling af karakter- og plot. Og manuskriptforfatterne indgår på øvelsesproduktionerne både som manuskriptforfattere og manuskriptkonsulenter, og i forskellige assistentfunktioner på optagelser og i efterarbejdet.
Du kommer i løbet af uddannelsen til at arbejde med både professionelle skuespillere og med elever fra landets scenekunstskoler. Endvidere kommer du til at samarbejde med bl.a. Production Design-studerende fra designskolen.
Efter uddannelsen er du kvalificeret til at arbejde professionelt som manuskriptforfatter på fiktionsfilm, tv-serier, animationsfilm, computerspil og cross media universer. "

Og nu ser vi helt bort fra de reelle manuskripter til reelle film og tv-serier og kriterierne for udvælgelse af manus-elever (i gamle dage blev kvalificeret LITTERÆRE unge DIGTERE optaget som fx Kirsten Hammann , der bortset fra et par poesivideoer aldrig har lavet film eller skrevet til film (eller blevet filmatiseret), og Bo hr. Hansen, der nu er en af vores flittigste og bedste manusforfattere (men altfor for ofte mere eller mindre selvstændigt formaterende andres bogværker, senest Gud taler ud og Den kæmpestore pære)), men klart nok er skrift-suveræniteten som udgangspunkt absolut detroniseret og reduceret og kompromitteret i manuskriptarbejdet og dermed også -uddannelsen.

Her er som kontrast i al afmægtig korthed - for hvad skal man sige!? - Forfatterskolens formålsparagraf:

"Forfatterskolen har til formål at tilbyde en forfatteruddannelse baseret på litterær, skriveteknisk kunnen, alment kendskab til litteratur, almen æstetisk debat, herunder en dialog med de øvrige kunstarter og erkendelsesområder, introduktion til og arbejde med alle skønlitterære genrer og virkefelter samt praktisk kendskab til forfatteres vilkår og arbejdsforhold."

- og lidt mere ekstensivt, beskrivelsen af undervisningen - man læser elevtekster GRUNDIGT og diskuterer og oplyser om litteratur og relevante sager, og det er - og skal være - det:

"Selve undervisningens indhold kan inddeles i fire hovedpunkter:

• Læsning af elevernes egne tekster. Dette foregår dels i korte sessioner, dels i form af opgaveskrivning og endelig som egentlig manuskriptvejledning af større sammenhængende forløb. Denne del af undervisningen udgør hovedhjørnestenen i skolens arbejde.
• En bredere - både dansk og international - indføring i litteraturhistorien. Herunder periodelæsning, læsning af enkelte forfatterskaber og genrehistorie. Desuden er der undervisning i f.eks. metrik, stilfigurer og fortælleforhold. Sprogfilosofi inddrages også som et vigtigt element.
• Indføring i de andre kunstneriske virkefelter. Her kommer både billedkunst, dramatik, film og musik ind i undervisningen. Herunder også indføring i generelle æstetiske spørgsmål i et filosofisk lys.
• Bred indføring i og erfaring med hensyn til formidling af kunst og kultur. Bl.a. gennem oplæsningsarrangementer, arbejde med tidsskrifter, med elevernes egen afgangsantologi, med øvelser i oversættelsesarbejde, essaystik og reportage.

Undervisningen i praksis

Undervisningen finder sted mandag og tirsdag og er delt op i to moduler, hvor formiddagen går med gennemgang af elevernes egne tekster, mens eftermiddagen bruges til frie forløb ved de faste lærere eller ved særligt indbudte gæstelærere. De to årgange undervises sammen. Resten af ugen er beregnet til forberedelse og ikke mindst til at arbejde med elevernes egne tekster.
Ved formiddagsmodulet bliver elevernes tekster læst i plenum af elever og to lærere. Teksternes karakter, holdbarhed, originalitet, valgslægtskaber osv. bliver sat til diskussion i det åbne forum, hvor træning i tekstanalyse er i centrum. Som optakt til tekstlæsningen præsenterer lærere eller elever på skift enkeltværker eller forfatterskaber, som kunne have særlig betydning for forståelsen og oplevelsen af elevernes tekster.
Eftermiddagene bliver brugt til forløb, der strækker sig over 2-4 uger. Emnerne kan være filosofi, dramatik, værkgennemgang, litterær oversættelse, skriveøvelser, litteraturhistorie og præsentation af forfatterskaber med efterfølgende besøg af forfatteren selv. Disse forløb varetages ofte af særligt indkaldte litterater, kritikere, forfattere eller oversættere."

 Formålet er at eleverne skal skrive mere frit som sig selv, ikke mere funktionelt med/til andre.



(foto forestillende screenwriter Jim Jennewein forelæsende på Vancouver Folm School (taget herfra: https://www.flickr.com/photos/vancouverfilmschool/6277270689/in/photostream/ )

Rektor giver svar på tåbelig tiltale

Forfatterskolerektor Jeppe Brixvold reagerer på den katastrofale kultturministerielle rapport (som jeg kommenterer i dag på bagsiden af WA Bøger):

"SVAR PÅ RAPPORTEN

Kulturministeriets nye rapport, De kunstneriske uddannelser - forslag til en fremtidig organisering, skrevet af rektor for Rytmisk Musikkonservatorium Henrik Sveidahl, anbefaler at samle de videregående kunstneriske uddannelser i én kunstnerisk uddannelsesinstitution, som bl.a. skulle inkludere Forfatterskolen.
Dette scenarium skulle ifølge rapporten have økonomiske og strategiske fordele, hjælpe uddannelserne til højere kvalitet, større internationalisering, mere “videnopbygning” og klæde dem bedre på til et ”ændret kunst- og kulturforbrug”.
Institutionen ville have ca. 1775 studerende og ville bestå af følgende otte skoler, som “i udgangspunktet skulle beholde deres nuværende navn og profil”:
Den Danske Scenekunstskole, København, Aarhus, Odense, Fredericia, Odsherred (ca. 225 studerende) Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, København, Aarhus, Odense (ca. 245 studerende) Forfatterskolen, København (ca. 15 studerende)
Den Danske Filmskole, København (ca. 95 studerende)
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Frederiksberg (ca. 340 studerende) Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, Aalborg (ca. 400 studerende) Syddansk Musikkonservatorium, Odense, Esbjerg (ca. 260 studerende) Rytmisk Musikkonservatorium, København (ca. 195 studerende)
Det betones i rapportens afslutning, at en sådan national institutions succes ville afhænge af, “om den lykkes med at balancere hensynet til det enkelte kunstområdes behov på den ene side og det samlede områdes behov på den anden side.”
Og det er jo just det springende punkt. Hvad rapporten, for Forfatterskolen at se, ofte overser, er de enkelte kunstarters fagspecifikke forskelle, og det vil i praksis sige de forskellige behov for meget forskellige typer af studerende.
De skabende kunstnere som fx billedkunstnere, filmkunstnere og forfattere fylder ikke meget i rapportens billede af en fremtidig multiinstitution af primært udøvende kunstnere, der igennem institutionens “overordnede strategi” og “fælles retning” skal lære at navigere i det ”ændrede kunst- og kulturforbrug”. Dette er kritisabelt set fra Forfatterskolens side. Men det er også generelt et truende perspektiv for original, skabende kunst i Danmark.

Til baggrund for Sveidahls analyse ligger bl.a. samtaler med otte udenlandske kunstuddannelser, de fleste store og multifaglige. Ikke en eneste af dem har dog en forfatteruddannelse eller beskæftiger sig med litteratur. Rapporten angiver også som baggrund for analysen samtaler med over 30 eksperter og interessenter, hvor man kan tælle mange fra fx den rytmiske musiks verden, men kun én person fra litteraturen, nemlig forfatteren Jan Thielke, formand for Danske Skønlitterære Forfattere, som har deltaget i ét 2,5-times fællesmøde med fem andre interessenter. Ud fra den manglende research på området kan det ikke undre, at rapportens analyse af udfordringer og fremtidsmuligheder for en uddannelse som Forfatterskolen ofte nærmer sig det rene gætværk.
Rapporten siger fx om den nødvendige internationalisering af kunstuddannelser: “I international sammenhæng er de danske kunstneriske uddannelsesinstitutioner meget små. Det indebærer, at det i visse sammenhænge kan være en udfordring for institutionerne hver for sig at have international gennemslagskraft og indgå i ligeværdigt samarbejde med førende udenlandske uddannelsesinstitutioner, som typisk er markant større og ofte også flerfaglige ... (Der er) flere udfordringer for især de mindste institutioner med at løfte internationaliseringsopgaven til et niveau, der sikrer, at institutionerne kan være med blandt de bedste i verden.”
Her er selve perspektivet på det internationale samarbejde forkert, for os at se. Forfatterskolen har en meget stærk placering blandt fx de nordiske forfatteruddannelser, den regnes ofte som den bedste af dem og har mange ansøgere fra hele Norden, FORDI den er en lille eliteuddannelse og stærkt fagspecifik. Da Gale Burns, vicepræsident for EACWP (European Association of Creative Writing Programmes), besøgte Forfatterskolen i foråret, udtrykte han nærmest misundelse over skolens organisationsform, “A school for writers and RUN by writers,” hvilket fx ikke er tilfældet på det store fag Creative Writing på Kingston University, London, hvor han underviser. Eliteuddannelsen og den stærke fagspecificitet skaber simpelthen gode resultater for de studerende, og det viser sig fx ved, at omkring 70 % af Forfatterskolens dimittender opnår at udgive selvstændigt, hvilket er en meget høj succesrate for skriveuddannelser internationalt set.
Rapporten siger også om den nødvendige “videnopbygning” på en kunstnerisk uddannelse: “Stærke fagmiljøer er kendetegnet ved en stor bredde og dybde i de faglige kompetencer og den viden, de studerende har adgang til. Hvis et fagligt miljø er meget småt med få undervisere tilknyttet, kan det udfordre uddannelsens kvalitet. Det er i særlig grad de små billedkunstakademier og Forfatterskolen, der er kendetegnet ved meget små faglige miljøer.”
Her tager rapporten grundlæggende fejl af Forfatterskolens fagspecifikke situation. Ingen kunstart i Danmark har så stærk en vidensopbygning som litteraturen. Det er her underordnet, hvor stor Forfatterskolen er, vores faglige miljø udvikles ikke i en institutionel osteklokke, men består i det simple faktum, at litteraturen i århundreder igennem poetik, teoretisering, essayistik og samfundsdebat har set det som nødvendigt at reflektere over sig selv og sit samfund, hvilket også gælder i dag. Institutionelt er vores fagfæller her typisk de mange litterære fag på universiteterne, hvor vi jævnligt henter gæsteundervisere, og som vi samarbejder med flere gange årligt. Det såkaldt “tværinstitutionelle videncenter”, som rapporten forestiller sig, at en fremtidig multiinstitution skulle tilføjes som en slags forskningsmæssig overbygning, ville næppe kunne måle sig med det faglige vidensmiljø, som vi i forvejen har.
Og her antydes faktisk et stort problem i rapportens manglende interesse for de enkelte uddannelsers virkelighed – en manglende interesse som ikke lover godt for en eventuel stor, samlet institution. Forfatterskolen er en lille skole, som måske let kan overses blandt konservatoriernes hundredvis af

studerende, men litteraturen som kunstart og kulturarv er ikke af lille betydning i det danske samfund. Den er til stede i danskundervisningen i enhver folkeskoleklasse, i universiteternes videnskab, i godnathistorier og julesalmer, i mediernes værdidebat – hvor forfatterne ofte er de toneangivende stemmer i diskussioner om fx racisme, køn og klimaforandringer – og ikke mindst har litteraturen igennem sine mange former indflydelse på den enkeltes bevidsthed og fantasi, hermed på vores evne til nytænkning og evne til fællesskab. At en rapport, som vil optegne scenarier for fremtidig kunstuddannelse og dermed fremtidig kunst, i så ringe grad medtænker det dynamiske forhold, enhver kunstart har til sin omverden, at den generelt reducerer kunst til at handle om at levere til et ”kunst- og kulturforbrug”, bør faktisk påtales af kulturministeren.
Forfatterskolen har igennem 30 år bidraget substantielt til dansk litteratur igennem de mange markante forfattere, som er dimitteret fra skolen. Vi vil gerne fortsat bidrage til en højnelse af den kunstneriske kvalitet og til kunstnerisk nytænkning. Vi vil også meget gerne fortsat samarbejde tværkunstnerisk med andre kunstneriske uddannelser, et af den nye rapports mest konkrete krav til fremtidige kunstuddannelser. Men vi er overbeviste om, at dette bedst gøres igennem en styrkelse af kernefagligheden og først og fremmest ved at sætte de individuelle studerende, hos os forfatterne, forrest. Det er dem, der er den fremtidige kunstneriske virkelighed, og det er administrationen, der skal indrette sig efter virkeligheden, ikke omvendt. Vores erfaring er, at de studerende på Forfatterskolen først og fremmest søger et frirum til at udvikle deres personlige kunstneriske vision, og at de dernæst søger et kollegialt fællesskab med andre, som har samme interesse. Hvad de derimod IKKE ønsker, er topledelse, “fælles retning” og “overordnet strategi” for en institution med 1700 studerende, tvungne samarbejder, den uundgåeligt øgede bureaukratisering og “kvalitetskontrol”, som en stor institution ville medføre, og de uden tvivl store økonomiske omkostninger, som selve fusioneringen ifølge erfaringer fra udlandet ville medføre.
Vi kunne forestille os disse midler brugt bedre andetsteds, omend måske mindre spektakulært:
Til en større fælles pulje til rejseaktivitet, internationale gæstelærere og internationalt samarbejde for de videregående kunstneriske uddannelser.
Til, for litteraturens talentudviklings vedkommende, årlige puljer til indkøb af ny dansk litteratur til skolebiblioteker og danskundervisning, puljer til forfatterbesøg på skoler og gymnasier.
Til seminarer afholdt af Forfatterskolen, hvor de stadigt flere offentlige og private skrivekurser landet over kunne mødes, diskutere fag, udvikle metoder og opbygge viden.
Blot tre forslag til aktiviteter, som ville være billigere og mindre prangende end en ny, stor centraliseret kunstuddannelse, men som uden tvivl ville have en mere direkte positiv virkning for litteraturen i Danmark og dens internationale kvalitet. 

Jeppe Brixvold, rektor for Forfatterskolen.

Skoletræt statistik

Det er blevet bemærket, at 4 ud af 7 modtagere af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat har gået på Forfatterskolen (Smith, Viemose, Løppenthin, Jensen), hvortil der bare er at sige, at det manglede da bare, eftersom det er eliteuddannelsen for sprogkunst, og jeg håber og tror på, at skolen er er stolt -

Sidste år var det 1 ud af 5, 2015: 1 ud af 8, 2014: 3 ud af 9, 2013: 2 ud af 5.

Og hvis vi ser på de samlede uddelte litterære legater, så har efter min optælling (der kan have misset nogle)

55

ud af

360 modtagere (inkl. jo oversættere, illustratorer, tegneseriemagere og co.)

gået på Forfatterskolen -

dvs. lidt over en syvendedel, det synes jeg ikke er mange, det er vel snarere få, måske endda for få (mange glimrer ved deres fravær) - og jo bl.a pga. de oversættere, illustratorer, tegneserimagere, podcastere og co. der nu skal være plads til uden at der er blevet flere penge)!

Christina Hesselholdts minimal-labyrintiske debut

Det startede også med et digter-billedkunstner-samarbejde - i den antologi, som Forfatterskolens årgang nr. 2 lavede sammen med elever fra Kunstakademiet i 1989 med den opfindsomme titel Ord/billeder. Hesselholdt partnede op med Peter Kjær, der producerede en en sirlig s/h-labyrint på bogens midtersider. Siden før var blank og på siden overfor den stod denne lakoniske tekst:

   "Mod det hvide centrum
    - her falder øjet ind
    og herfra begynder
    bevægelsen ud









Stedet er bygget som faldende tid"

Pablo lærer at skrive

Meget vildt og smukt er tidligere Forfatterskolerektor (men Kunstakademi-uddannede) Pablo Llambías taget til USA for at gå på et creative writing-kursus af den slags, der i sin tid både inspirerede og anti-inspirerede til Forfatterskolen (og de løse seminarer gennem tyve år hjemme hos Poul Borum der gik forud + og de højskolekurser på Holbæk Kunsthøjskole sammen med Inger Christensen, der gik forud for dem) - og rapporterer om det på Facebook, helt u-sonet-i-ficeret; et klip fra rapport nr. 2:

"Workshoppen består af omtrent 30 studerende, hvoraf 80 procent er kvinder, nogenlunde tilsvarende danske kurser, hertil kommer en lærergruppe på fem personer samt to interns. Vi bor i tre-fire lejede sommerhuse, hvoraf det ene bruges som undervisningslokale, idet det har en stor stue. Husene ligger som i et villakvarter langs haveflankerede småveje. Husene er beklædt med små, grå træplader, der tørrer ud i solen. Nogle af husene er forladte og forfaldne som dem, man ser i The Walking Dead eller dokumentarfilm fra Detroit, de fleste er velholdte og andre steder på øen særdeles velholdte med kæmpehuse diskret beliggende bag træer og parker. Martha's Vineyard er en fredelig ø for velhavere, beliggende meget langt fra sociale problemer i USA, men alligevel er der bombehunde på den lille færge herover.
Efter Weinsteins oplæsning bliver jeg introduceret for den underviser, der skal læse den tekst, jeg har oversat og taget med til kurset. Han hedder Tony Ardizzone, tredjegenerations sicilianer fra Chicago, likable og slagfærdig på samme sociolekt som den Robert de Niro bruger; en gudbenådet fortæller af anekdoter af nogenlunde samme kaliber som dem Al Pacino bruger: Analogier fra køkkenet hjemme fra da han var barn (selvfølgelig inklusive mor), fra arbejdet på fabrik, fra et mere eller mindre tænkt privatliv. Jeg glæder mig til det. Jeg er åben for alt, hvad han siger.
Jeg spiser hen under midnat middag med the faculty, med underviserne, i det hus, de bor i, hyggeligere end de andre. Alexander Weinstein laver mad, han har arbejdet ti år som chefkok for at finansiere sine studier, sine skrivearbejder. Vi får lasagne og affogato al caffé, vanilleis druknet i varm kaffe, som skal spises med det samme. Udenfor dyr i mørket, som jeg har set i løbet af dagen: racoon, skunk, hummingbird, wild turkey, chipmunk. fireflies."

Niels Frank rasende om HV-afslag, oktober 1999

Det er vist for længst etableret som et faktum, at det er Harald Voetmann, rektor NF taler om i her i begyndelsen af sit legendarisk frådende opråb i Berlingske Tidende, 9. oktober, 1999, hans polemiske ilddåb:

"Forleden modtog et af de største litterære talenter, jeg længe er stødt på, et brev fra et af landets fineste forlag. Forlaget var blevet opmærksom på ham, efter at han havde offentliggjort et par tekster i antologier og aviser, og ville nu gerne se et færdigt manuskript. Et par uger senere indløb så svaret: Forlaget takkede på det venligste nej, mente han var for litterær (dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget« - forudsat at han altså troede en sådan fandtes, lød det.
Nu kan man jo mene, at formuleringen blot er en af de lidt grummere forlæggerklichéer, der belejligt kan skydes af, når man ikke ellers ved, hvordan man skal begrunde et afslag. Men i min lille verden er den så meget mere end det.
For det første er det i sig selv grotesk, at man formaster sig til at bede en forfatter begive sig »uden for sproget«, når det nu engang er i og med sprog, at enhver form for litteratur skrives. Samtidig forstår jeg jo nok, at forlæggeren har ment noget andet med sin udtalelse, nemlig at forfatteren burde gakke ud i verden og se at få sig lidt erfaring. I orden. Men inden i den, i sig selv ikke vanvittigt ophidsende forestilling, ligger også gemt, at al god litteratur består i, at så-og-så meget levet liv løftes over i litteraturen og bliver til så-og-så levende en litteratur. Altså at litteraturen lydefrit repræsenterer Verden.
   Jeg må nok sige, at de seneste 20-30 års litteraturkritikere, filosoffer, semiotikere, strukturalister og andet godtfolk, der har beskæftiget sig seriøst med litteratur, ville rotere i graven, eller hvor de nu opholder sig, hvis man sendte forlagets responsum videre til dem. For det er jo netop den forestilling om direkte afspejling, der de seneste mange år er blevet stærkt betvivlet, og som den fremmeligste litteratur har haft travlt med at vise var en ren konstruktion, overleveret fra forrige århundrede.
  Diskussionen kan dog langt fra blot reduceres til korridorsnak på universitetet og nærmeste omegn. Det mest forbløffende er, at forlæggeren ikke blot har skruet tiden et ordentligt hak tilbage - det forbløffende er, at det forlæggeren beder om, er nøjagtig det samme, som alle undervisere på de amerikanske skoler for »creative writing« beder deres elever om: Skriv så tæt på dine egne oplevelser som muligt, skriv så ærligt som muligt, skriv så enkelt som muligt, skriv så naturligt som muligt. Sådan skabes nemlig rigtig litteratur.
  Og den holdning, mine damer og herrer, er ikke blot et tilfældigt forlags holdning. Det er simpelthen den gældende tendens i disse dage. Det er en stærkt konservativ holdning, der forlanger en prosa med tydelig fortælling (lidt i retning af rundt-om-bålet-historier) og en lyrik med personlig fundering, nabo til bekendelseslyrik og god gammeldags centrallyrik. Én ting er, at alle de store litteraturpriser går til de forfattere, der mest hæmningsløst blot bekræfter os i alt det, vi alle sammen allerede ved om litteratur. Én ting er, at en lyriker først kan gøre sig håb om opmærksomhed, når han har skrevet en roman om sin ulykkelige barndom i en mindre provinsby. Én ting er, at landets eneste lyriktidsskrift (ja, Hvedekorn LB) har en redaktør, der kun bringer digte, der ligner hendes egen anæmiske poesi. Og så videre. Jo, og én ting til: at selv de vægtigste forfattere i dette land først for alvor bryder igennem, når de træder et skridt bagud i deres værk og begynder at skrive den slags litteratur, som de i deres ungdom netop ville vriste sig fri af. Det er kun helt forudsigelige træk i en kultur, der ikke længere har nogle kunstneriske værdier. Noget helt andet er, at forlagene, som man dog måtte formode var på udkig efter vor tids litteratur, nu fuldstændig går i barndom og forlanger en litteratur, alle kan genkende og ingen forbløffes af. Det betyder, blandt så meget andet, at en hel forfattergeneration springes over."

Det blev den så ikke, generationen - og Frost og Voetmann og Andkjær og Frank himself har fået Kritikerpriser for hæmningsløs uforudsigelighed; ret meget er stadig ad helvede til, men ikke alting lykkeligvis. Så, well well! 

Mesterårgangen 1997-99

Hvis vi ser på Forfatterskoleårgange og Kritikerprisen er nu årgang 1997-99 klart i front med hele 2 prisvindere - endda i sekvens: Harald Voetmann 2015 og Ursula Andkjær Olsen 2016 (året før, 2014, fik deres dengang (i 90'erne!) unge og rimelig nyslåede rektor, Niels Frank, prisen)

Hvis vi udvider til siamesiske årgange (som jeg kalder det i Generationsmaskinen), hvilket der er en vis rimelighed i  da man altid går sammen med én anden årgang (i første år den forrige, i andet år næste) triufmerer 1996-98 + 1997-99: Lars Frost 2011 + Voetmann & Andkjær (flere potentielle prismodtagere i de 2 årgange stadigvæk, mest fremtrædende: Mikkel Thykier + René Jean Jensen). På andenpladsen kommer 1988-90 + 1989-91: Christina Hesselholdt 2010 + Helle Helle 2005.

Og så har jeg faktisk også nævnt samtlige Forfatterskoleuddannede Kritikerprismodtagere, undtagen Katrine Marie Guldager fra årgang 1992-94, der fik prisen i 2004.

Dvs. i alt 6 prismodtagere med elevbaggrund foreløbig (og 2 med rektorbaggrund: Frank & Hans Otto Jørgensen 2007 (da han stadig var rektor)). God gået, skole!

& URSULA (kom)

Ursula Andkjær Olsen er også blevet lærer på Forfatterskolen, hvilket hun modsat Frost aldrig har været før. Dvs. at lærerteamet, ud over rektor Jeppe Brixvold, består af Asta Olivia Nordenhof, Lars Frost og Ursula Andkjær, en sand holddrøm! Det kan være, jeg omsider skal sende min optagelsesansøgning ind!?

Og imens er der 2 dage tilbage på Ursula & søsters julekalender, som er den bedste og hvert dag mest chokerende betimelige julekalender, VI begge 2 nogensinde har haft - i dag stod der (sat fancy op rundt om og indover en collage-ugle):

at lukke øjnene
   glem det
      GLEM ALT OM DET
       det der vil komme
              lad det komme

                    til mig
                        til mig

kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom

kom ko
m kom kom
kom kom kom kom k
om kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom

Nonsens-karaoke

Når jeg får overbevist rektor Jeppe Brixvold om nødvendigeheden af at oprette en Nonsens-sidevogn (bogstaveligt talt, tænker jeg, et gammel politi-rugbrød graffiti-påskrevet Posemandens bil, der rastløst kører rundt i landet efter forgodtbefindende) til Forfatterskolen, skal dette være det faste og første mandags-fag:

Er hobitter bandsættelige?

2 fodnoter til min kommentar i WA- Bøger i dag om det sikre, uspændende valg af Jeppe Brixvold som ny rektor på Forfatterskolen (fremfor Mette Moestrup og Merete Pryds Helle):

1.
Fra Brixvolds roman-"manifest" "En roman er en total verden" (vs. Mette Moestrups anti-patriarkalske manifest "Patriarkatet i litteraturen" i Søndags-Politiken) i Den Blå Port 92, 2015:

"Bolano, Joyce, Tolkien er de første der dukker op fordi jeg tænker det 20. århundrede. I Hvert fald to af dem har skabt deres helt eget rum i genren (mht. Joyce tænker jeg især på Finnegans Wake) fordi værkerne i den grad er optændte af deres poïesis, bliver til nærmest som levende organismer (selv om de andre poïesis-analogier også bør medtænkes, The Lord of the Rings kunne kalde på bybilledet, romanen som fællesskab). Jeg siger ikke at Bolano (2666) er en af de største romanforfattere i det 20. århundrede, jeg vil ikke ind i den slags bedømmelser, jeg forsøger at tænke: genren roman, hvem har skrevet den?
  To af de nævnte skriver i øvrigt romaner med klar politisk kant hvilket på ingen måde står i modsætning til bøgernes karakter af fiktion.
  I Skandinavien i dag kommer den mest tydeligt politiske eller ideologikritiske litteratur fra den smalle litteraturs højstatusmiljøer hvor den politiske eller ideologikritiske (feministiske, økokritiske mm. (! LB)) interesse ofte får form af eksplicit holdningstilkendegivelse: personlig markering glider i ét med æstetisk profilering, så ingen kan være i tvivl om i det mindste hvor forfatteren står. Mere kompleks ideologisk eller politisk undersøgelse er en mangel. det bliver tydeligt i sammenligning med en (på mange måder lavstatus-)fiktion som 2666, en roman der inde i sit virvar af handlinger og ofte ganske melodramatiske enkeltscener betjener sig af analysen. aanalyse betyder egentlig: opløsning, og 2666 skaber i sin femfløjede verden en konkret analyse af et uhyggeligt nærværende politisk problem, som enhver læser må bruge som det nu er muligt, man får ingen holdning foræret, og hvad skulle man også med dem."

2.
fra Ordbog over det Danske Sprog:

"Pulver-heks, en. (sv. pulverhäxa; jf. ænht. pulverhure som skældsord til en kvinde) vel egl.: heks, der tilbereder undergørende pulvere; troldkælling; klog kone; nu vist kun (jf. I. Heks 3 samt Pulverdaase 2; talespr.) som nedsæt. betegnelse for ell. skældsord til en gammel og grim ell. arrig, umedgørlig kvinde. Sort. (SamlDanskeVers.¹VI.191). Har hand da ladet fare sin Overtroe? Omgaaes hand da icke meer med de gamle Pulver-Hexer som tilforn? Holb.​UHH.II.8. den dievels Qvind, den bandsatte pulver Hex (fr. orig.: sorcière maudite, dvs.: om en koblerske). Kom Grønneg.​II.129. (tjeneren til pigen, der er ham utro:) “Bie Du kun, Din Pulverhex.” Skuesp.​VII.138. Heib.​Poet.​VI.325. nedenfor Trappen kom Skolens eneste kvindelige Lærer, Pulverheksen, Frk. Lassen. KNordent.​JL.II.33.   (l. br.) om dyr. To rigtige Pulverhekse var det (dvs.: køerne), som ikke engang Prygl bed paa. AndNx. PE.I.61."

