Himmeblånende (hinsides anmelderi)

-->

Okay, din roman holder jeg vildt af og går jeg vildt ind for, og jeg vil sagtens kunne argumentere for og BEVISE, at den er et fremragende og brandoriginalt og klogt og smukt og raffineret og for vildt kunstværk, men den er også bare og måske først og fremmest, for mig, et faktum, noget, der uimodsigeligt og ubændigt FINDES som sin helt egen unikke ting, i den øverste orden af ting, sådan oppe på himmellegeme-niveauet, skulder ved skulder ved den måne, der både prises og vrænges af i romanen, for den ligner virkelig ikke noget andet, bøger og forfattere, jeg kommer til at tænke på, er Pablo Llambías’ … rasende…, Pia Juuls Skaden, Louis Jensens tidlige kortprosa, ingen af hvilke du har læst, tror jeg, Robert Coovers myte- og eventyr-formateringer (du HAR læst Snowwhite), ham Franz Kafka, hvis dagbøger tynger din rygsæk umådeligt, men ingen af dem ligner rigtigt, og selv om det ikke er svært at se, at det er dig, CL, der har skrevet den – bare HØR den søvngængersikre sprogmusik – ligner den heller ikke noget, du har skrevet før, og ikke bare fordi den er prosa og roman og står ved og groover på og finder en voldsom styrke i at være romanprosa, det er noget med at forsværge sig 100 % til både fantastik-univers og -stemning og fiktionspersons-inderlighed og -solidaritet (og søvngængersikker sprogmusik), men give fanden i plot-konstruktion, men ikke give fanden i – men sætte vinger på! – (kompositionelt og stilistisk forskelssættende) roman-konstruktion: KRIG + ENGEL + PIGE + RETSSAG, krigstale + engletale + pigetale + retssagstale (+ GUDtale) nemlig, og vildt nok i forhold til sædvanlige Lolita-fiktioner at lade både skytsenglen og hendes skytsbarn, pigen, tale og forsvare dem begge to nådesløst uforskønnende, men yderligere heftigst så at indramme de to forsvarstaler (pigens er henvendt til englen, englens er henvendt til de himmelske foresatte) med krigens rådvilde (men i forhold til al anden tale underligt UENSOMME) tale, der også er engletale, men engletale, der er stedt i og på krigsskuepladsen, og retssalens målrettede, formalistiske tale, der afbrydes af Guds forsvarstale (henvendt til englen, men mest til OS), som er verdens vildeste tekststykke, for tænk - nådesløst uforskønnende, men crazy skønt - at ville og KUNNE forsvare Gud, der BTW er en kvinde, uden at DET er pointen, det er snarere den almægtige-storskrydende ensomhed (kontrasteret med englens og pigens trodsige-afmægtige ensomheder), hey, jeg elsker din roman. 

 

Det flotteste omslag kritikeren længe har set (sig selv være mester for)

Michael Strunge lod som anmelder på Politiken ikke være med at anmelde digtsamlingen Verdensssøn, som han under pseudonymet Simon Lack selv havde skrevet, også det reelt rigtig flotte omslag var han mester for, og også det roste han afslutningsvis - konsekvent inhabiltet så sandelig:

"Og så har Verdenssøn det flotteste omslag, jeg længe har set"

I dag er det Scarykost

Min kæreste Cecilie Linds nye bog, Scarykost, udkommer i dag. En dum regel siger, at man ikke må anmelde sin bedste vens og sin kærestes bøger; reglen er dum, fordi jeg for fanden gerne vil anmelde de bedste bøger, og jeg kan da ikke gøre for (for nu at parafrasere Jørgen Leth, der engang kaldte Cecilies oplæsning af Misfat for en "tour de force"), at min bedste ven (han hedder Jens) og min kæreste skriver (okay, nogle af de) bedste bøger, vel:

Min officielle anmeldelse:

Cecilie Lind: Scarykost (181 sider, 100 kr. (latterligt billigt), OVBIDAT)

af Lars Bukdahl

Det er en vildt god bog!

Opdater korruptionen, Jan

Taler man grimt på social medier, er der altid nogen der taler grimmere i kommentarfeltet - og taler man grimt om mig, taler Jan Sonnergaard altid grimmere og anklager mig for at være korrupt og inhabi. Men det har for fanden været de samme anklagepunkter de sidste 5-10 år, kan han ikke finde på nogle nye (hvad angår såvel nyheds- som sandhedsværdien: Jeg har aldrig sidder i "bestyrelsen" eller noget, der ligner, for Ø.K, jeg har aldrig haft problemer med at foredragsjobs og udfører dem helst alene, fordi det giver flest penge, jeg holdt op med at rose Sonnergaard bøger, fordi de holdt op med at være rosværdige, Guldager bad mig om optræder sammen med hende, fordi hun ikke brød sig om at optræde alene, og gjorde det på et tidspunkt, hvor jeg efter flere års ren ros (inkl. en tale ved tildelingen af Krtikerprisen, som altså ikke er 'mit' legat) var begyndt at anmelde hende kritisk, efter ret få jobs opløste Guldager samarbejdet, fordi jeg var blevet FOR kritisk, jeg anmeldte sidst en bog af Blendstrup for 11 år siden, men selvfølgelig holder jeg ikke kæft med, at jeg er begejstret for hans forfatterskab, Litterær Hypnose, som dårligt kan kaldes et "bureau", har vi ikke optrådt med i over et år, men vi har glædeligt nok et show i Taastrup i maj)? Her er Sonnergaards FB-genoptryk fra i går (jeg har ikke kunnet finde de oprindelige kommentarer af Sonnergaard og Bent Vinn, desværre), liket af Asger Schnack, der så åbenbart synes, dette er en smagfuld og sympatisk måde at debattere på; Benn Q. Holm kan lide både Schnacks opdatering og Sonnergaards kommentar, det kan jeg godt forstå:

HABILITET. KORRUPTION. SVAR TIL BENT VINN. Mærkeligt nok er Bent Vinn ude at tage Lars Bukdahl i forsvar. Han mener ikke, jeg argumenterer for at Bukhørmeren optræder inhabilt og småkorrupt. Dette har jeg nu argumenteret for masser af gange - så mange at jeg dårligt nok gider det længere. Først og fremmest i Dagbladet Information, hvor Bent jo selv skriver. Ovenikøbet et par gange i Bents egen klumme, som jeg vikarierede for ham i, da han havde brækket armen og ikke kunne skrive (“Andenvikaren”). Lidt er refereret i en artikel i det interessante netmagasin Doxa. Se http://www.magasinetdoxa.dk/naar-en-anmelder-og-en-forfatte… *
Men nu på opfordring gentager jeg gerne mine argumenter her. Kort fortalt: I årevis skrev Bukdahl spalte op og spalte ned om, hvor pragtfuldt et foretagende, forlaget “Øverste kirurgiske” var, intet var for småt til at blive nævnt, intet var for dårligt til at blive rost til skyerne. Men Bukdahl sad samtidig i bestyrelsen for ØK., og dette er helt entydigt et habilitetsproblem, som en seriøs kritiker ville have taget alvorligt. Da jeg selv debuterede, roste Bukdahl mig iøvrigt på den mest ulideligt kælne måde (“Jan-drengen”, “Sunnyboy” etc.) - samtidig med at jeg fik den ene indbydelse efter den anden til at optræde eller skrive for ØK. (jeg sagde naturligvis pænt nej tak). Metoden har også altid glimrende Katrine Marie Guldager oplevet, så vidt jeg kan se. Bukdahl bliver aldrig hyret til optræden med sine egne ting, fordi de er så ringe. For at få del i de honorarer, man kan tjene, må han derfor alliere sig med nogen, som folk gerne vil høre. Derfor forsøgte han sig med et makkerskab med Guldager dengang Gyldendal Booking eksisterede. Her kunne man hyre Guldager og Bukdahl som sådan en slags litterær duo. I den periode var der ingen grænser for, hvor godt, hun blev omtalt i WA, anmeldelserne var simpelt hen hver gang fremragende og LB gav hende sågar et legat. På et tidspunkt blev hun imidlertid (helt forståeligt) træt af LB, stoppede samarbejdet og udtalte sig iøvrigt (til Jesper Stein i Jyllandsposten) kritisk om Bukdahls evindelige tilsvininger af Ib Michael, Grøndahl mfl. Herefter har Bukdahl konsekvent omtalt Guldager dårligt og rakket hendes bøger ned. Mens de to samarbejdede var hun landets bedste forfatter, efter at samarbejdet ophørte er hun pludselig den dårligste. Og så er der lige den der med Blendstrup. Bukdahl er barndomsven, nærmest, med Jens Blendstrup og har også økonomiske interesser i ham idet de optræder sammen for penge (og har et lille bureau sammen, “Litterær hypnose”). Alligevel har Bukdahl gentagne gange anmeldt ham stærkt rosende og hyper ham stadig igen og igen i WA. Dette nærmer sig korruption og Bukdahl har da også indrømmet dette selv. I Information forsvarede han sig med, at honorarerne imidlertid er meget små for alle disse optrædener og oplæsninger, han får angiveligt kun “peanuts” for det. Hermed sagde Bukdahl i virkeligheden noget morsomt (ufrivilligt, selvfølgelig). Noget, som kunne være sagt af en Mae West eller Dolly Parton eller for den sags skyld af en karakter i en af Vinns bøger: “ Det er muligt at jeg er småkorrupt og kan købes for penge ... til gengæld er jeg billig!”

