Prosaoverdøvelsen af initialpoesiens ILD

Jeg gengengengengengenlæser Kirsten Hammanns debutbog, digtsamlingen Mellem tænderne, og tænker, at det er den bedste debutdigtsamling i 1990'erne, vittig og sort, introvert og aggressiv, og selvfølgeligt stensikker, den overgås først af Ursula Andkjær Olsens Lulus sang & taler i 1990, men det er som om, at den og hun ikke tæller i poesihistorien, fordi Hamman senere har skrevet lutter (genial og bare fremragende og glimrende) prosa (bortset fra 1 højskolesang og 1 rim&remse-bog, 90'ernes bedste af begge dele)), som om at den ville have talt mere, hvis hun som Broby slet ikke havde udgivet flere bøger - det er lidt det samme med Katrine Guldagers bog nr. 2, Styrt (som jeg modsat Mellem tænderne anmeldte og læste i det frie præ-udgivelses-anmeldelesrum og som gik lige ind, som ingen anden jævnaldrende digters digtsamling), 90'erne bedste digtsamling nr. 2 måske så; hun og den, på trods af sidste års (jo lige præcis kun) gedigne poesicomeback, må heller ikke rigtigt være rigtig og rigtig poesi. En forgænger kunne være Kirsten Thorups debut, digtsamlingen Indenfor - udenfor, der blev fulgt af noveller og hybridtekst og så ROMANER. Og man kunne frygte, hvis Olga Ravn som bogforfatter fremturer med (betydelig) prosa, så fortoner hendes debut, Jeg æder mig selv som lyng og den styrke som akkurat poesi sig på samme måde, og tænk nu hvis Yahya Hassan begynder at skrive prosa, god prosa, men det er der foreløbig intet, der tyder på, jfr. bare hans herligt fræsende-kværnende nye langdigt, som der lige nu florerer fragmenterede videooptagelser af på FB. Når men her er Kirsten H, ung og suveræn i 1992, inden vi suser ind til byen til ballet & bowling:

TAG MINE HÆNDER

Tag mine hænder
jeg rækker dem med aske og skrøbeligt væv
Og mine læber
de hvisker deres papirlyde til hinanden
De hvisker om støvet
og tørheden i de dødes værelser
Og jeg rækker dem
Med vilje
og blindt.