At være ikke eller være grimrianist

Der kører en slags anmeldelsesdebat lige nu, ikke meget mere kvalificeret end debatten i sin tid om Ib Michaels voldstrusler, om Morten Sabroe, der har udstillet og kommenteret på sin Berlingske-anmeldeler Katherine Diez' udseende, og klart nok - mener jeg selvfølgelig også - er Sabroe her en sexistisk idiot, og ikke underligt er debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen begejstret for den dumme sag (næsten lige så begejstret som Sabroe, der elsker og spekulerer i omtalen), for pludselig er hendes kultursider blevet kontroversielle, hvilket NB aldrig har været det samme som vedkommende eller ambitiøse. Nå, anmeldelsen er såmænd god nok, men det er Hermansens kommentar i dag i Berlingske om debatten/sagen/affæren virkelig ikke, et klip:

"Katherine Diez havde dog ikke leveret en inkompetent eller lidenskabsløs anmeldelse. Hun havde leveret et brag af en anmeldelse, men også skrevet, at »romanen er en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen.« Og når man kommenterer forfatter i stedet for værk, må man så ikke tåle selv at blive anmeldt? Jo. Det kan hun med sikkerhed også. Hun har sikkert også før oplevet, at mænd med både deres første og anden ungdom bag sig forsøger at reducere hende til en »bimbo«. Det samme så vi i sommer. Her morede litteraturkritiker ved Weekendavisen Lars Bukdahl sig over denne avis' Majbritt Maria Nielsen, som vi måtte forstå var uegnet til at kommentere kultur og politik, hvilket blev forklaret med et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé. Hun gør - ligesom Diez - sig skyldig i at være smuk, og enhver ved jo, at smukke kvinder er lidt dumme, ligesom vi ved, at litteratur og samfundsforhold kommenteres bedst af grimrianer iført rullekravesweater og selvhøjtidelighed. De skal også helst flyve lavt på sociale medier. Ellers er det selviscenesættelse, og det er helt forfærdeligt."

Jeg har følgende kommentar til kommentaren på Facebook: 

"

Lars Bukdahl Altså, Anne Sophia, det er jo direkte forkert, hvad du skriver om min blogpost. Jeg forklarede ikke Majbritt Maria Nielsens uegnethed ”til at kommentere kultur og politik” med ”et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé”, endsige forsøgte ”at reducere hende til en bimbo”. Jeg dokumenterede hendes uegnethed til at anmelde kultur ved at gengive hendes officielle cv’er og et længere klumme-citat, som jeg kommenterede således: ”Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!” Denne konkrete kritik illustrerede jeg med MMN’s FB-opdatering om sin kulturanmelder-udnævnelse (som foreløbig har udmøntet sig i én faktisk anmeldelse) inkl. roséglas, fordi jeg i sammenhængen – indrømmet! - fandt den lettere grinagtig. Men hvad har det med køn og kønhed at gøre? Mindst lige så grinagtigt ville jeg have fundet et billede af en mand, der skålede til kameraet i portvin. Det er derfor noget skammeligt og forbandet vrøvl at slå min gamle blogpost i hartkorn med Morten Sabroes ynkelige slutshaming og -diskvalificering af Katherine Diez medsamt hendes rigtig gode dårlige anmeldelse, for tillykke med hende for syv søren."

Korrektion: Sabroe sadlede Rytteriet!

Morten Sabroe skrev til mig for at anholde en falsk nyhed:

"Correczione. Til kamp mod fake news! Det kan du selvfølgelig ikke vide, men i din fødselsdagsartikel om/til Jørgen Leth på forsiden af Bøger skrev du at Jørgen selv havde hyret Rytteriet til sin 75 års dag på Gyldendal, five years back. This is ze fucking fake news. Here comes truth and nothing but the truth: To uger inden Jørgens fødselsdag ringede jeg til Johannes Riis med den forrygende idé at hyre Rytteriet - som havde stor succes med deres Penis Parodi på Jørgen - til at optræde for ham på dagen. Det er en god ide, sagde Riis, jeg tjekker lige med festudvalget. Kort efter vendte han tilbage og sagde: "Vi er med! Kan du ikke ringe til dem og høre hvad de skal have i honorar?" Jeg ringede straks til Martin Buch som sagde: "Vi skylder Jørgen så meget, vi skal ikke have noget for det." De kom. De optrådte nok 20 minutter. De gav Pik Parodien.Så vidt jeg ved fik de nogle Gyldendal-bøger med hjem som trøst. Thats the truth and nothing but the truth. Jørgen ville aldrig have fået ideen selv. Rytteriet er ikke engang hans humor."

Hermed på plads: Morten var hyreren!