* Denne artikel er grunden til, jeg overhovedet orker at svare på Sonnergaards anklager igen; det heftigt hypede kulturjournalistiske magasin tager, uden at spørge mig, Sonnergaards ord for gode varer, selvom de er bundrådne og forlængst har overskredet sidste salgsdato, mindre af den slags kulturjournalistik, please.

Den gode læreranmeldelse - smuk inhabiltets-yderlighed

Ud af de alt for få poesi-anmeldelser, som Lars Skinnebach har skrevet for Jyllands-Posten, er hele to anmeldelser af digtere, han underviser på Forfatterskolen; først anmeldte han 1. årseleven Yahya Hasssans Yahya Hassan til 5 stjerner, og nu anmelder han 2. års-eleven Signe Gjessing Ind i det u-løse til 4 stjerner, selvom anmeldelsen lyder som 5, men det så nok et negativt resultat af inhabilteteten: det ville se hysterisk ud - selvom det ikke ville være det, de er begge voldsomt stærke digtere - at give to præmieelever fem stjerner. Ikke bare for Henrik Dahls hypotetiske Ankenævn ville det være en kriminel grad af inhabiiltet at anmelde elever, man stadig underviser, og anmelde dem stærkt positivt (Asger Schnack dobbelt-nominerede Josefine Klougart til Nordisk Råds Litteraturpris, EFTER han havde undervist hende på Forfatterskolen). Men hvor er det bare TOTALT lige meget for mig, når begge anmeldelser er så autentisk begejstrede og frem for alt skarpsindige og indsigtsfulde (og måske desto mere, fordi han på skolen igen og igen grundiglæst (Gjessing - Hassan kunne han ikke have nået at læse mere end som så, selvom han allerede læste ham på Vallekilde Højskole), ikke for alt i verden og da slet ikke på grund af en smålig inhabilitetsregel ville jeg undvære dem, her er første del af den u-løse anmeldelse:

2004 udgav forlaget After Hand et udvalg af den tyske digter Nelly Sachs' digte med titlen "Ind i det støvløse/ Fahrt ins Staublose". Både titlen og Nelly Sachs digte klinger i baghovedet, når man læser Signe Gjessings debut "Ud i det u-løse". Men hvis det støvløse i Sachs tilfælde er en evighed, et sted »at vugge sig i lysmusik af ebbe og flod«, så er der, selvom lysmusik ville være en brugbar betegnelse for Gjessings digtsamling, noget andet på færde i det u-løse, nemlig bevægelsen ud i en negeret negation, et ikke-fravær som en mulighed i sproget og verden. Denne kan og skal hele tiden aktualiseres gennem poesien, gennem sproghandlingen: »En dråbe/ kaos/ ligner helt/ kosmos/ på grund af dråbeformen. Den arver verden// -det er urimeligt.Knus dit hoved mod den.«. Hverken formerne eller materiens kaos skal altså arve verden, men det skal derimod det hypotetiske, som er et andet ord for det u-løse, som er et andet ord for poesiens mulighed: »hele tiden risikerer jeg/ at trække materiens fine kappe/ med mig// det hele/ brænder så tæt på tallenes hud// jeg lovede engang regnen/ at vise den det hypotetiske/ i verden.« Og det gør hun så, digteren. Gennem en sand billedrevolte, hvor lyset flimrer, glitrer og glimter over siderne, hvor alting kan få krop og være kropsdele (»stjernerne ryster på morgenen,/ som var der en hals imellem. Det er der ikke« ),
og menneskekroppen kan have en hvilken som helst udstrækning (»Har du nu/ lyttet ved horisonten«).

