Der er forskel på gentagelser, der ER forskel på gentagelser

Dette skal ikke være kampagnekritik, og jeg vil slet ikke terrorisere på det tætte venskab mellem Kirsten Hammann og Helle, hvilket jeg heller ikke tror, jeg kan, men Hammans bemærkning i Bernaise-interviewet:

Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet -

kan jeg lade gå ukommenteret, især ikke når min anmeldelse af Alene hjemme, Hammanns nye roman, turnerede meget om gentagelse som en dårlig ting, men der er forskel på gentagelser:

Helle bevarer og forfiner en distinkt yderliggående, på samme tid cool og poetisk, helt personlig stil, samtidig med at hun kompositionelt, i (de)monteringen af tekstspor og kronologi og plot, underfundigt eksperimenterer.

Hammann, hvis Bruger De ord i kaffen? besværger gentagelse som dæmoni (Vinkelvirspøgelset), gentager i den nye roman for anden/tredje gang sig selv i en afdynamiseret og afironiseret, professionel og pletvist vittig/fyndig, men aldeles uforhekset udgave af en oprindeligt ironisk/parodisk mimet normalstil, og nu helt uden kompositionel kreativitet (1 synsvinkel (med alm små-flashbackeri), 1 kronologi).

For der er forskel på gentagelser.

Ja, der er forskel på gentagelser.