Vi har så meget brug for Hammann tilbage i gear

- lad os tro på Det er et jeg der taler-kickGENstart-comeback-effekten på den her

(og tilgive KH for at stjæle titlen på Christian Yde Frostholms jo ret fantastiske net-cut-up-samling, som den jo nemlig så bare har at være mindst lige fantastisk som):

Ofte Stillede Spørgsmål - Kirsten Hammann - Bog

Af Kirsten Hammann

Vejl. pris: 199,95 kr.

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hammann er et vildt, vredt, rasende morsomt, udleverende og ikke mindst selvudleverende portræt af kunstneren som modsætningsfyldt menneske.

Omslagsgrafiker: Clara Birgersson

Fakta om Ofte Stillede Spørgsmål

Forfatter(e)	Kirsten Hammann
Genre(r)	Skønlitteratur
Udgivelsesdato	22/09/2017
ISBN-13	9788702246780
ISBN-10	8702246780
Indbinding	Hæftet
Sprog	Dansk
Udgave	1
Sidetal	200

Hammannhåb

Selvom jeg har været relativt skuffet over de sidste 2 og en halv nægter jeg at lade være med at glæde mig til Kirsten Hammanns nye, stadigvæk titelløse bog, som hun ligesom sidelæns proklamerer og præsenterer den i sin takketale, da hun fik Søren Gyldendal-Medaljen (OG TILLYKKE MED DEN!), hvor den lyder som et genvisit til hendes mest umulige bog, "poetikken"/"romanen" Bruger De ord i kaffen?, 2001 (den første bog af KH, jeg (med et skrumlet suk) anmeldte):

"I et år har jeg skrevet om at skrive, og hvor meget jeg hader det og ikke kan leve uden. I sidste gennemlæsning skulle jeg igen se i øjnene, hvor dårligt det var, uden interesse for andre, håbløst ... Og så en halv dag senere syntes jeg, det var virkelig godt eller ligefrem blændende. Og næste dag igen græmmede jeg mig. Det er også det, min nye bog handler om: De skift mellem troen på egne evner og den rene selvforagt.
(...)
 Tak for medaljen, som jeg slet ikke kan tillade mig at sammenligne med Matador-Lauras, for hun havde slidt og slæbt og boet på et lille kammer og ofret sit eget liv, vinket farvel på forhånd til mand og børn, hun udrettede noget synligt hver dag, noget nyttigt. Det handler min bog også om - at jeg aldrig arbejder nok, og at flertallet i befolkningen slet ikke betragter det som arbejde eller vigtigt overhovedet - men fint med dem, hvis jeg vil hygge mig med det i fritiden, men staten skal i hvert fald ikke støtte det, og det forstår jeg godt, det har jeg vidst i 25 år, og jeg skammer mig over det næsten hver dag, at jeg ikke er sygeplejerske og hjælper nogle syge mennesker eller lægger asfalt på en vej, som vi alle kan køre på, eller er kok eller bare kogekone som Laura, dag ud og dag ind fra 7 til 19 og langt ud på natten, når der er gæster."

Mette Normal says it

RAMMENDE citat fra Kirsten Hammanns Smørhullet, som det er alt for lang tid siden jeg har læst, i Marianne Stidsens Den Ny Mimesis, bind II - det er vist Stidsens mening at (det er Hammans mening at) læseren skal tage etisk afstand fra Mette-jeget som mig-fortæller (en fortællerkonstruktion som analyseres rigtig fint og præcist - FØR der moraliseres), men jeg kan virkelig ikke mobilisere nogen distance - det er spot on mig i stemmeboxen 3. december:

"Mette kan ikke kalre al den mangfoldighed. der er for mange kontinenter med for mange stater og sprog. Der er for mange individer og for mange grupper. For mange religioner og måder at styre staten og familien på. For mange meninger, der er jo ikke noget, der er rigtigt, altså helt rigtigt, slut på diskussionen! 'Skal vi være med i euroen eller ej?' Det holder jo aldrig op. Hver gang vi skal afgøre noget om EU, står det lige, eller en af partnerne vinder knebent, men det stopper jo ikke diskussionen, nærmest tværtimod. det kan jo ikke bevises én gang for alle, hvad eet rigtige er med det fællesskab og med den fælles mønt. det er derfor, mange synes, det er skønt med demokratiet, for så er alle holdninger frie og diskussionen åben, men det synes Mette ikke. Hun vil bare have svar og videre til det næste. Men det skal ikke være diktatur, og der skal også være plads til flere sandheder, for selvfølgelig er der ikke kun én. Så det forfærdelige rod starter allerede inde i hende selv, blot hun reflekterer det mindste over 'verden'. Og når hun så åbner øjnene og begiver sig ud i den, ramler det da helt sammen. Et fuldstændig kolossalt, uopryddeligt rod."

Der er forskel på gentagelser, der ER forskel på gentagelser

Dette skal ikke være kampagnekritik, og jeg vil slet ikke terrorisere på det tætte venskab mellem Kirsten Hammann og Helle, hvilket jeg heller ikke tror, jeg kan, men Hammans bemærkning i Bernaise-interviewet:

Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet -

kan jeg lade gå ukommenteret, især ikke når min anmeldelse af Alene hjemme, Hammanns nye roman, turnerede meget om gentagelse som en dårlig ting, men der er forskel på gentagelser:

Helle bevarer og forfiner en distinkt yderliggående, på samme tid cool og poetisk, helt personlig stil, samtidig med at hun kompositionelt, i (de)monteringen af tekstspor og kronologi og plot, underfundigt eksperimenterer.

Hammann, hvis Bruger De ord i kaffen? besværger gentagelse som dæmoni (Vinkelvirspøgelset), gentager i den nye roman for anden/tredje gang sig selv i en afdynamiseret og afironiseret, professionel og pletvist vittig/fyndig, men aldeles uforhekset udgave af en oprindeligt ironisk/parodisk mimet normalstil, og nu helt uden kompositionel kreativitet (1 synsvinkel (med alm små-flashbackeri), 1 kronologi).

For der er forskel på gentagelser.

Ja, der er forskel på gentagelser.

Den deprime historie om lysten der blev job, nuet der blev plot

TIL HELT ÆRLIGT SKRÆK OG ADVARSEL!

