Tal for dig selv, Per Tot

Sikke dybt irriterende USELVSTÆNDIGT Berlingskes Per Krogh Hansen, der er statsansat ekspert i Helle Helle og personskildringer på Syddansk Universitet, anmelder Thomas Hvid Kromanns roman Saksehånd, som man godt må og kan være kritisk overfor, men sørme skal man da være det i eget navn og på egne (altså kritikerens egne, sgu ikke bogens) præmisser:

At Thomas Hvid Kromann har litterært talent skal ikke betvivles. Han kan få sproget til at gløde og hoppe, om end hans lange, snørklede sætninger, spækket, som de er, med vid og intellekt, indimellem bliver vel studentikose. Men talentet og den fine sans for ironi og karikatur til trods er det svært at anbefale denne bog til andre end dem, der er en del af dens persongalleri. Ikkeindviede vil utvivlsomt føle sig temmelig fortabte og finde de skildrede trakasserier fra den litterære andegård uvedkommende. »Saksehånd« er ikke blot smal litteratur, den er snæver, ja, nærmest ikke til at komme igennem for andre end dem, der kender stien indgående.

Det er er ikke til at gennemskue, om Per Krogh selv mener at høre til de indviede, der ikke vil føle sig fortabte (og hvad er der for øvrigt i vejen med at føle sig fortabt!?), eftersom han leaser sin smagsdom ud til en abstrakt, ansigtsløs flok af "ikkeindivede", som han er helt sikker på vil finde bogen uvedkommende, men hvor i alverden ved han det fra? Kan han for fanden SELV tage stilling til værket som velsagtens både indviet og ikke-. Og hvorfor er det egentlig mere snævert at skrive om københavnske avantgardister end om ålborgensiske junkier, begge befolkningssegmenter er vel fx lige ludfattige og marginaliserede?

Hvis man ser på en anden nylig trestjerners-anmeldelse af Per Krogh, af Benni Bødkers og Karen Vad Bruuns krimi Blod vil have blod, så opstår der en interessant og trist spejleffekt; Kromanns roman er kunstnerisk talentfuld, men smal, Bødker og Bruuns krimi er kunstnerisk ligegyldig, men prof:

B&B har gjort en gedigen mainstream thriller, en rigtig lufthavnsbasker, som måske nok mangler mere psykologisk dybde og stilistisk kant, hvis den skulle hæve sig over gennemsnittet. Men det har sikkert ikke været intentionen, og på den præmis er det en ok thriller.

Det er så nøjagtig lige meget værd i en akademisk kritikers stjernesystem: en bog med "fin sans for ironi og karikatur" af en forfatter "der kan få sproget til at gløde og hoppe" og "en ok thriller", traurigt nok!