Et billede af mig i høj opløsning

- det er altid det folk beder om, her er et billede af mig i lav fortætning

(og dybt engagement / Latinamerikasolidaritet (pjece) og ikke-vold (badge))

Nurse Straightlove - eller hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og gå ind for (om ikke elske) Kirsten Hammanns nye roman

Jeg begyndte med at læse mig alvorligt skuffet i Kirsten Hammanns nye roman Se på mig, som det rimeligt gennemskueligt fremgår af blogposterne nedenfor, fra mmmmm til hrmmmmf og de overdrevne sideantal: Jeg fandt bogen for form- og konceptløst uspændende, for uenergisk uambitiøs og en masse andet u-, og for forskelsløst ekkoende Mette-stemmen (nu bare også i en parallel mandlig udgave) - sardonisk-autentisk mimen hyperkonkret smålighed og egocentri - fra Fra smørhullet og En dråbe i havet (romanen/poetikken Bruger de ord i kaffen? handler bl.a. om at ikke kunne komme af med og ud af Vera Winkelvir-stemmen, nu er det et Mette-fængsel, Hammann befinder sig i). Jeg gik direkte fra begyndelsen på Se på mig til fjerde bind af Knaugaards Min kamp og blev perverst indtaget i den gedigne Karl Ove-omstændelighed vs. Hammanns ferme, falsk solidariske vrængen. But not for long! Stille og roligt hang teenage-arkæologiens endeløshed mig længere og længere ud af halsen, og da jeg onsdag aften ikke uden desperation vendte tilbage til Hammann, morede jeg mig pludselig intenst over de udsøgte udleveringer af hovedpersonernes egomani (Sune der bliver decideret overstadig af at succes-vennen Lars (!) får et dødfødt barn), og det er jo ikke givet, at det var bogen der havde forandret sig. Men ak, så var jeg tvunget til at bruge torsdagen, inden Gy-reception, på at knolde mig færdig med Knaugaard. I Gyldendals gård mente Kirsten Hammann (den virkelige humanoid KH), der takket være Zangenbergs hysteriske 6 hjerter i Politiken ikke var til at skyde igennem, at vide (fra distingverede blog-læsere), at jeg ikke brød mig om bogen. Det var jeg ikke sikker på, at jeg stadig ikke gjorde, og under alle omstændigheder havde jeg ikke læst den færdig, så det holdt jeg mig let skingert til: Det ved jeg ikke, jeg er ikke blevet færdig! Jeg fik kun pletlæst fredag, inden jeg drog til dr-byen, hvor grundigt sminkede Olga Ravn forsvarede romanen bravt (i forlængelse af Hammanns interviews, men uden besværgelsen af en bonus-dybde!) som fuldfed, virtuos rom-com og talte dunder mod avantgarde-snobbet næserynken: Av! Lørdag læste og læste jeg og læste færdig og var og er i syv sind, hvoraf mindst de fem er positivt glødende, vistnok. Dobbeltsporet efter Julies hospitalsophold med dets mangedobbelte (selv)bedrag kører kosteligt kokset derudaf, og bravo for modet til og talentet for pornoen, der både allegoriserer sig som det ultimative luksusforbrug (jf. al det ensomme slikspiseri i Fra smørhullet) og fremstår som en helt straight (kynisme-undergravende) celebrering af god sex. Jeg tror lige nu, at Se på mig er et seriøst grumt stykke letbenet underholdning, sort latter under en spejlblank overflade. Jeg vil også lige citere et sent, umiddelbart ublæret tekststykke, hvor Sune forsøger at destruere en kompromitterende dvd, person og situation er så dødelig præcist og konkret tegnet ("holder også lidt igen ..."):

