onsdag den 2. marts 2011

Hvorfor skriver centrallyrikere så kedelig meta - Anmeldelse Under Ombygning 2

og hvorfor roses deres kedelige meta af IKKE KUN kedeligt centrallyriske anmeldere?

Fordi (svar på begge spørgsmål) centrallyrisk meta er kitschet, sentimentalt, IKKE-spilfærdig, U-prægtig meta, lækkermeta!

Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling Rystet spejl blev som forventet anmeldt på dagen og beundret uhyre i alle landsdækkende dagblade, 5 stjerner/hjerter i JP, Berlingske, Politiken, med Tue Nexøs og Thomas Breddorffs Inf- og Pol-anmeldelser som de mest nuanceret nærlæsende, men også her var respekten unødvendigt næsegrus overfor en digtsamling, der nemt kunne affærdiges som en mellembog, hvis ikke Mighty Thomsen var forfatteren, og der var gået de 9 og 15 år siden sidst (kun ved at se bort fra Det værste og det bedste kan Tue få bogens forholdsvis åbne, upyntede stil til at være et novum i forfatterskabet).

Nå, men de mange meta-manøvrer roses af både dumme Erik Svendsen og kloge Tue, her Svendsen, der er meget bange for at mishage den gennemsnitlige JP-læser:

Lad mig fremhæve bare en stor kvalitet i ”Rystet spejl”, nemlig dens åbenhed, dens appel til læseren via de eksplicitte metalag - dvs. steder, hvor fiktionen brydes, og vi ser, at sceneriet er en papirkonstruktion - eller noget, der er skabt af ord. Ja, det lyder som intellektuel gymnastik. Men fordi digtene kreerer stemninger og skaber situationer, der fremstår som genkendelige, bliver læseren aktiv. Hele pointen ligger i titlen; digtene er som et rystet spejl.

Når det er er Thomsen, der begår meta, er meta pludselig en åben appel til læseren , men når det er (os) andre, er det hver gang forsnottet onani. Pudsigt!

Og her Tue, der citerer og roser det samme digt, som jeg jeg tog under behandling i den første Anmeldelse In Progress-blogpost:

Hvad mere? Nogle af de virkeligt fine digte i Rystet spejler dem, der ikke handler om digtningen i al almenhed, men om at skrive netop denne tekst: Hvad den kunne være, hvad den ikke blev. Det minder om Klaus Høecks ofte meget konkrete og morsomme metadigte:/ »Her skulle egentlig have stået digt/ som jeg nu har kasseret/ selv om det indeholdt/ en rammende bemærkning om mine fjender/ plus et par rigtig flotte linier/ som er typiske for min poesi/ men hvad skal det til for/ nu hvor syrenerne blomstrer/ og jeg underligt nok er ældre/ end min morfar nåede at blive/ så iført hans koksgrå jakkesæt/ går jeg en tur i den moderne verden/ hvis uforståelighed er banal/ sammenlignet med at krydse grænsen/ fra det selvfølgelige ved at være til/ til det mærkelige i ikke at være død./ Nå ja, de flotte linjer kom med i sidste halvdel. Dér står forfatterskabets forskellige signaturer stilistiske, motiviske nærmest i kø./ Men det kræver altså en vis sikkerhed at skrive linjen »men hvad skal det til for« om kvaliteterne i sin egen poesi. Det kræver en vis sikkerhed at punktere sig selv så let og så eftertrykkeligt. Og alligevel fortsætte ufortrødent.

Jeg forstår ikke det imponerende i selvpunkteringen, når den netop kvalificeres ("hvad skal det til for ... nu hvor") af en fuldstændig uironisk genoppumpning af "flotte linjer" og i kø-stående stilistiske, motiviske "sigtnaturer". Hos Thomsen (modsat Høecks hårde, nøgterne pjank) er meta-fagterne kokette-desperate retoriske tricks til at bringe digteren og læseren ind i det sædvanlige inderlige-dybsindige herreskrædderi (ret cirka Hvidberg, grundlagt 1780, ved Vandkunsten, som jeg besøgte for nylig) - dertil kommer, ukommenteret af anmelderne, rekordmængden af banale-kønne, ofte genbrugte metaforer på selve skrivningen/skriften (der igen er fuldstændig uden humor eller ironi eller seriøst sprogspil (på kryds og tværs fx) eller til den anden (omkringcirklende) side drastisk, crazy barok (som hos Høeck (begge yderligheder)); det er keeeedeligt kønne meta-metaforer: sorte roser i sneen, skakspillets kølige skønhed, bogstaverne i mine digte letter med et et ryk fra det hvide papir og flyver bort som sorte insekter, fuglenes små urokkelige skrifttegn, dette sorte spejl, (billygter gennem) tekstens mørke, se det hele gennem digtets firkant på det hvide papir, digtets rystede spejl, disse linjer gennem hvis sorte gitter du stirrer ned i det hvide papir der svæver under hvert eneste digt, Moby Dicks sorte skrifthav, sorte fletværk hen over A4-arkenes lys.