(transskriberet efter Martin Kongstads interview med Kirsten Hammann i Bernaise er dyrenes konge, link til hele udsendelsen her):

Arbejdet er slet ikke så dejligt mere som det var i starten. Det var virkelig virkelig dejligt at skrive, da jeg var ung. Jeg kunne rigtig godt lide det. Det var det bedste i hele livet. Det var leg og det var frihed, og jeg ville smadre ting, og jeg ville lave noget nyt, og jeg ville bygge nye ting op. Jeg kunne sidde til langt langt ud på natten og arbejde med ord. Jeg startede jo også som digter, så det var meget jeg var nede i sproget, virkelig at træne og øve og uden at vide, at det var det, jeg gjorde, ligesom når du har en violinist eller musiker, der skal øve sig de dér 10.000 timer eller et vist antal år, det skal en forfatter jo også, men det var jo ikke noget, jeg tog som en træningstid, for det var jo en fryd uden lige - at kæmpe med sproget og se, hvad det kunne.
(PAUSE/SUK)
Desværre har jeg ikke mærket den glæde i mange år. Det er blevet mere
(Kongstad: professionelt?)
et arbejde, ja. (et slags snøft) Og det har selvfølgelig også noget at gøre med, at der er kommet nogle forventninger, både fra mig selv til mig selv, men også at andre har forventninger ... nej, det er bare noget med at være ung og skulle indtage et helt nyt land. Man aner ikke, hvad man kan, og der er heller ikke nogen, der ved, man findes.
Kongstad: Det, der så driver dig nu, det er jo ikke som om, du ikke har lyst til at lave det du laver mere, er det så delvist det du gør, og så delvist, at du skal tjene nogen penge?
Ja, det er et spørgsmål om også at tjene penge. Nu er det jo bare et arbejde, og nu er jeg blevet 49, så det er ligesom også en skæbne, eller det er ligesom det, det er blevet til. Jeg kan jo ikke lige pludselig lave noget andet. Jeg k a n ikke andet. For det første kan jeg simpelthen ikke andet, jeg har ikke nogen uddannelse. Nå men, så har jeg også den dér forpligtelse, synes jeg, overfor mig selv og overfor de evner, jeg nu engang har, og alt det, jeg har trænet op, og det talent, jeg jo så har, at selvfølgelig skal jeg gøre det. Jeg skal passe mit arbejde. Men det er desværre nok det, der fylder mest.
Selvfølgelig har jeg en form for ungdommelig drøm med at, åh, jeg kunne skabe det, eller, tænk, hvis jeg kunne skrive den og den bog. Men der er jeg desværre blevet så klog, at alle dine drømme, de klasker fuldstændig til jorden, når du kommer på papir. Det er jo noget af det vilde, man opdager, når man har skrevet flere og flere bøger, det er, at jeg tænker, næste gang, næste gang, der skriver jeg noget helt andet. Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet (...)
Men jeg er også begyndt at forestille mig noget mere normalt og skriver mere normalt i gåseøjne end jeg gjorde før. Det er jo ikke fordi, jeg først nu har lært at arbejde med plot, jeg var jo direkte modstander af det ved alle mine første bøger. Jeg syntes, det var totalt snyd. Jeg syntes, at det var totalt latterligt, at lave kloge bøger og film, hvor man gik kronologisk frem, og hvor de kunne reflektere midt i handlingen, mellem replikker kunne de tænke. Jeg var meget mere interesseret i, hvordan føles det at leve nu. Jeg ville væk fra hele historierammen, fordi jeg opfatter ikke, at når vi lever vores almindelige liv, at vi har en historieramme. Vi har jo ikke en fortæller. Vi lever jo ligesom i det skridt, vi tager nu. Og det var det, der interesserede mig at bruge litteratur til. Så det var mit mål dengang, at prøve at gøre det meget 1:1 på det lige nu levede liv. (...)
Kongstad: Men hvad var det, der gjorde, at du begyndte at bruge en mere traditionel måde at fortælle på?
Måske bare fordi jeg havde fået nok af det. Jeg havde fået lov i en tre-fire bøger at være vild. Nu var det vildt for mig at skabe nogle rammer, fordi dem havde jeg ikke haft. Så det var den næste nye udfordring for mig - og kæmpe med noget, man ikke er vant til. Og for mig ville det være spændende om jeg kunne nedlægge det dyr også.

(men hvem nedlagde hvem tydeligvis? - bemærk også at KH taler i nutid om hendes ungdomsprojekt og -poetik: jeg opfatter ikke ..., bemærk i det hele taget entusiasmen i fortidsomtalen og resignationen i nutidsomtalen, and weep, bloglæsere, men gør det konstruktivt)

Lille ordoptælling

Interviewet med Kirsten Hammann i går i Berlingske ( i dag får hun 5 stjernet anmeldelse på forsiden af bogtillægget) er på

1694 ord

heraf handler

194 ord

om bogen som litteratur eller bare bog, nemlig disse, interviewets sidste:

Men så skriver du en bog og siger det, du ikke fik sagt?
»Ja, det er en god måde at se det på. Jeg kender Pernille Melsted, der skriver om skyggearbejde, som går helt tilbage til Jung, og det handler om, at vi har alle egenskaber inde i os. Vi er både den lille forsagte mus og den store dræber, det er bare om at komme i kontakt med dem. Bare, ik'! Og de fleste romaner handler om skygger og det, vi normalt ikke er så gode til at se eller dele. Det er det totalt fede ved mange romaner: at komme ind i skallen på fremmede personer, blive forundrede over hvordan de tænker, men også at føle os genkendt. Vi kommer alle sammen af den samme grød af følelser, egenskaber og kræfter, som man mere eller mindre kan dosere til hverdag,« siger Hammann. »Det er det, som også morer mig ved at skrive. Det er sjovt og pinligt og ubehageligt at skrælle personer ned som en gulerod. Lidt som at se »Klovn«, det er top pinligt og sjovt. Jeg er fascineret af, hvor ynkelige vi er, ynkelige og i visse situationer uden værdighed.«

resten er MENINGER og atter meninger om mænd og kvinder og ægteskab og sex og sager, her en klump af det lige over de 194 ord om litteratur og bog:

