SIGNYA GJESSAN!

modtog i dag på Vejle Bibliotek debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegar; Gyldendaldirektør Johannes Riis modtog prisen på Yahya Hassans vegne (han er i var det Spanien? og promovere), Signe Gjessing modtog den på egne vegne i sin fine guldkjole og improviserede før sin oplæsning en vild takketale, hvis budkab var at vi skulle se og berøre tingene som de er (før vi forvandler dem og/eller ved at forvandle dem!?) og at vi skal finde sammen som os - hun fortalte at hun havde siddet på en trappesten med YH, før hans bog udkom, og at han havde sagt:

Vi skal være flere -

Naja stod og vejrede tavst på Vejle Bibliotek

mellem reolerne i udlånsafdelingen, da jeg var derinde i mandags. Hvad laver du her, tavst vejrende, var jeg lige ved at spørge, da jeg opdagede, at det var på en fladskærm, der mandshøjt stod på hovedet, at hun tavst stod og vejrede- som en del af det unheimlich proft producerede projekt Forfatterskærme, hvor en forfatter er filmet i et mere eller mindre akavet, tavst vejrende interval på en to-tre minutter, der kører i et umærkeligt loop, indtil det umærkeligt bliver afbrudt, når/hvis en biblioteksbesøgende trykker på et af de spørgsmål, der står nederst på skærmen, som forfatteren så beredvilligt besvarer. Jeg har kun systematisk "udspurgt" de tre 90-digterinder, der er opstillet nedenfor med link til netudgaver af Forfatterskærmen, (her overordnet link, de øvrige forfattere er Ida Jessen, Leif Davidsen, Kim Fupz Aakeson, Leif Davidsen, Svend Åge Madsen, Kirsten Thorup, Jens Christian Grøndahl, Kenneth Bøgh Andersen og Josefine Ottesen), og som ikke overraskende alle er værd at høre på; Aidt afslører, at hun er Johs. V-fan; Helle, at hun stoppede med at skrive digte, efter hun havde tekstlæsning med SUT på Forfatterskolen; Hammann sammenligner det at blive sprugt, om man ligner sine generationsfæller med at blive spurgt, om man ligner sine søskende, det er noget andre kan se, bl.a., men I kan også bare se dem stå tavst og vejre, det har en sært beroligende effekt:



link



link



link

Hallelu-YEAH!

YEAHOLOGI Ved tildelingen af Danmarks største debutantpris, Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr., til Theis Ørntoft for den højst hippe digtsamling Yeahsuiten

YEAH! YEAH! YEAH! YEAH! YEAH! YEAH!

Det er så mange YEAH!er, Theis Ønrtofts debutdigtsamling Yeahsuiten faktisk indeholder, sølle 6 YEAH!er, dvs. kun dobbelt så mange som i bandnavnet The Yeah Yeah Yeahs. Til sammenligning er der 30 yeah’er i Beatles’ sang ”She Loves You”, med omkvædet ”She loves you yeah yeah yeah” og mindst (sangen fader ud nemlig) 175 yeah’er i LCD Soundsystems sang ”Yeah (Crass Version)”, med omkvædet ”yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah/ yeah yeah yeah yeah yeah yeah.”

Til gengæld står de 6 yeah’er på hver deres side, midtpå og med masser af luft udenom, med eftertryk, som man siger: YEAH! Så jeg synes sagtens, vi kan kalde YEAH! for bogens omkvæd (hvis ikke YEAH!erne simpelthen er selve sagen og uden videre lig med Yeahsuiten, som akkurat en kort og klar suite af YEAH!er, med digtene som en fed gang smalltalk til at udfylde pauserne mellem de malmfulde YEAH!er?).
Når man tæller digte og ikke bare YEAH!er, opdager man, at der er system i sagerne – indtil systemet til sidst, som digteren med sin sølvtunge ville udtrykke det, fuckes op: 2 digte, YEAH!, 3 digte, YEAH!, 4 digte, YEAH!, 5 digte, YEAH!, 6 digte, YEAH!, 7 digte, YEAH!!, 5 digte og intet YEAH! … det må læseren selv levere, hvilket han gerne gør, plus de tre digte, der mangler, hvis systemet skal gå op, og det kan det så holde lidt hårdere med.

Denne diskrete, let op-fuckede systematik understregede det projektuelle og det nummeragtige ´(som i cirkusnummer), det ikke bare stilige, men også stiliserede, i de så tilsyneladende koket og distræt henkastede digte. Yeahsuiten er også et helt køligt eksperiment: Kan jeg foregøgle læseren en ny og frisk og fucking autentisk centrallyrik ved at sammenklippe Schade’sk hverdags-naivisme og opkørt city slang og barokke metaforer og meta-kommentarer om identitetens og virkelighedens illusion og pokerface-tautologier, der udnævner noget til at være det, det bare er – i tre linjer (minus metafor): ”Her fra herfra lyder vækkeuret som et vækkeur/ det rammer sgu bare sin egen form og intet andet/ det vækker sgu bare genkendelsens sorg og ikke andet” ? Ja, det kan jeg godt foregøgle! Nej, YEAH! det kan jeg godt!
I et interview på DR.dk’s Testklubben gør Ørntoft sig noget for klog og naiv på bogens projekt: ”Jeg fornemmer, at mange mest læser min bog som en fejring af ungdommen, altså den demonstrerer en bevidst og fragil lykke, og at det alene kvalificerer bogen. For mig er det faktisk ikke så meget gaden eller værelset det handler om, men snarere hvor hårde kollisioner mellem forskellige temperaments- og erkendelsesregistre man kan fremskrive, og stadig foregive at stemmen er en autoritet.”

