4-5 ting om digteranmeldere

(som kommentarer til opdatering af Linea Maja Ernst om de forholdsvis få digtere, der anmelder)

Lars Bukdahl Videreskrivende fra Martin (Glaz Serup) (og tak for ros lige nu!) Kunne man måske mene, at de stærkeste digterkrtikere var(/er) stærkere kritikere end digtere (med HJ Nielsen som jeg virkelig holder af som digter som grænsetilfælde (mens Tom K, som jeg ikke (bortset fra HÆRVÆRK) specielt holder af, jo ikke var nogen stærk kritiker)) netop fordi stærk kritik både skal være stærk skrift og stærk kritik; dobbelt op, som Borum ubeskedent påpegede, 200 % commitment og engagement, så kan digtene og romanerne blive nødt til at komme i anden række, hvis de overhovedet kommer til orde (igen); det er vistnok også Niels (Lyngsøs) pointe, Det kan desuden være et nødvendigt valg i forhold til, hvor skrivetalentet/lysten forløses vildest, rigest, mest genuint - det har for mit eget tilfælde været i kritikken. .. og i lørdags udgav jeg en følsom, lille poesibog ... som ingen endnu har anmeldt ...

Lars Bukdahl Forskellen på den frie skønlitterære (/essaystiske) tekst og anmeldelsen er jo forpligtelsen i sidstnævnte på objektet, den anmeldte bog, på at levere karakteristik og smagsdom, men ellers er der, synes jeg, nøjagtig samme forpligtelse på skriftprægtighed og -personality osv.

Lars Bukdahl Der er flere eksempler på digtere, der i kortere eller længere perioder (tydeligvis) har skrevet anmeldelser for halv kraft for simpelthen at spare på kræfterne (det ville jeg personligt slet ikke kunne finde ud af), et trælst eksempel (for det skete i min egen tidlige udgivelsestid) er min store helt Per Højholt på Jyllands-Posten

Lars Bukdahl Og så er der al fnidderiet med kolleger og klassekammerater og miljø, og som bare, for nogen, kan være for socialt besværligt og praktisk uigennemskueligt - Skinnebach vendte det på hovedet og fik i sin meget korte karriere på JP næsten kun anmeldt digtere, han havde optaget/undervist på Forfatterskolen, det var meget cool!

Lars Bukdahl Problemet med program-digterkritikere er også, at de bliver nødt til at skifte gear, for ikke at mugne i deres kampagner (især hvis disse er lykkedes!) til en mere åben, nysgerrig kritik - det skete meget eksemplarisk for Michael Strunge i hans 2 korte anmelderjobs, først 80'er-programmatisk på BT, så modent sensitivt på Politiken - der er lige nu på min blog teksteksempler på begge dele

Niels Lyngsø gør overbevisende lyrikanmelder-comeback

(FB-opdatering ved Niels Lyngsø)

LILLE
REKLAME
ANALYSE
Jeg synes ikke at der er noget galt med ordet "naziislamisme". Det er både legitimt og relevant at sammenligne nazisme og islamisme, da der er en del lighedspunkter mellem disse to afskyelige bevægelser. Det infame ved De konservatives valgplakat er således ikke dette ord, men orddelingen:

NAZI
ISLAM
ISME
Den orddeling arbejder subliminalt: I et splitsekund læser hjernen ordet "NAZIISLAM" før "-ISME" så føjes til, på samme måde som der i overskriften til dette opslag et kort sekund stod "LILLE REKLAME", før der så stod "LILLE REKLAMEANALYSE". Jeg er digter, jeg ved noget om linjebrud, og om hvordan man kan bruge dem til at lægge betydninger ind i en tekst, betydninger der ofte vil snige sig bag om den bevidste læsning og lægge sig i det ubevidste som en diffus fornemmelse. Reklamefolkene bag De konservatives plakat er ikke dummere end jeg er. De ved godt hvad det er de sender bag om bevidstheden og lige ned i frygtcenteret: "NAZIISLAM". Under den legitime sammenligning gemmer der sig således en dehumanisering af samtlige muslimer. Klamt.

Beskeden udødelighed (DONG!)

Kvinderne i min 90'er-generation kommer - allerede, om jeg så må sige - til at overleve med INDTIL FLERE værker, Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Lene Henningsen, Christina Hesselholdt, Line Knutzon, Kirsten Hammann, Lone Munksgaard Nielsen, Helle Helle, Katrine Marie Guldager, mere sølle og tilfældigt, hvad mændene eventuelt efterlader, Niels Lyngsø (født 68 ligesom mig) velsagtens hans Proustoversættelser, jeg helt sikkert ikke andet end mit råbalfabet, som hele tiden optræder i nye, mærkelige skolebøger og - smukt ord, hvem vi ikke gerne være del af sådan noget - stavematerialer:

Kære Lars Bukdahl/ Vi har tidligere fået din tilladelse til at gengive teksten Råbealfabetet i stavematerialet Stjerneskud 2. Udgivelsen vil snart udkomme i 4. oplag (4000 eksemplarer). I den forbindelse afregner vi derfor teksthonorar på i alt 486,40 (hvad er det pr. bogstav? LB)  Med venlig hilsen Dansklærerforeningen.

Jeg tænker, det sgu også er en meget passende og præcis (og livsglad) gravskrift:

AV!
BANG!
CRASH!

Men for vildt fordansket næse, Niels!

Du læser Proust i toget til Jylland, Sodoma og Gomorra, bd. 2, oversat af Niels Lyngsø, og afbryder mig - som sædvanlig, når du læser Proust - igen og igen med særligt fantastiske passager, og i dag bl.a. denne, der også på dansk rækker næse suverænt intrikat og vittigt:

Men hans næse havde - i et forsøg på at placere sig på tværs af munden - blandt mange andre muligheder valgt den måske eneste skæve linje man aldrig ville have fundet på at tegne i dette ansigt, og som udtrykker en vulgær tåbelighed, der blev yderligere forværret af den omkringliggende hud, der var rød som æbler fra Normandiet. Det er muligt at monsieur de Cambremers øjne - eller det af dem man kunne se under øjenlågene - havde bevaret lidt af himlen over Cotentin, der er så smuk på solskinsdage, hvor dén er som ude at spadsere kan fornøje sig med at betragte poplerne i vejkanten og tælle de hundredvis af skygger de kaster, men disse tunge, væskende og næsten tillukkede øjenlåg måtte have forhindret enhver form for intelligens i at passere. Man blev forvirret over dette smalle blå blik og holdt sig derfor til den store skæve næse. Takket være en forskydning af sanserne betragtede monsieur de Cambremer sine omgivelser med næsen. Monsieur de Cambremers næse var ikke grim, den var snarere lidt for smuk, lidt for dominerende, lidt for stolt af sin egen betydning. Den var krum, blankpoleret og splinterny og fuldstændig indstillet på at opveje blikkets manglende åndrighed; men hvor øjnene af og til er det organ hvor intelligensen viser sig, er næsen (uanset ansigtstrækkenes tætte indbyrdes forbindelse og uventede gensidige påvirkning) beklageligvis normalt det organ hvor tåbeligheden bedst kommer til udtryk.

Aldrig har en anmelder været så dårlig til at indrømme sin fejllæsning

som Niels Lyngsø i sin anmeldelse i Politiken af Ursula Andkjær Olsens anden bog, Atlas over huller i verden, 2003, her er hele det ukønne (nu ikke længere nedladende, men bare patroniserende) forsøg på at spise sin "fedtede anmelderhat" og beholde den på; synd at Ursula ikke var Berlingskes musikanmelder længere, da Lyngsø debuterede som rapper mange år senere:

Anmeldere kan tage fejl. Og anmeldere kan være uenige. Da Ursula Andkjær Olsens første digtsamling, 'Lulus sange og taler', udkom i 2000, spændte modtagelsen fra henført lovprisning på forsiden af Dagbladet Information til uforsonlig afvisning i Politiken. De hårde ord her i avisen var mine. Jeg mente dengang, at Andkjær Olsens debut var studentikos, klodset og postuleret avantgardistisk. Nu har digteren så en ny bog på gaden, og eftersom jeg synes langt bedre om den, var det oplagt at tage den første bog - og min anmeldelse af den - op til fornyet overvejelse:
Jeg synes stadig ikke, det er nogen særlig god bog. Men jeg synes på den anden side, at jeg var for hård i min anmeldelse, fordi jeg fokuserede ensidigt på indvendingerne (som jeg sådan set stadig har) og ikke anerkendte den store ambition, der tydeligvis lå bag: Andkjær Olsen havde og har et projekt; hun vil virkelig noget med poesien. Det burde jeg have taget min fedtede anmelderhat af for, allerede dengang, og jeg burde have gjort mere ud af, hvad det er for et projekt. Andkjær Olsens nye bog, 'Atlas over huller i verden', er i mine øjne langt mere vellykket. Og derfor bliver det tydeligere, hvad det er, denne digter vil. Hun vil først og fremmest den store, støjende symfoniske form, hvor mange temaer og motiver forvandles i et langt og komplekst forløb. Hun vil en dialogisk, diskuterende og ofte selvmodsigende stil, der taler og taler rundt om et emne, frem for at sætte det på spidsen i en skarp formulering eller et fortættet billede. Og hun vil et poetisk register, der spænder fra den hårdkogt filosofiske tanke til den ømme og sarte følelse, fra den oprigtigt anfægtede alvor til det uforpligtende småpjatteri. Det er, som jeg læser det, ambitionen. Og den opfyldes langt hen ad vejen. 'Atlas over huller i verden' tegner et billede af en yderst kompleks virkelighed med mange sammenflettede planer: det eksistentielle (kærligheden osv.), det helt aktuelt politiske (Bush osv.), det religiøse, mytiske (syndfloden osv.). Osv. i det hele taget: Den handler om stort set alt. Når jeg beskriver bogen som en symfoni, trækker jeg på dens egen selvforståelse: Den musikkyndige digter reflekterer f.eks. over, at der i symfonien både er harmoniske og disharmoniske elementer. I sin første bog abonnerede Andkjær Olsen temmelig naivt på en række gammelmodernistiske dogmer om uautentisk identitet, usammenhængende verden og opløst jeg. I den nye bog modificeres disse dogmer. Det antydes allerede af titlen: Det er et 'atlas', altså et forsøg på en total kortlægning, men et atlas 'over huller i verden', altså en kortlægning af det ikkeeksisterende, det uudsigelige, uforståelige, umulige (fortsæt selv rækken af u-ord). Verden tænkes ikke længere som altid og i alle henseender usammenhængende, og jeget er heller ikke nødvendigvis opløst; harmoni og disharmoni sameksisterer. Det med det ikke helt så opløste jeg fremgår konkret af stilen: Andkjær Olsen bruger nu et mere samlet (men stadig sammensat) jeg - hvor jeget i debutbogen demonstrativt og postulatorisk var spaltet ud i en række rollejeger. Det, at det er et 'autentisk' og gennem alle forvandlinger mere eller mindre identisk jeg, der taler, giver en vis ro i den kaotisk-symfoniske syndflod af ord. Tonen er desuden blevet mindre skinger, mere præcis og mere elegant; der er blevet skruet ned for det tunge begrebsapparat, for den kedelige metasnak og namedroppingen, og lidt op for billeddannelserne. Indvendinger, kort: Der er passager af intetsigende tomgang og frugtesløst ordspilleri, og de filosofiske og politiske niveauer håndteres, som jeg ser det, stadig på en lidt for 'kritisk-avantgardistisk korrekt' måde. Men det er min oplevelse, at Andkjær Olsen er blevet væsentligt bedre: Mere personlig, mere sig selv. Enten synger hun sin støjende symfoni mere klart i den nye bog, eller også er jeg blevet bedre til at høre den. Under alle omstændigheder klinger og skurrer en herligt ambitiøs og original digterstemme nu i mine ører.

