Den deprime historie om lysten der blev job, nuet der blev plot

TIL HELT ÆRLIGT SKRÆK OG ADVARSEL!

(transskriberet efter Martin Kongstads interview med Kirsten Hammann i Bernaise er dyrenes konge, link til hele udsendelsen her):

Arbejdet er slet ikke så dejligt mere som det var i starten. Det var virkelig virkelig dejligt at skrive, da jeg var ung. Jeg kunne rigtig godt lide det. Det var det bedste i hele livet. Det var leg og det var frihed, og jeg ville smadre ting, og jeg ville lave noget nyt, og jeg ville bygge nye ting op. Jeg kunne sidde til langt langt ud på natten og arbejde med ord. Jeg startede jo også som digter, så det var meget jeg var nede i sproget, virkelig at træne og øve og uden at vide, at det var det, jeg gjorde, ligesom når du har en violinist eller musiker, der skal øve sig de dér 10.000 timer eller et vist antal år, det skal en forfatter jo også, men det var jo ikke noget, jeg tog som en træningstid, for det var jo en fryd uden lige - at kæmpe med sproget og se, hvad det kunne.
(PAUSE/SUK)
Desværre har jeg ikke mærket den glæde i mange år. Det er blevet mere
(Kongstad: professionelt?)
et arbejde, ja. (et slags snøft) Og det har selvfølgelig også noget at gøre med, at der er kommet nogle forventninger, både fra mig selv til mig selv, men også at andre har forventninger ... nej, det er bare noget med at være ung og skulle indtage et helt nyt land. Man aner ikke, hvad man kan, og der er heller ikke nogen, der ved, man findes.
Kongstad: Det, der så driver dig nu, det er jo ikke som om, du ikke har lyst til at lave det du laver mere, er det så delvist det du gør, og så delvist, at du skal tjene nogen penge?
Ja, det er et spørgsmål om også at tjene penge. Nu er det jo bare et arbejde, og nu er jeg blevet 49, så det er ligesom også en skæbne, eller det er ligesom det, det er blevet til. Jeg kan jo ikke lige pludselig lave noget andet. Jeg k a n ikke andet. For det første kan jeg simpelthen ikke andet, jeg har ikke nogen uddannelse. Nå men, så har jeg også den dér forpligtelse, synes jeg, overfor mig selv og overfor de evner, jeg nu engang har, og alt det, jeg har trænet op, og det talent, jeg jo så har, at selvfølgelig skal jeg gøre det. Jeg skal passe mit arbejde. Men det er desværre nok det, der fylder mest.
Selvfølgelig har jeg en form for ungdommelig drøm med at, åh, jeg kunne skabe det, eller, tænk, hvis jeg kunne skrive den og den bog. Men der er jeg desværre blevet så klog, at alle dine drømme, de klasker fuldstændig til jorden, når du kommer på papir. Det er jo noget af det vilde, man opdager, når man har skrevet flere og flere bøger, det er, at jeg tænker, næste gang, næste gang, der skriver jeg noget helt andet. Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet (...)
Men jeg er også begyndt at forestille mig noget mere normalt og skriver mere normalt i gåseøjne end jeg gjorde før. Det er jo ikke fordi, jeg først nu har lært at arbejde med plot, jeg var jo direkte modstander af det ved alle mine første bøger. Jeg syntes, det var totalt snyd. Jeg syntes, at det var totalt latterligt, at lave kloge bøger og film, hvor man gik kronologisk frem, og hvor de kunne reflektere midt i handlingen, mellem replikker kunne de tænke. Jeg var meget mere interesseret i, hvordan føles det at leve nu. Jeg ville væk fra hele historierammen, fordi jeg opfatter ikke, at når vi lever vores almindelige liv, at vi har en historieramme. Vi har jo ikke en fortæller. Vi lever jo ligesom i det skridt, vi tager nu. Og det var det, der interesserede mig at bruge litteratur til. Så det var mit mål dengang, at prøve at gøre det meget 1:1 på det lige nu levede liv. (...)
Kongstad: Men hvad var det, der gjorde, at du begyndte at bruge en mere traditionel måde at fortælle på?
Måske bare fordi jeg havde fået nok af det. Jeg havde fået lov i en tre-fire bøger at være vild. Nu var det vildt for mig at skabe nogle rammer, fordi dem havde jeg ikke haft. Så det var den næste nye udfordring for mig - og kæmpe med noget, man ikke er vant til. Og for mig ville det være spændende om jeg kunne nedlægge det dyr også.

(men hvem nedlagde hvem tydeligvis? - bemærk også at KH taler i nutid om hendes ungdomsprojekt og -poetik: jeg opfatter ikke ..., bemærk i det hele taget entusiasmen i fortidsomtalen og resignationen i nutidsomtalen, and weep, bloglæsere, men gør det konstruktivt)

Bernaise er dyrenes konge og jeg er Pumba!

Jeg optræder i verdens bedst betitlede radioprogram, Bernaise er Dyrenes Konge som verdens perplekseste madanmelder - link her - men heldigvis spørger Martin Kongstad også til mit litterære anmelderi, som jeg er noget mere gladelig talende om, især efter det første glas vin og i den grad efter det andet; jeg er særligt glad for den intense slo-mo-beskrivlse af SUT og jeg, der med dav og "ikke-dav" natligt passerer hinanden på Nørrebro; den autoritative udgave af den gamle anekdote helt klart.

