Farvespionage

Efter jeg havde blogget om Bannisters fremragendehed, poppede denne reklame for gud ved hvad op på min Facebook i ret nøjagtig omslages orange farve:

Ved Kirsten Hammann godt, at hun har skrevet Bannister?

"Poetik"-delen i Bruger De ord i kaffen?. 1997, handler (desperat) om hendes desperation over ikke at kunne lade være med at skrive vera winkelvir-agtigt om vera winkelvir fra romanen af samme titel, 1993.  Men hun har jo på udgivelsestidspunktet faktisk udgivet Bannister, 1997 - hvis eget nedskrivningstidspunkt selvfølgelig godt kan være efter poetikkens nedskrivningstidspunkt, men desperationen kommer jo unægtelig til at virke mindre uhjælpelig: det lykedes faktisk at nå videre fra vinkeelvirheden. "Roman"-delen er (kedeligere) en skematisk, prædikende historie om en forfatter i skrivekrise og i krig med den realistiske poetik, men igen: på det reale plan er skrivekrisen overstået og krigen vundet, med Bannister! Det er som om, at forfatteren faktisk ikke ved, at hun har skrevet dette mester- og hovedværk. Fra smørhullet var en storslået celebrering og undergravning af realismen i form af en momumentalt seriel klummisme, der - som jeg beskriver det i dagens anmeldelse - i de næste bøger, Svend Åge Madsen-idyllen En dråbe i havet, 2008, mega-rom-com'en Se på mig og nu den bedrøvelige "ægteskabsthriller" Alene hjemme er trivialiseret (her er det ord på plads, Stefan Kjerkegaard) til en kvik og grum, men alt andet lige helt ordinær, lineær og usprængt (kan hun heller ikke huske Søren- og Mette-begyndelsen på Fra smørhullet?) realisme, nøjagtig, på alle grundlæggende ledder, som enhver elendig kriminalroman. MEN HUN HAR TIL STADIGHED OG I AL EVIGHED SKREVET BANNISTER, DER ER ET TOTAL ORIGINALT ROMANKUNSTVÆRK: EN INDERLIG HALLUCINATORISK, SORT HUMORISTISK ALLEGORI, DER IKKE LIGNER NOGET ANDET I DANSK/INTERNATIONAL LITTERATUR, OG SOM HUN IKKE SIDEN HAR GJORT KUNSTNERISK MINE TIL AT SKRIVE VIDERE FRA, HVIS HUN ALTSÅ OVERHOVEDET VED, HUN HAR SKREVET DEN!?

Fra side 18-19. Bannister giver Ramona hendes første køretime (sammenlign med den gode slette, satiriske sex i Alene hjemme):

Koblingspunktet er vigtigt. Når Bannister bevæger sig og ud med voldsom kraft, skal Ramona overgive sig og slippe pedalen lidt efter lidt. På den måde forplanter hans bevægelser sig til hende, og hun kan begynde at gå den nye verden i møde.
  Men Ramona kan slet ikke kontrollere det. Hun rejser sig pludselig, så går alting i stå, og hun slår panden mod ruden ud til haven.
  - Kom herhen igen, siger Bannister.
  Ramona går tilbage til sengen og lader Bannister starte forfra. Stemplerne gungrer, og hun skal bare glide bagud med en millimeter ad gangen, så motoren får fat. Det er koblingspunktet, og det gør ubeskriveligt ondt at ramme det, men det vil blive lettere med tiden.
  - Er du klar? spørger Bannister.
  Ja, savrer Ramona.
  - Godt, så kører vi.
  Bannister speeder op og ramona vil gerne med på turen. Hun lukker øjnene i dybeste koncentration og slipper pedalen uendeligt langsomt. Og så kommer dét, man ikke kan blive fortalt, men er nødt til at opleve selv: "Det kan mærkes som en svag bevægelse i bilen, og det kan høres på, at motorlyden bliver dybere."
  Wrrum! Svinghjulene griber ind i hinanden og Ramona flytter fødderne, så Banniste rkan trykke speederen helt i bund. På den måde føres hans kraft videre til hende, og hans bevægelser ind og og ud ændres til en roterende bevægelse, der driver hende fremad.
  - Kom så, hurtigere! Du skal køre hurtigere! råber han.
  Bannister pisker hende fremad. han forbyder hende at stå stille og betragte det, hun har mistet.
  "Det hun har mistet". det står på et vejskilt, men de suser så hurtigt forbi, at Ramona ikke kan nå at få drejet af og se, hvad der gemmer sig bag disse ord. det er en form for hukommelsestab at køre så stærkt i en åben sportsvogn med en ny mad ved sin side. Bannister lægger hånden på hendes lår og siger, at hun skal glæde sig til middagen.
  - Jeg har bestilt bord til klokken 20, siger han.

+ gelænder

(tilegnet Henrik B. Andersens ruminstallation "Sliding zones" - intrikate, hvide (og sorte) rum med gelændere - der kan og skal ses og væres i på Charlottenborg en uge endnu)

De det gelænderet
gelænder
han
Jeg hun det
gelænder os
Det han du det
Gelænderet gelænderet de
gelænderet gelænder gelænderet De
genlænderne
vi gelænderet han
gelænder
De gelænderet
gelændere gelændere De
den gelændere
gelænderet gelænder gelænderet gelænder
den
Gelændere gelændere
gelænder gelænder dem gelænderne
gelænder
Vi gelænder han gelænder
Han gelænder de gelænder
gelændere gelændere Han
gelænder gelændere de gelænder
gelænderet gelænder gelænder Det
Det gelænder
de
Jeg hun
det han
gelænder
gelænderne dem de
gelænder Hun ge-
lænder gelænderet det gelænderne
gelænder Han de
gelænder gelænder Hun
ham han hende Han
gelænderet gelænder Hun
ham han gelændere gelænderne
gelænder gelænder
hende
gelænder
gelænder gelænder
gelænder gelænderet gelænder
Hun hun hun
gelændere gelænderet hun
gelænder
gelændere gelændere gelændere hun
gelænderne hun

gelænderet gelænder gelænderet
gelænder gelænderet Det
gelænderet det

hende gelænder gelænderet
Hun
gelænder hun hun gelænder
Hun gelænder gelænder
gelændere gelændere gelænderne
gelænderet gelænder du
gelænder du gelænder
hun gelændere hun
Hun
gelændere gelænderet gelænderet
det gelænder ge-
lændernes gelændere gelændere
gelænder gelænder gelænderet
gelænderet Han Bannister
gelænder
gelænderet gelænderne
Bannister
det
gelænder gelænder
Bannister gelændere gelænderet
det gelændere gelændere
gelænder gelænder det
gelænderets gelænder gelænderet
gelænderet hun

[de første fire sider, én tekstlinje ad gangen, i Kirsten Hammanns roman Bannister, 1997, minus alle ord undtagen 'Bannister' og pronominer og navneord, og alle navneord ændret til (de parallelle bøjninger af) 'gelænder']