Zunshine Boy

Politikens Mikkel Bruun Zangenberg er på kritiske lykkepiller for tiden: himmelhenrykt er han for den ene nye, danske bog efter den anden efter den tredje, der som sædvanlig - i en absurd omvending af anmelderiets almindelige national-relativisme - er at sammenligne med verdensfilosofi og/eller verdenslitteratur og/eller ham selv (overdrevet glade virker også 4 hjerte-anmeldelserne af Julie Sten Knudsen og Jonas T. Bengtsson (siden efterårssæsonen begyndte, har Z ikke givet under 4 hjerter)):

Kirsten Hammanns roman Se på mig (seks hjerter!)

Hammann beskriver mesterligt og forunderligt nok meget loyalt de bittesmå, gradvise skred i moralen, hvor hvert enkelt skridt forekommer harmløst, og ingen er sociopat, men pludselig er den helt gal.
Hvor den jødiske filosof Hannah Arendt beskrev ondskabens banalitet (i tilfældet Eichmann), er det på en måde Hammanns fortjeneste her at kortlægge godhedens banalitet. Eller rettere, den måde, hvorpå godheden så bedragerisk let svæver over i en art ondskab, når den gør sine gerninger.

Rasmus á Rógvus debutroman Skuffen og skeden (fem hjerter)

Litterært ville jeg gerne selv placere á Rógvu på et kort, der er spændt ud mellem punkter som Beckett (’Molloy’ især), Bukowski, Céline, Gombrowicz (det deforme), men også folk som Elmore Leonard, Dashiel Hammett, Dan Turèll og svenske Nikanor Teratologen, og jo, jo, Seeberg og ’Eftersøgningen’, og tættere i tid en knivspids Skinnebach og Brixvold (’Forbrydelse og fremgang’).

Morten Sabroes erindringsbog Fader vor (fem hjerter - på trods af Zangenbergs forbehold overfor lige præcis Sabroes egne verdenslitterære stedfædre: "det er nu hverken Whitman, Hamsun, Dylan eller Shakespeare", det er åbenbart kun Zangenberg, der har licens til pinlig proportionsforvrængning)

Og så dog. Her er mit problem: Jeg har en kæmpe svaghed for Sabroe. Er det mon blot, fordi jeg er mand, har mit eget faderspøgelse, min egen narcissisme, mine egen pendulfart mellem de kedsommelige fætre, storhedsvanvid og mindreværd? Jeg ved det ikke. Men jeg tror det ikke helt. Sabroe har unægtelig en lind [plusord?], glidende heftig skrivemaskine, man kan mærke maskinen trisse [plusord?] af sted, rytmisk, bølgende, energisk [kan man trisse energisk?]

Det er rart at være rar, og jeg siger som damen i When Harry Met Sally efter Meg Ryans falske orgasme-skrig: "I'll have whatever she's having".