2 århusianske velkomster

1. Dorthe Nors på Vild med ord-festivalen, som rapporteret på Litteratursiden af en vis Nina, programsat efter en samtale mellem Knud Romer og Christian Jungersen om hjerneskader:   

Sceneværten burde have strammet op på tidsstyringen og også indholdet i samtalen. De herrer - alfa-hanner - som Dorthe Nors med rette kaldte dem gik langt over tiden, men det er pinedød en sceneværts opgave at overholde en tidsplan. Dorthe Nors fik lov til at stå og vente i 20 minutter, inden hun kunne indtage scenen. Så kom hun på scenen. Dejligt klar og lidt bidsk og ærgerlig over forsinkelsen. Hun indledte med at læse op fra sin nye bog. Rigtig godt og sjovt. Da hun skulle til at gå videre med det egentlig programsatte emne - nemlig den til engelsk oversatte novelle, som hun netop har fået udgivet i USA, så forsøgte sceneværten at korte hendes tid på scenen ned. Hun var blevet bedt om at levere stof til 40 minutter, og pludselig så bliver hun desavoueret af en scenevært, som åbenbart synes det er sjovere og mere vigtigt at høre på Knud Romer igen igen. Heldigvis får Dorthe Nors brokket sig så meget at hun får tildelt 10 minutter mere, men det rokker ikke ved, at vi som publikum gik glip af det mest vigtige, nemlig at høre om hvordan det er at blive udgivet i Guds eget land med alle de forhindringer det kan indebære.

2. Martin Kongstad i Løves Café i Guldsmedegade, klip fra kostelig post på hans blog:

To kulturradikale bedstemødre med deres halvvoksne døtre går ind. Løseligt anslået er otte ud af de tolv tilstedeværende kommet for at høre mig. Jeg tager en rask beslutning. Jeg vil læse kapitlet fra Århus; det med hende den unge onanist. Nu hænger den ene af de to ansatte et hvidt a4 op på ruden. ”Martin Kongstad læser op og signerer sin bog klokken 15.”
Klokken er kvart i tre, og tager en beslutning og går ind. Det er svært at fange de ansattes blikke derinde, men jeg insisterer.
”Du skal sidde i baren og læse op,” siger den ene.
Der er musik. Folk hyggesnakker.
”Nej, jeg læser kun op for de mennesker, som er kommet for at høre det,” siger jeg. ”Der er ingen grund til, at eventuelle andre skal have ødelagt deres eftermiddagshygge.”
Jeg peger på det lille baglokale.
”Nu synes jeg, at du spørger folk, om de er kommet for at høre mig, og de, der er, kan gå ind bagved, ok?”
Jeg beder om en øko ginger ale, og sætter den til munden på vej ud. Det føles som at få pumpet et skud kulsyre lige ned i brystkassen. Et eller andet er gået galt. Den er ikke gæret, men den består af lutter brus. Det vælter ned ad min skjorte, og jeg snapper efter vejret.
Jeg er nummer et hos Arnold Busck, og jeg sidder ti minutter på bænken foran. De to kulturradikale bedstemødre og deres halvvoksne døtre forlader Løves vin og bogcafé.
Jeg går til baren igen.
”Ok, hvor mange er der så?”
Han kigger ned i gulvet.
”Der er ingen.”
”Der er ikke kommet nogen?”
”Vi er meget kede af det,” siger han.
”Må jeg få nummeret til chefen,” siger jeg.
Han beklager meget. Det er festuge, der er meget at se til.
”Når man, som jeg, er kommet med toget fra København, så føler man sig uvelkommen, når der ikke hænger et skilt og intet står på jeres tavle. Hvorfor har I ikke pakket bøgerne op?”
”Jeg kan godt til en vis grad se det fra din side,” siger han.
”Du har forbehold. Hvad skyldes det?”
”Nej, jeg må nok tage det på min kappe, men det hele bimler og bamler i dag” siger han.
”Jo, men dine to ansatte kunne måske godt have fundet de fem minutter, det villa ha taget at hænge et a4 op i formiddags eller endnu bedre i går.”
Jeg går op i baren og siger farvel.
”Kan vi byde dig en kop kaffe,” siger han.
Jeg er nummer et og nummer tre, og jeg er den eneste i jakkesæt til festuge.
”Velkommen til Århus,” siger en fyr i Latinerkvarteret.
Det lyder ikke uvenligt, mere som en konstatering.

Cooleste billedkunstnercovers

Allercooleste billedkunstnercover (også fordi cool (og sjov) INTERNATIONAL billedkunstners) er David Shrigleys minimalistiske til Martin Kongstads nye roman Fryser jeg, der udkommer til august:




Næstecooleste er Hvedekorns billedredaktør Christian Vinds plakatudfoldelige til Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger,

udenpå:
 

Indeni:

 

Tre cool billedkunstnecovers er Morten Scheldes til Palle Sigsgaards Glitrende støv danser:



Jasper Sebastian Stürups cover til Nicolaj Stochholms Aldrig mere:



og Niels Erik Gjerdeviks cover til Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang:



Og det mest katastrofalt ucool billedkunstnercover må være Kristian von Hornsleths til Christina Hagens (jo sådan cirka mesterværk - men hvem kan få øje på det?) 71 breve til M: