CLONK/KOOL III - Olga er 80'erdigter (født '86)!

(foto: prismodtagerens far)

Med så stærke, selvfølgelig prismodtagere som sidste år Theis Ørntoft for Digtet 2014 og i går Olga Ravn for Celestine gider jeg ikke længere findes det kuriøst med Michael Strunge-prisens sene identitet som pris-for-fremragende-bog-nr.-2. TILLYKKE TIL OLGA med prisen og til prisen for at give mening! Celestine udkom helt tilbage i februar, så det giver ekstra god mening at erindre os allesammen om, hvor forrygende og vellykket manierisme-autofiktion-smash-uppende den er.

Michael Strunge skrev et par glimrende noveller og inkluderede i Nigger 2 en seks sider kort roman-parodi, her de første 4 kapitler:

M I N  F Ø R S T E  R O M A N
(den handler om en ung mand.)

1. kapitel 
George blev født en morgen, hvor solen sov længe. det var vidner, og faren blev glad. Jordemoderen hed fru Sørensen og havde et overskæg af hormonal karakter, tapetet var blåt og hvidt. Danmark havde lige vundet over Sverige (Ole Madsen, you know, tidskolorit). George var en dreng, og faren lærte ham at spille fodbold. Moder var i køkkenet, snart skulle hun maltraktere. der var lagt op til noget med sovs. Da George fyldte fem år før tiden, fik han et slips i fødselsdagsgave af sin onkel, Arne Bruun (noter: navnesymbolik). Det var aflangt og prikket, røde og blå prikker på sort. Der var fugle i luften og fjernsyn i tv. George hængte slipset væggen i sit værelse ved siden af et billede en engel af ubestemt køn (aha). Tæppet var mønstret og ublødt (aha). Gardinerne var blå og sorte og gule og grønne og røde og blå, og stolen ved det lille bord var meget lille og lavet af billig træ. Det var en billig familie, George dér var kommet ind i. 
  Kort efter blev der revolution, selv om det langt fra var sidste kapitel. Alt forblev dog det samme.

2. kapitel
(er kedeligt, vi springer det over)

3. kapitel
"God morgen, George, du skal i skole og der er cornflakes og en fiskefilet til din mave og har du læst? I øvrigt er din far død. Han prøvede at sluge sin skjorte for at få en nyere. Usle dyr. OP!" Og Geroge stod op. Radioavisen, Kennedy skudt. Igen. "Jeg hedder Kurt," sagde Kurt til læreren Erik Kaj. For han var træt af at være en George. 

4. kapitel
Nemlig! 

Genfærd der blev glemt

I min WA-anmeldelse af Olga Ravns Celestine kom jeg tanke om kun én anden nylig spøgelsesfiktion, Pablo LlambIas' ... rasende ...2008  (hov! + teksten i hvad for et nummer af den Blå Port?, vistnok urteksten bag ... rasende..., om (som PL "selv") at møde spøgelset på Hald Hovedgaard (jeg har personligt altid sovet på det forkerte værelse, ingen gider spøge med mig)).

Småskandaløst at jeg ikke, som Tobias Skiveren i Jyllands-Posten, nævnte Dennis Gade Kofods (som ... rasende ..) underkendte 2013-roman, som decideret hedder Genfærd.

Der er også den eneste gode novelle i Jan Sonnergaards Jeg er stadig bange Capsar Michael Petersen, 2003, "Spøgelset på Ottmachauer Steig (og vel i og sig også "Lotte" i Radiator).

Og Svend Åge Madsens mesternovelle "Manden der opdagede han ikke eksisterede" i samlingen af sammen navn, 2007.

Og garentreisset én eller flere fortællinger, hvilke helt præcist? af Charlotte Weitze.

Men hvilke andre, bloglæsere?

METAFORANMELDELSEN

Jeg nåede at skrive 2 anmeldelser af Olga Ravns nye roman Celestine - i avisen kan I læse spøgelsesanmeldelsen, her får I metaforanmeldelsen:

-->

RAVNEDATTER Olga Ravn romandebuterer sejrrigt med en på samme tid rasende og indolent overskrevet beretning om sen, håbløst rådvild ungdom

De døde spiser nachos

Olga Ravn: Celestine. 168 sider. 200 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Olga Ravns intenst vellykkede debutroman Celestine dementerer med eftertryk forfatterens udjævning af egne litterære praksisser, når hun udtaler sig som generationstalsmand: Døgndigte i tv og ironiske gifs på blogs er på deres måder lige så væsentlige, personlige ytringer som bøger på papir. Og det kan man helt sikkert, fra Johs. V. over Onkel Danny, finde gode eksempler på, men gu er de i Olga Ravns tilfælde ej!