Se, en stærk, inhabil kritisk tekst

For en lille uges siden var der en Facebook-debat om inhabiltet i anledning af Olga Ravns 5 hjerter-anmeldelse i Politiken af sin gamle klassekammerat Rasmus Halling Nielsens Mörkhall - her er tre af mine egne kommentarer:

• Lars Bukdahl Hvis den kritiske tekst er god (og troværdig/overbevisende), som tekst, som kritik, er alting godt

  March 10 at 10:24am · Like · 5
• 

  Lars Bukdahl og det er Olgas tekst - den er også diskutabel og problematisk, ork dog, og heldigvis jo

  March 10 at 10:26am · Like · 3
• 

  Lars Bukdahl Jeg tror, der er brug for flere stærke, inhabile kritiske tekster, og færre svage, habile kritiske tekster (der jo bare er inhabile på et andet plan, ved at være krysterisk svagpisser-konsensus-ekkoende)

  March 10 at 10:28am · Like · 9

Og nu fik jeg omsider læst i det seneste nummer, 209, af Kritik, der indeholder en artikel af Rune Gade, "6 billeder. Refleksioner over nogle uartige tegninger (nærmere bestemt: "Hun laver onsdag den 7. november 2012 seks tegninger med sin tunge på enkeltlogaritimisk papir, der er fortrykt i rød streg (fra forlaget CVC" LB) af Andrea Lind-Valdan". Første note til artiklen lyder - overrumplende i sin akavede akademiske følsomhed - sådan:

1. Denne artikel er påbegyndt i det tidlige forår 2013 i kærlighed til Andrea Lind-Valdans kunst og afsluttet i det tidlige efterår 2013 i en mere omfattende og dyb kærlighed til Andrea Lind-Valden som kunstner og som menneske. Dvs. at artiklen til dels er skrevet i en slags blind hengivelse, der minder om den strategiske afståelse af den kritiske distance, som jeg i artiklen tillægger de omtalte værker af Lind-Valdan.

Og dette er lyden af blind hengivelse i clinch med stirrende fortolkning - artiklens sidste afsnit:

Hvis Georges Bataille har ret i, at erotikken til forskel fra seksualiteten kun eksisterer på grund af sproget, menneskets evne til at tale, men at erotikken samtidig er det område, der efterlader os tavse, umælende og radikalt ensomme, så er det måske erotikkens rum, Lind-Valdans tungetegninger åbner vores øjne for. Tungetegningerne maner netop til tavshed via deres udpenslinger af kroppens overstrømmende og dunke produktion af betydning gennem berøringer, gennem kærtegn, gennem kys, De river os ud af det sceniske rums spatiale dybder og giver os i stedet fladen og aftrykket, hvis stumme temporalitet er tættere på den mytiske tids cirkularitet ned på den kronologiske tids pludrende linearitet, tættere på hudens blinde hinde af indtryk (berøringen) end på øjets drømmende og længselsfulde indlevelse (blikket). I det hele taget tættere på, som på en krop der rækker ud, en tungde der rækker ud - for at mærke noget. Vi ved ikke, hvilken krop, hvilken  tunge, og det er også underordnet. Det er ikke så meget den specifikke afsender, der manifesterer sig i tegningerne, men derimod ideen om kroppens specificitet, ideen om kroppens specifikke erotiske potentialer, anråbelsen af eros. Det mærke, der afsættes, er således på samme tid mærket af hvilken som helst krops bestemmelse som seksuelt disponeret og mærket af en specifik kvindelig krops forkastelse af at indtræde i den normative idealforestilling om den seksualiserede kvinde. Tungens slibrige, våde spor henover det enkeltlogaritmiske papirs afmålte net af streger dramatiserer sammenstødet mellem forskellige og uforenelige valoriseringsprincipper, og demonstrerer dermed kroppens rebelske protest mod at blive indfanget, fikseret og entydigt determineret af det udefrakommende blik, den andens sigtelinjer, mens den samtidig legende fastholder og fremviser sit erotiske potentiale, sit helt eget erotiske tungemål.

At tale kærligt i tunger på en prik.