Det er sværere end han troede. Den er enormt hård, og han lægger flere og flere kræfter i, men holder også lidt igen, fordi han er bange for at blive skåret, når den endelig giver efter. Han pakker den ind i stoffet på sin bluser, men han kan sgu ikke. Skal man virkelig op at stå på sådan én? Det er som at bøje et stykke metal, han bruger alle sine kræfter, og bagefter er dvd'en alligevel nærmest intakt. Den er bulet og vil få svært ved at komme ind i sprækken på computeren, men det skulle ikke undre ham, om en almindelig dvd-spiller kunne klare den. Når han kommer ned i gården, vil han ridse den over asfalten, så den bliver ulæselig. Ingen må nogensinde se den. Hvor er det bare ærgerligt, det gør bogstaveligt ond at skulle aflevere den film, hvilken optagelse, hvilket kunstværk han fik skabt der, og ham selv, der var så stor! Han fik ikke engang set den færdig, så fræk og ophidsende var den.

Uden yderligere sammenligning så lykkedes det heller ikke min fjendtlige læsning at destruere Kirsten Hammanns roman, den sprang hele tiden tilbage i synet igen.

Krysterkritik: Er meta et superlativ?

Lilian Munk Rösing har i Information en dag for tidligt anmeldt Kristen Hammanns roman Se på mig, og det er umuligt at læse, om det er en positiv eller en negativ anmeldelse, fordi der ikke er nogen overordnet (gerne nuanceret/kompleks) smagsdom at få øje på. Her er hele sidste del:

Kirsten Hammanns seneste romaner har fået deres særlige charme og indsigt ved at være en slags triviallitteratur i anden grad: En udstilling af den skrøbelige identitet, der bygger sig op for blikket fra »dem fra Købmagergade«. Samtidig har de beholdt den meta-dimension, som har kendetegnet forfatterskabet fra første færd: De har også altid handlet om det at skrive. Med Se på mig har Hammann tilsyneladende taget et yderligere skridt i retning af trivi og krydret det med porno. Jeg kan faktisk være i tvivl, om jeg ville holde af denne roman, hvis ikke den var en del af Hammanns forfatterskab. Men fordi den er det, kan jeg trods den overvejende ironiske udstilling af personerne også fornemme dem som de skrøbelige og udsatte postkatastrofale eksistenser, Hammann har portrætteret siden Vera Winkelvir. Og jeg kan slet ikke lade være med også at læse romanen som en metaroman, der handler om, hvordan og hvorvidt man kan få adgang til et andet menneskes (og det andet køns) bevidsthed, sådan som enhver romanfortæller med indre syn på frækkeste overvågningsbamsevis altid har gjort det.

Kun hvis man opretholder - og det kan man jo ikke, synes selv en meta-entusiast som jeg - at en meta-dimension (en temmelig vag meta-dimension endda: ret mange romaner besværger umuligheden af at få adgang til andre menneskers bevidstheder, hvilket vel er en menneske-dimension snarere end en meta-dimension) er entydigt kvalificerende, kan anmeldelsens afslutning læses som den positive smagdsom, den stiller sig an som. Ellers står der faktisk jo sort på hvidt, at Hamman har "taget et ydeligere skridt i nærheden af trivi" (dvs en trivi i tredje grad, der opløser ironien i en trivi i anden grad eller hur?)  og at anmelderen er i tvivl om hun "ville holde af denne roman hvis den ikke var en del af Hammanns forfatterskab". Hvilket sgu er en pervers på trods-holden af: Jeg holder af dig, selvom du er forbandet møgunge, fordi dine større søskende er englebørn (og fordi jeg "fornemmer" en indestængt empati hos dig, møgunge)! Jeg kender godt det relativerende forfatterskabs-blik fra mig selv (fra fx mine anmeldelser af Katrine Guldagers Kilimanjaro, Lysgrænsen og Resten af historien, som det ikke er umuligt, jeg ville have anmeldt strengere (og klarere!), hvis de ikke var skrevet af en (stadig mere tidligere) yndlingsforfatter), men det gør det jo ikke mindre uholdbart (Munk Rösing foretog samme manøvre i sin anmeldelse af Guldagers novellesamling Nu er vi så her, som hun ikke kunne tro var så plat, som den faktisk er, når den nu er skrevet af Guldager).