Lille ordoptælling

Interviewet med Kirsten Hammann i går i Berlingske ( i dag får hun 5 stjernet anmeldelse på forsiden af bogtillægget) er på

1694 ord

heraf handler

194 ord

om bogen som litteratur eller bare bog, nemlig disse, interviewets sidste:

Men så skriver du en bog og siger det, du ikke fik sagt?
»Ja, det er en god måde at se det på. Jeg kender Pernille Melsted, der skriver om skyggearbejde, som går helt tilbage til Jung, og det handler om, at vi har alle egenskaber inde i os. Vi er både den lille forsagte mus og den store dræber, det er bare om at komme i kontakt med dem. Bare, ik'! Og de fleste romaner handler om skygger og det, vi normalt ikke er så gode til at se eller dele. Det er det totalt fede ved mange romaner: at komme ind i skallen på fremmede personer, blive forundrede over hvordan de tænker, men også at føle os genkendt. Vi kommer alle sammen af den samme grød af følelser, egenskaber og kræfter, som man mere eller mindre kan dosere til hverdag,« siger Hammann. »Det er det, som også morer mig ved at skrive. Det er sjovt og pinligt og ubehageligt at skrælle personer ned som en gulerod. Lidt som at se »Klovn«, det er top pinligt og sjovt. Jeg er fascineret af, hvor ynkelige vi er, ynkelige og i visse situationer uden værdighed.«

resten er MENINGER og atter meninger om mænd og kvinder og ægteskab og sex og sager, her en klump af det lige over de 194 ord om litteratur og bog:

»Kvinder er formentlig mere pylrede og generelt mere urolige. Jeg takker bagerst i bogen min svoger, Finn Kjær Jensen, der er risikoforsker og det eneste modstykke til min egen uro. Han ser tingene på en anden måde, ligesom Pascal Bruckner, der gør tykt nar ad al vores uro og pessimisme. I stedet for at tro på fremtiden og prøve at løse problemerne forsøger man med flæben og angst at afvikle samfundet, fordi alt er ved at gå galt.« »Måske er det bare i denne her lille perfekte boble, vi bekymrer os om dyr, der bliver behandlet dårligt, og mennesker der behandler hinanden dårligt. Alt skal være perfekt, og det er ikke godt nok, før det er paradis. Ellers må der være et sted, man kan klage. Men ting sker faktisk. Jeg har tidligere citeret Dalai Lama for at sige, at vi tror, det er en fejl, når der er sygdom og katastrofer og den slags i verden, men sådan er livet faktisk for mange mennesker. Det er ikke uretfærdigt, at nogen bliver syge. Jeg siger ikke, at man i andre lande ikke bliver kede af det og bekymrede, men det er nok mere et vilkår her. Vi lever ekstremt beskyttet.«Mens Hammanns hovedperson bekymrer sig om både stort og småt, tager hendes omgivelser lettere på tingene. Sara har svært ved at se virkeligheden i øjnene, gemmer sig under dynen og tør ikke stille de spørgsmål, der nødvendigvis må stilles.»Når der er angst i et parforhold, er det kendetegnende ved, at folk ikke tør være åbne. Man går om den varme grød og håber, at det bliver bedre. Og jeg kan godt forstå det. Det gælder alle steder, også på arbejdspladser. Man er i tvivl om, hvad og hvor meget man kan sige. Det er jo det, de fleste menneskelige problemer handler om. Vi spiller roller for at få tingene til at glide og omgås hinanden, men så kommer vi ind imellem i klemme eller til at lyve, måske i flere år, og kan ikke slippe ud af det igen.«»Jeg har da heller ikke lyst til, at alle folk gik og sagde alt, hvad de mente. Jeg ville ikke selv være i stand til at sige min mening altid. Det er der gode, sunde hæmninger, der vil stoppe. Det er jo ikke alt, man har inden i hovedet, man kan sige.«

Helt ærligt Alene hjemme-likers

Lilian Munk Rösing i Politiken (5 hjerter), Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten (5 stjerner) og i dag Kamilla Löfström i Information: Det er fint og sympatisk, at I i al relativitet (men jo netop ikke forfatterskabs-relativitet, netop kun realistisk ægteskabsroman-relativitet) er så glade for romanen, men I ville jo, helt ærligt, ikke indstille den til Kritikerprisen, vel? Og jo fordi der lige præcis mangler den nødvendige kompromisløse egensindighed i både det store og det små, indrøm! Og så stopper jeg min Hamman-bashing for nu! I promise! Jeg er bare så basltyrisk anfægtet!