Attendant Vørsel

- fra fødselsdagsportræt i Politiken, ved Maria Tetzlaff, på Niels Vørsels 60 års-fødselsdag, 2013:

"Ifølge kritiker og blogbestyrer Lars Bukdahl sagde man engang om Niels Vørsel, »at han sad og skrev på den danske ' Ulysses', hvis ikke ' Finnegans Wake', og jeg håber stadig, at de har ret, og at han snart bliver færdig eller bare endeligt ufærdig!«. Det med den store roman er nu noget, Vørsel selv har fortalt for mange år siden i et af sine meget få interview som eksempel på, at man som skribent ikke kan tillade sig at begynde fra et udviklingspunkt, der er mere tilbagestående end ' Finnegans Wake'. Man skal som kunstner forny det, der allerede er lavet, og ikke producere simili. Og simili kan man ikke beskylde Niels Vørsel for. Om han sidder og nørkler med en stor roman, hører måske privatlivet til. Og ovenstående viser faren ved at give sjældne interview: Hvad man siger i dem, kommer til at stå som mejslet i sten tyve år efter. I 1975 udgav Niels Vørsel ganske rigtigt en bog på forfatternes eksperimenterende forlag Arena kaldet ' J. B. En teori', som er karakteriseret som »en roman i brudstykker; et forsøg på at indkredse personen J. B.«. Og i hans egen værkliste står ' Jeg forestiller mig en bog og jeg forestiller mig den således' fra 1977.(...)"

- fra fødselsdagsportræt i Politiken på Niels Vørsels 50 års-fødselsdag, 2003

"Når Niels Vørsel ikke skriver film- eller tv-manuskripter, skriver han på en roman. Det har han gjort i adskillige år, og det er sådan, han mener, gode bøger bliver til. Over mange år. I Vørsels tilfælde er det rigtig mange år. Han begyndte i slutningen af 1970'erne."

- fra seneste interview med Vørsel, ved Morten Sabroe, i Politiken, 1994:

"Succesen med 'Riget' har været overvældende. Serien er kommet dumpende fra himlen som befriende regn over den tørke- og katastroferamte danske tv-dramatik, som vand til et tørstende tv-folk. Og Niels Vørsel har store tanker om von Triers, skuespillernes og filmholdets realisering af manuskriptet:
  - I manuskriptet arbejdede vi med tre modsatrettede dramaturgiske ting: Det rørende, det uhyggelige og det morsomme. Det er nemt nok i manusarbejdet, men at få det til at gå i hak i det endelige arbejde er en triumf. Jeg er fuld af beundring over, at det er lykkedes at få det i kassen under de betingelser, hvor der skulle produceres fem minutter effektivt hver dag, omkring fire gange så meget som på en spillefilm. Jeg ved det ikke, men jeg vil tro, at Lars har valgt sine teknikker efter budgettet - det håndholdte kamera, næsten ingen lyssætning og ikke de store lydeffekter. Inden han gik i gang, har han overskuet situationen og sagt: - Så laver vi det på den måde!
Da jeg ringede og bad om et interview med dig, sagde du, at du ikke havde noget interessant at sige.
Du er ikke en hund efter at komme i medierne. Inde i Politikens hukommelses-center, Polinfo, lå der kun et udklip om dig, en anmeldelse af din prosadebut på Arena i 1975 med bogen 'JB'.
- Dengang gav jeg mit første og eneste interview. Det var jeg drønskuffet over. Jeg var ikke vant til, at man den ene dag sidder over for et kødeligt menneske og den næste er plastret ud over avisside i rubrikker og raster og typografi.
- Men nu er du på!
- Jeg sidder og tænker, hvorfor ikke lave interview med en, der er interessant? Hvorfor ikke lave et med ham, der har kreeret Ariel-produktet? Det hører også med til kultur, hvordan man vasker sit tøj.
- Her gælder det 'Riget'.
- Riget er ikke kultur, det er soap.
- En meget populær sæbe.
- Vores intention var ganske enkelt at lave en tv-serie. Der ligger absolut en udfordring i tv. Det er et medie, man ikke kan komme uden om, og som man generelt må kræve mere kvalitet af, fordi det har så stor indflydelse.  TV-mediet er et bredt folkeligt medie, og der er man nødt til at forholde sig til standarden. Man kan ikke gentage det allerede gjorte, det er spild af penge og af seernes tid. Har man held til på baggrund af standarden at skabe lidt fornyelse, er man nået et stykke videre.
- Kravet til jer selv er fornyelse?
- For at gå tilbage til Ariel. Det nytter jo ikke noget, at ham der laver det, går tilbage og laver Valo en gang til. Så får han jo ikke blodet og ægpletterne fjernet. Mercedes-fabrikken går heller ikke tilbage og laver en bil med køreegenskaber fra 50erne. Sådan er det med teknologi og videnskab. Du kan ikke komme med en opfindelse, der er opfundet. Du kan ikke lave simili. Der er vel en masse i erhvervslivet, der gør det, men så kommer forbrugerombudsmanden og slår ned på det. Det sker ikke i kunstverden, hvor der næsten ikke bliver lavet andet end simili.
- Hvorfor ikke?
- Jeg aner det ikke. Jeg er fuldstændig målløs over, hvad der sker.
- Hvad mener du med simili?
- Alt forsøger at ligne noget, det vil ikke være noget. Og det er både inden for malerkunst, arkitektur og litteratur.
- Hvad vil du have?
- At nogen kommer med lidt nyt. Der er en mangel på, at kunstnere beskæftiger sig med det essentielle, det nyskabende. Indenfor billedkunsten for eksempel er der efterhånden temmelig mange malere, der har forsøgt at gøre, hvad Per Kierkeby gør. Indenfor filmdramaturgi er der lige lovlig meget reol-pilleri, hvor man tager en bog ned fra hylden og siger, den kan gøre sig meget bedre som film. Det hele er præget af simili. Jeg får ikke ondt i røven af, at folk ikke maler nye billeder, men jeg gør det over den måde, de bliver eksponeret på, som om de var noget.
Du sætter 'Epidemic' højt?
- Vi fatter ikke, Lars og jeg, at tv ikke har købt den. Det er den bedste film, vi har lavet. Det er en film, der er gennemsyret af det samme som 'Riget', det er seriens forløber. Den har den samme humor, den samme leg. Det er en virkelig low-low-budget film. Og den er meget vellykket.
Godt du siger det. Jeg har lige set den til udlejning i min videobutik. Jeg vil straks se den. Men nu til noget helt andet: 'Ude i byen', hvor du ikke kommer mere, har jeg hørt, at du skriver på en stor roman, og at du har skrevet på den siden 1977. 17 år! Den må være enormt tyk!
- Jeg fik ideen til den i 1977-78, og jeg har skrevet på den lige siden. Gode bøger bliver skrevet sådan, over mange år. Hvis der bliver gjort grin med det, så mister tingene værdi. Jeg vil ikke sammenligne mig med dem, men Joyce var 17 år om Finnegans Wake. Han var syv år om Ulysses, ligesom Thomas Mann var syv år om Troldfjeldet eller Trolddomsbjerget, som den hedder i den seneste oversættelse. De tre bøger læser jeg mindst en gang om året. De er uudtømmelige. Jeg mener faktisk, at man som skribent ikke kan tillade sig at begynde fra et udviklingspunkt, der er mere tilbagestående end Finnegans Wake.
- Manden har fået storhedsvanvid vil folk sige!
- Nå.
- Er det, hvad du har at sige til det?
- Ja. Det er nødvendigt at forholde sig til det, der er lavet og så forsøge at skabe fornyelse ud fra det. Der er nogle resultater, man ikke kan sidde overhørig. Man er nødt til at tage dem alvorligt.
- Hvor ofte skriver du på bogen?
- Når jeg har tid. Man skal jo tjene penge. Det er ikke noget, jeg har nogen som helst hast med. Det primære for mig er arbejdet med den. Selve det at skrive. Det er der, fornøjelsen ligger.
- Du er autodidakt som manuskriptforfatter?
- Ja. Og jeg tvivler på, at man kan lære at skrive på en skole. På et tidspunkt blev jeg bedt om at være lærer på filmskolens manuskriptlinie. De ville betale 6000 kroner for et helt semester. 6000 kroner! For at føre et hold op til den endelige afgang! Det var der, jeg blev klar over niveauet på den skole. Og jeg tror ikke på skriveskoler. Det allervigtigste for at kunne skrive er, at man har erfaringen. Erfaringen om hvad der hidtil er blevet skrevet. Og erfaringen om at holde sig i live."



