Splintret samvittighed

Jeg åbner døren for glarmesteren, og det er ligesom at se en politibetjent, man føler med det samme skyld: en eller anden rude har man jo altid knust - eller i det mindste et spejl, men glarmestre tager sig vel ikke af spejle? det gør vel så spejlmestre eller bare spejlmænd, og -kvinder ...

Hvorfor skriver centrallyrikere så kedelig meta - Anmeldelse Under Ombygning 2

og hvorfor roses deres kedelige meta af IKKE KUN kedeligt centrallyriske anmeldere?

Fordi (svar på begge spørgsmål) centrallyrisk meta er kitschet, sentimentalt, IKKE-spilfærdig, U-prægtig meta, lækkermeta!

Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling Rystet spejl blev som forventet anmeldt på dagen og beundret uhyre i alle landsdækkende dagblade, 5 stjerner/hjerter i JP, Berlingske, Politiken, med Tue Nexøs og Thomas Breddorffs Inf- og Pol-anmeldelser som de mest nuanceret nærlæsende, men også her var respekten unødvendigt næsegrus overfor en digtsamling, der nemt kunne affærdiges som en mellembog, hvis ikke Mighty Thomsen var forfatteren, og der var gået de 9 og 15 år siden sidst (kun ved at se bort fra Det værste og det bedste kan Tue få bogens forholdsvis åbne, upyntede stil til at være et novum i forfatterskabet).

Nå, men de mange meta-manøvrer roses af både dumme Erik Svendsen og kloge Tue, her Svendsen, der er meget bange for at mishage den gennemsnitlige JP-læser:

Lad mig fremhæve bare en stor kvalitet i ”Rystet spejl”, nemlig dens åbenhed, dens appel til læseren via de eksplicitte metalag - dvs. steder, hvor fiktionen brydes, og vi ser, at sceneriet er en papirkonstruktion - eller noget, der er skabt af ord. Ja, det lyder som intellektuel gymnastik. Men fordi digtene kreerer stemninger og skaber situationer, der fremstår som genkendelige, bliver læseren aktiv. Hele pointen ligger i titlen; digtene er som et rystet spejl.

Når det er er Thomsen, der begår meta, er meta pludselig en åben appel til læseren , men når det er (os) andre, er det hver gang forsnottet onani. Pudsigt!

Og her Tue, der citerer og roser det samme digt, som jeg jeg tog under behandling i den første Anmeldelse In Progress-blogpost:

Hvad mere? Nogle af de virkeligt fine digte i Rystet spejler dem, der ikke handler om digtningen i al almenhed, men om at skrive netop denne tekst: Hvad den kunne være, hvad den ikke blev. Det minder om Klaus Høecks ofte meget konkrete og morsomme metadigte:/ »Her skulle egentlig have stået digt/ som jeg nu har kasseret/ selv om det indeholdt/ en rammende bemærkning om mine fjender/ plus et par rigtig flotte linier/ som er typiske for min poesi/ men hvad skal det til for/ nu hvor syrenerne blomstrer/ og jeg underligt nok er ældre/ end min morfar nåede at blive/ så iført hans koksgrå jakkesæt/ går jeg en tur i den moderne verden/ hvis uforståelighed er banal/ sammenlignet med at krydse grænsen/ fra det selvfølgelige ved at være til/ til det mærkelige i ikke at være død./ Nå ja, de flotte linjer kom med i sidste halvdel. Dér står forfatterskabets forskellige signaturer stilistiske, motiviske nærmest i kø./ Men det kræver altså en vis sikkerhed at skrive linjen »men hvad skal det til for« om kvaliteterne i sin egen poesi. Det kræver en vis sikkerhed at punktere sig selv så let og så eftertrykkeligt. Og alligevel fortsætte ufortrødent.

