onsdag den 24. august 2011

Krysterkritik: Er meta et superlativ?

Lilian Munk Rösing har i Information en dag for tidligt anmeldt Kristen Hammanns roman Se på mig, og det er umuligt at læse, om det er en positiv eller en negativ anmeldelse, fordi der ikke er nogen overordnet (gerne nuanceret/kompleks) smagsdom at få øje på. Her er hele sidste del:

Kirsten Hammanns seneste romaner har fået deres særlige charme og indsigt ved at være en slags triviallitteratur i anden grad: En udstilling af den skrøbelige identitet, der bygger sig op for blikket fra »dem fra Købmagergade«. Samtidig har de beholdt den meta-dimension, som har kendetegnet forfatterskabet fra første færd: De har også altid handlet om det at skrive. Med Se på mig har Hammann tilsyneladende taget et yderligere skridt i retning af trivi og krydret det med porno. Jeg kan faktisk være i tvivl, om jeg ville holde af denne roman, hvis ikke den var en del af Hammanns forfatterskab. Men fordi den er det, kan jeg trods den overvejende ironiske udstilling af personerne også fornemme dem som de skrøbelige og udsatte postkatastrofale eksistenser, Hammann har portrætteret siden Vera Winkelvir. Og jeg kan slet ikke lade være med også at læse romanen som en metaroman, der handler om, hvordan og hvorvidt man kan få adgang til et andet menneskes (og det andet køns) bevidsthed, sådan som enhver romanfortæller med indre syn på frækkeste overvågningsbamsevis altid har gjort det.

Kun hvis man opretholder - og det kan man jo ikke, synes selv en meta-entusiast som jeg - at en meta-dimension (en temmelig vag meta-dimension endda: ret mange romaner besværger umuligheden af at få adgang til andre menneskers bevidstheder, hvilket vel er en menneske-dimension snarere end en meta-dimension) er entydigt kvalificerende, kan anmeldelsens afslutning læses som den positive smagdsom, den stiller sig an som. Ellers står der faktisk jo sort på hvidt, at Hamman har "taget et ydeligere skridt i nærheden af trivi" (dvs en trivi i tredje grad, der opløser ironien i en trivi i anden grad eller hur?)  og at anmelderen er i tvivl om hun "ville holde af denne roman hvis den ikke var en del af Hammanns forfatterskab". Hvilket sgu er en pervers på trods-holden af: Jeg holder af dig, selvom du er forbandet møgunge, fordi dine større søskende er englebørn (og fordi jeg "fornemmer" en indestængt empati hos dig, møgunge)! Jeg kender godt det relativerende forfatterskabs-blik fra mig selv (fra fx mine anmeldelser af Katrine Guldagers Kilimanjaro, Lysgrænsen og Resten af historien, som det ikke er umuligt, jeg ville have anmeldt strengere (og klarere!), hvis de ikke var skrevet af en (stadig mere tidligere) yndlingsforfatter), men det gør det jo ikke mindre uholdbart (Munk Rösing foretog samme manøvre i sin anmeldelse af Guldagers novellesamling Nu er vi så her, som hun ikke kunne tro var så plat, som den faktisk er, når den nu er skrevet af Guldager).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar