et midaldrende brushoved
er et midebefængt brusehoved
og når det brusehoved er et Janushoved
er det et dobbelt brusehoved
og når det dobbeltbrusehoved
spytter dig i ansigtet
pisser det sig selv i nakken
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
fortæl nu hvad det går ud på!!
SvarSletLige før kritiker-paneldiskussionen ved Blå Port-jubilæet i LiteraturHaus blev fløjtet i gang, gik Janus Kodal, med høj hat og paraply (som i de Gyldendal-forbudte pressebilleder til (min yndlings-KJ-bog) Fyrsten Zibebes bekendelse, op på scenen bag os, og tømte en karaffel med vand ned i hovedet på mig. Bagefter satte han sig på første række (opdagede jeg først senere) og fotograferede løs.
SvarSletannmeldelse i WA for en måneds tid siden (vistnok stadigvæk den eneste anmeldelse af bogen i en større avis, hvilket jeg vel ikke kan gøre for, og større skurke end mig er da så de litteraturredaktører eller kritikere, der har valgt, at bogen slet ikke skal anmeldes):
SvarSletNUSSET JAMEN Janus Kodal gentager for en gang skyld, som der i første omgang heller ikke var synderligt gang i, sig selv
Fragmenter af et frimærkealbum
Janus Kodal: Sabotage V-VIII. 64 sider, Nansensgades Antikvariat
Af Lars Bukdahl
OK, respekt for den trodsige gestus!
Året efter min surmulende WA-anmeldelse af Janus Kodals forrige digtbog, Sabotage opfordrede digteren til som sædvanlig og hurtigst muligt at forvandle sig videre (”Skab dig åndfuldt, og med foden på speederen, frem mod inkarnation nr. 10, poly-Janus!”), udsender han på samme forlag og i samme udstyr og efter samme system – 4 x 10 digte på 4 + 4 + 4 + 4 hårdt fragmenterede og hakkende linjer – Sabotage V-III.
Og til at starte med forekommer meningsnedbrydningen faktisk en god del mindre traurig end i første bind, flere skrumlede ord, flere friske udbrud, flere genuint barokke (halv)udsagn, som her tredje strofe i digt nr. 1: ”C/o parentetiske bobler. Roe/ rose./ Ja. Og farverne i haven. Med minimal og/ reservation. Ultrakort garanti. Retning direkte/ angulært. Og skyder klorid.”
Men så bliver der hurtigt langt mellem (kvart)snapsene, det tunge vand dominerer atter de minimale hundeskåle. Om jeg så må sige, for jeg har ikke som Kodal et kedsommelighedsdogme, jeg med vold og magt klipper julepynt (ny metafor, undskyld!) i stykker efter. Her er helt snapse- og guirlandeløst tredje strofe i sidste digt: ”Pudrer. Diskrimineret. Helt hen til/ den slettede. Berøring. Tilføjelserne./ Mast. Og i flasken. Trompe l’oeil./ Bølger og hejst. Med sejl. Og skibe.”
Heller ikke som hermetik fungerer det, fordi intet fascinerer eller frastøder, intet glitrer eller punkterer, intet mærkværdiggør sig sanseligt!
Kunne han ikke have lånt bare en håndfuld af de fuldfede og nålespidse fragmenter, som René Jean Jensens fænomenale debutsamling Jeg har planlagt at dagdrømme flyder over med; fx disse seks på side 86: ”smage på tænderne// bekæmpe og underkue, side 1/ fremme og opelske, side 2// lægen sagde jeg var syg i soklen// angst elsker ornamenter// alfabetet fra siden, opædt// lever på grænsen af mine myter om mig selv.” Mindstekrav til de næste pseudosabotager: At gentage René!
OMG ....
SvarSletTrist figur: Forsmået lyriker realiserer forsmået bestsellerforfatters voldstrussel.
SvarSletDen gode oplevelse: Heller ikke i LiteraturHaus solidariserede publikum sig med den forsmåedes selvretfærdige og terroristiske acting out - at voldshandlingen her var forklædt som happening gjorde den kun endnu mere ynkelig.
Er da ked af at erfare, at nogle griber til platte yderligheder. Trøstefuldt at tænke på, hvorledes Beat-klubben forsøgte at undgå samvær med Actionmaler-gruppen i New York engang i forrige århundrede, fordi de sidste var så åbenlyst fordrukne og voldelige og altid kom i slagsmål (sic), iflg. en af talsmændene fra førstnævnte gruppe... Nej - så er der da mere kød på den litterære fejde, som åbenbart er druknet i total offentlighed - Thomas Skade-Rasmussen vs. Helge Billy Nielsen - den har dog i al fald større værdier i spil. Kanhænde vi lige skulde dreje fokus derhen et øjeblik? Her et digterisk referat fra processen:
SvarSletjeg er ikke holger bech nielsen
der er ingen grund til at skjule at jeg
i virkeligheden er helge billy nielsen
jeg nyder at se andre dø langsomt
for min pen
først hang jeg mig selv i et pæretræ
med en kalamus som kateter
for at føle den yderste nydelse
men nu er jeg vendt tilbage
fra de døde
med min klap for øjet
for at lade andre opleve den
samme lykke
mit lem er stift men ikke
særligt mandigt
og mit hår er lækkert
selvom jeg er en zombie
jeg vil egentlig ikke sige
noget særligt
jeg er helge billy nielsen
jeg er min egen molok
og alle andre er mine redskaber
udøde i fiktionen
Janus Kodal har åbenbart meget større talent som narrehat end som digter.
SvarSletJeg bliver ilde berørt når jeg ser billederne af LB med vådt hår, som JK skamløst stoltserende har lagt op på sit gossip-pics-site inkinc.
SvarSletMen som LB selv pointerer har JK dømt sig selv helt og aldeles ude. Det er mig en gåde at JK ikke blev bortvist fra arrangementet.
Nu må det være op til retssystemet at tage sig af JK. Handlingen kan sidestilles med afstumpet bitchslapping plus fotografering af ofret og efterfølgende uploading. Dommen bør afmåles i forhold til den tort og offentlige ydmygelse LB blev udsat for.
Jeg er iøvrigt lykkelig for at jeg fravalgte den forsmåede ego-oppustede lilleverden i Møllegade til fordel for en herlig koncert med Atomic i Chr.havns beboerhus. Koncerten var så ekstraordinært god at selv TS Høeg blev til sidste ekstranummer.
SvarSletÅrh, jeg synes i skal slappe lidt af. Jeg kan ikke forestille mig at nogen kunne finde på at gøre fysisk skade på Lars. JK har lavet en drengestreg (som han måske burde være vokset fra), men for helvede: det er vand!
SvarSletNogen burde få lidt mere kølighed og glæde ind i deres verden. Selvom det selvfølgelig ikke er sjovt at blive mobbet. Så er det samtidig en dåb og en hyldest til Lars. Ikke en ydmygelse.
Sådan opfatter jeg det i hvert fald ikke.
Der er et eller andet hysteri ude omkring. Og der går en hård-hård-hård grænse fra at kaste med vand og maling og råbe af folk til at gå til fysisk vold. Lader vi den fysiske vold glide sammen med karafelhårvand er vi ude på et sidespor som opløser alvoren af den fysiske vold, og derfor gør dén mere legitim.
Sådan ser jeg det.
Selv om man ikke tager skade af at få en karaffel vand hældt ned over hovedet, er der da tale om et overfald alligevel. Det kan på ingen måde retfærdiggøres som en "drengestreg". Og hvis Janus Kodal havde noget "sjovt" at fortælle kunne han jo have gjort brug af sproget - det plejer digtere at kunne finde ud af.
SvarSletReflektionen er vel forudsætningen for enhver kritik, eller enhver kritikers udgangspunkt må vel funderes i en fortid, hvori reflektionen udfylder tanken til bristepunktet.
SvarSletVed et arrangement som det i Litthaus, var fraværet af en sådan reflektion overvældende og - symptomatisk for tiden - præget af en skamløs ligegyldighed og udpræget desillusion på vegne af litteraturen og dens fremtid. Gamle floskler blev gentaget, ingen havde noget nyt at sige. Skyum forsvarede sin Gud, Bukdahl sin krop og Tue litteraturen, som han nærmest fik postuleret var marginaliseret fra Kulturen med stort K, hvilket så åbenbart legitimerede at han som kritiker intet ansvar havde for den - altså Kulturen - som sådan.