Skide inhabiltet

Jeg nu er erklæret inhabil hvad angår Line Knutzon, fordi nogen har fortalt min redaktør, hvad der med al selvdeklarerende tydelighed fremgår af min blog, at jeg mere end 1 gang har været i biografen med hende og set amerikanske komediefilm, hvilket jo er fordi, vi deler en FAGLIG lattermæssig interesse i komik, og derfor er det vigtigt, at vi engang imellem ler side om side til den samme film, så vores - hvad kan det hedde i flertal - lattere/latre kan diskutere med hinanden; og ja, så var hun nummermanden overfor de tre små mænd TSH, JB og mig, men det havde jo en vision dikteret for helvede, Men derfor kom Lille Allan ikke på Kritikerlisten i dag (og det er så 1 ting, men hvad med alle de kommende dramatik-bind på forlaget Drama, Danmarks sjoveste bøger, som ingen andre i hele verden og solsystemet anmelder, HVAD MED DEM NU?):

Line Knutzon og Peter Frödin: Lille Allan - den menneskelige antenne. 146 sider, 200 kr. Politikens Forlag

Knutzon har hidtil kun skrevet bøger baglæns, som dramatik først, og Frödin har haft det hele i munden og grimasseringen, på scene og på levende billeder, men pludselig springer dette livsfarligt grinagtige par ud som proffe og heldigvis også totalt løsagtigt platte og groteske børnebogsforfattere: "Bamse sad helt oppe på toppen af sin egen lort"!

Inhabilisme - Hyp, hyp, mit hype!

Jeg er sammen med bl.a, litteraturredaktør på Berlingske og professionel hofsnog Jens Andersen blevet interviewet til en artikel om lune litterære venskaber i sociale medier (inspireret af den artikel, der inspirerede den NY-Times-artikel, jeg citerede og linkede til i en blogpost nedenfor) i Kristeligt Dagblad (kommer på en af dagene), og med udmærket akkuratesse bliver jeg citeret, men altid skriver man jo bedre og præcisere, end journalister transskriberer, at man taler. Nå, men artiklen sluttede i manus sådan her, hvilket jeg godkendte (faktisk var øde ø-billedet mit, men jo ikke så originalt, at jeg ville forlange copyright):

Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås privat, men som kritiker skal jeg til enhver tid kunne tage temperaturen på mig selv og opstille nogle mindstemål. Som for eksempel at jeg ikke anmelder bøger af nogle, jeg har besøgt privat,” siger han og understreger, at når han har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtig venskab at gøre. Og man kan spørge sig selv, om ikke det er hele formålet med de sociale medier, at skabe kontakter med andre, der deler ens passion? I den ideelle verden sad anmelderen måske nok på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget  med at gå på Facebook), men sådan er verden, og den litterære verden heller ikke længere. 'Like' eller ej. 

Så fik jeg en mail fra journalisten, der citerede en mail, som Jens Andersen havde skrevet til hende:

Jeg synes det ser fint ud, men jeg er nødt til at sige til dig, at Lars Bukdahls afsluttende selv-frisering ikke står mål med virkeligheden. Han har i årtier skamløst hypet - og også anmeldt - egne venner, bl.a. Jens Blendstrup. Så det er det rene hykleri, du lader ham slippe af sted med i slutningen af artiklen. Burde du ikke vende tilbage til ham med et opfølgende spørgsmål på det punkt?

Og inden jeg havde fundet en grimasse, der kunne passe til det attak, sendte journalisten et forslag til en omformulering af afslutningen, som jeg, HOV, ikke har bevaret, men som jeg omskrev videre, sådan at den nu lyder således:

Jeg har altid følt mig beslægtet med digterne, og derfor er det også dem, jeg omgås socialt. Jeg mener ikke en anmeldelse kan lyve; hvis den er uoprigtigt kritisk eller rosende, røber det sig i sproget. Man skal som kritiker hele tiden tage temperaturen på egen ærlighed, man må aldrig være forloren. I princippet mener jeg sagtens, at jeg vil kunne anmelde mine venner, og jeg har vel også har gjort det, men de sidste mange år har jeg forsøgt at holde mig i skindet, det gør én unødigt sårbar for inhabilitetsanklager, og så ender jeg heller ikke med at blive ensom og venneløs" siger litteraturkritikeren. Men i forhold til den litterære online-kultur understreger han, at når man har mere end 2.000 venner på Facebook, så har det ikke noget med rigtigt venskab at gøre. Det handler om at skabe kontakt med andre mennesker, der deler samme interesse som en selv. Hvor grænsen for interaktionen som professionel kritiker så går, må man spørge sig selv og sin egen kritikermoral om. I den ideelle verden sad anmelderen på en øde ø og fik værket leveret af en brevdue, skrev sin anmeldelse og sendte den retur med fuglen (og ikke noget med at gå på Facebook), men sådan er verden og den litterære verden ikke længere. "Like"  eller ej.

