Olga straks fra barsel tilbage til anmelderjob atter

Olga Ravn

1 hr ·

Nå men jeg læser Knausgaard 1000 år efter alle andre, og jeg har en fest med det. Gud, hvor han hader kvinder og elsker Hölderlin. Sammenligningen med Proust kan jeg godt forstå, mest fordi begge hovedpersoner er så komplet latterlige i deres afgrundsdybe selvoptagethed, at man må le. Mest fjollede romankarakter til dato. Han skriver dejligt, men de essayistiske passager er godt nok noget af det mest irriterende, jeg har læst, siden jeg skulle læse de forkælede gymnasiedrenges ansigter til skolefesterne, når de svedte af beruse, metadforlse og kritiserede velfærdsstaten for ikke at pace dem nok, hvorefter de kørte hjem i en bil, de havde fået af far, da de blev 18 og i sommermørket råbte efter mig "stop krænkelseskulturen!" eller måske "vores samfund har ingen helte på grund af den systematiske demaskulinisering i børnehavernes femi-regime!" eller måske "hvem har noget coke!" eller måske simpelthen bare "fisse!"

Like

Tavleportræt

Det er min halve foredragstitel, der står på tavlen bag Knausgård og Dorph i foredragssalen på Testrup, og tænker sit:

Et foredrags efterfest

Form er ondskab, kom jeg til at udbryde under mit Tag & Læs-foredrag i går, og i dag i spørgetimen efter sit eget foredrag om ondskab tog Per Aage Brandt pludselig på sig at forklare, hvorfor jeg havde ret, og det lød fuldstændig overbevisende og totalt skarpsindigt, mens argumentationen stod på, og bagefter spurgte professor emeritussen mig om jeg var enig i hans udlægning - 'jo tak' svarede jeg bare som en århusiansk buskontrollør, og nu kan jeg ikke huske et ord, og senere i spørgetimen efter Karl Ove Knausgårds foredrag om ondskab henviste en spørger til mit foredrag og titlen på det, som stadig stod på tavlen, med 'det gode' tilføjet under AUTENTICI/TET/RIS og 'det onde' under ARTIFICIALI/TET/OFFENSIV, Knausgård svarede venligt i vest og tilføjede, at jeg, 'Bykdahl', nok havde ment noget i øst, tak til begge notabiliteter!

Autofiktive faser

(teksteksempel: hid og did i første bind af Karl-Ove Knausgards Min kamp, oplæst og fasemarkeret af LB og stuntman-demonstreret af JB på Svendborg Bibliotek i går)

1. DEN NAVELUTISKE FASE
overfladisk afpudsning af og spejling i egen navle, mild og lyrisk narcissisme

2. NAVLESTRENGTEORETISK FASE
kaster sin rekonstruerede navlestreng ud i verden som en lasso og firer sig frem med dem

3. FADERPERPLEX FASE
leder efter sin far og tror at alle stole er ham (og i parentes alle puder mor)

4. SOLIPSEXISTISK FASE
parrer sig på en meget indviklet måde med de lygtepæle, barndommens hund pissede op ad

4. MEGALOMANIERISTISK FASE
breder sig i alle retninger og kontaminerer og laminerer alle biblioteker og bibliotekarer og alt er biblioteker og alle er bibliotekarer OG JEG ER VERDEN OG VERDEN ER MIG

Knausgård Tidende

Nå ja, der er lige nu den slettede scene, der er SCOOPET i seneste nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik, den slettede skide-scene fra Karl Ove Knausgards Min Kamp, som Informations kulturredaktør Peter Nielsen bruger uforholdsmæssig meget plads på at skrælle og citere fra i en såkaldt anmeldelse (nå ja, der er også lige en slettet tekst af Bjørn Rasmussen, som vi har givet en pris) af nummeret i Informations bogtillæg. der snart burde skifte navn til Knausgård Tidende, så grundigt som de iiluminerer selv den mindste prut slået i dette Nordens allerstørste, nærmest titanisk store, brændende lokum.

Autofiktivt sammentræf er happy ending

Da Karl Ove Knausgaard i dag klokken 14.00 gik på scenen på Louisiana, tog jeg en bid af en McDonald's-hamburger foran Scientologys hovedkvarter i Jernbanegade.

Jeg kan ikke se, hvordan det er muligt for Knausgaard IKKE at afslutte sjette bind af Min kamp, manuskriptet til hvilket han, så vidt jeg har forstået, først afleverer til forlaget på mandag, med dette fantastiske sammentræf.