Jeg synes det er vanvittigt at tankerne eller ambitionerne hos landets lededende kritikere ikke er større eller når videre, at der ikke er nogen egentlig lyst, krig, at de ikke engang bekæmpede hinanden indbyrdes, var uenige, kom op at toppes, forlangte det urimelige - WHATEVER! - alt andet end at sidde og udglatte en eksisterende konsensus med hver deres CV i ryggen.
JK tog jo det ansvar på sig, som i forvejen ligger hos forfatterne, digterne, de skabende kunstnere. Som når sociologerne siger, at de eneste der radikalt kan ændre de æstetiske regimer, og dermed en bredere offentlighed, er kunstnerne; de er de eneste der kan afmontere den kapitalisme, hvis omfattende destruktion af livet, kritikerne afivser at beskæftige sig med, som alle i samfundet afviser, fordi det ansvar, i den enkeltes perspektiv, åbenbart forekommer at være urimeligt. At løfte Afrika ud af hungersnøden. At afværge de kommende katastrofer. At det ikke engang synes vedkommende ved en sådan debat, gør vel, at Kodal må skylle Bukdahls tanker en ekstra gang. For at ændre deres retning, det sted, de kommer fra.
Når det så er sagt, kan det jo være lige meget. Her på bloggen elimineres det meste i idiotien, den idioti, synligheden synes at være. At vi hele tiden må vide hvad Bukdahl mener, fordi det Bukdahl mener, transcenderer Kulturen. Hvis der er håb for nogen, findes det så virkelig her?
Med al respekt,
Esther Larsen
Dette er opløftende! I den forstand at vi lige nu samles på heste med grønne flag der symboliserer troen på at Jesu lidelse er nøglen, kroppen og lidelsen og sandheden om Guds søn der er allermest lig sin langt ude skaber når han er ét med sit kød. Fra Øst ser vi en kolonne med røde flag, lange rækker af ryttere som tror på skriften og det forræderiske bevægende bogstav i vores hjerter. Fra Vest kommer de harniskklædte vilde, der ved at Guds Ord tilhører de hvidklædtes og at vi som både kan sætte os ud over skriften og blive ét med kødet altid vil tilrane os det sidste ord. Vi skal mødes i en udørk af en romersk provins i Tyrkiet og vi skal diskutere Guds sande ansigt. Mother Superior, jump the gun. Således skal vi diskutere, os digtere. Fritænkere og kirkeløse, vi bliver ved med at mødes i år trehundrede grønlangkål til den fornuftige og afsindige kamp om det egentlige og det sande.
SvarSletGuds ansigt bag al denne virak? Herregud det har taget mig otte digtsamlinger at stave hele herrlichheden med stort! Jeg tror på linjen, den bevægende og det uforudsigelige fordi vi i hvert af vores valg netop også bliver subjekter for det vi vælger. Skulle jeg give en 3ién grund til at jeg du I blander mig, er jo at jeg vælger at tro på at Lars' halløjdåb har mere forbindelse til hans og Blenstrups turné rundt omkring på festivaller og højskoler for ti år siden under stor jubel, hvor de som et "show" trådte frem og rev latterlige digtsamlinger i stykker på scener i fuld offentlighed. Digtsamlinger, som latterlige mennesker af kød og blod havde skrevet ned i deres eget alfabet. Skal vi nu ikke lige klappe hestene og omfavne hinanden før vi begynder at bekrige vores eneste anden side. Hvem har vi tilbage? Medieherren som ikke kan handle anderledes? Som ligner den døbte med den druknede og den tabte med den som er fundet påny? Er vi ikke samlet imod oprøret, forlængelsen og udmattelsen i en flok råbende fjolser mod solen og solens forsvinden i havet hver forbandede eneste aften. Kærlige hilsner og forca fra Nicolaj Stochholm
Jeg synes vanddåben af Bukdahl var delikat. Jeg havde gerne selv gjort det, særligt efter at have set mit eget afslag fra Hvedekornredaktøren Bukdahl udstillet til spot og spe på Hvedekorns egen hjemmeside. Det opfatter jeg som typisk for Bukdahls regime. Andre udstilles for at Bukdahls som sit eget centrum i verden kan more sig og hævde sig. Sikke en måde at byde nye digtere velkommen til verden på! At det var en forfatter af Janus Kodals kaliber der udførte afvaskningen er så meget desto bedre!
