Jeg er for miskendt til det her sted

En særlig åndssvag kritikerfigur, som jeg (også) hele tiden bliver castet som, er den miskendte/mislykkede digter, her er det Peter Nielsen i Informations bogtillæg fredag,, der forsøger sig:

Men Bukdahl er netop også en stor sproglig jonglør, der i sin kritik kompenserer for egen kunstnerisk fallit. Den avantgardistiske æstetik, som han aldrig fik succes med i sine bøger, er nu et skjult parameter for hans æstetiske vurderinger.

For det første har jeg ikke selv nogen idé om (eller erkendelse af!) at være en kunstnerisk fallent; mine skønlitterære bøger fra de sidste 15 år - en ca. 7 stykker (jeg ville gerne have skrevet flere, men selve værkantallet kan vel ikke i sig selv betegnes som ynkeligt) - er jeg alle fuldt tilfreds med; selvfølgelig ville det have været fedt, hvis jeg som digter og bøgerne som digterværker havde været anerkendt mere, men jeg kan jo se (og har igen og igen besværget og forbandet), hvor mange af de digtere, jeg beundrer, er mindst lige så usynlige og miskendte, hvis ikke mere, så hvem er jeg (der som digter, kan jeg dømme med mit ene nøgterne øje, er talrige (de fleste/alle) af disse digtere underlegen), at jeg skal kalde mig miskendt? Ligesom jeg ville være en idiot, hvis jeg ikke på forhånd, hver gang jeg har skrevet og udgivet en af mine små, forknoldede bøger (på nær min børnebog Mars er for tabere, der som planlagt er blevet en om ikke bestseller, så steadyseller, i al beskedenhed og udenom det voksenlitterære kredsløb) var usmerteligt (dvs. forlængst resigneret) klar over, at min forknoldede æstetik falder på stengrund (eller golfbane måske snarere) i langt de fleste kritikerhoveder.

For det andet ville jeg være kritiker, før jeg ville være digter, og debuterede som anmelder, i Kristeligt Dagblad, kun et år efter, jeg debuterede som digter, 1987 og 1988, og de 8 år, jeg anmeldte i KD og udviklede min kritiske stil og persona, var jeg mere kendt eller rettere sagt: mindre totalt usynlig som digter end som anmelder; som udgangspunkt og, tror jeg på, til stadighed er mine 2 praksisser (og den hybrid-praksis, der er bloggen) parallelle groft personlige praksisser - med delvist forskellige formål (i skønlitteraturen 100 % at skrive en skøn tekst, i kritikken 50 % at skrive en skøn tekst og 50 % at karakterisere og smagsdømme en bog præcist og diskutere mig/os klogere på litteratur) og på delvist forskellige betingelser (først og fremmest i forhold til forpligtelsen på et objekt, den forpligtelse har skønlitteraturen ikke (nødvendigvis); genre/regler forholder jeg mig lige meget og kreativt til i begge praksisser (i skønlitteraturen har jeg det så bare med at opfinde genren/reglerne selv)). Men publikum er jeg akkurat lige fløjtende ligeglad med! Der er så bare den for skønlitteraturen uretfærdige forskel, som jeg ikke er herre over, at den groft personlige kritik, efter jeg skiftede til WA, er blevet ulig synligere og populærere og bedre betalt end den groft personlige skønlitteratur. Endelig er konkurrencen i kritikken så meget svagere og flertallet af konkurrenterne så håbløst dovne og gammeldags og snæversynede, at jeg dér, i mine egne øjne i det mindste, er så helt anderledes uundværlig. Hvilket betyder, at jeg bruger ulig meget mere tid på kritikken end på skønlitteraturen (og indrømmet! også fordi det er sjovt og opildnende at blive læst, aktivt!), hvilket jeg har vildt, nej, okay, mildt dårlig samvittighed over i forhold til alle mine uskrevne digte og, ÅH, romaner, men det er jo en ren intern konflikt, som der ikke er nogen grund til at slå andre i hovedet med.

Kort sagt: Bitter over, at den ene del af min lykkeligt skizofrene og siamesiske dobbeltpraksis er langt mere i vælten end den anden, har jeg hverken grund eller tid til at være.

Og dags dato, som i skrivende nu er i går, da jeg publicerede en helt håbløst forknoldet digtagtighed her på bloggen, havde jeg 934 bloglæsere, hvilket er mere end dobbelt så meget som oplaget på mine sidste mange digtbøger (og mere end tre gange så meget som salgstallet)! Ren succes!

(jeg glemte Peter Nielsens anklage om, at min avantgardistiske æstetik (der er mindst lige så lavfolkelig som avantgardistisk, hvis det endelig skal være) skulle være en skjult parameter for mine æstetiske vurderinger: det er kun sandt, hvis man reducerer min æstetik til, at sprogkunstværker skal kvalificere sig selv som sådan, dvs. som skønt og originalt sprogligt kunstværkelige, jf. bare og fx de to bøger, anmeldt af mig, der blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris, Susanne Stauns Døderummet og Rasmus Nikolajsens Socialdemokratisk digt, og den bog, der vandt prisen og som jeg holdt pristalen for, Birgithe Kosovics Dette dobbelte land, apropos dobbelthed).

Her er et genoptryk af en gammel rimet remse om at skrive kritik (fra Rimses den Ene og Remses den Anden, 1997):

A føje spot
er godt,
at myrde fædre
er bedre,
at være en pest
er bedst.

En anden, lige så fremragende tekst fra samme, bortset fra mine egne få frikøbte eksemplarer, totalt makulerede bog:

En fuldendt fallent
er et ægte talent.