Værkstøj / Værktøjr - et skema

Til foredrag om "Klassikere" på Espergærde Bibliotek

Synlighed/ optik/ tid bestemmer et værks værkstatus

værker kan gennem et langt efterliv opnå indtil flere værkstatusser 
(ofte oplever man, også simultant, den dobbelte status makværk/tærskeværk - mesterværk/hovedværk: indenfor samme optik kan et værk godt være hærværk eller galmandsværk og mesterværk/hovedværk, indenfor en anden optik (som ikke er min!) er hærværk/galamandsværk det diametralt modsatte af mesterværk/hovedværk)

( ) (uskrevet)
(værk) (skrevet)
værk (udgivet)
VÆRK (kritisk reception) 

MAKVÆRK/ TÆRSKEVÆRK (som der tærskes på)

LESSER WORK (99 % af alle værker)

HÆRVÆRK (skrevet ovenpå/imod andre værker (Don Q!))
GALMANDSVÆRK (gaga, dada)

MESTERVÆRK (subjektivt absolut kanoniseret som skønt for MIG)
HOVEDVÆRK (officielt kanoniseret som betydeligt og eksemplarisk, relativeret epokalt, globalt, nationalt, forfatterskabsmæssigt)

(Hammann-eksemplificeret - ja, ja, nu basher jeg lidt igen - Lesser works: En dråbe i havet, Se på mig, Alene hjemme. Hærværk: Bruger De ord i kaffen? (pga. dens polemik, se nedenfor). Galmandsværker: Vera Winkelvir, Bannister, Bruger De ord i kaffen? Mesterværker: Mellem tænderne, Vera Winkelvir, Bannister, Chokoladeeskapade, Fra smørhullet. Hovedværker, i DK, perioden, forfatterskabet: Vera Winkelvir, Bannister, Fra smørhullet)

Den haardkogte Jomfru, en Pontoppidansk rock'n roller

Ved siden af Døren sad for sig selv en ung, mørkøjet Brunette,der hvilede Armene paa Knæene. Hun havde et Glas Whisky i Haanden, nippede ogsaa nu og da til det men tog iøvrigt ikke Del i Lystigheden. det var Ragna Nordby, mellem Kameraterne kaldt den haardkogte Jomfru paa Grund af sin mutte Utilgængelighed. Til hendes væsen svarede hendes Klædedragt. Hun bar en graa, strikket Vams, der sad om ehndes kraftige Figur som en Ringbrynje, dertil en simpel, mørkeblaa Nederdel og store Snørestøvler. Da hun desuden hverken var pudret eller sminket tog hun sig mærkelig fremmedartet ud blandt de andre Damer - som en ung Landløberske, der havde forvildet sig herind fra et Markedstelt. For et par Aar siden var hun dukket op i den københavnske Journalistverden med Anbefaling fra den gamle Litterat og Smædeskriver Otto Kall, som hun boede sammen med og kaldte sin Onkel - en hvidhaaret Krøbling, der undertiden saaes paa Gaderne i en mekanisk Rullestol, som han selv kunde køre. Hun var forøvrigt Søster til den unge Lyriker Fritz Nordby, "Vaarsangenes" berømte Forfatter, hvad hun dog aldrig selv omtalte, og hun havde en Tid været forlovet med en Journalist ved Arbejdernes Blad, Ole Ling, en begavet men ekscentrisk ung Mand, der en Dag tog Livet af sit efter et Sammenstød med sin Redaktør. Her ved Bladet blev hun kun brugt til den tarveligste Reportage.

(...)

Da hun fra Vesterbro svingede ind i sin egen Gade, kon hun i Læ og satte straks Farten op. Oppe over Hustagene brølte Stormen. Hun løftede sig i Sadlen og følte Lyst til at bryde ud i et Hærskrig. Hjulene løb under hende. I det flakkede Skær fra Lygterne fløj hun afsted gennem Natten som omskabt til en ung Heks, der red til Bloksbjerg paa sin Oldemors snurrende Spinderok.
  Da hun var kommen ind ad sin Gadedør, tog hun Cyklen paa Nakken og steg op gennem Husets fem Etager til sit Kammer paa Loftet (...)
  Oppe i hendes Kammer saae der som sædvanlig lidt forstyrret ud. Hun havde ikke været hjemme siden hun tørnede ud om Morgenen. Hun stillede  cyklen op ad Væggen, smøg Vindjakken af sig og kastede den henover Styret. Lidt efter krøb hun i Sovebriksen.
  Men Søvn fik hun ikke denne Nat. Hun laa med Hænderne under Nakken og vidtaabne Øjne. Og ehndes Tanker blev til Ord, og Ordene til Vers. Hun var løftet op i den Henrykkelsesrus, hvor hun bragte sien Digte til Verden.

Det klirrter af Vaaben vidt omkring.
Velkommnen, I jernklædte Mænd.
som fulgte mit Hærbud!

Se Glimtet deroppe bag Uvejrssky_
Et Vink fra den Gud,
som vier den kække til Sejren.

Lad hornene klinge! Til kamp! Til kamp!