Aldrig har en anmelder taget så meget fejl

som da Niels Lyngsø anmeldte Ursula Andkjær Olsens debutbog Lulus sange og taler i Politiken; jeg skulle bruge bogen, fordi jeg skrev på en artikel om debutanter og ville fremhæve de mest overrumplende, jeg har oplevet af slagsen, herunder Lars Frost og Ursula AO i 2000, og udklippet lå inde i bogen, og jeg læste det og tænkte, det er sgu godt nok utroligt fejllæst og på den mest forbryderiske måde, litteraturideologisk reduktion af lysende talent til litteraturideologi, Jesu Kristus, hvor et skræmmeeksempel til evig tid (fx er der jo ingen andre end NL der kalder bogen for eksperimenterende litteratur, definitionen af hvilken er hans helt egen):

Monoton polyfoni

Hvad er eksperimenterende litteratur? Umiddelbart synes en særlig gruppe af tekster at kvalificere sig til denne betegnelse. F.eks. tekster som er polyfone dvs. blander forskellige stemmer og genrer; tekster som er fragemnterede; tekster som er negative i den forstand at de (skeptisk, ironisk) nedbryder betydning snarere end at opbygge den; eller tekster som er metabevidste dvs. gør opmærksom på at de er sprog og måske reflekterer over sproget og litteraturen. Hvis dette er kriterierne, må man sige at Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) debuterer med et stykke gevaldigt eksperimenterende litteratur. 'Lulus sange og taler' præsenterer sig som en polyfon bog: Forskellige rolle-jeg'er (Lulu, Salomé, Ursula Ursprung m.fl.) kommer til orde på forskellige sprog - ikke bare med sange og taler som titlen lover, men også med foredrag, essays, syllogismer, vrøvlevers, vitser, notater, aforismer osv. Bogen er desuden fragmentarisk De forskellige teksttyper er hverken formelt eller tematisk komponeret til nogen form for helhed, men kommer hulter til bulter. Den er tillige negativ for så vidt som den ofte ironiserer, navnlig over kærlighedens og den kvindelige identitets klicheer. Og endelig er den metabevidst i en sådan grad at sproget hører til blandt bogens hovedtemaer. 'Lulus sange og taler' vidner således om en stærk vilje til at eksperimentere, men heller ikke om meget mere. Eksperimenterne er nemlig ikke særlig vellykkede. Det er f.eks. en ret monoton polyfoni: Alle jeg'erne taler med stort set samme begrebstyngede, umusikalske og villede vilde stemme. Derfor er det også så som så med det fragmenterede. For hvis man med en fragmentarisk strategi vil opnå en flimrende, springende virkning, kræver det jo at det enkelte fragment står frem med en vis skarphed og prægnans. Ellers kan læseren ikke mærke springet fra det ene fragment til det andet, og teksten bliver i stedet - som hos Andkjær Olsen - en lind strøm. Heller ikke det negative eller kritiske lykkes. For den skeptiske og hektiske fræsen som foregiver at nedbryde konventionerne, er selv en konvention: Andkjær Olsen overtager en række gammelmodernistiske teser om u-autentisk identitet, usammenhængende verden og opløst jeg. Sådanne teser synes for Andkjær Olsen at være ubetvivlelige dogmer, og ikke noget man forholder sig f.eks. eksperimenterende til. Også metabevidstheden turneres trivielt. Sprogrefleksionerne er tunge og uoriginale, og der henvises helt efter bogen til kanoniserede avantgardister som John Cage og Gertrude Stein og til den evindelige Wittgenstein. Det der mangler, er således først og fremmest intensitet, nerve. Trods alle påstande om »panik« og »ild i hjernen«, kan i det mindste denne læser ikke mærke at det brænder på nogle steder. Teksterne er som oftest søgte, udvendige og uden dét personlige særpræg som f.eks. kunne have optrådt i form af prægnante formuleringer, øjenåbnende sproglige billeder eller musikalitet. Den slags finder man ikke hos Andkjær Olsen, hvor det snarere er studentikose manerer, manglende præcision og klodset sprogbrug, der falder i øjnene, f.eks.: »Salomé og den skaldede sangerinde går i parken/ spørgende hinanden til råds om påtagetheden«. Derfor må 'Lulus sange og taler' betegnes som et mislykket eksperiment: Den forsøger at være polyfon, fragmenteret, ironisk og meta-bevidst, men ingen af delene lykkes rigtigt. Dertil kommer at disse stiltræk slet ikke har eksperimentets karakter nu om dage hvor de kan findes i enhver musikvideo eller reklame. En klog mand har i øvrigt sagt at det er meningsløst at udnævne en særlig gruppe af tekster til at være eksperimenterende, eftersom al litteratur - og al kunst i øvrigt - per definition er eksperimenterende: Det er simpelthen et kriterium for at noget kan kaldes kunst. For hvis man omvendt forestiller sig et værk som uden personligt særpræg gentager velkendte temaer og teknikker fra traditionen, og måske oven i købet forfladiger dem, ja, så vil man slet ikke kalde det kunst, men kitsch. I Andkjær Olsens tilfælde: avantgardistisk kitsch.

En spøgefuld profeti (/løgn) går i opfyldelse 14 år efter

Jeg anmelder Prins Henriks nye digtsamling, der indeholder både Prinsens franske originaler og Niels Lyngsøs "gendigtninger",  i onsdagens WA Bøger, og nævner, at Niels Lyngsø anmeldte Per Aage Brandts oversættelse af digtene i Prinsens første bog, Cantabile, 2000, kritisk i Politiken; her er afslutningen på dengangs anmeldelse:

Der er i gendigtningerne talløse eksempler på udeladelser, tilføjelser og forvanskninger. Den generelle tendens er kort sagt en næsten vrængende idyllisering og platificering. Stillejet trækkes fra det højtidelige ned til det kækt dagligsproglige eller pustes op fra en oprindelig nøgternhed til en (ironisk?) overgjort romantisering. Det er kort sagt ikke nogle særligt venlige gendigtninger. Og uanset om Brandt har villet gøre grin med prinsen eller har villet forbedre hans digte, er de danske versioner simpelthen en fornærmelse fordi de lægger sig så demonstrativt langt fra de franske. I øvrigt antyder Brandt at hans gendigtninger ikke er tænkt som danske versioner (hvad de jo burde være), men som selvstændige digte: Han taler i efterskriftet om en »duet« mellem to digtemåder, en »jamsession« mellem to digtere. I både en duet og en jamsession yder de medvirkende hvert deres originale bidrag til et fælles værk. Men en gendigtning er ikke en duet: Der er én som spiller førsteviolin, og det er originalteksten. Det har Brandt ikke respekteret. Og det er synd for prins Henriks charmerende og musikalske vers som desværre kun vil nå danske læsere i en stærkt forvrænget gengivelse.