Jeg forstår ikke det imponerende i selvpunkteringen, når den netop kvalificeres ("hvad skal det til for ... nu hvor") af en fuldstændig uironisk genoppumpning af "flotte linjer" og i kø-stående stilistiske, motiviske "sigtnaturer". Hos Thomsen (modsat Høecks hårde, nøgterne pjank) er meta-fagterne kokette-desperate retoriske tricks til at bringe digteren og læseren ind i det sædvanlige inderlige-dybsindige herreskrædderi (ret cirka Hvidberg, grundlagt 1780, ved Vandkunsten, som jeg besøgte for nylig) - dertil kommer, ukommenteret af anmelderne, rekordmængden af banale-kønne, ofte genbrugte metaforer på selve skrivningen/skriften (der igen er fuldstændig uden humor eller ironi eller seriøst sprogspil (på kryds og tværs fx) eller til den anden (omkringcirklende) side drastisk, crazy barok (som hos Høeck (begge yderligheder)); det er keeeedeligt kønne meta-metaforer: sorte roser i sneen, skakspillets kølige skønhed, bogstaverne i mine digte letter med et et ryk fra det hvide papir og flyver bort som sorte insekter, fuglenes små urokkelige skrifttegn, dette sorte spejl, (billygter gennem) tekstens mørke, se det hele gennem digtets firkant på det hvide papir, digtets rystede spejl, disse linjer gennem hvis sorte gitter du stirrer ned i det hvide papir der svæver under hvert eneste digt, Moby Dicks sorte skrifthav, sorte fletværk hen over A4-arkenes lys.

NÅ! nu skal jeg til Århus og snakke videre om Spejlets røst og Mads Myginds anderledes lovende debutsamling, KOM MED, her er reklamen:

#1 KRITIKERSALON – LIPS & STANDART

Standart og Litteraturen på Scenen (LIPS) afholder i fællesskab kritikersalon onsdag
d. 2/3, kl. 19, og det i Aarhus Kunstbygning.

I den forbindelse vil det til lejligheden sammensatte kritikerpanel diskutere to aktuelle
værker. Panelet består af Dan Ringgaard (lektor, dr.phil., Nordisk, AU), Lars Bukdahl (kritiker, Weekendavisen) og Stefan Kjerkegaard (adjunkt, ph.d., Nordisk, AU), og denne aften skal de tre diskutere henholdsvis “Rystet spejl” af Søren Ulrik Thomsen, der er digterens første samling siden 2002, og “Før vi har set os omkring” af debutant Mads Mygind.

- og på fredag anmelder jeg faktisk bogen ...

Forglemmelse af fravær - Anmeldelse Under Ombygning

Hov, den mangel ser jeg først nu! Hvorfor skriver Søren Ulrik Thomsen ikke prosadigte længere!!?? De er nogle af de skønneste, fordi klareste og/eller særeste (og mindst klangfacistiske), tekster i det lyriske værk, og indtil nu har hver digtsamling indeholdt 1 eller flere. Hvorfor skriver Søren Ulrik Thomsen ikke længere prosadigte??!!

SÆT SUT var en SOT!? - Anmeldelse In Progress IV

Redaktøren forstod ikke min trompet: S.U.T-ur, så derfor sendte jeg følgende mail med forklaring og alternative forslag:

SUTUR !?

hvad med i stedet denne her:

SUT-TRÆ

eller

SAT SUT

eller

SUTIATIONISME

eller

VINGUMMI-SUT

kh Lars

Faldereb i falmen - Anmeldelse In Progress III

Jeg bliver nødt til lige at ævle lidt i en blogpost, inden jeg gå i gang med selve anmeldelsen af Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling Rystet spejl, som jeg har lovet at aflevere inden klokken 15:00, ikke fordi jeg ryster på hånden, men fordi anmeldelsen, i lyset af både SUT's store poesipause(r) og den idiotiske diskussion om mine anmeldelser (hvor SUT automatisk nævnes som en af mine yndlingsaversioner, hvilket jeg ikke sikker på, at han (længere, pga. netop poesipauserne) kan siges at være), er blevet mere afgørende som anmeldelse, i min kritiske scrapbog, end digtsamlingen (som jeg netop har gennemlæst igen den grundige gang) i mine øjne er som digtsamling, i sig selv og (bortset fra poesipauserne) i Thomsens poetiske oeuvre, men så vidt jeg forstår Maria Tetzlaff i hendes ustadigt patroniserende artikel om mig som Ugens Profil i Politiken i går, kan kun en positiv anmeldelse tages alvorligt, fordi SUT helt indiskutabelt er en stor stor digter: "Af princip og i egen selvforståelse er Bukdahl parat til at lade sig overraske og læse hver ny bog med friske øjne. "Det kunne jo godt være at Søren Ulrik Thomsen kunne skrive en god digtsamling engang" [ikke umuligt at der gemmer sig en selvironisk fortegning af mit aversionsystem her, ikke helt umuligt ...] Ja, mon ikke; men medmindre han griber chancen med Thomsens nye 1. marts er det løb kørt for Bukdahl; her har han malet sig op i et hjørne. det er synd, men det er prisen for at være attituderadikalist (...)" Det, der er synd, er, at man slet ikke har at lov at mene, at der snildt er en 20-30 nulevende danske digtere, fra Jess Ørnsbo over Marianne Larsen og Pia Juul til Ursula Andkjær Olsen, der er betydeligere end SUT. Helt komisk blev det til lyrik-seminar på KUA sidste år, hvor Stidsen, Svendsen m.fl. blev helt blå i hovederne over min påstand om, at SUT objektivt set ikke betyder noget som helst for de yngste digtere - det kan de jo sagtens mene, at han burde gøre, men de kan jo ikke lave om på, at det rent faktisk ikke er tilfældet. Og her er mit problem med anmeldelsen, som jeg for fanden meget SNART kan blive nødt til at påbegynde: Hvordan får jeg - uden at det fremstår som litteraturpolitisk hetz eller kampagne, hvilket det helt ærligt ikke er - formuleret, at vi her har at gøre med et på mange måder sympatisk, men ikke vildt betydeligt og ambitiøst værk i et ikke vildt betydeligt, men på mange måder sympatisk og ambitiøst forfatterskab???????????? I DON'T KNOW, BUT HERE GOES!

Eksistentielt Ritzau - Anmeldelse In Progress II

Et stærkt ustresset nyhedsbureau:

1981: Jeg er levende

1982: Jeg hænger med hovedet nedad

1987: Jeg er klassisk

1991: Jeg gentager mig selv

1996: Jeg gentager mig selv nogle år senere

2002: Jeg er populær

2011: Jeg er dødelig

Let's Talk About S.U.T - Anmeldelse In Progress

Tirsdag 1. marts udkommer Søren Ulrik Thomsens første digtbog i 9 år og første digtsamling i 16 år, Rystet spejl, hvilket - på grund af tavsheden/tavshederne (ind mellem fik vi en debatbog og en fotobog og en essayopsamling) og Thomsens status som Stor Digter (som tavsheden paradoksalt har styrket eller i det mindste opretholdt (selvom Thomsens idol Merete Torp til hver en tid er tavsere)) - er en Stor Begivenhed.

Jeg vil ikke påstå, at udgivelsesugedagen bevidst er valgt for at genere Weekendavisen, ligesom når Kongehuset proklamerer forlovelser og graviditeter onsdag eftermiddag efter sladderbladenes deadline (JO JEG VIL!),

men allerede i fredags var der store, ret cirka enslydende interviews i Information og Politiken, for man må nemlig gerne omtale en bog og interviewe dens forfatter før udgivelsesdagen, men den må "tidligst anmeldes den dag", ergo er dette ikke en anmeldelse, for jeg kunne ikke finde på ikke at adlyde Gyldendal; på den anden side synes jeg, det kunne være interessant at åbne op for anmeldelsesværkstedet, når jeg nu alligevel går og spekulerer på den anmeldelse hver evigt eneste dag og allerede har læst bogen ca. 1,7 gang (= en hel gang igennem, og så kan jeg ikke lade være hele tiden at slå op og læse et digt eller 2, hvilket betyder, at der er nogle digte jeg nu har læst 6-7 gange og andre jeg kun har læste en enkelt gang), derfor vil jeg oprette en ny blogpost-genre (som jeg sikkert, ca. og næsten, har praktiseret før, men ikke med det ord); Anmeldelse In Progress, hvor forskellige indgangsvinkler til (anmeldelsen af) bogen skitseres og overvejes, hvilket IKKE er det samme som en anmeldelse (og 1 regel kunne være, at man kun citerer digte, der allerede er citeret i interviews og foromtaler (hvilket man nemlig åbenbart gerne må, citere digte i etc.)), det er anmeldelsesskitser, and here goes:

Da jeg læste det intakt citerede og særligt fremhævede digt i Informations interview (før jeg senere på dagen fik selve bogen i hænde og glubsk læste løs (i Dagmars café)), var det første, der slog mig, det aforistiske præg - og ikke kun fordi jeg om onsdagen havde skrevet en lille anmeldelse af Ludwig Wittgensteins Kultur og værdi - spredte betragtninger, der fokuserede på aforismen som god og ond genre, men også derfor - og da jeg senere på dagens glubsk læste videre (i Dagmars café), så jeg med rette eller urette aforistik over det hele, men her er foreløbig digtet fra Information:

Her skulle egenlig have stået et digt
som jeg har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
men hvad skal det til for
nu hvor syrenerne blomstrer
og jeg er underligt nok er ældre
end min morfar nåede at blive
så iført hans koksgrå jakkesæt
går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.

Det (bevidst? men i så faldt lidet dynamisk) selvmodsigende ved de første 6 linjers metaudsagn er selvfølgelig, at de næste 9 linjer er temmelig "typiske for min poesi" - det er kun den "rammende bemærkning om mine fjender" vi/JEG desværre må undvære (IGEN!). Man kan læse hele digtet som én aforisme, eller de sidste 9, 8, 6, 5 (med let forskudte og ændret ordstilling) linjer som én aforisme, men lige meget hvor lang digtets aforisme er, så er der ingen tvivl om, at den målrettet tæller ned til de sidste 2-3 linjers fyndigt svirpende finish. Og det, jeg spekulerer over, er aforismens poetiske funktion og kvaliteter og mangel på samme - når den ikke (som her og dér Wittgenstein nemlig) selvironiserer over sin aforisme-agtighed og generelle og specifikke poesi-typiskhed, hvilket, så vidt jeg kan læse, ikke sker i dette digt (ligesom det heller ikke er meningen, at man skal studse over det lettere besynderlige faktum, at digteren er iført sin morfars koksgrå jakkesæt (hvilket nemlig ikke lyder som en metafor, men som et en "realistisk" oplysning), som lettere besynderligt). I Wittgenstein-anmeldelsen peger jeg på den konkrete billeddannelse som aforismens poetiske punkt eller moment (der har det med, i sin sansede præcision, at overstråle den afledte aforistiske-allegoriske pointe), men ud over syrenerne og jakkesættet er der ingen billedlige konkreter i teksten og finishen er rent abstrakt, eftersom"krydse grænsen" her er en heldød metafor. Thomsen har altid så travlt med at forsvare poesiens særlige domæne mod konkurrerende og kontaminerende diskurser, men hvad er forskellen på dette digt og en aforisme, bortset fra linjeskiftene og den let optimerede vellyd? I Wittgenstein-anmeldelsen (jeg håber stærkt den kommer i avisen på fredag) fremhæver jeg Renè Jean Jensen som en (post)moderne aforistiker i poesi og kortprosa, for hos RJJ er aforismen ikke viljestærk, autoritativ visdom, men et legesygt, foreløbigt (gerne billedbåret og helst selvironisk) spidsformuleringsforslag i ét mylder, eller er dette en falsk, rent litteraturpolitisk modsætning ... ?

Og her slutter denne Anmeldelse In Progress, som den skal, med det modsatte af en konklusion:

Hmmmmmmm!

Existentialer Inc.

Ristet snegl

Søren Ulrik Thomsen

Udkommer d. 01-03-2011

Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år handler om død og erindring og om at have øjnene åbne for alt det, der stadigvæk er tilbage - fx opvasken.

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702111590 Udgave 1 Udgivet 2011

Omslagsgrafiker Ida Balslev-Olesen

Vejledende pris: 175,00