NÅ! nu skal jeg til Århus og snakke videre om Spejlets røst og Mads Myginds anderledes lovende debutsamling, KOM MED, her er reklamen:

#1 KRITIKERSALON – LIPS & STANDART

Standart og Litteraturen på Scenen (LIPS) afholder i fællesskab kritikersalon onsdag
d. 2/3, kl. 19, og det i Aarhus Kunstbygning.

I den forbindelse vil det til lejligheden sammensatte kritikerpanel diskutere to aktuelle
værker. Panelet består af Dan Ringgaard (lektor, dr.phil., Nordisk, AU), Lars Bukdahl (kritiker, Weekendavisen) og Stefan Kjerkegaard (adjunkt, ph.d., Nordisk, AU), og denne aften skal de tre diskutere henholdsvis “Rystet spejl” af Søren Ulrik Thomsen, der er digterens første samling siden 2002, og “Før vi har set os omkring” af debutant Mads Mygind.

- og på fredag anmelder jeg faktisk bogen ...

17 kommentarer:

  1. Men hold da kæft hvor en masse ligemeget bræk du bare hælder ud her. Hvad fanden, er du sådan, du ved, internet promotion stuff agtigt, at job sikre din alderdom, fordi du ikke har andet end at være en mur andre kan brække sig op ad?

    Hvad med, til en forandring, at skrive 2 ord som intet ændrer, og 3, der starter en krig? (og svar, venligst kloge ven, på hvorfor 2 ord aldrig kan starte en krig, mens 3 kan).

    Have fun min elskede narrøv, din ven
    Michael

    SvarSlet
  2. Er efterhånden ved at være temmelig spændt på anmeldelsen af "Rystet Spejl" i WA på fredag. Jeg vil stå ved brevsprækken og vente.

    SvarSlet
  3. @ Lars Bukdahl og hans pap vin INC, hvorfor lader du folk vente; hvorfor trænger du ikke ind, og gør det som ventes? Jeg mener, hvorfor gør du egentligt ikke bare det?

    SvarSlet
  4. Det er som er så Guddommeligt vingebærende (bemærk her: dette ord, vingebærende, er helt overflødigt, altså "poesi" eller sådan tænker mange, at poesien ikke er livet der leves, men dumsmartereenddettesomersmarterelangt, jeg mener langt derude, er at du - Hr. Bukdahl - ikke en gang har en viden, som den viden en der har levet faktisk har. Dette at du, i modsætning til det som du sniger dig til at have villet, eller ikke villet (for derved at undslippe den fælde at ville, og finde ud af: at alle kunstnere fejler, og det er det publikum kan lide).

    Så: Lars, hvad laver du egentlig her? Fortæl mig, jeg er ikke i Danmark, jeg kender dig ikke, jeg gør en indsats for din blob.

    Hvorfor skriver du overhovedet noget her?

    Jeg forstår det virklig, helt ørligt ikke?

    Det er ikke engang en provokation, jeg er ikke forfatter anmeldt at forfatteranmeldere i Danmark.

    Jeg er totalt ligeglad.

    Så fortæl mig, hvad er det virkligt, jeg mener virkligt du vil med at skrive her, med at være anmelder: Din lejlighed? Mad? En dejlig rejse? Et liv? ... spørg dig selv (som jeg gør): korruption.

    SvarSlet
  5. Hvorfor sidder du der og skriver? Fortæl os, hvorfor?

    SvarSlet
  6. Alle disse ord, alle disse undvigende manøvrer.

    Skal jeg gentage det?

    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.
    De undvigende manøvrer.

    etc... at fremture, er blot ture (med eller uden guide ... OG SÅ: hov, og igen: en ligemeget sprogopfindelse ... poesi, crap.)

    Det er jo lige det der er Deres arbejde, Hr. Lats Bukhdal, er det ikke?

    Dette at læse en tekst, og så sige:

    Fint arbejde med detaljerne!

    Eller, like:

    The like, er like the like, og så like the like, og etcetera, blah de blah, the like so sloooow, like the slow, ok, as long as it stay in æy street, og er skrevet på dansk ... eller Engelsk, men i såfald kun af en der er smart, og kan skrive smarte ting på Engelsk (syntes du ikke åsse Lars???).

    So fuck me God
    Michael Nyvang, 77 Rue D Aboukir, Missile coordinates can not be delivered due to concerns about neighbor security, there is no oil in the Area, and Michael moved out, so there are no values in this address any more.

    But it is off cause nice of Lars to have this blob, so that people can follow the development!

    And its great Lars are aware of the copyrights, and will share his revenue with the people who help him elborate his ideas!