- still fra Epidemic

Rekordhjerteoppumpning

Tæl dem:






utrolige hjerter fra Mikkel Bruun Zangenberg til Morten Sabroes Libido (og libido, som anmeldelsen snarere synes at anmelde) - og jeg mener bare NAVNENE i bogen SKRIGER på en radikal hjertereduktion, for SLET, SLET, SLET ikke at tale om handlingen, som Zangenberg på en sød, men også lidt foruroligende facon lever sig helt barnligt ind i :

’Libido’ er en fiffig og underfundig (nok det SIDSTE romanen er) roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder, alle vi vakkelvorne mennesker, der stæser rundt i kønnets labyrinter, men som måske også skal mande og kvinde os lidt op. Fortælleren Philip tilbeder f.eks. sin viv, Nora (og ja, der er helt klart en hilsen til Ibsens ’Et dukkehjem’ her (ja HELT klart, men uklart, hvordan denne sætning hænger sammen, fra viv til humor), og humoren hos Sabroe er barok (rimer på TAROK), men levner plads til omsorg for individerne. Dog med den væsentlige undtagelse af dem, der skejer ud i fundamentalistisk og fanatisk kønskamp; de får med krabasken. Det gælder den utåleligt selvfede mandschauvinist Rune, der selvfølgelig viser sig at være en elendig elsker, og som fik banket oplaget på Mand i Tiden op ved at lave en komplet åndssvag, sexistisk forside. Det gælder helt symmetrisk hans modstander, gruppen Nymphomaniacs, ledet af den kolde og ubehagelige fotomodel Alecia Key, der starter en hævnkrig mod Rune og co., og så er banen og komikken ellers kridtet op, helt frem mod klimaks på en lille ø, der selvfølgelig (SELVFØLGELIG) er formet som to toppede bryster.

Kan han han ikke høre, Mikkel, når han sidder og nedtaster sit referat, hvor fornosset fjollet det hele lyder? Men forhåbentlig er Politikenlæserne ikke helt lige så tonedøve; for længst må de jo være trænet i at tilsætte hjerteanstrengelsen et par kilo salt eller tre.

