Hammannhåb

Selvom jeg har været relativt skuffet over de sidste 2 og en halv nægter jeg at lade være med at glæde mig til Kirsten Hammanns nye, stadigvæk titelløse bog, som hun ligesom sidelæns proklamerer og præsenterer den i sin takketale, da hun fik Søren Gyldendal-Medaljen (OG TILLYKKE MED DEN!), hvor den lyder som et genvisit til hendes mest umulige bog, "poetikken"/"romanen" Bruger De ord i kaffen?, 2001 (den første bog af KH, jeg (med et skrumlet suk) anmeldte):

"I et år har jeg skrevet om at skrive, og hvor meget jeg hader det og ikke kan leve uden. I sidste gennemlæsning skulle jeg igen se i øjnene, hvor dårligt det var, uden interesse for andre, håbløst ... Og så en halv dag senere syntes jeg, det var virkelig godt eller ligefrem blændende. Og næste dag igen græmmede jeg mig. Det er også det, min nye bog handler om: De skift mellem troen på egne evner og den rene selvforagt.
(...)
 Tak for medaljen, som jeg slet ikke kan tillade mig at sammenligne med Matador-Lauras, for hun havde slidt og slæbt og boet på et lille kammer og ofret sit eget liv, vinket farvel på forhånd til mand og børn, hun udrettede noget synligt hver dag, noget nyttigt. Det handler min bog også om - at jeg aldrig arbejder nok, og at flertallet i befolkningen slet ikke betragter det som arbejde eller vigtigt overhovedet - men fint med dem, hvis jeg vil hygge mig med det i fritiden, men staten skal i hvert fald ikke støtte det, og det forstår jeg godt, det har jeg vidst i 25 år, og jeg skammer mig over det næsten hver dag, at jeg ikke er sygeplejerske og hjælper nogle syge mennesker eller lægger asfalt på en vej, som vi alle kan køre på, eller er kok eller bare kogekone som Laura, dag ud og dag ind fra 7 til 19 og langt ud på natten, når der er gæster."