    SvarSlet
  7. Jeg vil gerne opfordre de interesserede læsere til at hjælpe til med at sikre at hvert et ord, hver en tanke, og - især! - enhver poetisk ordopfindelse, eller ordobservation (ubegrundet!), med andre - og bedre - ord: alt hvad skrives anderledes end det der tales, alt dette, som dette, som det er det er at dette er det som en reference til at det er og med retard og Engelsk snowhow, og endnu en opfindelse at det er det du læser som du læser det at dette er en TO BE the read TO STAND or RUN; To be or not... but, there is always the: CHEESE BURGER.

    I love you all, and I feel fine about that.

    MIchael Nyvang
    Kritiker og redaktør ved "Avisen", den der læses, ikke den der screenes.

    SvarSlet
  8. Lars er ikke vant til kritik. Måske vender han sig til det, vi - os andre - må blot have tålmodighed.

    Det er trods alt en ung uskyldig mand, en fattig digter, der på tværs af alle politiske skæl søger en forsoning imellem dansk og Engelsk litteratur, man ser det især i den skygge som faldt over akademiet for 2 halvår.

    Det som er essentielt. Mere end starionen er: Daffy Duck.

    SvarSlet
  9. Lars Bukdahl er en af de forstenede eksistenser i Danmark som tror han har et arbejde, og som tror han har dette.

    Han kan selv fortsætte sin historei her.

    Bon: pour te sauver: SORT!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! I will burn

    SvarSlet
  10. Jamen, Ib Michael dog, du har jo roterende fis i kasketten.

    SvarSlet
  11. - tvivler på om Bukdahl ligefrem vil "vende sig til kritik"..?

    SvarSlet
  12. jeg tror sørme at alien picnic michael er et følsomt menneske , der har brug for ... tid .

    SvarSlet
  13. Wow. Don't drink'n write.

    SvarSlet
  14. Det fede ved den her blog er, udover de egentlige indlæg, at der ind imellem dukker nogle virkelige galninge op. Lars Bukdahl, du og Jess Ørnsbo har én ting til fælles: I har tossetække.

    SvarSlet
  15. Når du har så travlt med at underminere Thomsens position, er det påfaldende, hvor meget energi du bruger på manøvren. Seks blogindlæg og en anmeldelse - hvad skal det til for?

    For mig vidner det om, at du stadig roder rundt i et eller andet ungdomstraume. Når folk så manisk gentager sig selv (fx: jeg er ikke bøsse, jeg er ikke bøsse ... jeg synes bøsser er ulækre osv) får man uværgerligt den tanke, at de måske netop er det, de så heftigt står op imod.

    Dette bliver selvfølgelig hurtigt noget psykoanalytisk snask, men ikke desto mindre ville det styrke din egen position og troværdighed at holde dig lidt mere til sagen som Tue A. Nexø fx gjorde i sin anmeldelse.

    SvarSlet
  16. Jeg har svært ved at se det som et problem, at jeg giver en ny bog et grundigt og flerspektret gensvar. Men selvfølgelig roder jeg rundt i et ungdomstraume, hvilket vel alt andet lige må være sundere end at forsøge at fortrænge det: Thomsen var, da min (90'er)generation kom til, den store kanoniserede og toneangivende og dagsordensættende digter i den forrige (80'er)generation, en position, der blev cementeret ved dobbeltudgivelsen i 1996 af Det skabtes vaklen og En dans på gloser, som jeg i al ensomhed gav en (for mig selv forløsende) kritisk dobbelt-anmeldelse i Kristeligt Dagblad. De næste år i Weekendavisen fulgte jeg denne anmeldelse op med en mere eller mindre planlagt "kampagne" mod det klassicitiske-højmodernistiske litteratursyn, Thomsen og hans forfatterskab stod og står for. En kampagne, der lykkedes på den positive måde, at den ikke fik manet Thomsen i jorden, men gav stemme og ørenlyd til en anden litteratur og et andet og mere inklusivt litteratursyn. Thomsen selv holdt op med at offentliggøre poesi(pånær det markeret og viljestærkt uambitiøse langdigt Det værste og det bedste) og udtale sig poetologisk, hvilket betød, at han på den ene side stadig mere spøgelsesblegt og -stivnet fastholdt sin plads i den officielle kanon (i min søns ret nye danskbog for 9. klasse er et helt afsnit helliget Thomsen som eXemplarisk poet som sådan) og at han i forhold til den levende samtidskanon, den der læses og diskuteres i dette NU, er blevet stadig mere irrelevant (og hos de yngste digtere) simpelthen usynlig. Og så tror da fanden, at jeg synes, det er interessant at forholde mig (og HVORDAN jeg forholder mig) til en NY Thomsen digtsamling efter de 15 (for alle andre end ham) begivenhedsrige år, ikke også!!!?? Og hvorledes holder jeg mig ikke til sagen? Jeg gør vel ikke andet: Skriver om poesien og min reaktion på den - i et væk!!??

    SvarSlet