Sublime le regard
vague et doux qui suit
l'exil attristé de deux yeux
et lance sur le quai d'une gare
vers un amour qui part
le musical adieu
d'une locomotive enfuie

Ophøjet blik,
som ømt forstår
et andets triste nik
imod den banegård

der snart skal svinde hen -
og fra perronens sten
sender en elsket sjæl
et ordløst, brat farvel:

fra damplokomotivet,
hvis kedel koger, klinger
med ét hjertets musik,
et skrig, en sang så skinger
som smerten over livet.

Digteksemplet i anmelderens vejledende og umusikalske rå-oversættelse

Ophøjet er det blik
som svævende og mildt følger
to øjnes bedrøvede eksil
og som på en perron
sender et musikalsk farvel
til en elsket som tager af sted
som et lokomotiv der forsvinde

- få dage efter interviewer Morten Sabroe (!) Brandt, et uddrag:

Du får nogen på frakken af Politikens Niels Lyngsø!
»Det har jeg hørt. Jeg har ikke læst anmeldelsen, men fået den refereret på telefonen. Lyngsø mener, at oversættelsen burde være gjort anderledes. Han har nogle meget originale synspunkter på, hvordan det skulle være. Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«.
Er det rigtigt!!??
»Der er digte, som er på vej til et nyt manuskript, ja«.
Kan man dermed sige, at Lyngsø er en smule inhabil
»Det ved jeg ikke. Jeg tror simpelt hen, at han meget gerne ville have haft opgaven. Det gør ham vel ikke inhabil. Jeg ved ikke, hvor habil han så er Nej, det er meget interessant, det der«.
Det må man sige. Han siger, dine gendigtninger ikke er fordanskninger, men forvanskninger.
 »Ja, det er jo morsomt at sige i en avis. Men jeg tager det ikke så højtideligt og opfatter Lyngsø som min elev fra gamle dage; han prøver, om han lige kan løfte snuden lidt. Han ved ikke specielt meget om, hvad han snakker om«.

Hvilket fører til denne berigtigelse i avisen:

Politiken i går interviewede Morten Sabroe Per Aage Brandt om hans gendigtning af Prins Henriks digte i samlingen 'Cantabile'. I interviewet sagde Per Aage Brandt, at prins Henrik har en ny bog på vej, og at selv samme anmelder, som i Politiken kritiserede Brandts oversættelse, nemlig Niels Lyngsø, skulle oversætte denne nye digtsamling. Per Aage Brandt sagde også, at han mente, at Niels Lyngsø meget gerne selv ville have haft opgaven med at oversætte 'Cantabile'. Og så påstår Per Aage Brandt, at Niels Lyngsø ikke kan fransk. Samtlige påstande afvises kategorisk af Niels Lyngsø, der ikke kom til orde i artiklen. »Det er uden noget som helst hold i virkeligheden, at jeg skulle være i gang med at oversætte en bog af prins Henrik. Jeg har aldrig set andre digte af prinsen end dem, der står i 'Cantabile'. Og jeg har ingen kontakt haft med kongehuset«, siger Niels Lyngsø. (pol)

Hvilket Sabroe fulgte op på med endnu et interview med Brandt:

Universitetslektor Per Aage Brandt, der af Politikens lyrikanmelder Niels Lyngsø fik en hård medfart for sin oversættelse af prins Henriks 'Cantabile', sagde i et interview her i avisen lørdag, at Lyngsø havde et problem, idet han jo selv skulle oversætte prins Henriks næste bog. Dette afviste Lyngsø søndag kategorisk som ren løgn. Vi ringede i går til Per Aage Brandt for at få afklaret, om han havde stukket ikke kun læserne, men også intervieweren, en lodret løgn. 

Du sagde i interviewet: »Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«

»Ja«, forklarer Per Aage Brandt. »Jeg sagde, jeg glæder mig til at se den oversat af Niels Lyngsø, ikke? Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, komma, for der er jo mere på vej, komma, oversat af Niels Lyngsø, punktum. Det der sidste komma, det var en sarkasme«. 

 Så du havde ingen viden om, at Lyngsø var i gang med at oversætte noget af prinsens ...

»Nej, nej«, afbryder Per Aage Brandt. »Men jeg syntes lige i øjeblikket, at det ville være en værdig opgave for ham, siden han nu var så god til at give mig vejledning i, hvordan man foretog den slags ting. Det var mere på den måde. Det var rent drilleri«. 

 Rent drilleri! Så har jeg misforstået det?

 »Nej, det er mig, der ikke har sagt kommaerne højt nok«. 

 Det var en sarkasme, sagt med kommaer?

»Det skulle forstås sådan: Oversat af Niels Lyngsø, siden han jo ved, hvordan man gør dette her. Men nu fik jeg jo at vide i Politikens notits i går, at han havde lært sig fransk, og det glæder mig meget, at han har benyttet weekenden til noget nyttigt«. 

Det var en sarkasme fra din side?

»Selvfølgelig var det det«. 

Det var ikke en anklage mod Lyngsø om, at han var inhabil, nu han selv var på vej med en oversættelse af prinsens digte?

»Nej. I øvrigt ville jeg have modsagt mig selv, for hvis han nu virkelig var oversætter, så skulle han jo kunne fransk, ikke?«.

- Ingen, ved mange Forfatterskoleelever, er perfidere end PAaB, men nogle gange er perfiditeten så speedet, at den springer mellemregningerne over, og bliver uaflæselig. 