»Kvinder er formentlig mere pylrede og generelt mere urolige. Jeg takker bagerst i bogen min svoger, Finn Kjær Jensen, der er risikoforsker og det eneste modstykke til min egen uro. Han ser tingene på en anden måde, ligesom Pascal Bruckner, der gør tykt nar ad al vores uro og pessimisme. I stedet for at tro på fremtiden og prøve at løse problemerne forsøger man med flæben og angst at afvikle samfundet, fordi alt er ved at gå galt.« »Måske er det bare i denne her lille perfekte boble, vi bekymrer os om dyr, der bliver behandlet dårligt, og mennesker der behandler hinanden dårligt. Alt skal være perfekt, og det er ikke godt nok, før det er paradis. Ellers må der være et sted, man kan klage. Men ting sker faktisk. Jeg har tidligere citeret Dalai Lama for at sige, at vi tror, det er en fejl, når der er sygdom og katastrofer og den slags i verden, men sådan er livet faktisk for mange mennesker. Det er ikke uretfærdigt, at nogen bliver syge. Jeg siger ikke, at man i andre lande ikke bliver kede af det og bekymrede, men det er nok mere et vilkår her. Vi lever ekstremt beskyttet.«Mens Hammanns hovedperson bekymrer sig om både stort og småt, tager hendes omgivelser lettere på tingene. Sara har svært ved at se virkeligheden i øjnene, gemmer sig under dynen og tør ikke stille de spørgsmål, der nødvendigvis må stilles.»Når der er angst i et parforhold, er det kendetegnende ved, at folk ikke tør være åbne. Man går om den varme grød og håber, at det bliver bedre. Og jeg kan godt forstå det. Det gælder alle steder, også på arbejdspladser. Man er i tvivl om, hvad og hvor meget man kan sige. Det er jo det, de fleste menneskelige problemer handler om. Vi spiller roller for at få tingene til at glide og omgås hinanden, men så kommer vi ind imellem i klemme eller til at lyve, måske i flere år, og kan ikke slippe ud af det igen.«»Jeg har da heller ikke lyst til, at alle folk gik og sagde alt, hvad de mente. Jeg ville ikke selv være i stand til at sige min mening altid. Det er der gode, sunde hæmninger, der vil stoppe. Det er jo ikke alt, man har inden i hovedet, man kan sige.«

Hammann om Winkelvir om Hammann

I  Information i dag:

- Hvor meget af dig, er der i Vera Winkelvir?

Ikke så meget mere. Hun ville hade at se, hvor gammel og tandløs jeg er blevet. Hvordan jeg får det hele til at hænge sammen og endda benytter mig af en form for dramaturgi i mine bøger.

Og om anmeldelser:

- Hvor meget påvirker anmeldelser dit humør?

Da jeg udgav min første bog i 1992 fik jeg fine anmeldelser, men jeg græd alligevel, og da jeg året efter udgav Vera Winkelvir, som blev anmeldt endnu bedre, græd jeg bare endnu mere. Jeg syntes slet ikke anmeldelserne kom omkring alt det, der stod i bogen. Det var noget, jeg skulle lære med tiden, at en avisanmeldelse er en kort form, som aldrig kan svare en bog på dens eget sprog. Men anmeldelser påvirker stadig mit humør. Jeg kan blive glad for en god læsning, hvad enten anmelderen er positiv eller ej, og modsat føle en bitter glæde over en dårlig og sjusket læsning, selv om den er begejstret.

Om Nordisk Råds Litteraturpris:

- Hvem skal have Nordisk Råds Litteraturpris?

Helle Helle.

Værkstøj / Værktøjr - et skema

Til foredrag om "Klassikere" på Espergærde Bibliotek

Synlighed/ optik/ tid bestemmer et værks værkstatus

værker kan gennem et langt efterliv opnå indtil flere værkstatusser 
(ofte oplever man, også simultant, den dobbelte status makværk/tærskeværk - mesterværk/hovedværk: indenfor samme optik kan et værk godt være hærværk eller galmandsværk og mesterværk/hovedværk, indenfor en anden optik (som ikke er min!) er hærværk/galamandsværk det diametralt modsatte af mesterværk/hovedværk)

( ) (uskrevet)
(værk) (skrevet)
værk (udgivet)
VÆRK (kritisk reception) 

MAKVÆRK/ TÆRSKEVÆRK (som der tærskes på)

LESSER WORK (99 % af alle værker)

HÆRVÆRK (skrevet ovenpå/imod andre værker (Don Q!))
GALMANDSVÆRK (gaga, dada)

MESTERVÆRK (subjektivt absolut kanoniseret som skønt for MIG)
HOVEDVÆRK (officielt kanoniseret som betydeligt og eksemplarisk, relativeret epokalt, globalt, nationalt, forfatterskabsmæssigt)

(Hammann-eksemplificeret - ja, ja, nu basher jeg lidt igen - Lesser works: En dråbe i havet, Se på mig, Alene hjemme. Hærværk: Bruger De ord i kaffen? (pga. dens polemik, se nedenfor). Galmandsværker: Vera Winkelvir, Bannister, Bruger De ord i kaffen? Mesterværker: Mellem tænderne, Vera Winkelvir, Bannister, Chokoladeeskapade, Fra smørhullet. Hovedværker, i DK, perioden, forfatterskabet: Vera Winkelvir, Bannister, Fra smørhullet)

De 2 store skuffere

fra min egen generation, 90'er-generationen, er

Katrine Marie Guldager,

der skriver moralsk, magisk slægtsrealisme,
fordi hun
til forskel fra sit tidligere radikale forfatterselv (Styrt, Blank, Det grønne øje. Ankomst, Husumgade - yndlingsbøger!)
VIL være opbyggelig og tydelig og folkelig og samtidshistorisk

&

Kirsten Hammann,

der skriver kynisk, sørgmunter intim-realisme
fordi hun
til forskel sit tidligere radikale forfatterselv (se blogpost nedenfor om Bannister)
VIL hvad exactly? Er hun bare kunstnerisk ugidelig, Er det simpelthen bare for hårdt at gå til yderligheder (jfr. desperationen i Bruger De ord i kaffen - men hvordan var det egentlig at skrive Bannister? det har vi ikke fået at vide, og måske har hun glemt det, fordi hun slet ikke kan huske, at hun har skrevet den!?)

Ved Kirsten Hammann godt, at hun har skrevet Bannister?