Jeg vil mene, at YEAH!erne beviser og udtrykker, at det ikke kun er læseren, men også digteren, hvem det lykkes at foregøgle, at eksperimentet SÅ GOD SOM NY UNG POESI lykkes. Og som digteren selv ville udtrykke det: Hvis det lykkes, at det lykkes, så lykkes det! Lykkeligvis!

YEAH!erne fungerer også som opviglinger af digtene, så de fra et rimeligt hyper-enkelt udgangspunkt kan komme op i stadig højere og mere ekspansive omdrejninger. Derfor bliver der også stadig længere imellem dem: I starten har skriveprocessen brug for alle de tilråb, den kan give sig selv, senere kører den så godt som fuldautomatisk i sit skønne overdrive.
YEAH! er rockens svar på hiphoppens DÈR! En tom, men slagkraftig markering af det performative, showy nærvær. Mit Oxford American Dictionary, købt i Berkeley, Californien, 1982, forklarer, at yeah er et uformelt, informal, adverbium, der betyder yes, ja. Og hvis man sprogrøgterisk absolut skulle fordanske YEAH!, ville det måske blive til JEP! Men det er bare ikke helt det samme, vel: Hun elsker dig, jep, jep, jep ...

I det førnævnte interview definerer digteren YEAH! som ”et uafgørligt temperament. Lyt til Aracade Fire, det er lyden af mange stemmer, der råber samtidig. Det er også derfor, jeg ikke råber omkvædet højt når jeg er ude at læse op: Jeg er ikke nok” Jeget i Yeahsuiten er nemlig i høj grad et kollektivt jeg, hvis ikke en generations jeg – men helst gerne! – så en flok venners og veninders jeg, som dem der hænger ud på forsiden. En af bogens egne folkeoptællinger af jeget lyder sådan her: ”jeg er en jøde, en laks, en pige med diller”. Jeg vil gerne ønske samtlige de Theis’er, der er nået uskadt frem til Vejle Bibliotek i dag, tillykke med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat ved at udbede mig et stort, flerstemmigt YEAH! i halen på bogens digt nr. 2, ”Det perfekte tidspunkt til et bad”:
”Jeg kommer hjem efter en vildt hård dag – helt bombet/ det perfekte tidspunkt at tage bad på// går ud mod badeværelset/ men da jeg tager i håndtaget er der låst/ ikke godt – skal derud og tage bad NU/ skrub af med dig! og/ fuck snart af! råber jeg til personen derinde – ha ha// da jeg endelig står i badet, tænker jeg/ på en god venindes bryster// ud af det blå slår det mig pludselig/ om jeg skal flytte væk fra alt og alle/ hvor kom det indfald fra tænker jeg og bliver sindssygt trist”
1, 2, 3, all together now: Y-E-A-H!!!!

En meddelelse også fra mig til pressen - og jer andre

Pressemeddelelse

Vejle, den 15. september 2009

Danmarks største debutantpris

Hvad er de nye litterære tendenser og tør forlagene overhovedet satse på originale debutanter?

Jo, heldigvis udgives der stadig talentfulde debutanter, er juryen bag Munch-Christensens Kulturlegat enige om. Juryen har udpeget årets 2 mest lovende, yngre debutanter i Danmark.

De to prismodtagere, Theis Ørntoft og Louise Øhrstrøm, har begge bidraget med vigtige og originale bøger i den nye danske litteratur, og de modtager begge Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat på 50.000 kr.

Theis Ørntoft får prisen for sin digtsamling ”Yeahsuiten”, der udkom på Gyldendals Forlag i efteråret 2009. Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl motiverer valget af Theis Ørntoft således:

”Theis Ørntoft er en i bedste forstand øretæveindbydende digterspire, stilig og legesyg, cool og koket. ”Yeahsuiten” er både en ironisk udstilling og en oprigtig fejring af den unge digter som pigeglad, rastløs strejfer i livet, fyldt til randen med skønne og sjove guldkorn: "Det vedtages hermed, at jeg lige nu står og børster tænder".

Louise Øhrstrøm får prisen for sin roman ”Efter rosinen”, der udkom på forlaget EC Edition i foråret 2010.

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai motiverer valget af Louise Øhrstrøm således:

”Louise Øhrstrøm fortæller en menneskelig historie om fødsel og død, der er gribende og gådefuld. Læserne får indblik i en ung kvinde og hendes sorg, så tårerne begynder at glimte i øjenkrogen. Myten og den folkelige fortælling viser sig at danne bund og grund i menneskelivet, og en pilgrimsrejse får himlen selv til at åbne sig. "Efter rosinen" er en eksistentiel fortælling fortalt med sans for hverdagens og drømmens realitet.”

Prisen uddeles på Vejle Bibliotek fredag den 24. September kl. 15.

Med venlig hilsen

Joan Høeg og Else Zakarias

Bibliotekarer

Vejle Bibliotekerne

Willy Sørensens Plads 1, 7100 Vejle