Men det er og bliver da MEGET sjovt, at Prinsens næste-næste-næste-næste digtsamling blev oversat af Niels Lyngsø, nøjagtig i hans råoversættelses rimløse stil, n'est ce pas?

Mange censurerede n'er

I Berlingske i dag udtaler Niels Lyngsø, præsenteret som "ven" (og meget smilende på portrætfoto), Maja Schicker Hartnack, præsenteret som "musiker" (hun akkompagnerer digteren i gruppen Glemt Kvarter) og jeg, præsenteret som "kritiker" (og meget surmulende på foto), os om Søren Ulrik Thomsen, under overskriften "Alle veje fører til Thomsen", hvilket nogle veje måske uundgåeligt gør for Lyngsø og mig, men alle veje langt fra gør for nogen af os - og hvad angår yngre generationer er det virkelig få veje til Thomsen, der ikke er for længst er sneet til.

Der er blevet rettet en lille smule i mit gratis bidrag (ligesom "Thomsen-interviewet", jfr. min blæksprutte i WA Bøger i går, skriftlighed forklædt som mundtlighed) til enqueten - bl.a. blev mit n-myldrende udråb fjernet - derfor bringer jeg det her:

-->

Søren Ulrik Thomsen er Danmarks bedst sælgende digter (efter Yahya Hassan naturligvis), fordi han i sine to bestsellere, Det værste og det bedste og Rystet spejl, leverer en slags 80’er-biedermeier, sirligt dybsindig, silende sentimental og nådesløst nostalgisk, der passer perfekt til de dannede mellemlag på 30-60, som finder Benny Andersen for hygsom og Henrik Nordbrandt for knarvorn. Efter rødvinen og den økologiske plankebøf og før kaffen og calvadosen og Deadline 22:30 er der ikke noget bedre end at blive lutret af - det vil sige lune sig ved - taktfast rytmiske konstateringer af, at vi skal dø, men leve først osv. etc. 

  Mange mandlige digterspirer går gennem en 80’er-fase i 2. eller 3. g., kan jeg som redaktør af lyriktidsskriftet Hvedekorn (hvor Thomsen selvfølgelig også debuterede) bevidne, og de får som regel også et høfligt afslag fra redaktøren. Det er en slags poetisk børnesygdom, eller ungdomssløvsind måske snarere, der hos de rigtige talenter hurtigt går over.

  Blandt digtere født i 70’erne, 80’erne og 90’erne (måske lige bortset fra den lysende februar-debutant Signe Gjessing, årgang 1992, der lader 80’er-tidsskriftet Sidegaden være en digt-rekvisit gudhjælpeme) er det særdeles svært at få øje på nogen Thomsen-indflydelse – for dem er sen-80’er-digtere som Morti Vizki og især Pia Juul helt anderledes centrale inspirationskilder.

  For min egen 60’er-fødte generation var der ingen vej udenom at kæmpe for livet med og mod hans indflydelse, og nogle af os har så flere ar på sjælen og i verslinjerne (og anmeldelsesspalterne) end andre. For mig selv har Thomsen været en superskurk, en Lex Luthor eller Zorglub, som jeg har elsket at bekrige og for alt i verden ikke vil undvære. Mit evige, patetiske suk: Det er svært at skændes, når den anden part bare tier ophøjet og vender blikket mod himlen, eller med det gode, danske ord: himler.  

  Og hvad angår lyrisk fromhed foretrækker jeg klart Simon Grotrians kukkede barnetro fremfor Thomsens kokette dogmatik.

  Søren Ulrik Thomsens poesi er værst, når den bliver livsfilosofisk easy listening: ”Selv oldinge føler sig fortabte/ når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne/ og pludselig husker/ at de har mistet deres forældre”. Ja, ja, så sandt, så sannnnnnnnnnnndt …

  Min yndlingsbog af Thomsen er Ukendt under samme måne, fordi den gider flippe bare en smule formelt ud.  Men ellers er Søren Ulrik Thomsens poesi bedst, når han bliver satirisk og sardonisk spids: ”Generel amnesi gælder fra centrum og ud.”

Lyngsø udtaler i sit vidneudsagn:

I dele af forfattermiljøet bliver han af og til udsat for had og hån, og jeg bliver harm, hver gang det sker. Ikke kun, fordi jeg synes, han er en god forfatter, men også fordi han selv er så redelig. Den nylige TV-debat med Sørine Gotfredsen om Lars von Triers »Nymphomaniac« er et godt eksempel på, hvor svalt og respektfuldt han optræder, også over for folk, han er rygende uenig med.

- jeg var også glad for Thomsens Deadline-optræden, men ellers forstår jeg simpelthen ikke, hvad og hvem Lyngsø taler om, hvis han ikke bare taler om mig, der rigtig nok rimeligt vedholdende har både har krtiseret og drillet Thomsen og hans værk gennem 18 år, men ved gud aldrig har hånet eller hadet på ham og det. Hvem ellers kritiserer og driller og hader og håner? Thomas Boberg og især Niels Frank var lige inde over med polemik for en fem års tid siden, men hvem ellers (og jeg ved sgu ikke om tavshed er specielt redeligt eller respektfuldt)?

Der er den mindste kritik i Olga Ravns store Politiken-anmeldelse af Samlede Thomsen - af den dovne/trætte repetition i Rystet spejl og over-argumentationen i poetikker og essays - men konklusionen (på poesi-delen af anmeldelsen) er rent ophøjende:

Alligevel, når man sidder tilbage efter at have læst de samlede digte, er der noget usvigeligt over værket, og jeg tror, at der blandt disse tekster findes digte, som vil blive læst om 100 år.

Ja, af teenagere, der bliver tvunget eller ikke ved bedre - og old-hipstere. Men sikke dog et trist moralsk og fascistoidt adjektiv "usvigeligt" er: Denne poesi svigter ikke sin strenge disciplinering af sig selv - er det virkelig den højeste, kanoniserende poesi-ros, forfatteren til Jeg æder mig selv som lyng kan komme på?