Smalheds slagskygge x 3

over Morten Sabroes Libido, som jeg gudhjælpeme sidder og læser, fordi jeg skal anmelde impotensforlængeren for helvede, i stedet for at læse

Pablo Llambías' Sex Rouge (kun måske til anmeldelse) og

Rasmus Halling Nielsens Vi elsker maskiner og

Mikkel Thykiers SUB ROSA men

det fede ved treddobeltskyggen er, at den er så massiv og hver af de tre slagskygger tykkere end den åh-åh-åh så brede bog på 254 sider, nemlig henholdsvis

358 sider og

284 sider og

240 +  157 sider

(og så glemmer jeg alt om den uoppakkede palle med kæmpestore H.V. Holst-romaner, der stod bag ruden inde i Busck, for det var stensikkert bare et mareridt)

jeg citerer lige den sidste sætning på side 112 (november second) i de 4 bøger, først Sabroe (og den sætning kunne vel også sagtens stå, på vers, i Pablos bog, hårdt nok):

Han bliver bange for det, han ikke kender, og det gør ham ude af sig selv, så det begær han retter mod kvinden, er også et begær efter ikke kun at udslette hende, men også sig selv.

Jeg siger,/ det egentlig ikke er en beslutning.

Hans cigaret brænder mellem pegefinger og langemand. I den hånd der ikke bruges af mig til at hive ham op.

Det var ikke min håndskrift, men det var en ringe trøst.
Jeg ved, du må have det!

(Halling-sætningen er 1 i 2 jo, i Thykiers bog er der 2 sider 112)

Jeg troede Ib Michael stjal min cykel for 117. gang!

Men så var den slet ikke stjålet.

Den var blevet flyttet fra den ene cykelparkeringsdobbeltdækker på Nørreport til den anden.

Og så var det slet ikke Ib Michael.

Men Morten Sabroe.

Der imidlertid er blevet oplært på Ib Michaels thailandske cykeltyveskole, som han havde lovet, Mik, var forbeholdt den lokale, rodløse ungdom.

Men heldigvis havde Morten Sabroe ikke hørt efter i timen.

Han stjæler også dårligt.

Ordslutspil

Hvad jeg er kommet til er vel at stikke en flamingoplade.

Om at skyde forlorne pelikaner med pap-bazookaer

Fejl er pinlige punktum. Og det er pinligt, at jeg i min anmeldelse af filmen Den store skønhed i Ekko er kommet til at skrive pelikaner i stedet for flamingoer punktum (men også lidt sjovt punktum punktum punktum). Det er svært at rekonstruere, hvordan en tanketorsk har fundet sted, men jeg er ret sikker på, at jeg har tænkt på flamingoer hele tiden og er kommet til at skrive pelikan i stedet, fordi pelikanen også er en excentrisk fugl, de står lige ved siden af hinanden på fugle-tastaturet, og jeg har så læst 'flamingo' i stedet for 'pelikan', når jeg har læst teksten igennem, og det er afgjort pinligt (men også lidt sjovt ...) Nå, men den fejl fik i aftes Morten Sabroe til at eksplodere i et både generelt og specifikt angreb på mig i en FB-opdatering, som alle mulige har liket og kommenteret og linket til, og her kommer den: 

DU BLIVER ALDRIG TIL EN SKID, LARS BUKDAHL: Og du kan lige så godt begynde at pakke dit skrammel sammen, dit Bukdahls bet, Hvedekorn, og alle dine rustne anmeldelser som du har rystet ud af dit højre ærme som betød det ikke en skid for dig, men rystede gjorde du alligevel, det er Mediesprællemandens lod, rystes skal der, og du blev nok selv lige så overrasket over de ord der kom dryssende, og de domme du fældede uden at vide hvorfor du fældede dem, men de kom faldende sammen med ordene ud af ærmerne, og der var ingenting i dem da du begyndte at ryste, men jo mere du rystede, des mere kom der, rable, rable, rable, og skide være med det hele, det er ikke bøgerne det handler om, det er Mig, og det er det Mig, der er vokset dig over hovedet og har gjort dig til dit eget skadedyr, for i al din jublende glæde over dig selv, er du – for længst – blevet så skide upræcis at det du skriver, ikke har nogen værdi, og det er så: overhovedet ikke nogen værdi. Gang på gang har jeg set i dine anmeldelser hvordan du giver hovedpersonerne i de bøger du anmelder (og ved dine evindelige fejl beviser at du ikke har læst) forkerte navne og referer handlingen forkert, og en eller anden dag falder hammeren, en eller anden dag tænker man, nu kan det være nok. Vi der skriver fordi vi mener det alvorligt, har altid gjort en dyd ud af at der ikke er fejl i vores tekster. Ikke én. Fandt vi én efter teksten var blevet sat og trykt, blev vi ude af den, selv om den var nok så lille. Det er det der hedder professionel ære. Du er pisse ligeglad. Jeg kunne også være pisse ligeglad med dig. Det er jeg ikke. Der var engang hvor jeg troede på dig. Du var faktisk talentfuld, nu er du bare fuld af dig selv.