"Poetik"-delen i Bruger De ord i kaffen?. 1997, handler (desperat) om hendes desperation over ikke at kunne lade være med at skrive vera winkelvir-agtigt om vera winkelvir fra romanen af samme titel, 1993.  Men hun har jo på udgivelsestidspunktet faktisk udgivet Bannister, 1997 - hvis eget nedskrivningstidspunkt selvfølgelig godt kan være efter poetikkens nedskrivningstidspunkt, men desperationen kommer jo unægtelig til at virke mindre uhjælpelig: det lykedes faktisk at nå videre fra vinkeelvirheden. "Roman"-delen er (kedeligere) en skematisk, prædikende historie om en forfatter i skrivekrise og i krig med den realistiske poetik, men igen: på det reale plan er skrivekrisen overstået og krigen vundet, med Bannister! Det er som om, at forfatteren faktisk ikke ved, at hun har skrevet dette mester- og hovedværk. Fra smørhullet var en storslået celebrering og undergravning af realismen i form af en momumentalt seriel klummisme, der - som jeg beskriver det i dagens anmeldelse - i de næste bøger, Svend Åge Madsen-idyllen En dråbe i havet, 2008, mega-rom-com'en Se på mig og nu den bedrøvelige "ægteskabsthriller" Alene hjemme er trivialiseret (her er det ord på plads, Stefan Kjerkegaard) til en kvik og grum, men alt andet lige helt ordinær, lineær og usprængt (kan hun heller ikke huske Søren- og Mette-begyndelsen på Fra smørhullet?) realisme, nøjagtig, på alle grundlæggende ledder, som enhver elendig kriminalroman. MEN HUN HAR TIL STADIGHED OG I AL EVIGHED SKREVET BANNISTER, DER ER ET TOTAL ORIGINALT ROMANKUNSTVÆRK: EN INDERLIG HALLUCINATORISK, SORT HUMORISTISK ALLEGORI, DER IKKE LIGNER NOGET ANDET I DANSK/INTERNATIONAL LITTERATUR, OG SOM HUN IKKE SIDEN HAR GJORT KUNSTNERISK MINE TIL AT SKRIVE VIDERE FRA, HVIS HUN ALTSÅ OVERHOVEDET VED, HUN HAR SKREVET DEN!?

Fra side 18-19. Bannister giver Ramona hendes første køretime (sammenlign med den gode slette, satiriske sex i Alene hjemme):

Koblingspunktet er vigtigt. Når Bannister bevæger sig og ud med voldsom kraft, skal Ramona overgive sig og slippe pedalen lidt efter lidt. På den måde forplanter hans bevægelser sig til hende, og hun kan begynde at gå den nye verden i møde.
  Men Ramona kan slet ikke kontrollere det. Hun rejser sig pludselig, så går alting i stå, og hun slår panden mod ruden ud til haven.
  - Kom herhen igen, siger Bannister.
  Ramona går tilbage til sengen og lader Bannister starte forfra. Stemplerne gungrer, og hun skal bare glide bagud med en millimeter ad gangen, så motoren får fat. Det er koblingspunktet, og det gør ubeskriveligt ondt at ramme det, men det vil blive lettere med tiden.
  - Er du klar? spørger Bannister.
  Ja, savrer Ramona.
  - Godt, så kører vi.
  Bannister speeder op og ramona vil gerne med på turen. Hun lukker øjnene i dybeste koncentration og slipper pedalen uendeligt langsomt. Og så kommer dét, man ikke kan blive fortalt, men er nødt til at opleve selv: "Det kan mærkes som en svag bevægelse i bilen, og det kan høres på, at motorlyden bliver dybere."
  Wrrum! Svinghjulene griber ind i hinanden og Ramona flytter fødderne, så Banniste rkan trykke speederen helt i bund. På den måde føres hans kraft videre til hende, og hans bevægelser ind og og ud ændres til en roterende bevægelse, der driver hende fremad.
  - Kom så, hurtigere! Du skal køre hurtigere! råber han.
  Bannister pisker hende fremad. han forbyder hende at stå stille og betragte det, hun har mistet.
  "Det hun har mistet". det står på et vejskilt, men de suser så hurtigt forbi, at Ramona ikke kan nå at få drejet af og se, hvad der gemmer sig bag disse ord. det er en form for hukommelsestab at køre så stærkt i en åben sportsvogn med en ny mad ved sin side. Bannister lægger hånden på hendes lår og siger, at hun skal glæde sig til middagen.
  - Jeg har bestilt bord til klokken 20, siger han.

Prosaoverdøvelsen af initialpoesiens ILD

Jeg gengengengengengenlæser Kirsten Hammanns debutbog, digtsamlingen Mellem tænderne, og tænker, at det er den bedste debutdigtsamling i 1990'erne, vittig og sort, introvert og aggressiv, og selvfølgeligt stensikker, den overgås først af Ursula Andkjær Olsens Lulus sang & taler i 1990, men det er som om, at den og hun ikke tæller i poesihistorien, fordi Hamman senere har skrevet lutter (genial og bare fremragende og glimrende) prosa (bortset fra 1 højskolesang og 1 rim&remse-bog, 90'ernes bedste af begge dele)), som om at den ville have talt mere, hvis hun som Broby slet ikke havde udgivet flere bøger - det er lidt det samme med Katrine Guldagers bog nr. 2, Styrt (som jeg modsat Mellem tænderne anmeldte og læste i det frie præ-udgivelses-anmeldelesrum og som gik lige ind, som ingen anden jævnaldrende digters digtsamling), 90'erne bedste digtsamling nr. 2 måske så; hun og den, på trods af sidste års (jo lige præcis kun) gedigne poesicomeback, må heller ikke rigtigt være rigtig og rigtig poesi. En forgænger kunne være Kirsten Thorups debut, digtsamlingen Indenfor - udenfor, der blev fulgt af noveller og hybridtekst og så ROMANER. Og man kunne frygte, hvis Olga Ravn som bogforfatter fremturer med (betydelig) prosa, så fortoner hendes debut, Jeg æder mig selv som lyng og den styrke som akkurat poesi sig på samme måde, og tænk nu hvis Yahya Hassan begynder at skrive prosa, god prosa, men det er der foreløbig intet, der tyder på, jfr. bare hans herligt fræsende-kværnende nye langdigt, som der lige nu florerer fragmenterede videooptagelser af på FB. Når men her er Kirsten H, ung og suveræn i 1992, inden vi suser ind til byen til ballet & bowling:

TAG MINE HÆNDER

Tag mine hænder
jeg rækker dem med aske og skrøbeligt væv
Og mine læber
de hvisker deres papirlyde til hinanden
De hvisker om støvet
og tørheden i de dødes værelser
Og jeg rækker dem
Med vilje
og blindt.