Thomsen er verden for lutter tung.

Y-nyt, poetisk (omsider) og biografistisk

Min gamle anmelder-antipode Niels Lyngsøs læser i en blogpost på sin hjemme Yahya Hassans debutbog Yahya Hassan skaprt og klart og grundigt som POESI, det er velgørende læsnings-læsning, her er autoritativt den oplagte Broby-jævnføring:

I forsommeren 1922 boede digteren Rudolf Broby-Johansen (1900-1987) nogle måneder i Berlin og oplevede et samfund der var i opløsning efter Første Verdenskrig og præget af en social elendighed og en menneskelig afstumpethed han ikke havde troet var mulig. Han var dybt chokeret og forarget over det han oplevede, og skrev på stedet en af de mest brutale digtsamlinger i dansk litteratur, nemlig Blod, der havde undertitlen ”Expressionære Digte”. Den var skrevet med VERSALER i et på en gang sprængt og kompakt formsprog og blev en inspiration for blandt andre Michael Strunge, ikke mindst for hans tidlige punkdigte SKRIGERNE!, der ligeledes er skrevet med højtråbende VERSALER og en glødende indignation som brændstof. En sammenligning: ”ROVPELS I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL,” skriver Hassan. ”DRUKKEN RÆBER (MUND: SORT HUL I GRØNLIGT FJÆS),” skriver Broby. Der er mange tilsvarende stilistiske paralleller. Hassans indædte indignation gælder ikke Weimarrepublikkens Berlin, men indvandrerghettoerne i dagens Danmark. Hos både Broby og Hassan skildres vold og overgreb i en telegramstil der besvarer den korporlige brutalitet med en sproglig brutalitet: ingen forklaringer, ingen floromvundne omskrivninger og ingen pueril udpensling af splatterdetaljer – just the facts, billeder der mejsles med tørre korte hug.

(men det må vist være på tide at skyde den gode historie, fra det første Politken-interview, om, at Gyldendal(s redaktør) insisterede på, at bogen skulle hedde "Ghettodigte", ned - "Ghettodigte" var Yahyas egen oprindelige titel på manuskriptet, som undervejs i redaktionsprocessen (fornuftigt nok) blev droppet til fordel for navn-som-titel-titlen - fortæller redaktøren Blogdahl og tilføjer: "Jeg har også talt med Y om det og han siger han blev fejlciteret")

Det modsatte af Lyngsøs poesi-læsning kunne være Mohammad Sabahs såkaldte "debatindlæg"  - på politiken.dk, hvor Yahyas far kommer til orde - Katrine Yde karakteriserer meget pærcist den mærkelig tekst i en FB-linkning: "Sådan! Politiken har omsider valgt at implodere sig selv med den mest groteske genrefusion, jeg nogensinde har læst, generelt, og af debat og interview og litterær virkelighedskontrakt-graverjournalistik. Helt unikt whatthefuckwthatthefuckw..." (Yahya har selv linket med de lakoniske ord: "min fars version"). Faren præsenterer denne originale bevisførelse for, at hans søn ikke er blevet slået - synderligt: 

»Jeg har som enhver anden forælder mine regler. Eksempelvis at man skal være hjemme før solnedgang«, siger SH. »Yahya er typen, som kan lide at provokere, drille og svare igen. Han havde ingen respekt for mig, og hvis jeg slog ham og skadede ham, som han påstår, så vil han ikke gøre, som han gør«. SH når ikke at tale færdig, før mit spørgsmål lyder, hvad gjorde han da?
»Han kunne finde på at tage tastaturtasterne ud og begynde at brænde dem. Er det en person, der frygter mine slag? Han kunne finde på at sætte ild til vægge eller kaste ting efter forbipasserende«, afslutter han.

Når han fremturer i at opføre sig dårligt, er han ikke blevet banket grundigt nok til at udvise respekt og nære frygt! Når han kan skrive digtsamling om at have fået tærsk, kan han ikke have fået tærsk! Men heldigvis er det ikke sandt, at alle ofre pinedød holder deres kæft. Og det sker, at det er med et betydelig talent, at de ikke holder deres kæft, så læsere ikke lige med det samme glemmer de overgreb, der ikke bliver holdt kæft med. 

Træls trold

stor
ALVOR
er
tørlagt
ELVER

Rettelse 2: 95 - ikke 80 - % fantasiforladt

er sexakt-reportagerne i Niels Lyngsøs Fremmed under samme hud - bornert havde jeg læst de digte, hvor mænd og kvinder i 3. person indgik sammen med jeget og duet (og duet og jeget) som fantasier, citat fra anmeldelsen:

... kun i få tilfælde står det ikke pædagogisk klokkeklart, hvad der præcist foregår - og ikke foregår: hvad der i stedet fantaseres - hvad hvem gør med hvem hvordan.
 
men ifølge interviewet i WA Bøger i går med Niels Lyngsøs og hans kone, billedkunstner og forfatter Iben Mondrup, indgår der jævnligt andre mænd og kvinder i deres sexakter, hvilket jo ikke betyder at digtene er reportager fra disse sexakter, men i blot at de pågældende digte ik digterens egen sexuelle optik, eller hvad man skal kalde det, IKKE er urealistiske/imaginære:

Iben Mondrup: »Altså jeg vil ikke have et frit forhold med Niels. Vi hører sammen! Men vi har samtidig indrettet os sådan, at vi kan gøre nogle ting sammen i et andet regi.« Niels Lyngsø: »Og igen, dette er IKKE et kønspolitisk statement, men vi går af og til i seng med andre mennesker, men vi gør det sammen. Vi kan godt finde på at nakke en eller anden mand eller kvinde og slæbe dem med hjem.« Iben Mondrup: »Eller blive nakket. Vi har oplevet meget seksuelt påtrængende kvinder.« 

(engang skældte Lyngsø mig ud for, at have udstyret en anmeldelse af Nicolaj Stochholm, med en overskrift, jeg siden har haft det pænt dårligt med: "Nik, Nik, nak den nikkedukke" (selvom jeg for søren ikke mente, at Nicolaj skulle elimineres, kun hans indre 80'er-digteriske nikkedukke) - med den (for mig) nye swinger-lingo-betydning af nakke, bliver det en anderledes kærlig overskrift: Tag Nicolaj med hjem i dobbeltsengen, læserpar!)