Og nu er det atter blogposten, der taler:

Min undtagelsesgennemhullede regel er for skams skyld (blevet), at hvis en forfatter er min bedste ven i verden, eller jeg privat er blevet inviteret hjem til en forfatter eller har inviteret en forfatter hjem, og ikke bare til en fest(middag) eller en reception eller et redaktions/planlægningsmøde, som er blevet en RIGTIG VEN med Jodle-Birges ord, eller helt formelt, at jeg har siddet og redigeret i en forfatters manuskript, så anmelder jeg ikke ham eller hende - men HYPE har jeg ingen problemer med at skabe for hvem som helst, der har talent, på samtlige mine andre platforme, i og udenfor avisen, for, som Jørgen Leth legendarisk sagde, da han var filmkonsulent, jeg kan vel ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde, det er jo bl.a. derfor de er mine venner, talentfuldhed er et forfærdeligt attraktivt karaktertræk, ligesom jeg formoder, kritisk begejstring for ens værker er det, det er jo bare ikke nok til venskab, vel, folk skal for fanden også være sympatiske, og jeg hyper og anmelder glad også alle mulige digtere, som jeg ingen eller ingen synderlig social kontakt har haft med, og også digtere som er decideret usympatiske, men det er sgu alligevel sjældent, at talentfulde digtere er decideret usympatiske, så er det som regel fordi, deres talent er slået læk, men de findes selvfølgelig derude. Trist dog hvis vi skulle have undværet Torben Brostrøms anmeldelser af sin ven Klaus Rifbjerg, og trist at I skal undvære mine anmeldelser af min ven Jens Blendstrup.   

Godt for dem!

Jeg mener jo ikke, at der er noget, jeg ikke kan eller bør anmelde, især ikke noget, der er godt! Lige meget om forfatteren er min bedste ven, min gode digterbekendt og Testrup-kollega eller min gode WA-anmelderkollega og -reserveredaktør (og Lav-bestyrelseskollega) som i tilfældene Jens Blendstrup, der for et par uger udgav sin Berlin-bog og på anden hånd havde teaterpremiere, og Mette Moestrup og Nanna Goul, der begge udgiver bøger i dag, digtsamlingen Dø, løgn, dø, som jeg har læst halvt og læser færdig om et øjeblik, og debutromanen Privat skov, som jeg ikke har læst, men vil læse meget, meget snart - det er jo mit eget forbandede sociale problem (hej, Katrine, HEJ, Katrine!), hvis jeg i en anmeldelse havde store eller små kritiske indvendinger, men jeg ville ikke holde kæft med dem (Mettes forrige bog, nyklassikeren kingsize skrev jeg tre-fire vidt forskellige anmeldelser af). Når jeg nu imidlertid ikke må/skal anmelde nogen af dem, så vil jeg tillade mig bare at glædes UMÅDEHOLDENT over de altovervejende glade anmeldelser de har fået, Jens i Inf (ved Berlin-korrespondenten, godt valg) og JP (4 stjerner) og 5 hjerter- og opslags-spektakulært i Politiken (teaterforestillingen er kun blevet formumlet anmeldt i Politiken(til dog 4 hjerter), hvad sker der for det?), Mette (primært positivt) i Information ved Tue Nexø (hendes gamle Blå Port-medredaktør) og (halvt vrissent, ordspils-skeptisk (jeg HADER ordspils-skepsis)) i Politiken ved Thomas Bredsdorff (i næsten en total spejlvending af Tues anmeldelse) og Nanna i Politiken, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad (lige så mestendels positivt som WA) ved (Lav-bestyrelseskollega) Mai Misfeldt og (rimelig rent begejstret) Information ved (Lav-bestyrelseskollega) Kamilla Löfström. Det er gode mennesker, der har skrevet gode bøger (tror jeg i Mettes og Nannas tilfælde tillidsfuldt på!), som har fået gode anmeldelser, og det er da bare så godt!