Naja stod og vejrede tavst på Vejle Bibliotek

mellem reolerne i udlånsafdelingen, da jeg var derinde i mandags. Hvad laver du her, tavst vejrende, var jeg lige ved at spørge, da jeg opdagede, at det var på en fladskærm, der mandshøjt stod på hovedet, at hun tavst stod og vejrede- som en del af det unheimlich proft producerede projekt Forfatterskærme, hvor en forfatter er filmet i et mere eller mindre akavet, tavst vejrende interval på en to-tre minutter, der kører i et umærkeligt loop, indtil det umærkeligt bliver afbrudt, når/hvis en biblioteksbesøgende trykker på et af de spørgsmål, der står nederst på skærmen, som forfatteren så beredvilligt besvarer. Jeg har kun systematisk "udspurgt" de tre 90-digterinder, der er opstillet nedenfor med link til netudgaver af Forfatterskærmen, (her overordnet link, de øvrige forfattere er Ida Jessen, Leif Davidsen, Kim Fupz Aakeson, Leif Davidsen, Svend Åge Madsen, Kirsten Thorup, Jens Christian Grøndahl, Kenneth Bøgh Andersen og Josefine Ottesen), og som ikke overraskende alle er værd at høre på; Aidt afslører, at hun er Johs. V-fan; Helle, at hun stoppede med at skrive digte, efter hun havde tekstlæsning med SUT på Forfatterskolen; Hammann sammenligner det at blive sprugt, om man ligner sine generationsfæller med at blive spurgt, om man ligner sine søskende, det er noget andre kan se, bl.a., men I kan også bare se dem stå tavst og vejre, det har en sært beroligende effekt:



link



link



link

For Forfatterskolen, ikke for eftertiden

Jeg har heller ikke læst alle tekster i Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis titel vistnok er FS 25, men mine favoritter i sofabbladrelæsningen er ikke-elev Thomas Bobergs "Den grimme ælling" (kan læses på Promenaden HER, uden kildeangivelse):

Jeg læste bl.a. digtet ”Landskab” op, et abstrakt suggestivt tableau uden tid og sted, Poul Borum sagde:
- Det er vist et andet landskab end dit, Peter (Laugesen).
- Ja, det må man sige, sagde Peter Laugesen bestemt.
Jeg opfattede det straks som en kritik, og følte jeg havde blottet mig på en ubehagelig måde. Efter seancen kom Højholt hen til mig, bøjede sig ned  mig, og hviskede mig i øret:
- Det er mig, der har slået Sarvig ihjel.
Så vidste jeg jo, hvor det her bar hen. Jeg var altså symbolist, senmodernist, abstrakt og patetisk etc., og jeg hadede det hele.
og 1. årselev Solvej Balles Forfatterskolens appalusfri zone", der faktisk handler om hvad tekstlæsning er:

Jeg ved ikke, hvordan en sådan "applausfri zone" opstår, men når jeg husker tilbage til skolens begyndelse, er det klart, at det som regel var noget, der skete i kraft af Per Aage Brandt og Poul Borumsevne til at åbne for en tekst på en måde, så man kunne tage den ind. Måske fordi de kunne se noget vidt forskelligt i teksterne - og så naturligvis i kraft af deres ekstreme nærvær over for teksten både helt ned på detaljeplanet og i de store linjer. Men jeg tror også, at det handler  om, at når frem til en "urscene" (eller urzone) i arbejdet med teksten - et sted, hvor forskellige stemmer og muligheder går i dialog, men hvor der reelt ikke er nogen, der bestemmer, eller ved noget afgørende. Man er ganske enkelt nødt til at lytte til teksten og befinde sig i det rum af muligheder og begrænsninger, den giver - en situation, man kommer til at stå i igen og igen, hvis man faktisk ender med at bruge sit liv på at skrive (i modsætning til at få sig en karriere som forfatter eller blive "professionel", for så skal man jo netop lytte efter applausens brusende toner og agere derefter)

og eleverne og veninderne Helle Helle og Kirsten Hammanns "Billedserie", med klip fra deres skoletids-korrespondance (med pjæk-specifikationer), der bare er alt for hårdt klippet, vi vil have mere, dette ligner en surrealistisk udsøgt lig-leg (på en serviet), hvor HH og KH (blindt?) fortsætter hinandens linjer:

Bræk er lorts fætter
Og hvor er alle piger?
væk under kapslerne på fælleden
væk som
servietten suger blækket perfekt
og væk som når man skriver
med en pen,
som i virkeligheden er en
dryppende (overstreget)
kold hane lige ned i hjerneskallen
HVOR ALTING FLÆKKER OG JEG KAN NÆSTEN SE
DIG I SPRÆKKERNE LØBE FORVILDET I SLAGETS NU
SKRIDER VILDT FORSIGTIGT FRA SPRÆKKENS KANT TIL DYB I VOKS
OG HAN AFFRYRER FIRE SKUD I FISKENS GAT OG SI'R: MAN KAN DANSE
MENS MAN GØR DET; RYTMEN GÅR LIGE I NYRERNE. SANGEN ER
SYDHAVNEN PÅ EN SØNDAG AFTEN

og elev Ursula Andkjær Olsens "Før og efter", hvor hun beder tre udgaver af sig selv besvare det samme spørgeskema, her 3. omgang:

Spørgsmål til efter, anno 2012 (du behøver ikke at besvare alle spørgsmål lige grundigt):

21 Hvad forstår du ved skønhed? Det forstår jeg ikke.

22 Hvilke fem ord på dit modersmål kan du bedst lide? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

23 Hvad synes du om dialog? Ja, ja, det er da klart.

24 Hvad får ordet "økonomi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

25 Hvad får ordet "økologi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

26 Havde du et hemmeligt sted, da du var barn? Hvor lå det? Hvad brugte du det til? Jeg tegnede det, sagde jeg. Tegnede. Magnolier og alfer. Slemt. Heldigvis tegnede jeg også Simon Spies' morgenbolledamer, som jeg synes lød ret spændende (mere spændende end Simon Spies selv, tilsyneladende). Jeg fandt også en med en pige med et dødningehoved på en pind. Det hjalp lidt.

27. Hvis UAO12 var et dyr, hvilket? Female. Pattedyr.

28. Hvis UAO12 var en plante, hvilken? Kødædende. Håber jeg.

29. Hvad synes du om bogen Havet er en scene? Havet er en penis. Penis er en scene. For lang og alligevel for blød. Bogen, mener jeg.

30. Hvordan var det dengang? Hovedet ned og benene op, for det meste. Jeg var meget optaget af det patetiske. det er jeg blevet igen her for et par måneder siden.

31 Hvad skete der med dig undervejs? Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes der skete det helt store. Men både før og undervejs og et godt stykke tid efter var jeg jo nok i gang med et eller andet emancipatorisk projekt, nicht wahr, det stod bare på lidt endnu, altså, også efter skafotterskolen.

og eks-rektor Niels Franks dybt sukkende krønike om ikke så meget skolen som ham selv i selvtredjde og hans ulykkelige, ufrivilligt forløsende polemiker-karriere, "Glade dage?" (delvist optrykt som Politikens kronik i dag):

Hvem der underviste hvem, stod snart uklart, jeg sugede lige så meget til mig, som eleverne gjorde, og følte ofte, at jeg skulle tage mig fandens godt sammen, hvis jeg ville følge med, når de rullede deres talenter ud. Den fornemmelse delte jeg langt hen med de andre undervisere, er jeg sikker på, men efter et par år gik det pludselig op for os, at skolen måske nok sydede og kogte i det indvortes, men der kom ingen bøger ud af det. Vores talenter udkom ganske enkelt ikke. I tilbageblik var det her, jeg endte med at kaste mig gennem den flammende ring. Undskyld det noget dramatiske billede, men sådan føltes det. Sådan føles det.  Det begyndte med, at Harald Voetmann en dag kom og viste os et afslag fra Gyldendal, der havde bedt Harald om at indsende et manuskript, efter at forlaget havde læst nogle af hans tekster i antologier og aviser. Opfordringen var jo glimrende i sig selv og et flot udtryk for, at forlaget holdt øjne og ører åbne over for nye talenter. Men nu stod Harald og viftede med sit afslag, forbløffet, vred, for i brevet fra forlaget hed det, at han var for litterær (med dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget«, forudsat han altså troede, en sådan fandtes. Jeg tror, alle på skolen uden undtagelse læste det afslag, og blandt underviserne gik der i det samme noget op for os, for nu forstod vi jo, hvorfor den indvortes intensitet ikke var slået igennem i det udvortes. Jeg mindes svagt, at vi blev enige om, at jeg skulle skrive en artikel om miseren, og jeg skrev en vældig ophidset smøre til Berlingske Tidende, hvor Søren Kassebeer længe havde tryglet mig om at skrive et eller andet polemisk. Det kom så nu. Oktober 1999.

4 spiselige forfattere

Tak for alle forslagene til madtekster, herunder dem, der foreslog sig selv, Arne Herløv og Niels Frank, som jeg ikke før har tænkt på som markeret madglad digter, men det er jo rigtig nok, når jeg vender forfatterskabet i hovedet (som i den salatskål, mit hoved er), der er også den tekst fra Livet i troperne (?) om en kineser (?) (jeg kan helt reelt ikke nå bogen, heller ikke med stige, bunkerne er ved at overtage mit arbejdsværelse totalt), der står og laver mad (?). Mit valg faldt lidt konservativt (for de to førstes tilfælde, klassikerne) på 4 tekster/tekststykker, som der i hvert fald ikke er plads til at citere i Irma-bladet:

Johannes V. Jensen: Ved Frokosten - uddrag:

Nu har jeg det godt./ Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig./ Først spiser jeg et med Æg og Sild -/ O anelsen som Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!/ Derpaa sætter jeg Tand i et ung og skært Stykke med Steg,/ og her fordyber det Smagen at jeg tier.// Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende/ Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende/ Osen knyttes Stemningen af Forraadnelse og rygende/ Elskov sammen i mit Hjerte

Gustav Wied: Ædedolkeklubben-scenen/scenerne i Livsens ondskab - uddrag:

De tre Rejsende blev staaende maalløse inden for Døren. Dette var dem som en Drøm om Guds ruge:/ Midt paa Bordets snehvide Dug stod et uhyre Fad med seks store, højrøde, straalende Hummere. Forretten. Et Dyr til hver Broder. Og med Hummerfadet som centrum bredte sig saa ud til begge Sider Fad ved Fad, fyldt med alskens kolde Spiser tilberedt af Fisk, Pattedyr og Fugle. Der var nogle Rødspætter paa et pra Tommers Tykkelse, garneret af grønne Citroner. Der var en Dyrepostejmed Trøfler. En Oksemørbrad. En Fedekalvesteg. Og Lam omtrent fra Moders Liv. Unge Ænder. Gæs og Kapuner. Og ved hver Ende af Bordet stod en Pyramide af Vibeæg, kunstfærdig opstillet i vaadt Sand. Asietter med Sardiner, Sardeller, Frokostsild, Kaviar, røget Gaasebryst, Strassburger Leverpostej, Laks og Oksetunge dannede, spredt mellem de større Fade, lækre Hvilepunkter for Øjet. Og der var syv slags Syltetøj, Radiser fra Drivhus, fem Arter af Ost og Smør af fineste Mærke.

Lone Hørslev: Afsluttende digtserie i Ærgerligt, ærgerligt - uddrag:

BLOMSTER VISNER, CHOKOLADE FEDER, SIG DET MED ORD/ bekendelser./ Jeg ville stadig spise stjerneabis og dild på mine cornflakes/ bare for at få din opmærksomhed./ Drikke dåseøl med sugerør./ Give dig syltetøj og søde ord på krydderbollen/ og stadig mere sære OVERRASKELSER, hvis det ellers er det, du vil have./ Jeg elsker at spise mig en pukkel til/ i de sødeste drømme, det indrømmer jeg uden at rødme, og jeg spiste også/ gerne en ordentlig portion havregrød mere, hvis jeg bare ikke lige/ allerede var så mæt

Kirsten Hammann: Fra smørhullet, et afsnit med overskrift:

28/11 - Slikblanding
Mettes foretrukne slikblanding for tiden: Et stk. Schweizerdrop + to spejderhagl. Alle tre bolcher skal i munden. Kan anbefales. Blandingen af pebermynte, salmiak og chokolade er virkelig god./ Hvis der er lidt rigtig sult oven i lækkersulten, varmer hun ovnen op til 200 C, hælder tortillachops i et fad og fordeler en håndfuld revet cheddarost over. Uhm. Hun er ikke så interesseret i chokolade for tiden, det skifter jo sådan noget. Har købt to dåsser skumfiduser til skabet (der var juletilbud i Brugsen), men hun har faktisk ikke lyst til at spise dem.

VELBEKOMME! 

Zunshine Boy

Politikens Mikkel Bruun Zangenberg er på kritiske lykkepiller for tiden: himmelhenrykt er han for den ene nye, danske bog efter den anden efter den tredje, der som sædvanlig - i en absurd omvending af anmelderiets almindelige national-relativisme - er at sammenligne med verdensfilosofi og/eller verdenslitteratur og/eller ham selv (overdrevet glade virker også 4 hjerte-anmeldelserne af Julie Sten Knudsen og Jonas T. Bengtsson (siden efterårssæsonen begyndte, har Z ikke givet under 4 hjerter)):

Kirsten Hammanns roman Se på mig (seks hjerter!)

Hammann beskriver mesterligt og forunderligt nok meget loyalt de bittesmå, gradvise skred i moralen, hvor hvert enkelt skridt forekommer harmløst, og ingen er sociopat, men pludselig er den helt gal.
Hvor den jødiske filosof Hannah Arendt beskrev ondskabens banalitet (i tilfældet Eichmann), er det på en måde Hammanns fortjeneste her at kortlægge godhedens banalitet. Eller rettere, den måde, hvorpå godheden så bedragerisk let svæver over i en art ondskab, når den gør sine gerninger.

Rasmus á Rógvus debutroman Skuffen og skeden (fem hjerter)

Litterært ville jeg gerne selv placere á Rógvu på et kort, der er spændt ud mellem punkter som Beckett (’Molloy’ især), Bukowski, Céline, Gombrowicz (det deforme), men også folk som Elmore Leonard, Dashiel Hammett, Dan Turèll og svenske Nikanor Teratologen, og jo, jo, Seeberg og ’Eftersøgningen’, og tættere i tid en knivspids Skinnebach og Brixvold (’Forbrydelse og fremgang’).

Morten Sabroes erindringsbog Fader vor (fem hjerter - på trods af Zangenbergs forbehold overfor lige præcis Sabroes egne verdenslitterære stedfædre: "det er nu hverken Whitman, Hamsun, Dylan eller Shakespeare", det er åbenbart kun Zangenberg, der har licens til pinlig proportionsforvrængning)

Og så dog. Her er mit problem: Jeg har en kæmpe svaghed for Sabroe. Er det mon blot, fordi jeg er mand, har mit eget faderspøgelse, min egen narcissisme, mine egen pendulfart mellem de kedsommelige fætre, storhedsvanvid og mindreværd? Jeg ved det ikke. Men jeg tror det ikke helt. Sabroe har unægtelig en lind [plusord?], glidende heftig skrivemaskine, man kan mærke maskinen trisse [plusord?] af sted, rytmisk, bølgende, energisk [kan man trisse energisk?]

Det er rart at være rar, og jeg siger som damen i When Harry Met Sally efter Meg Ryans falske orgasme-skrig: "I'll have whatever she's having".

Nurse Straightlove - eller hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og gå ind for (om ikke elske) Kirsten Hammanns nye roman

Jeg begyndte med at læse mig alvorligt skuffet i Kirsten Hammanns nye roman Se på mig, som det rimeligt gennemskueligt fremgår af blogposterne nedenfor, fra mmmmm til hrmmmmf og de overdrevne sideantal: Jeg fandt bogen for form- og konceptløst uspændende, for uenergisk uambitiøs og en masse andet u-, og for forskelsløst ekkoende Mette-stemmen (nu bare også i en parallel mandlig udgave) - sardonisk-autentisk mimen hyperkonkret smålighed og egocentri - fra Fra smørhullet og En dråbe i havet (romanen/poetikken Bruger de ord i kaffen? handler bl.a. om at ikke kunne komme af med og ud af Vera Winkelvir-stemmen, nu er det et Mette-fængsel, Hammann befinder sig i). Jeg gik direkte fra begyndelsen på Se på mig til fjerde bind af Knaugaards Min kamp og blev perverst indtaget i den gedigne Karl Ove-omstændelighed vs. Hammanns ferme, falsk solidariske vrængen. But not for long! Stille og roligt hang teenage-arkæologiens endeløshed mig længere og længere ud af halsen, og da jeg onsdag aften ikke uden desperation vendte tilbage til Hammann, morede jeg mig pludselig intenst over de udsøgte udleveringer af hovedpersonernes egomani (Sune der bliver decideret overstadig af at succes-vennen Lars (!) får et dødfødt barn), og det er jo ikke givet, at det var bogen der havde forandret sig. Men ak, så var jeg tvunget til at bruge torsdagen, inden Gy-reception, på at knolde mig færdig med Knaugaard. I Gyldendals gård mente Kirsten Hammann (den virkelige humanoid KH), der takket være Zangenbergs hysteriske 6 hjerter i Politiken ikke var til at skyde igennem, at vide (fra distingverede blog-læsere), at jeg ikke brød mig om bogen. Det var jeg ikke sikker på, at jeg stadig ikke gjorde, og under alle omstændigheder havde jeg ikke læst den færdig, så det holdt jeg mig let skingert til: Det ved jeg ikke, jeg er ikke blevet færdig! Jeg fik kun pletlæst fredag, inden jeg drog til dr-byen, hvor grundigt sminkede Olga Ravn forsvarede romanen bravt (i forlængelse af Hammanns interviews, men uden besværgelsen af en bonus-dybde!) som fuldfed, virtuos rom-com og talte dunder mod avantgarde-snobbet næserynken: Av! Lørdag læste og læste jeg og læste færdig og var og er i syv sind, hvoraf mindst de fem er positivt glødende, vistnok. Dobbeltsporet efter Julies hospitalsophold med dets mangedobbelte (selv)bedrag kører kosteligt kokset derudaf, og bravo for modet til og talentet for pornoen, der både allegoriserer sig som det ultimative luksusforbrug (jf. al det ensomme slikspiseri i Fra smørhullet) og fremstår som en helt straight (kynisme-undergravende) celebrering af god sex. Jeg tror lige nu, at Se på mig er et seriøst grumt stykke letbenet underholdning, sort latter under en spejlblank overflade. Jeg vil også lige citere et sent, umiddelbart ublæret tekststykke, hvor Sune forsøger at destruere en kompromitterende dvd, person og situation er så dødelig præcist og konkret tegnet ("holder også lidt igen ..."):

Det er sværere end han troede. Den er enormt hård, og han lægger flere og flere kræfter i, men holder også lidt igen, fordi han er bange for at blive skåret, når den endelig giver efter. Han pakker den ind i stoffet på sin bluser, men han kan sgu ikke. Skal man virkelig op at stå på sådan én? Det er som at bøje et stykke metal, han bruger alle sine kræfter, og bagefter er dvd'en alligevel nærmest intakt. Den er bulet og vil få svært ved at komme ind i sprækken på computeren, men det skulle ikke undre ham, om en almindelig dvd-spiller kunne klare den. Når han kommer ned i gården, vil han ridse den over asfalten, så den bliver ulæselig. Ingen må nogensinde se den. Hvor er det bare ærgerligt, det gør bogstaveligt ond at skulle aflevere den film, hvilken optagelse, hvilket kunstværk han fik skabt der, og ham selv, der var så stor! Han fik ikke engang set den færdig, så fræk og ophidsende var den.