SvarSletTil seneste anonyme: De få afslag ud af 1000'er (hvoraf alle er personlige svar og ingen er automatsvar, det tror jeg ingen andre hverken lover eller praktiserer, fra Blå Port til Forfatterskolen), jeg har citeret på Hvedekorns hjemmeside, er naturligvis anonymiserede, således at kun modtagerne selv kan genkende dem, og nøje udvalgt som eksemplariske afslag med det pædagogiske og afmytologiserende formål at demonstrere, hvordan et afslag typisk ser ud, og hvordan det typisk er begrundet.
SvarSletHer er et eksempel på et eksempel fra hjemmesiden, som jeg jo ikke ved om er hr anonyms:
Xxxx Xxxxxxx
Xxxxxxxxxxx 25, 1. th
8000 Århus C
juli 2010
Kære Xxxxx Xxxxxx
Undskyld det sene svar og tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. Der er for lidt poesi eller bare sprog i dine digte og for meget forklaring og referat (af begivenheder og billeder og følelser – og pointer) – sproget skal styres eller syres til en fyndighed eller skævhed, der toner af dig, for at blive til poesi – men først skal du overhovedet få øje på det, sproget, som det materiale du har mellem hænderne. Og et godt forstørrelsesglas er at læse moderne poesi, der gør gedigent viltert væsen af sig fx af dig jævnaldrende digtere som Lone Hørslev, Rasmus Nikolajsen og Lars Skinnebach.
Mange hilsner
Lars Bukdahl
redaktør af Hvedekorn
- jeg forstår ikke, at det er et regime, at jeg hvert år personligt svarer ca. 500 breve og redigerer 4 x 52 sider tidsskrift med 60 % + bidrag af debutanter og ikke-bogudgivne digtere, helt ærligt!?
- og så til empirien i kære grev Nicolajs gæve rablen:
At rive "latterlige digtsamlinger" i stykker har aldrig været en del af Jens B's og mit show Litterær Hypnose - en enkelt gang for flere år siden, på Roskilde Festivalen, havde vi en sketch med en rockmusiker, der ikke vidste, hvad han skulle stille op med en digtsamling (af Pia Tafdrup) - og som derfor a la Jimi Hendrix tændte ild til bogen. Det var altså ikke os, LB og JB, der tændte ild, det var den hjernetomme "rockmusiker", men vi oplevede umiddelbart, at vi var gået for langt: en bog i flammer er der ikke noget sjovt ved, og vi har ikke gentaget stuntet siden.
Kære Lars og alle,
SvarSletDu har helt og aldeles ret, bøger brænder meget stærkere inden i. Jeg er fanme glad for at det bare var en kone med æg og ikke en fast del af jeres hypnose. Og min til empirien, det er vist i år tohundrede grønlangkål at vi skal mødes for at bestemme det. Skal vi ikke mødes før, til en fest, i Poesiens Hus eller ØK eller en stor åben plads eller i en skov - alle mand og kvinder - og lave en ordentlig fælleskrammer og skåle for hinandens drømme og vilde indre liv.
Kh. Nicolaj
Opdagede tidligere i dag, at Kodals sidste bidrag til Den blå port hed "Schnelltrocknende Fluid Aktion".
SvarSletMed det ovenstående prøver jeg ikke at legitimisere handlingen - eller ophøje den til vellykket (del af?) værk. Jeg opdagede det bare tidligere i dag ... da jeg bladrede i Literaturhaus læseeksemplarer af Den blå port ... lissom ...
SvarSletApropos ovennævnte bogafbrænding kan jeg bevidne at da vi med gymnasiet var til Lars Bukdahls foredrag var det en del af showet at visse forfatteres bøger blev sjoflet og fysisk revet i stykker og smidt i skralderspanden. Mvh Henriette.
SvarSlet