Grovfoderdag på Lyngsø Søndergaard/ Late Night Ølgod samles på Torvet

- engang indspillede de plade og redigerede encyklopædi sammen ... nu lægger de navn til en gård ved Nibe, bestyret af et kulturradikalt spøgelse!

(fra Landbrug Nord)
  

ARRANGEMENT

Tirsdag den 14. maj inviterer Agri Nord til grovfoderdag ved Margit og Poul Henningsen, Lyngsø Søndergaard ved Nibe. Margit og Poul Henningsen har været en af fire bedrifter, om har været med i projektet Grovfoderskolen, hvor der er sat fokus på grovfoderproduktionen. Grovfoderdagen vil blandt andet sætte fokus på grovfoderproduktionen 2012, fremstillingspriser, maskinøkonomi og KPO, som værktøj til benchmarking. Margit og Poul Henningsen har 300 køer, fire robotter, staldforsuring, skruepresser til fiber og meget mere. Arrangementet finder sted fra klokken 11.00 til 14.00.

Imens er Lyngsøs erotiske-elektroniske oplæsningsturné nået til Ølgod:

(fra Veskysten)

I knap 15 år har Ølgod Håndværker-& Handelstandsforen og PLUS-butikker stået bag Late Night. Tre gang om året, og folk strømemde i går til Torvet for at nyde det gode vejr, da årets første Late Nigth med underholdning og lang åbningstid blev afviklet. Byudviklingschef Erik Buhl Nielsen fortæller, at de hvert år spørger sig selv. Skal vi fortsætte? - Vi holder fast i det. Det er også med til at profilere byen, siger Erik Buhl Nielsen. I aftes var der satset på lokal underholdning.Blandt andet gav både folkedansere og gymnaster fra ØGU opvisning, ligesom amatørteatret Drabanterne underholdt i byens gader. Det mere eksotiske indslag stod multietnisk forening for, da medlemmerne svingede hofterne i salsadans. Det musikalske indslag blev leveret af Sjørvad, Møller og Lyngsø.

Fetichistiske fodnoter

til min WA-anmeldelse af Niels Lyngsøs Fremmed under samme hud, der blev noget kort og sammebidt (pga. krav om 500 ord):

Jeg har samlet to danske, erotiske poesi-kanoner, Prime Time og Late Night, der bekræfter min regel, formuleret i anmeldelsen, om, at gode erotiske digte helst er korte (det citerede Sonne-digt er med på Prime Time-kanon), et af de længste, på Late Night-kanon, er ligesom Lyngsøs også en art sexakt-reportage og derfor umiddelbart sammenligning, nemlig Jeppe Aakjærs apokryfe, fire strofer lange og titelløse digt, her anden strofe:

Jens Pæsen han vender sindigt sin Skraa/ og gi'r hendes Mødom dens Bane,/ saa muler han langsomt og sindigt paa,/ som det jo er Bøndernes Vane./ Støt vipper hans Buksebag op og ned,/ medens Bølgerne klukker ved Aaens Bred,/ og Maren stønner: "Bliv ved, bliv ved,/ for Jøsses Kors hvor det kilder".

Væsentlige årsager til kvalitetsforskellen mellem Aakjær og Lyngsø er naturligvis humoren og upyntetheden (også Jokeren og Den Gale Poses "Flere Ho's", også med på Late Night-kanon, er et erotisk langdigt, men ikke en/1 sexakt-reportage (snarere en sexakt-montage), og også et humoristisk, erotisk langdigt).

I Lyngsøs påvirknings-noter til sin bog på hjemmesiden nævner han en passant Søren Ulrik Thomsens digt, på Late Night-kanon, "Sol Opgang":

· Titlen ‘Fremmed under samme hud’ er beslægtet med en Søren Ulrik Thomsen-titel, nemlig ‘Ukendt under den samme måne’ (1982), og det slægtskab er jeg glad for, blandt andet fordi den bog rummer det herlige urinsexdigt ‘Sol Opgang’.

Som jeg modsat Lyngsø gerne citerer:

Kussens og røvehullets omvendte søer
skyller glinsende over min hud
hårene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
               én gang til!
               én gang til!
aldrig før blev jeg slynget så højt
gennem roterende indsøers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skrævende skyer.

Selvom digtet i sit - ordknappe og (derfor) vellykkede - mix af højstemt esktase og pornografisk eksplicitet ligner den absolut centraleste inspiration for Lyngsøs egne erotiske digte (ikke bare i denne bog, men også den forrige digtbog, 39 digte til det brændende bibliotek) (ligesom notemageriet i sig selv er højst Thomsensk) - og for at tydelgegøre eller måske sløre (ved at decentralisere) inspirationen inkluderer Lyngsø et urinsexdigt af egen tilvirkning (som jeg ikke orker citere her), så har statsanerkendt, dansk poesi mindst 2!

Anderledes partikulært inspireret er bogen af et langdigt af Per Højholt (ikke på mine kanoner, hvor der sgu da burde være et Højholt-digt, fx "Lynet slår ned i en taxa": "Lynet slår ned i en taxa: hej, Benjamin, så kører vi!/ gud faaaader i skuret sikken en bryllupsnat! tænk dig/ hun fangede mig i en bordplade og hurtigste udvej gik/ jo via bordbenet, men 6512 ord er et seriøst handicap/ så det flækkede og nu er jeg på den: tilb tilbage til/ museet, Benjamin, gid fanden havde Misse Thunderbolt"):

Slår flapperne ud kunne næppe være skrevet uden Per Højholts forrygende metadigte fra tresserne og halvfjerdserne – digte som beskriver en proces de samtidig selv udfolder, for eksempel ‘var resten’ fra ’Groteskens område’ (1978), som begynder sådan her: ’til resten voksede ud og bulede og sprang op og foldede sig til alle sider og grenede sig opad og udad uden at standse voksede den og faldt ud og hen og kæntrede og groede henad og ned og gik voksende i stå: for mange grene, for mange veje for et mylder, så den faldt hen og ned og lukkede sig myldrende bag en rest, som begyndte at vokse, uden varsel’ og således videre 2-3 sider endnu. Højholt har fortalt (citeret efter hukommelsen) at han engang fik en henvendelse fra en læser der havde læst det netop citerede digt. ‘Det tager på mig alle vegne,’ sagde hun ifølge Højholt. Et digt kan nemlig sagtens være sexet uden at handle om sex (og omvendt bliver det selvsagt ikke automatisk frækt bare fordi der står pik og kusse i det).