Dette eksempel er kun et blandt utroligt mange:

Jeg var i biffen i går og se Paolo Sorrentinos Den store skønhed. Da jeg kom hjem læste jeg din anmeldelse i Ekko. Den var edderhakkeme nedladende og fuld af din sædvanlige ’Jeg er godt for god til at være sand’-attitude. Du indledte den sådan her:
’Hvad er det mest ordinære realistisk-magiske dyr? På en delt førsteplads: Elefanten og giraffen, vil jeg foreslå. I Paolo Sorrentinos nye, spektakulært forlorne film, Den store skønhed, møder vi til overflod både en giraf og en flok pelikaner. Pelikanerne, der vel er nede på cirka en tolvte-trettende plads på hitlisten, lige efter zebraer, bliver det nok for anti-plotspoilende at tale nærmere om, fordi de optræder til allersidst. Eller faktisk ikke helt til allersidst, men filmen har et helvedes besvær med at gøre sig færdig ...”

Det er skrevet af en mand der ikke duer. Kan du forstå det: du duer ikke. Der er ingen pelikaner i den film, og ved du hvad? Du er ligeglad. Du er skide ligeglad. Det er ikke det kommer an på. Det kommer an på Mig, Lars Bukdahl, jeg skal kraftedeme skrive en morsom nedrakning, og om det er pelikaner eller ej, rager mig. Det er derfor du ikke duer. Du ejer ikke professionel ære. Så pak dit tingeltangel og gå hjem og vis det til dem der ligesom du synes, at du godt nok er for god til at være sand.

Uha! Hvor bliver jeg bange! Det er virkelig imponerende med så heftig og patosfuld forargelse over selvoptagethed fra netop den mand (og hvad angår ærefuld ufejlbarlighed: "'Jeg er godt for god til at være sand'-attitude"!? og hvad med det sære billede: "rystet ud af dit højre ærme" - med min venstre hånd?). Jeg tror simpelthen ikke på, at der er utroligt mange andre eksempler på sådanne tanketorskede fejl i mine anmeldelser (hvoraf 80 % er anmeldelser af danske bøger). For så ville forfatteren eller venner af samme stensikkert have gjort opmærksom på dem, fordi sådanne forfejlede tanketorsk, som Sabroe anfører, ligner et bevis på, at anmelderen ikke har læst bogen (ordentligt), men det eneste, det beviser, er,  at bogen ikke har givet ham en god grund til at skelne mellem en onkel og en tante (seneste sag, jeg husker, var Mikkel Zangenberg, der havde sjusket med nogle af Jakob Ejersbos personnavne). Og hvis det endelig skal være, så er flamingoer højere placeret på top tyven over ordinære magisk-realistiske dyr end pelikaner (det er virkelig svært at holde sig alvorlig i denne diskussion, jeg bliver gladere og gladere for min forveksling ... undskyld), den rette fugleart gør kun min pointe stærkere.

Jeg læste Sabroes opdatering, før jeg gik i seng, og drømte selvfølgelig om den, men sjovt forsonligt; jeg mødte Morten i en let muteret udgave af Politikens Boghal og vi kom hurtigt over skædmyddslen, verfede den ligesom bare af os, og så anbefalede jeg Lone Aburas' Politisk roman til ham og hans datter (der, stolt, har kommenteret på tråden), der var med eller havde fødselsdag, som noget, der virkelig burde være i hans boldgade, men desværre var den udsolgt, og så fadede drømmen ud ...

Men, åh, hvor jeg ikke gider, at det udvikler sig til et nyt Ib Michael-gate, for det handler om lige så lidt af forbandet ingenting: Ja, en anmelder kan komme til at lave en fejl, men hey, han er ikke ligeglad, han synes, det er genuint pinligt (og så i dette tilfælde lidt sjovt ... beklager), og så er den skid virkelig ikke længere og fortjener hverken skærmtid eller skærmplads. Lad os skændes VILDT om, hvad bøgerne siger og gør, og hvad det, de siger og gør, er værd, PLEASE!

(her link til et kriminalistisk allegorisk digt om mordet på en flamingo)

Inden jeg dybt sukkende kommenterer på Morten Sabroe

(Stephanie HAR ringet og fået sit nej tak)

ser vi Den store bagedyst - min anmelderidealer p.t.: Mette Blomsterberg (primært! fordi hun primært er kageanmelder, ligesom mig!) og Jan Friis Mikkelsen: så skarpt og præcist de taler om ikke mindst skarphed og præcision; næste opgave bør være en lyserød pelikankage.

