Viser opslag med etiketten Gitte Broeng. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gitte Broeng. Vis alle opslag

tirsdag den 7. august 2018

BET-KOMPOSITION

Se. hvor smukt Bet-inventaret står opstillet hjemme hos Bet-vinder 2018 Gitte Broeng, helt Sergeant Pepper-agtigt:




lørdag den 23. juni 2018

Før paperbacken KOMMER PERLEPLADEUDGAVEN

Bet-vinder Gitte skriver på Instagram/Facebook:

En ekstra fornøjelig ting ved faktisk at vinde Bukdahls Bet er de uhørt mange og festlige gaver, der følger med. Perlepladen, som Cecilie Lind havde lavet, var den fineste.

 

torsdag den 21. juni 2018

BETTALE PÅ FILM

(filmet af Jens B, teksten kan læses i WA Bøger fredag)

onsdag den 20. juni 2018

BET-VINDER 2018 : GITTE BROENG













































(fotos fra ceremonien tirsdag eftermiddag: Jens B & Cecilie L
- på billede 2 ses foruden Bet-vinderen Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller (medansvarlig for vinderværkets design), begge tidligere Bet-nominerede)

FOR HENDES BOGSTAVFLYVENDE HØRESPIL

OLIEKRISEN
 
- kan bestilles fra forlaget * (Asterisk) HER 

 Billedresultat for broeng oliekrisen

(pristale, Bet-inventarium, billedreportagei i WA Bøger fredag)

tirsdag den 11. april 2017

Illustration til Laugesens læserbrev

i blogposten nedenfor - publiceret af Gitte Broeng på FB med underteksten "POSTNORD":


- og så fandt jeg på dette kampråb:

MINDRE KASSETÆNKNING -
MERE POSTKASSETÆNKNING!

tirsdag den 8. marts 2016

Telefonistinder, foren eder!

2 billeder fra Gitte Frk. Klokken Broengs Facebookside, det sidste med undertekst:



I går læste jeg op af Frøken Klokken til 'Kvindestemmer' på Jazzhouse (i Kvindernes Bygning fra 1935). Backstage var der et smukt, gammelt KTAS-skab. Og snart er det d. 8. marts DUT

torsdag den 24. december 2015

Nå ja, WA-pris (mens vi venter)!

Stem på stentavle - skal hugges ud af avisen - på enten

Hanne Højgaard Viemoses MADO

eller

Dorrit Willumsens Nær og fjern (kunne pludselige ikke huske titlen, Hus og hjem, Ny og næ, Her og dér, Nu og da ...)

eller 

Gitte Broengs Frøken Klokken

- MADO er jo aldrig færdig; her er dagens kapitel, endnu et Island-et:

Hanne Højgaard Viemose added a new photo.
1 hr · iOS ·
Nå, sne og blæst i Reykjavik, forleden spiste vi rådden gæret rokke (skade), ringede siden til politiet og givet et signalement af Lille Bløde som forsvandt i lufthavnen, B fik tlf da politiet ville vide hvordan den så ud: den hedder Lille Bløde, den er ikke lille, Dagurs hedder ikke Lille Bløde, engang vi havde lus sendte vi den til Grønland, det er ikke en isbjørn, det er LilleBløde 3, men det er Dagurs, det er min lillebror, han er tre år, nogle gange niver han, blablabla, Pabbi, hvordan siger man st Kongensgade på islandsk? Pabbi, politimanden vil gerne sige noget til dig! S har fyldt mit skab med tøj han har fundet på et byttemarked, Idag går jeg rundt i røde levis jeans og en glitrende t-shirt hvorpå der står: My boyfrind is a teenage Ware Woolf, jeg har gået rundt og købt julegaver i snevejret, og en lyserød strikketrøje str nyfødt (sig straks til hvis I kender nogen der vil ha den!), nu ser jeg Trouble in Paradise og spiser frysepizza, snart vil jeg gå på Baronstígur og sidde i bassinerne på taget i min nye badedragt med åben ryg og leopardflæser, hva laver I, har I det godt, har I fundet julekuglerne frem? GLÆDELIG JUL!!