Ja! Og derfor, fordi det ikke er sex(akt)eksplicit, er det et vellykket erotisk langdigt. "Slå flapperne ud", der modsat de øvrige digte ikke (med du- og jeg-ombytning) gentager sig selv ord til andet, hører til de (2) mere vellykkede i Lyngsøs bog, fordi det opløser sexakt-reportagen til et mere autonomt-barokt knopskydende rum - det andet mere vellykkede digt, hvis to versioner stik modsat er helt identiske, er "Det den kan", som har et kortfattet, reelt sjovt (og enkelt, upyntet) sjov med det bestemte pronomen 'den', med OK Leth-link:

jeg har den . du vil ha den . jeg har den . og du tar den nej . jeg gir dig den . du får . lov til at bruge den . det er mig der bestyrer den . men jeg er generøs . den er klar til dig jeg . vil ta dig så dybt . jeg ved den gir dig . det du vil ha . jeg ejer dig nu . for jeg får dig . når jeg bruger den . til at ta dig . jeg gir dig . den ja jeg har dig . fordi du tar den . du indtar den . det er din ret . og du tar den . fordi du kan li det . fordi jeg kan li . du tar den og . fordi du kan li . jeg kan li . du er vild med . det den kan

Og lad os slutte på DEN positive note.

Deroute-bund-3 (/4)

Katastrofalest (for mig) først (forfatterskaber jeg har fulgt/anmeldt fra starten af):

1. Katrine Marie Guldager

(fordi derouten først satte ind (med Kilimanjaro (København, bogen før (som jeg Kritikerpristalte for) bliver, i tilbageblik, fremragende i clashet mellem unge, splintrede Katrine og modne, opbyggelige Guldager)) efter FLERE fremragende og både i sig selv og for mig vigtige bøger - og fordi, patetisk nok, jeg vældig godt kunne lide hende som person)

2. Jan Sonnergaard

(her satte derouten ind allerede efter første fremragende og vigtige (men for mig mere overrumplende end vigtige) bog, anden bog var halv deroute, tredje bog trekvart, fjerde bog komplet, femte bog (den nye) overkomplet)

3. Niels Lyngsø

(fordi jeg mere var køligt imponeret af de første bøger - og deres generationelle originalitet/uniformitet - end egentlig begejstret (og genuint glad for osmose-romanen som konsekvent kuriøsitet (= mini-monstrøsitet)), og min afsmag fra og med Force Majeure har været en afsmag for akkurat den humorforladte (også og især, når han selv, fx i rapperiet, tror, han er en stor humorist) anstrengthed, der imponerede mig i første omgang, men som uden generationalitetens stråleglans bare er - træls)

(4. Søren Ulrik Thomsen (som jeg roste i starten (der ikke var hans start) fordi jeg i starten (min start) var en uærlig duks - men han er sgu også, siden Ukendt under samme måne vs. Nye digte (der måske er stærkest som kontrastrigt dobbeltværk, tænker jeg lige nu), blevet stadig mere uspændende)

Unostalgisk kollegagensyn (helt minus gags!)

Faldt lige over en Niels Lyngsø-anmeldelse, af Vibeke Henningsens debut Universet er kærligt, 2000, og hold kæft, hvor er det bare insisterende kedsommeligt (første linje: "Vibeke Henningsen (f. 1954) debuterer med en samling digte som bevæger sig fra en erfaring af tab og afsked frem mod en forsoning med sorgen og en tøvende, men kærlig venden tilbage til livet.") og trælst korreksende (denne uddybning af anken over "nogle mislykkede formuleringer og enkelte småfejl" fylder over en fjerdedel af anmeldelsen: "Der er et for konstrueret præg over nydannelser som 'indsondrer', 'indkrystalliseret' og 'ovenlysbelyst' [sgu da et fint ord! LB]. Og der er et par uheldige formuleringer, f.eks. "siddende ved et bord i byen Rom/ kan deres blikke ikke længere ses". Her er ordet 'byen' unødvendigt og bliver næsten ufrivilligt komisk. Og det er vel næppe blikkene som sidder ved et bord; snarere er der tale om en klassisk syntaksfejl af typen "højgravid så han sin kone komme ind ad døren"" - Erik Skyum havde også en periode, på ca. samme tidspunkt, hvor de røde streger (især hos H.O. Jørgensen) fyldte uforholdsmæssigt meget, men kom dog over det; anmeldere skal ikke være vrantne dansklærere). Jeg ved virkelig ikke, om Lyngsøs afløser Mikkel Brunn Zangenberg med sin kælne, forlorne patroniseren og rådvilde, kanontunge namedropping er en bedre anmelder - han har lige så dårlig sans og gehør for litterær kvalitet - men alligevel er jeg taknemlig for, at det kommende års nye bøger og ikke mindst NYE DIGTERE (legendarisk er jo Lyngsøs nedsabling af Ursula Andkjærs debut, også fra 2000) ikke skal udsættes for dette særlige dødbideri (selvom man aldrig skal forsværge muligheden for et comeback; på Politiken mener man åbenbart, at godt nyt, i hvert fald hvad litteraturredaktionen angår, er gammelt Politiken-nyt, den nye/gamle redaktør Jes Stein har netop genhyret den gamle medarbejder Niels Barfoed - GYS (ikke over Barfoed, ham er jeg fan af (og jeg savner ham allerede som WA-kollega)) men over the return of Lyngsø))!