1 spand tjære med fjer bliver til 5 forlorne Mortensaftenænder

I går hørte jeg fra en kollega, at det er Morten Sabroe, der har skrevet den dér Ib Michael-tekst, hvor han lider af Torurettes Syndrom, først publiceret på hans Forfatterside hos Gyldendal og siden i WA Bøger (og omtalt i blogpost nedenfor), og vistnok bare fordi jeg selv direkte adspurgt i 24-syvs kulturprogram, om det kunne være en anden end IM, der havde skrevet teksten, svarede, at den i hvert fald synes stærkt MS-inspireret, hvis ikke faktisk -adviseret, og at denne inspiration muligvis er afgørende for etableringen omsider af en genuin selvironi, hvis ikke faktisk -indsigt (kulminerende i sammensmeltningen af hans og min næse). Siden havde kulturprogrammet endnu et indslag (jeg orker ikke at linke, men begge udsendelser burde være til at finde som podcasts), hvor en retoriker fra KUA var stensikker på, at det var MS, der stod bag, og væddede 500 kr. på det, og nu er det skal det åbenbart forestille at være almindelig sladder-viden. Morten Sabroe har sendt mig sit svar til 24syv, hvor han utvetydigt slår fast, at han intet ansvar har for Ib Michaels tekst:

Nå, nu har jeg hørt udsendelsen (den første radio 24/7 udsendelse jeg har hørt, og hvis I går efter laveste lyttertal i historien, you are definitely on the right track), og hvis man skal tage den for det den er, en nicheudsendelse på radio 24/7 (svært at modbevise), og ikke for satire (det kan I ikke påberåbe jer) så skylder Christine Isager Lars Bukdahl 500 kroner, som hun vel har ære nok i livet til at betale ham, når nu hun har lovet lytterne det. Satire var det i hvert fald ikke, det I lavede i den, og da Isager udmærket ved at det ikke er tilladt at lyve uden for teksten/værket, og også godt ved at det har jeg aldrig gjort, så ved hun også nu, at den Ib Michael tekst I havde under behandling, var en Ib Michael tekst. Jeg forstår slet ikke hvordan hun kan undgå at se det. IMs var jo ikke komisk, men snarere humoristisk, og vel også et forsøg på satire. Den lignede ingen af mine tekster, og hvis den gjorde i Isagers hoved, var det måske fordi den var en slags plagiat. Bukdahl er jo ikke dum, han kan høre en tone, og den tone han har hørt i teksten, ved han godt er Ib Michaels. Hvis tekst faktisk først for alvor blev rigtig sjov, da I tog den alvorligt.
Never maindz, kun ét resterer:
Er dette satire, eller er det alvorligt ment?
Sæt selv kryds, eller ring efter Isager.

Morten Sabroe er nu min ven

Venskabet blev smedet for et par timer siden, fordi han venligt ville sende mig et link til en Dickens-artikel, men hvad så med min plan om at disse ham i den Blæksprutte om legitime (fx Dan Ringgaard og mig og ham selv) og illegitime (fx Sabroe) Jørgen Leth-fans, jeg skal skrive i morgen formiddag? Ja, hvad ville Morten have gjort, spørger jeg mig selv, og han ville gævt have gjort disningen endnu grovere, er jeg sikker på, det er jo for fanden ingen Disney-film, vi medvirker i, det er en Marvel-film, så af sted med Thors-hammer-serven (hvor jo til forskel fra tennis og badminton ketcher og bold er 1 - vi så lige Thor, min søn og jeg, det var, bortset fra OK onde Loke, ikke nogen særlig god film, dybt nederen designet nordisk mytologi).

Vesterports skægstubbe

De grånende skægstubbe på Politikens Forlags mandigt mandlige forfattere, Morten Sabroe, Christian Mørk og én, hvis bestsellende, amerikanske navn jeg virkelig ikke kan eller bør erindre mig, på reklamen over trappen ned til Vesterports perron er KOMMAER ulykkeligt fanget i flugten fra de 3 forfattermænds syntaktisk kummerlige og jo bare som sådan græsselige bøger.

Zunshine Boy

Politikens Mikkel Bruun Zangenberg er på kritiske lykkepiller for tiden: himmelhenrykt er han for den ene nye, danske bog efter den anden efter den tredje, der som sædvanlig - i en absurd omvending af anmelderiets almindelige national-relativisme - er at sammenligne med verdensfilosofi og/eller verdenslitteratur og/eller ham selv (overdrevet glade virker også 4 hjerte-anmeldelserne af Julie Sten Knudsen og Jonas T. Bengtsson (siden efterårssæsonen begyndte, har Z ikke givet under 4 hjerter)):

Kirsten Hammanns roman Se på mig (seks hjerter!)

Hammann beskriver mesterligt og forunderligt nok meget loyalt de bittesmå, gradvise skred i moralen, hvor hvert enkelt skridt forekommer harmløst, og ingen er sociopat, men pludselig er den helt gal.
Hvor den jødiske filosof Hannah Arendt beskrev ondskabens banalitet (i tilfældet Eichmann), er det på en måde Hammanns fortjeneste her at kortlægge godhedens banalitet. Eller rettere, den måde, hvorpå godheden så bedragerisk let svæver over i en art ondskab, når den gør sine gerninger.

Rasmus á Rógvus debutroman Skuffen og skeden (fem hjerter)

Litterært ville jeg gerne selv placere á Rógvu på et kort, der er spændt ud mellem punkter som Beckett (’Molloy’ især), Bukowski, Céline, Gombrowicz (det deforme), men også folk som Elmore Leonard, Dashiel Hammett, Dan Turèll og svenske Nikanor Teratologen, og jo, jo, Seeberg og ’Eftersøgningen’, og tættere i tid en knivspids Skinnebach og Brixvold (’Forbrydelse og fremgang’).