tirsdag den 3. november 2015

Blade og b l a d e og BLADE

Jeg stod i aftes inden oplæsningen henne ved Hvedekorns arkivskuffe, og forlagschefen meddelte mig fra den anden ende af lokalet, at der var en bunke blade til mig. Jeg tænkte straks på efterårsblade, som vi havde vadet igennem en hel masse af i Charlottenlund få timer før, men det var selvfølgelig eksemplarer af BLADET, Hvedekorn, han talte om, som nemlig var ankommet fra trykkeriet samme dag og som på en del af forsiden, pige nr. 2nærmere bestemt  (se blogpost nedenfor), og på RYGGEN (den vildeste ryg i samtlige de næsten 8 år, jeg og Christian Vind har være redaktører) er akkurat krast efterårsgult. Og så forærede oplæser og bidragyder Gitte Broeng mig det fikse, håndsyede katalog til den af hende kuraterede udstilling Korrespondance i Galleri Imgae i Aarhus med bidrag af Amalie Smith (der midt mellem min blogpost om hendes stjernedryspris og denne post er fyldt 30, TILLYKKE!), Audun Mortensen, Ann Cotten, Victoria Durnak og Christian Yde Frostholm og et omslag ved sidstnævnte CYF med 4 BLADE i en åben bog; CYF's bidrag indeni handler sørme også om BLADE og det læste jeg på vej hjem fra oplæsningen. "Dagbog af mine blade" er titlen, de er angiveligt (!?) og vildt forhåbentligt et uddrag af et større værk, Urban Botanics, der skal udkomme i år (!?), endnu et byvandrende værk åbenbart, nu naturcentreret , her de sidste 4 tekster:

"Den urbane botaniker er for synlig til at kunne kaldes flanør. Han bevæger sig for langsomt og for nærsynet, og hans undersøgelser er for iøjnefaldende. selv de gale glor efter ham.

Nu finder jeg vej tilbage ved hjælp af træerne. Træerne som jeg kender, og træerne jeg endnu ikke har lært at kende: Pladsen med appelsinerne, avenuen med poplerne, lyskrydset med det, som ikke kan være en løn, men har dens vingede frugter.

Bladene ser efter mig, da jeg går ned i metroen. der ligger et helt frisk et fra en poppel på en hvid serviet på et trin.

Uden blade er træet mere præcist"



- CYF-foto fra udstillingsstedet

BLADR MIG BLØD OG BLID I BOLDEN!

torsdag den 28. maj 2015

Sammenfald til tiden

I går sad vi af gode grunde på D'Angleterre og drak champagne

og i dag læser jeg følgende i et interview med (oprindeligt ålborgensiske) Gitte Broeng i Nordjyske:

"Den 19-årige telefonistinde, Anna Edith Sommer-Jensen lagde stemme til den første Frøken Klokken, oprettet 1939, døde i 2008. Senere skulle Anna Sommer-Jensen angiveligt vække stor opmærksomhed ved at køre rundt i sin vinrøde Buick-sportsvogn, og hun arbejdede efter sigende om sommeren på d'Angleterre, hvor hun fungerede som en lokal frøken Klokken, så gæsterne altid kunne få oplyst det korrekte klokkeslæt, live."

- vi savnede hende stærkt ved midnat uden at vide det

søndag den 10. maj 2015

Navngivet, illustreret bonusinfo om Frøken Klokken

I Gitte Broengs roman Frøken Klokken kaldes Frøken Klokken bare Frøken Klokken -

her AFSLØRER Blogdahl hendes virkelige navn og åsyn, i et klip fra Post og Tele-Museets hjemmeside:

Sverige blev maskinen kaldt frøken Ur, og det var også det navn, de danske medier benyttede om KTAS’ nye teknologiske vidunder. KTAS kaldte derimod maskinen for Klokken, slet og ret, men i daglig tale blev det hurtigt til frøken Klokken.
 
Se Aftenbladets artikel fra 4. februar 1939 her. 

Da servicen blev lanceret, var det intet mindre end en revolution! Folk var ganske enkelt helt vilde med frøken Klokken. Alene på det første døgn ringede mere end 50.000 mennesker for at høre, hvad klokken var, og på det første år blev der ringet 11.6 millioner gange til den telefoniske ur-tjeneste. Det hjalp også på udbredelsen, at Statsradiofonien (nuværende DR, red.), som tidligere havde markeret, at klokken var 19.00 ved hjælp af morselyde, gik over til at benytte frøken Klokken. 


For at sikre sig, at frk. Klokkens stemme var tilpas mild og rutineret, blev hun rekrutteret blandt KTAS’ populære telefonistinder. I starten blev hendes navn hemmeligholdt. Kontorchef Poul Borberg forklarede, hvorfor det var nødvendigt:

”Hvis nu den unge dame hedder Frøken Jul (det gør hun nu ikke), saa er det ganske afgjort givet, at Telefonabonnenterne i Løbet af ganske kort Tid vil bede om at tale med Frøken ”Juleklokken” (!) – hedder hun Frøken Paaske, saa beder Abonnenterne blot om at faa at vide, hvad Paasketiden er, og den gaar ikke!” (Berlingske Aftenavis 3.2.1939).

Da den unge telefonistindes navn et par år senere slap ud, gav Borbergs lidt dunkle udtalelser bedre mening. Det viste sig, at den unge pige hed Anna Edith Sommer-Jensen. 

Den perfekte boggave til Mette Høeg

er Gitte Broengs nye roman Frøken Klokken, som jeg anmelder pænt overstrømmende i WA Bøger på onsdag, hvor forfatteren også interviewes -

bortset LIGE fra, at forfatteren, som navnet antyder, er kvinde

MEN

romanen er mildt, men ikke insisterende velskrevet, stilen forsøger af alle kræfter at holde sig nøgtern og rationel

ingen fragmentering af fortællingen forsøges, bortset fra en række ikke-forvirrende flashbacks - tidens og rummets enhed overholdes strengt (bortset fra de flashbacks): i og lige udenfor et optagestudie, fra 10:15 til ca. 14:30 samme dag

romanen er en realistisk fiktion bygget på en virkelig, historisk begivenhed:
optagelserne til Frøken Klokken i 1939

intet privat og følelsesfuldt navlepilleri foretages fra forfatterens side:
hovedpersonerne er en ung telefonistinde, Frøken Klokken, og to midaldrende ingeniører (særdeles mandlig/maskulint erhverv), en Tidskontrollant og en Telefoningeniør - de har meget lidt til fælles (bortset fra telefonistindens køn og ingeniørernes alder) med forfatteren, født 1973, cand. mag i  litteraturhistorie og billedanalyse

altså: 2 mænd vs. 1 kvinde (hvad angår bipersonerne er forholdet cirka det samme, en tredjedel kvinder, to tredjdedele mænd) - og mændene taler hver for sig langt mere end kvinden gør

vi får meget lidt at vide om personernes privatliv og opvækst

locationen er mandlig/maskulint:
teleteknikvirksomheden L.M. Ericsson i Stochholm

stoffet/emnet er mandligt/maskulint:
telefoni, mekanik, ingeniørkunst - masser af strengt leksikalsk info om disse sager formidles

kønsrollerne er præ-Mad Men-traditionelle, underdanighed/timiditet vs. patronisering/galanteri, og problematiseres aldrig eksplicit af fortæller eller personer - ingen muslimer eller ikke-hvide eller jøder eller (vedkendt) homoseksuelle eller handicappede eller dværge eller adoptanter eller repræsentanter for andre minoritetsgrupper medvirker

- lad en ekspres-air mail med bogen indeni afgå sporenstregs til Californien, så hun trygt læsende kan falde lidt ned, scholaren

onsdag den 22. april 2015

Store titelløfter x 3

(ankommer den næste måneds tid)

Gitte Broeng: Frøken Klokken (roman)

Signe Gjessing: Blaffende rum nænnende alt (poesi)

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj (poesi)

(og selvfølgelig glæder jeg mig SINDSSYGT til Harald Voetmanns himmel & helvede-roman Syner og fristelser, men her er titlen helt bevidst nøgternt underspillet (det er den jo på en måde også hos Broeng, det er bare sådan en fantastisk og selvfølgelig titel på (og HOVEDPERSON i) en ROMAN) - Liv Sejrbo Lidegaards debutsamling Fælleden er ganske givet værd at vente på også, men sikke dog en flad titel altså (= et uformeligt, kikset 70'er-Gy-tidsskrift jo rent faktisk)

lørdag den 7. marts 2015

Bedste mellemlagsforfatter

Jeg stjæler en opdatering og et par kommentarer: 
Hvis litteraturens nye prisfest, Blixenprisen, får kategorier som “bedste kostumer”, “bedste performance af en kvindelig forfatter”, “bedste performance af en mandlig forfatter”, begynder det at ligne en fest. I den mere seriøse ende kunne jeg forestille mig kategorier som “bedste indie-udgivelse”, “bedste mellemlagsforfatter”, “bedste forfatter udenfor kategori”. Forslagene er hermed givet videre.

tirsdag den 9. september 2014

3 ikariske opdateringer (næsten i formation)

De bedste metaforer er dem, der ikke ved, at de skal op at flyve.

Jeg skal prøve om jeg kan hoppe ud fra toppen af side 60

Aarhus skylinje

onsdag den 19. marts 2014

En lost lynbunke

På grund af noget mix-up, der vist er mit ansvar blev to af hæfterne i nedenstående groft ordknappe anmeldelse, skrevet for nogle uge siden, anmeldt i WA Bøger i fredags af en anden end mig, så nu bringer jeg anmeldelsen her i stedet:

-->
SPRINTPOESI Kærlighedsdigtningen bliver kortere og hurtigere og vittigere, hvert hjerteslag er et wannabe-trendende tweet

Når hjerte rimer på P-tærte

Catherine Francois: Efter vi har klædt hinanden af, 52 sider. Anne Mari Borchert: Please Enjoy My Woods. 50 sider.  Tilsammen 170 kr. Begge forlaget Blarp. Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love. 16 sider, ingen pris. AFV Press. Gitte Broeng: Croquis. 21 sider. Ingen pris. Flamme Forlag

Af Lars Bukdahl

4 hurtige, vittige, poetiske hæfter. To er udkommer på det nye forlag Blarp og kan kun købes samlet, som tvillinge-hittebørn. De to andre er udkommet på to norske forlag, men kun det ene er oversat til norsk. Tre af digterne er (hæfte)debutanter, den fjerde er old-debutant fra 2006. Tre af hæfterne handler om kærlighed, den fjerde handler om hvad det skal være, herunder kærlighed.
  Lad os starte med det ene Blarp-hæfte, Efter vi har klædt hinanden af af Catherine Francois, der har et fransk navn, men skriver på dansk. Det er små, skiftevis abrupt cool og følsomt akavede digte om en kærlighed in action: Jeg klart bedst lide de cool digte, men jeg kan måske allerbedst lide de på samme tid cool og akavede; et effektivt, køligt trick, lånt fra sociale medier, er kortlister:
  ”Huden på din hals er rød og udspændt/ DU kaster hovedet bagover i en vild bevægelse// Jeg vrider mig indeni lagenet/ for ikke at spørge/betyder det:// 1. væmmelse, 2. Okay, 3. Okay så”
  Tine Høeg skriver endnu Twitter-kortere i sit dansksprogede, norske hæfte Hej Sol Fuck Love og skriver i og om tiden efter et kærlighedsbrud. Det er fermere digte end Francois, men de lader også en mere lunken, fordi de hver gang er, ikke en vits, men en punchline bare, en sød, letbitter én. Jeg savner skævhed og dirren i attakket. Visse af ”Rebound”-portrætterne har en god overfladeskarphed:
  ”jeg går i seng med en person jeg kender fra/ gamle dage,/ det føles trygt. Svanerne i kanalen/ har fået nye unger, fortæller han. Pakistaneren/ står stadig foran kiosken.”
  Anne Mari Borcherts Blarp-hæfte Please Enjoy My Woods er et vellykket eksperimentarium udi kunsten at Google-søge og -oversætte sig frem til poesi. Ingen egenlinjer, kun stjålne linjer, vendt og drejet, omvendt og fordrejet. Det lyder maskinelt på en sært varsom og forfinet facon. Her et mini-digt med direkte net-link:
    ”GOOGLE/ må jeg få dit nummer?/ Må jeg kondolere?/ Må jeg streame det?”
  Endelig er veteranen Gitte Broengs Croquis, fornorsket af prosa-stjernen Trude Marstein, en samling prosastykker, for store til Twitter, for små til en blog, om et gammelt forhold til en meget norsk nordmand, Gudmund. Et virkelig groft trick her er Wikipedia-info i tide og utide, men det virker sørme. Ironi og ømhed mødes og bliver humor, og så bliver kærlighedsdigtning ikke finere:
  ”Hvordan Gudmund føltes? Jeg kan begynne med norsk granitt, men faktisk var han mindre grov. Marmor fra Carrara er en mulighet. Sandstein en annen. Men tre kommer nærmere. Spissløn (Acer platanoides) kanskje mest. På engelsk heter treet Norway Marple. Den lyse ensartede verden har ingen kjerne, men er sterk og hard. Derfor bruges den til finere ting som fagotter og skulpturer.”

mandag den 10. juni 2013

Orange Crash, Orange True

TENDENS blandt indie-udgivelser! De er orange!






søndag den 9. juni 2013

Gittes dialoger

Tillykke til den undertippede og (/ fordi) underfundigt trippende digter Gitte Broeng, der fylder 40 i dag. To småbøger, Interiør og Planetbyen (Bet-kandidat sidste år, det er snart Bet-tid igen!), men dertil kommer en håndfuld insisterende karakterfulde tidsskriftsbidrag, ikke mindst til Pist Protta, der har lige så meget værk-karakter - seneste nyt: i  Pist Protta 71 havde hun teksten "Da Capo", med, genrebetegnelse: "Fragmenter af en nøgleroman", om to ret ens(lydende) afrejser fra Kastrup med redaktionen af Pist Protta, en kærlig autofiktions-parodi, og så er der den virkelig excentriske gammeldansk-pastiche i kataloget At samle en samling, som jeg burde have liggende i bogbunkerne, men er ude af stand til at finde, og nu endnu en lillebog, Croquis, små encyklopædisk forskruede erindrings-noter om en norsk kæreste ved navn Gudmund, udgivet af det norske Flamme Forlag og oversat til norsk af den norske forfatter Trude Marstein, konceptet er med andre ord: Norsk, fjeld-finurligt af første klasse:

Men Gudmund var kjøttspiser. Selv om det virket som han foretrakk bær og urter, som en bjørn. Dagens første måltid besto gjerne av blåbæryoghurt og knekkebrød med urtekrem. Bjørnen sover hele vinteren. Gudmund nøyde seg med å sove bort halve dagen. Innimellom våkner bjørnen opp fra vintersøvnen. Særligt ved høye lyder. Om Gudmund spiste med mye lyd, husker jeg ikke. Men man kan jo aldri være trygg. Når jeg sang "Bjørnen sover" som barn, tenkte jeg på den russiske bjørnen og Leonid Bresjnevs øyenbryn. Istedenfor bjørnene i Aalborg Zoo.

mandag den 22. oktober 2012

Forglemmelse som kvalifikation

Der var særligt tre bøger, jeg ærgrede mig over, at jeg glemte at få med i min (grotesk forsinkede) præsentation (måske min 11.,?) af dansk skønlitteratur 2011 til hæderkronede (hvilket betyder: ældre end selv Hvedekorn) Nordisk Tidsskrift (Rystet spejl og Stikkersvin jeg fucker dig udnævnte jeg til at være årets nationaleste digtsamlinger, Dette burde skrives i nutid, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet og Termostatens nat til nationaleste romaner), Gitte Broengs Planetbyen, Dy Plambecks Gudfar og Dorrit Willumsens Pligten til lykke, men de passede ikke lige ind, og jeg havde forfærdeligt travlt, så jeg forsøgte ikke bagefter at tvinge dem på plads, hvilket nemlig tager en evig tid, derfor synes jeg, de bør fremhæves her for deres utilpasselighed, for i den grad er det jo også en dyd.

tirsdag den 15. marts 2011

Øksemord på fasaner

Jeg anmeldte Gitte Broengs fine, lille bog nr. 2, Planetbyen, der udkommer i dag, som en art punket ordknappere Eksempel på liv, da jeg fik øje på parallelliteten mellem Broengs tekst "Cornelia" og Helles danskundervisnings-klassiker "Fasaner" (om den tidligere beboer, der ringer på og spørger efter et billede, som jeget usandfærdigt nægter at kende til, og efterlader en dyngvåd fasan på trappen) fra ikke Eksempel på liv, men Rester, en novelle, som jo så "Cornelia" er en punket ordknappere Eksempel på liv'lig versionering af, en personligt signeret dobbeltsidig eller -bundet hommage:

"Jeg har boet i dine stuer," siger manden, der står ude i opgangen og har ringet på døren hos Cornelia Bach./ "Altså dengang lejligheden var min," tilføjer han./ Cornelia Bach synes, det er glædeligt, han endelig dukker op. Der er noget, hun længe har ville spørge ham om./ "Kunne dine blomster gro i det nordvendte vindue?" spørger hun./ "Jeg forestiller mig, det handler om mængden af salpeter," fortsætter hun uden at vente på svar. Og kommer så i tanke om væggene./ "Ja, du husker vel, at væggene er tynde som papir."/ "Dem inde ved siden af har stadig en seng, der knirker. Men skrigeriet imens er selvfølgelig værre," siger hun./ Manden siger ingenting./ "Jo, der ved du da, og jeg gad vide, hvordan du tog hævn?"/ "Selv spiller jeg blokfløjte. Øvelser for begyndere. CCC DDD CCC DDD du ved."/ Hun holder inde et øjeblik og spørger derpå hviskende:/ "Er det dig, der har efterladt øksen?"/ "Nej, svarer manden. "Det kender jeg ikke noget til. Slet ikke."/ "Jamen, så har det ingen interesse," siger Cornelia Bach og smiler venligt, idet hun lukker sin dør og sætter kæden for.