Borum-argumentet

Hvad rager det denne anmeldelse af Poul Borum, at Borum og Peter Laugesen, blandt mange andre privilegier, var/er hvide og mænd og og danske statsborgere og anmeldere (af litteratur og billedkunst henholdsvis) ved landsdækkende aviser og  published poeter (og hvad Laugesen angår: også prisbelønnet) og, hvad Borum angår, halvstuderet røver (i litteraturvidenskab) og redaktør af hvedekorn og rektor for Forfatterskolen, og hvad Laugesen angår, uddannet typograf og medlem af Det Danske Akademi (og heteroseksuel):

Der er 70 digte i Peter Laugesens nye bog, der så vidt jeg kan regne ud er han femogtredivte. Mindst halvdelen af dem er fremragende. Og som sædvanlig, når det gælder Laugesen, er den bedste anbefaling et citat. Så her er bogens korteste, tre linjer uden titel:

Alle skilte peger
direkte på hjertet
og det er mørkt.

Det kan læses direkte og ligetil som en beskrivelse af den oplevelse, der uden tvivl ligger til grund for det: en simpel konstatering af en synsoplevelse, i en verden af skilte, sådan som vi alle bevæger os rundt i, kan man pludselig opleve det som de alle sammen peger på en selv. Eller ’skilte i overført betydning, som tegn, ord, digte: hvis de ikke har et personligt indhold (’går til hjertet’), så duer de ikke.
Og så ’og det er mørkt’, igen realistisk og direkte, ikke ’digtersprog’, men konkret, faktum. Men pludselig kan dette ’det’ også pege læses som hjertet. Hjertet er mørkt – og hvad nytter det så, at alle skiltene peger på det? Vi er jo alligevel uudgrundelige og alene, selv om alting peger på os.
Så meget sætter tre linjer af Peter Laugesen i gang. Han er den mest ligetil digter vi har. Han er betydningsfuld.

?

Eske-argumentet

Hvad rager det dette digt af Eske K. Mathiesen - og vores læsning af det - at Eske, blandt mange andre privilegier, er hvid og mand og og dansk statsborger og heteroseksuel og published, prisbelønnet poet og uddannet i Folkemindevidenskab:

Uglegylp

De grå, tørre klumper, vi altid finder
under det store fyrretræ inde ved søen,
er gammelt uglegylp. Det, som fuglen ikke kan tåle,
gylper den op igen.
Piller man sådan en klump fra hinanden,
kan man være heldig at finde både
knogler og kranier, tænder og hår, ja
et næsten komplet samlesæt til en skovmus!

Men nøglen til at trække musen op med,
kan vi aldrig finde,
lige meget hvor omhyggeligt vi leder i græsset.

?

privallegeret

Peder Frederik Jensen tweetede den her tweet i dag apropos hvad mon?

Hvordan mon det føles, når hele vejen bevæger sig, og man står stille som en klovn med alle sine privilegier og sit fastlåste verdensbillede

Når hele vejen eller jernbanesporene bevæger sig, tænker jeg, at jeg må være meget fuld, men bortset fra det tænker jeg, at

hvis man kan stave til privilegeret,

er man privilegeret, og

hvis man skriver på Twitter,

er man privilegeret, og

hvis man udgiver skønlitteratur hos Gyldendal-ejede Rosinante&Co og bliver interviewet og får sin bog anmeldt i store, landsdækkende aviser,

er man privilegeret, og

så langt flugter PF Jensens og mine formelle privilegier; lang tid siden jeg har udgivet skønlitteratur i bogform, men jeg redigerer et tidsskrift for Rosinante&Co, som dog sjældent bliver anmeldt - vi er forresten begge sønner af statsansatte teolog-fædre, uddannet i Aarhus, det er også et privilegium, nå ja, så er vi hvide og mænd og danske statsborgere og (så vidt jeg ved) heteroseksuelle - men hvis man, modsat mig og som PFJ, er uddannet på Forfatterskolen,

er man privilegeret, og

hvis man er uddannet bådebygger,

er man privilegeret, og

hvad så? og

hvad siger det, om hvor hjemme eller fremmede, inkluderede eller ekskluderede vi grundlæggende og på alle mulige andre konkrete, lige så eller langt mere forpligtende og initimiderende måder er eller har været i verden? og

hvor ved nogen noget om den hjemlighed og fremmedhed fra? og

hvad rager det nogen? og 

hvad rager noget af det, hvad jeg siger og kritiserer, og

hvem, der ytrer sig offentligt, er ikke en klovn?