Det brøler fra Ildsvælg. Fra Skyen det svarer:
Nu aabner sig Himmerigs Porte
for jernklædte Mænd!

Hun mumlede Versene hen for sig efterhaanden som de blev til. Et par Gange tænkte hun paa at tænde Lys og skrive dem ned, mens hun endnu huskede dem. Men hun lod det være. Nu havde hun det saa godt; var helt i sine Syners Vold. Og det var jo saa ligegyldigt, om Versene blev husket eller glemt.  Hun havde dog haft Glæden af at give sig hen i sine Drømmerier, og hun bildte sig jo ikke ind at være Digter.

En Helt bæres bort fra den blodige Mark.
Saa blegt er hans Ansigt,
der smiler i Døden.

Og Slagenes Natsorte Fugle,
de skriger i i Luften af Glæde:
Her dækkes de slugvorne Unger
et rundeligt Maaltid!

Ordene blev ved at strømme. Naar hun først var begyndt at kvæde, kunde hun som galdrende Troldkvinder daarligt holde op igen. Endelig da det gryede af Dag og Spurvene begyndte at pippe i Søvne udenfor hendes Tagvindue, sank hun dødmat sammen og sov ind.
 
- (som også er forgabt i En Stor, Bøvet Mand, men det springer vi over her) fra Henrik Pontoppidans Mands Himmerig (ja, jeg er klassiker-bebyrdet atter, men hvor er ligeledes tvangskanoniske Pontoppidan dog en lise at læse, læs selv!, i forhold til læsterlige A. Hansen)

Modgift mod lang dags anstrengte anmeldelse af muggen klassiker

er opkørte kortanmeldelser af mindst 2 dugfriske, småforlagsudgivne digthæfter (den ene endda "skrevet" af en personlig fjende, hvilket giver ekstra moralske point) næstfølgende formiddag.

Strudseæg af og til Rif

Jeg ved ikke, hvor mange af de nedenstående strudseæg, jeg når at læse op til Klassiker-arrangementet om og med Rifbjerg på Hovedbiblioteket i dag klokken 17.00; jeg skrev dem til et projekt, som Peter-Clement Woetmann havde fundet på, men senere skrottede, hvor vi skulle konstruere nye digte af linjerne i en digtsamling; det var vistnok min subversive idé at stoppe Rifbjerg-digtsamlinger ned i et silkeborgensisk burhønsebur, så de kunne lægge Højholt-Show-æg, jeg ved ikke, om det lykkedes (eller om jeg overhovedet tør læse resultaterne op på biblioteket):

5 strudseæg

af Lars Bukdahl/Klaus Rifbjerg

1.

Sådan startede H.N. Andersen hans modsatte perspektiv udenfor fodgængerfelter. Byrd, Scott, Ammundsen forlader dette område, smutter, flygter som fisken.. Nyt signal, krybe op på operationsbordet, pruste ved tanken om jomfruelighed. En fiktion vil være sit eget flyvende judoslag i halsgrubenen. Kommer hjem i et gennemsnitsliv nærmere en pige eller anden mæthed i mellemgulvet. Nakken tilbage, begejstret er verden for andet end ting.

2.

Bevægelse mod hvidkalket hus, nej, sådan kan det ikke opsummeres, ryggen kommer baglæns ud nu. Vækkeurslyde lister sig forbi, standser og trækker gennem sommergrene baskende bedre end nogensinde. Muligheden, som aldrig opbruges, holder, ja, ved Gud, så hør da, jeg skal ud af nakkens myoser, ryg, sammenhæng som edderkoppeben. En hypersensitivitet, noget utilladeligt, vil med anderledes styrke tåren, sidste, eneste gang, indrømmet.

3.

Om lidt kommer veninderne forbi de frygtsomme aber. Dyndmoderen tager et skridt tilbage. Din moster har vendt sine ure om. Hvilende i lyset banker han derinde en telefonpæl i og snupper uden stor courtoisie landminer ved hver kuvert. Hvem har givet dig den fjerhat på?

4.

Hovedstrømmen blandt mine længslers floder ruller frem ved Depotet på Løjtegaardsvej klædt ud som Marx Brothers. Hun hed fru Elly Pogge og hendes far var det flotteste bål, men han var allerede død. Peter Bangsvej og Istedgade med Bunuels ansigt og Salvador Dalis kunst. (som heller aldrig er ophørt).

5.

Det er nødvendigt at diskutere, det er i orden i det tredivte år efter krigen. Mere vand, hvorfor kan svenskerne ikke bare blive hjemme? Disse støvler, så lettede de. Frihedens vogtere fylder meget i Pantheon, hvor der også, hvor Eurydike er. Så kommer Vorherre med briller, men han vidste det ikke gik, al den underholdning. Det bløder i vore klokkeformede hjerter. Han tænker på sine venner, han kommer frem i døren og hakker løs, fniser.

Linier fra Klaus Rifbjergs Konfrontation, 1960 (1.), Camouflage, 1961 (2.), Portræt, 1963 (3.), Amagerdigte, 1965 (4.) og Mytologi, 1970 (5.) i Torben Brostrøms udvalg Rifbjergs digte.