Oh no, not Pablo Honey! Og okay da så!

Pablo Llambías er pludseligt, 3 måneder efter sin genansættelse, trådt tilbage som rektor for Forfatterskolen, men heldigvis med verdens bedste begrundelse:

"Så er det officielt: Jeg stopper som rektor for at hellige mig min egen skrivning (med tekster, der er længere end 14 linjer, og som ikke er skrevet mellem 8.00 og 8.30 om morgenen, og som ikke handler om angst smile emoticon )."

Pablo har siden sin saligt overrumplende debut med Hun har en altan i 1996 (en af de sidste 25 års finest smilende titler - den må den unge Lars Frost være evigt jaloux på) været en af mine yndlingsforfattere, i sin totalt radikale og uforudsigelige, fabulerende PROSA-konceptualiseren, men jeg kunne smerteligt nok aldrig med de bekendelses-sonetter, så YES til nye værker, vi slet ikke aner, hvordan kommer til at se ud, og HULKENDE farvel til en i al diskretion uhyre god og vigtig rektor, ham, rektoren, udtaler jeg mig om til Tue Andersen Nexø i en klumme i dagens information:

»Llambias var vel optaget af at få skolen til at køre, han arbejdede på at forankre og stabilisere stedet som institution. I offentlige diskussioner optrådte han med en cool værdighed, der står i stærk kontrast til hans forgængeres mere eksplosive debatform. Sigende nok er debatten om skolens berettigelse helt forstummet. Og så har han på en fin, fin måde åbnet Forfatterskolen op for arrangementer og paneldebatter og oplæsninger. Det har ikke været på nogen sensationel måde, men når man ser tilbage, så er det påfaldende, hvor meget der har foregået i Forfatterskolens rum af fine, men uspektakulære arrangementer. På den måde har han åbnet skolen op for omverdenen.« - Hvad med skolens undervisning? »Mit indtryk er, at han ville afkultificere Forfatterskolens kerne, den fælles læsning af elevernes tekster. Når gamle elever fortæller om tekstlæsninger, er det som at høre om et munkekloster, så genopliver de gamle frimurerritualer. Sådan ville han det ikke. Han ville undersøge og diskutere og videreudvikle tekstlæsningen, gøre den mindre hellig og dunkel.«

Farvel og goddag igen, boyo! 

Overlærer Nordenhof er i huset

Forfatterskolen har foretaget en overrumplende sej og frygtløs læreransættelse, BRAVO:

Asta Olivia Nordenhof er ny fast underviser på Forfatterskolen per 1. maj. Hun er ansat på en to-årig kontrakt med mulighed for forlængelse i yderligere tre år. Vi er meget glade for at kunne byde hende velkommen på skolen. Vi sætter stor pris på hendes særlige greb under tekstlæsningen og undervisningen generelt og glæder os samtidig til hendes bidrag i optagelsen, skolens planlægning og videreudvikling.

Selv skriver hun på FB:

Jeg har været lykkelig for at tekstlæse en del på skolen det igangværende skoleår og jeg er er lykkelig for at det nu skal være mit arbejde. Har tænkt som en bisværm men: nu til det!!

- her er et et stykke vanligt fantastisk Olivia-tekst fra et ophold i Rom, det håndskrevet står at læse i Albertslund Biblioteks udstillingskatalog Vi taler til jer - SÅ KAN DE LÆRE DET:

sidder en ung fyr
foran S. Maria in Travestere
og tegner facaden
(blyant). tænker på at
de må få så stærke
nakkemuskler, konstant
den bevægelse: helt
foroverbøjet, nakken næsten
rører knæene, så hovedet
helt bagover
Har lyst til at mærke hans nakke
                     muskel nu
                                         om jeg
                                         har ret

 

Ugehøjdepunkt 4 FACEBOOK

Den ædelt excentriske Hvedekornsdigter Joakim Vilandt

(
-->

Sðøvalfár dansará hjyska i Solskinn

Stcraaler innenrammder Kinderna i Lyssðice

Kjærlék iblanddet Hjártorna i Sðvævning

Pufft blæsá Hkyputá utan Hjimmelhút

Stilla tyssnár ði naar Mensjken kommá tilt...

Hvåre ble á Alfárna`? Ðe vet hjunn Kjíndárt (Sinn)...

.  .  .

Váðan scnér inte mera

Røðman hjulá hváe ðá vár á frikjá Scnéfnug

I en Vestervinn á graata.

- fra hans debut i Hvedekorn 3. 2012)

postede 2 opdateringer på Facebook:

Så skal man ind og læse op til samtale på Forfatterskolen.....................

Jeg er kommet ind på Forfatterskolen.  :)




- og her kan I læse en hel, lille, international digtsamling af Joakim!