  Det er i bogens indædt langsommelige og indtil udgivelsen dybt hemmelige rum, at Ravns skrift bliver væsentlig og personlig på fuldstændig oldnordisk manér – ikke i hendes privat og politisk kokette mediedigte og ikke på hendes neo-Nynne-vittige blog. Det, jeg oplever som omsider umiskendeligt og magtfuldt Ravnsk, er akkurat skriftens mættethed, dens hyper-præciserende overmættethed, især i billedsproget. Og cirka en tredjedel af bogens sprog er billedsprog, dette forbliver skamløst lyrisk prosa. Mest nådesløst attakerer billederne den navnløse, halvunge hovedpersons nedslidte pligtkæreste Kim:

  ”Nogle dage trasker han ind til byen, mens jeg underviser, han nægter at bruge penge på en taxa, ligesom han nægter at blødgøre sit ansigt, på trods af at det efterhånden består mere af tør hud end menneske. Det begyndte mellem øjnene og bredte sig derfra til resten af ansigtet som hvidkantede ø-grupper eller bakterier under hastig fordobling i en petriskål.”

  Og endnu hårdere (og sjovere) lidt længere nede på samme side:

  ”Det eneste, han lader til at sætte pris på ved sin fuldvoksne krop, er skægget, som han hele dagen nulrer tankefuldt som en anden i underansigtet indopereret sutteklud.”

    Denne flippede-fabulerende præcision – sørme nærmest Storm P.sk! – står i klar kontrast til jævnaldrende, kunst-prosaiske strategier som for eksempel den sirlige emblematik hos sidste uges debutant, Pernille Anbd-El Dayem og de silende spredehagl hos klassekammeraten Josefine Klougart.

  Nok billedlotteri for denne gang!

  Der er også, modsat Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng fra 2012, en slags handling(er) i bogen:

  Fortælleren bliver ansat som lærer på en kostskole og har sit rådvilde, distræte besvær med elever og kolleger  og med forholdet til ham Kim. Hun interesserer sig for og fremmaner - i selvstændige afsnit, jegfortalt og ikke – slotsspøgelset Celestine, muret inde for forbudt kærlighed i en fjern fortid (en spøgelsesfigur nr. 2, gammel dame på loftskammer, kunne ærlig talt godt undværes).

  Anden del begynder et år senere; Kim er ude af billedet, fortælleren er stadig lærer og tænker i mangel af kærlighedsbesvær en hel del tilbage på sin skilsmisseramte opvækst.
  Ravn lader Celestine være groft eksplicit spejlfigur for fortælleren – ”Spøgelser er som skilsmissebørn; det lemfældige forhold de har til andre mennesker, at de ser dem som gennemrejsende, skygger, dagens bismag” – men groover samtidig frit ud på hendes helt egen særlige skæbne som adelig teenager og bittert spøgelse, Hvilket resultereer i den absolut stærkeste danske genfærdsfiktion siden Pablo Llambías’ … rasende … , en lige så uforsonlig, yngre poltergeist.

    Den skarpe og tunge billedblomstring passer på klassisk form-indhold-manér til den tunge og skarpe ensomhed, fortælleren (og Celestine) oplever, med og uden Kim parallel-ludende omkring. Selve skilsmisse-afsnittene er blandt de mest hjerteskærende i ny litteratur, fordi de nægter sig sentimentalitet såvel som moralisme. Ravn bliver nødt til at luge lidt ud i de metaforiske bede for at komme helt ind, hvor det gør ondt, og hvor det nemlig er helt, helt konkret; fra en hård opremsning i afsnittet ”Til mine stedsøskende”:

  ”Jeg husker en stedsøster, der aldrig talte i bilen. Jeg husker  en stedbror, der sagde, hans buffalosko var gode at sparke med, når man var oppe at slås.”

   Celestine er et hørbart bankende mock-up af et nøgent hjerte, konstrueret af skumgummi og glasskår og muggent glimmer - og bare et uhørt godt stykke boglighed.  

Politik padler pinligt plat pladask, pletvist

I Johanne Myginds rigtig fine (men måske lige lidt nok (men dog mere end Informations) litterære) interview med Olga Ravn i WA Bøger, der rent faktisk, SENSATION, kan læses på internettet, siger hun en passant:

»Lars Bukdahl har skrevet en kommentar om Amalie Smith og mig, hvor der stod, at vi bare skrev digte om politik, fordi det er trenden. Det er jeg vildt uenig i. Politik er lige så vigtig for mig, som at der er stjerner om natten. Jeg er både interesseret i det fede bogstavrim og i, at litteraturen undersøger en politisk virkelighed.«

Jeg kan jo ikke vide, hvor vigtigt "politik", hvad det så end er, er for Ravn; jeg kan bare sige, at den litterære undersøgelse af politisk virkelighed i Ravns tekster, og her særligt hendes medie-digte. forekommer mig uambitiøs og uforpligtet og unysgerrig, automatisk og påklistret og pligtskyldig og alt i alt kunstnerisk uforløst - sammenlignet med undersøgelsen fx af ensomhed, pligt-kæresteri og skilsmissebarnserfaringer i den nye roman (det er derfor interviewene i WA og Inf bliver så gode, selvom de overvejende tematisk fokuserer på skilsmissebarnligheden - dette er stof, forfatteren er passioneret skarpsindigt optaget af, men beundringsværdigt lader være at tage nem moralsk stilling til (Guldager-fehleren)), der er slående uinteresseret i og tavs omkring "politik" i mediepoesiens og mediepoetens politisk korrekte Metro Xpres-forstand.