Morten Sabroes erindringsbog Fader vor (fem hjerter - på trods af Zangenbergs forbehold overfor lige præcis Sabroes egne verdenslitterære stedfædre: "det er nu hverken Whitman, Hamsun, Dylan eller Shakespeare", det er åbenbart kun Zangenberg, der har licens til pinlig proportionsforvrængning)

Og så dog. Her er mit problem: Jeg har en kæmpe svaghed for Sabroe. Er det mon blot, fordi jeg er mand, har mit eget faderspøgelse, min egen narcissisme, mine egen pendulfart mellem de kedsommelige fætre, storhedsvanvid og mindreværd? Jeg ved det ikke. Men jeg tror det ikke helt. Sabroe har unægtelig en lind [plusord?], glidende heftig skrivemaskine, man kan mærke maskinen trisse [plusord?] af sted, rytmisk, bølgende, energisk [kan man trisse energisk?]

Det er rart at være rar, og jeg siger som damen i When Harry Met Sally efter Meg Ryans falske orgasme-skrig: "I'll have whatever she's having".

Jeg vil ikke gøre stads af Marianne Stidsen, men

hun var dog engang, tilbage i 90'erne, før hun omvendte sig til kanonisk konservatisme og tematisk didaktik, en kritiker med en vis selvstændig og kapabel vurderingsevne, og hvor er det på den baggrund et sørgeligt retorisk implosivt, også kaldet tomt buldrende debatindlæg, hun har i Politiken Bøger i dag under overskriften "Kritikkens hate speech", og som især handler om min strenge person, jeg citerer så meget, jeg kan holde ud, hvilket hun nemlig konsekvent holder sig for god til, at citere altså:

Det nye er imidlertid, efter min opfattelse, at den grove kritik, baserer sig på en decideret inkompetence [inkompetence er et hårdt, injurierende ord, synes jeg nok, men så vidt jeg kan læse, sætter Stidsen inkompetence lig med at forholde sig kritisk (overfor kanoniserede forfattere) i sin kritik, og så er det vel OK at blive kaldt inkompetent!], som vi ikke tidligere har set modstykke til. Når Lars Bukdahl i et interview i Politiken udtaler, at Ib Michaels forfatterskab hører til blandt dem, han har sat sig for at "køre 'kampagne' på", så baserer det sig mindre en læsning af det aktuelle værk end på en usaglig, frit i luften svævende forhåndsantagelse om, hvad han skal mene om det. det hører ingen steder hjemme [selvfølgelig anmelder, når jeg anmelder, bogen foran mig (og har, for 117. forpulede gang, anmeldt flere af Ib Michaels bøger godt og ½godt), men hvorfor er det inkompetent kritik at forholde sig kritisk til et kanoniseret forfatterskab og hvordan det (ikke) udvikler sig og anskue den kritiske forfatterskabsud(/af)vikling som eksemplarisk kritisk (hvilket jo 1:1 modsvarer det implicit eksemplariske i enhver kanonisering: sådan, mine damer og herrer og skoleelever, ser god litteratur ud!), som ret præcist er det, jeg mener med 'kampagne' ?]/ Det hører heller ingen steder hjemme, når Bukdahl fra samme præmis sætter sig for først at sable Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling ned i Weekendavisen og derpå nedgøre og sjofle den i et fiktivt afslagsbrev i lyriktidsskriftet Hvedekorn [nej, på Hvedekorns hjemmeside, i bladet har jeg aldrig ordet]. Udtrykket 'at gå efter manden i stedet for bolden', som har været brugt flere gange, synes næsten for mildt. Snarere er der tale om decideret personforfølgelse og chikane.

Ja, jeg har oven i købet flere gange skrevet kritisk om Thomsens bog her på bloggen, uha, uha, uha. Den eneste måde, jeg kan få Stidsens anklager til at give mening på, er, hvis det som sådan er for galt at kritisere Thomsens bog og personforfølgende og chikanøst, sjofelt og svinsk at kritisere den gentagne gange. For selve mine tekster forholder sig hver gang til teksten, bogen og digtene, med talrige citater, MODSAT HENDES EGET DEBATINDLÆG, der står ikke ét ord om digteren som privatperson. Og for helvede, ingen digtsamling siden Thomsens forrige har været (i sagens natur positivt) forhåndsomtalt i den massive grad, samtlige anmeldelser undtagen min egen var blankt positive og begejstrede, bogen sælger som det varme brød, den i mine øjne med stor konsekvens ikke er. Jeg er hovedanmelder af dansk lyrik på Weekendavisen og redaktør af Danmarks førende lyriktidsskrift, det ville have været inkompetent af mig IKKE at skrive ekstensivt om Rystet spejl og så grundigt som muligt udfolde min skepsis og lunkenhed. Mindst hver 14. dag modtager Hvedekorn en kuvert med dygtige og ligegyldige SUT-epigonerier, derfor syntes jeg det var et interessant og illuminerende tankeeksperiment at læse bogen som et bidrag til Hvedekorn, her er et citat fra den slemme tekst:

Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. Du skriver en alt for sirligt tryg, næsten indolent traditionel centrallyrik; en slags easy listening-udgave af den (over)modne Søren Ulrik Thomsen, som du tydeligvis har forlæst dig på, men ikke orker at hverken karikere eller konkurrere med, derfor reproducerer du bare anonymt og neutralt hans uekstremeste inkarnation i Det værste og det bedste: lunt retoriske besværgelser (gerne med sentimental meta-appel) af dødelighed og henrundet fortid pådrysset en beskeden mængde banalt/kitschet (gerne meta)billedsprog. Der er flere gode ansatser til en konkret enkelhed og en enkel konkretion, men næsten hver gang underløbes de af undertekstende metaforik og aforistik og andet strik. [hvorpå et digt citeres og læses]

Hvilket ikke er spor anderledes skrevet, måske er kritikken lige en smule mere udførlig, end et gennemsnitligt afslagsbrev fra Hvedekorns redaktør. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde den talehandling at kalde sådan tale "sproglig voldsudøvelse" og "hate speech": Hys tale?

Nå ja, Morten Sabroe har på forsiden af 2. sektion en mildt diverterende artikel om, at han var sammen med gadget-fikserede IM på Thailand, da denne fyrede sin voldstrussel af, og han genfortæller også lige, nu han er i gang, for 117. forpulede gang historien om dengang for 15 år på Bogmessen, han og jeg IKKE var oppe at slås. Ja, ja, ja. Men sikke en skøn tegning af Philip Ytournel, med IM og Sabroe som badende gamlinge og mig med min næse som hajfinne drivende imod dem! Jeg er også fint tilfreds med Anne-Marie Steen Petersens bistre udgave af mig over Stidsen-indlægget, men hvad sker der med lædervesten, sådan en kunne IM måske finde på at bære, aldrig i livet jeg!

Fedtegrever

Formanden: Jeg maa atter henstille til det ærede Medlem, om det ikke er ganske unødvendigt at drage dette frem for at tage stilling til Ændringsforslaget.

Sabroe [socialdemokraten Peter Sabroe, Den Gyldenblondes far, Morten Sabroes farfar]: Jeg tillader mig, hr. Formand, at sige, at naar vi her i Rigsdagen have at gøre med et Spørgsmaal om Understøttelse til Fru Bransholm, synes det mig at være af afgørende Vigtighed at konstatere, hvorledes den Behandling, hun gav Børnene, i Virkeligheden var. Jeg er nu i Besiddelse af det omtalte Hønsefoder, og ærede Medlemmer ville have Lejlighed til at se, hvilket svinsk og uappetitligt Produkt det er. I Maanedskriftet ”Hunden” findes en Annonce fra Holstebro Svineslagteri, der har leveret Fedtegreverne til Børnene paa ”Hebron”. Annoncen lyder saaledes: ”Fedtegrever”, almindeligt anerkendt som de bedste Fødemiddel, der eksisterer, til Hunde og al slags Fjerkræ, faas til enhver Tid hos os i Kager paa 50-100 Pund mod Forudindsendelse af Beløbet eller mod Efterkrav. Pris 10 Øre pr. Pund. Holstebro Svineslagteri.” Jeg lod saa indkøbe 9½ Pund; Regningen er her: ”9½ Pund Fedtegrever, 95 Øre, Holstebro Svineslagteri.” Og her ville ærede Medlemmer kunne se de berømte Fedtegrever og danne sig et Begreb om, hvilket smudsigt Produkt det er, man har budt de fattige Børn paa ”Hebron”.

Formanden: Jeg vil henstille, om det ærede Medlem ikke kunde finde en mere passende Tid og et mere passende Lokale til at udstille sine Varer i.

Sabroe: Jeg indrømmer, de Varer er ikke gode, men det er nødvendigt overfor den stærke Overdrivelse fra anden Side endelig en Gang at vise corpus delicti. Ærede Medlemmer ville efter Mødet havde udmærket Lejlighed til at se … (Afbrydelse: Og smage?) Smage? Nej, jeg tror ikke ærede Medlemmer ville, thi da jeg havde bestemt at ville tale fra denne Plads og havde faaet Pakken herhen, saa skete der det, at det ærede Medlem fra Løvel (Anders Nielsen), der sidder et par Pladser herfra, kaldte et af Budene hen til sig og befalede, at Pakken skulde bringes bort fra denne Plads og anbringes paa min. Nærheden af de Fedtegrever generede aabenbart det ærede Medlem alt for stærkt. Da jeg imidlertid mente, at jeg, naar jeg skulde taler der, og Pladsen der var ledig, havde Ret til at anbringe dem der, lod jeg et andet Rigsdagsbud bringe dem tilbage paa denne Plads, hvorefter det ærede Medlem for Løvel henvendte sig til Formanden og vistnok havde en meget intim Konference med ham om, paa hvilken Maade man skulde fjerne disse Fedtegrever …

Formanden: Jeg kalder det ærede Medlem til Orden (Stemmer: Af hvilken Grund?)

Sabroe: Det er overflødigt at spørge om Grunden.

fra Rigsdagstidende 1907-1908 (citeret i min mor Lise Togebys antologi Var de så røde?, undertitel ”Tekster og dokumenter til belysning af Socialdemokratiets gennembrudsår”, 1968 (mit fødeår)

[afskrevet torsdag]