Up on the top next

Da Primal Scream i aftes i Vega var færdig med første nummer, "Movin' On Up" selvfølgelig, og jeg lykkelig blæst stod og glædede mig til resten af koncerten, med overstadig tillid til, at dette ikke kunne misse - Bobby bevægede sig! Bobby smilede til os! - hvilket det så sandelig heller ikke gjorde, det blev et pænt stykke højere end solen, bippede en sms ind fra min kollega Klaus Rothstein, der sikkert stadig var på Møn og døgn-interviewe Knausgaard (som, dokumenterer hans kjempeværk i det mindste, har en glimrende musiksmag, og sikkert hellere ville have været i Vega end på Møn), der fortalte alle interesserede, at han havde skiftet telefon og telefonnummer. Pga. den søde musik, tænkte jeg straks, den kan hans mobil på Møn ikke holde til!

Nurse Straightlove - eller hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og gå ind for (om ikke elske) Kirsten Hammanns nye roman

Jeg begyndte med at læse mig alvorligt skuffet i Kirsten Hammanns nye roman Se på mig, som det rimeligt gennemskueligt fremgår af blogposterne nedenfor, fra mmmmm til hrmmmmf og de overdrevne sideantal: Jeg fandt bogen for form- og konceptløst uspændende, for uenergisk uambitiøs og en masse andet u-, og for forskelsløst ekkoende Mette-stemmen (nu bare også i en parallel mandlig udgave) - sardonisk-autentisk mimen hyperkonkret smålighed og egocentri - fra Fra smørhullet og En dråbe i havet (romanen/poetikken Bruger de ord i kaffen? handler bl.a. om at ikke kunne komme af med og ud af Vera Winkelvir-stemmen, nu er det et Mette-fængsel, Hammann befinder sig i). Jeg gik direkte fra begyndelsen på Se på mig til fjerde bind af Knaugaards Min kamp og blev perverst indtaget i den gedigne Karl Ove-omstændelighed vs. Hammanns ferme, falsk solidariske vrængen. But not for long! Stille og roligt hang teenage-arkæologiens endeløshed mig længere og længere ud af halsen, og da jeg onsdag aften ikke uden desperation vendte tilbage til Hammann, morede jeg mig pludselig intenst over de udsøgte udleveringer af hovedpersonernes egomani (Sune der bliver decideret overstadig af at succes-vennen Lars (!) får et dødfødt barn), og det er jo ikke givet, at det var bogen der havde forandret sig. Men ak, så var jeg tvunget til at bruge torsdagen, inden Gy-reception, på at knolde mig færdig med Knaugaard. I Gyldendals gård mente Kirsten Hammann (den virkelige humanoid KH), der takket være Zangenbergs hysteriske 6 hjerter i Politiken ikke var til at skyde igennem, at vide (fra distingverede blog-læsere), at jeg ikke brød mig om bogen. Det var jeg ikke sikker på, at jeg stadig ikke gjorde, og under alle omstændigheder havde jeg ikke læst den færdig, så det holdt jeg mig let skingert til: Det ved jeg ikke, jeg er ikke blevet færdig! Jeg fik kun pletlæst fredag, inden jeg drog til dr-byen, hvor grundigt sminkede Olga Ravn forsvarede romanen bravt (i forlængelse af Hammanns interviews, men uden besværgelsen af en bonus-dybde!) som fuldfed, virtuos rom-com og talte dunder mod avantgarde-snobbet næserynken: Av! Lørdag læste og læste jeg og læste færdig og var og er i syv sind, hvoraf mindst de fem er positivt glødende, vistnok. Dobbeltsporet efter Julies hospitalsophold med dets mangedobbelte (selv)bedrag kører kosteligt kokset derudaf, og bravo for modet til og talentet for pornoen, der både allegoriserer sig som det ultimative luksusforbrug (jf. al det ensomme slikspiseri i Fra smørhullet) og fremstår som en helt straight (kynisme-undergravende) celebrering af god sex. Jeg tror lige nu, at Se på mig er et seriøst grumt stykke letbenet underholdning, sort latter under en spejlblank overflade. Jeg vil også lige citere et sent, umiddelbart ublæret tekststykke, hvor Sune forsøger at destruere en kompromitterende dvd, person og situation er så dødelig præcist og konkret tegnet ("holder også lidt igen ..."):

Det er sværere end han troede. Den er enormt hård, og han lægger flere og flere kræfter i, men holder også lidt igen, fordi han er bange for at blive skåret, når den endelig giver efter. Han pakker den ind i stoffet på sin bluser, men han kan sgu ikke. Skal man virkelig op at stå på sådan én? Det er som at bøje et stykke metal, han bruger alle sine kræfter, og bagefter er dvd'en alligevel nærmest intakt. Den er bulet og vil få svært ved at komme ind i sprækken på computeren, men det skulle ikke undre ham, om en almindelig dvd-spiller kunne klare den. Når han kommer ned i gården, vil han ridse den over asfalten, så den bliver ulæselig. Ingen må nogensinde se den. Hvor er det bare ærgerligt, det gør bogstaveligt ond at skulle aflevere den film, hvilken optagelse, hvilket kunstværk han fik skabt der, og ham selv, der var så stor! Han fik ikke engang set den færdig, så fræk og ophidsende var den.

Uden yderligere sammenligning så lykkedes det heller ikke min fjendtlige læsning at destruere Kirsten Hammanns roman, den sprang hele tiden tilbage i synet igen.

More is a bore, less is hardcore

Med en vis tømmermændsmurren skal jeg ind til dr-byen og snakke om bind 4 af Knausgaards Min kamp, men der er sgu ikke så meget at snakke om, fordi romanen bare er en meeeeeeget laaaaaang uuuuuungdooooooomsboooooog; Christian Yde Frostholms mildt og magtfuldt minimalistiske Selvportræt med dyr, første bind af et!, som jeg anmelder positivt i WA i dag, er den diametrale modsætning til Knausgaard, som

og så nåede jeg ikke længere på den blogpost, inden jeg måtte vælte mig på cyklen, 3 timer kom vi til at henslæbe i dr-byens rungende haller, hvoraf kun 1 time var effektiv optagelsestid - med idelige opbremsninger fra den usynlige ordstyrer, hver gang en samtale ca. var kommet i gang, men det gjorde den så overraskende nok, kom i gang, gang på gang, men nu venter skamklipningen!

Nå, hvad jeg bare ville, var at citere en tredelt, på samme tid luftig og forrtættet teksteenhed fra Selvportræt fra dyr og kommentere, at det ville Knausgaard have brugt mindst 30 sider på at fortælle udtømmmmmmmmmende:

"Nu må du ikke svigte hende", siger Trines mor da jeg bliver kærester med Lena fra gymnasiet.

Mor er forvirret over alle mine veninder.
  Jeg har ikke lyst til at gøre hende ondt, men jeg kan ikke længere sove i huset.

Det er jul, og jeg venter bare at det skal gå over. Sidder i familien, men er der ikke. Det er den eneste måde jeg kan være der på.

Gennemlæst onsdag

1520 sider gennem Se på mig

3280 sider gennem Min kamp 4

føles det!

(og bleak future:

Lilian Munk Rösings Inf-anmeldelse (se også næste blogpost):
Den formår at holde læseren fangen i 3500 sider, inden hovedpersonernes kønsorganer forenes. Derefter havde i hvert fald denne læser svært ved at forblive fanget.

Olga Ravn i FB-status: 
Ok, jeg er lidt gnaven i dag. Knausgaards Min kamp 4 udkommer i morgen på dansk. Jeg har indtilvidere læst 4700 sider af de 5500. Min analyse er: En lang kamp for at fylde en kvinde med sæd. Haha, lol, ses. Kh)

Ham vs. Knaus, gårdmann!?

Der ligger en Kirsten Hammann til mig i Klareboderne, men jeg har selvfølgelig ikke arbejdet mine 12 timer om dagen på Knausgaard-fabrikken (det er også fordi Elisabeth efter Hvede-oplæsning instruerede Olga og mig i at udtale ham på norsk som Knøjsgaard), og nu begynder det at knibe med at nå bare fjerde bind, som jeg for fanden er tvunget til at læse til tv-optagelse fredag, men jeg kan ikke holde ud ikke at være i det mindste begyndt på Hammann, inden hun udkommer samme fredag, og mine kolleger (og dem, der er værre ...) mener alt muligt utroligt idiotisk, så hvad nu, hvis vi siger, at en 25-50 siders Hammann er dessert hver gang jeg har læst 100-150 sider Knausgaard, lyder det ikke som en god idé? Jo, det lyder som en rigtig god idé, vrænger jeg til mig selv, men jeg nægter at høre sarkasmen og cykler i samme nu af sted efter Hammannen!

Autofiktion som TUNGE lektier, betonfiktion

DR2 producerer på et nyt FRISK litteraturprogram med en JOURNALIST som vært og en læseklub med ALMINDELIGE mennesker undtagen som en UNDTAGELSE en sjælden gang imellem en læseklub med folk, der har en slags prof forstand på litteratur, bl.a. mig og Olga Ravn, og vi skal til den første optagelse om 14 dage læse og diskutere 4. Knausgaard-bind, men jeg har ikke læst noget som helst Knausgaard, så jeg anmodede DR, som for en gangs skyld i det mindste et naturalie-vederlag, om at tilskikke mig alle 4 bind, hvilket jo bare hårdt nok betyder, at dem skal jeg så læse, og er der ikke please nogen blandt bloglæserne (som jeg stoler på), der kan forsikre mig om, at det i en eller anden, gerne pervers forstand er umagen værd; Olga og Mette M, som jeg begge (i et vist omfang!) stoler på, stod udenfor foredragssalen og dissede Karl Ove, da han havde "holdt foredrag" (= læst et utrykt kapitel op) på Testrup, men de havde vistnok heller ikke læst ham!?