Læreren giver eleven et æbletræ

Vi deles om Poul Borums kasket-rotation - jeg anmelder som Hvedekornsredaktør gerne nylige Hvedekornsdebutanter, og Lars Skinnebach anmelder som Forfatterskolelærer gerne nuværende Forfatterskoleelever, i hvert fald anmelder han i dag Yahya Hassans debut Yahya Hassan til 5 stjerner i Jyllands-Posten; det er en glimrende og behørigt begejstret anmeldelse, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hans skelnen mellem to slags sprog i digtsamlingen, et manipulerende og et sandhedens sprog - de to citater herunder stammer jo, med sådan cirkus samme vrængen, fra det samme afsluttende "Langdigt"; er der ikke snarere tale om en hvirvel af flerstemmighed, der af alle talentfulde kræfter og på alle sine distinkte måder (oplistet som lutter manipulerende faconer i anmeldelsen, men hvad er vs. disse sandhedens stilistiske særpræg? jeg kan ikke få øje på nogen privilegeret, eventuelt stilløs sandhedsdiskurs) forsøger at nå nærheden af et uopnåeligt sandt mæle, eksperimentere kontortionsitisk (anmeldelsens liste nr, 2, over "forvredne" talepositioner, er skarptsynet indsamlet) i sandhedslaboratoriet, på sandhedsscenen:

(...) først og fremmest et sprogligt eksekveret opgør (her henvendt til onklen): »MIG JEG SIGER/ DIG DU BØR KONCENTRERE DIG OM DIN INDAVL/ OG OM DINE SØNNERS SYNDER/ JEG SIGER AT JEG I DET MINDSTE/ TALER MANIPULERENDE GODT DANSK/ MIG JEG SIGER HAN SKA HOLD HANS FUCKING KÆFT/ NÅR VI ER I RETTEN.«  På den ene side er det altså et manipulerende sprog, som er fuldt bevidst om sig selv og sin virkning, og som stilistisk bevæger sig fra det ekspressionistisk registrerende til perkerdansk til højlitterære visioner. På den anden side er det et sprog, der i dén grad forestiller sig at kunne sige sandheden. Men mens det manipulerende sprog opretholder en forskruet orden med religiøst hykleri, vold, kriminalitet m. m., så brænder sandheden alle broer for at finde et sted at tale fra: »MIG FØRST JEG SVÆRGER PÅ KORAN/ MEN NU JEG SVÆRGER PÅ MIN GUDLØSHED/ OG UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER JEG STIKKER JER NED/ EN EFTER EN/ MIG JEG ER DEN SKØRE SØN/ MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD/ MED CIVILISERET OG STRAM COWBOYBUKSER/ MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD/ OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD.«. Snart efter ender det. Men undervejs har jeget talt fra forvredne positioner: med en fod i munden, med nedbidte negle, med munden, der søger sin egen pik i en forkrøblende ensomhed. Eller på vild flugt i en stjålen bil, som voldsmand ved et busstoppested, som barn i en sikret institution eller med faren til fredagsbøn i moskeen. Det er et chokerende indblik i et nutidigt miljø, det er et eksplosivt stof, der rammer alle, som læser det, og som vil vedblive at sende bølger gennem den offentlige samtale. Det er en syngende, ufatteligt ambitiøs poesi og et 18-årigt talent, der fejer alt andet af bordet.

- og inde i Bog & Idé i Frederiksbergcentret havde de her ved 15-tiden kun de to eksemplarer tilbage, der stod på disken, men flere var bestilt. Som Skinnebach skiver i sin overskrift:

Poesien er den nye dagsorden

Porten knirker åben!

1. 
   

   Den Blå Port

   4 minutes ago

   Den Blå Port nr. 92 udkommer d. 28. oktober og handler om ROMAN - bidrag af Jeppe Brixvold, Apuleius oversat af Harald Voetmann, Nielsen, Pablo Llambias, Asger Schnack, Stine Pilgaard, Caroline Albertine Minor og Josefine Klougart. Releasefest med masser af peanuts - mere info følger.

   
   Godt at få Apuleius med, så bidragyderne (og redaktørerne) ikke er lutter Forfatterskoleelever (Voetmann, Pilgaard, Minor, Klougart (Rolsted) + 1 drop-out: Nielsen) og Forfatterskolelærere (Brixvold, Llambías, Schnack), selv om jeg selvfølgelig principielt ikke har noget imod et Forfatterskolelitteraturtidsskrift eller måske rettere -årsskrift. 

   Men bortset fra det, og det er jo hurtigt gjort - SET! BORT! SÅDAN! - er det jo lutter læseværdige og konkurrencedygtige forfattere, jeg glæder mig til at værdige en jaloux læsning!

   
   

   Hov dog, gik Aupuleius ikke faktisk på Forfatterskolens første årgang sammen med Christian Yde Frostholm og Solvej Balle og Connie Bork?

Du er så fin

i dag





og så forfatter