PS:
I stort og småt kompromisløst egensindige, Kritikerprisfortjenende romaner fra sidste år:

Majse Aymo-Boot: Over os hænger en vidunderlig sol
Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger
Christina Hagen: Boyfrind (hvis vi siger, det er en roman, og det gør vi i dag)
Helle Helle: Hvis det er (hun har fået prisen)
Peter Højrup: Island
Maja Lee Langvad: Hun er vred (hvis vi siger, det er en roman, og det gør vi i dag) (indstillet)
Bent Vinn Nielsen: Den svævende tankbestyrer
Harald Voetmann: Alt under himlen (indstillet)

Kirsten Hammann bliver ved at kritisere sin 2015-bog tilbage i 2001

i "roman"-delen af Bruger De ord i kaffen nemlig, som jeg citerer fra til slut i min egen kritiske anmeldelse af hendes nye roman i WA (og jeg sad lige i kystbanetoget og læste en 30 sider ind i geniale Bannister, der vitalt hele tiden bryder sammen) med Kenzaburo Oes En privat sag, som profetisk stand in:

Jeg henter den ene bog efter den anden ned fra bogreolen og læser spredt i dem. personerne taler sammen eller går alene rundt fra sted til sted og formulerer i tankerne, hvad de oplever.
  - Hvorfor kan du ikke bare gøre det samme? spørger Ingvarsen. Lidt ligesom Oe gør. det er sådan en god bog.
  Invarsen mener "En privat sag" af Kenzaburo Oe. Den kan vi rigtig godt lide. Hovedpersonen, Bird, er ulykkelig, fordi hans nyfødte barn er vanskabt. På de første 50 sider får vi præsenteret hans kone, hans arbejde, svigerforældrene, en elskerinde og et alkoholproblem.
  Jeg ville aldrig skrive sådan en historie. Jeg ville ikke opdigte 10 personer og sætte dem i relation til hinanden og alde dem leve et liv. Jeg ville kun kende den del af hovedpersonen og hans omgangskreds, der handler om at hans barn er førdt med hjernebrok og skal dø om 1-2 dage.
  - Der er meget mere end det, siger Ingvarsen.
  - Selvfølgelig er der det, siger jeg. - Men hvordan kan en fortæller gå gennem en lang, lang histoire uden at gøre sig selv og fortællingen til en del af hovedpersonen? Hvordan kan Oe følges med Bird på 218 sider uden at smadre kronologien og være tro mopd den rystende historie, han fortæller? HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
  - Hvad med at stille dig på en stol og råbe det én gang mere, siger Ingavrsen. - Vi kunne næsten ikke høre dig.
  Jeg burde ikke alde mig provokere, men jeg kravler op på skrivebordet og gør det igen. Så er der også chance for at, at Stilling får skrevet det med store bogstaver.
  - HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
  - Tak, siger Ingvarsen - Var der mere?
  - Ja, hvorfor bliver fortælleren stående udenfor og kigger på?
  - Det gør han heller ikke. Han går ind og lever med Bird.
  - Ja, han giver ham sig selv, trækker på sig selv. Og han går ind i Birds hoved, læser hans tanker, mærker hans kropstemperatur, han begær, hans opkastninger. Det er utrolig flot og gribende.
  - Hvad er problemet så?
  - At det stadig er dette "udefra". selve fortællingen har ikke feber og kaster op og lander på gaden. Hvis jeg skulle om en mand, der skal se sit barn dø inde for to dage og som i øvrigt føler sit liv meningsløst, så ville jeg aldrig gøre det så smukt og sammenhængende og udtømmende. Blot det at skrive i datid (Alene hjemme er skrevet i nutid, dog! LB). Ingen oplevelse som man ser tilbage på, indeholder dette væld af detaljer og lange dialoger i kronologisk rækkefølge.
(...)
- Jeg er da nødt til at tale om det ufattelige fænomen en bog er! Det er fuldstændig ubegribeligt, at man som læser kan være med i en historie, der foregår på nogle papirark. man kan blive venner med nogle bogstaver og huske dem resten af sit liv. Det fantastisk, mirakuløst. En episk roman er en ubeskrivelig smuk og god opfindelse, men stadig en opfindelse. Ingen mennesker lever og reflekterer og bliver forstået som dem i en bog. de mindes og efterrrationaliserer, de danner metaforer og sammenhænge, de står midt i det dramatiske øjeblik og husker en masse godt baggrundsstof til læserne. Løgn er det.
  - Der er forskel på tanker i hovedet og tanker på papir. Forskel på liv og bog.
  - Ja, men hvorfor kan de ikke ligne hinanden mere? Hvorfor er en roman pr. definition den ordnede virkelighed? Hvorfor går Oe ikke i opløsning med sin person? hvad er det for en natur, denne roman, at den kan gøre en mands ulykke så perfekt i bogform? Hvordan har Oe og hans tekst overskud og vilje til at vække Bird om morgenen og få ham op ad trapperne til sit arbejde?
(...)
Men hvordan kan man mene, at alle romaner og noveller skal handle om vores fælles virkelighed? Hvorfor er Inger nede fra fabrikken på Falster mere interessant end sprogets møde med hende? Hvorfor skal hun ses gennem klart glas? Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis sproget og det uudsigelige er en del af billedet, nogle gange, i nogle bøger?
 Hvorfor er ralisterne ikke lykkelige for, at der er nogen der skriver "surrealistisk" eler "upræcist" eller "usandsynligt". Så er de jo fri for at gøre det selv.

- nemlig! og det er jo dig der burde gøre det til stadighed, KH! kh