Uden yderligere sammenligning så lykkedes det heller ikke min fjendtlige læsning at destruere Kirsten Hammanns roman, den sprang hele tiden tilbage i synet igen.

Krysterkritik: Er meta et superlativ?

Lilian Munk Rösing har i Information en dag for tidligt anmeldt Kristen Hammanns roman Se på mig, og det er umuligt at læse, om det er en positiv eller en negativ anmeldelse, fordi der ikke er nogen overordnet (gerne nuanceret/kompleks) smagsdom at få øje på. Her er hele sidste del:

Kirsten Hammanns seneste romaner har fået deres særlige charme og indsigt ved at være en slags triviallitteratur i anden grad: En udstilling af den skrøbelige identitet, der bygger sig op for blikket fra »dem fra Købmagergade«. Samtidig har de beholdt den meta-dimension, som har kendetegnet forfatterskabet fra første færd: De har også altid handlet om det at skrive. Med Se på mig har Hammann tilsyneladende taget et yderligere skridt i retning af trivi og krydret det med porno. Jeg kan faktisk være i tvivl, om jeg ville holde af denne roman, hvis ikke den var en del af Hammanns forfatterskab. Men fordi den er det, kan jeg trods den overvejende ironiske udstilling af personerne også fornemme dem som de skrøbelige og udsatte postkatastrofale eksistenser, Hammann har portrætteret siden Vera Winkelvir. Og jeg kan slet ikke lade være med også at læse romanen som en metaroman, der handler om, hvordan og hvorvidt man kan få adgang til et andet menneskes (og det andet køns) bevidsthed, sådan som enhver romanfortæller med indre syn på frækkeste overvågningsbamsevis altid har gjort det.

Kun hvis man opretholder - og det kan man jo ikke, synes selv en meta-entusiast som jeg - at en meta-dimension (en temmelig vag meta-dimension endda: ret mange romaner besværger umuligheden af at få adgang til andre menneskers bevidstheder, hvilket vel er en menneske-dimension snarere end en meta-dimension) er entydigt kvalificerende, kan anmeldelsens afslutning læses som den positive smagdsom, den stiller sig an som. Ellers står der faktisk jo sort på hvidt, at Hamman har "taget et ydeligere skridt i nærheden af trivi" (dvs en trivi i tredje grad, der opløser ironien i en trivi i anden grad eller hur?)  og at anmelderen er i tvivl om hun "ville holde af denne roman hvis den ikke var en del af Hammanns forfatterskab". Hvilket sgu er en pervers på trods-holden af: Jeg holder af dig, selvom du er forbandet møgunge, fordi dine større søskende er englebørn (og fordi jeg "fornemmer" en indestængt empati hos dig, møgunge)! Jeg kender godt det relativerende forfatterskabs-blik fra mig selv (fra fx mine anmeldelser af Katrine Guldagers Kilimanjaro, Lysgrænsen og Resten af historien, som det ikke er umuligt, jeg ville have anmeldt strengere (og klarere!), hvis de ikke var skrevet af en (stadig mere tidligere) yndlingsforfatter), men det gør det jo ikke mindre uholdbart (Munk Rösing foretog samme manøvre i sin anmeldelse af Guldagers novellesamling Nu er vi så her, som hun ikke kunne tro var så plat, som den faktisk er, når den nu er skrevet af Guldager).

Gennemlæst onsdag

1520 sider gennem Se på mig

3280 sider gennem Min kamp 4

føles det!

(og bleak future:

Lilian Munk Rösings Inf-anmeldelse (se også næste blogpost):
Den formår at holde læseren fangen i 3500 sider, inden hovedpersonernes kønsorganer forenes. Derefter havde i hvert fald denne læser svært ved at forblive fanget.

Olga Ravn i FB-status: 
Ok, jeg er lidt gnaven i dag. Knausgaards Min kamp 4 udkommer i morgen på dansk. Jeg har indtilvidere læst 4700 sider af de 5500. Min analyse er: En lang kamp for at fylde en kvinde med sæd. Haha, lol, ses. Kh)

Ham vs. Knaus, gårdmann!?

Der ligger en Kirsten Hammann til mig i Klareboderne, men jeg har selvfølgelig ikke arbejdet mine 12 timer om dagen på Knausgaard-fabrikken (det er også fordi Elisabeth efter Hvede-oplæsning instruerede Olga og mig i at udtale ham på norsk som Knøjsgaard), og nu begynder det at knibe med at nå bare fjerde bind, som jeg for fanden er tvunget til at læse til tv-optagelse fredag, men jeg kan ikke holde ud ikke at være i det mindste begyndt på Hammann, inden hun udkommer samme fredag, og mine kolleger (og dem, der er værre ...) mener alt muligt utroligt idiotisk, så hvad nu, hvis vi siger, at en 25-50 siders Hammann er dessert hver gang jeg har læst 100-150 sider Knausgaard, lyder det ikke som en god idé? Jo, det lyder som en rigtig god idé, vrænger jeg til mig selv, men jeg nægter at høre sarkasmen og cykler i samme nu af sted efter Hammannen!

Jeg vil gerne SE PÅ DIG, men jeg må ikke!

khspmkhspmkhspmkhspmkhspmkhspmkhspm

er lyden af Kirsten Hammanns med febril længsel ventede (og frygtede) Se på mig, der går min lange næse forbi!

jrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjrjjrjrjrjrjrjrjrjrjrjr

er lyden af en Jørn Riel-bog, der som et puselspil med isbjergmotiv lander i mit dueslag i stedet for

fuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuck

er lyden af min utak